Rapport om evaluering af de grønne regnskaber

6 Interessenter til det grønne regnskab

6.1 Indledning
6.2 Metode
6.3 Kendskab til grønne regnskaber
6.4 Brug af grønne regnskaber
6.5 Mediernes omtale af de grønne regnskaber
6.6 Konklusioner

6.1 Indledning

Hovedformålet med de grønne regnskaber er i en lettilgængelig form at informere offentligheden om, hvordan en række miljøtunge virksomheder påvirker miljøet.

For at belyse hvorvidt de grønne regnskaber lever op til dette formål er der gennemført en række undersøgelser blandt interessenter.

Undersøgelsen blandt interessenter har til formål at dokumentere, hvilke interessenter, der har vist interesse for de grønne regnskaber, og i hvor høj grad interessenter har kunnet forstå og bruge regnskaberne. Interessenterne defineres i projektet som relevante målgrupper for grønne regnskaber: lokalsamfundet, den professionelle offentlighed, virksomhedens kunder, virksomhedens finansielle samarbejdspartnere og myndighederne.

Grafik: Se her

Blandt interessenter fra de statslige myndigheder og de lokale tilsynsmyndigheder er der gennemført særlige møder og en skriftlig spørgeskemaundersøgelse (til de lokale tilsynsmyndigheder). En række grundspørgsmål fra spørgeskemaundersøgelsen blandt lokale tilsynsmyndigheder er medtaget her. I øvrigt behandles de lokale tilsynsmyndigheder i et særskilt kapitel.

6.2 Metode

I undersøgelsen har forskellige interessenter vurderet en række forhold vedrørende de grønne regnskaber. Interessenterne i undersøgelsen er:

• Journalister
• Naboer
• Lokale miljøgrupper
• Organisationer
• Offentlige indkøbere
• Andre virksomheder
• Investorer
• Forbrugere
• Lokale tilsynsmyndigheder (amter og kommuner)

Det har været afgørende i interessentanalysen, at undersøgelsesformen og – indholdet tilpasses hver enkelt målgruppe. På tværs af målgrupperne er dog blevet fastholdt en fast spørgedel, der efterfølgende har givet muligheder for tværgående analyser. De faste spørgsmål omfattede ca. 15 spørgsmål, heraf 14 lukkede spørgsmål og 1 åbent spørgsmål, som efterfølgende er blevet sammenfattet i temaer.

Undersøgelserne er gennemført som telefoninterview, undtagen for de lokale myndigheders vedkommende, hvor der er gennemført en postal undersøgelse.

De lokale tilsynsmyndigheder har kun fået stillet de grundspørgsmål, som drejer sig om brug og vurdering af de grønne regnskaber. Spørgsmål om kendskab til regnskaberne er udeladt i denne interessentgruppe, da de lokale tilsynsmyndigheder forudsættes at have et omfattende kendskab. Holdninger blandt de lokale tilsynsmyndigheder behandles i øvrigt i kapitel 13.

Tabel: Se her 

6.3 Kendskab til grønne regnskaber

Indledningsvist i interviewene blev interessenterne spurgt, hvilke konkrete muligheder de mente, at man havde for at få adgang til miljøinformation om virksomheder. På dette tidspunkt i interviewene var det ikke blevet oplyst, at undersøgelsen drejede sig om grønne regnskaber, og interessenterne svarede dermed frit på dette spørgsmål.

Mulighed for miljøinformation om virksomheder*

* Forbrugere og naboer har ikke fået stillet dette spørgsmål

Blandt de mest professionelle interessenter - journalister, investorer og organisationer – nævner under halvdelen grønne regnskaber som en af mulighederne for at få miljøinformation om virksomhederne. Blandt lokale miljøgrupper og virksomheder i øvrigt (indenfor fremstillingsvirksomhed) er det meget få, som uhjulpet nævner grønne regnskaber. Dette tyder på, at grønne regnskaber ikke er slået fast i interessenternes bevidsthed som en kilde til miljøinformation om virksomheder.

Miljøinformation om virksomhederne får interessenter typisk fra medier (TV, aviser, radio), virksomhederne selv eller de lokale myndigheder. De færreste oplyser, at de rent faktisk ofte har fået miljøinformationen gennem det grønne regnskab.

Tabel: Se her

I nedenstående tabel fremgår i hvilket omfang interessenterne har hørt om grønne regnskaber. Som det ses, er det specielt "lægpersoner" i form af naboer til virksomheder, der ud fra lovgivningen skal udarbejde et grønt regnskab, og så forbrugerne generelt, der ikke har hørt om grønne regnskaber før.

Tabel: Se her

Det grundlæggende kendskab til de grønne regnskaber er højt blandt de professionelle og mest engagerede grupper – journalister, lokale miljøgrupper, investorer, organisationer og offentlige indkøbere. Andre virksomheder (inden for fremstillingsvirksomhed) har et lidt lavere, men stadig forholdsvis højt grundlæggende kendskab til grønne regnskaber, mens forbrugere og naboer har et markant lavere kendskab.

Den samme tendens ser man i spørgsmålet om, hvorvidt man kender nogle virksomheder, der har afleveret et grønt regnskab. Medlemmer af lokale miljøgrupper er karakteriseret ved, at en forholdsvis stor del af medlemmerne ikke kender nogle virksomheder med et grønt regnskab på trods af, at alle medlemmerne har hørt om regnskaberne. Kendskabet i denne gruppe synes dermed at være af mere overfladisk karakter for mange.

Tabel: Se her

Ser man på hvor mange, der har set mindst &eacutet grønt regnskab bekræftes den anførte tendens. De professionelle brugere har for de flestes vedkommende set mindst &eacutet grønt regnskab, mens den brede offentlighed kun sjældent har set et regnskab i det hele taget.

Har De set et grønt regnskab?

Som det ses i den efterfølgende tabel, er den generelle opfattelse blandt interessenterne, at de kan få fat i grønne regnskaber ved at henvende sig direkte til virksomheden.

Det kan også ses af tabellen, at der er væsentlige forskelle mellem de enkelte interessentgrupper i kendskabet til, hvordan man får fat i et grønt regnskab. Det er hovedsageligt organisationer og investorer, der oplyser, at grønne regnskaber kan rekvireres ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Journalister, investorer og organisationer henvender sig typisk selv til virksomheder og rekvirerer ad den vej det grønne regnskab. Lokale miljøgrupper henvender sig derimod typisk til amtet eller kommunen. Endelig er der en tendens i undersøgelsen til at naboer, andre virksomheder og forbrugere ikke ved, hvor de skal henvende sig for at få fat i grønne regnskaber.

Tabel: Se her

Internetløsningen og ("Andre steder") kendes kun af ganske få, dog er der blandt organisationer på området 13%, der kender til denne mulighed. Endelig bør det også bemærkes, at der blandt "Andre virksomheder" er en lille gruppe på 6%, som mener, at man ikke kan få fat i grønne regnskaber.

Interessenterne, som har set et grønt regnskab mener det er relativt let at få fat i et grønt regnskab. Dog er der en tendens i undersøgelsen til, at den brede offentlighed, forbrugere og naboer i højere grad end øvrige interessenter finder, at det er vanskeligt at få fat i de grønne regnskaber. 13% af forbrugerne og 14% af naboerne mener ikke, at det var let at få fat i et grønt regnskab.

6.4 Brug af grønne regnskaber

Der er stor forskel på, hvad interessenterne bruger de grønne regnskaber til. Generelt anvendes de grønne regnskaber til at få miljødata fra enkelte virksomheder og som led i overordnet information om virksomheder. De grønne regnskaber bliver kun i meget lille omfang brugt til sammenligning mellem virksomheders miljødata.

Tabel: Se her

Generelt mener interessenterne, at grønne regnskaber i nogen grad giver brugerne uden for virksomheden et godt redskab til at vurdere virksomhedens miljøindsats. Ca. en fjerdedel af interessenterne mener dog, at de grønne regnskaber ikke er et godt redskab til at vurdere miljøindsatsen i den enkelte virksomhed. Samtidig er forholdsvis få interessenter meget positive i forhold til dette spørgsmål.

Tabel: Se her

I undersøgelsen blev interessenterne også spurgt om, hvorvidt de havde nogle forslag til at forbedre de grønne regnskaber, så de ville få et større udbytte af dem. Det er navnlig de professionelle og engagerede interessentgrupper, der har givet sådanne forslag – journalister, lokale miljøgrupper, investorer og organisationer.

• Journalister giver udtryk for, at de grønne regnskaber bør standardiseres, så man kan sammenligne regnskaberne på tværs af virksomhederne. Samtidig bør det være klarere, hvad regnskabet betyder for koncernen, så regnskabet ikke blot opgøres for produktionsstederne.
• Lokale miljøgrupper fokuserer navnlig på klarheden og overskueligheden i regnskaberne, som de mener vil kunne forbedres, f.eks. med en standardisering på området. Derudover nævnes bedre procedurer for offentliggørelse og pligtig revision af regnskaberne.
• Investorer giver udtryk for, at kravene til virksomhederne bør strammes i form af faste standarder, der skal indgå i regnskabet. Derudover bør ledelsen mere klart fremlægge, hvad regnskabet betyder for virksomheden, så miljødata bliver konsekvensvurderet.
• Organisationerne repræsenterer her i undersøgelsen miljø-, arbejdsgiver-, arbejdstager- og forbrugerinteresser, og forslagene er også meget varierede. Typisk nævnes strammere krav til hvad det grønne regnskab skal indeholde (medarbejderinddragelse, handlingsplaner, nøgletal m.m).

Den brede offentlighed (naboer) lægger navnlig vægt på, at regnskaberne skal være lettere at forstå, samt at der skal være mere offentlighed omkring regnskaberne.

Forståeligheden af regnskaberne samt muligheden for sammenligning på tværs af regnskaberne er altså typisk de forhold, der nævnes af interessenterne som kritisable forhold.

De interessenter, som har set et grønt regnskab mener for hovedpartens vedkommende, at de grønne regnskaber i nogen grad gav de oplysninger, som var forventet. Dog mener ca. en tredjedel af investorer, organisationer og andre virksomheder ikke, at regnskaberne gav de oplysninger, som de havde forventet.

Tabel: Se her

Særlig de lokale tilsynsmyndigheder er skuffede over indholdet i de grønne regnskaber. Kun 4% af amter og kommuner mener, at oplysningerne i høj grad gav de oplysninger, som de forventede.

Det er især mangelfuld information om ressourceforbrug og miljøbelastning samt manglende klarhed i fremstillingen, som interessenterne nævner som mangler i regnskaberne. For løse krav til indholdet i regnskaberne nævnes også af en bred kreds.

En nabo udtaler i undersøgelsen: "Det var svært at læse. Sproget var på et højere plan med mange svære vendinger, jeg ikke forstod."

En repræsentant fra en lokal miljøgruppe: "Regnskaberne virker mere

som et reklameskrift end reel miljøinformation om forurening. Det er for løst, hvis det skal bruges som andet end synliggørelse af dem selv."

En investor: "Problemet er, at de ikke er standardiserede. Der er for

store frihedsgrader for firmaerne. Det er for løst. Hvis man havde standardiseringer, så kunne man lave opskaleringer, nogle nationale opgørelser, men det er tiden nok ikke moden til."

Enkelte interessentgrupper (naboer, andre virksomheder, investorer) blev også spurgt, om den grafiske præsentation var mangelfuld. De færreste havde bemærket dette som et væsentligt problem.

På trods af kritikken af indhold og formidling af de grønne regnskaber, så stilles der ikke for alvor spørgsmål ved troværdigheden af de afgivne oplysninger. Langt de fleste af interessenterne mener, at man kan stole på oplysningerne i de grønne regnskaber. I den brede offentlighed – forbrugere og naboer – er der dog en gruppe på ca. en fjerdedel, som ikke mener, man kan stole på oplysningerne i grønne regnskaber. Dette synspunkt er nok snarere et udtryk for en generel holdning til virksomheders miljøinformation end en konkret vurdering af regnskaberne, da gruppen af forbrugere og naboer er kendetegnet ved at have læst meget få grønne regnskaber.

Tabel: Se her

De lokale tilsynsmyndigheder mener i udpræget grad, at man kan stole på oplysningerne i de grønne regnskaber. Kun 1% af amterne og kommunerne mener, at man ikke kan stole på regnskaberne. Selvom tilsynsmyndighederne er blevet skuffede i deres forventninger til regnskabets indhold, så tvivler de dog ikke overordnet på oplysningernes rigtighed i regnskaberne.

Interessenterne vurderer meget forskelligt, hvilke forhold der afgør et grønt regnskabs troværdighed. Kontrol fra tilsynsmyndigheden samt virksomhedens eget arbejde med regnskabet er dog generelt de forhold, som interessenterne vurderer afgør regnskabernes troværdighed. Erklæringer fra revisorer eller miljøspecialister vurderer de professionelle interessenter, herunder især investorer og journalister, som centrale forhold til sikring af regnskabernes troværdighed.

Tabel: Se her

De lokale tilsynsmyndigheder mener i langt højere grad end de øvrige interessenter, at en kontrol fra tilsynsmyndighedernes side øger regnskabernes troværdighed. Næsten halvdelen af amterne og kommunerne mener derudover, at virksomhedernes eget arbejde med regnskabet og erklæringer fra miljøspecialister er afgørende for troværdigheden. Generelt kan man på baggrund af undersøgelsen sige, at tilsynsmyndighederne ikke i så høj grad stoler på de nuværende grønne regnskaber, og de mener, at en række supplerende forhold vil hjælpe på regnskabernes troværdighed.

Spørgsmålet omkring erklæringer fra revisorer eller miljøspecialister m.h.t. det grønne regnskab blev yderligere belyst ved to spørgsmål i undersøgelsen. For det første blev interessenterne spurgt om, hvorvidt man synes, at kvaliteten i regnskabet skulle sikres af en instans udenfor virksomheden. Hertil svarede alle interessenter overvejende bekræftende. De positive svar på dette spørgsmål varierer mellem 64-100% i de forskellige interessentgrupper.

For det andet blev interessenterne spurgt om, hvilken instans de i bekræftende fald mente, burde sikre kvaliteten i de grønne regnskaber.

Tabel: Se her

Ovenstående skema viser, at en bred kreds af interessenter (især offentlige indkøbere, lokale miljøgrupper, organisationer og tilsynsmyndighederne selv) mener, at tilsynsmyndigheden bør sikre kvaliteten. En anden gruppe af interessenter (især journalister, investorer, forbrugere og naboer) mener, at enten revisorer eller miljøjournalister bør sikre kvaliteten i regnskaberne. De professionelle interessenter (journalister, investorer, organisationer, andre virksomheder) er forholdsvis positivt stemte overfor revisorer, mens de mere folkelige interessentgrupper (lokale miljøgrupper, forbrugere og naboer) foretrækker miljøspecialister fremfor revisorer. De lokale tilsynsmyndigheder foretrækker også miljøspecialister fremfor revisorer til sikring af kvaliteten i regnskaberne.

Kravene til indholdet af regnskabet er bl.a. belyst i undersøgelsen ud fra spørgsmålet om, hvorvidt det er vigtigt med angivelse af årlig mængde i det grønne regnskab, eller om det er tilstrækkeligt med relative tal. De professionelle interessenter (journalister, investorer, organisationer og offentlige indkøbere) har taget stilling til dette spørgsmål, og de er enige om, at det ikke er tilstrækkeligt med relative tal. Opgivelse af den årlige mængde anses for vigtigst, men mange mener også, at både den årlige mængde og relative tal er vigtige i regnskabet.

Interessenterne har i undersøgelsen givet en generel vurdering af, hvad der er de vigtigste oplysninger i de grønne regnskaber:

Tabel: Se her

Det er interessenternes generelle vurdering, at information om ressourceforbrug og påvirkning af miljøet er den vigtigste information i det grønne regnskab. Ledelsens redegørelse vurderes her som mindre vigtig information. Andre steder i evalueringen peger interessenterne dog på vigtigheden af at beskrive miljødata i forhold til virksomhedens generelle målsætninger. Dette tyder på, at ledelsens redegørelse i sin nuværende form ikke lever op til dette behov blandt interessenterne.

6.5 Mediernes omtale af de grønne regnskaber

Mediernes dækning af de grønne regnskaber er væsentlig for den brede offentligheds adgang til information om de grønne regnskaber.

For at afdække omfanget af mediernes omtale af de grønne regnskaber er lavet en søgning i årene 1995-98 i Polinfo på udvalgte dagblade (Politiken, Jyllandsposten, Børsen og Information), et udvalgt fagblad (Ingeniøren) samt et nyhedsbureau (Ritzaus). Udvælgelsen af nyhedsbureauet og dagblade sikrer en bred dækning indenfor dagbladsområdet, mens udvælgelsen af Ingeniøren sikrer, at det mest relevante fagblad indgår i analysen.

I analysen er følgende parametre undersøgt:

· Antal artikler
· Trykkeår
· Indgår grønne regnskaber som central eller perifer del af artiklen?
· Er artiklen af redaktionel karakter eller debatkarakter?

Analysen viser, at grønne regnskaber generelt har været noget omtalt i medierne. Sammenligner man omtalen af grønne regnskaber med omtalen af andre miljømæssige initiativer såsom miljømærkning og miljøgodkendelse, fremgår det at grønne regnskaber i perioden fra 1995-1998 omtales i rimelig grad. Mens "grønne regnskaber" optræder i 52 forskellige artikler i perioden, så optræder "miljømærkning" i 30 artikler og "miljøgodkendelse" i 37 artikler.

Mediedækningen af de grønne regnskaber begyndte for alvor i 1995 samtidig med lovgivningsarbejdet. I 1996 steg dækningen en smule med vægten i artiklerne lagt på processen omkring registrering af de pligtige virksomheder og forhold omkring udarbejdelsen af regnskabet. I 1997 steg dækningen igen en smule i forhold til året før, mens indholdet i artiklerne dette år primært var erfaringer med de første regnskaber og perspektiver med denne form for regnskabsføring. I 1998 faldt mediedækningen af de grønne regnskaber markant, og grønne regnskaber omtales primært som led i bredere miljøpolitiske artikler.

Grafik: Se her

Den lille grad af mediedækning af de grønne regnskaber understreges også af, at de fleste artikler (ca. 60%) ikke havde grønne regnskaber som en central del af artiklen.

Interessenters interesse i de grønne regnskaber har, ifølge evalueringen, været lille. Dette bekræftes af medieanalysen, idet kun omkring 5% af artiklerne var debat- eller kronikindlæg.

6.6 Konklusioner

Tema 2 - Information til interessenter

Baggrunden for loven om grønne regnskaber var bl.a. at give offentligheden mulighed for at få information om den miljøbelastning, som større miljøtunge virksomheder er årsag til. Det er specificeret i bekendtgørelsen, at regnskaberne skal kunne anvendes af en ikke fagligt kyndig læser, og at miljøinformationen derfor skal være lettilgængelig og kunne forstås uden særlige forudsætninger.

Evalueringen viser, at de færreste interessenter bruger grønne regnskaber som en kilde til miljøinformation om virksomheder. Interessenter retter typisk henvendelse direkte til virksomheden eller til den lokale myndighed, hvis de ønsker miljøinformation om en virksomhed.

De fleste interessenter har hørt om grønne regnskaber. Blandt de professionelle og engagerede interessentgrupper (journalister, lokale miljøgrupper, investorer og offentlige indkøbere) er det næsten alle, der har kendskab til regnskaberne. Selv i den brede offentlighed er det halvdelen, der kender til eksistensen af grønne regnskaber.

Problemet er heller ikke, at man ikke ved, hvor man kan få fat i regnskaberne. De fleste interessenter ville rette henvendelse direkte til virksomheden eller alternativt til den lokale myndighed, som i begge tilfælde ville kunne sende et regnskab eller henvise til det rette sted at få regnskabet. De færreste interessenter (kun investorer og organisationer) ville rette henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Blandt de interessenter, der har rekvireret et grønt regnskab, er den grundlæggende holdning, at det var let at få fat i regnskabet.

De grønne regnskaber vurderes at have en noget varieret kvalitet og typisk kan de være meget svære at forstå, især for den brede offentlighed. En generel kritik af regnskaberne fra interessenternes side er således:

· At regnskaberne ikke er standardiserede, så man ved, hvilken information man kan finde i regnskaberne, og man har mulighed for at sammenligne miljøindsatsen i virksomheden med andre virksomheders miljøindsats.

· At regnskaberne typisk er svære at læse og savner klarhed i fremstillingen. En kommentering og perspektivering af miljødata, særlig i forhold til virksomhedens generelle mål, savnes blandt interessenterne.

Interessenterne stoler i nogen grad på oplysningerne i de grønne regnskaber. Samtidig er det dog et udbredt ønske fra interessenternes side, at tilsynsmyndighederne bør kontrollere regnskaberne eller en uvildig instans bør sikre kvaliteten af regnskaberne. Som uvildig instans foretrækker flest interessenter miljøspecialister fremfor revisorer. Der er dog stor variation i holdningerne på dette område blandt interessenterne.

Endelig viser analysen, at medieomtalen af de grønne regnskaber samlet har været rimelig. Offentligheden har dermed i et vist omfang fået kendskab til regnskaberne som et redskab til vurdering af virksomheders miljøindsats. Medieomtalen var størst ved processen omkring vedtagelsen af loven og de første erfaringer med regnskaberne i virksomhederne. I 1998 er medieomtalen blevet væsentlig mindre.