| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 1. Indledning og sammenfatning1.1 Formål og afgrænsning 1.1 Formål og afgrænsning Formålet med denne rapport er at redegøre for, hvordan en lang række EU-regler på vand,- luft-, affalds-, genteknologi-, støj-, og kemikalieområderne er gennemført i Danmark, herunder at gøre status over, hvordan EU-reglerne har påvirket de danske miljøregler. Denne rapport opdaterer rapport nr. 44 fra 1993 benævnt: EF, Danmark og miljøreglerne.1 Rapporten beskæftiger sig udelukkende med den retlige (juridiske) gennemførelse af de sekundære EU-retsakter, der skulle være gennemført den 1. januar 1999. Den redegør desuden for EF-traktatens betydning for de danske regler og i begrænset omfang for EF-domstolens afgørelser. Notifikation af danske regler overfor Kommissionen og Kommissionens eventuelle reaktioner herpå er ikke inddraget i rapporten. Rapporten berører heller ikke de forskningsprogrammer og støtteordninger, som EU har vedtaget på miljøområdet, eller beslutninger om udveksling af oplysninger m.v. Rapportens område er i øvrigt afgrænset ved kun at omfatte de reguleringsfelter, der hørte under Miljøstyrelsens kompetence pr. 31. december 1998.2 Der er andre områder, som har betydning for miljøet, men som generelt falder udenfor Miljøstyrelsens kompetence f.eks. energi og tildels landbrug og transport, som ikke bliver beskrevet. Det skal understreges, at rapporten beskæftiger sig med, hvordan EU-reglerne reguleringsmæssigt er gennemført i Danmark. Derimod inddrages ikke, hvorledes EU-reglerne eller de danske regler fungerer i praksis, og heller ikke de faktiske virkninger, reglerne har på miljøet. Rapporten er delt op i kapitler efter emne med udgangspunkt i EU’s sekundære retsakter. Der er en samlet indledning og konklusion til hvert kapitel, som opsummerer de delkonklusioner, der er blevet draget for hver retsakt. Beskrivelsen af de enkelte retsakter er bygget op efter en systematik, der indeholder: - En generel beskrivelse af, hvad de enkelte EU-regler går ud på. I den foreliggende rapport er det forudsat, at læserne allerede har et grundlæggende kendskab til EU og til de termer, der anvendes. Bilag 1 indeholder dog korte forklaringer til en række af de begreber, der ofte anvendes i rapporten. Det skal iøvrigt bemærkes, at der må citeres fra rapporten med kildeangivelse. Derudover skal det bemærkes, at Miljøstyrelsen generelt offentliggør rapporter og indlæg vedrørende forsknings- og udviklingsprojekter inden for miljøsektoren, financieret af Miljøstyrelsens undersøgelsesbevilling. En sådan offentliggørelse betyder ikke nødvendigvis, at det pågældende indlæg giver udtryk for Miljøstyrelsens synspunkter. Offentliggørelsen betyder imidlertid, at Miljøstyrelsen finder, at indholdet udgører et væsentligt indlæg i debatten omkring den danske miljøpolitik. 1.2 Hvilken betydning har EU-reglerne på miljøområdet? Miljøretten er en forholdsvis ung disciplin i Det Europæiske Fællesskab. Da Rom-traktaten blev underskrevet i 1957 var der ikke bestemmelser vedrørende miljøet i traktaten. Internationale tiltag som Stockholm-konferencen (1972) og Brundtland-kommissionens rapport (1987) medførte imidlertid en øget miljøbevidsthed, som fik en afsmittende virkning på Det Europæiske Fællesskab. Det var dog først med vedtagelsen af Fællesakten (EF-pakken) i 1987, at hensynet til miljøbeskyttelse fik et selvstændigt grundlag i Rom-traktaten. Miljøbeskyttelseshensynet er gradvis blevet styrket gennem ikrafttrædelse af såvel Maastricht-traktaten (1993), som Amsterdam-traktaten (1999). I det følgende præsenteres de traktatbestemmelser, som har betydning for miljøet - en nærmere gennemgang heraf findes i afsnit 1.3. EF-traktaten fastsætter en overordnet ramme for, hvad Danmark kan foretage sig på miljøområdet. Det drejer sig især om artikel 28 (tidligere artikel 30), der forbyder tekniske handelshindringer. Herudover er de væsentligste artikler i traktaten artikel 95 (tidligere artikel 100A) og artikel 175 (tidligere artikel 130S), der anvendes som hjemmelsgrundlag, og de til bestemmelserne knyttede muligheder i artikel 95 stk. 4 og 5 samt artikel 176 (tidligere artikel 130T) for at anvende nationale særregler. Endelig skal det nævnes, at traktatens indledende bestemmelser, artikel 2 og 6 (tidligere artikel 3C) samt artikel 174 (tidligere 130R), opererer med miljøprincipper, hvoraf nogle gennem EF-domstolen er tillagt retlig kvalitet. Den juridiske betydning af disse bestemmelser er kort beskrevet nedenfor. EU’s medlemslande er forpligtet til at notificere udkast til nationale regler overfor Kommissionen, når reglerne indeholder tekniske forskrifter, der indebærer en teknisk handelshindring.3 Foruden tekniske specifikationer og standarder kan der under visse betingelser være tale om et andet krav, som er pålagt et produkt bl.a. ud fra miljøbeskyttelseshensyn. Med notifikationen følger en midlertidig status quo-periode, hvor ikrafttrædelsen af de nationale regler udskydes fra tre måneder op til atten måneder, afhængig af de øvrige medlemsstaters, Kommissionens og Rådets reaktion. Formålet med notifikationen er at sikre større gennemsigtighed i de nationale initiativer vedrørende udarbejdelsen af tekniske standarder og forskrifter og dermed en adgang til at påvirke indholdet af den enkelte stats regler. Kommissionen har endvidere beføjelse til i stedet at fremkomme med forslag til bindende rådsretsakter eller vedtage bindende kommissionsretsakter inden for den påtænkte nationale foranstaltnings område. Hermed kan lovgivningsforslag fra EU-medlemslandene være med til at påvirke den fælles EU-regulering. De nationale særregler kan indbringes for EF-domstolen, der som sidste instans træffer afgørelse, om reglerne kan opretholdes eller ej. Direktiver og andre retsakter, der har hjemmel i EF-traktaten, sætter mere specifikke rammer for Danmarks mulighed for selv at udstede regler. De såkaldte totalharmoniseringsregler forhindrer EU’s medlemslande i at anvende anderledes eller strengere/lempeligere regler, mens minimumsharmoniseringsregler forhindrer EU’s medlemslande i at anvende lempeligere regler. Der er naturligvis også en uformel politisk påvirkning, hvor de danske regler bliver påvirket mere indirekte. Påvirkningen går imidlertid begge veje, idet Danmark også påvirker de regler, der vedtages i EU ved deltagelse i forhandlingerne og i arbejdsgrupper og ved at opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag. Hertil kommer de tilfælde, hvor Danmark får medhold i forbindelse med benyttelse af sikkerhedsklausuler. Endelig har det øvrige internationale miljøsamarbejde, som Danmark deltager i, betydning både for udviklingen af den danske miljøpolitik og for EU’s, da EU i vidt omfang også deltager i dette samarbejde. Det seneste eksempel herpå finder man i den nye Århus-konvention, som blev underskrevet i juni 1998 på Den 4. Pan-Europæiske Miljøkonference, ‘Miljø for Europa’.4 Konventionen vedrører borgernes adgang til informationer, offentlig deltagelse i beslutningsprocessen samt adgang til klage og domstolsafgørelse på miljøområdet. 1.3 Grundlaget for EU’s miljøregulering I den oprindelige Traktat - Romtraktaten fra 19575 - der hovedsageligt byggede på økonomisk integration - var der, som tidligere nævnt, ingen bestemmelser, der direkte varetog miljøhensyn. Dette er ikke overraskende i betragtning af, at miljøbeskyttelse først for alvor er kommet på den internationale dagsorden i begyndelsen af 1970’erne. Fællesskabets første miljømæssige overvejelser havde fodfæste i en erklæring fra 1972, som var resultatet af en FN-konference afholdt i Stockholm. Denne Stockholm-erklæring kan betragtes som startskuddet for fastlæggelsen af den moderne globale miljøpolitik. Herefter blev der i EU udarbejdet miljøhandlingsprogrammer og vedtaget miljødirektiver, som primært fulgte konkurrencemæssige målsætninger, for at hindre at medlemsstaternes miljøregulering skulle resultere i konkurrenceforvridninger i Fællesskabet som helhed.6 Hjemmelen for udstedelse af direktiver inden for miljøområdet fandt Fællesskabets institutioner i Traktatens artikel 100 og artikel 235 (nu artikel 94 og 178). Miljøbeskyttelseshensynet blev også anerkendt som et Fællesskabsanliggende af EF-domstolen, før der kom udtrykkelig hjemmel hertil i Traktaten. Først accepterede Domstolen i 1980, at artikel 100 (nu artikel 94) kunne anvendes som hjemmelsgrundlag for miljøretlige tiltag.7 Dernæst udtalte Domstolen i 1985, at miljøbeskyttelse var et af Fællesskabets grundlæggende formål,8 som dog kun måtte indebære absolut uundgåelige restriktioner, som var begrundet i almene miljøbeskyttelseshensyn. Endelig accepterede Domstolen i 1988, at miljøbeskyttelse er et tvingende hensyn, der kan begrænse anvendelsen af Traktatens artikel 28 (tidligere artikel 30).9 Med Fællesakten i 1987 blev hjemmelsgrundlaget for Fællesskabets miljøretlige virke udtrykkelig fastsat i Traktaten. Foruden et egentligt miljøkapitel bestående af tre artikler (artikel 130R, S og T nu artikel 174-176) fik miljøet en central placering gennem den ved Fællesakten fastsatte bestemmelse for harmonisering af medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende det indre markeds oprettelse og funktion, artikel 100A (nu artikel 95). Af bestemmelsens stykke 3 fremgik det, at Kommissionens harmoniseringsforslag inden for bl.a. miljøbeskyttelse skulle bygge på et højt beskyttelsesniveau, og bestemmelsens stykke 4 - som i Danmark populært betegnes som miljøgarantien – angav, under hvilke betingelser en medlemsstat kunne fravige harmoniseringen i henhold til stykke 1 og i stedet anvende nationale særregler. Vedtagelsen af Maastricht-traktaten10 i 1993 resulterede i ændringer og indførelse af nye bestemmelser inden for miljørettens område. For det første blev miljøbeskyttelse en målsætning, som blev indsat i Traktatens artikel 2, således at Fællesskabet bl.a. skulle fremme en bæredygtig vækst, som respekterede miljøet, og artikel 3 litra k, hvorefter Fællesskabets virke bl.a. skulle indebære indførelse af en miljøpolitik. Miljøafsnittet i artikel 130R, S og T (nu artikel 174-176) blev moderniseret. Subsidiaritetsprincippet, som oprindeligt var omfattet af artikel 130R, stk. 4, blev flyttet til artikel 3B (nu artikel 5), hvorefter det dækkede hele Fællesskabets område. I artikel 130R, stk. 1 (nu artikel 174, stk. 1) blev det tilføjet, at Fællesskabets politik skal bidrage til fremme af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer på internationalt plan. Hertil kom, at forsigtighedsprincippet blev tilføjet de øvrige miljøprincipper, som var angivet i artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2) og artikel 130S (nu artikel 175), og blev omskrevet, så det herefter som noget nyt indeholdt en procedure for vedtagelse af miljøhandlingsprogrammer. Med denne ændring fik Parlamentet indflydelse på vedtagelsen af miljøprogrammerne gennem anvendelsen af proceduren for fælles beslutningstagen i artikel 189B (nu artikel 251). Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden11 sker der yderligere ændringer inden for miljøbeskyttelsesområdet. De indledende bestemmelser i artikel 2 ændres, og gennem artikel 3C (nu artikel 6) tilføjes nye mål. Bestemmelserne i miljøafsnittet i artikel 130R og S (nu artikel 174 og 175) ændres. Proceduren for vedtagelse af retsakter i henhold til artikel 130S ændres til proceduren for fælles beslutningstagen jf. artikel 189B (nu artikel 251), og miljøgarantien i artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4 og 5) ændres væsentligst for at imødekomme den usikkerhed, som bestemmelsens anvendelse hidtil havde givet anledning til. I det følgende redegøres kort for traktatgrundlagets materielle bestemmelser, således som de vil komme til udtryk efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden.12 De områder i traktaten, hvor miljøhensyn er direkte reguleret eller kan få betydning, kan inddeles i 5 kategorier, som behandles i det følgende: 1) Miljøregulering gennem formålsangivelser 1) Miljøregulering gennem formålsangivelser EF-traktatens formålsangivelser har særlig interesse, idet de anvender miljøprincipper i beskrivelsen af de målsætninger, hensyn og interesser, som Fællesskabet som et minimum skal varetage gennem fastsættelsen af en miljøpolitik. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på indholdet af de traktatfæstede miljøprincipper og den retlige kvalitet af sådanne. På traktatniveau opereres der med generelle formålsangivelser i EF-traktatens artikel 2 og 3 samt 3C (nu artikel 6) og de mere miljøspecifikke formålsangivelser i EF-traktatens artikel 130R (nu artikel 174). Hvor EF-domstolen på nuværende tidspunkt er mere tilbageholdende med at anvende de generelle formålsangivelser som fortolkningsstøtte, har Domstolen anvendt de miljøspecifikke formålsangivelser i artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2) og dermed forsynet bestemmelsen med en vis retlig kvalitet. EF-domstolen har dog fastslået, at EF-traktatens artikel 130R (nu artikel 174) alene fastsætter de almindelige formål med Fællesskabets virke på miljøområdet.13 Bestemmelsen retter sig til Fællesskabets institutioner og ikke til medlemsstaterne. Artikel 130R (nu artikel 174) kan derfor ikke i almindelighed danne basis for krav til medlemsstaternes handlinger på miljøområdet. I EF-traktatens artikel 2 findes EU’s version af bæredygtighedsprincippet, idet det bl.a. er fastsat, at Fællesskabet som helhed skal fremme: en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst samt et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Bæredygtighedsprincippet har i EU fået sin egen identitet, som må antages at hænge sammen med det faktum, at Fællesskabet oprindeligt alene var et europæisk økonomisk fællesskab. Det har været diskuteret, om henvisningen til en bæredygtig, ikke-inflationær vækst indeholder et økonomisk aspekt, som ændrer den traditionelle betydning, som princippet har fået gennem bl.a. Brundtland-kommissionens rapport. Den fælles globale forståelse af begrebet symboliserer en fornuftig og retfærdig anvendelse af naturens ressourcer i respekt for fremtidige generationers behov. Efter Amsterdam-traktatens ændring af artikel 2 og artikel 6 indeholder bestemmelsen nu både en henvisning til den almindelige forståelse af bæredygtighedsprincippet og en henvisning til vækstforståelsen, hvilket kan betyde, at udviklingen af samspillet mellem miljø og økonomi i EU bevæger sig i en mere miljøorienteret retning. Af EF-traktatens artikel 3C (nu artikel 6) ses yderligere, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner, som nævnt i artikel 3, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.14 Integrationsprincippet må ses i sammenhæng med Brundtlandkommissionens rapport, hvor der fokuseres på en helhedstankegang, som indebærer et krav om integrering af miljøhensyn i de enkelte sektorer.15 EF-traktatens artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2) fastslår ligesom artikel 2 og artikel 100A, stk. 3 (nu artikel 95, stk. 3), at Fællesskabets politik på miljøområdet skal tage sigte på et højt beskyttelsesniveau. Denne målsætning begrænses imidlertid i artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2), idet der ifølge bestemmelsen skal tages hensyn til de forskelligartede forhold, som gør sig gældende i de forskellige områder i Fællesskabet. Miljøpolitikken bygger også på en række miljøprincipper, som er angivet i artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2), nemlig på forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb overfor miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. Der eksisterer ingen hierarkisk orden mellem de i bestemmelsen nævnte miljøprincipper, dog taler almindelig sund fornuft for at forebygge frem for senere at udbedre skaden ved kilden, såfremt en sådan mulighed foreligger. Ved forsigtighedsprincippet forstås, at tvivl om miljøeffekterne skal komme miljøet til gode. Der skal dog være tale om en alvorlig trussel, før usikkerheden skal komme miljøet til gode. I tæt sammenhæng hermed er forebyggelsesprincippet nævnt. Indholdet af dette princip kan kort beskrives som en målsætning om gennem miljøpolitikken at gribe ind over for eventuelle miljøpåvirkninger eller skader på et tidligt tidspunkt og dermed reducere samfundets omkostninger. Princippet om indgreb overfor miljøskader fortrinsvis ved kilden indebærer, at den miljømæssige indsats må koncentreres om kilden forstået som stedet, hvor en eventuel forurening opstår. Princippet, som populært kan betegnes som kildeprincippet, har især fundet anvendelse inden for affaldsområdet, hvor EF-domstolen har anvendt princippet i en række tilfælde, se herom under kapitel 3, afsnit 3.1.3 og 3.10. Kildeprincippet kan opfattes som et forebyggelsesprincip, idet miljøskaderne begrænses ved kilden. Det må forventes, at princippet også vil få stor betydning inden for andre områder end affaldsområdet. Endelig er princippet om, at forureneren betaler kodificeret i artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2). Princippet, der oprindeligt er opstået i en konkurrencemæssig sammenhæng, betyder, at udgifterne til forebyggelse og fjernelse af forurening som udgangspunkt skal afholdes af forureneren. 2) Den egentlige (positive) miljøregulering Den valgte traktathjemmel har indflydelse på den efterfølgende fortolkning af en retsakt. Som udgangspunkt afspejler hjemmelsvalget, om en retsakt giver den positive miljøbeskyttelse forrang, eller om det er hensynet til eksempelvis den frie konkurrence, der skal vægtes højest. Vælger Fællesskabets institutioner at udstede en retsakt med hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175), afspejler dette en prioritering af miljøhensyn, hvorimod hjemmel i artikel 100A (nu artikel 95) er et signal om, at det er de konkurrencemæssige aspekter, der er de centrale. Det må anses for udelukket at anvende begge hjemmelsbestemmelser til samme retsakt.16 På trods af at der med Amsterdam-traktaten nu er sammenfald mellem vedtagelsesproceduren i de to for miljøområdet centrale hjemmelsbestemmelser (her bortses fra artikel 43 (nu artikel 37) vedrørende landbrug/fiskeri), vil der stadig være forskel på adgangen til at anvende nationale særregler. I henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra l skal Fællesskabets virke indebære indførelse af en miljøpolitik. Miljøpolitikkens egentlige hjemmelsgrundlag findes i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175). Det er i henhold til denne bestemmelse, at den positive miljøbeskyttelse gennem regulering eller harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger i Fællesskabet bliver udformet. Dette betyder, at de retsakter, der udstedes med hjemmel i denne bestemmelse, vedrører egentlig beskyttelse af miljøet i bred forstand, hvorfor hensyn til det indre marked, konkurrence og landbrug mv. ikke er tungtvejende. Miljøhensynet er her det dominerende, og medlemsstaterne kan ved retsakter udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175) altid anvende strengere nationale regler, såfremt sådanne regler i øvrigt er i overensstemmelse med den resterende del af traktaten. Her vil særlig princippet om varernes frie bevægelighed, som findes i EF-traktatens artiklerne 30-36 (nu artikel 28-30), være af interesse. Hertil kommer artiklerne 85-94 (nu artikel 81-89) og Fællesskabets sekundære retsakter. Betingelserne for at indføre eller opretholde nationale særregler i henhold til EF-traktatens artikel 130T (nu artikel 176) er for det første, at den fællesskabsretlige retsakt skal være vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175). En retsakt vedtaget med hjemmel i artikel 43 (nu artikel 37) vedrørende landbrug/fiskeri eller med hjemmel i artikel 100A (nu artikel 95) vedrørende det indre marked falder helt uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Dernæst må den nationale foranstaltning udgøre en skærpelse af den fællesskabsretlige retsakt, og den må ikke være indholdsmæssig forskellig fra den i Fællesskabet indførte retsakt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at anvendelsen af artikel 130S (nu artikel 175) betyder minimumsharmonisering, hvorfor det er udelukket at tale om totalharmonisering i sådanne tilfælde. Endelig bestemmer artikel 130T (nu artikel 176), at medlemsstaternes foranstaltninger skal meddeles Kommissionen. Meddelelsespligten i henhold til denne bestemmelse skal formentlig sammenholdes med EF-traktatens artikel 5 (nu artikel 10), hvorefter medlemsstaterne har en loyalitetspligt overfor Kommissionen. I henhold til artikel 130S (nu artikel 175) træffer Rådet afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 189B (nu artikel 251) om de aktioner, der skal iværksættes af Fællesskabet med henblik på at gennemføre de mål, der er anført i artikel 130R (nu artikel 174). I forhold til den tidligere formulering af artikel 130R (nu artikel 174) (inden Amsterdam-traktaten) er samarbejdsproceduren jf. artikel 189C (nu artikel 252) erstattet med proceduren for fælles beslutningstagen jf. artikel 189B (nu artikel 251).17 Denne ændring indebærer, at Parlamentet får større indflydelse på udformningen af de egentlige miljøretsakter, hvor Parlamentet tidligere alene havde en sådan indflydelse på vedtagelsen af Fællesskabets miljøhandlingsprogrammer. 3) Indirekte miljøregulering gennem foranstaltninger, som primært vedrører det indre markeds oprettelse og funktion De miljødirektiver, der berører det indre marked, skal vedtages med hjemmel i artikel 100A, stk. 1 (nu artikel 95, stk. 1). EF-traktatens artikel 100A (nu artikel 95) udgør hjemmelen for de sekundære retsakter, der vedtages i Fællesskabet for at harmonisere den del af medlemsstaternes lovgivning, der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion. Målsætningen for sådanne retsakter er at varetage de tunge erhvervsøkonomiske interesser. For at dæmpe den konkurrenceorienterede målsætning er det i artikel 100A, stk. 3 (nu artikel 95, stk. 3) fastsat, at Kommissionens harmoniseringsforslag indenfor bl.a. miljøbeskyttelse skal bygge på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til navnlig enhver ny udvikling baseret på videnskabelige kendsgerninger. Bestemmelsen, der også eksisterede i den tidligere traktatudgave, fik med Amsterdam-traktaten tilføjet målsætningen om at tage hensyn til nyt videnskabelig materiale. Endvidere blev det tilføjet, at det ikke alene er Kommissionen, men også Parlamentet og Rådet, der skal bestræbe sig på at nå dette mål. Ideelt har artikel 100A, stk. 3 (nu artikel 95, stk. 3) den betydning, at samspillet mellem konkurrencehensyn og miljøhensyn skal indgå i de regeludstedende myndigheders afvejning ved udformningen af retsakter. Det er en tilsvarende tankegang, som kommer til udtryk i EF-traktatens artikel 3C (nu artikel 6), som principielt også vil finde anvendelse, når artikel 100A (nu artikel 95) tages i brug. Procedure for vedtagelse af retsakter i henhold til artikel 100A (nu artikel 95) er proceduren for fælles beslutningstagen, som ligeledes anvendes inden for den positive miljøregulering. Efter ikrafttrædelsen af en harmoniseringsforanstaltning i henhold til artikel 100A (nu artikel 95) er medlemsstaterne underlagt et ensartet retsgrundlag inden for det aktuelt harmoniserede område. Er der harmoniseret gennem direktiver, skal disse inkorporeres i medlemsstaternes retssystemer. Sker harmoniseringen derimod gennem forordninger, er disse umiddelbart gældende i hver medlemsstat jf. EF-traktatens artikel 189 (nu artikel 249). En forordning sikrer derfor, at der opnås et identisk retsgrundlag i de enkelte medlemsstater med det samme, hvorimod direktivformen overlader gennemførelsens form og midler til medlemsstaterne. Den smidighed, som er tilknyttet et direktiv, gør det lettere at tilpasse forskellige retssystemer og retstraditioner til et fælles regelsæt. På trods af bestræbelserne på at forme et ensartet retsgrundlag i hele EU kan en eller flere medlemsstater have et behov for at ‘anvende’ nationale særregler. Hvor den tidligere formulering af den såkaldte miljøgaranti opererede med et behov for at ‘anvende’ nationale bestemmelser, findes den tilsvarende formulering ikke i Amsterdam-traktaten. Baggrunden herfor skal søges i den fortolkningstvivl, som den oprindelige miljøgaranti fra 1987 (Fællesakten) gav anledning til. Tvivlen vedrørte spørgsmålet om formuleringen ‘anvende’ skabte adgang til at ‘opretholde’ henholdsvis ‘indføre’ nationale særregler. Med Amsterdam-traktaten står det nu klart, at medlemsstaterne både kan ‘opretholde’ og ‘indføre’ særregler. En sådan adgang gælder både i forhold til Kommisionens og Rådets retsakter. Der er imidlertid forskel på de betingelser, der skal være opfyldte, før en medlemsstat skal kunne opretholde henholdsvis indføre nationale regler. Opretholdelse af nationale bestemmelser Det fremgår af artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4), at en medlemsstat har adgang til at opretholde nationale særregler, hvis den finder det nødvendigt, og hvis de nationale særregler er begrundet i vigtige behov, hvortil der henvises til artikel 36 (nu artikel 30), eller såfremt særreglerne er begrundet i miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet. Henvisningen til artikel 36 (nu artikel 30) indebærer for miljøbeskyttelsesområdet, at de foranstaltninger, som primært er begrundet ud fra hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed samt beskyttelse af planter, indirekte kan sikre, at hensynet til miljøet inddrages.18 Det er en betingelse, at de nationale bestemmelser meddeles Kommissionen med en begrundelse for reglernes opretholdelse. Det blev fastslået i PCP-dommens præmis 30, som yderligere præciseret i sag C-319/97 Kortas at Kommisionens beslutning er en gyldighedsbetingelse for at kunne anvende de afvigende nationale regler.19 Indførelse af nationale bestemmelser Med forbehold af artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4) har medlemsstaterne mulighed for at indføre særregler, dvs. en i forhold til harmoniseringen efterfølgende handling. Betingelserne herfor er strengere, end hvor en medlemsstat ønsker at opretholde en national særregel. For det første skal det være nødvendigt at indføre nationale bestemmelser baseret på nyt videnskabeligt belæg vedrørende miljøbeskyttelse. Dernæst skal det være på grund af et problem, som er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som først har vist sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen. Der er med andre ord ikke adgang til at påberåbe sig problemer, som allerede eksisterede inden vedtagelsen af harmoniseringen. At problemet skal være specifikt, udelukker dog ikke Kommissionen fra at undersøge, om den som følge af de nationale særregler skal foretage en tilpasning af fællesskabsforanstaltningen, jf. artikel 100A, stk. 7 (nu artikel 95, stk. 7). Bestemmelsen i artikel 100A, stk. 5 (nu artikel 95, stk. 5) henviser ligesom artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4) til beskyttelse af miljøet og arbejdsmiljøet, men derimod ikke til artikel 36 (nu artikel 30) i Traktaten. Endelig skal Kommissionen ligesom i artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4), have meddelelse om de nationale særregler og om grundene for deres indførelse. Det er Kommissionens opgave at vurdere, om de konkrete nationale bestemmelser er et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, og om de udgør en hindring for det indre markeds funktion. Ifølge artikel 100A, stk. 6 (nu artikel 95, stk. 6) har Kommissionen en frist på 6 måneder til at bekræfte eller forkaste den nationale bestemmelse.20 Fristen løber fra det tidspunkt, hvor medlemsstaten har givet meddelelse om de nationale bestemmelser. Forholder Kommissionen sig passiv efter fristens udløb, sidestilles passiviteten med en (stiltiende) godkendelse af den nationale bestemmelse. 4) National miljøregulering og princippet om varernes frie bevægelighed En medlemsstat kan have miljøbegrundede særinteresser inden for handelsområdet. Da princippet om varernes frie bevægelighed er et centralt princip og udgør et af kerneområderne ved etableringen af det indre marked21, er det en afgørende faktor, om medlemsstaternes særinteresser hæmmer den frie varebevægelighed. Det fremgår af traktatens bestemmelser i artiklerne 30 og 34 (nu artikel 28-29), at en medlemsstat ikke må hindre importen og eksporten i Fællesskabet. Sådanne hindringer kan dog være legitime, såfremt de er begrundede i hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed samt beskyttelse af planter. Den traktatfæstede undtagelse til princippet om varernes frie bevægelighed findes i EF-traktatens artikel 30 (tidligere artikel 36). Restriktioner i den frie varebevægelse må dog ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen. Artikel 30 (tidligere artikel 36) finder alene indirekte anvendelse inden for miljøområdet. De nationale bestemmelser, som direkte vedrører hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed samt beskyttelse af planter, kan således indirekte varetage miljøbeskyttelseshensyn. Derimod er de undtagelser, som kan begrundes ud fra miljøbeskyttelseshensyn, udviklet af EF-domstolen gennem den såkaldte Cassis de Dijon-doktrin. For at kunne påberåbe sig Cassis de Dijon-doktrinen må den nationale foranstaltning ikke være diskriminerende21a, og medlemsstaterne har bevisbyrden for, at foranstaltningen er uomgængelig nødvendig for at varetage miljøbeskyttelseshensyn. Proportionalitetsprincippet har således betydning for sagens udfald, jf. eksempelvis dommen om det danske returflaskesystem.22 Det er formentlig udtryk for gældende ret, at en medlemsstat ikke kan beskytte miljøet i en anden medlemsstat, hvilket også benævnes eksterritorial miljøbeskyttelse.23 EF-domstolen sondrer mellem anvendelsen af artikel 30 (tidligere artikel 36) eller Cassis de Dijon-doktrinen, når undtagelserne til princippet om varernes frie bevægelighed finder anvendelse. For begge undtagelsesgrupper gælder det dog, at hverken traktatens artikel 30 eller Cassis de Dijon-doktrinen finder anvendelse, såfremt der foreligger en udtømmende regulering af det pågældende område. Anvendelsen af undtagelserne til princippet om de frie varebevægelser forudsætter nemlig, at der ikke foreligger en fællesskabsregulering inden for det pågældende område. Er området ikke reguleret af EU, er det derimod væsentligt at gøre sig klart, at det er EF-domstolen, som skal træffe afgørelse om de nationale foranstaltningers berettigelse. I denne forbindelse er det afgørende, i hvilken udstrækning EF-domstolen gennem fortolkning af undtagelserne til varernes frie bevægelighed bidrager til en restriktiv eller en liberal afgrænsning af medlemsstaternes miljøretlige råderum. I den juridiske litteratur diskuteres det, hvorvidt Cassis de Dijon-doktrinen og de ikke-traktatbestemte undtagelser, der er baseret herpå, kan finde anvendelse i eksportsituationer. Doktrinen, der er dommerskabt, kom første gang til udtryk i sag 120/78 Cassis de Dijon, der vedrørte importbegrænsninger under artikel 30 (nu artikel 28). Som følge heraf har det været anført, at doktrinen ikke kan finde anvendelse i en artikel 34-situation (nu artikel 29), hvorfor der vedrørende eksportbegrænsninger alene vil være en adgang til at begrunde nationale foranstaltninger i artikel 30. Det må påpeges, at en opdeling af Cassis de Dijon-doktrinens anvendelse i import, men ikke i eksport situationer synes kunstig. Cassis de Dijon-doktrinen er udtryk for en undtagelse til princippet om varernes frie bevægelighed og bør ligesom undtagelsen i artikel 30 finde anvendelse, uanset om det er en medlemsstats import eller eksport, som begrænses af den nationale foranstaltning. Det reelle problem bliver formentlig at kombinere anvendelsen af artikel 34 (nu artikel 29) med doktrinen, da EF-domstolen har fastslået, at eksportforbudet alene aktualiseres, såfremt det kan godtgøres, at foranstaltningen har særlige eller mere byrdefulde virkninger for eksporten end for den interne omsætning.24 Samtidig hermed har EF-domstolen med Cassis de Dijon-doktrinen fastslået, at denne doktrins anvendelse forudsætter, at der ikke foreligger en diskrimination, og foranstaltningen således finder anvendelse uden forskel på indenlandsk producerede varer og importerede produkter. Denne kendsgerning besværliggør anvendelsen af doktrinen inden for artikel 29’s område.25 5) National miljøregulering og traktatens konkurrenceregler Traktatens konkurrencebestemmelser er ikke blevet direkte berørt af de mange ændringer, som den oprindelige Rom-traktat fra 1957 har gennemgået. Heller ikke Amsterdam-traktaten har betydet forandringer i konkurrencebestemmelsernes ordlyd. Hvor EF-domstolen i bestemmelserne om de frie varebevægelser, i artiklerne 30-36 (nu artikel 28-30), på trods af en uforandret ordlyd har fundet plads for miljøbeskyttelseshensyn, har denne udvikling ikke haft sit klare sidestykke inden for konkurrenceområdet, i artiklerne 85-94 (nu artikel 81-89). Forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler i EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1)har gennem undtagelsen i artikel 85, stk. 3 (nu artikel 81, stk. 3) vist sig principielt at kunne indeholde miljøbeskyttelsesbetragtninger.26 Derimod ses der ikke i artikel 86 (nu artikel 82), vedrørende misbrug af dominerende stilling, som ikke har nogen undtagelsesbestemmelse, på nuværende tidspunkt at være klare holdepunkter for at kunne inddrage miljøbeskyttelseshensynet.27 EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (nu artikel 87, stk. 1), fastslår, at statsstøtte er uforeneligt med fællesmarkedet, såfremt støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårerne og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Den traktatfæstede undtagelse til dette statsstøtteforbud i artikel 92, stk. 1(nu artikel 87, stk. 1) finder man i artikel 92, stk. 2 (nu artikel 87, stk. 2) og stk. 3. I stykke 2 litra a)-c) er det angivet, i hvilke tilfælde en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, og i stykke 3 angives, hvilke former for statsstøtte, der kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet. Ud fra en miljømæssig synsvinkel er det undtagelserne i artikel 92, stk. 3 (nu artikel 87, stk. 3), der indeholder de centrale bestemmelser. EF-domstolen har fastslået at statsstøtte, der har til formål at varetage miljøbeskyttelseshensyn, er fritaget fra forbudet jf. artikel 92, stk. 3 (nu artikel 87, stk. 3) litra b.28 Endelig har Kommissionen i en meddelelse fra 1994 redegjort for, hvilke kriterier Kommissionen vil tage i betragtning i en vurdering af en eventuel støttes berettigelse ud fra en miljøbeskyttelsesbetragtning.29 Her vil især de økonomiske styringsinstrumenter blive afgørende. For så vidt angår forbud mod interne afgifter i artikel 95, stk. 1 (nu artikel 90, stk.1) skal sag C-213/96 Outokumpuoy, nævnes. Finland havde her indført en forbrugsafgift/produktionsafgift på elektricitet. Størrelsen af denne afgift varierede afhængigt af produktionsmetoden. Jo mere miljøvenlig produktion, des lavere afgift, hvilket kunne accepteres. Finland glemte imidlertid at differentiere tilsvarende for den importerede elektricitet, der var genstand for en stabil afgift uafhængigt af produktionsmetoden. Dette var i strid med artikel 95, stk. 1 (nu artikel 90, stk. 1). 1.4 Hvilke konsekvenser har EU for Danmarks miljøretlige råderum? EU-samarbejdet har betydning for Danmarks miljøretlige råderum, forstået som en adgang til på nationalt niveau i konkurrence med EU at regulere inden for det miljøretlige felt. Størrelsen af det miljøretlige råderum afhænger af, om der i de enkelte tilfælde er tale om total- eller minimumsharmonisering. Danmarks miljøretlige råderum vurderes ud fra det hjemmelsgrundlag, som EU institutionerne er blevet enige om at anvende til de retsakter, som regulerer det pågældende område. De hjemmelsbestemmelser, som hovedsageligt får indflydelse på miljørettens område, er artikel 43 (nu artikel 37) vedrørende landbrug, artikel 100A (nu artikel 95) vedrørende det indre marked og artikel 130S (nu artikel 175) vedrørende den egentlige miljøpolitik.30 Som gennemgangen har vist, er der en adgang til at fastsætte nationale bestemmelser i artikel 130T, hvorfor reguleringen inden for den egentlige miljøpolitik i henhold til artikel 130S skal karakteriseres som minimumsharmonisering.31 I artikel 95-situationen vil adgangen til at fravige harmoniseringsforanstaltningen være begrænset til artikel 95, stk. 4 og 5 medmindre foranstaltningen i sig selv giver adgang til at anvende nationale særregler. I artikel 37 vedrørende landbrugsområdet og ligeledes i artikel 100 (nu artikel 94) vedrørende det indre marked er der ikke i traktatbestemmelserne grundlag for at fravige de afledte retsakter, som er udstedt med hjemmel heri. Inden for disse områder er totalharmonisering det umiddelbare udgangspunkt. Den miljøregulering, som kan betragtes som produktorienteret regulering, har tilknytning til Det Indre Marked. Her vil artikel 95 normalt finde anvendelse bortset fra de tilfælde, hvor der reguleres inden for landbrugsområdet. Reguleringen af produkternes fremstilling, import, eksport samt anvendelse er oftest præget af en målsætning om at opnå en ensartet regulering medlemsstaterne imellem for derved at sikre lige konkurrencevilkår. De krav, der skal være opfyldt, før en medlemsstat kan fravige sådanne betingelser, er derfor ofte strenge. Foruden en produktorienteret miljøregulering findes en regulering, som fokuserer på udledningen fra de store forurenende anlæg i form af emissionsvilkår, placering og eventuelt forbrug af fælles ressourcer. Herigennem fastsættes grænseværdierne for udledning af stoffer fra faste anlæg, affaldsbortskaffelse, fastsættelse af f.eks. luftkvalitetsnormer osv. Traditionelt vil medlemsstaterne inden for sådanne områder kunne anvende strengere nationale normer, hvilket formentlig må ses i sammenhæng med, at reguleringen af arealanvendelse m.v. ikke anses for at falde inden for EU’s kompetence. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet handler Fællesskabet kun, hvis og i det omfang målene for den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, jf. EF-traktatens artikel 3B, stk. 2 (nu artikel 5, stk. 2). Hvornår er der tale om totalharmonisering? Der er ofte sat lighedstegn mellem anvendelsen af traktatens artikel 95 (tidlige artikel 100A) som hjemmelsgrundlag og totalharmonisering. Både i forhold til traktatens artikel 95 samt artikel 94 (tidligere artikel 100) og artikel 37 (tidligere artikel 43) kan der i de heraf afledte retsakter findes holdepunkter for, at en sådan antagelse ikke uden videre er korrekt. Hvorvidt der foreligger total- eller minimumsharmonisering afhænger af indholdet i retsakterne. I de enkelte regelsæt kan man finde : frihandelsklausuler, minimumsklausuler samt beskyttelsesklausuler, og der kan ligeledes være tale om optionel harmonisering.32 En frihandelsklausul betyder, at medlemsstaten ikke kan forhindre markedsføring inden for sit område, såfremt produktet i øvrigt opfylder direktivets bestemmelser. Et konkret eksempel herpå er art. 30 i Rådets direktive 92/32/EØF af 30. april 1992 om syvende ændring af direktiv 67/548/EØF om klassificering m.v. af farlige stoffer. Minimumsklausuler findes også inden for miljøområdet ud over de tilfælde, hvor reguleringen er foretaget med hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175). Ved en minimumsklausul er det ordlyden og formålet med klausulen, som bliver afgørende. Som et konkret eksempel på en minimumsklausul kan nævnes emballagedirektivets artikel 6, stk. 6, der vedrører målene for genanvendelse og genvinding af emballageaffaldet. I henhold til denne bestemmelse er det tilladt medlemsstater, som allerede har vedtaget eller planlagt programmer, som rækker ud over direktivets målsætning, under nærmere angivne betingelser at forfølge sådanne strengere krav med henblik på at opnå et højt beskyttelsesniveau. I titandioxid-direktivet35, som er vedtaget med hjemmel i artikel 100A (nu artikel 95), er der i præamblen udtrykkeligt har taget stilling til, at direktivet ikke skal gribe ind i medlemsstaternes ret til at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser til beskyttelse af miljøet på det område, der er omfattet af direktivet. I et sådant tilfælde foreligger der minimumsharmonisering, og de snævre betingelser i artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4) må være sat ud af kraft.36 Det må dog antages, at de nationale foranstaltninger skal være i overensstemmelse med traktatens øvrige bestemmelser. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at kunne statuere totalharmonisering, at traktatens artikel 37, 94 eller artikel 95 er anvendt som hjemmelsgrundlag. Der må foretages en konkret vurdering i de enkelte tilfælde. I de situationer, hvor direktivet ikke indeholder klausuler eller angiver, om der foreligger totalharmonisering, vil den endelige fortolkning afhænge af EF-domstolen. For følgende direktiver på miljøområdet er der i dag med sikkerhed tale om totalharmonisering: - Direktiv 67/548/EØF og 88/389/EØF om klassificering, emballering, mærkning og
anmeldelse af henholdsvis farlige stoffer og produkter. Områder uden totalharmonisering? Foruden hjemmelsbestemmelser begrænser EF-traktatens artikel 30 og 34 (nu artikel 28-29) medlemsstaternes adgang til at fastsætte foranstaltninger af hensyn til beskyttelse af miljøet. Eksempelvis vil medlemsstaternes adgang til at føre en national forebyggende politik for produktrelateret affald eller anvendelse af en renere teknologitankegang inden for områder, hvor der ikke er harmoniseret på fællesskabsniveau, være begrænset af traktatens artikler 28 og 29. En medlemsstat kan derfor ikke uden iagttagelse af de krav, EU stiller gennem artiklerne 28-29, forbyde anvendelsen af et stof eller kræve, at stoffet gennem substitution erstattes med et andet stof, der er mindre farligt. Som et eksempel på samspillet mellem fællesskabsregler og national regulering kan nævnes miljøbeskyttelseslovens § 51, som bemyndiger den danske Miljøminister til at fastsætte regler med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi.37 Bestemmelsen i § 51 giver ministeren mulighed for at begrænse eller forbyde bestemte stoffer eller materialer. I bemærkningerne til lovforslaget var det anført, at det var en forudsætning, at reguleringen efter § 50 (nu § 51) ville ske i overensstemmelse med EF-bestemmelser på området.38 Det var endvidere anført i bemærkningerne, at en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis måtte tage hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i EU, ud fra samme synspunkter og perspektiver. Her er der med andre ord tale om at påvirke EU-systemet for derigennem at hæve niveauet i hele EU gennem fælles regler, hvorfor der ikke vil opstå konflikter. 1.5 Påvirker EU retsakterne det danske miljøbeskyttelsesniveau og omfang? Med hensyn til spørgsmålet om EU-reglerne har haft en positiv eller en negativ virkning på dansk miljøregulering kan nedenstående bemærkes. Endvidere henvises til en af Miljøstyrelsen udarbejdet oversigt over vedtagne retsakter i perioden januar 1994-september 1997, der viser, at ud af 145 vedtagne retsakter i perioden vurderes godt 100 ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark, 36 vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet positivt, mens 2 retsakter vurderes at have en negativ effekt. I den ene sag om creosot har Danmark som nævnt anvendt miljøgarantien for at opretholde beskyttelsesniveauet.39 Fællesskabets miljøregulering stiller vidtgående krav til miljøbeskyttelsen.40 I en række tilfælde var der allerede danske regler, der levede op til de regler, der senere blev vedtaget i EU. I andre tilfælde var der tale om en parallel udvikling af reglerne i EU og i Danmark. Indenfor miljøområdet har Danmark henvist til "miljøgarantien" to gange i forbindelse med EU-reglerne om PCP og creosot for at anvende strengere regler, se kapitel 2.3.1. Endvidere har Danmark anvendt sikkerhedsklausuler i enkelte direktiver til midlertidigt at gennemføre strengere regler. I nogle tilfælde har EU medført regulering af områder, der ikke tidligere var reguleret i Danmark, og i en række tilfælde har EU bevirket en stramning af de danske regler.41 Det gælder f.eks. direktiverne om forbrænding af farligt affald, VOC’er og vandforurening fra nitrat. Hertil kommer, at de danske miljøregler, ligesom EU, påvirkes eller inspireres af andre landes tiltag, samt af de tiltag, der udspringer af det internationale miljøsamarbejde, som både Danmark og EU deltager i. Forurening er grænseoverskridende med globale konsekvenser, hvilket nødvendiggør et internationalt beredskab og samarbejde. Samtidig kan en højnelse af miljøkravene i andre EU-lande, til et niveau, der svarer til det, vi allerede har i Danmark, medføre forbedret konkurrenceevne for danske virksomheder. For en nærmere vurdering af EU’s påvirkning på de enkelte områder henvises til konklusionerne i de enkelte kapitler. 1.6 Fælles regler for miljøadministrationen Et interessant forhold ved udviklingen i EU, som bør omtales her, er, at man i stigende grad indfører et fælles administrativt apparat. Det vil sige, at man laver regler, hvis administration enten varetages fælles af medlemslandene, af Kommissionen og/eller gennem en udvalgsprocedure, hvor embedsmænd fra medlemslandene deltager. Der tænkes her specielt på bestemmelser i direktiverne om klassificering, emballering, mærkning og anmeldelse af farlige stoffer og produkter, direktivet om udsætning af genetisk modificerede organismer (GMO'er), direktivet om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, forordningen om import og eksport af farlige stoffer, forordningen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, og endelig forordningen om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab. Med hensyn til direktivet om klassificering, emballering, mærkning og anmeldelse af farlige stoffer og produkter fastsættes klassificeringen ved en komitéprocedure. Direktiverne om markedsføring af GMO'er og plantebeskyttelsesmidler indebærer et fælles godkendelsessystem. Hvis en GMO eller et plantebeskyttelsesmiddel er blevet godkendt til markedsføring i ét EU-land, gælder godkendelsen automatisk i alle andre EU-lande. Således får enkelte landes administrative afgørelser i enkeltsager betydning for de øvrige medlemslande. Her gælder dog samtidigt udvalgsprocedurer, der anvendes i situationer, hvor et medlemsland er uenig i en godkendt markedsføring. Med hensyn til forordningen om import og eksport af farlige stoffer og endeligt forordningen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, er det Kommissionen, der i et vist omfang er den administrerende myndighed. I de fleste af ovennævnte direktiver - og i en række andre direktiver - er samtidigt fastsat detaljerede bestemmelser for, hvordan reglerne skal administreres. Hertil kommer den såkaldte Nye Metode, som også er vigtig at nævne. Metoden indebærer, at de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC får mandat til at udarbejde standarder, der overholder overordnede miljømæssige og sikkerhedsmæssige krav fastsat i et rådsdirektiv. På miljøområdet henviser direktivet om sikkerhedskrav til legetøj, direktivet om emballage samt 76-direktivets regler om nikkel, til den Nye Metode. 1.7 Kilder Udover EF-traktaten, afledte retsakter, EF-domstolens afgørelser samt danske regler og eventuelle domme/afgørelser samt juridisk litteratur bygger rapporten i vidt omfang på redegørelser, betænkninger, vejledninger, Orientering fra Miljøstyrelsen og andet relevant materiale. Kommissoriet for denne rapport har været at opdatere den allerede nævnte rapport nr. 44 (1993). Opdateringen er udarbejdet adjunkt Ph.d. Tine Sommer, Handelshøjskolen i Aarhus. De tidligere rapporter byggede på en række interviews med ansatte i Miljøstyrelsen samt efterfølgende kommentarer fra disse til udkast til rapporten på de enkelte områder. Denne rapports resultater er afrapporteret til en følgegruppe, som er fremkommet med værdifulde kommentarer og forslag. Følgegruppen har bestået af: Kirsten Christensen, Kemikaliekontoret En særlig tak rettes til Marianne Lassen for en effektiv og omhyggelig indsats både i forbindelse med besvarelse af spørgsmål og koordinering af de efterfølgende kommentater til rapporten fra Miljøstyrelsen. |
||