Organiske restprodukter i industrien

4. Modtagere af restprodukter

4.1 Landbruget
4.1.1 Gødning/jordforbedring
4.1.2 Husdyrfoder
4.2 Biogasproduktion
4.2.1 Biogasanlæg i Danmark
4.2.2 Biogasproduktion
4.2.3 Konklusion
4.3 Renseanlæg
4.4 Destruktionsanstalter
4.4.1 Destruktionsanstalter i Danmark

4.1 Landbruget

4.1.1 Gødning/jordforbedring

Landbruget er aftagere af store mængder restprodukter fra agro- og fermenteringsindustrien. På regionalt plan svinger tilførslen af egnede restprodukter fra industrien betydeligt. Der er i flere tilfælde tale om meget store produktionsenheder, der samarbejder med lokale landmænd om afsætningen. Det er svært at beregne mængderne af restprodukter til jordbrugsformål fra brugersiden. Dette ville kræve kontakt til en meget stor gruppe af landmænd. Derfor står mængdeberegningerne fra producentsiden (industrien) som eneste mål for den årlige mængde af organiske restprodukter, der tilføres landbruget.

Anvendelsen af organiske restprodukter fra industrien til jordbrugsformål inkluderer i denne sammenhæng kun anvendelser til landbrugsproduktion og ikke til skovbrug, gartneri, have-, park- og kirkegårdsdrift og lignende samt privat havebrug.

For at kunne belyse brugersiden af den direkte anvendelse af organiske restprodukter på landbrugsjord er der taget kontakt gennem landbrugets egen konsulenttjeneste til planteavlskonsulenter i de lokale landboforeninger i områder af landet, hvor en sådan brug af restprodukter finder sted i stort omfang.

De udvalgte områder er Toftlund (kartoffelfrugtsaft), Kalundborg (Novogro) og Horsens (mucosaaffald). For sidstnævnte restprodukts vedkommende er der gennemført interview med hr. Hem fra JP Hem AS, der har opgaven i entreprise for Løvens kemiske Fabrik.

Desuden har der været kontakt til:

Landskontoret for planteavl ved:
Thorkil Birkmose
Leif Knudsen

Landboforeningen i Kalundborg ved:
Peter Henriksen
Henrik Sørensen

Landboforeningen i Toftlund ved:
Johannes Jensen

Landboforeningen i Haderslev ved:
Jakob Nymand

Samarbejdet med producenter af organiske restprodukter, positive og negative erfaringer.

For anvendelse af organiske restproduktkomponenter i landbruget kræves et betydeligt samarbejde mellem producent (virksomhederne) og landbruget. Der er behov for omfattende analyser og dokumentation af restprodukternes virkning på planterne.

Landmanden har et stort behov for rådgivning med hensyn til restprodukternes indvirkning på plantevæksten og miljøet for at kunne administrere brugen af restprodukterne. Endvidere er det nødvendigt at kende det præcise indhold af næringsstoffer i forbindelse med landmandens gødningsregnskab. Planteavlskonsulenterne indhenter i flere tilfælde direkte analyseresultater fra virksomhederne til brug for deres rådgivning af landmændene. Planteavlskonsulenterne kan også medvirke ved undersøgelserne af mulighederne for anvendelse af nye restprodukter som jordforbedring.

I flere tilfælde har man lavet meget grundige undersøgelser af slammets virkning på landbrugsjorden. Novo Nordisk afsætter store mængder biomasse (Novogro) til landbruget, og virkningen på jorden er undersøgt i samarbejde med landbrugets planteavlskonsulenter. Dette har medført, at virkningen af Novogro er godt dokumenteret (Landboforeningen i Kalundborg, v. Peter Henriksen og Henrik Sørensen).

Samarbejdet mellem landbruget (ved planteavlskonsulenter) og virksomhederne vurderes af planteavlskonsulenterne som værende tilfredsstillende. I visse tilfælde vurderes det, at planteavlskonsulenterne kan anvendes bedre. Planteavlskonsulenterne kan som tidligere nævnt medvirke ved undersøgelser af restprodukter samt ved identificeringen af potentielle modtagere, således at gødningen bliver udnyttet bedst muligt (også kommercielt).

Praktiske erfaringer med brugen

I forbindelse med anvendelsen af de produkter, der indgår i denne undersøgelse, er der generelt stor tilfredshed blandt aftagerne (landbruget). Dette skyldes hovedsageligt, at restprodukterne ofte er særdeles veldefinerede, hvilket gør det nemt at lave en plan for supplerende gødning. Restprodukterne er ofte homogene med et relativt lavt tørstofindhold, hvilket gør det nemt at håndtere og sprede ensartet. Der rapporteres i visse tilfælde om praktiske problemer i forbindelse med svidning af planter og lugt.

Gødningsindholdet er ikke ubetydeligt i fermenteringsslammet, kartoffelsaften og mucosaaffaldet. Udbringningen begrænses i visse tilfælde af et ikke-afbalanceret indhold af næringstofferne, f.eks. indeholder kartoffelsaft store mængder kalium (K), som derfor sætter grænserne for udspredningen af produkter. Hvis restprodukterne raffineres ved blanding med andre produkter (eller handelsgødning), således at der skabes et balanceret gødningsprodukt, er det muligt, at der kan afsættes større mængder til landmændene med en større rentabilitet.

Styringen af udspredningstidspunkter vurderes af planteavlskonsulenterne til også at have betydning for anvendeligheden. Planteavlskonsulenterne vurderer, at der forekommer udkørsel på ubekvemme tidspunkter. Dette har i visse tilfælde medført køreskader, udkørsel på tidspunkter med lav udnyttelsesgrad og svidning af afgrøder. For at løse dette problem må der være lagerkapacitet enten ved markdepoter eller på virksomhederne.

For de her beskrevne restfraktioner er erfaringerne gode, og der er en positiv indstilling blandt planteavlskonsulenterne. Der foretages p.t. undersøgelser vedrørende mucosaaffaldets direkte anvendelse som gødningsmiddel. Resultaterne er gode, men anvendelsen er fundet at være forbundet med lugtgener. Konklusioner vedrørende anvendelse af mucosaaffaldet må afvente den endelige rapportering af disse forsøg.

Holdning til restprodukterne hos konsulent og bruger

Holdningerne til anvendelse af industrielle organiske restprodukter som gødskningsmiddel er generelt positive. Tilliden til produkterne skyldes hovedsageligt et udbredt kendskab til deres oprindelse og sammensætning. Generelt gives der ikke udtryk for, at debatten om kommunalt spildevandsslam har påvirket holdningerne blandt modtagere af industrielle organiske restprodukter. Der skelnes klart mellem kommunalt spildevandsslam og alt andet. En rådgiver mener dog, at slamdebatten har gjort det vanskeligt at arbejde i branchen, idet der er større forsigtighed end tidligere.

Holdningen til anvendelse af de industrielle restprodukter i landbruget vurderes ikke at sætte grænser for afsætningsmulighederne, når der er et godt kendskab til produkternes oprindelse og sammensætning. Restprodukterne skal være billige og eventuelle infrastrukturelle problemer løst rationelt.

Prispolitik

Priserne på restfraktionerne varierer mellem forskellige typer restprodukter. Yderligere er der betydelige regionale og sæsonmæssige svingninger. Vi er blevet bekendt med priser, der svinger mellem 14-17 kr./tons restprodukt, over fri levering og spredning, til at virksomhederne betaler modtageren for modtagelsen. Prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel.

Overordnede krav

Der skal være et detaljeret kendskab til sammensætningen af restprodukterne, dette gælder indholdet af næringsstoffer og disses tilgængelighed, samt indholdet af tungmetaller og andre eventuelt miljøbelastende stoffer. Endvidere skal der være tilgængelig viden vedrørende restprodukternes oprindelse og behandling. Det forudsættes, at restprodukterne kan overholde bekendtgørelsernes krav om indhold af metaller, andre miljøfremmede stoffer samt hygiejnisk tilstand. Erfaringer fra forsøgsdyrkninger skal indgå i vurderingen af mulighederne for spredningen.

Vigtige parametre for vurderingen af restprodukterne er endvidere spredbarhed og ensartethed, således at det er nemt at indpasse i gødningsplanerne. Restprodukterne skal desuden være rationelle at håndtere og have en afbalanceret sammensætning, der minimerer behovet for suppleringsgødning. Ellers lægges der vægt på økonomi over for gødningsindholdet og muligheden for at tilføre det, når udnyttelsen er maksimal (forår), og når jorden kan bære.

På grund af det relativt store dokumentationsarbejde i forbindelse med udbringningen af organiske restprodukter til jordbrugsformål, vil kun store partier eller løbende producerede restprodukter kunne berettige de økonomiske omkostninger.

4.1.2 Husdyrfoder

Der er indhentet informationer via telefoninterview fra Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Kvægavl, Finn Strudsholm, og Landskontoret for Svineavl, Niels Ove Nielsen, samt fra Fjerkrærådet, Henrik Bang Jensen. Desuden er der indhentet oplysninger fra industrier og brugere.

Generelt er der en glidende overgang mellem egentlige foderstoffer som korn til de forskellige møllerifraktioner, der sælges som fodermidler af lavere værdi, til egentlige affaldsstoffer. Havreskaller og frøafrensning giver således også et dækningsbidrag.

Slagterirester og andet animalsk væv skal af hygiejniske årsager sendes til kød- og benmelsfabrikker, hvorved der kan fremstilles en række foderprodukter som kød- og benmel og teknisk fedt/animalsk fedt.

Svin

Anvendelse af madrester har traditionelt været som svinefoder i udstrakt grad. I dag anvendes storkøkken- og restaurationsaffald efter en varmebehandling til svinefoder, ligesom der ved industriel fremstilling af fødevarer vil være en del spild og rester, der er velegnede til svinefoder. Typiske eksempler er brød- og kageproduktion, hvor spild af både dej og færdigvarer anvendes, og gærfløde og bærme fra ølbrygning. I mejerisektoren er der, afhængig af markedsforholdene for de forskellige primære mælkeprodukter, overskud af valle, der også anvendes til svinefoder. Produkter som skummetmælk/kærnemælk er eksempler på produkter, der tidligere var biprodukt og blev anvendt til svinefoder, men i dag hovedsageligt er salgbare primærprodukter.

Dersom udnyttelsen skal være optimal, skal der foretages næringsstofanalyse samt praktisk afprøvning under kontrollerede forhold. Imidlertid er der brugere, der vælger blot at prøve sig frem med et givet produkt i stedet for at bruge ressourcer på analyser. Det generelle billede er, at foderet skal være meget koncentreret for at opnå maksimal tilvækst. Det vil derfor ikke være rentabelt at anvende fodermidler, der er væsentligt mindre næringsholdige end byg. Et svin æder ca. 2-2,5% af kropsvægten pr. dag i form af tørfoder, hvis den får ubegrænset adgang til foder. Hvis foderet er mindre koncentreret, vil den ønskede slagtevægt blive opnået senere.

Generelt om anvendelsen af restprodukterne som svinefoder kunne det oplyses, at det var erfaringen, at svineproducenter ofte ikke fik analyseret et foderemne og ofte brugte det på slump. I disse tilfælde var konsulentens anbefaling, at det kun udgjorde en lille procentdel af foderet, og at det fortrinsvis blev anvendt til slagtesvin, der er mere tolerante end søer. Hvis slagtesvin får fordøjelsesproblemer, kan det normalt rettes op på 14 dage. Hvis en so kommer ud for det samme, vil det først kunne rettes op efter udløb af aktuel drægtigheds- og diegivningsperiode.

Med hensyn til kvalitetskrav er svin vidtgående ufølsomme over for almindeligt smuds - op til 10% ler i foderet går godt. Største problem er mug eller lignende svampeangreb, der danner toksiske stofskifteprodukter. Organiske restprodukter skal derfor anvendes hurtigt. Der har været analyseret på paraffin på osteskorper og konkluderet, at en mindre mængde kunne godt accepteres. Plastemballage er man dog meget på vagt overfor, selvom alt taler for, at det går uomsat igennem, forudsat at det er små mængder.

Ved anvendelse af vådfodringsanlæg kan produkter med meget lille næringsindhold og stort vandindhold gøres rentable som fodermidler ved at substituere drikkevand. Som eksempel kan nævnes sukkervand, der alternativt skulle have været ledt til renseanlæg.

Kravene til renhed er store. Almindeligvis anvendes kun varer, der kan sidestilles med fødemidler, dog tolereres en del almindeligt smuds (svin kan uden problemer omsætte foder med 10% ler) og undertiden også begyndende mugangreb. Fremskreden mug eller forrådnelse accepteres ikke. Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod efterfølgende skylninger med tilsætning af rengøringskemikalier ikke resulterer i anvendelige produkter.

Kvæg

Vegetabilske restprodukter har været anvendt til kvægfoder gennem lang tid.

Mask og trub fra bryggerierne samt sukkerroerester (i dag ofte tørret) og kartoffelpulp anvendes systematisk som kvægfoder. Desuden anvendes rester af citrusskaller fra pektinfremstilling. Til slagtekalve bruges desuden i et vist omfang de samme typer affald, som anvendes til svinefoder,

Kravene er store både med hensyn til håndterbarhed og lødighed. Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod efterfølgende skylninger med tilsætning af rengøringskemikalier ikke resulterer i anvendelige produkter.

Foderet skal helst have struktur af hensyn til vomfunktionen og samtidig være koncentreret af hensyn til dyrets begrænsede fødeoptagelsesevne. Et kreatur af stor malkerace (f.eks. RDM) tildeles dagligt 18-20 FE (foderenheder, ækvivalent med 1 kg byg). Et fodermiddel, der kræver mange kilo pr. FE, vil derfor kun kunne udgøre en begrænset del af foderet, da mængden så ville overstige dyrets ædelyst eller fordøjelseskapacitet. Foderomsætningen kan sættes til ca. 10% af dyrets vægt pr. dag, hvilket giver op til 80 kg/dag. Gennemsnittet må derfor ikke være højere end godt 4 kg/FE.

Mug kan give problemer i letomsættelige varer, idet visse mugsvampes stofskifteprodukter kan bevirke øget abortrisiko.

Fjerkræ

Fjerkræ er også traditionelt blevet fodret med restprodukter fra fødevaresektoren. I nyere tid kendes dette stort set kun fra kalkunproduktion på mask fra bryggerier. Denne anvendelse kræver dog en tørring af masken. Ved lave kornpriser kan masken derfor ikke konkurrere ved denne anvendelse.

I øvrigt anvendes restprodukter stort set ikke som fjerkræfoder i Danmark. Dette skyldes, at ligesom for kvæg- og svineproduktion er der bundet så store kapitalmidler i produktionsapparatet, at en optimal produktion/tilvækst er afgørende frem for en mindre besparelse på foderet. Følgelig fodres fjerkræ i erhvervsmæssig produktion stort set kun med standardiserede fuldfoderblandinger, der er ensartet i partikelstørrelse og har et højt indhold af letomsættelige forbindelser. Heri indgår naturligvis en række af de samme biprodukter fra mølleriindustrien som nævnt under kvæg og svin (majsgluten, sojaskrå mv.).

4.2 Biogasproduktion

4.2.1 Biogasanlæg i Danmark

Der findes i Danmark et antal biogasanlæg til energiproduktion fra biologisk nedbrydeligt materiale. Der findes en række forskellige typer anlæg (Tabel 4.2.1). Denne rapport indeholder en gennemgang af biogasfællesanlæggene, idet driften af disse er delvist baseret på organiske restfraktioner fra industrien.

Biogasproduktion kan ikke betragtes som en slutdisponering i sig selv, idet funktionen af biogasprocessen i affaldssystemet bl.a. er at muliggøre eller optimere anvendelse af restprodukter som gødning eller jordforbedringsmiddel. Dette formål opfyldes dels ved blanding med andre affaldstyper eller husdyrgødning, hvorved gødningssammensætningen afbalanceres, dels ved at nedbryde de lettest omsættelige organiske forbindelser. Det afgassede produkt vil dermed afgive mindre lugt ved udbringningen og være mindre iltforbrugende i dyrkningslaget på marken. Desuden produceres et energioverskud, der bidrager til en fortrængning af fossile brændsler.

Tabel 4.2.1
Biogasanlægstyper i Danmark i 1995 (Energistyrelsen, 1995).

Biogasfællesanlæggene er p.t. placeret med 11 anlæg i Jylland, 3 på Fyn og 1 på Sjælland.

4.2.2 Biogasproduktion

Produktionen af biogas foregår, ved at det organiske materiale udrådnes under iltfrie forhold, hvorved der dannes methangas. Processerne er mesofile eller thermofile.

Råaffald til biogasproduktion

De 15 biogasfællesanlæg modtager i 1995 ca. 690.000 tons organiske restprodukter til produktion. Hovedparten af det organiske materiale til biogasproduktion er husdyrgødning (75%), og det resterende materiale består af organiske restfraktioner fra industrien (24,4%), husholdningsaffald (0,2%) samt spildevandsslam (0,9%, figur 4.2.1).

Figur 4.2.1
Råvareforbruget i de danske biogasfællesanlæg i 1995 (Energistyrelsen, 1995).

Husdyrgødningsfraktionen til biogasproduktion består hovedsageligt af svine- og kvæggylle. Fraktionen af organiske industrirester består af flere forskellige komponenter. En præcis beskrivelse af anvendelsen af forskellige fraktioner af organiske industrirester på de individuelle biogasfællesanlæg blev indsamlet ved interview med de enkelte anlæg (Tabel 4.2.2). Enkelte fraktioner anvendes af mange anlæg (f.eks. fiskeaffald og flotationsslam fra fiskeindustrien), mens mange fraktioner er begrænset til anvendelse i enkelte anlæg. Denne fordeling skyldes den geografiske placering af den affaldsgenererende industri.

Industrielle restprodukter til biogasproduktion

En række organiske restfraktioner fra industrien er angivet i tabel 4.2.3. Det ses, at industriresterne udgør 24% af råvaregrundlaget for biogasanlæggene. Af dette er mave-tarmindhold fra slagterierne og fedt- og flotationsslam den vigtigste enkeltfraktion, der udgør 60% af den samlede mængde organiske restprodukter til biogasanlæggene. Overordnet set tilføres kun ganske få restfraktioner til biogasanlæggene. Otte enkeltfraktioner udgør således 94% af den totale tilførsel af organiske restprodukter fra industrien til biogasanlæggene. Tilførslen af restprodukterne til biogasanlæggene forløber forholdsvis jævnt over året. Dette er med undtagelse af fiskeaffaldet, der i visse tilfælde er sæsonbetonet. De fleste af biogasfællesanlæggene modtager restprodukter fra op til 10 eller flere virksomheder, hvilket medvirker til at udjævne sæsonvariationer på de enkelte restfraktioner.

Den samlede gasproduktion fra biogasfællesanlæggene er øget i perioden 1988-1994. Dette skyldes primært en øget tilførsel af organiske restfraktioner fra industrien. I samme periode er anlægskapaciteten øget. Udnyttelsen af anlægskapaciteten varierer betydeligt mellem anlæggene. Fire anlæg udnytter deres kapacitet fuldt ud, mens fire ønsker tilførsel af større mængder af restprodukter. Kapacitetsudnyttelsen på de resterende anlæg er ukendt.

Tabel 4.2.2
Oversigt over de organiske restfraktioner fra industrien, der behandles på de danske biogasfællesanlæg og Nordsjællands Biogasanlæg. Informationerne er indsamlet ved telefoninterview med samtlige anlæg, med udgangspunkt i Energistyrelsens opgørelse fra året 1994.

Tabel 4.2.3
Biogasfællesanlæggenes anvendelse af organiske restfraktioner fra industrien i 1994. Tallene er modificeret fra rapporten (Energistyrelsen, 1995).

Krav til restprodukterne

Generelt er anlæggene meget kritiske med hensyn til restfraktionernes kvalitet, og der føres kontrol med leverandørerne. I visse tilfælde har man fuldstændig stoppet med modtagelse fra specifikke producenter på grund af kvalitetsproblemer. Restprodukterne vurderes hovedsageligt på baggrund af gaspotentialet, og i de tilfælde, hvor anlæggene nærmer sig fuld udnyttelse af deres kapacitet, kræves det, at nye restprodukter har højere gaspotentiale end det, der i forvejen anvendes i anlæggene. Dette kan medføre begrænsninger for biogas som affaldsbehandlingsmetode. Yderligere måles indholdet af metaller, og flere anlæg vurderer også restprodukternes mulige indhold af andre miljøfremmede stoffer i relation til slamdebatten og deres muligheder for afsættelse af restprodukterne til landmændene. Da mulighederne for at vurdere disse stoffer er begrænsede på grund af manglende tilgængelig viden, er den almindelige rettesnor, at kravene til føde- eller fodermidler skal være overholdt, bortset fra enkelte overskuelige undtagelser.

De almindeligste problemer med restfraktionernes indhold af fremmedstoffer er emner som f.eks. gummihandsker, gummimåtter, tovværk og jernstænger, der giver mekaniske problemer.

For at opnå udnyttelse af de organiske restprodukter til biogasproduktion kræves en omhyggelig dokumentation af sammensætningen. Dette skal dels sikre, at udrådningsresten kan anvendes på landbrugsjord, dels at der ikke er proceshæmmende stoffer i betydende omfang.

Kravene til restprodukterne kan kort sammenfattes således:

4.2.3 Konklusion

Fordele ved biogas som affaldshåndteringsmetode er, at der produceres CO₂-neutralt brændstof, og at restproduktet fra processen har en bedre kvalitet end råprodukter som jordforbedringsmiddel, specielt med hensyn til hygiejne og lugt. Økonomisk vil det være attraktivt for affaldsproducenten i de tilfælde, hvor direkte udspredning ikke er mulig, f.eks. på grund af lugtgener, eller hvor restprodukterne har et betydeligt gaspotentiale.

4.3 Renseanlæg

De anførte erfaringer stammer fra kommuner og Carl Bro as.

Renseanlæg aftager restprodukter fra industrien. Renseanlægs biologiske processer kan benytte organisk stof til tre processer: biologisk kvælstof- og fosforfjernelse samt biogasproduktion (Tabel 4.3.1).

Tabel 4.3.1
Processer og effekter på renseanlæg ved anvendelse af organiske restprodukter.

Biologisk kvælstoffjernelse

Rensning af spildevandet m.h.t. fjernelse af kvælstof foregår ved, at kvælstofforbindelser oxideres til nitrat i et iltrigt miljø. Herefter reduceres nitrat til uskadeligt, luftformigt kvælstof under forbrug af organisk stof i et iltfattigt miljø. Der tales om kulstofkilder i forbindelse med tilsætning af eksternt organisk stof til renseanlæg. På få renseanlæg anvendes metanol, eddikesyre eller melasse til at forbedre kvælstoffjernelse, såfremt denne proces er begrænset af et for lavt indhold af organisk stof. Kulstofkilderne øger desuden den hastighed, hvormed kvælstoffjernelsen foregår.

Rensning af spildevand for fosfor kan ligeledes foregå biologisk. Biologisk fosforfjernelse hænger meget sammen med biologisk kvælstoffjernelse, idet biologisk fosforfjernelse kræver en effektiv kvælstoffjernelse for at kunne fungere. Biologisk fosforfjernelse kræver letnedbrydeligt organisk stof. De bakterier, som kan optage fosfor har en fordel frem for de fleste andre bakterier, idet de kan optage letomsætteligt organiske stof i konkurrence med de øvrige bakterier, som renser spildevandet. Normalt kommunalt spildevand mangler organisk stof og specielt letomsætteligt organisk stof for at kunne rense til de gældende krav for udledningen af fosfor. Tilsætning af kommercielt tilgængelige kulstofkilder foregår på enkelte renseanlæg i Danmark.

Priserne på kommercielle kulstofkilder (melasse, acetat og metanol) frit leveret er i størrelsesordenen 2-7 kr. pr. kg. Markedet er p.t. begrænset og skønnes til 1.000-2.000 tons pr. år.

Der er flere renseanlæg, som har afprøvet og anvender alternativer til kommercielt tilgængelige kulstofkilder til kvælstoffjernelse og enkelte til biologisk fosforfjernelse. Der har været afprøvet næringsvæske fra fermentering, spritopløsning fra rensning af insulin, fejlproduktioner af sprit (ethanol), genbrugt sukkervand, glykol (fra afrimning af fly) og melasse. Kulstofkilderne har været gratis og endda i flere tilfælde været frit leveret.

Anvendelsen af restprodukter som kulstofkilder er ikke videre udbredt, hvilket hænger sammen med, at langt de fleste renseanlæg kan rense spildevandet uden tilsætning. Desuden har der kun været en begrænset vidensudveksling om erfaringerne på området. Mange renseanlæg kunne forbedre den biologiske kvælstoffjernelse og fosforfjernelse i specielt den kolde vinterperiode og i weekenderne, hvor industrierne holder lukket, ved at tilsætte kulstofkilder.

Forskellige kulstofkilder er vurderet i forbindelse med denitrifikation i en dansk publikation (NOVI og andre, 1991).

Organiske restprodukter kan eventuelt blive interessante, såfremt det er forbundet med lave omkostninger at anvende dem. Potentialet er størst inden for biogasproduktion på renseanlæg. Fordelen ved at producere biogas på renseanlæg kan være, at det behandlede produkt afvandes, hvorefter mængden, som skal bortskaffes, er mindre end for traditionelle biogasanlæg. Her reduceres det volumen ikke, som skal bortskaffes.

Biogasproduktion

De større renseanlæg har ofte en rådnetank, hvor slam kan stabiliseres. Disse tanke kan have en overkapacitet, der gør det muligt for driftspersonalet at optimere produktionen af egen energi via biogas. Der er anvendt forskellige produkter såsom fedt fra fedtfang, limvand, glykol, mejeriprodukter, eksternt slam fra flotationsanlæg, marmelade og juice. I alle tilfælde er der tale om relativt små mængder af et meget koncentreret restprodukt. Dette er nødvendigt for at undgå en overbelastning af processen. De modtagne produkter aftages ofte meget billigt eller gratis som en service over for kommunernes egne virksomheder.

Restprodukters afprøvning og anvendelse på renseanlæg er angivet i tabel 4.3.2.

Tabel 4.3.2
Opgørelse over restprodukter, som er afprøvet eller anvendes på renseanlæg.

4.4 Destruktionsanstalter

4.4.1 Destruktionsanstalter i Danmark

I Danmark findes der et antal destruktionsanstalter til destruktion af affald og rester fra levnedsmiddelindustrien og landbruget. Denne rapport indeholder en gennemgang af destruktionsanstalterne, som den eneste industri, der modtager organisk affald og rester, idet de er aftagere af store mængder organiske restfraktioner fra både industrien og landbruget. Destruktionsanstalterne forarbejder hovedsageligt ikke-spiselige restprodukter fra levnedsmiddelindustrien og selvdøde dyr fra landbruget til dyrefoder.

Destruktionsanstalter i Danmark

Af danske kødfoderfabrikker er der Daka, Kambas, Miljøcenter Vantinge og Danpo. De to førstnævnte, Daka og Kambas, har delt det danske marked, idet Daka hovedsagelig indsamler i Jylland mens Kambas geografisk indsamler råvarerne på øerne, Daka står på langt størstedelen af forarbejdningen af destruktionsaffald i Danmark (Tabel 4.1.1).

De enkelte fabrikker har specialiseret sig inden for bearbejdning af de forskellige typer af råvarer indenfor kategorierne selvdøde dyr, madaffald og slagteriaffald herunder opsamlet blod.

Tabel 4.1.1
Råvaretilførslerne og deres fordeling på de danske kødfoderfabrikker (Andelsbladet, 1995).

Råvarer til destruktionsanstalter

Råvaren til destruktionsanstalterne består af animalske restprodukter hovedsagelig fra slagterier og selvdøde dyr fra landbruget. Dette omdannes til proteinrigt kød- og benmel samt fedt til foderbrug.

Destruktionsanstalterne modtager årligt ca. 720.000 tons organiske restprodukter til produktion af dyrefoder. Den overvejende del af det organiske materiale er slagteriaffald (89,6%). En anden væsentlig tilførsel er døde dyr (8,3%), hvor hovedparten er selvdøde dyr fra landbruget. De resterende mindre mængder organiske restfraktioner består af madaffald fra storkøkkener, restauranter mv. (1,7%) samt friturefedt fra grillbarer og slagterforretninger o.l. (0,4%), (Figur 4.1.1).

Figur 4.1.1
Fordelingen af råvarer i procent, der tilføres de danske destruktionsanstalter.

Tabel 4.1.2
Opgørelse over tilførslerne af døde dyr og andre animalske råvarer til destruktionsanstalterne i 1995 ifølge opgørelse fra Veterinærdirektoratet. De selvdøde dyr er opgjort i tons og animalske råvarer fra hovedsagelig slagterier er opgjort i tons.

Kødfoderproduktionen

Produktionen af pellets, mel og pulver af kød og slagteaffald samt fedtegrever udgør 197.800 tons i 1994 ifølge Danmarks statistik. Produkterne er forarbejdet til dyrefoder og er tilberedt af rest- og affaldsprodukter fra næringsmiddelindustrien.

Et flowsheet for produktion af ben- og kødbenmel samt fedt fra ikke spiselige rester fra slagterier og fra selvdøde dyr fra landbruget er vist på figur 4.1.2. Ben- og kødbenmel samt fedt bruges til at supplere dyrefoder med.

Figur 4.1.2
Simpelt flowsheet for produktionen af ben- og kødmel.

Produktionen for fremstilling af ben- og kødbenmelsproduktionen hvorved affaldet, som består af vand, fedt og protein skilles fra hinanden, foregår i hovedtræk således:

Råvaren knuses og går til en forvarmer, hvor affaldet opvarmes hvorved en del af væsken frigøres og fedtet smelter fra. Efterfølgende presses koagulatet, og vandindholdet reduceres ned til 2/3 af det oprindelige. Pressekagen tørres, og det tørrede produkt sigtes til to produkter benmel og kødbennel. Kødbenmel er rigt på protein og benmel er fattig på protein. Væsken, som indeholder vand og fedt samt lidt protein, opvarmes og centrifugeres, hvorved tre faser opnås nemlig fedt, vand og grax. Grax er tørstof, som sendes til tørring. Koncentratet også kaldet limvand indeholder stadig proteiner, som frigøres ved inddampning. Koncentratet fra inddampningen indeholder 50% protein og tørres sammen med pressekagen.

En vigtig funktion af behandlingen af organisk affald og rester på destruktionsanstalterne er at afbryde eventuelle smittekæder ved opvarmning. Produktionen sker således under hygiejnisk kontrol af dyrlæger, derved sikres at kød- og benmelet overholder de krav som lovgivningen stiller.

Tidligere produceredes kun én type kød- og benmel, mens der i dag produceres flere forskellige slags med mulighed for dannelse af flere typer med forskelligt indhold af protein efter ønske fra aftager.

Produktion af blodmel og madpulp

Blod fra slagtning opvarmes og føres til dekanter. Væske inddampes sammen med limvand. Tørstoffet herfra kaldet blodgrax går i tørsmelter, hvorved det steriliseres og grax'en færdigtørres til blodmel.

Madaffald fra storkøkkener mv. finhakkes separat og varmebehandles i tørsmelter. Den homogene blanding køres ud til svineproducenter og iblandes svinefoder. Madaffald steriliseres, og i stedet for tørring syrnes det for konservering. Madaffald kan også blandes med de øvrige rester, hvorefter det behandles som øvrige råvarer.

Priserne er på teknisk fedt 1,50-3 kr. og for kød- og benmel ca. 2 kr. pr. kg. Til sammenligning er priserne på korn og fuldfoder i størrelsesordenen 1,25 kr. pr. kg.