[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Redegørelse om Bly

2. Sammenfatning

Bly er et grundstof, som i tilstrækkeligt høje koncentrationer er giftigt for mennesker og andre biologiske organismer. På grund af sine tekniske egenskaber er bly vidt anvendt i det danske samfund, og har været dette gennem mange år.

Dette har medført, at der i mange år er sket og vedblivende sker en spredning af bly til miljøet i Danmark. Tabet af bly til miljøet er dog mindsket væsentligt i forhold til tidligere. Dette gælder både for luft, jord og vand. Dette skyldes især begrænsningen i brugen af bly til benzin og blyhagl samt bedre rensning af røggasser og spildevand.

På trods af denne indsats giver anvendelsen af bly i produkter stadig betydelige problemer af både sundhedsmæssig, miljømæssig og samfundsøkonomisk karakter. Dette hænger sammen med:
Den hidtidige indsats med at begrænse brugen af bly har været fokuseret på få anvendelser med væsentlig direkte påvirkning af mennesker og miljø (f.eks. bly i benzin, blyhagl). Indsatsen har hidtil ikke berørt det store flertal af blys mange anvendelser, som typisk bidrager til miljøbelastningen med diffuse tab gennem hele livsforløbet og især ved behandling og bortskaffelse af affald. Bidraget fra de enkelte anvendelser er til tider små, men tilsammen bliver de væsentlige.
 
Ved rensning af røggasser (fra f.eks. affaldsforbrændingsanlæg) og spildevand opsamles bly i et restprodukt, som enten genanvendes eller deponeres. For et tungmetal som bly, der er unedbrydeligt, bevirker rensning derfor, at udslippet flyttes fra et medie (typisk luft, vand) til et andet (ofte vand, jord) og at der herved typisk opnås en kontrolleret forsinkelse af udslippet. Rensning bevirker derfor typisk, at en række umiddelbare miljøproblemer (f.eks. emission af bly til luft fra affaldsforbrænding) forvandles til langsigtede miljøproblemer (f.eks. udvaskning af bly fra restprodukter fra affaldsforbrænding). Samtidig må konstateres, at denne indsats er forbundet med betydelige samfundsmæssige omkostninger.

I det følgende er kort sammenfattet de vigtigste problemer, som er knyttet til bly. En uddybende beskrivelse er givet i kap. 4 og 5.

Sundhed

Sundhedsmæssigt er det vigtigste problem, at blybelastningen af børn må forventes i mange tilfælde at være tæt på eller at overskride WHOs anbefalede værdier for acceptabel belastning (PTWI). Blybelastning af børn har bl.a. betydning for indlæring og adfærd og sandsynligvis også intelligens. De vigtigste kilder til denne belastning er indtagelse af blyforurenet jord og støv samt levnedsmidler.

Indholdet af bly i levnedsmidler er mindsket i de senere år på grund af mindsket atmosfærisk deposition. Der sker dog en langsom stigning af blymængden i landbrugsjord og andre typer overfladejord. Såfremt denne stigning får lov til at fortsætte, må det dog påregnes, at indholdet af bly i levnedsmidler kan stige påny.

Indholdet af bly i luften er mindsket væsentligt i de sidste 10 år på grund af udfasningen af blyholdige benzinadditiver samt forbedret røggasrensning ved affaldsforbrænding etc. Indtagelsen af bly fra luften er i dag nede på et niveau, der er marginalt i forhold til andre kilder til blyindtagelse.

Miljø

Som væsentlige miljøproblemer skal peges på, at stigningen af blymængden i landbrugsjord og andre typer overfladejord påvirker levebetingelserne for dyr, planter og mikroorganismer i jordmiljøet. Dette betragtes som en ikke-bæredygtig udvikling. Hertil kommer, at der i blyforurenet jord kan forventes skadevirkninger på mikroorganismer og planter.

Det vigtigste problem med bly i vandmiljøet synes at være blyforgiftning af vandfugle, hvilket især kan tilskrives brugen af blyhagl (er i dag ophørt) samt formodentlig også visse fiskelodder. Blyforbindelser er giftige for organismer, der lever i vand. Den nuværende belastning af vandmiljøet vurderes at være lav, men det kan ikke udelukkes, at bly vil hæmme dyre- og planteliv, hvor miljøeksponeringen er højest.

Bly hæmmer genanvendelse

Bly er et problemstof ved behandling og bortskaffelse af affald og restprodukter fra affaldsbehandling. Bly hæmmer eller forhindrer genanvendelsen af restprodukter, der i stedet må deponeres på losseplads. Dette er idag især relevant for spildevandsslam samt restprodukter fra affaldsforbrænding (slagger, aske og røggasrensningsprodukter). Hermed er brugen af bly med til at forhindre, at forbruget af naturlige ressourcer og behovet for deponeringskapacitet kan minimeres.

Udvaskning fra depoter

Bly indeholdt i affald og restprodukter deponeret på lossepladser eller anvendt til anlægsarbejder vil på langt sigt udvaskes og kan være en kilde til væsentlig blybelastning af miljøet. Problemets fremtidige omfang afhænger af, hvor længe der fortsættes med at ophobe bly i depoter. I dag ophobes løbende store blymængder i lossepladser og andre typer af depoter.

Samfundsøkonomi

Indsatsen for at begrænse blyforureningen medfører væsentlige samfundsøkonomiske omkostninger til kontrolforanstaltninger og som følge af, at materialer ikke kan genanvendes, men må bortskaffes ved deponering eller forbrænding. De nuværende samlede omkostninger knyttet til forekomsten af bly i brændbart affald, affaldskompost, spildevandsslam, jern- og stålskrot, havnesedimenter, forurenet jord samt ved genbrug af bly er vurderet til omkring 100 mio. DKK årligt, hvilket svarer til i gennemsnit ca. 5-6 DKK/kg bly, der bruges i Danmark. Disse omkostninger ville på længere sigt forsvinde, hvis anvendelsen af bly hørte op og bly dermed forsvandt fra affald og restprodukter.

Planlagte initiativer

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at blyproblemet langsigtet mest effektivt løses tættest muligt ved kilden, primært gennem substitution, sekundært ved udsortering med henblik på genanvendelse, rensning og deponering. Det er målsætningen, at blyanvendelsen skal reduceres mest muligt under hensyn til tekniske og økonomiske forhold.

Miljøstyrelsen har på denne baggrund taget initiativ til en begrænsning af bly og produkter, der indeholder bly, og som et væsentligt element heri indgår en bekendtgørelse om forbud mod brug af bly og produkter, der indeholder bly.

Forbudet vil blive suppleret med flere initiativer:

Udviklingen af blyfri teknologier og produkter er blevet og vil forsat blive fremmet gennem f.eks. en renere teknologi indsats, hvor projekter kan igangsættes med støtte fra regeringens handlingsplan for renere teknologi og genanvendelse.

Det vil fortsat blive vurderet, i hvilken grad økonomiske styringsmidler kan anvendes til at fremme blyafviklingen og højne indsamlingen af brugt bly.

Der vil også blive taget initiativ til forbedret indsamling og genanvendelse af bly, herunder produkter indeholdende bly.

Gennem offentlig grøn indkøbspolitik vil afsætningen af blyfri produkter blive søgt fremmet, således at incitamentet til at producere blyfri produkter fremmes.

Endelig vil Danmark fortsat arbejde internationalt for at fremme nedbringelsen af blyforureningen.
 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]