Organiske restprodukter i industrien

3. Opgørelser og vurderinger af restprodukter

3.1 Slagterier
3.2 Fiskeindustrien
3.2.1 Konsumfisk
3.2.2 Muslingeindustrien
3.2.3 Fiskemel- og fiskeolieindustrier
3.3 Bryggerier
3.4 Spritfabrikker
3.5 Medicinalindustrien
3.6 Mejerierne
3.7 Kartoffelindustrien
3.8 Pektin- og carregenanfabrikker
3.9 Oliemøller og margarinefabrikker
3.10 Møllerier og bagerier
3.11 Sukkerindustrien
3.12 Frugt- og grøntindustrien
3.13 Garverier
3.14 Landbrug

I det følgende opgøres mængden af restprodukter, som produceres af virksomheder med mere end 10 ansatte. Metoden til opgørelse af mængderne samt den kvalitative vurdering af restprodukternes anvendelse, herunder restproduktkategori, bygger på oplysningerne i de foregående afsnit.

3.1 Slagterier

Denne branche omfatter svineslagterier, kreaturslagterier og fjerkræslagterier. Restprodukter fra slagtning af heste, får og geder undersøges ikke nærmere, da restprodukterne udgør et mængdemæssigt bidrag, der er uvæsentligt i sammenligning med summen af svine- og kreaturslagtninger.

Produktionsforhold

Produktionen af færdigvarer mv. for slagterier er angivet i tabel 3.1.1.

Slagterierne har fusioneret en del virksomheder i de seneste 15 år. Svineslagterierne er i dag domineret af Danish Crown A.m.b.A, Vestjyske Slagterier A.m.b.A og Steff-Houlberg A.m.b.A. Disse tre koncerner, der alle har over 1000 ansatte, foretager 95% af samtlige svineslagtninger i Danmark.

Der er ifølge Danske Slagterier 21 større svineslagterier i Danmark, 19 i Jylland, 1 på Sjælland og 1 på Bornholm.

Ifølge Danmarks Statistik (1995) er der 7 kreaturslagterier og 8 fjerkræslagterier med mere end 10 ansatte. Hovedparten af kreatur- og fjerkræslagterierne er placeret i Jylland.

Tabel 3.1.1
Antal slagtninger på danske slagterier.

* Tal for 1994, Danske slagteriers Statistik.
** Tal for 1993, Danmarks Statistik.

Restproduktbeskrivelse

Ved kortlægningen af organiske restprodukter medtages kun slagterierne for svin, kreaturer og fjerkræ. Der findes forædlingsvirksomheder, der ikke har slagtninger, men det antages, at disse ikke producerer organiske restprodukter i nævneværdige mængder.

Kun et af de slagterier, der har fået spørgeskemaet tilsendt, har svaret på dette. Besøg på slagterierne gav efterfølgende mange detail oplysninger.

De efterfølgende mængder er baseret på oplyste nøgletal for produktionen og typer pr. slagtedyr samt antallet af slagtedyr.

Principdiagrammer, der viser slagteprocessen for svin, kreaturer og fjerkræ, er vist på figur 3.1.1-3.1.3.

Slagtedyrene transporteres med lastbiler til slagteriet, hvor de placeres i folde. Dyrene opholder sig normalt kun få timer i foldene. Dyrene urinerer og afgiver gødning i foldene. Foldene rengøres ved vask med vand.

(11 Kb)

Figur 3.1.1
Flowsheet for svineslagterier og deres produktion af restprodukter.

(9 Kb)

Figur 3.1.2
Flowsheet for kreaturslagterier og deres produktion af restprodukter.

(7 Kb)

Figur 3.1.3
Flowsheet for fjerkræslagterier og deres produktion af restprodukter.

Dyrene slagtes enten ved skydning eller bedøvelse og efterfølgende stikning i halsen. Dyrene afbløder, og blodet opsamles. Herefter gennemgår dyrene diverse behandlinger, udtagning af indvolde, opskæring mv.

Restproduktberegninger

Tabel 3.1.2 og 3.1.3 angiver de beregnede mængder fra de forskellige enhedsoperationer ved slagtning af henholdsvis svin/kreaturer og fjerkræ.

Tabel 3.1.2
Organiske restprodukter fra slagtning af svin og kreaturer.
link til tabel

Tabel 3.1.3
Organiske restprodukter fra slagtning af fjerkræ.

* Fedt kan i visse tilfælde have et tørstofindhold på op til 40%

Produkter og restprodukter er endvidere opsummeret på figur 3.1.4 og 3.1.5. Ca. 20% af den indvejede råvare ender som restprodukter, mens de resterende ca. 80% bliver produkt. Af de 20% restprodukt anvendes hovedparten (77%) til kød-/benmelsproduktion. Den resterende mængde udbringes på landbrugsjord eller behandles i biogasanlæg, før den spredes på jorden.

(11 Kb)

Figur 3.1.4
Oversigt over produkt og rest efter tilvirkningsprocessen i slagterier. Tallene er summeret for kreatur-, svine- og fjerkræslagterier.

(10 Kb)

Figur 3.1.5
De vigtigste anvendelser af restprodukter fra slagterierne. Resultaterne er summeret for kreatur-, svine- og fjerkræslagterier.

Restprodukter fra slagterierne kan groft inddeles i tre typer: mave-tarmindhold og gødning, restprodukter fra produktionen af kødprodukter (blod, børster, knogler, fjer osv.), og restprodukter fra spildevandsbehandling (ristegods, fedt fra fedtfang, flotationsslam).

Mave-tarmindhold, gødning, ristegods, fedt fra fedtfang og flotationsslam anvendes hovedsageligt til biogasproduktion. Det er i tabel 3.1.2 angivet, at gødning, mave-tarmindhold og vaskevand anvendes til forskellige formål (biogas, landbrugsjord). Dette skyldes bl.a. rengøringsmetoderne, hvor f.eks. staldene og lastbilerne rengøres med vand. Vandet ledes til sigte og efterfølgende eventuelt til flotationsanlæg. Det faste stof, der udskilles i sigten og flotationsanlægget, anvendes hovedsageligt til biogasproduktion. En del nedpløjes på landbrugsjord. Om det faste stof bruges i biogasanlæg eller udspredes direkte på landbrugsjord afhænger bl.a. af transportafstand mellem slagteri og biogasanlæg. På de slagterier, der ikke har flotationsanlæg, vil kun en mindre del af det organiske indhold i spildevandet (10-20%) tilbageholdes i sigteprocessen. Hovedparten af det organiske indhold vil bortledes med spildevandet. På de slagterier, der har flotationsanlæg, vil ca. 80% af det organiske indhold tilbageholdes i sigteresten og flotationsslammet.

Restprodukterne fra produktion af kødprodukter anvendes hovedsageligt til kød og benmel. En mindre mængde aseptisk tappet blod anvendes i konsumvarer. Desuden anvendes ca. 7.000 tons fjer årligt til fyldmateriale i boligudstyr eller sendes til destruktion for udvinding af protein.

Restprodukter fra slagterier anvendes hovedsageligt inden for Kategori I, råvaresubstitution og Kategori II, biogas. En oversigt over anvendelsen af den samlede mængde af restprodukter fra slagterierne er vist i nedenstående tabel.

Tabel 3.1.4
Restprodukter fra slagteriindustrien opdelt på kategorier efter deres genanvendelse.

* Udregnet på basis af et vurderet gennemsnitligt tørstofindhold på 10-20%.

Restprodukterne fra slagterier landet over genbruges i meget stort omfang. Genbruget i branchen er styret af økonomiske interesser, og en hård konkurrence har medført en fuldstændig udnyttelse af restprodukterne. Restprodukterne har en økonomisk betydning for brancherne.

Alle restprodukter, der kan genanvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette. Restprodukterne genbruges først og fremmest til kød- og benmelsproduktion (råvaresubstitution). 75-80% af restproduktmængden anvendes til råvaresubstitution.

Der deponeres stort set ikke organiske restprodukter på losseplads. Restprodukter, der tidligere blev deponeret på losseplads, f.eks. mave-tarmindhold og flotationsslam, genbruges nu i biogasanlæg eller til jordforbedringsmiddel. Ca. 17% af restprodukterne sendes i dag til biogasanlæg.

Behandlingen af mave- og tarmindhold samt flotationsslam i biogasanlæg er steget de seneste år, hvilket må antages dels at skyldes etableringen af biogasfællesanlæg, som er velegnede til behandling af disse typer restprodukter, dels indførelsen af statsafgiften for deponering af restprodukter på losseplads (p.t. 195 kr./tons). Ved at genanvende restprodukterne i biogasanlæg skal der ikke betales deponeringsafgift. 5-10% af restprodukterne nedpløjes på landbrugsjord.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukter i slagteribranchen ligger stabilt i kategorierne. Hermed menes, at der ikke forventes drastiske ændringer i fordelingen af restprodukter mellem kategorierne i de kommende år. I de seneste år har der været en bedre udnyttelse, idet restprodukter fra Kategori III er gået til Kategori II. Det er muligt, at denne udvikling kan fortsætte. Dette vil dog til dels afhænge af nyetableringen af biogasanlæg, der kan mindske køreafstanden fra specifikke slagterier til behandlingsanlæggene.

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukter fra slagteribranchen til kød og benmel er den for slagterierne klart mest fordelagtige, hvorfor mest muligt af restprodukterne anvendes i Kategori I. Genanvendelsen af restprodukterne til kød og benmel er økonomisk holdbar og stabil også i de kommende år. Veterinære forhold kan dog bevirke at forbrænding tages i brug bl.a. af hensyn til kvægsygdommen BSE.

Råvarerne til slagterierne vurderes ikke at indeholde miljøfremmede og sundhedsskadelige kemiske forbindelser i koncentrationer, der kan begrænse anvendeligheden af restprodukterne. Brancherne kontrollerer kvaliteten af restprodukter til foder, mens biogasanlæg bl.a. kontrollerer flotationsslam og det samlede produkt fra biogasanlæggene m.h.t. metaller før det spredes på landbrugsjord.

På baggrund af de indhentede informationer kan det konkluderes, at slagterierne udnytter restprodukterne godt. Der er ingen sundhedsmæssige eller hygiejniske problemer med den beskrevne genanvendelse.

3.2 Fiskeindustrien

3.2.1 Konsumfisk

Produktionsforhold

Industrien, der tilvirker konsumfisk til salg, er karakteriseret ved mange mindre virksomheder og få store. I 1991 var der 197 virksomheder, som behandlede fisk og produkter heraf (Fiskestatistisk årbog, 1992).

I 1992 registreredes landinger af 539.807 tons fisk, krebs- og bløddyr til konsum i Danmark. Af dette udgjorde blåmuslinger 136.271 tons. Muslingeindustrien behandles selvstændigt i afsnit 3.2.2 og medtages kun, hvor dette er specifikt angivet i de følgende beregninger.

I forbindelse med tilvirkningen af disse produceres store mængder restprodukter. I denne sammenhæng forstås restprodukter som den rest, der bliver tilbage efter produktionen af konsumvarer. Fiskeresten inkluderer fiskeskæl, -indmad, -hoveder o.a. fiskeaffald. Et flowsheet for industrien er vist på figur 3.2.1.

(6 Kb)

Figur 3.2.1
Flowsheet for typisk fileteringsindustri; torsk eller anden rundfisk. Restprodukterne er opdelt på genanvendelseskategori.

Den største produktionskapacitet er placeret omkring fiskerihavnene i Vest- og Nordjylland.

Restproduktberegninger

Ud fra de totale landinger og nettoimport (indførsel minus udførsel) af fisk til tilvirkning i den danske fiskeindustri kan den totale mængde restprodukt anslås (Tabel 3.2.1). Beregningerne er overordnede og forbundet med usikkerheder i forbindelse med vurderingen af udbyttet ved tilvirkningen af de enkelte fiskearter. Ved restproduktberegningerne er der anvendt data indsamlet i perioden 1992-1994. For sammenligningen antages det, at der gennem denne periode ikke er sket væsentlige ændringer i produktionsforhold og landinger.

Tabel 3.2.1
Produktionen af fiskeaffald i forbindelse med tilvirkningen af konsumfisk i den danske konsumfiskeindustri. Tallene er fra 1992 (Fiskeristatistisk årbog). Tabene ved forarbejdning er skønsmæssige.
link til tabel

Af opgørelsen i tabel 3.2.1 ses det, at der ved tilvirkning af fisk i den danske fiskeindustri årligt produceres i størrelsesordenen 290.000 tons produkter og 260.000 tons restprodukter, hvis der ses bort fra muslingeindustrien. Resterne fra sild, makrel og torskefisk udgør ca. 90% af den totale mængde restprodukter. Der produceres omtrent lige store mængder konsumvarer og restprodukter (Figur 3.2.2). Medtages muslingeindustrien, bliver den totale restproduktmængde i størrelsesordenen 350.000 tons pr. år. Muslingeindustrien separeres fra den resterende fiskeindustri, da det resterende materiale efter udtagningen af muslingekødet hovedsageligt består af vand og skaller med et ringe indhold af organisk materiale.

(20 Kb)

Figur 3.2.2
Produktionen af færdigvarer og restprodukter fra konsumfiskeindustrien. Muslingeindustrien er ikke medtaget.

Fiskeresten, som hovedsageligt består af fiskeskæl, -blærer, -hoveder og andet fiskeaffald, har et indhold af fedt, der omtrentligt svarer til hele fisken. Restproduktet har dog et lidt højere askeindhold og et lidt lavere proteinindhold. Det er anvendeligt til produktion af olie og mel. Fiskemelsindustrien kan anvende hovedparten af restprodukterne fra tilvirkningen af konsumfisk. Dette er med undtagelse af blodvand og flotationsslam fra forrensningen af spildevand, som ikke har den ønskede kvalitet.

Ud over anvendelse af restprodukter til fiskemelsproduktion er produktion af pelsdyrfoder en anden betydelig aftager. Oplysninger fra branchen viser, at 80.000 tons fiskerest anvendes til dyrefoder (Tabel 3.2.2, figur 3.2.3a+b).

Tabel 3.2.2
Restprodukter og deres genanvendelse i fiskeindustrien.

* Tal fra Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeindustri (1994).
** Tal fra Dansk Pelsdyrfoder.
*** Fiskerest, fedt og flotationsslam angivet som tons VS (Energistyrelsen, 1991).

(22 Kb)

Figur 3.2.3a
Restproduktanvendelse, % af totalt restproduktsalg fra fiskeindustrien (totalsalget er 206.000 tons, Danmarks Statistik, 1992).

(23 Kb)

Figur 3.2.3b
Restproduktanvendelse, % af estimeret restproduktmængde fra fiskeindustrien.

Ifølge en opgørelse fra 1991 har ca. 35% af fileteringsfabrikkerne et flotationsanlæg, som er en velegnet metode til forrensning af fedtholdigt spildevand. De øvrige virksomheder benytter andre former for forrensning såsom fiIterbånd, centrifuge og lamelseparator (Energistyrelsen, 1991).

På baggrund af tidligere undersøgelser vedrørende ressourcer til biogasproduktion er det blevet vurderet, at der produceres 5.500 tons (TS) fedt- og flotationsslam i fiskeindustrien. Denne rest afsættes i nogen grad til fiskeolieindustrien ellers til biogasanlæg, biogas på kommunale renseanlæg, deponering på landbrugsjord eller deponering på losseplads (Energistyrelsen, 1991). Det vurderes dog, at de danske biogasfællesanlæg yderligere modtog ca. 27.000 tons fiskerest i 1994 (Energistyrelsen, 1995). Fiskeresten, der anvendes til biogasproduktion, udgør ca. 13% af den beregnede mængde restprodukt (tal for 1992, figur 3.2.3b).

Der blev udsendt spørgeskemaer vedrørende restprodukter fra fiskeindustrien til 102 af branchens virksomheder. I alt 9 virksomheder har besvaret spørgeskemaundersøgelsen. Disse er repræsentanter for forskellige grene af fiskeindustrien; filetering af rund- og fladfisk, røgerier, rejer og skaldyr, fiskemelfabrikker og konserves.

De i spørgeskemaerne indrapporterede restprodukter inkluderede fiskeafskær, skæl, fedt, indvolde, skaller og olieholdigt slam. Størstedelen af den indrapporterede fiskerest blev genanvendt til foder (60%), mens fiskemel og olieproduktion aftager 33%. Restprodukter til jordforbedring udgjorde 7% af den indrapporterede mængde.

Langt den største del af restprodukterne fra fiskeindustrien stammer direkte fra tilvirkningen af konsumfisk. Indholdet af miljøfremmede stoffer i restprodukterne anses for minimalt og ikke forhøjet i forbindelse med tilvirkningen af fiskene. Det vurderes derfor, at miljøfremmede stoffer i restprodukterne ikke sætter begrænsninger for anvendelsen af restprodukterne. Det er muligt, at visse industrier anvender rengøringsmidler med et indhold af problematiske miljøfremmede stoffer. Rengøringsprocedurerne i industrien forløber ikke i forbindelse med produktionen. Herved undgås bl.a. sammenblanding af rengøringsmidler og fiskeresten. Hos virksomheder med flotationsanlæg kan rengøringsvandet ledes uden om dette.

Flotationsslammet kan indeholde forskellige fældningskemikalier, som gør det uanvendeligt for fiskemelindustrien. Dette er uden betydning for flotationsslammets anvendelighed i biogasanlæg. Jern- og aluminiumsalte er gavnlige for gaskvaliteten i biogasanlæggene, da de reducerer indholdet af svovlbrinte. Fældningskemikalierne indeholder mindre mængder tungmetaller, som generelt ikke anses for problematiske i forbindelse med genanvendelse.

Opdeles restprodukterne efter dets genanvendelse ses det, at 90% anvendes som råvaresubstitution (Kategori I, tabel 3.2.3). De resterende restprodukter (10%) anvendes til biogasproduktion (Kategori II) og efterfølgende som jordforbedringsmiddel (Kategori III).

Tabel 3.2.3
Fiskeindustriens restprodukter opdelt efter genanvendelseskategori. Resultaterne baseres på industriens salg af restprodukter samt den rest, der afsættes til biogasfællesanlæggene. Tallene stammer fra industriens oplysninger og medtager ikke svar fra spørgeskemaundersøgelsen.

Det er muligt, at der findes en lille mængde af restprodukter, der ikke er redegjort for. Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at restprodukterne i visse tilfælde anvendes direkte som jordforbedringsmiddel. Det er ikke muligt at estimere de mængder, der anvendes direkte til jordforbedring. Det er vigtigt at bemærke, at ingen af de virksomheder, der har returneret spørgeskemaet, anvender deponi eller forbrænding til bortskaffelse af restprodukter. Hvorvidt disse er repræsentative for branchen er usikkert.

Det minimale udbytte af spørgeskemaundersøgelsen komplicerer udredningen af fiskeindustriens restprodukter. Oplysninger vedrørende direkte salg af restprodukter viser dog, at en meget stor del genanvendes til produktion af fiskemel/-olie og som pelsdyrfoder.

Restproduktvurdering

Restprodukter i fiskeindustrien er generelt af en høj kvalitet. Beregningerne af den teoretiske mængde sammenholdt med det aktuelle salg og spørgeskemaundersøgelsen viser, at restprodukterne (ca. 90%) hovedsageligt anvendes som råvaresubstitution. Råvaresubstitution er den bedste anvendelse af restproduktet (Kategori I). På baggrund af det indhentede datamateriale viser resultaterne, at konsumfiskeindustriens restprodukter udnyttes godt.

Konsumfiskeindustriens håndtering af restprodukter styres overordnet af økonomiske faktorer. Det skyldes den store fraktion af Kategori I restprodukter, som kan afsættes med indtjening til følge. Valget af afsætningsvej for restprodukterne i Kategori I bestemmes af geografiske/historiske faktorer. Dette sker således, at de nordjyske restprodukter hovedsageligt bruges i fiskemelindustrien, mens f.eks. de vestjyske i stor udstrækning bruges til dyrefoder.

På baggrund af de økonomiske interesser, der er forbundet med salget af restprodukterne fra fiskeindustrien, vurderes det, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil.

Der er ingen sundhedsmæssige problemer med anvendelsen af fiskeaffaldet.

3.2.2 Muslingeindustrien

Produktionsforhold

Muslingeindustrien er karakteriseret ved få store virksomheder. Disse er hovedsageligt placeret omkring de havne, hvor muslingerne landes.

Muslingeindustrien oparbejder friskfangede muslinger til konserves. Produktionen forløber normalt i 3 hovedafsnit; brusning/skylning, kogning efterfulgt af sortering og pakning (Figur 3.2.4).

(6 Kb)

Figur 3.2.4
Flowsheet for muslingeindustri.

Restproduktberegninger

I 1992 registreredes landinger af 136.271 tons blåmuslinger. Yderligere landes ubetydelige mængder af hjertemuslinger og andre bløddyr. Derfor betragtes kun blåmuslingeindustrien i denne rapport. Af disse blev 30.173 tons eksporteret, mens de resterende 106.098 tons blev forarbejdet i Danmark.

En tidligere rapport vedrørende muslingeindustrien (Vandkvalitetsinstituttet og Kemiteknik, 1985) vurderer, at svindet i forbindelse med vaskningen og sorteringen af muslingerne udgør ca. 40% af den landede vægt. Igennem samtaler med branchen er det blevet oplyst, at dette tal er varierende. Således var svindet ved den første skylning og rensning af muslingerne mellem 50 og 55% i efteråret 1995. Dette skyldes dette års iltsvind i Limfjorden. De videre beregninger af blåmuslingeindustriens produktion af restprodukter ud fra 1992 tal baseres på 40% i forbindelse med forrensning og skylning.

Dette giver en tilførsel af vaskede/rensede blåmuslinger på 63.659 tons i 1992.

Restproduktberegninger

Efter den første skylning og sortering består råvaren af skaller, kød og vand (Tabel 3.2.5, figur 3.2.5). I forbindelse med første skylning og sortering produceres ca. 40.000 tons restprodukt, som består af sand, slam, skaller og andre bunddyr (nøgletalsberegninger).

(18 Kb)

Figur 3.2.5
Produktion af færdigvarer og restprodukter fra muslingeindustrien. I forbindelse med forrensning af råvaren frasorteres store mængder skaller, sand og slam. I forbindelse med tilvirkningen af de friske muslinger fås vand og skaller.

I forbindelse med den efterfølgende tilvirkning af de vaskede muslinger produceres ca. 25.000 tons skaller og 25.000 tons vand (tabel 3.2.5, figur 3.2.5). Mængderne af restprodukter beregnes fra produktionsnøgletallene til ca. 90.000 tons.

Tabel 3.2.5
Råvaresammensætning i muslingeindustrien.

Spørgeskemaundersøgelsen gav svar fra én muslingeindustri. Efterfølgende blev der taget kontakt til yderligere én virksomhed. Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne mængden af landede muslinger i 1992 med resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen (1995), da der kan forventes betydelige svingninger i de årlige landinger. Resultatet dækker med sikkerhed den største del af de årlige landinger. Restproduktproduktionen beskrevet ud fra spørgeskemaundersøgelserne og interview er angivet på tabel 3.2.6.

Tabel 3.2.6
Mængden af restprodukter i de fire kategorier bestemt ud fra spørgeskemaundersøgelsen og virksomhedsinterview i branchen. Fraktionernes tørstofindhold (TS) er vurderet. Procentangivelserne er beregnet ud fra vådvægtsangivelserne.

Kategori I resten består af muslingeskaller. Muslingeskallerne kan ikke umiddelbart betragtes som organisk restprodukt, men medtages alligevel i dette regnskab. De afsættes til brandbælter, vejfyld og til pakning af drænrør.

Resten i Kategori II består af frasorteret muslingekød og andre bunddyr. Den indrapporterede mængde er ubetydelig og repræsenterer kun tal fra én virksomhed, men viser, at der i branchen er mulighed for anvendelse af restprodukter til biogasproduktion.

Resten i Kategori III består af sand, slam, muslingeskaller og rester af muslingekød samt andre bunddyr. Resten afsættes til landbruget. Resten i Kategori IV består også af sand, slam, muslingeskaller og rester af muslingekød samt andre bløddyr. Dette stammer fra den første skylning af muslingerne inden kogningen. Resten deponeres.

Restproduktvurdering

Sammenlignet med konsumfiskeindustrien har restprodukterne fra muslingeindustrien en dårligere kvalitet. Det har et højt indhold af uorganiske komponenter i form af sand og skaller. Restprodukterne kategorifordeles derfor også anderledes end i konsumfiskeindustrien. Store mængder bruges i landbruget, og en betydelig del deponeres.

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukterne ikke generelt begrænses af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, da det vurderes, at disse ikke forekommer i betydelige mængder. Skaller kan dog lokalt have et let forhøjet indhold af metaller.

Virksomhederne behandler restprodukterne forskelligt. I et tilfælde afsættes slam og skaller til landbruget, men også deponi og salg af skaller til vejfyld etc. anvendes til bortskaffelse af restprodukterne. Det formodes, at økonomiske/historiske parametre styrer anvendelsen. Det har ikke været muligt at give en detaljeret forklaring på denne forskel.

På trods af den relativt lave værdi af restprodukterne er det efter interview med en stor virksomhed i branchen blevet klart, at der i branchen er en betydelig interesse for at oparbejde værdifulde komponenter fra restprodukterne. Det vil sige, at omdanne Kategori IV resten til Kategori I rest. Dette kan principielt gøres gældende for alle fraktionerne.

Virksomheden har igangsat et udviklingsprojekt vedrørende oparbejdningen af muslingeskaller til kalkpulver. Kalkpulveret er tiltænkt anvendt i sure svenske og norske søer. Hvis udviklingsprojektet bliver en succes, vurderer virksomheden, at alt skalmateriale fra den danske muslingeindustri kan afsættes med fortjeneste.

Endvidere foretages der på virksomheden forsøg med restprodukter bestående af muslingekødrester. Der arbejdes med muligheden for anvendelse af denne rest som tilskudsfoder til grise. Der har dog været frygt for bismag i grisekødet, hvorfor muligheden for anvendelse af kødresterne som fiskefoder også vurderes. Hvis disse forsøg ikke falder heldigt ud, anses biogasproduktion også som en mulig anvendelse af resten.

Kogevandet fra tilvirkningen af muslingerne er ikke medtaget i denne undersøgelse, da det afsættes til rensning i eget eller kommunalt renseanlæg. Kogevandet nævnes, da virksomheden arbejder med muligheden for udvinding af proteiner fra dette.

Branchen domineres af lavkategori restprodukter (Kategori III og IV), hvilket bl.a. skyldes et højt indhold af uorganiske komponenter. Hvis de udviklingsprojekter, der p.t. arbejdes med i branchen, bliver succesfulde, kan dette ændres, og en større procentdel af restprodukterne kan forventes i Kategori I. På nuværende tidspunkt vurderes det, at der kun er begrænset stabilitet i kategorifordelingen. Som tidligere nævnt har restprodukterne p.t. en ringe værdi. Derfor vil restprodukterne formodentligt blive bortskaffet på den mest økonomiske måde inden for lovgivningens rammer.

3.2.3 Fiskemel- og fiskeolieindustrier

Produktionsforhold

Fiskemel- og fiskeolieindustrien er karakteriseret ved få, store virksomheder. I 1991 var der således 18 virksomheder i fiskemelbranchen (Danmarks, 1992). Få af disse tilvirker størstedelen af de landede industrifisk.

I 1994 modtog fiskemelbranchen 1.525.648 tons industrifisk plus 127.368 tons fiskeaffald (Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, 1994). Udbyttet af industrifisk i form af mel og olie er 29% af råvaretilførslen (v/v). Produktionen af fiskemel foregår ved kogning, presning og tørring af fisken, og olien produceres ved kondensering fra kogevandet (Figur 3.2.6).

(5 Kb)

Figur 3.2.6
Flowsheet for fiskemelindustri.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra mel- og olieproduktionen er hovedsageligt vand. Der forekommer dog små mængder af olieholdigt slam. Mængderne af slam fra industrifiskeindustrien har været forsøgt estimeret ved flere tidligere lejligheder. Mængderne angives til 1.400 tons med et tørstofindhold på 10-12% (Energistyrelsen, 1991), mens en anden undersøgelse anslår de aktuelle mængder til 5.000 tons med et tørstofindhold på 40% (Energistyrelsen, 1991). På trods af nogen variation i de opgivne værdier viser mængden af slam, som er det eneste restprodukt fra fiskeindustrien, at industrien er effektiv til at udnytte sine råvarer.

Slammets indhold af fedt og olie gør det velegnet til anvendelse i biogasanlæg. Det vurderes, at indholdet af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer ikke forekommer i betydelige mængder. De adspurgte virksomheder vurderer, at der ikke er problematiske koncentrationer af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer i slamresten fra tilvirkningen af industrifisk.

Der blev udsendt spørgeskemaer vedrørende restprodukter fra industrifiskeindustrien til 8 virksomheder inden for branchen. To af disse besvarede spørgeskemaet. Disse to virksomheder bearbejder ca. 60% af den totale, tilførte råvaremængde.

Fra disse to virksomheder produceres der sammenlagt 4.250 tons slam, som i begge tilfælde anvendes til biogasproduktion. Ekstrapoleres disse tal til hele industrien, fås en estimeret slamproduktion på 7.200 tons slam (Tabel 3.2.7). Hvis tørstofindholdet sættes til 10%, indeholder slammet 720 tons TS. Dette er i overensstemmelse med tidligere estimater.

Tabel 3.2.7
Restprodukter og dets anvendelse i fiskemel- og fiskeolieindustrien. Resultaterne er baseret på spørgeskemaundersøgelsen.

Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viste, at der ikke er direkte sammenhæng mellem indtaget af råvarer og produktionen af slam. De teoretiske beregninger er derfor forbundet med usikkerheder.

Variationerne i slamproduktionen skyldes formodentlig forskelle i procesteknologi og råvaresammensætning.

Restproduktvurdering

Restproduktmængden fra fiskemel- og fiskeoliebranchen er minimal. Til sammenligning modtager branchen 127.000 tons fiskeaffald fra konsumfiskeindustrien og producerer ca. 7.000 tons slam til biogasanlæg.

Restproduktmængderne er ubetydelige i forhold til den mængde råvarer, der behandles i branchen. Der er ingen æstetiske eller sundhedsmæssige problemer forbundet med anvendelsen af resten i biogasanlæg.

Slammet er af høj kvalitet til biogasproduktion, og er derfor efterspurgt blandt biogasfællesanlæggene. Det vurderes derfor, at restprodukterne fra industrifiskeindustrien er stabilt placeret som Kategori II restprodukt.

På baggrund af den totale produktion af organiske restprodukter fra industrierne i Danmark er mængden fra fiskemel- og fiskeoliebranchen ubetydelig. Restproduktet anvendes fornuftigt til biogasproduktion.

3.3 Bryggerier

Produktionsforhold

Der var i 1995 12 bryggerier og 2 maltfabrikker i Danmark med mere end 10 ansatte (Dansk Statistik, 1995). Branchen domineres af Carlsberg A/S. Carlsberg A/S producerer ca. 60-65% af den ølmængde, som produceres i Danmark.

Produktionen af øl var i 1994 ca. 941.000 m³, dvs. knap 1 mio. tons øl (Sammenslutningen af bryggeriforeninger i EU, CBMC, 1994).

Produktionen er i nogen grad sæsonpræget, dels som følge af varierende efterspørgsel over året, og dels som følge af sæsonvarer som påskebryg og julebryg. Udsvingene i produktionen er af størrelsesordene ± 50% af gennemsnittet.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra ølbrygning består hovedsageligt af mask og trub, gær, bærme og humlerester samt brugt filtermateriale (Figur 3.3.1 og 3.3.2).

(10 Kb)

Figur 3.3.1
Flowsheet for produktionen af øl.

(23 Kb)

Figur 3.3.2
Restprodukter fra produktionen af øl.

En detaljeret oversigt over typer og mængder af produceret rest fra ølbrygning er vist i nedenstående tabel 3.3.1.

Tabel 3.3.1
Restprodukter fra ølbrygning. (1) Varestatistik for industri (Danmarks Statistik, 1993). (2) Biogashandlingsplanen (Energistyrelsen, 1991). (3) Oplysninger fra bryggeriforeningen.

Hovedparten af produktionsresterne anvendes til dyrefoder.

Mask er de uopløselige bestanddele, der bliver tilbage efter filtreringen af urten i bryggeriet. Mask og trub sælges sammenblandet som kreaturfoder. Tørstofindholdet i salgsproduktet er ca. 20%. Maltspirer sælges ligeledes til dyrefoder.

Gær og bærme er bundfaldet efter lagring af øllet og består hovedsageligt af gær, men bærme indeholder desuden udfældninger af proteiner og garvestoffer. Gær og bærme varmebehandles og tilsættes propionsyre, inden det sælges som svinefoder.

Det producerede øl filtreres med kiselgur, som er et meget finkornet materiale, der udvindes af havbundsaflejringer til industriel anvendelse som filtermateriale. Kiselguren anvendes til at fjerne de gær- og bærmerester, som ikke kan fjernes ved bundfældning. Restproduktet anvendes i forbindelse med slambehandling på renseanlæg, komposteres eller deponeres på losseplads.

Indholdet af tungmetaller og organiske miljøfremmede stoffer i restprodukterne fra bryggerierne anses ikke for at have betydning for anvendelsen.

Restprodukterne fra bryggerier og maltfabrikker anvendes hovedsagelig inden for Kategori I, råvaresubstitution. En oversigt over anvendelsen af de samlede restprodukter fra bryggerier og maltfabrikker er vist i nedenstående tabel 3.3.2

Tabel 3.3.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra bryggerier og maltfabrikker.

* Inkl. mængde der genanvendes til slamafvanding.

Restproduktvurdering

Ca. 85-90% af restprodukterne fra bryggerier og maltfabrikker anvendes til foder. De resterende 10-15% er kiselgurresten, der i dag anvendes som filterhjælpemiddel til slamafvanding, komposteres eller deponeres på losseplads. Kiselguren kan ikke anvendes til foder, men kan muligvis anvendes til biogasproduktion. Kiselguren vil sedimentere hurtigt ved henstand, så ved en evt. behandling på biogasanlæg skal der tages højde for dette.

Der er nye filtreringsmetoder, f.eks. cross-flow-filtrering, under udvikling til ølfiltrering. Såfremt disse metoder bliver praktisk anvendelige, kan kiselgur undgås i produktionen.

Det har hidtil været let for branchen at afsætte mask og trub som foder. Det er vanskeligere at afsætte gær/bærmerester, og der betales for at afhænde brugt kiselgur. Generelt er tendensen, at aftagerne af biprodukterne ønsker et mere ensartet produkt med hensyn til vandindhold. Tørring af mask og gær har derfor været overvejet som forbehandlingsmetode.

Dette afspejler en vis ustabilitet i kategorifordelingen. Den del af Kategori I restprodukterne, der består af mask og trub, afsættes til en god pris og ligger derfor stabilt i Kategori I.

Fraktionen af kiselgur, der afsættes til renseanlæg, komposteres eller deponeres, fjernes helt, såfremt nye filtreringsmetoder kan implementeres. Hvis der fortsat skal anvendes kiselgur til filtrering, bør det overvejes, hvorvidt det er muligt at anvende dette til biogasproduktion.

De begrænsede afsætningsmuligheder for gær- og bærmerester kan medføre, at denne fraktion ikke kan afsættes som Kategori I. Hvis dette bliver tilfældet, vil restprodukterne formodentligt kunne anvendes til biogasproduktion (Kategori II).

Anvendelsen af restprodukterne i bryggeribranchen er fornuftig. Der er som nævnt forskellige muligheder for at undgå deponering af kiselgurresten. Dette kan ske enten ved implementering af ny filtreringsteknik i produktionen, hvorved anvendelsen af kiselgur undgås eller ved anvendelse af kiselgurresten i biogasfællesanlæggene. Udviklingen med fjernelse af Kategori IV restprodukterne forventes at fortsætte.

Det bør overvejes, om gær- og bærmeresterne kan viderebehandles, hvorved værdien af resten øges (foderbrug). Hvis dette ikke er muligt, bør man overveje, om resten kan anvendes i biogasproduktion (Kategori II).

Ingen af de kontaktede bryggerier har besvaret spørgeskemaet. Bryggeriforeningen er kontaktet og har formidlet kontakt til bryggerierne, hvorefter oplysninger er indhentet.

3.4 Spritfabrikker

Produktionsforhold

Der findes i.h.t. Danmarks Statistik 3 firmaer der fremstiller spiritus, og et firma der fremstiller frugtvin. Firmaerne har i alt 10 arbejdssteder. Det dominerende firma har 4 produktionssteder placeret i Danmark.

Der produceres ca. 12 mio. liter ren sprit, hvoraf hovedparten videreforarbejdes til bitter, snaps, likør og frugtvin.

Et meget forenklet flowsheet for produktion af sprit er vist på figur 3.4.1

(6 Kb)

Figur 3.4.1
Flowsheet for spritfremstilling.

Produktionen, for fremstilling af sprit udfra stivelse, foregår i hovedtræk således: Korn, vand, og gær fermenteres til ca. 12% alkohol.

Væskefasen destilleres i flere trin til 96% alkohol. Alkoholen sælges eller videreforarbejdes til snaps, bitter, likør eller frugtvin.

Destillationsresten kaldes bærme og indeholder 10-12% tørstof. Bærmen afsættes til dyrefoder.

Ved destillation fremkommer små mængder af urenheder, hovedsagelig fusel (acetaldehyd og højere alkoholer). Dette afbrændes i virksomhedernes kedelsystem, varmen fra afbrændingen kan anvendes i produktionen.

Produktion af sprit fra melasse foregår på en lidt anden måde, men restprodukterne er de samme nemlig en destillationsrest kaldet vinasse og fusel.

Ved videreforarbejdning til bitter, likør og hovedparten af frugtvinen, tilsættes spritten vand, krydderier og essenser eller frugtsaft.

Der forekommer ikke større mængder af restprodukter fra denne videreforarbejdning. De skønnede mængder af restprodukter fra videreforarbejdningen er mindre end 1000 ton pr. år.

Ved produktionen af frugtvine forekommer restprodukter fra bærpresning og fermentering. Et af firmaerne anvender disse restprodukter til jordforbedring i egne frugtplantager.

En del af virksomhederne har egne biologiske renseanlæg til spildevand. Overskudsslammet fra disse renseanlæg anvendes til jordforbedring.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra fremstilling af sprit og frugtvin består af bærme, vinasse, fusel, slam og bærrester (Figur 3.4.2).

(23 Kb)

Figur 3.4.2
Restprodukter fra produktionen af sprit og frugtvin.

En oversigt over skønnede mængder restprodukter er vist i nedenstående tabel 3.4.1.

Tabel 3.4.1
Restprodukter fra produktion af sprit og frugtvin, samt deres anvendelse.

Restprodukter fra fremstilling af sprit og frugtvin anvendes indenfor Kategori I, råvaresubstitution, Kategori III jordforbedringsmiddel, samt i ubetydeligt omfang til Kategori IV. En oversigt over mængderne af restprodukter i de forskellige kategorier er vist i nedenstående tabel 3.4.2.

Tabel 3.4.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra fremstilling af sprit og frugtvin.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at de producerede restprodukter fra spritproduktion bliver genanvendt optimalt. Det der kan anvendes til råvaresubstitution bliver anvendt til dette. Biogaspotentialet er lavt for de restprodukter, der bliver anvendt som jordforbedringsmiddel, hvorfor også disse restprodukter må anses for godt genanvendt.

I produktionen af sprit skal der bruges energi til bl.a. destillation. Den producerede energi fra afbrænding af fusel mv. kan anvendes i produktionen på virksomheden, og må derfor anses som en god genanvendelse af restproduktet, Andre former for genanvendelse af fusel ville give et mindre energiudbytte og bevirke et energiforbrug til transport.

Der er ikke modtaget returnerede spørgeskemaer fra virksomheder indenfor spiritusproduktion. Der er efterfølgende udført telefoninterviews med 3 virksomheder, der producerer sprit og spiritusprodukter. Disse telefoninterviews anses for at have givet tilstrækkelig information til en dækkende beskrivelse af branchen.

Det vurderes, at restprodukterne fra fremstilling af sprit og frugtvin ikke indeholder stoffer, der begrænser den videre anvendelse af disse.

Det vurderes, at kategorifordelingen kan være ustabil, idet landbruget med tiden kan forventes at stille større krav til foderkvaliteten. Det er ikke let at afsætte bærmeresten fra bryggerierne, heraf vurderes, at dette også kan blive et problem for spritfabrikkerne. Det vurderes, at kategori I materialet i nogen udstrækning vil blive kanaliseret til Kategori II.

3.5 Medicinalindustrien

Dette afsnit dækker medicinalindustrien og fremstilling af farmaceutiske råvarer.

Produktionsforhold

Der var i 1995, ifølge Danmarks Statistik, 6 firmaer med mere end 20 ansatte, der fremstiller farmaceutiske råvarer og 21 firmaer, med mere end 20 ansatte, som fremstiller medicinalvarer.

Branchen er kendetegnet ved få, store virksomheder, der både fremstiller farmaceutiske råvarer og medicinalvarer samt en del mindre virksomheder, der videreforarbejder råvarer, men som ikke har egen produktion.

Da virksomhederne ofte gennemfører flere forskellige processer, er det ikke muligt at skitsere et generelt flowsheet for denne branche.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra medicinalbranchen består hovedsageligt af biomasse (celler fra fermentorer) og synteserester, alkoholer og organiske opløsningsmidler fra oprensningsprocesser samt diverse produktrester og støv fra videreforarbejdning.

De farmaceutiske råvarer fremstilles ved syntese eller fermentering. Restprodukterne fra syntese er typisk synteserester og opløsningsmidler. Denne produktionsrest sendes til forbrænding eller biogasanlæg. Restprodukterne fra fermentering er typisk brugt cellemasse og fermenteringsvæske. Denne rest udbringes på landbrugsjord, sendes til biogasanlæg eller udledes med spildevandet (Figur 3.5.1).

(15 Kb)

Figur 3.5.1
Restprodukter fra medicinalindustrien, som består af synteserest, rester fra oprensningsprocesser og videreforarbejdning.

Efter syntese eller fermentering gennemgår råprodukterne en række komplicerede oprensningsprocesser.

Efter oprensningsprocesserne videreforarbejdes råprodukterne i diverse forarbejdningsprocesser, herunder blanding, sigtning, tørring, granulering, emulgering, kapsulering, tablettering, dragering og tabletpolering. Fælles for disse forarbejdningsprocesser er, at der kun produceres små restfraktioner.

En oversigt over de producerede restmængder og typer er vist i nedenstående tabel 3.5.1.

Tabel 3.5.1
Oversigt over restprodukter i farmaceutisk industri.

Det skal bemærkes, at de angivne mængder for synteserester samt rester fra oprensningsprocesser og videreforarbejdning er behæftet med stor usikkerhed. Dels fordi de er baseret på telefoninterviews, og dels fordi ikke alle de kontaktede firmaer har ønsket at stille oplysninger til rådighed for projektet. Derudover er det ikke muligt ud fra nøgletal at skønne restmængderne fra de firmaer, der ikke har afgivet oplysninger, idet der overalt anvendes forskellige processer til produktion af et stort antal forskellige produkter.

Resten fra medicinalindustrien anvendes hovedsagelig inden for Kategori III (jordforbedringsmiddel). Det skal dog bemærkes, at hovedparten af materialet i disse to kategorier stammer fra et firma (Tabel 3.5.2).

Den rest, der behandles af biogasanlæg, består hovedsageligt af mucosaaffald samt alkoholopløsninger. De øvrige rester, der hovedsageligt består af opløsningsmidler og produktrester, forbrændes på Kommunekemi.

Tabel 3.5.2
Mængderne af restprodukter i de fire kategorier. Det er ikke relevant at vurdere tørstofindholdet i Kategori I, II og IV, da energiindholdet i stor udstrækning findes i opløste, flygtige forbindelser (f.eks. alkoholer).

Restproduktvurdering

Mængden af restprodukter fra medicinalvareindustrien er domineret af biomasse, som afsættes til landbruget. Biomasse er et meget veldefineret produkt med hensyn til indholdet af næringssalte (Tabel 3.5.3). Det er derfor let for landmændene ved anvendelse af biomasse som gødning at indregne næringsstofferne i deres gødningsplan. Dette er væsentligt for at sikre en stabil afsætning af produktet.

Tabel 3.5.3
Eksempel på indholdet af næringsstoffer i biomassen.

Det vurderes, at syntese- og fermenteringsrester fra medicinalindustrien i visse tilfælde indeholder stoffer (f.eks. opløsningsmidler), der kan begrænse anvendelsen. Den store fraktion af biomasse er nøje undersøgt og godkendt som gødskningsmiddel på landbrugsjord. Godkendelse af anvendelsen af rester fra medicinalindustrien er med til at sikre restprodukternes kvalitet. Rene alkoholrester anvendes på renseanlæg som kulstofkilde eller på biogasanlæg. De resterende restprodukter fra medicinalvareindustrien er en blandet gruppe af stoffer. Det er ikke muligt at give en generel vurdering af anvendelsen af disse.

Det vurderes, at produktionsresten fra fermenteringsindustrien (Kategori III) anvendes fornuftigt. Resultaterne tyder på, at de restprodukter, der ikke indeholder miljøfremmede stoffer i uacceptable mængder, anvendes til jordforbedring, biogas eller råvaresubstitution (foder, evt. kulstofkilde på renseanlæg). Restprodukterne genanvendes fornuftigt i det omfang, det er muligt.

Medicinrester, lægemiddelaffald og rester af opløsningsmidler, som i dag forbrændes, vurderes ikke at være egnede til andre former for genanvendelse.

De store mængder i Kategori III kan være vanskelige at genanvende fremover. Fra 1999 er det ikke tilladt at sprede biomassen på landbrugsjord fra 1. oktober til 1. februar. Kategori III resten kan risikere at blive til Kategori IV, idet forbrænding kan blive den eneste mulige løsning. Det vurderes derfor, at kategorifordelingen er ustabil.

3.6 Mejerierne

Produktionsforhold

Dansk mejeribrug er struktureret således, at 2 mejeriselskaber foretager ca. 80% af produktionen. Industrien forarbejder mælken til fire hovedprodukter: konsummælk/fløde, smør, ost og tørmælk (Figur 3.6.1).

(9 Kb)

Figur 3.6.1
Flowsheet for mejeriindustrien.

Der blev i 1992 produceret ca. 4,6 mio. tons mælk. Af disse blev 4,4 mio. tons indvejet på mejerivirksomheder. Til konsummælksprodukter og -fløde blev der anvendt 0,71 mio. tons, og den resterende mængde indgik i produktionen af smør, ost og mælkekonserves (Figur 3.6.2).

(9 Kb)

Figur 3.6.2
Produkterne af behandlingen af mælk i mejeriindustrien i 1992. Tallene stammer fra Danmarks Statistik, 1993.

Restproduktberegninger

Mejeriindustrien har kun en minimal produktion af egentlige spildprodukter. Det egentlige spild ved håndteringen af mælk på mejerierne er vurderet til < 1%.

Ved produktionen af tørmælk frasepareres der betydelige mængder vand.

Ved produktionen af ost forekommer store mængder valle. Produktionen sker ved, at der tilsættes osteløbe til mælken. Osteløbe er et enzym, der får proteinet kasein i mælken til at koagulere. Resultatet bliver, at mælken deles i en fast del (ostekorn) samt en vandig del (valle). Som afslutning på ostningsprocessen afdrænes vallen. Vallen udgør, som den største enkeltfraktion af den forarbejdede mælk, 1.760.000 tons i 1992 (Figur 3.6.2). Vallen indeholder ca. 20% af mælkeproteinet fra den mælk, der anvendes til osteproduktion, hvilket svarer til ca. 13.000 tons protein. Der bliver lavet vallepulver, valleprotein og mælkesukker.

Ved den videre tilvirkning af osteprodukter produceres osterester, som i vid udstrækning videreforarbejdes til smelteost. Det har ikke været muligt at vurdere mængden af osteresterne.

Sammenholdes de statistiske indberetninger og data fra tidligere undersøgelser vedrørende restprodukter fra mejeriindustrien til biogasproduktion, viser disse, at langt hovedparten af de producerede rester (valle og vallepermeat) anvendes i Kategori I (Tabel 3.6.1). Dette er med undtagelse af visse spidsbelastninger, hvor vallen køres på landbrugsjord. Hvor store mængder, der køres på landbrugsjord, er ukendt. I 1994 modtog et biogasfællesanlæg dog ca. 3.000 tons vallepermeat til biogasproduktion.

I forbindelse med flere mejerier findes der anlæg til rensning af virksomhedernes spildevand. MD Foods havde således i 1991 10 anaerobe forrenseanlæg (biofilmanlæg), 2 aktiverede slamanlæg til forrensning og 3 aktiverede slamanlæg til totalrensning (Energistyrelsen, 1991).

Tre virksomheder fra branchen har besvaret spørgeskemaet. Ingen af de store virksomheder var blandt disse. Det er derfor ikke muligt at give en mere detaljeret beskrivelse af branchen. En enkelt virksomhed angiver destruktion som bortskaffelsesmetode for muggen ost m.m. Det er ikke muligt at vurdere, hvor udbredt denne bortskaffelsesmetode er, men det formodes at være ubetydelige mængder osterest, der bortskaffes ved destruktion.

Tabel 3.6.1
Produktion af restprodukter og genanvendelse i mejeriindustrien. Tallene stammer fra Danmarks Statistik (1992) og fra Energistyrelsen (1991).

En af virksomhederne svarer, at 500 tons slam fra rensning af spildevandet køres på landbrugsjord (Kategori III).

På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen blev det endvidere fundet, at 250 tons osterest blev sendt til destruktion (Kategori IV). De anførte mængder er små, men repræsenterer næppe de samlede mængder fra hele branchen. Det bør vurderes, hvorvidt det vil være muligt at anvende osteresten til smelteost eller i biogasanlæg.

Restproduktvurdering

Landbruget modtager vallen til foderbrug og betalte i 1995 typisk 60 kr./tons. Omkostningerne ved transporten af valle til landbruget er relativt store, og mejerierne mener derfor ikke, at de tjener penge på afsætningen af vallen til landbruget.

Vallen købes af proteinoparbejdningsfabrikker. Vallen indeholder ca. 20% af mælkeproteiner fra mælken, som anvendes til osteproduktionen. Proteinet udgør 10-16% af vallens organiske tørstofindhold (Tabel 3.6.2). Valleproteinet anvendes ved produktion af bl.a. vallepulver, som anvendes i forbindelse med forskellige fødevarer. Kulhydrat (laktose) udgør hovedparten af vallens organiske tørstofindhold. Kulhydratet anvendes hovedsageligt til foder, men også til chokoladeprodukter etc.

Tabel 3.6.2
Vallens sammensætning (Energistyrelsen, 1991).

Landmændene stiller større og større krav til foderværdi og -kvalitet. Det vurderes derfor, at udviklingen kan gå i retning af, at mejerierne må betale for afsætningen af vallen til landbruget, hvis det ikke kan afsættes til anden side. Det er derfor muligt, at biogasanlæg med tiden kan blive en afsætningsvej for vallen.

Anvendelsen af restprodukterne fra mejeriindustrien bestemmes af økonomiske/afsætningsmæssige forhold. Det vil sige, at restprodukterne (valle) har en værdi for virksomhederne.

Det vurderes, at vallen har et ubetydeligt indhold af miljøfremmede stoffer. I visse tilfælde har vallen dog et relativt højt saltindhold, der vanskeliggør anvendelse til foder.

Fordelingen af restprodukterne i kategorierne vurderes at være stabil. Det er dog muligt, en større del af vallen vil kunne udnyttes i produktionen af vallepulver.

Der kan ske en omlejring af restprodukterne inden for kategori I. Det kan ske som følge af en udvikling, der muliggør yderligere oprensning af flere værdistoffer fra vallen eller ved en øget efterspørgsel efter vallepulver.

Det kan konkluderes, at branchen har en meget stor fraktion af Kategori I restprodukter (vallen). Kategori I resten anvendes til foder og til valle- eller proteinpulver samt laktoseproduktion. Der foregår udviklingsarbejde, der stiler mod en endnu mere økonomisk fordelagtig udnyttelse af vallen.

3.7 Kartoffelindustrien

Produktionsforhold

Kartoffelmelsproduktionen i Danmark er centreret på ganske få, store virksomheder placeret i Jylland.

Mængderne af kartofler til produktion og konsum i Danmark udgjorde i 1992/93 1.689.000 tons. Af disse gik størsteparten til kartoffelmel (Figur 3.7.1). Den resterende mængde gik til konsum, føder og læggekartofler. Tallene er beregnet på baggrund af indberetningerne til Danmarks Statistik.

(9 Kb)

Figur 3.7.1
Anvendelsen af den årlige kartoffelhøst i Danmark beregnet på baggrund af tal fra 1992/93.

Kartoffelmelsproduktionen sker i efteråret, hvor kartoflerne optages. Tilvirkningsprocessen inkluderer vaskning af kartoflerne, rivning og udvaskning af stivelsen efterfulgt af tørring (Figur 3.7.2).

(5 Kb)

Figur 3.7.2
Diagram for kartoffelmelsindustrien. Blandingen af frugtsaft og procesvand kaldes for frugtvand. I visse typer forarbejdningsprocesser undgås blandingen af vand og frugtsaft.

Restproduktberegninger

Produktionsresten fra kartoffelindustrien stammer hovedsageligt fra kartoffelmelsproduktion. Endvidere produceres der restprodukter ved tilvirkningen af konsumvarer i form af skrællerest, blanchervand og chipsrest.

Restprodukterne fra kartoffelmelsproduktion består af: kartoffelpulpen der hovedsageligt afsættes til kreaturfoder samt processpildevand og frugtsaft.

Data indhentet via spørgeskemaundersøgelsen og telefoninterviews dækker størstedelen af branchen (eller 1.250.800 tons råvarer). Restprodukterne fra branchen vurderes ud fra disse data.

Kartoffelpulpen udgør ca. 16% af den indvejede mængde kartofter til stivelse. Dette udgjorde ca. 200.000 tons (Figur 3.7.3).

Frugtsaften udgør det betydeligste restprodukt fra tilvirkningen af kartoffelmel (68% af råvaren eller ca. 850. 000 tons, figur 3.7.3). I forbindelse med produktionen af stivelse anvendes en del vand. Vandet blandes i større eller mindre grad med frugtsaften, hvorved der dannes frugtvand. Mængden af vand, der i processen blandes med frugtsaften, varierer afhængig af, hvilken produktionsproces der anvendes på den enkelte fabrik. Det vurderes, at der er omkring 2,4 mio. tons frugtsaft/vand.

Afhængig af afsætningsmulighederne for restprodukterne kan det være produktionsmæssigt fordelagtigt at undgå at blande frugtsaften med procesvandet. Herved minimeres udgifterne til bortskaffelse. Frugtsaften udbringes på landbrugsjord.

(7 Kb)

Figur 3.7.3
Produkter og rest fra kartoffelmelsindustrien. Resultaterne er baseret på spørgeskemaundersøgelsen og telefoninterviews.

Der er endvidere blevet udviklet processer til udvinding af frugtsaftens indhold af protein. Proteinet udvindes ved varmekoagulering (110°C, pH 4,5). Det vurderes, at der produceres ca. 3.250 tons protein årligt. Ud fra kendskabet til den totale mængde frugtsaft (68% af råvaremængden) og dets tørstofindhold (4,8%) beregnes det, at proteinet i frugtsaften udgør 20.000 tons årligt (Tabel 3.7.1). For tiden udnyttes ca. 16% af proteinet til foder. Ved denne proces reduceres frugtsaftens indhold af tørstof med ca. 35% i forhold til den ubehandlede saft.

Tabel 3.7.1
Frugtsaftens sammensætning.

* Kilde: Energistyrelsen, 1991

Yderligere produceres tilberedte kartoffelprodukter til konsum. Ved produktionen produceres forskellige former for restprodukter: skralderest, blanchervand og chipsrest. Fra denne del af branchen har vi modtaget et svar. Virksomheden oplyser, at der ved produktionen af chips produceres forskellige former for organiske restprodukter (Tabel 6.7.2).

Tabel 3.7.2
Restprodukter og deres genanvendelse fra fremstilling af chips.

Der produceredes 6.849 tons chips i 1992. På baggrund af besvarelser af skemaet beregnes mængden af totale restprodukter til ca. 70.000 tons. Beregningerne er forbundet med usikkerheder.

Det har ikke været muligt at skaffe detaljerede informationer vedrørende produktion af andre kartoffelprodukter - pommes frites, ferske samt andre tilberedte kartofler. Produktionen af tilberedte kartofler danner en rest i form af skrællerest, som i visse tilfælde genbruges til spritfremstilling. Sammenlignet med branchens totale restproduktion, forventes denne del af branchen ikke at producere væsentlige mængder. Råvareforbruget i denne del af branchen udgør kun ca. 1% af den totale råvaretilførsel.

Ca. 10% af branchens restprodukter anvendes til foderbrug (Tabel 3.7.3). Pulpen fra kartoffelmelsproduktionen er den mest betydelige fraktion i Kategori I. Desuden findes i Kategori I små mængder affaldschips, andet kartoffelrest og fedt. De resterende 90% af resten falder i Kategori III og består af frugtsaft/vand fra kartoffelmelsproduktionen.

Som tidligere nævnt blandes frugtsaften ofte med procesvandet, og der dannes frugtvand. Derfor er mængden af spildevand, der køres på landbrugsjord, større end de 850.000 tons kartoffelsaft.

Mængden af frugtvand, der køres på landbrugsjord, er ca. 2,4 mio. tons (Tabel 3.7.3).

Tabel 3.7.3
Restprodukter og deres genanvendelse i kartoffelbranchen. Datamaterialet er indsamlet ved spørgeskemaundersøgelsen.

Restproduktvurdering

Afsætningen af restprodukterne fra branchen er hovedsagelig styret af økonomiske parametre. Afsætningen af pulpen til foderbrug er forbundet med indtjening for virksomhederne. Frugtsaften/vandet afsættes til landbruget. Landmændenes eventuelle betaling for frugtsaften/vandet varierer.

Produktionen af frugtsaft/-vand forekommer i efterårsmånederne. Fra 1. oktober 1999 må der ikke udbringes flydende affaldsprodukter i perioden fra 1. oktober til 1. februar. En betydelig del af branchens produktion ligger i denne periode. Den største producent i branchen løser problemet ved opbygning af lagerkapacitet for frugtsaft/-vand. Herved sikres afsætningen af frugtsaft/-vand til landbruget ved udspredning i perioder, hvor dette er tilladt.

Branchen producerer meget store mængder restprodukter over en kort sæson. Dette sætter betydelige grænser for mulighederne for genanvendelse, da evt. oparbejdningsanlæg enten skal have en meget stor lagerkapacitet eller vil stå ubenyttet dele af året. Frugtsaften med højt tørstofindhold har et potentielt biogasudbytte pr. m³ materiale, der ligger noget over niveauet for kvæg- og svinegylle. Derfor kan den ufortyndede frugtsaft være interessant i forbindelse med f.eks. biogasproduktion. Det er dog meget tvivlsomt, hvorvidt mulighederne for biogasproduktion er økonomisk holdbare p.g.a. den relativt korte produktionssæson.

Virksomheder i branchen arbejder med udviklingen af alternativer til udbringningen af frugtsaften på landbrugsjord. Som alternativ til den tidligere nævnte proteinudvinding til foderbrug eksperimenteres med mulighederne for direkte anvendelse af frugtsaften til foder (dvs. vådfodring).

Det vurderes, at der ikke forekommer miljøfremmede stoffer i koncentrationer, der er problematisk for anvendelsen.

Restprodukterne i branchen udnyttes fornuftigt, og der arbejdes videre med mulighederne for produktion af råvaresubstituerende anvendelse af restprodukterne. De ændrede regler for spredning af flydende affaldsprodukter på landbrugsjord udgør et problem for branchen. Mulighederne for løsning af problemet vurderes p.t. i branchen,

3.8 Pektin- og carregenanfabrikker

Produktionsforhold

I Danmark findes to pektin- og carregenanfabrikker. De er begge beliggende i hovedstadsområdet.

Fabrikkerne producerer pektin på basis af citronskaller og carregenan på basis af tang.

Af konkurrencemæssige hensyn vil fabrikkerne ikke oplyse årsproduktionen af færdigvarer og mængden af restprodukter.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra produktion af pektin består af citronskaller, der er tilsat diverse uorganiske tilsætningsstoffer.

Restprodukterne fra produktion af carregenan består af en kogerest, som er et gråligt produkt med en relativ fast konsistens. Ud over planterester består kogeresten af bl.a. kalk og klorid.

Hovedparten af kogeresten fremkommer ved centrifugering, og derudover fremkommer en mindre del som filterkage. De to produkter blandes sammen inden slutdisponering. Produktet er næsten lugtfrit, da det indeholder et overskud af kalk, som virker stabiliserende.

Produktets sammensætning er vist i tabel 3.8.1.

Tabel 3.8.1
Sammensætning af restproduktet fra carregenanproduktion.

Fabrikkerne vil som nævnt af konkurrencemæssige hensyn ikke opgive mængde af restprodukter fra produktionen. Ud fra en tidligere opgørelse (Energistyrelsen, 1991) skønnes den årlige produktion af restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion at være ca. 20.000 tons/år.

Den aktuelle genanvendelse af restproduktet fra pektin og carregenanproduktionen er angivet i nedenstående tabel 3.8.2.

Tabel 3.8.2
Genanvendelsen af restproduktet fra pektin- og carregenanproduktionen. (Oplysningerne er indhentet via interviews med virksomhederne i branchen).

Den rest, der køres direkte på landbrugsjord, vurderes af producenten at være uegnet til biogasanlæg p.g.a. det store indhold af uorganiske tilsætningsstoffer.

Restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion anvendes inden for Kategori I, råvaresubstitution og Kategori III, jordforbedringsmiddel (Tabel 3.8.3).

Tabel 3.8.3
Anvendelsen af de samlede restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion. Angivelserne er baseret på tal fra Energistyrelsen (1991).

Restproduktvurdering

Den del, der køres direkte på landbrugsjord, kunne i princippet nyttiggøres i biogasanlæg. Gasproduktionen fra denne restfraktion er dog relativ lav. Tidligere udførte forsøgsudrådninger (1956) angiver et gasproduktionspotentiale for kogeresten på ca. 0,21 Nm³ CH₄/kg VSS, hvilket med det aktuelle VSS-indhold vil svare til ca. 10 Nm³ CH₄/tons kogerest. En så lav gasproduktion gør kogeresten uinteressant for biogasanlæg, medmindre producenterne af restprodukterne er villige til at betale en høj behandlingsafgift.

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil, såfremt kvalitet er god. Der haves ikke oplysninger om restprodukternes indhold af eventuelle miljøfremmede stoffer.

Ingen af de to virksomheder har svaret på de tilsendte spørgeskemaer. De anførte oplysninger er indhentet ved telefoninterviews med de to virksomheder.

Det vurderes, at den producerede rest fra produktion af pektin og carregenan genanvendes i et rimeligt omfang, idet den del, der kan anvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette. Der vil fremover sandsynligvis blive brug for lagre og eventuelt stabilisering i forbindelse med udspredning på landbrugsjord.

3.9 Oliemøller og margarinefabrikker

Produktionsforhold

I denne kategori indgår deciderede oliemøller og margarinefabrikker. Brancherne består af 3 oliemøller og 4 margarineproducenter (den ene er primo 1996 lukket).

I oliemøllebranchen produceres forskellige former for vegetabilske olier/fedtstoffer og foderstoffer. Råvaren består af olieholdige plantefrø eller bønner, hvorfra virksomhederne selv ekstraherer og forædler olierne. Processerne fra presning af råvare til forædlet olieprodukt foregår ikke altid på samme fabrik.

På trods af de mange forskellige produktioner i branchen begrænses restprodukterne til få typer. De vigtigste er rester af plantefrø (kagen), blegejord og frasoldet plantefrø/støv. Kagen tilsættes en lille mængde vand i forbindelse med kølning af produktet. Endvidere forekommer olie-/fedtsyreemulsioner i forbindelse med oprensning, gruber, fedtfang o.l.

Der er opstillet et basalt flowsheet for tilvirkningen af planteolier i nedenstående figur 3.9.1.

(7 Kb)

Figur 3.9.1
Flowsheet for fremstilling af planteolier.

Margarinefabrikker producerer deres produkter på baggrund af vegetabilske olier og i mindre grad af fiskeolier, som emulgeres med vand og eventuelt med skummetmælkspulver. Der produceres meget få rester, som hovedsagelig begrænses til fedt fra fedtfang (1-2.000 tons pr. år, 40-60% TS).

Restproduktberegninger

Der presses skønsmæssigt 450.000 tons plantefrø i Danmark. Heraf udgør rapsfrø ca. 400.000 tons. De resterende består af solsikkefrø, sojabønner, cacaobønner o.a.

Rapsfrøene indeholder ca. 40% olie, hvoraf 35% udtages ved tilvirkning. Det resterende materiale (kagen) udgør ca. 65% af råvaren (Figur 3.9.2).

(21 Kb)

Figur 3.9.2
Produkt og presserest fra tilvirkningen af planteolier fra raps og solsikker.

Der findes yderligere nogle små restfraktioner fra tilvirkningen og raffineringer af planteolier (Tabel 3.9.1).

Tabel 3.9.1
Restprodukter fra tilvirkningen af plantefrø til planteolie samt produktion af margarine.

Blegejorden består af bentonit eller et andet lermineral og anvendes til filtrering af planteolier. I denne proces udnyttes lermineralernes store bindingskapacitet til fjernelse af uønskede stoffer fra olien. De uønskede stoffer er bl.a. klorofyl og karotinoider. Blegejorden har efter brug et højt indhold af planteolier, der udgør ca. 40 vægtprocent. Blegejorden har konsistens som sphagnum og en massefylde på ca. 0,8.

Ved hærdningen af olien anvendes nikkelkatalysatorer. Blegejord fra filtreringen af hærdede olier kan derfor have et relativt stort indhold af nikkel. Nikkelindholdet sætter en begrænsning for den videre anvendelse af restproduktet. Virksomheder i branchen oplyser, at indholdet af nikkel kan være 1.000-2.000 ppm.

Blegejordsresten fra filtreringen af ikke-hærdede olier kan, hvis det holdes adskilt fra nikkelholdige restprodukter, videreanvendes til biogas.

Den nikkelholdige blegejord kan ikke anvendes i biogasanlæg, hvorfra restproduktet udbringes på landbrugsjord. Nikkelholdigt blegejord deponeres.

Den nikkelfri blegejord er særdeles anvendelig til biogasfremstilling og anvendes også til dette formål.

Kategorifordelingen af restprodukterne er vist på tabel 3.9.2.

Via spørgeskemaundersøgelsen kunne der redegøres for 1.300 tons blegejord (Tabel. 3.9.1). Denne mængde udgør formodentligt størstedelen, men næppe hele blegejordsmængden i Danmark. Af de 1.300 tons blegejord anvendes 1.200 tons til biogas (Kategori II), og de resterende 100 tons (nikkelholdigt) deponeres (Kategori IV). Ved sammenligning af de indrapporterede tal med tal fra en tidligere undersøgelse (1991) vurderes det, at den totale produktion af blegejord er stigende.

Kategori I-resten består af presserester, frasoldet plantefrø/-støv samt ca. 1-2.000 tons fra separeret olie-/fedtrest fra margarineproduktion (tallet er skønsmæssigt).

Den resterende mængde Kategori II-rest (500-1.000 tons) består af olie/fedtsyre blandet med vand.

Tabel 3.9.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra tilvirkningen af planteolier og produktion af margarine.

I forbindelse med rensningen af olieholdige plantefrø frasoldes andre plantefrø og støv. Denne fraktion anvendes til hønsefoder (Kategori I).

Den sidste rest udgøres af det nikkelholdige blegejord (100 tons), der deponeres, og kariten (250 tons), der forbrændes.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne fra oliefremstilling er stabil. Restprodukterne anvendes godt.

Indholdet af miljøfremmede stoffer vurderes at være minimalt i presseresten og medfører ingen begrænsninger for anvendelsen. Nikkelresten i blegejord umuliggør anvendelse til biogasproduktion, og den må derfor deponeres.

Restproduktmængderne er beregnet på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen samt informationer indhentet ved telefoninterview.

3.10 Møllerier og bagerier

Produktionsforhold

Den danske grovvarebranche modtager en stor procentdel af den samlede kornhøst i Danmark. Den høstede mængde udgør omkring 9 mio. tons pr. år. Høsten er dog ofte varierende.

Den samlede grovvaremængde udgør i størrelsesorden 7,0 mio. tons korn pr. år. Af den indkøbte mængde sælges en del tilbage efter behandling som såsæd. Ca. 25% sælges som foder. Godt 50.000 tons sælges til møllerierne. Den resterende del eksporteres.

Grovvareselskaberne producerer ikke restprodukter, hvis der ses bort fra sten o.l. afrensning.

Det korn, der korminer ind på møllerierne, ender hovedsageligt som melprodukter. Der blev ved denne undersøgelse taget kontakt til 2 store møllerivirksomheder i Danmark. Firmaerne oplyser, at spild mv. sælges til foderstoffirmaerne, der anvender det i produktionen af foderblandinger. Der forekommer en meget lille mængde, angiveligt i promillestørrelsen, kaldet filterrens, der principielt bortskaffes ved forbrænding. Mængderne af filterrens kunne ikke opgives,

I nærværende undersøgelse inkluderes både brød- og kagefabrikation på virksomheder med over 10 ansatte. I denne gruppe produceredes i 1991 ca. 330.000 tons færdigvarer i form af brød, kiks og kager (Figur 3.10.1).

Fabrikationen af brød og kager er spredt på mange virksomheder, men langt den største del af fabrikationen stammer fra ganske få af disse virksomheder.

(27 Kb)

Figur 3.10.1
Færdigvarefabrikation af brød, kiks og kager i 1991. Den totale produktion i 1991 var ca. 330.000 tons.

Hovedråvarerne til fabrikation af brød, kiks og kager er vand og mel samt diverse tilsætningsstoffer i form af sukker, fedt, æg, hævemidler etc. (Figur 3.10.2).

(5 Kb)

Figur 3.10.2
Generelt flowsheet for brød- og kagefabrikation. Tilsætningsstoffer dækker en bred gruppe af råvarer som f.eks. sukker, fedt, æg, hævemidler etc.

Restproduktberegninger

Der kunne ikke foretages beregninger af restprodukterne fra grovvareselskaberne og møllerierne, da det ikke var muligt at fremskaffe data vedrørende disse. Det vurderes dog, at mængderne fra denne del af branchen er små.

Ved fabrikation af brød og kager sker der principielt ingen produktion af restprodukter, da hele råvaren udnyttes. Produktionen kan dog medføre spild. For at undersøge dette blev der udsendt spørgeskemaer til 54 virksomheder i branchen. Af disse svarede 2, og ingen af de store virksomheder var blandt disse. Derfor blev undersøgelsen suppleret med telefoninterviews med de største virksomheder i branchen. Disse interviews dækker alle grene af branchen inkluderende rugbrød, dybfrostbrød, industrielt fremstillede kager og småkager/kiks.

Produktionen fra de adspurgte virksomheder udgør 290.000 tons eller ca. 90% af den totale produktion ved sammenligning med varestatistiske indberetninger fra 1991.

Virksomhederne oplyser, at mest muligt af spildet recirkuleres i produktionen, men at spild i størrelsesordenen 1-10% ikke kan anvendes til menneskeføde. Samlet udgør denne rest 17.000 tons (Tabel 3.10.1).

Den generelle anvendelse af produktresten som dyrefoder placerer dette under råvaresubstituerende anvendelse (Kategori I, tabel 3.10.1). Opgørelserne fra branchen tyder ikke på, at der produceres Kategori II-IV rester.

Tabel 3.10.1
Produktionen af restprodukter og deres anvendelse i brød- og kageindustrien. Datamaterialet er indsamlet ved telefoninterviews, der dækker ca. 90% af den årlige produktion.

Restproduktvurdering

Primært anvendes resterne direkte til svinefoder. I visse tilfælde bruges de også til kalve- og hønsefoder. Endvidere leveres der restprodukter til produktion af foder til kæledyr. Restfraktionerne forekommer både på en tør og våd (pumpbar) form.

Der er oplyst priser ved porten på 1-2 kr./kg restprodukt. Andre restfraktioner er gratis ved afhentning. Andre virksomheder oplyser, at prisen sættes således, at omkostninger ved opsamling og håndtering er dækket.

Generelt er håndteringen/afsætningen af restprodukterne styret af faste aftagere, der modtager resten direkte ved porten. Der foregår nogen grad af sortering på virksomhederne. Fraktionerne består af f.eks. en våd og en tør eller en »ren« og en kontamineret fraktion. Den kontaminerede fraktion består typisk af organisk rest blandet med emballage (plast etc.). Denne fraktion minimeres mest muligt, og den videre sortering af det kontaminerede restprodukt foretages af modtageren (landmanden).

Den eneste begrænsning i mulighederne for anvendelse af resterne til foder er, at svin ikke må få visse restprodukter den sidste tid før slagtning. Dette gælder for rester, der indeholder aromastoffer som f.eks. vanille, der sætter sig i kødet.

Det vurderes, at kage- og brødresterne ikke indeholder miljøfremmede stoffer, der begrænser anvendelsen af resterne til foderbrug.

Afsætningen af brødresterne er stabil, og det forventes, at restprodukterne fortsat vil kunne genanvendes i Kategori I.

Restprodukterne i branchen for brød og kage er relativt små, og det vurderes, at der er en udmærket anvendelse af disse som dyrefoder.

3.11 Sukkerindustrien

Produktionsforhold

Sukkerindustrien omfatter sukkerproduktion og videreforarbejdning af sukker i sukkervareindustrien. Sukkerproduktionen er fordelt på 4 sukkerfabrikker. De er alle ejet af et firma, og er alle placeret på øerne.

Sukkervareindustrien videreforarbejder sukker til chokolade, lakrids, og andre slikprodukter.

Sukkervareindustrien er domineret af store enheder, to tredjedele af de ansatte er beskæftiget på virksomheder med mere end 200 ansatte.

Sukkerproduktionen har store sæsonmæssige udsving, idet hele årets sukkerproduktion foregår i efterårsmånederne, hvor sukkerroerne høstes.

Sukkervareindustrien har ikke lignende sæsonudsving.

Selskabet indenfor sukkerproduktion har svaret på det udsendte spørgeskema, og efterfølgende er der udført telefoninterview med en sukkerfabrik. Branchen har derfor bidraget med et godt datagrundlag til efterfølgende beskrivelse.

Indenfor sukkervareindustrien har én virksomhed svaret på de tilsendte spørgeskemaer, og opfølgende telefoninterview øgede ikke dette antal. Det må derfor vurderes, at det foreliggende datagrundlag er utilstrækkeligt til at give en fyldestgørende beskrivelse af sukkervareindustrien.

Sukkerproduktion

Et flowsheet for produktion af sukker fra sukkerroer er vist på nedenstående flowsheet (Figur 3.11.1).

(9 Kb)

Figur 3.11.1
Flowsheet for fremstilling af sukker.

Produktion foregår i hovedtræk således:

Sukkerroer ledes til sukkerfabrikkernes depoter. Herfra transporteres de i en svømmerende til en vaskeproces, hvorefter de vaskede roer snittes og sukkersaften ekstraheres i varmt vand. En enkelt sukkerfabrik har tørtransport af roer til en vasketromle.

Efter ekstraktion af saften fra roesnitterne presses og sælges disse til foderbrug eller tørres og presses til foderpiller, som anvendes til kvægfoder.

Den rå sukkersaft renses ved hjælp af tilsætning af kalkmælk, som bevirker at urenheder bindes til kalken. Efterfølgende udfældes kalken ved hjælp af tilsætning af kuldioxid, og kalkslammet separeres fra sukkersaften ved filtrering. Kalkslammet presses og sælges som jordforbedringsmiddel.

Sukkersaften inddampes i flertrinsinddampere til en blanding af sukker og melasse. Sukkeret skilles fra melassen ved udkrystallisering og efterfølgende tørring. Herefter er sukker og melasse klar til emballering og salg.

Restproduktberegninger

Der forarbejdes p.t. ca. 3,5 mio. ton sukkerroer pr. år i Danmark. Produkter og restprodukter efter oparbejdningen består af vand, roerest, sukker og melasse. (Figur 3.11.2).

(9 Kb)

Figur 3.11.2
Produkter af sukkerudvinding fra sukkerroer. Tallene er skønsmæssige.

En oversigt over skønnede restmængder fra den aktuelle forarbejdning af ca. 3,5 mio. ton sukkerroer pr. år er vist i nedenstående tabel. 3.11.1.

Tabel 3.11.1
Restprodukter fra tilvirkningen af sukkerroer og melasse.

Den samlede spildevandsmængde, der udledes fra sukkerproduktion er ca. 10 mio. kubikmeter pr. år. Denne spildevandsmængde indeholder ca. 5000 tons BOD, 160 tons kvælstof, og 20 tons fosfor (ATV, 1987.)

Sukkervareindustrien

Restprodukterne fra sukkervareindustrien kan ikke opgøres, da datagrundlaget er utilstrækkeligt.

Som udgangspunkt må det formodes, at mængderne begrænser sig til fejlproduktioner mv., idet færdigvaremængden stort set er lig råvaremængden (ATV, 1987.)

Rester fra sukkerproduktion anvendes indenfor Kategori I (råvaresubstitution), Kategori II (biogas), og Kategori III (jordforbedringsmiddel).

En oversigt over anvendelsen af den samlede restmængde fra sukkerproduktion er vist i tabel 3.11.2.

Det skal bemærkes, at rester fra produktion af sukkervarer ikke er inkluderet i nedennævnte mængder, da der ikke forefindes et tilstrækkeligt datagrundlag til at vurdere restmængderne fra sukkervareindustrien. De er formodentlig negligerbare sammenlignet med mængden fra sukkerproduktionen.

Tabel 3.11.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra sukkerindustrien

* 1.500 tons BOD i spildevandet udnyttes til biogas.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at de producerede faste rester fra sukkerproduktion genanvendes optimialt. Den del, der kan anvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette, og det producerede kalkslam udnyttes til jordforbedringsmiddel.

Spildevandet fra sukkerproduktion indeholder en relativ stor mængde organisk stof (5.000 tons BOD/år). Denne BOD mængde eller dele af denne kunne udnyttes til biogasproduktion. Ifølge Miljøstyrelsen (1994) har branchen undersøgt muligheder for at anvende en del af spildevandet til biogasproduktion.

Siden 1995 udnyttes ca. 1.500 tons BOD/år til biogasproduktion på en af sukkerfabrikkerne.

Fordelene ved biologisk behandling af spildevandet er, at der er muligheder for at anvende den producerede gas i virksomhedernes kedelsystem. Ulemperne ved biologisk behandling af spildevandet er, at biogasanlægget kun skal være i drift under roekampagnen.

Etableringen af biogasanlægget er sket på grundlag af miljøkrav, og ikke på grundlag af driftsøkonomiske forhold. Energibesparelser fra produktionen af biogas kan p.t. ikke dække omkostningerne til etablering og drift af biogasanlægget.

Der indgår ikke sundhedsskadelige stoffer i produktionen. Det vurderes derfor, at restprodukterne (roesnitter og kalkslam) ikke indeholder problematiske koncentrationer af miljøfremmede stoffer.

Det vurderes, at kategorifordelingen er stabil.

3.12 Frugt- og grøntindustrien

Produktionsforhold

Frugt- og grøntindustrien er præget af forarbejdning af mange forskellige produktkategorier. Ifølge Danmarks Statistik (1995) findes der 78 virksomheder inden for frugt- og grøntforarbejdning.

I forbindelse med denne undersøgelse er det valgt at fokusere på de største produktioner (dvs. produktioner større end ca. 3.000 tons/ år). Forarbejdning af kartofler behandles ikke i dette afsnit, idet det er beskrevet i et separat afsnit. Rå og ubehandlet frugt og grønt behandles ligeledes ikke i det efterfølgende. Restprodukter fra ubehandlede grønsager ender som almindeligt husholdningsaffald og falder således uden for det område, som rapporten omfatter.

De største produktioner af frugt- og grønsagsprodukter (produktioner større end 3.000 tons/år) findes inden for:

– Frosne grønsager
– Juice og saft
– Marmelade
– Sur konserves
– Tomatketchup og tomatsovs
– Forarbejdede løg (stegte eller frosne)

Industriens salg af disse produkter er angivet i nedenstående tabel 3.12.1.

Tabel 3.12.1
Årligt salg af frugt/grønt produkter. (Danmarks Statistik 1992, 1993).

Idet produktionerne er så forskelligartede, er det ikke muligt at vise flowsheets for alle produktioner. På det følgende flowsheet er det forsøgt at lave et generelt flowsheet for produktion af frosne grønsager, dåsekonserves og sur konserves (Figur 3.12.1).

(10 Kb)

Figur 3.12.1
Flowsheet for produktionen af frugt og grønt til konsum.

Restprodukterne fra frugt- og grøntforarbejdning bruges altovervejende til dyrefoder. Derudover anvendes en mindre del til biogasproduktion, f.eks. fejlproduktioner, der er angrebet af mug og svampe, som derfor er uegnet til foder.

Restproduktberegninger

Opgørelse af restproduktmængder fra frugt- og grøntindustrien vanskeliggøres, fordi mange af råvarerne er importerede som halvfabrikata. F.eks. importeres jordbær til grød og marmelade i stort omfang som jordbærpulp. Forarbejdningen af halvfabrikata til færdigvarer producerer stort set ingen restprodukter, idet produktionen foregår, ved at der tilsættes vand, sukker og diverse tilsætningsstoffer til råvarerne.

Der bliver således ved disse produktioner ikke frugt-/bærrester, stilke osv. tilovers efter produktionen.

Når restmængderne skal opgøres, kan disse derfor ikke uden videre beregnes ud fra nøgletal vedrørende bærrester, stilke osv., da mængden af restprodukter fra den enkelte produktion er afhængig af, hvor stor en del af processen der udføres i Danmark. Dette er forskelligt fra fabrik til fabrik. Indhentningen af oplysninger om restmængder er derfor baseret på telefoninterviews med større producenter inden for hver produkttype (Tabel 3.12.2).

Tabel 3.12.2
Beregnede mængder restprodukter fra forarbejdning til de forskellige frugt- og grøntprodukter.

Resterne fra produktion af frosne grønsager, sur konserves og frosne løg består af skrald, toppe, bælge osv. fra forarbejdning af grønsagerne. Mængden af rester er ca. 20-25% af råvaremængden, og den sælges hovedsagelig til dyrefoder. En lille mængde af restprodukterne (porretoppe) føres retur til marken og nedpløjes. Der er ikke fundet eksempler på, at grøntaffald anvendes til biogasproduktion eller deponeres på losseplads,

Brugt stegeolie fra produktion af stegte løg anvendes til biogas. Restmængden fra produktion af juice er meget beskeden, idet langt størsteparten af den producerede juice laves ud fra importeret frugtkoncentrat, der fortyndes med vand. Restprodukterne fra frugtforarbejdningen produceres derfor uden for Danmark.

En enkelt virksomhed angav en restproduktmængde på 40 tons/år fra produktion af æblemost ud fra friske æbler. Dette restprodukt blev anvendt til dyrefoder.

Fra produktion af saft, frugtpuré og frugtkoncentrat fremkommer ca. 3.000-4.000 tons traster (frugtrester, stilke, kerner). Trasterne sælges dels som foder, og det, der ikke kan afsættes som foder, sendes til losseplads. Produktionen af frugtsaft og marmelade hænger sammen, da en del saftproducenter ligeledes producerer frugtpuré og frugtkoncentrat, der afsættes til marmeladefabrikkerne.

Næsten al marmelade- og grødproduktion foregår ud fra frugtpuré og koncentrat, der for en stor dels vedkommende importeres.

Restmængden fra marmeladeproduktion er derfor begrænset til fejlproduktioner og rester fra rengøring mv. Ud fra telefoninterviews anslås denne mængde at være ca. 1.000 tons/år. Hovedparten af marmeladeresten anvendes til biogasproduktion.

Tomatketchup og tomatsovs fremstilles ud fra importeret puré/koncentrat, og giver derfor ikke anledning til nogen særlig restproduktion.

Restprodukter fra frugt- og grøntforarbejdning anvendes hovedsagelig inden for Kategori I, råvaresubstitution, og Kategori II, biogas. En oversigt over anvendelsen af den samlede restmængde fra frugt- og grøntforarbejdning er vist i nedenstående tabel 3.12.3.

Tabel 3.12.3
Kategorifordelingen af restprodukter fra frugt- og grøntindustrien. Tallene er skønsmæssige.

Restproduktvurdering

Ca. 70-75% af restprodukterne fra frugt- og grøntforarbejdning genbruges til foder eller biogasproduktion. Det resterende føres retur til marken og nedpløjes (25%) eller deponeres (1-3%). Den rest, der deponeres, er uegnet til foderanvendelse.

En del af det vil sandsynligvis kunne anvendes til biogasproduktion. For at kunne afgøre dette kræves dog en nærmere vurdering af de enkelte fraktioner.

Sammenfattende kan det konstateres, at resten fra frugt- og grøntforarbejdning genanvendes godt. I den udstrækning det er muligt, anvendes det til foderbrug eller biogasproduktion.

Det har ikke været muligt at få informationer fra virksomhederne angående indholdet af miljøfremmede stoffer i restprodukterne fra tilvirkningen af frugt og grønt. Det vurderes på baggrund af kendskab til tilvirkningsprocesserne, at der ikke vil være et problematisk indhold af miljøfremmede stoffer i restfraktionerne.

Det vurderes, at kategorifordelingen er relativt stabil. Dog kan der forekomme situationer, hvor landmændene ikke længere vil håndtere de relativt små fraktioner af restprodukterne. Endvidere kan det forudsiges, at landmændene med tiden vil sætte højere krav til foderværdien af restprodukterne. Det vurderes, at producenterne vil forædle produkterne for at sikre afsætningen. Dette skyldes de høje afgifter i forbindelse med deponering af restprodukterne.

Der findes ifølge Danmarks Statistik i alt 18 virksomheder med mere end 10 ansatte inden for udelukkende fremstilling af frugt- og grønsagssaft samt anden forarbejdning og konservering af frugt og grønt.

Spørgeskemaundersøgelsen gav svar fra 3 virksomheder i frugt- og grøntbranchen. Efterfølgende er 2 virksomheder inden for frosne grønsager/sur konserves kontaktet, 3 virksomheder inden for juice/saft- og marmeladeproduktion kontaktet og én virksomhed inden for stegte løg/tomatketchup kontaktet. Der er udført virksomhedsbesøg på én virksomhed.

Undersøgelsen er derfor behæftet med en del usikkerhed som følge af det begrænsede datagrundlag.

3.13 Garverier

Produktionsforhold

Der er ifølge Danmarks Statistik 2 garverier med mere end 10 ansatte.

Garverierne producerer læder, skind og pelsværk.

Ud over de ovennævnte garverier er der 5 garverier med ganske få ansatte.

Der er ikke modtaget udfyldte spørgeskemaer fra de kontaktede garverier. Efterfølgende er udført telefoninterview med et garveri.

Restproduktberegninger

Skind og læder består næsten udelukkende af protein, hvoraf ca. 85% er collagen. Herudover indeholder skind også mindre mængder af kulhydrater og fedtstoffer.

Ved garveprocessen fremkommer hovedsageligt to faste restprodukter limlæder og falsespåner (Figur 3.13.1 og tabel 3.13.1).

Limlæder indeholder ca. 20% tørstof og fremkommer, når kødsiden af skindet afskrabes maskinelt. Limlæderet indeholder hovedsagelig protein og derudover små mængder fedt, kalk, salt og sulfid.

Falsespåner er læderrester, der fremkommer, når læderet falses. Falsespånerne består ligeledes hovedsagelig af protein og vand. Falsespånerne kan indeholde krom fra garveprocessen, og kan derfor ikke genanvendes til f.eks. biogas

(22 Kb)

Figur 3.13.1
Restfraktioner fra garveriindustrien.

Tabel 3.13.1
Restfraktioner fra garveriindustrien, mængde, sammensætning og anvendelse.

Restprodukterne fra garverivirksomhed anvendes inden for Kategori II (biogas) og Kategori IV (forbrænding/deponering). En oversigt over anvendelsen er vist i nedenstående tabel 3.13.2.

Tabel 3.13.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra garverierne.

Restproduktvurdering

De organiske restprodukter, der ikke indeholder tungmetaller, genbruges til biogasproduktion. Øvrige restprodukter deponeres, da de indeholder tungmetal i form af krom. Med den eksisterende garveproces er det ikke muligt at genanvende denne rest.

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil.

3.14 Landbrug

Hovedparten af de restprodukter, der produceres i landbruget føres tilbage til jorden. Den interne recirkulering af restprodukter i landbruget udgøres hovedsageligt af gylle (ca. 28 mill. tons i 1994/95) og overskydende plantemateriale (f.eks. halm). Hovedparten af den producerede mængde anvendes hos producenten på den enkelte produktionsenhed. Der foregår dog handel med restprodukterne mellem de enkelte produktionsenheder. Intern handel med restprodukter mellem produktionsenhederne vil ikke blive yderligere behandlet.

En stor del af halmproduktionen i landbruget anvendes på de enkelte produktionsenheder. Der er dog en overproduktion af halm, og overproduktionen udgør et restprodukt, som snittes og nedmuldes på marken eller afsættes til forbrænding i fjernvarmeværker. Anvendelse af overskudshalm i fjernvarmeværker gav et udbytte på 1585 TJ i 1995 (Miljøstyrelsen, 1997), hvilket svarer til ca. 110.000 tons halm (ca. 95.000 tons tørstof). Halmproduktionen behandles ikke yderligere i denne rapport.

Nedenfor behandles de restprodukter som anvendes/deponeres uden for det landbrugsmæssige produktionsapparat.

Produktionsforhold

Branchen er kendetegnet ved mange enheder med få ansatte. Det har derfor ikke været muligt at give en helhedsvurdering på baggrund af kontakt med produktionsenhederne. Branchen producerer hovedsageligt råvarer, der afsættes til videreforarbejdning i industrien. Normalt afsættes uforarbejdede råvarer.

Restprodukter fra landbrugsprodukter bliver derfor hovedsageligt produceret i den efterfølgende tilvirkningsproces i industrien.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra landbruget udgøres af gylle og selvdøde dyr (Figur 3.14.1).

(21 Kb)

Figur 3.14.1
Restprodukter fra landbrugsindustrien.

Gyllens biogaspotentiale udnyttes i biogasfællesanlæggene. Biogasfællesanlæggene drives hovedsageligt på gylle ofte sammen med andre industrielle restprodukter. Behandlingen i biogasanlæggene medfører værdivækst af gyllen. Dette sker ved øget gødningsværdi, nedsatte lugtgener, forbedret spredbarhed etc. Endvidere er der indtægter fra salg af biogas. Omkostninger til transport af gyllen til biogasfællesanlæggene er store sammenlignet med den potentielle værdiforøgelse. Anvendelsen af gylle til biogasproduktion i biogasfællesanlæggene er derfor geografisk centreret omkring de eksisterende anlæg.

Gylle til biogasproduktion i biogasfællesanlæggene udgjorde i 1994 514.000 tons, hvoraf hovedparten var svinegylle.

I forbindelse med animalsk produktion forekommer selvdøde dyr, som skal sendes til destruktionsanstalterne. Antallet af selvdøde dyr indberettes til Veterinærdirektoratet, som fører statistik. Den største tilgang til destruktionsanlæggene udgøres af grise og kvæg (Tabel 3.14.1). Yderligere tilføres små mængder af heste, får, geder, hunde samt andre dyr.

I 1995 udgjorde de selvdøde dyr ca. 100.000 tons på landsplan.

Tabel 3.14.1.
Antallet af selvdøde dyr, som er tilført destruktionsanstalterne i 1995. Tallene er indhentet hos Veterinærdirektoratet.

En oversigt over de producerede restprodukter og typer er vist i nedenstående tabel 3.14.2.

Tabel 3.14.2
Oversigt over restprodukter fra landbrugsproduktionen.

Ovennævnte mængdeangivelser baseres på informationer fra restproduktmodtagerne (biogasanlæg og destruktionsanstalter). Det skønnes, at dette giver det bedste billede af branchen. Branchen består af mange produktionsenheder, og det har derfor ikke været muligt at samle informationerne fra producenterne.

Restprodukterne anvendes hovedsageligt inden for kategori I og II. Selvdøde dyr indgår i råvaresubstituerende produktion i form af tilskud til foderblandinger (Kategori I). Gyllen anvendes i produktionen af biogas i biogasanlæggene og efterfølgende som jordforbedringsmiddel (Kategori II).

Restprodukterne er angivet efter kategorianvendelse i tabel 3.14.3.

Tabel 3.14.3
Kategorifordelingen af restprodukter fra landbruget.

Restproduktvurdering

Landmændene er ofte selv medejere af biogasanlæggene, hvor gyllen anvendes til produktion af biogas. I kraft af disse landmænds egen produktion af gylle, vurderes det, at tilførslen af gylle til biogasanlæggene er sikker. I fremtiden vil anvendelsen af gylle derfor afhænge af biogasanlæggenes driftøkonomi.

Biogasanlæggenes fremtidige driftøkonomi vil afhænge af gaspriser og udvikling af ny teknologi. Det er derfor svært at forudsige udviklingen i udnyttelse af gylle til biogasproduktion. Det vurderes dog, at udnyttelsen af gylle til biogasproduktion vil være stabil i de kommende år.

Forekomsten af selvdøde dyr, som kan anvendes til produktion af kød- og benmel, vurderes at forblive på det nuværende niveau. Dog kan eventuel nedgang i kvæg- og svinebestanden medføre reducerede mængder af selvdøde dyr.