[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Pendlercykler. Forslag til forsøg i Ålborg, Århus og København

Bilag 4: Konkretisering af ide om nøgleskab m.v.

Som en del af projektet har der været arbejdet med spørgsmålet om, hvorledes ombytning af cyklerne kunne foregå både enkelt og automatisk hele døgnet. I starten blev der fokuseret på forskellige typer af kort (magnet, chip etc.) da disse også kunne anvendes til evt. cykelparkering og identifikation af brugeren. Imidlertid blev dennne strategi forladt, hvilket primært har tre årsager.
Af kapacitetsmæssige og tilgængelighedshensyn blev det vurderet at de udlejede cykler ikke behøvede at være låst inde, hvorved kortet som daglig adgangsmulighed ikke længere var nødvendigt.
Kortene vil næppe kunne anvendes til at låse selve cyklen uden at det ville blive en dyr løsning. Herved skulle brugerne "døje" med både kort og nøgle.
Hvis man kan styre cykelnøglernes ombytning er det alligevel muligt at føre god kontrol med ordningen (Vide hvilke brugere, der har hvilke cykler).

I stedet blev der fokuseret på muligheden for at fremskaffe/udvikle et nøgleombytningssystem, hvor løsningen kunne være et "intelligent nøgleskab", som det er beskrevet nedenfor. Denne ide har været drøftet med flere forskellige nøglesystemssælgere og producenter, men der er indtil videre ikke nogle af virksomhederne, der har turdet give noget bud på blot en pris eller overslag for evt. blot at designe en prototype.

Dette er lidt ærgerligt, dels fordi det har været tidkrævende uden resultat og dels fordi et sådant nøgleskab kunne muliggøre ordninger på steder, hvor der ikke er bemanding hos cykelhandlere eller salgssteder.

Formål:
Automaten/skabet skal benyttes i en cykeludlejning, der skal være tilgængelig på alle tidspunkter af døgnet med en minimal personaleindsats. De, der har lejet cyklerne skal have mulighed for at få byttet deres cykel med en anden i tilfælde af punkteringer eller andre mekaniske problemer.

For at holde styr på udlejningen skal det sikres, at man kun kan råde over en nøgle ad gangen og desuden er det også vigtigt at holde styr på, hvilke personer, der har hvilke nøgler.

Funktion:
Automaten skal derfor gøre det muligt at aflevere en cykelnøgle og få en anden, samtidig med at det registreres, hvilken nøgle der er afleveret og hvilken nøgle der er udleveret som erstatning.

Da skabet skal være let tilgængeligt, f.eks. på en væg ude i det fri, vil det være hensigtsmæssigt at alle nøgler og automatik er placeret inde i et kabinet, der kan lukkes op med en af cykelnøglerne - Alternativt kunne det blot være udstyret med en kodelås, hvor koden kan ændres med jævne mellemrum.

Det vil være ønskeligt, at skabet kan håndtere mange nøgler f.eks. op til 200 eller flere, gerne opbygget i et modulsystem, så ikke alle cylindre skal monteres i første omgang.

Idebeskrivelse:
Cykelnøglerne skal være til låse efter det såkaldte Hollandske princip, hvor nøglen kun kan fjernes fra cykellåsen, hvis låsen er låst. Det vil være nødvendigt at benytte de låsecylindre, der allerede anvendes af cykelhandlerne og er godkendt af forsikringsselskaberne. Sælges bl.a. af Marvi Denmark A/S, 53 57 17 47, men også af cykelhandlere.

En måde at bygge systemet på kunne være følgende, men andre alternativer er også mulige.

Systemet kunne f.eks. være, at der er en cylinder til hver eneste nøgle d.v.s at nøgle nr 150 kun passer i cylinder nr. 150 og at hver cylinder er styret med en relæ eller lignende. Dvs. at en ombytning f.eks. sker ved at sætte nøgle nr 150 på plads i cylinderen. Herved aktiveres en kontakt, som fortæller en lille computer, at der nu er kommet en nøgle i cylinder nr. 150, og at man nu kan vælge en nøgle fra andre cylindere, hvor der er en nøgle. Modsat kan systemet skal systemet også registrere, hvis en nøgle udtages og hvilken nøgle/cylinder det drejer sig om.

Man bør have mulighed for at bytte flere gange inden for kort tid - F.eks. kunne man have taget en nøgle til en damecykel, selvom man ville have en herrecykel. Endelig kan man også have taget en nøgle til en defekt cykel.

Nøglerne skal i alle tilfælde være fastholdt mekanisk, så det ikke er muligt at tage en nøgle ud, med mindre man har afleveret én.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]