Organiske restprodukter i industrien

6. Økonomi ved forskellige metoder til bortskaffelse af restprodukter

6.1 Kategori I: Råvaresubstituerende anvendelse
6.2 Kategori II: Anvendelse til biogasproduktion og efterfølgende anvendelse som gødning
6.3 Kategori III: Anvendelse som gødning eller jordforbedring
6.4 Kategori IV: Forbrænding og deponering

Til belysning af de økonomiske konsekvenser af at vælge en givet metode til at bortskaffe organiske restprodukter gennemgås i dette afsnit de fire kategorier og de dermed forbundne omkostninger. Resultaterne er opsumeret i tabel 6.1.

Tabel 6.1
Omkostning for producent og indtægt/besparelse for aftagere af restprodukter.

6.1 Kategori I: Råvaresubstituerende anvendelse

Denne kategori dækker i sagens natur over så mange forskellige potentielle anvendelser, at et forsøg på en fuldstændig økonomisk vurdering af kategorien er urealistisk. Generelt vil det i denne kategori være muligt at opnå en betaling for restprodukterne fra brugeren. Betalingen vil svare til værdien af den substituerede råvare minus alle ekstraomkostninger brugeren har ved at anvende restproduktet i stedet for den sædvanlige råvare. Yderligere skal beregnes beløb til motivering af brugeren for at skifte til anvendelse af restprodukter.

For organiske restprodukters vedkommende er den mest udbredte anvendelse i denne kategori foder til husdyr. Som eksempel anvendes pektinrester (rester af citrusskaller) som kvægfoder. Her beregnes værdien for kvægavleren ud fra prisen pr. foderenhed (FE), hvor 1 FE svarer til 1 kg byg. Prisen for 1 kg byg er p.t. 1,10-1,20 kr. Hvis der går 13 kg pektinrester til en FE (afhængig af tørstofindholdet), vil værdien være ca. 80-90 kr./ton. Herfra skal trækkes ekstraomkostninger til transport, oplagring og håndtering i forhold til korn, hvilket afhængig af afstanden vil resultere i beløb af samme størrelsesorden. Angående transporten er der foretaget en vurdering efterfølgende under kategori III (6.3).

Den marginale besparelse, der skal motivere brugeren, er vanskelig at bestemme. Det vil afhænge afgørende af konkurrenceforholdene lokalt og vil være aftagende med voksende transportafstand fra fabrikken. Da der er en vis risiko forbundet med introduktion af andre fodermidler, må der antages at skulle være en nettobesparelse på min. 10%. Hvis afsætningsmulighederne i lokalområdet er begrænsede på grund af få kvægbesætninger, vil brugerens realistiske forventning til besparelsen blive større, svarende til den alternative udgift for industrien ved transport til andre potentielle brugere.

Typisk vil produkter som pektinresterne fortsat udgøre en udgift for producenten, hvorimod mere koncentrerede fodermidler (færre kg/FE) kan udgøre en indtægt. Blandt de koncentrerede fodermidler findes frøkager fra planteolieproduktion (raps, soja). Disse udgør en reel indtægt for producenten og af samme grund betragtes disse som et biprodukt.

6.2 Kategori II: Anvendelse til biogasproduktion og efterfølgende anvendelse som gødning

Ved tilførsel til biogasanlæg ligger værdien af restprodukterne i methanpotentialet og tilgængeligheden. Dette kan vurderes ud fra indholdet af organisk tørstof og erfaringer med omsætningsgrader. Methanpotentialet vil ofte være i intervallet 250-400 Nm³/ton organisk tørstof, afhængig af sammensætningen. Meget fedt- og proteinholdige restfraktioner vil kunne opnå højere værdier. Af den producerede energimængde går ca. 10% til intern forbrug. En typisk afregningspris for den solgte gas er 1,60 kr./Nm³ eller ca. 2,50 kr./Nm³ methan ved anvendelse til kraftvarmeproduktion. Dette betyder, at et restprodukt med for eksempel 20% organisk tørstof og en gennemsnitlig omsættelighed kan producere gas for en værdi af 125-200 kr./ton.

Gødningsværdien ved den efterfølgende anvendelse på landbrugsjord prissættes normalt ikke i denne forbindelse.

Omkostningerne ligger dels i transporten til og fra anlægget, dels i den interne håndtering af biomassen og i forrentning og afskrivning af anlægget. Transport til anlægget kan beregnes efter samme retningslinier som angivet nedenfor. Opgørelser fra Energistyrelsen angiver driftsomkostninger omkring 40-140 kr./ton biomasse. Hertil kommer et beløb af samme størrelsesorden i forrentning og afskrivning. Der er store variationer mellem de enkelte anlæg.

Anvendelse i biogasanlæg er normalt organiseret således, at den efterfølgende udbringning på landbrugsjord ikke vedkommer producenten af restprodukterne. Alle omkostninger til den videre håndtering skal derfor inkluderes i afregningen mellem anlæg og producenten af restprodukterne. Omkostningerne herved er gennemgået nedenfor.

De aktuelle gebyrer for at modtage restprodukterne varierer følgelig også ganske meget. Typiske priser lader til at være 50-300 kr./ton, hvortil skal lægges omkostningerne ved transport til anlægget.

6.3 Kategori III: Anvendelse som gødning eller jordforbedring

Ved anvendelse som gødning kan værdien beregnes ud fra prisen på den gødning, der kan substitueres. Priser på 4 kr./kg N, 8 kr./kg P og 3 kr./kg K kan bruges til planlægningsformål. Ved beregning af værdien på landbrugsjord skal der indregnes en udnyttelsesgrad i forhold til handelsgødning. For kvælstoffets vedkommende regnes der med udnyttelsesgrader mellem 20 og 80% afhængig af ammoniumandelen. Fosfor og kalium regnes normalt udnyttet 90%.

Som for kategori I (foderet) skal der være en margin for at motivere landmanden. Betragtningerne i det nævnte afsnit gælder også i dette tilfælde. Desuden vil der være tale om en ulempe i form af mulige strukturskader på jorden, forårsaget af det forøgede transportarbejde i forbindelse med gødskningen. Vurderingen af økonomien i dette er vanskelig at udføre på objektivt grundlag og inkluderes derfor i den konkurrencebetingede marginal.

Typisk pris for landmanden ved udspredning på jorden synes at være omkring 0 kr.

Udbringning af restprodukter på landbrugsjord sker typisk med standardmaskiner, udviklet til spredning af staldgødning. For meget tyndtflydende restprodukter med ringe indhold af suspenderet stof (Novogro, kartoffelsaft) kan vandingsanlæg og lignende også anvendes. Udgifterne ved sådanne håndteringer er derfor veldokumenterede.

Udbringning af gylle med selvkørende udlægger med slæbeslanger med max. afstand mellem mark og oplag på 1 km kan gøres for 15 kr./ton. Udspredning med vandingsanlæg kan ved store mængder give en lavere pris. Udbringning af fast staldgødning med traditionel spreder med max. afstand mellem mark og oplag på 1 km koster under 20 kr./ton. Kommunalt spildevandsslam (ca. 20% TS) koster typisk 25 kr./ton. Ekstraprisen i forhold til fast husdyrgødning kan ligge i omkostninger til rengøring af materiellet, idet der kan være hygiejnisk betingede skærpelser af kravene.

Transport af flydende restprodukter med slamsugervogn op til ca. 10 km koster ca. 20 kr./ton. Ved længere transportafstand kan der lægges en pris på 0,50 -1,00 kr./ton pr. ekstra km afhængig af læsstørrelsen. Transportprisen for faste restprodukter vil afhænge væsentligt af håndteringen ved på- og aflæsning, men som udgangspunkt kan der regnes med 30 kr./ton for de første 10 km. De efterfølgende kilometer prissættes som for slamsugertransport.

Sæsonlagring af flydende produkter i beholdere koster ca. 20 kr./m³ kapacitet. I henhold til bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 må flydende restprodukter ikke udbringes mellem 1. oktober og 1. februar, hvilket kræver en lagerkapacitet svarende til disse fire måneders produktion. Da der derudover ikke må opstå risiko for afstrømning til søer, vandløb eller dræn ved tøbrud, kan det være nødvendigt med lagring også i februar og evt. dele af marts. Dertil kommer, at der i forlængelse af tøbruddet kan gå længere tid, inden jorden er tør nok til at kunne bære køretøjerne, hvilket øger lagerbehovet yderligere. En lagerkapacitet svarende til disse 6 måneders produktion vil derfor kunne være nødvendig.

Oplagring af faste restfraktioner, der ikke afgiver væske, kan ske i overdækkede markstakke. Dette vil reducere lageromkostningerne væsentligt, men der bør indregnes en omkostning på min. 5 kr./ton til leje af jord, etablering af overdækning mv.

Samlet ligger omkostningerne ved denne metode fra 30 kr./ton og opefter.

6.4 Kategori IV: Forbrænding og deponering

Disse bortskaffelsesmetoder er særdeles veldokumenterede med hensyn til økonomi, idet de har været dominerende herhjemme i lang tid. Udover transportomkostningerne betales typisk 100-200 kr. for forbrænding plus p.t. 165 kr./ton i statsafgift, og 100-400 kr./ton for deponering plus p.t. 190 kr./ton i statsafgift.

De totale omkostninger ved disse behandlingsformer ligger derfor fra 350 kr./ton og opefter.