[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Airsparging og jordventilation med vandrette boringer

3. Teknologiudviklingen i afværgeprojektet

3.1 Formål
3.2 Aktiviteter i relation til teknologiudviklingsdelen

3.1 Formål

Formålet med det konkrete teknologiudviklingsprojekt er at vurdere effekten af oprensning ved airsparging kombineret med jordventilation fra vandrette boringer over for en blandingsforurening. Vurderingen gennemføres med hensyn til dimensionering, økonomi og eventuelle begrænsninger. Aktiviteterne, der udgøres af en række tiltag, der ligger ud over eller i forlængelse af et traditionelt afværgetiltag, udgør samlet teknologiudvik-lingsdelen i projektet. Disse aktiviteter er uddybet i følgende afsnit.

3.2 Aktiviteter i relation til teknologiudviklingsdelen

Dimensioneringsgrundlag

Der er gennemført laboratorieforsøg til vurdering af det påviste olieprodukts ventilerbarhed (flygtighed) samt målinger af udvalgte jordfysiske parametre. Til yderligere vurdering af de pneumatiske forhold er der udført et supplerende jordventilationsforsøg. Tilsvarende er der udført en supplerende airspargingtest.

Der er implementeret og beskrevet en metode til overførsel af testresultater fra jordventilationstest på vertikale filtre til horisontale filtre, samt gennemført en række modelberegninger til fastlæggelse af det endelige design af de vandrette jordventilationsboringer/-filtre.

Monitering

For at opnå det ønskede dokumentationsniveau er der udviklet og implementeret moniteringsboringer, der muliggør niveauspecifik prøvetagning i 3 niveauer, i såvel den mættede som umættede zone.

Til beskrivelse af udgangsniveauet er der gennemført et "Baseline study", der indbefatter analyse af samtlige poreluftfiltre (i alt 43) og grundvandsfiltre (i alt 39) samt 10 jordprøver. Der er gennemført respirationstest til fastlæggelse af bioaktiviteten i den umættede zone.

Under oprensningsforløbet er der planlagt kvartalsvise målinger af forureningsniveauet i poreluft og grundvand i 45 udvalgte filtre.

Afværgeboringer

Der er beskrevet, hvordan de 5 vandrette afværgeboringer, fordelt på 3 vakuumboringer henholdsvis 2 airspargingboringer, dels designes med hensyn til filteropbygning, dels hvorledes disse installeres vha. "blind hole" teknik.

Behandlingsenhed

Der er projekteret en on-line detektion (vha. GC) af chlorerede opløsningsmidler og oliekomponenter i den ekstraherede luft fra jordven-tilationsfiltrene. Herved opnås en detaljeret beskrivelse af den tidslige udvikling i koncentrationer af forureningskomponenter. Dette målesystem er opkoblet til et SRO-system med mulighed for fjernopkald og elektronisk overførsel af måle- og driftsdata.

Afslutning

Ved afslutningen af projektet er der planlagt en samlet prøvetagning fra samtlige porelufts- og grundvandsfiltre samt udtagning af ca. 10 jordprøver. Herved kan oprensningsniveauet og et eventuelt tilbageslag vurderes.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]