Rapport om evaluering af de grønne regnskaber

10. Samspillet med øvrige miljøpolitiske initiativer

10.1 Udgangspunktet ved lovens vedtagelse
10.2 Anden lovgivning og regeldannelse med relation til
de grønne regnskaber
10.3 Begrænsninger i og muligheder for systematisk at
anvende de grønne regnskabers i nye sammenhænge
10.4 De grønne regnskaber og miljøledelse i virksomhederne
10.5 Grønne indkøb og miljømæssig dokumentation af produkter
10.6 Indberetning af miljødata
10.7 Større sammenhæng mellem miljøgodkendelse, myndighe-
dernes miljøtilsyn og virksomhedernes miljørapportering
10.8 De grønne regnskaber og IPPC-direktivet, VVM-vurdering
og Århus-konventionen
10.9 Samspillet mellem virksomheder, miljømyndigheder og offentligheden om miljøinformation
10.10 Amternes udspil om en integreret godkendelsesordning
10.11 Medarbejderinddragelse i miljøarbejdet
10.12 Afrapportering af arbejdsmiljøforhold
10.13 Samspillet mellem de grønne regnskaber og miljøindsats
på brancheniveau og regionalt
10.14 Administrative byrder knyttet til de grønne regnskab
10.15Konklusioner

10.1 Udgangspunktet ved lovens vedtagelse

Da folketinget vedtog loven om grønne regnskaber i forsommeren 1995 var der få erfaringer med grønne regnskaber og beslægtede miljøinformationsaktiviteter såvel i Danmark som i udlandet.

Der blev derfor lagt vægt på, at regelsættet ikke blev for stramt, da det skulle kunne rumme relevante udviklinger af den grønne regnskabspraksis. Endvidere ønskedes ikke en formel integrering i anden lovgivning eller regelsæt, da dette kunne komplicere introduktionen af det nye virkemiddel. I forbindelse med behandlingen af loven blev blandt andet præciseret, at formålet med lovforslaget ikke var at gøre det grønne regnskab til en bestanddel af den kontrol med virksomhedernes miljøforhold, som de kommunale og amtskommunale miljøtilsynsmyndigheder udfører efter miljøbeskyttelsesloven.

En undtagelse var sammenhængen med bekendtgørelsen om EMAS-forordningen (Den Europæiske Fællesskabsforordning for Miljøstyring og Miljørevision), hvor de danske bestemmelser var trådt i kraft i sommeren 1994. Som led i bestræbelserne på at fremme virksomhedernes tilslutning til EMAS-forordningen blev EMAS-registrede virksomheder fritaget for indsendelse af grønne regnskaber med henvisning til, at de udarbejdede og offentliggjorde en noget mere omfattende miljøredegørelse.

Ved lovens vedtagelse var der betydelig interesse både nationalt og internationalt for mange af de elementer, som dannede udgangspunkt for lovgivningen. Der er derfor siden opnået nye erfaringer, vedtaget nye regelsæt og indgået nye internationale aftaler. Det gælder ikke mindst områderne:

• Forbrugernes og opinionens rolle i miljøarbejdet
• Stimulering af virksomhedernes systematiske miljøarbejde
• Indsamling af information om miljøsituationen
• Medarbejdernes rolle i det systematiske miljøarbejde
• Sammenhængen mellem virksomhedernes miljø- og arbejdsmiljøindsats

I Danmark har der desuden været fokus på virksomhedernes administrative byrder bl.a. kombineret med regelforenkling, samspillet mellem virksomhedernes egenkontrol og den offentlige kontrol samt effektiv offentlig kontroladfærd.

Id&eacutegrundlaget bag de grønne regnskaber gør regnskaberne til et potentielt informations- og kommunikationsredskab i flere af de ovennævnte sammenhænge.

Efterfølgende er kort gennemgået udviklingen i beslægtet lovgivning og regeldannelse, og der er indarbejdet data og synspunkter fra de gennemførte interview og spørgeskemaundersøgelser med relation til de grønne regnskabers placering i den samlede miljødokumentation og –information samt som middel til at styrke virksomhedernes miljøindsats.

10.2 Anden lovgivning og regeldannelse med relation til de grønne regnskaber

Miljøbeskyttelsesloven

I miljøbeskyttelsesloven lægges vægt på en forureningsforebyggende strategi som supplement til den forureningsbekæmpende strategi. Miljøbeskyttelsesloven lægger op til regulering af emissioner på traditionel vis, men omfatter samtidig ressource-, produkt- og affaldsbetragtninger.

Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse fra 1995 og de strategiske debatoplæg og udspil siden da: Produktorienteret miljøindsats, Kemikaliestrategi, Erhvervsaffaldsstrategi samt debatoplægget Miljø, industri og regulering peger alle på temaer, hvor en øget informationsindsats fra virksomhederne om deres miljøbelastninger i bredeste forstand kunne være ønskelig eller nødvendig.

Inden for de grønne regnskabers "virkefelt" peges bl.a. på behov for :

• øget information om produkternes miljøbelastning
• mere præcis viden om mængder og indhold i affald
• oplysninger om anvendelse af uønskede kemikalier og eventuelt indhold af disse kemikalier i slutprodukter
• data til brug for overholdelse af internationale forpligtelser samt nationale målsætninger vedrørende bl.a. emissioner
• øget adgang til offentlig indsigt med virksomhedernes miljøadfærd, især for farlige eller stærkt forurenende virksomheder (VVM-reglerne, IPPC- og Seveso-direktiverne samt Århus-konventionen).

I kombination hermed lægges vægt på fastholdelse af et højt lokalt beskyttelsesniveau samt på den decentrale administration af miljøområdet. Endvidere peges på, at inspiration til en frivillig miljøindsats i virksomhederne er vigtig, og at økonomisk adfærdsregulering i form af afgifter på en række områder kan være hensigtsmæssigt.

En række nye lovgivningsinitiativer samt implementeringen af internationale aftaler indeholder regler eller krav vedrørende miljøoplysninger og miljødata, som enten allerede i et vist omfang indgår i de grønne regnskaber eller som i henhold til intentionen med de grønne regnskaber naturligt kunne indgå. Nogle krav er dog mere vidtgående og specificerede, end der på nuværende tidspunkt lægges op til i forbindelse med de grønne regnskaber.

Her kan konkret nævnes følgende initiativer og indsatsområder:

• Implementering af Direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet), som bl.a. indebærer, at offentligheden skal have adgang til indberettede måledata.
• Ændring af miljøbeskyttelsesloven til at omfatte obligatorisk medarbejderinddragelse i miljøarbejdet i godkendelsespligtige virksomheder.
• Implementering af Århus-konventionen, herunder bl.a. punktet om indsamling og udbredelse af miljøoplysninger.
• Myndighedernes behov for at systematisere og udbygge indsamlingen af miljødata fra industrien i relation til internationale konventioner og EUs forskellige indberetningskrav.
• Overvejelserne om mere systematisk og aktivt at kunne anvende miljøgodkendelser m.v. til at realisere de satte mål på bl.a. affalds- og kemikalieområdet, til at dokumentere om målene er nået samt til at identificere nye mål eller problemområder.

Endvidere har der i perioden efter vedtagelsen af reglerne om de grønne regnskaber været en forstærket anvendelse af styringsmidler med henblik på at understøtte de virksomheder, der satser på mindre miljøbelastende produkter og produktion:

• En styrket offentlig grøn indkøbspolitik.
• Støtte til den kollektive og den virksomhedsinterne indsats for at indføre miljøstyring i virksomhederne.
• Støtte til udbredelse af de to anerkendte miljømærker – Blomsten og Svanen.

Endelig har gennemførelsen af arbejdspladsvurderinger betydet en systematisering af arbejdsmiljøindsatsen. Virksomhederne har herigennem fået et samlet overblik over de arbejdsmiljømæssige forhold samt udarbejdet planer for indsatsen på området.

10.3 Begrænsninger i og muligheder for systematisk at anvende de grønne regnskabers i nye sammenhænge

De grønne regnskaber har i den nuværende udformning en række potentielle muligheder, men også en del begrænsninger i forhold til en mulig anvendelse af de grønne regnskaber som kommunikationsmiddel især mellem myndighederne og virksomhederne:

• Der er ingen formel kobling mellem virksomhedernes miljøgodkendelser og andre miljømæssige forpligtelser og de grønne regnskaber, men tilsynsmyndighederne er i stigende omfang opmærksomme på de potentielle muligheder og temaet indgik også i drøftelserne om den seneste revision af miljøbeskyttelsesloven.
• Kravene vedrørende eksisterende miljø- og ressourceindberetninger fra virksomhederne til myndighederne er formuleret og hjelmet forskelligt.
• Der er ikke pr. definition sammenhæng mellem de virksomheder/produktionssteder, som på nuværende tidspunkt har pligt til at aflægge grønne regnskaber, og de virksomheder, som vil være omfattet af andre nationale og internationale regler om indberetning, offentliggørelse af miljøoplysninger etc., selv om der ofte vil være tale om delmængder.
• I det nuværende regelsæt for grønne regnskaber er der kun få meget specifikke eller objektive, miljømæssige indholdskrav, og der er ikke hjemmel til at udvide kravene til indberetning via de grønne regnskaber ud over lovens rammer.
• Der er ikke altid sammenhæng mellem de krav til miljødata og -oplysninger, som det ud fra et administrativt synspunkt er hensigtsmæssigt/nødvendigt at have adgang til, og de data og den information, som er relevant og kan kommunikeres forståeligt til offentligheden, som den primære målgruppe for de grønne regnskaber.

Hovedparten af de nævnte begrænsninger er en direkte følge af lovens udformning som et selvstændigt initiativ, der ikke eller i meget begrænset omfang i den indledende fase skulle være knyttet til virksomhedernes forpligtelser i forhold til anden miljølovgivning. I forbindelse med drøftelserne af den seneste revision af miljøbeskyttelsesloven indgår forskellige overvejelser om at benytte sig af de grønne regnskaber til at informere om mere specifikke forhold.

Der er begrænsninger i myndighedernes anvendelse knyttet til kravet om, at det grønne regnskab skal være et egnet kommunikationsmiddel over for personer uden fagkendskab på miljøområdet, men det muliggør på den anden side, at regnskabet kan anvendes til af gøre indberettede måleresultater tilgængelige for flere.

• Et integreret grønt regnskab ville kunne give et samlet overblik over virksomhedernes miljøindsats og miljøbelastninger, herunder særlige miljøforpligtelser.
• Virksomhedernes indberetningsarbejde kunne blive forenklet.
• Myndighedernes arbejde med at indsamle og bearbejde nationale eller regionale miljødata ville kunne forenkles, og der vil sandsynligvis kunne fremskaffes flere data med færre ressourcer.
• Der vil inden for rammerne af det decentrale miljøtilsynsarbejde kunne udvikles en mere ensartet praksis bl.a. til gavn for virksomheder med reference til flere myndigheder.
• Der ville lettere kunne fremskaffes miljødata til brug for andre formål, herunder opgørelse af resultater af begrænsningsindsats, resultater af deltagelse i frivillige ordninger etc.

Realiseringen af denne anvendelser forudsætter dog, at der dels sker en samordning af krav, dels stilles nye og mere stringente krav til udformningen af de grønne regnskaber. Hertil kommer, at regnskaberne skal kunne gøres til genstand for forskellige former for databehandling. Endelig skal der tages stilling til spørgsmålet om (kvalitets)kontrol med data.

Det et spørgsmål, om denne udvikling overhovedet vil ligge inden for id&eacutegrundlaget for de grønne regnskaber.

En række af de nævnte muligheder og begrænsninger er nøjere belyst i forbindelse med en gennemgang af nogle udvalgte temaer for udnyttelse af de grønne regnskaber som led i andre virkemidler og regler.

10.4 De grønne regnskaber og miljøledelse i virksomhederne

Der er på nuværende tidspunkt skabt flere koblinger mellem virksomhedernes arbejde med miljøledelse og aflæggelse af grønne regnskaber.

EMAS-forordningen

De virksomheder, der tilmelder sig EMAS-forordningen, er undtaget for aflevering af grønt regnskab, idet EMAS-redegørelsen, der også er offentlig tilgængelig, træder i stedet for det grønne regnskab. På nuværende tidspunkt er der et vist sammenfald i kravene til de grønne regnskaber og kravene til EMAS-redegørelsen. Kravene til indholdet i EMAS-redegørelsen er under ændring, hvilket vil betyde, at forskellen mellem de to typer redegørelser muligvis bliver større. Ændringerne vil bl.a. vedrøre en omlægning, så hele virksomheder kan godkendes samt en udvidelse af de anlægstyper, som kan opnå godkendelse. Det skal bemærkes, at EMAS-redegørelserne ikke behøver at leve op til basiskravene i de grønne regnskaber, og at alle redegørelser heller ikke gør dette. Til gengæld er EMAS-redegørelsen mere omfattende, hvad gælder ledelsens redegørelse.

Indførelse af miljøstyring

Godt 150 virksomheder har med henblik på indførelse af miljøstyring haft udsættelse med aflevering af grønt regnskab. Men mange virksomheder har sideløbende med aflæggelsen af grønne regnskaber indført miljøstyring. Loven om grønne regnskaber har desuden medvirket til, at et antal virksomheder har indført miljøstyring. Mange regnskabspligtige virksomheder og det store antal ikke-regnskabspligtige har dog primært anført andre begrundelser for at indføre miljøstyring. Det fremgår af undersøgelsen, at antallet af virksomheder med en systematisk miljøindsats er i stigning.

Indførelse af miljøstyring med eller uden certificering har vundet hurtigt frem i de seneste år, bl.a. støttet af kampagner, tilbud om let adgang til værktøjer og erfaringer samt tilskudsordninger. Af de individuelle svar fra virksomhederne samt fra miljøspecialister fremgår, at man mener, at indførelse af miljøstyring har betydelig større effekt med henblik på at opnå miljøforbedringer end selve kravet om aflæggelsen af det grønne regnskab.

Et grønt regnskab kan på linie med EMAS-redegørelsen være en dokumentation af en gennemført miljøindsats og en formidling af holdninger og planer. Men regnskabet skaber ikke af sig selv en forstærket miljøindsats, og retningsliniernes nuværende krav til dokumentation af forbedringsindsatsen og dermed også en synliggørelse af evt. manglende indsats kritiseres fra flere sider for at mangle.

Interviewresultateme fra virksomheder, der har afleveret grønne regnskaber, er sammenlignet med resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse rettet mod alle virksomheder, der med udgangen af 1997 havde indført certificeret miljøledelse eller opnået EMAS-registrering. (Miljøstyrelsen, 1999, Per Christensen, Arne Remmen og Eskild Holm Nielsen).

En sådan sammenligning viser, at mens ca. 25% af virksomheder i forbindelse med udarbejdelsen af grønt regnskab har fået økonomisk gevinst ved at spare ressourcer mv., har ca. 55% af virksomheder opnået dette i forbindelse med indførelse af certificeret miljøledelse og / eller EMAS registrering.

15% af virksomheder med grønne regnskaber har sparet miljøafgifter, mens ca. 25% med miljøledelse og EMAS har opnået dette. Næsten 50% ikke har haft nogen økonomisk fordel ved at udarbejde grønne regnskaber, mens ca. 30% ikke har haft positivt økonomisk udbytte af miljøledelsesarbejdet blandt EMAS og miljøledelsesvirksomhederne.

En del virksomheder er gengangere i de to populationer. Godt. 50% af virksomhederne med EMAS-registrering og certificeret miljøledelse skønnes at være pligtige til at aflevere grønt regnskab, mens ca. 10% af virksomhederne i undersøgelsen af grønne regnskaber også er med i den anden undersøgelse. Den overordnede konklusion er dog klar: Den større indsats, der gøres i forbindelse med et mere vidtgående miljøarbejde, giver også et økonomisk afkast. Denne konklusion falder godt i forlængelse af konklusionen i denne evalueringen: At de virksomheder, der har anvendt flest ressourcer på det grønne regnskab også er dem, der har opnået de positive resultater.

Mange personer involveret i miljøledelsesaktiviteter - både blandt virksomhedsrepræsentanter, specialister og fra miljøtilsyn - peger på, at det grønne regnskab er en mindre informativ udgave af de miljøredegørelser fra virksomhederne, der udarbejdes i forbindelse med EMAS-for-ordningen samt i initiativer som Green Network. Andre peger på, at et tilstrækkeligt datagrundlag til et grønt regnskab forudsætter et vist minimum af miljøstyring. Dette underbygges af det faktum, at virksomheder, der har arbejdet systematisk med miljøstyring, langt hyppigere producerer gode grønne regnskaber end virksomheder uden et systematisk miljøarbejde.

Selv om det er vanskeligt for virksomhederne at isolere kravet om udarbejdelsen af grønt regnskab som en enkeltstående faktor, har kravet ganske givet haft en medindflydelse på mange virksomheders beslutning om at arbejde mere systematisk med deres miljøforhold.

10.5 Grønne indkøb og miljømæssig dokumentation af produkter

De grønne regnskaber er ikke på nuværende tidspunkt en væsentlig kilde til produktorienteret miljøinformation, da kun 2% af alle regnskaber omfatter livscyklusbetragtninger.

Indkøbere, der efterspørger miljørigtige ydelser eller produkter, har ofte et godt kendskab til grønne regnskaber og benytter i et vist omfang regnskabernes informationen i vurderingen af leverandører og produkter. Ifølge interviewene med de offentlige indkøbere har regnskabet været anvendt af omkring 25%, og ca. 10% havde stor nytte af regnskabet. For de private virksomheder gælder, at lidt under 10% bruger grønne regnskaber ved vurdering af underleverandører - dog kun 2% i høj grad, mens man i ca. det dobbelte omfang mener, at underleverandører benytter grønt regnskab i markedsføringen. I virksomhedsgruppen indgår miljøcertificerede virksomheder, som har forpligtet sig til at tage miljøhensyn ved indkøb, men kun som en tilfældig del af de interviewede.

Konklusionen er således, at de grønne regnskaber på nuværende tidspunkt spiller en vis rolle i forbindelse med grøn indkøbspolitik, og at de anvendes en del både af indkøbere og sælgere. Specielt tyder undersøgelsen på, at virksomheder med frivillige regnskaber anvender disse særligt aktivt.

Da det ofte er de samme virksomheder, der er aktive inden for miljøledelse, som har af miljømærker, og som udarbejder grønne regnskaber, kan det være vanskeligt at adskille de forskellige initiativer, hvor der er en vis fællesmængde af aktiviteter og dokumentation.

Fra specialistside peges på, at de specifikt produktrettede virkemidler som miljømærker, miljøvaredeklarationer samt miljøkriterier for enkeltprodukter er mere velegnede i samspillet mellem indkøber og især forbrugere og leverandør end det mere produktionsorienterede grønne regnskab.

Analysen viser også, at det er de virksomheder, der selv aktivt anvender regnskaberne i markedsføringen, der udarbejder de mest informative regnskaber. De virksomheder, der frivilligt udarbejder grønne regnskaber, hører til denne gruppe.

10.6 Indberetning af miljødata

Både de internationale aftaler og de nationale miljøstrategiplaner lægger op til en øget og mere konkret viden om virksomhedernes ressourceforbrug, emissioner samt affaldsproduktion.

En del virksomheder opfatter – ganske vist noget fejlagtigt i forhold til hovedformålet med de grønne regnskaber- de grønne regnskaber som en slags sammenfattende indberetning til det offentlige af deres miljødata. De så derfor gerne, at myndighederne også udnyttede regnskabet på denne måde eller på anden vis sørgede for, at data kun skulle indrapporteres &eacuten gang. Besværet ved dobbeltindberetninger går igen hos mange af de 40% af virksomhederne, der klager over det grønne regnskab som en ekstra administrativ byrde.

I takt med, at der formuleres stadig flere interne ønsker og eksterne krav om rapportering af miljødata, etablerer mange virksomheder elektroniske systemer, som rutinemæssigt kan håndtere den ønskede datafangst med tilhørende rapportering. Samtidighed i indrapporteringer, samme dataformat og mulighed for elektronisk indrapportering vil både være en støtte for de store virksomheder, som kan selv, og de mindre, som med fordel kunne læne sig op ad branchesystemer eller andre fælles rutiner. Derfor har en del virksomheder ønsket at rationalisere dataindberetningen.

Hvis de grønne regnskaber skal kunne udnyttes til datagenerering vedrørende specielle forureningstyper eller ressourceforbrug, er der behov for en stærk udbygning af kravene til ensartethed i indrapporteringen.

Såfremt de grønne regnskaber systematisk skal kunne benyttes som led i myndighedernes indsamling af miljødata, er de nuværende krav til udformningen af det grønne regnskab således utilstrækkelige, idet det er virksomhederne selv, der vurderer hvilke miljødata, der er relevante at medtage i rapporteringen, og på hvilken form opgørelse og rapportering sker. Regnskabsperioden for de grønne regnskaber er endvidere ikke kalenderåret, men følger virksomhedernes økonomiske regnskabsår, hvilket kan give mindre forskydninger opgørelsesmæssigt.

Hertil kommer problemer knyttet til de virksomheder, som skal indberette forskellige typer miljødata til det offentlige, men som ikke er pligtige til at aflevere grønt regnskab.

Set ud fra filosofien med de grønne regnskaber er formålet dog ikke primært at skabe en mere enkel dialog med myndighederne, men at give offentligheden adgang til de data, der afleveres til myndighederne, på en mere informativ måde.

Tilsynsmyndighederne peger i evalueringen også på et ikke uvæsentligt omfang af dobbeltarbejde i forbindelse med indberetningerne. Især vedrørende indberetning af egenkontroldata, herunder oplysninger om ressourceforbrug, emissioner, affaldsmængder etc. er myndighederne klar over, at der dobbeltindberettes. Men som omtalt flere steder, så har mange fundet det vanskeligt at koordinere detaljeringsgraden i de indberettede data. Processen med at gennemføre ændringer møder på modstand både hos virksomheder og myndigheder, da indarbejdede og ofte velfungerende rutiner skal omlægges. Det er dog næsten halvdelen af amterne og et stort antal kommuner, der fremover forventer at udnytte de grønne regnskaber i forbindelse med indberetninger, herunder egenkontrol, hvilket vil kunne betyde lettelser.

I den hollandske version af grønne regnskaber, der er under indkøring, arbejdes med et todelt regnskab. Det ene regnskab er primært en kommunikation af de forskellige pligtige data enten knyttet til virksomhedens lokale godkendelse eller til andre indberetningskrav, og denne indberetning går kun til miljømyndigheden. Den anden skal tilgodese informations- og kommunikationsforpligtelser til de øvrige målgrupper og er således på et mere overordnet niveau.

10.7 Større sammenhæng mellem miljøgodkendelse, myndighedernes miljøtilsyn og virksomhedernes miljørapportering

I de grønne regnskaber lægges op til, at virksomhederne skal rapportere om væsentlige forhold knyttet til deres godkendelsesvilkår. Men der er ikke et egentligt krav om, at virksomheden i det grønne regnskab skal rapportere om disse forhold, eller at der skal fremlægges indrapporterede data eller omtales overskridelser. Men det indgik i overvejelserne i forbindelse med drøftelserne af revisionen af miljøbeskyttelsesloven i foråret 1999 at gøre omtaler af godkendelsesvilkår overholdelsen af disse til en obligatorisk del af de grønne regnskaber.

30% af de analyserede regnskaber giver et overblik over miljøgodkendelser, knap 25% bruger kriterier fra miljøgodkendelsen som et argument for væsentlighed, ca. 45% sammenligner med krav fra miljømyndighederne, og godt halvdelen af disse forklarer overtrædelser. Miljøgodkendelsernes vilkår spiller således en central, men ikke systematisk rolle i regnskaberne. Der er på nuværende tidspunkt ikke tale om, at virksomhederne skal omtale miljøgodkendelser, og ikke alle finder disse så væsentlige, at de bliver omtalt i de grønne regnskaber. I evalueringen har miljøorganisationer fremsat ønsket om obligatorisk omtale af alle miljøgodkendelser i regnskaberne.

Tilsynsmyndighederne skal ikke betragte det grønne regnskab som en formel del af kommunikationen med en regnskabspligtig virksomhed. Ofte anvendes regnskabet dog til at skabe yderligere dialog med virksomhederne. Tilsynsmyndighederne kan kun definere indholdet i regnskaberne, såfremt dette gøres til en del af godkendelsesvilkårene, og kravene kan ikke være mere vidtgående end lovgivningen om grønne regnskaber tillader, medmindre der er tale om en supplerende frivillig aftale med virksomheden.

Virksomhederne betragter på deres side regnskabsaflæggelsen som en formaliseret del af samspillet med det offentlige, uanset hvem der i følge loven står som formel modtager af det grønne regnskab. Dette skaber forskelle i forventningerne mellem parterne. Næsten 50% af virksomhederne mener, at myndighederne systematisk burde kommentere regnskaberne. Svarene fra tilsynsmyndighederne viser, at dette kun systematisk sker for under 20% af regnskaberne.

50% af amterne og 70% af kommunerne finder, at der kunne ske en større integration mellem miljøtilsyn, rapportering fra virksomhederne som led i miljøgodkendelser og aflæggelsen af grønne regnskaber. Det mest oplagte område synes at være at søge en større integration mellem afrapporteringen af egenkontrol og aflæggelsen af grønne regnskaber. De forskellige krav om detaljering er dog som nævnt en barriere, ligesom en meningsfuld omtale i de grønne regnskaber af denne form for data ofte forudsætter en vis bearbejdning af data. Også dette var inde i debatten i forbindelse med den nylige lovrevision.

En enkelt kommune har praktiseret en total integration mellem rapporteringskrav i forbindelse med miljøgodkendelse, egenkontrol og aflæggelse af grønne regnskaber, således at virksomhederne kun skal aflevere det grønne regnskab, men til gengæld med et aftalt indhold af data. Et amt har etableret et særligt miljørapporteringssystem, der gør det lettere for virksomhederne at udarbejde det grønne regnskab med de relevante data, idet disse er en del af den obligatoriske årlige indberetning til amtet.

Problemet ved en større integration er den forskel i detaljeringsgrad, som tilsynsmyndighederne har tradition og behov for, og den som er egnet til formidling i det grønne regnskab.

I dialogen med specialisterne og interviewet med Miljøstyrelsen blev peget på, at detailoplysninger om konkrete udledninger og andre miljødata ofte er mindre gennemskuelige for offentligheden end de mere kvalitative oplysninger knyttet til overholdelse af miljøgodkendelsens vilkår samt indhold af og fremdrift i virksomhedens miljøarbejde og resultater af miljøindsatsen som helhed.

Der er tilsyneladende en modstrid mellem interessenternes udtalelser om, at konkrete miljødata (bl.a. information om ressourceforbrug) er det vigtigste, og specialisternes motiver for at prioritere disse lavere end de kvalitative oplysninger, som den ikke-sagkyndige læser bedre burde kunne forholde sig til.

10.8 De grønne regnskaber og IPPC-direktivet, VVM-vurdering og Århus-konventionen

I den nye lovgivning om IPPC-virksomheder lægges op til, at borgerne skal have adgang til resultatet af virksomhedernes egenkontrolmålinger. Dette skal opfyldes gennem offentlig adgang til egenkontroldata hos tilsynsmyndighederne. I forbindelse med lovgivningsarbejdet har omtale i de grønne regnskaber været nævnt som en informationsmulighed. Også VVM-vurderingerne forudsætter en offentlighedsfase, men der er ikke her tale om løbende forpligtelser for de virksomheder, der er omfattet. Og endelig vil Århus-konventionen give offentligheden ret til viden, til at deltage og til at klage, for så vidt angår virksomhedernes miljøbelastninger.

I de forskellige regelsæt og direktiver er forskellige myndigheder ansvarlige; der er forskellige regler for offentliggørelse, og der er forskellig klageadgang. Hvert regelsæt omfatter forskellige udsnit af de forurenende virksomheder. Da alle regelsæt bygger på EU-direktiver eller internationale forpligtelser, vil eventuelle samkøringer med reglerne om grønne regnskaber skulle ske inden for de nationale frihedsgrader i de forskellige direktiver.

For den enkelte borger, der ønsker miljøoplysninger kan de mange muligheder forekomme lidt uoverskuelige

10.9 Samspillet mellem virksomheder, miljømyndigheder og offentligheden om miljøinformation

Det fremgår af foregående afsnit, at der kunne være en del potentielle mulig

Men samtidigt viser evalueringens analyser, at miljømyndighederne ikke føler, at de kan få dækket deres behov for mere detaljerede miljødata med det nuværende regelsæt. Tilsynsmyndighederne, herunder især amterne, finder det også problematisk, at de ikke spiller en formel rolle i forbindelse med godkendelse af de grønne regnskaberne, da de mener at ligge inde med den faglige viden til at foretage en sådan godkendelse.

Analysen giver en række eksempler på, at der på lokal basis kan findes både interessante og arbejdsbesparende løsninger, og at der ofte er en god dialog mellem virksomheder og myndigheder. Denne dialog prioriteres i visse tilfælde af myndighederne på bekostning af informationen til offentligheden. Dette kan dog være en for kortsigtet vurdering, da tillidsskabelsen mellem myndigheder og virksomheder på længere sigt kan åbne for en mere kvalificeret information til offentligheden og give plads for øget fokus på de problemvirksomheder, der fortsat efter vejledning og henstilling ikke ønsker eller ser sig i stand til at overholde pålagte miljømæssige forhold eller formidle korrekt.

10.10 Amternes udspil om en integreret godkendelsesordning

I Amtsrådsforeningens udspil af marts 1999 om en integreret godkendelsesordning lægger amterne op til en integrering af virksomhedernes godkendelsesordning omfattende kapitel 5-godkendelser, VVM, IPPC og grønt regnskab. Dette udspil omfatter med relation specifikt til det grønne regnskab en flytning af kompetence fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen til amterne vedr. godkendelse (rollen som 1. instans) og en flytning af listevirksomheder fra kommunerne til amterne. Endvidere foreslås, at data i de grønne regnskaber skal bygge på data fra virksomhedernes systematiske miljøindberetninger til myndighederne, en såkaldt miljøstatus. Dette forslag ligner en del den hollandske model, der tidligere er omtalt.

Forslaget indebærer, at de grønne regnskaber fra at være et rent virksomhedsansvar overgår til at være en forpligtelse på linie med andre indberetninger til myndighederne. Forslaget bryder med flere af de oprindelige intentioner med det grønne regnskab, men bidrager også med nye muligheder. Det er på nuværende tidspunkt betydeligt lettere at vurdere fordele og ulemper ved denne og andre modeller, end da loven om de grønne regnskaber blev vedtaget.

10.11 Medarbejderinddragelse i miljøarbejdet

På nuværende tidspunkt skal det grønne regnskab omtale medarbejder-inddragelsen i udarbejdelsen af det grønne regnskab. Dette forekommer de fleste virksomheder mindre relevant, og de beskriver derfor hyppigt også inddragelsen i selve miljøarbejdet. Interviewene med virksomhederne viser, at godt 40% af alle virksomheder har haft en formel medarbejderinddragelse. Gennemgangen af regnskaberne viser, at ca. 60% har oplyst om medarbejderinddragelse.

Der er en overraskende forskel på, hvad der står i det grønne regnskab om medarbejderinddragelse og de oplyste forhold ved interviewene.

Note: 1. alle former for medarbejderinddragelse. 2. Organiseret medarbejderinddragelse

Der er en umiddelbar forklaring på den meget store afvigelse mellem regnskabernes beskrivelse af den organiserede inddragelse, nemlig tidsforskydningen på mindst et år mellem de aflagte regnskaber og den nuværende situation. Interviewene viser, at næsten 50% forventer en øget deltagelse af medarbejderne. En anden årsag er ganske givet, at mange regnskaber er meget kortfattede på punktet medarbejderinddragelse og begrænser sig til omtalen af medarbejderinddragelse i det grønne regnskab, mens besvarelserne i interviewene givet ofte omhandler hele spektret af miljøaktiviteter.

Talmaterialet angående medarbejderinddragelse omfatter både selve udarbejdelse af grønne regnskaber og den samlede inddragelse af medarbejdere i miljøarbejdet. Begge typer inddragelse afspejler en klar tendens til, at virksomheder, der inddrager medarbejdere, også opnår et positivt udbytte. Næsten 60% mener, at medarbejdernes inddragelse har ført til konkrete miljøforbedringer. Det skal dog bemærkes, at mange virksomheder direkte oplyste, at de ikke kunne skille miljøarbejdet og arbejdet med det grønne regnskab ad. De regnskaber, hvor medarbejderne inddrages, er som nævnt tidligere af generel bedre kvalitet end regnskaber fra virksomheder uden medarbejderinddragelse.

Den netop vedtagne ændring af miljøbeskyttelsesloven fastslår, at "Forurenede virksomheder skal organisere miljøarbejdet, således at medarbejderne inddrages.

Denne vedtagelse gør det mere relevant at spørge, om medarbejderne netop har været inddraget i udarbejdelsen af det grønne regnskab, men i lyset af de tidligere udsagn om, at det grønne regnskab burde være et værktøj til formidling af virksomhedernes mere overordnede miljøindsats, vil det fortsat også være relevant at afrapportere den samlede medarbejderinvolvering i miljøarbejdet. Det skal bemærkes, at de nye regler om medarbejderinddragelse dækker alle kapitel 5 virksomheder og ikke kun virksomheder, der skal aflægge grønt regnskab.

 10.12 Afrapportering af arbejdsmiljøforhold

Det grønne regnskab skal omfatte arbejdsmiljømæssige forhold, som vedrører forurenende stoffer m.v., der indgår i produktionsprocesserne, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 2, i det omfang der er risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Et stort antal virksomheder omtaler i de grønne regnskaber problemstillinger knyttet til arbejdsmiljøet - 33% omtaler forurenende stoffer og 46% sikkerhedsforanstaltninger. En række virksomheder benytter det grønne regnskab til at afrapportere arbejdsmiljøforhold af mere generel karakter. En del omtaler resultater af arbejdspladsvurderinger.

Tendensen til at se miljø- og arbejdsmiljøforhold i sammenhæng afspejler sig også ved, at ca. 55% af de virksomheder, der i 1997 havde indført miljøledelse, havde indraget arbejdsmiljømæssige aspekter i miljøkortlægningen (se vurderingen af regnskaberne).

Interviewundersøgelsen viser, at mange er godt tilfreds med de nuværende regler, dog mener godt 25%, at der bør stå mere om arbejdsmiljø, mens knap 25% synes, at arbejdsmiljø slet ikke bør indgå.

Som led i de gennemførte myndighedsinterview har Arbejdstilsynet tilkendegivet forskellige synspunkter på anvendelsen af de grønne regnskaber. Her blev bl.a. oplyst, at Arbejdstilsynet på baggrund af en aftale mellem regeringen og SF er ved at gennemføre en udredning om arbejdsmiljømærkning, hvor et regnskab kunne være en mulig løsning. Arbejdstilsynets hovedsynspunkter er:

• at kommunikation af arbejdsmiljøadfærd kunne være interessant, men målgruppen er ganske givet en anden end for de grønne regnskaber (især af interesse for potentielle medarbejdere),
• at det nuværende regelsæt og tilsynspraksis på arbejdsmiljøområdet passer dårligt sammen med det nuværende koncept for de grønne regnskaber.

Set ud fra et interessentsynspunkt vil der ganske givet være fordele forbundet med en koordinering af regler om offentliggørelse og information, men samtidigt vil et fælles regnskab eller samlet redegørelse for miljø- og arbejdsmiljøforhold stille yderligere krav om myndighedskoordinering.

Det kan heller ikke udelukkes, at en del virksomheder og organisationer ønsker en adskillelse af disse to forhold, bl.a. fordi arbejdsmiljølovgivningen traditionelt er et arbejdsmarkedsanliggende.

10.13 Samspillet mellem de grønne regnskaber og miljøindsats på brancheniveau og regionalt

Siden vedtagelsen af loven om grønne regnskaber har der været en omfattende indsats for at engagere virksomhederne i systematisk miljøarbejde. Under tilskudsprogrammet "Miljøledelse og miljørevision i danske virksomheder" har Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen støttet såvel brancheinitiativer som tværgående initiativer bl.a. på regionalt niveau. Selv om disse initiativer kun undtagelsesvis har sigtet direkte på at styrke arbejdet med de grønne regnskaber, har de i væsentligt omfang bidraget til at give virksomhederne værktøjer til at opgøre miljøbelastninger, og de har påvirket holdningerne til at arbejde systematisk med miljøforhold.

En række brancher og lokalområder har været særligt aktive i forbindelse med disse initiativer. Undersøgelsens datamateriale er anvendt til at undersøge, om regnskabernes kvalitet og virksomhedernes holdninger til at arbejde med de grønne regnskaber er påvirket af denne indsats. Ved tolkning af undersøgelsesdata indgår flere forhold:

• At der er virksomheder, der har prioriteret de grønne regnskaber relativt lavt, fordi de udarbejder andre former for offentlige miljørapporter, som de lægger mere vægt på. Flere af disse initiativer understøttes af de lokale miljømyndigheder.
• At der er virksomheder, som indgår i større virksomheder, som uanset de har data til og ønske om at etablere en mere udbygget rapportering, skal følge koncernmodellen.
• At undersøgelser på tværs af brancher og geografi er vanskelige at tolke, da der i de enkelte brancher og geografiske områder kan være mange andre forhold, der påvirker kvaliteten, som f.eks. virksomhedsstørrelse i branchen/pågældende område, branchefordelingen, myndighedernes støtte til virksomhederne i det første år og opfølgning efter første år. Tilfældige variationer spiller også ind, da der ofte vil være tale om små populationer.

Analyserne giver dog anledning til at kommentere nogle tendenser for kvalitet - målt ved det overordnede kvalitetsbegreb i kapitlet om vurderingen af regnskaberne:

• At der er en meget stor variation i kvaliteten af grønne regnskaber mellem virksomheder inden for de fleste brancher. Det gælder, uanset om der i branchen er gjort en stor eller lille indsats på miljøområdet.
• At nogle brancher (listepunkter) er præget af høj standard, og at dette forhold ofte er knyttet til ret få virksomheder med mange regnskaber.
• At der er en vis tendens til, at listepunkter/brancher med mange mindre virksomheder ligger i den lave ende kvalitetsmæssigt.
• At der også er enkelte eksempler på, at virksomheder med ressourcer til at producere gode regnskaber tilsyneladende ikke har prioriteret at gøre dette.
• At der ikke umiddelbart kan afdækkes geografiske forskelle, idet der er så betydelige branchemæssige forskelle, at de enkelte regioner (amter) ikke er repræsentative.
• At der for &eacutet listepunkt (behandling og oparbejdning af affald) med et større antal både private og offentlige virksomheder, kan konstateres en tendens til, at de offentligt ejede virksomheder samlet præsterer lidt bedre regnskaber end de privatejede. Men der er meget stor spredning i kvaliteten af de private regnskaber.

10.14 Administrative byrder knyttet til de grønne regnskab

Udarbejdelse af et grønt regnskab betragtes af mange virksomheder som en ekstra administrativ byrde. Argumenterne er bl.a.:

• At mange af virksomhederne af mener, at de allerede har afleveret de data, som skal stå i de grønne regnskaber &eacuten gang til myndighederne bl.a. i form af egenkontroldata, årsrapport vedr. godkendelsesvilkår eller periodiske emissionsdata.
• At en del virksomheder finder det mindre forståeligt, at en ny myndighed (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) nu skal involveres, og dette uanset om man mener, at det konkrete samarbejde forløber tilfredsstillende.
• At der ikke er behov for regnskabet målt ved den eksterne interesse herfor. Mange virksomheder har som nævnt andet steds ikke registreret &eacuten eneste interesseret læser, end ikke hos myndighederne.
• At mange virksomheder og en del specialister og myndigheder mener, at den primære nytteværdi af regnskaberne i form at et mere målrettet og synligt miljøarbejde i virksomhederne kunne nås mere effektivt ad andre veje, bl.a. ved at sætte større fokus på miljøledelse og virksomhedernes miljøredegørelser (politikker, mål, planer og resultater på overordnet niveau).
• At en del virksomheder mener, at det ikke kan være deres problem, at de forskellige myndigheder ikke kan få deres dataregistreringssystemer til at arbejde sammen. Data afleveret &eacuten gang til de offentlige myndigheder burde kunne sendes til relevante brugere af disse data uden yderligere besvær for virksomhederne.

En del virksomheder og tilsynsmyndigheder er stort set enige om, at regelsættet om grønne regnskaber på nuværende tidspunkt giver anledning til en del dobbeltarbejde. Og med en snarlig implementering af forskellige nye initiativer vedrørende offentlighedens indsigt i virksomhedernes miljøbelastninger vil dobbeltarbejde og parallelaktiviteter kunne blive en yderligere belastning for både virksomheder og myndigheder, uden at interessenterne "automatisk" får adgang til lettere tilgængelig information.

10.15 Konklusioner

Tema 2 - Information til interessenterne

Hvor loven om grønne regnskaber i 1995 repræsenterede en nyskabelse med hensyn til virksomhedernes informationsforpligtelser over for offentligheden på miljøområdet, vil stadig flere regelsæt indeholde sådanne forpligtelser, og en del af disse vil være mere specifikke, end de krav som gælder i de grønne regnskaber. Koordineringsbehovet med andre lovgivningsinitiativer vil derfor blive stadigt mere aktuelt. De forskellige delvist "konkurrerende" informationsaktiviteter over for offentligheden bør kunne ses i en sammenhæng, hvis målgruppens interesse skal fastholdes og om muligt øges.

Evalueringen viser, at der har været en vis indkøringstid før virksomhderne har forstået konceptet. Ændringer forudsætter derfor en øget og mere præcis dialog med virksomhederne om regnskabernes indhold, hvis de rimelig hurtigt skal afspejle sig i regnskaberne.

Såfremt virksomhederne skal finde det meningsfuldt at gøre en mere omfattende indsats med mere direkte information til offentligheden og andre ikke offentlige interessenter, skal de kunne registrere en efterspørgsel efter denne information, hvilket kun i begrænset omfang har været tilfældet indtil nu.

Tema 3 - Virksomhedernes egne anvendelser af de grønne regnskaber

Efterhånden som stadig flere virksomheder får indarbejdet procedurer for datafangst og præsentation af data i henhold til lovgivningen om grønne regnskaber og derved opnår de fordele, der umiddelbart ligger i at etablere et systematisk miljøarbejde, vil indsatsen skulle rettes mod at opnå intern og ekstern synergi gennem effektivisering af den samlede miljørapportering til myndigheder og offentlighed, gennem løbende nyttiggørelse af miljødata til optimering af virksomhedsdriften samt i form af strategisk udnyttelse af miljøarbejdet og miljørapporteringen. Regnskabskonceptet bør ideelt løbende tilpasses til og stimulere denne udvikling.

Tema 4 - Økonomiske og administrative konsekvenser

Selv om omkostningerne ved at udarbejde grønne regnskaber efter de nuværende retningslinier vil blive stadigt mindre, jo større erfaring virksomhederne får, ser det ud til, at omfanget af beslægtede aktiviteter vil øges. Integration og forenkling er således nøgleord, hvis virksomhedernes og myndighedernes omkostninger ved at håndtere dataindsamling, miljøkommunikation og sagsbehandling knyttet til godkendelse og kontrol ikke skal øges markant.