| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerneNoter1 Rapport nr. 44 fra 1993 blev udarbejdet af Benét Hermind, Mariann Anderson og Christian Ege Jørgensen, Center for Alternativ Samfundsanalyse. Rapporten er herefter opdateret af Benét Hermind, Planmiljø til 1996. 2 Se nu bekendtgørelse nr. 85 af 31. januar 1999 om overførsel af opgaver vedrørende dyrehold, husdyrgødning, ferskvandsdambrug, genteknologi, vandløb, okker og mikrobiologiske bekæmpelsesmidler fra Miljøstyrelsen til Skov- og Naturstyrelsen. 3 Forpligtelsen er fastsat i direktiv 83/189/EØF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som er ændret ved direktiv 88/182/EØF og direktiv 94/10/EF. Direktivet om informationsproceduren er under ændring, se Rådets fælles holdning (EF) Nr. 18/98 fastlagt af Rådet den 23. februar 1998 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter. Denne ændring består hovedsageligt af en konsolidering, således at direktivets bestemmelser kan fremtræde klart og rationelt. 4 På konferencen i Århus deltog 800 NGO’s og Miljøministre fra hele Europa, USA og en række Sovjet-republikker. 5 Rom-traktaten betegnes også EØFT (Traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab) 6 Det første rammedirektiv for affald 75/442/EØF er på trods heraf et direktiv, som i høj grad betoner miljøbeskyttelseshensyn og hensyn til menneskers sundhed. 7 Se sag 91/79 Kommissionen mod Italien og sag 92/79 Kommissionen mod Italien. 8 Se sag 240/83 Procureur de la Republique v. ADBHU. 9 Se sag 302/86 Kommissionen mod Danmark. 10 Efter Maastricht-traktatens inkorporering i Rom-traktaten betegnes det samlede traktatgrundlag for EF-traktaten. 11 Amsterdamtraktaten trådte i kraft den 1. maj 1999. 12 Den konsoliderede udgave af traktatgrundlaget er omnummereret, således at alle artiklerne har fået nyt nummer. Ifølge en erklæring (nr. 42), der blev vedtaget under Regeringskonferencen, er der enighed om, at det tekniske arbejde ikke skal have nogen retskraft. 13 Jf. sag C-379/92 Peralta 14 Princippet om integrering af miljøhensyn var tidligere omfattet af EF-traktatens artikel 174, stk. 2, 2. pkt. uden en henvisning til bæredygtighedsprincippet. Se nu også Meddelelse fra Kommissionen til Det Europæiske Råd om en strategi til integrering af miljøbeskyttelseskravene i EU-politikken KOM(98)333 af 27. maj 1998. 15 Jf. Brundtlandkommissionens rapport 1987, side 69. 16 Forud for Fællesakten var miljøområdet karakteriseret ved den samtidige anvendelse af artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308). Efter Fællesakten var den samtidige anvendelse af EØFT artikel 100A (nu artikel 95) og 130S (nu artikel 175) ikke mulig på grund af procedurereglernes forskellige konsekvenser. 17 Som ofte ligeledes benævnes: Proceduren for fælles beslutningstagen. 18 Vedrørende miljøgarantien, se Hjalte Rasmussen, Om EU’s miljøgaranti, Økonomi og politik, nr. 4, 1997, side 39 ff, Amsterdam-traktatens stærke miljøgaranti, UfR. 1997B.437 ff. og Christian Ege , Amsterdam-traktaten og Miljøet, UfR. 1998 B 43, og Michael Skov Andersen, Amsterdam-traktaten og miljøpolitikken, Økonomi- og politik, 1997, nr. 4, side 20ff. 19 Jf. sag C-41/93, Kommissionen mod Frankrig 20 Fristen kan dog forlænges med en ny periode på 6 måneder begrundet i spørgsmålets kompleksitet. 21 Ifølge traktatens artikel 7a, stk. 2 (nu artikel 14, stk. 2) indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. 21a Bemærk dog i denne sammenhæng Sag 2/90 Vallonien, hvor EF-domstolen i præmis 34 v.hj.a. kildeprincippet (artikel 174, stk. 2) bortfortolkede diskriminationen. 22 Se forudsætningsvis sag C-169/89 Gourmetterie Van Den Burg, og Peter Pagh, EU miljøret, side 185 ff. 23 Sag 302/86, hvor det blev statueret, at Danmark ud fra miljøbeskyttelseshensyn kunne pålægge udenlandske producenter at indgå i en returflaskeordning, hvorimod de danske myndigheder ikke kunne indføre en mængdebegrænsning på de varer, som kunne indføres til Danmark. En sådan begrænsning blev anset for at være for vidtgående, idet returflaskesystemet i sig selv indebar, at adgangen til det danske marked var besværliggjort. 24 Jf. Peter Oliver, Free Movement of Goods, side 119 og jf. Sag C-203/96 Chemische Afvalstoffen Düsseldorf. 25 Se herom Tine Sommer, Udførselsrestriktioner og Miljøhensyn, Juristen, nr. 19, december 1998. 26 Se Kommissionens XXII beretning om konkurrencepolitikken, 1992, side 51. Hensynet til miljøet kan ikke alene bære en undtagelse til forbudet i artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1), men indgår som et moment, der kan tale for en undtagelse. 27 Såfremt der er tale om en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse såsom bl.a. vandforsyning og affaldsforvaltning er der gennem EF-traktatens artikel 90, stk. 2 (nu artikel 86, stk. 2) mulighed for at inddrage miljøhensyn. Se bl.a. sag C-393/92 Almelo Kommune m.fl. mod NV Energiebedrijf Ijsselmij, præmis 49. 28 Jf. de forenede sager 62 og 72/87 Executif régional Wallon og SA Glaverbel mod Kommissionen afsagt den 8.3.88. 29 Jf. EFT C 1994 73/3 - I dag anvendes artikel 92 stk. 3 (nu artikel 87, stk. 3) litra c) ifølge Kommissionens meddelelse. 30 Andre tilgrænsende områder til miljøområdet er transportområdet, handelspolitikken, og energipolitikken, herunder spørgsmålet om radioaktiv forurening, se herom Peter Pagh, EU-miljøret, side 103, Jan H. Jans, European Environmental Law, side 44 ff. 31 Hvilket er formuleret således af Ludwig Krämer, EC Treaty, 2. udgave, side 104, ‘you cannot have your cake and eat it. The price of recurring to Article 130S is the farewell to total harmonisation, cf 3. udgave af 1998 side 126-127 forudsætningsvis. 32 Se for en udførlig gennemgang heraf, Peter Pagh, EU-miljøret, side 217-225; Optionel harmonisering: tilfælde hvor det følger af direktivet, at en medlemsstat ikke kan forhindre markedsføring af de produkter, som lever op til direktivets krav, men samtidig tillader medlemsstaten at anvende andre regler. Ved beskyttelsesklausuler forstås en bestemmelse i direktivet som tillader medlemsstaten at fravige direktivet på bestemte vilkår men kræver underretning til Kommissionen i overensstemmelse med en særlig procedure. En lang række direktiver indeholder beskyttelsesklausuler. En beskyttelsesklausul giver medlemslandene mulighed for at vedtage midlertidige regler i hastetilfælde. Reglerne kan opretholdes, indtil Kommissionen vedtager lignende fælles regler eller beslutter, at den særlige nationale regel må ophæves. 33 Udgår. 34 Udgår. 35 Jf. direktiv 92/112/EØF af 15. december 1992 jf. EFT 1992 L 409/11. 36 Direktivet blev vedtaget før Amsterdamtraktaten var aktuel. 37 Jf. bekendtgørelse af Lov om miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven), bekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998. 38 Jf. lovforslag nr. 74, forslag til Lov om miljøbeskyttelse fremsat af Miljøministeren (Per Stig Møller) den 23. januar 1991. 39 Oversigt over vedtagne retsakter fra 1.1.94-1.9.97, fremsendt til Folketingets miljø- og Planlægningsudvalg den 3.10.1997. 40 Se herom Mogens Moe, Miljøret - Miljøbeskyttelse, 2.udg. 1994, side 31 f. Moe’s holdning er, at der i Danmark hersker en ukorrekt opfattelse af, at EU’s miljøkrav udgør en trussel mod miljøkvaliteten. 41 Se to eksempler på en stramning gennem den administrative praksis, Miljøklagenævnets afgørelse af 28. maj 1997 om Fynsværket, hvor EU’s fiskevandsdirektiv fik indflydelse på en miljøgodkendelse og Miljøklagenævnets afgørelse af 25. juni 1997 om Asnæsværket, hvor luftvejledningens retningslinier skulle omarbejdes i overensstemmelse med EUs luftkvalitetskrav. 42 Ligesom EU-reglerne, stammer de danske regler fra det internationale samarbejde om kemikalier, der foregik (og stadig foregår) inden for især OECD. 43 Steensberg. "Gifte og Sundhedsfarlige stoffer". Miljøstyrelsen, juni 1981, side 9. 44 Kemiske produkter går i EU-reglerne ofte under betegnelsen præparater. Betegnelserne dækker dog over det samme, nemlig en blanding af/eller indeholdende to eller flere forskellige kemiske stoffer. Der skelnes også i mellem produkter og varer. I denne rapport anvendes fortrinsvis udtrykket "produkter", dog anvendes udtrykket "præparater" i forbindelse med direkte benævnelse i direktiverne. 45 Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 1/1977 vedr. bekendtgørelse om farlige stoffer og produkter. Side 10-12. 46 Miljøstyrelsens redegørelse om vurdering af kemiske stoffer og produkter, november 1977, side 29-33. 47 Jf. sag 187/84, Straffesag mod Giacomo Caldana, afsagt 26.9.1985. Præparater der indeholdt farlige stoffer, var indtil vedtagelsen af direktiv 88/379/EØF alene reguleret i tre særdirektiver om opløsningsmidler (73/179/EØF), om farver, maling og lim (77/728/EØF) og pesticider (78/631/EØF), se herom Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 427. 48 Det betyder bl.a. at der i modsætning til tidligere nu er adgang til at anvende en "miljøgaranti" (artikel 100 A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4 og 5). 49 Udtømmende regulering betyder, at direktivet nu regulerer alle spørgsmål vedrørende klassificering, emballering, mærkning og anmeldelse af farlige stoffer. 50 Jf. Miljø- og Energiministeriets strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet – i Danmark, i EU og globalt, januar 1999. 51 OECD havde i nogle år arbejdet med regler for klassificering, emballering og mærkning af farlige stoffer. Dette arbejde dannede baggrund for udarbejdelsen af 67-direktivet. Kilde: Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/77, side 50. 52 Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1977 om bekendtgørelser om farlige stoffer og præparater, side 5-13. 53 Som ved det oprindelige 67-direktiv omfattede direktivet bl.a. ikke kosmetik, affald og lægemidler. 54 ELINCS og EINECS står for henholdsvis European Inventory of New Chemical Substances og European Inventory of Existing Commercial Chemical Substances, se herom Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 447. 55 Bilag 1 indeholder både nye og eksisterende stoffer. Eksisterende stoffer kan optages på listen på forslag af Kommissionen eller en medlemsstat. 56 Dette har betydning i lyset af, at det er sjældent, at et nyt stof kommer på det danske marked før noget andet EU-land. Danmark modtager et dossier fra Kommissionen for stoffer, der anmeldes i andre EU-lande. 57 Bestemmelsen pålagde producenten eller importøren, som en forudgående betingelse for import, en forpligtelse til at give underretning til Miljøstyrelsen om import af stoffer, der allerede var anmeldt i et andet EU-land. 58 Danmark kunne ikke udvide fritagelsen for anmeldelse for producenter til ligeledes at omfatte importører. 59 Kommissionens beslutning af 25. juli 1990, jf. EF-Tidende, L 222/49. 60 Eksponering omfatter hvor meget mennesker og miljø kan forventes at blive udsat for stoffet. 61 Se også her Miljø- og Energiministeriets strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt, januar 1999, bl.a. side 12 hvoraf det fremgår, at der foreløbig ikke er et eneste stof, der har gennemgået risikovurderingsprogrammet. 62 Jf. Strategien (januar 1999) side 27-28. 63 Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1977, side 10. 64 Miljøministeriet havde siden bekendtgørelse nr. 408/1980 haft generelle regler for klassificering af produkter. 65 Et produkts fysisk-kemiske egenskaber (f.eks. eksplosionsfare, brandfare), bortset fra aerosoler (se direktiv 75/324/EØF), skal klassificeres efter testmetoderne i 67-direktivet. 66 Jf. Strategien (januar 1999) side 10 og KOM (96) 347. 67 Bekendtgørelse nr. 408 af 17.9. 1980. 68 Konto-12 Projekt. Videnskabeligt Grundlag for Farlighedsindeks for Kemiske stoffers effekter, side 5-11. 69 Miljøstyrelsens redegørelse om vurdering af kemiske stoffer og produkter, 1977, side 29-33. 70 En negativliste opregner stoffer eller produkter, der er forbudt. Dette indebærer i princippet, at stoffer eller produkter, der ikke er på listen, er tilladt. Modsat indeholder positivlister stoffer eller produkter, der er tilladt, hvilket betyder at alle stoffer/produkter, der ikke er omfattet, er forbudt. Som udgangspunkt kan man derfor sige, at positivlister indebærer en mere restriktiv regulering. 71 Se Strategien for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt, jan. 1999. På side 12 er det anført at biocider er kendetegnet ved at slå levende organismer ihjel, men da biociderne ikke rammer specifikt, vil der være stor risiko for, at de påvirker andre end de tiltænkte organismer. 72 Kilde: Svar fra Miljøministeren dateret 12. november 1990 og 16. april 1991 på spørgsmål fra Birgit Bjørnvig. 73 Jf. Der Spiegel, nr. 10, 1991. 74 Miljøministeriet var i gang med at udarbejde regler i 1974 om PCB og PCT samtidig med forhandlingerne i EU, som startede i 1975. Kilde: Steensberg, 1981, side 290. 75 Vinylchloridmonomer var på baggrund af deres kræftfremkaldende effekt blevet forbudt i aerosoler i en række lande, herunder Danmark i 1975, jf. Steensberg, 1981, side 254. 76 I løbet af 1978 blev man opmærksom på, at der fandtes lamper indeholdende trichlorethylen og visse opløsningsmidler, som ville være sundhedsfarlige, såfremt de gik i stykker. Også i 1978 blev det flammehæmmende stof, Tris(2,3-dibromopropyl)phoshat, også kaldet TRIS diskuteret i OECD på grund af stoffets mutagene egenskaber. Miljøstyrelsen overvejede, hvordan stofferne skulle reguleres, og i 1979 fremsatte Kommissionen et forslag, jf. Steensberg, 1981, side 243 og 287. 77 Forbudet fremgik af bekendtgørelsen nr. 454 af 16. juni 1991 om begrænsning af salg og anvendelse af farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål, §7. Bestemmelsen er blevet videreført i de senere ændringer. 78 2-naphtylamin, benzidin, 4-nitrobiphenyl og 4-aminodiphenyl er klassificeret som kræftfremkaldende i henhold til direktiv 67/548/EØF. 79 Bekendtgørelse nr. 520 af 9. juni 1994 forbyder dog nu generelt salg af kviksølv og kviksølvholdige produkter med en række undtagelser, for eksempel termometre til specielle formål. 80 Dispensation kan kun gives i ganske særlige tilfælde i forsknings- udviklings- samt analyse øjemed. Adgangen til dispensation er således meget snævrere end direktivets. 81 Se Kommissionens beslutning 94/783/EF. 82 Se Udenrigsministeriets svar til Folketingets Markedsudvalg af 13. juni 1994 om dommens betydning for anvendelse af miljøgarantien. 83 Sverige gennemførte et generelt forbud mod cadmium med en række undtagelser i begyndelsen af 1980'erne. Danmark gennemførte en lignende regulering i 1983. Rådet opfordrede Kommissionen til at komme med en regulering af cadmium i en resolution fra 1988. 84 Der er mulighed for dispensation herfra, hvis det er nødvendigt for at beskytte produkthemmeligheder. Betingelserne m.v. er fastsat i Kommissionens direktiv 95/17/EF. 85 Bekendtgørelsen blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 303 af 18. maj 1998. 86 Jf. sag 125/88 Nijman. Se vedr. domme fra EF-domstolen omhandlende pesticider, Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 169-170, samt side 225, hvor sag 125/88 Nijman behandles. 87 Traktatens artikel 43 (nu artikel 37) indeholder ikke mulighed for anvendelse af en "miljøgaranti" sådan som Traktatens artikel 100 A (nu artikel 95). 88 Sag C-303/94. Direktiv 94/43/EF sondrede imellem vand til drikkevand og andet vand, hvorimod direktiv 91/414/EØF sigter mod ensartet beskyttelse af grundvand og andet vand uanset anvendelse. 89 Fordelingen fremgår af Kommissionens forordning (EF) nr. 933/94, som ændret ved forordning (EF) nr. 491/95 og forordning (EF) nr. 2230/95. 90 Kommissionens direktiver 93/71/EØF, 94/37/EF, 94/79/EF, 95/35/EF og 95/36/EF. 91 Se herom Rapportens kapitel 1 – Indledning og sammenfatning. 92 Om andre direktiver gælder for legetøj afhænger af disses afgrænsning. For eksempel gælder 10. ændring til direktiv 76/769/EØF om cadmium, med forbehold for andre direktiver, hvilket vil sige, at direktivet ikke gælder for legetøj. 93 Se Rådets afgørelse 89/569/EØF om Fællesskabets accept af en OECD-rekommandation om overholdelse af principperne for god laboratoriepraksis. 94 Ordningen bygger på UNEPs London Guidelines for the Exchange of Information on Chemicals in International Trade og FAOs International Code of Conduct on Distribution and Use of Pesticides. 95 Konventionen om proceduren med forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel. 96 Se om affaldsreguleringen i EU og i Danmark i øvrigt: Ellen Margrethe Basse, Affaldslovgivningen – et samspil mellem miljø- og konkurrenceret og Tine Sommer, Affaldsreguleringen i EU-retlig belysning. 97 Jf. således de forenede sager C-206/88 og C-207/88 Straffesager mod G. Vessoso og G. Zanetti, sag C-359/88 Straffesag mod E. Zanetti mfl., og sag C-422/92 Sagen om de tyske affaldsregler. 98 Kommmissionen har den 7. oktober 1998 fremsat et direktivforslag til forbrænding af almindeligt (ufarligt) affald, som omfatter det affald, som ikke falder ind under direktiv 94/67/EF. 99 Se bl.a. Miljøklagenævnets afgørelse af 25. juni 1997 "Asnæs-værket" vedrørende kraftværkers HCI-udledning. 100 Jf. Parlamentets beslutning af 19. februar 1991 om en fællesskabsstrategi for affaldsforvaltning, EFT 1991 C 72/34 og yderligere Parlamentets beslutning om en videreudvikling af fællesskabets affaldsstrategi, EFT 1994 C 127/471. 101 Dog omfatter forordningen ikke radioaktivt affald. 102 Bilagene er ændret ved Kommissionens beslutning (96/660/EF) af 14. november 1996 om tilpasning i medfør af artikel 42, stk. 3 af bilag II til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab. Der er yderligere ændret i bilagene ved Kommissionens beslutning (98/368/EF) af 18. maj 1998 om tilpasning i medfør af artikel 42, stk. 3 af bilag II og III. Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2408/98 af 6. november 1998 ændres bilag V. 103 Jf. Kommissionens beslutning 97/129/EF om fastlæggelse af et system for identifikationsmærkning af emballage. Denne beslutning har Danmark ikke støttet bl.a. begrundet i at identifikationsmærkeordningen er frivillig. 104 Jf. Kommissionens forslag til direktiv om mærkning af emballage og procedure for vurdering af emballage (KOM(96)191). Se hertil Miljøstyrelsens grundnotat af 17. juni 1997 med kommentarer til direktivforslaget. 105 Jf. Kommissionens beslutning 97/138/EF af 3. februar 1997. 106 Kilder: Domstolens dom af 20. september 1988 i sag 302/86 og "EF-retten og affaldsproblemerne" af Peter Pagh i Juristen nr. 7/1991. og "EFs miljøpolitik med særlig vægt på kemikalier" af Christian Ege Jørgensen og Peter Jørgensen, CASA, januar 1992. 107 Se også sag 422/92 Kommissionen mod Tyskland, EF-domssaml. 1996-I, 1097, hvor sagen var koncentreret om Tysklands gennemførelse af affaldsdirektiver (direktiverne 75/442/EØF, 78/319/EØF og 84/631/EØF). 108 Smh. præmis 15 i sag 118/86 Nertsvoederfabriek, EF-domssaml. 1987.3883, hvor det præciseres, at allerede i sag 72/83 Campus Oil Ltd, EF-domssaml. 1984.2727 blev det fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt til at udelukke anvendelsen af artikel 36 (nu artikel 30), at nationale regler, som er begrundet i objektive omstændigheder, der opfylder kravene i artikel 36 (nu artikel 30), derudover gør det muligt at nå andre mål, f.eks. af økonomisk natur. Dette gælder så meget mere, når sundhedsmæssige målsætninger søges virkeliggjort via bestemmelser med et økonomisk sigte. 109 Endelig bør det nævnes, at Kommissionen den 16. marts 1992 anlagde sag mod Rådet med påstand om, at Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december annulleredes, jf. sag C-86/92. Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter var de samme som i sag C-155/91. Ved kendelse af 6. september 1993 besluttede Præsidenten for EF-domstolen, at sag C-86/92 Kommissionen mod Rådet skulle slettes fra registeret. 110 Kommissionen har anlagt en række traktatbrudssager foranlediget af medlemsstaternes manglende overholdelse af både direktiv 90/219/EØF og direktiv 90/220/EØF, se sag C-343/97 afsagt 9. juli 1998, sag C-285/97 og sag C-339/97, begge afsagt den 16. juli 1998. 111 Forarbejderne til denne ændring fremgår af KOM(98)479, endelig udgave. Det reviderede forslag til ændring blev fremsat den 29. juli 1998. 112 Den følgende gennemgang tager ikke det forslag til ændring af direktiv 90/220/EØF, som blev forelagt af Kommissionen den 23. februar 1998, i betragtning. I dette ændringsforslag ser det umiddelbart ud til, at forebyggelsesprincippet bliver mere tungtvejende. Baggrunden for ændringsforslaget er bl.a., at det er fundet nødvendigt nærmere at præcisere direktivets anvendelsesområde og definitioner, at der bør fastsættes forskellige procedurer for klassificeringer i to forskellige kategorier med henblik på udsætning, og at der bør fastsættes en pligt i medfør af direktivet til at gennemføre en overvågningsplan for at spore direkte eller indirekte og øjeblikkelige eller fremtidige virkninger på menneskers sundhed og miljøet fra GMO, der udgør eller indgår i produkter, efter markedsføring af de pågældende produkter, mv. Der blev den 26. marts 1999 fremsat et ændret forslag til forslaget fra den 23. februar 1998. 113 Et eksempel på fællesskabsregler, som ville kunne blive omfattet af denne bestemmelse er bl.a. direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler. Det er nemlig forudsat i direktivet, at den i direktivet forudsatte risikovurdering skal erstatte risikovurderingen i udsætningsdirektivet for så vidt angår genmodificerede plantebeskyttelsesmidler. 114 Se herom Peter Pagh, EU-miljøret 1996, side 468ff. 115 I denne sammenhæng skal direktiv 88/609/EØF om store fyringsanlæg nævnes. Direktivet fastsætter nemlig en kvoteordning for SO2 og NOx for bestående anlæg (etableret før 1. juli 1987). 116 Se Rådets afgørelse 81/462/EØFom indgåelse af konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, Rådets afgørelse 86/277/EØF om indgåelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af forurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP) og Rådets afgørelse 93/361/EØF om Fællesskabets tiltrædelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende forurening over store afstande, angående begrænsning af emissionen af kvælstofoxider og disses transport på tværs af grænserne. 117 Se således The Danish Air Quality Monitoring Programme, Annual Report for 1997, NERI Tecnical Report, no. 245, 1998, side 55. 118 Ændringen af miljøbeskyttelsesloven skete også på foranledning af direktiv 80/779/EØF om grænseværdier for svovldioxid og svævestøv i luften, der ligeledes fastsætter bindende luftkvalitetsnormer for disse stoffer. 119 Se forslag til Rådets direktiv om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider, svævestøv og bly i luften, KOM(97)500 af 8.10.1997 som senest ændret ved ændret forslag til Rådets direktiv om grænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider, svævestøv og bly i luften, KOM(98)386 af 8.7.1998. Forslaget tager sigte på at fastsætte grænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxid, partikler og bly i luften og at gøre det obligatorisk for medlemsstaterne at overvåge luftkvaliteten og informere befolkningen. Se afgørelse om Rådets fælles holdning 57/98/EF fastlagt med henblik på vedtagelse af direktivet. 120 De alternative metoder er henholdsvis metoden med sort røg og den gravimetriske metode. 121 Se herom ligeledes Rådets resolution af 15. juli 1980 om grænseoverskridende luftforurening, som skyldes svovldioxid og svævestøv af 5.7.1980, hvor det indskærpedes, at medlemsstaterne trods problemerne bestræbte sig på at mindske og forebygge den grænseoverskridende forurening af de nævnte stoffer. 122 Se forslag til Rådets direktiv om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider, svævestøv og bly i luften, KOM(97)500 af 8.10.1997 som senest ændret ved ændret forslag til Rådets direktiv om grænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider, svævestøv og bly i luften, KOM(98)386 af 8.7.1998. Se afgørelse om Rådets fælles holdning 57/98/EF fastlagt med henblik på vedtagelse af direktivet. 123 "Miljøtilstanden i Danmark". Miljøministeriet 1991, side 62. 124 Se også Kommissionens beslutning (96/511/EF) af 29. juli 1996 om de spørgeskemaer, der er omhandlet i Rådets direktiv 80/779/EØF, 82/884/EØF, 84/360/EØF og 85/203/EØF. Medlemsstaterne skal anvende de med beslutningen udarbejdede spørgeskemaer ved udarbejdelsen af de sektorspecifikke rapporter, som de i henhold til artikel 4 i direktiv 91/692/EØF skal sende til Kommissionen. 125 Direktivet gælder ikke påvirkning under arbejde. Direktivet skal ses i sammenhæng med de forpligtelser, som EU har i medfør af ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening og skal desuden ses i sammenhæng med EU’s direktiver om bilers udstødning. 126 Jf. The Danish Air Quality Monitoring Programme, Annual Report for 1997, NERI Tecnical Report, No. 245, 1998, side 56. 127 Jf. The Danish Air Quality Monitoring Programme, Annual Report for 1997, NERI Tecnical Report, No. 245, 1998, side 56. 128 Se forslag til Rådets beslutning om ændring af beslutning 93/389/EØF om en overvågningsmekanisme for emissionen af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet af 18.4.1998 jf. KOM (98) 108, samt Rådets fælles holdning af 16. juni 1998. 129 Se ligeledes meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Parlamentet om "Klimaændringer – En EU strategi efter Kyoto" af 3. juni 1998, jf. KOM (98) 353. Kommissionen opfordrer her Rådet til at træffe foranstaltninger på fire vigtige strategiske områder, energi, transport, landbrug og industri for at formindske emissionerne og drivhusgasser. Se også forslag til Rådets beslutning om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke kuldioxidemissioner fra nye personbiler, KOM (98) 348 af 23.7.98. Endvidere skal nævnes Kommissionens henstilling 99/125/EF om nedbringelse af CO2-emissioner fra personbiler. 130 Jf. direktiv 82/884/EØF om bly, direktiv 89/427/EØF om svovldioxid og svævestøv, direktiv 85/203/EØF om nitrogendioxid, der alle modsat direktiv 92/72/EØF forpligter medlemsstaterne til at opretholde koncentrationer under den med direktiverne fastsatte grænseværdi. 131 Jf. The Danish Air Quality Monitoring Programme, Annual Report for 1997, NERI Tecnical Report, No. 245, 1998, side 56 132 Når andet ikke er angivet, bygger den efterfølgende beskrivelse på artiklen "EU har ændret holdning til bilforurening" af Erik Iversen i MiljøDanmark nr. 5/1990. 133 Se også forslag til Europa-parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugstraktorer og om ændring af Rådets direktiv 74/150/EØF, KOM(98)472. 134 Nu ophævet. 135 Efter en række alvorlige smogtilfælde i bl.a. Los Angeles og Tokyo indførte USA og Japan i henholdsvis 1975 og 1977 krav om begrænsning af de skadelige stoffer i bilers udstødning. Disse krav kunne kun opfyldes, hvis bilerne blev forsynet med katalysatorer. Udover katalysatoren indebærer de amerikanske krav, at bilerne er forsynet med et kulfilter, som nedsætter fordampningen af kulbrinter. Katalysatorer reducerer ifølge en opgørelse fra Miljøstyrelsen emissionen af kulilte, kulbrinte og kvælstofoxider under aktuelle kørselsforhold med 60 -70%. Kilde: Miljøstyrelsen: Emissioner for motorkøretøjer, september 1993. 136 At Danmark ikke havde nationale regler frem til 1984, kan omvendt have betydet import af mere forurenende biler. 137 Se også forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EF, KOM (98) 241. Det fælles udkast er vedtaget af Forligsudvalget den 29. juni 1998. Med direktiv 98/70/EF ophæves direktiv 85/210/EØF med virkning fra 1.1.2000. 138 Type II-prøven (CO i tomgang) gælder dog for alle benzinbiler, også over 3,5 tons. 139 Hvilket vil sige en type I-prøve, en type II-prøve og en type III-prøve. Ved type I-prøven afprøves den gennemsnitlige emission af luftforurenende luftarter efter koldstart i byområder med tæt trafik. Ved type II-prøven afprøves emissionen af kulilte ved tomgang og ved type III-prøven afprøves gasemissionen fra krumtaphuset. Overholdelse af de tekniske forskrifter var en betingelse for at opnå typegodkendelsen. 140 Tilføjelsen af dieselmotorer skete ved direktiv 85/351/EØF. For sådanne køretøjer med dieselmotorer (køretøjer udstyret med motor med kompressionstænding) skulle type I-prøven anvendes. 141 Danmark havde oprindeligt i 1984 vedtaget at indføre normer svarende til de amerikanske allerede fra 1. oktober 1989. Dette udskød man dog, bl.a. fordi man afventede udviklingen i EU. 142 Se også forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger mod luftforurening fra emissioner fra motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF for så vidt angår lette erhvervskøretøjer, KOM (98) 397 af 24. juni 1998. 143 Direktivet er atter ændret, se nu direktiv 98/69 af 13. oktober 1998 om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer og ændring af Rådets direktiv 70/220/EØF. 144 Jf. lov nr. 68 af 24. januar 1989 som ophævet ved lov. nr. 698 af 22. september 1998. 145 Se dog Miljøklagenævnets afgørelse af 25. juni 1997 (Asnæsværket), hvor sagen hjemvises til miljøstyrelsen med henblik på udarbejdelse af en ny vejledning, som skulle være forenelig med EU’s luftkvalitetskrav. 146 Som ændret ved direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997. 147 Reduktionen på 3% i 1993 var oprindeligt foreslået at være 10% højere, men Danmark ønskede denne grænse sat ned, dog sådan, at de endelige reduktioner for 1998 blev overholdt. Baggrunden herfor var, at dansk industri ville få længere tid til at udvikle den nødvendige teknologi, så det ikke ville være nødvendigt at købe teknologien fra udlandet. 148 Danmark undertegnede i 1985 en protokol i tilknytning til konventionen, der forpligter de deltagende lande til at reducere SO2- og NOx-emissionerne med nærmere angivne procenter. Danmark har endvidere i tilknytning til protokollen sammen med en række lande undertegnet en deklaration, der opfordrer til yderligere reduktioner i NOx-emissionerne. 149 Det skal dog bemærkes, at direktivforslaget forelå første gang allerede i 1984. 150 Se også forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 88/609/EØF om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg, KOM(98)415 og Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 27. januar 1999. 151 Bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974. Nu bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. 152 Direktivet var foreslået af Kommissionen på baggrund af vesttysk lovgivning om begrænsning af blyindholdet (fra 1. januar 1976 var grænsen 0,15 gram pr. liter). Kilde: Orientering fra Miljøstyrelsen "Luftforurening fra motorkøretøjer", nr. 2/1985. Side 21. 153 Muligheden for at anvende blyfri benzin er en betingelse for at anvende katalysatorer i biler, idet bly ødelægger katalysatorerne. Fordi EU først indførte blyfri benzin i perioden 1985-89, forhindrede man indtil da en række europæiske lande udenfor EU i at indføre krav om katalysatorer. Hvis f.eks. Sverige, Schweiz og Østrig indførte katalysatorer, ville bilerne ikke kunne køre udenfor landets grænser, da der ikke ville være mulighed for at købe blyfri benzin i EU-landene. I USA og Japan har man allerede fra midten af 1970’erne haft langt strengere krav til bilers forurening. Alle nye amerikanske biler har siden 1975 været konstrueret til at anvende blyfri benzin. 154 Anvendelse af benzen er i EU desuden reguleret ved direktiv 89/677/EØF om 8. ændring af direktiv 76/769/EØF, der forbyder markedsføring af stoffer eller præparater indeholdende over 0,1 vægtprocent benzen. Direktivet undtager anvendelse af benzen i brændstoffer. 155 Redegørelse vedrørende bly i benzin. Miljøstyrelsen, juli 1976. Bilag til forslag til lov om blyindhold m.v. i motorbenzin af den 7. december 1976. Folketingstidende 1976/77, side 2555. 156 Hvilket var 5 år senere end Tyskland. 157 Direktiv 75/716/EØF og 87/219/EØF skal ses i sammenhæng med direktiv 80/779/EØF, der fastsætter grænseværdier for luftkvaliteten med hensyn til svovldioxid og svævestøv. Direktiverne er under ændring. Rådet fremkom den 16. juni 1998 med en fælles holdning til forslaget. Der skal sigtes på at begrænse emissionerne af svovldioxid fra forbrænding af fuelolie og gasolie, idet der for fuelolie fastsættes en maksimumsgrænse for indholdet af svovl på 1% og for gasolie på 0,2%. 158 Direktiv 87/219/EØF henviser bl.a. til Rådets afgørelse af 11. juni 1981 om indgåelse af konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande. Konventionen er vedtaget i ECE-regi (Economic Commission for Europe). Direktivets formål er bl.a. at leve op til de forpligtelser, der ligger i konventionen. Konventionen fastsætter dog ikke bestemmelser om grænseværdier for svovl i brændsler eller lignende, men indeholder bestemmelser om samarbejde om bl.a. forskning og udveksling af information. 159 Bekendtgørelsen ophæver bekendtgørelse nr. 317/1985. 160 UNEP står for United Nations Environmental Program. I 1985 undertegnede EU og alle EU’s medlemsstater Wien-konventionen om beskyttelse af ozonlaget. 161 Rådets beslutninger af 26. marts 1980 om chlorfluorcarboner i miljøet og Beslutning af 15. november 1982 om udbygning af forholdsreglerne mod chlorfluorcarboner i miljøet er bindende retsakter. De er gennemført ved faktisk efterlevelse i Danmark, idet der ikke finder produktion af CFC sted i Danmark. 162 Fællesskabets forskrifter skal i øvrigt så vidt muligt fortolkes i lyset af international ret, navnlig når disse forskrifter netop har til formål at gennemføre en international aftale indgået af Fællesskabet. I medfør af Wien-konventionens artikel 2, stk. 3 kan parterne i konventionen træffe strengere interne foranstaltninger, når disse på baggrund af videnskabelige vurderinger har til formål at fremme anvendelsen af erstatningsstoffer, som har mindre skadelige virkninger på ozonlaget. 163 Alle CFC'er omfattet af forordningen, men kun tre haloner. Der findes over 100 haloner, som dog ikke alle anvendes i praksis. 164 Kommissionen har senest ved beslutning 96/261/EØF af 23.2.96 fastsat importkvoter for særskilte importører. 165 Se forslag til Rådets forordning (EF) om stoffer, der nedbryder ozonlaget, KOM (98) 398 af 14.8.98. 166 Jf. eksempelvis direktiv 76/464/EØF om forurening forårsaget af visse farlige stoffer i vandmiljøet, artikel 1, stk. 2, litra e) og direktiv 80/68/EØF om grundvand artikel 1, stk. 2, litra d. 167 Se direktiv 73/404 om vaske- og rengøringsmidler samt direktiv 73/405 om anioniske overfladeaktive stoffers biologiske nedbrydningsevne. 168 Jf. Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 493, såsom badning, fiskeri og indvinding af drikkevand. 169 Oprindeligt omfattede direktivet også grundvand, men efter vedtagelsen af grundvandsdirektivet 80/68/EØF ophævedes de forskrifter, som var indeholdt i direktiv 76/464/EØF, jf. dette direktivs artikel 4, stk. 4. 170 Direktiv 80/778/EØF skal ophæves 5 år efter ikrafttrædelsen af direktiv 98/83/EF. 171 Vejledning i Recipientplanlægning (Del I om vandløb og søer), nr. 14006 af 31. december 1983, side 40. 172 Lovbekendtgørelse nr. 383 af 14. juni 1993. 173 Vejledning nr. 14006 og 14007 om recipientplanlægning af 31. december 1983, Del 1 og 2. Se også aftalen om Vandmiljøplan II, hvor målsætningen er at nedbringe forureningen af vandmiljøet med nitrater, se herom afsnit 6.8 vedrørende nitratdirektivet (91/676/EØF). 174 Se bl.a. Miljøklagenævnets afgørelse af 28. maj 1997 "Fynsværket" hvor det blev fastslået at fiskevandsdirektivets temperatur- og iltkrav ikke var sikret opfyldt. 175 Lov nr. 388 af 6. juni 1991 (nu lovbekendtgørelse nr. 383 af 14. juni 1993, som senest ændret ved bekendtgørelse af lov om planlægning nr. 563 af 30. juni 1997). 176 Denne bekendtgørelse er under revision. 177 Om forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb og lov om planlægning (justering af harmonikravene og genopretning af vådområder i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplanen II). 178 Om forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning, lov om miljøbeskyttelse, og lov om planlægning (beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning). 179 Norm for hvor meget husdyrgødning, der må udbringes pr. ha.år i gennemsnit for hele ejendommen. 180 Kommissionen har udarbejdet en liste over stoffer, som den anser for at høre til liste I-kategorien. Se herom Rådets direktiv 86/280/EØF af 12. juni 1986 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledning af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF. Se også direktiv 88/347/EØF af 16. juni 1988 og direktiv 90/415/EØF af 27. juli 1990 om ændring af bilag II til direktiv 86/280/EØF om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledning af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF, se herom afsnit nedenfor. 181 Alle direktiverne bygger på princippet om den bedst tilgængelige teknologi, se herom Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 501. 182 I de forenede sager C-232/95 og C-233/95, afsagt den 11. juni 1998, fandt EF-domstolen, at Grækenland havde tilsidesat sine forpligtelser efter Rådets direktiv 76/464/EØF særligt artikel 7, ved at have undladt at fastlægge programmer for at mindske forureningen af liste II-stoffer. Se også sag C-206/96 af 11. juni 1998, hvor Luxembourg tilsvarende blev dømt for at have undladt at opfylde sine forpligtelser efter direktivets artikel 7. 183 EFT nr. C 202 s. 7 af 10.8.92. 184 Jf. notat fra Miljøstyrelsen, Havkontoret af 18. november 1996, side 4. 185 Dette gælder for: Hexachlorbenzen og hexachlorbutadien og for aldrin, dieldrin og endrin og HCH, DDT og PCP. 186 Dette gælder bl.a. for chloroform, kviksølv, cadmium, 1,2 dichlormethan, trichlorethylen, tetrachlorethylen og trichlorbenzen. 187 I sag C-168/95 afsagt den 26. september 1996, fastslog EF-domstolen, at artikel 3 i Rådets direktiv 76/464/EØF skulle fortolkes således, at enhver udledning af cadmium forudsatte forudgående tilladelse, uanset hvornår det anlæg, hvorfra udledningen fandt sted, var sat i drift. 188 Rådet har på baggrund af, at grundvandsforekomster i visse områder både kvalitativt og kvantitativt fortsat er truet, ved en resolution af 20.2.1995 om beskyttelse af grundvandet, opfordret til en revision af direktivet. Se også forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et handlingsprogram for integreret beskyttelse og forvaltning af grundvand, KOM(96)315 af 25. november 1996. 189 EF-domstolen fastslog i sag 291/84 Kommissionen mod Holland, at de grupper af stoffer, som er opført på liste I og liste II i bilaget til direktivet, er udtryk for en udtømmende opregning. Endvidere fastslog EF-domstolen i sag 360/87 Kommissionen mod Italien, at sondringen mellem liste I og liste II-stoffer skal foretages i de nationale lovgivninger, som implementerer direktivet, jf. også Peter Pagh, EU-miljøret, 1996, side 519. 190 Vandløbs- og vandforsyningsloven med kommentarer af Flemming Tolstrup og Jørgen Barfoed, 1975, side 314 ff. 191 Direktiverne er under ændring jf. forslag til direktiv om vandområders økologiske kvalitet af 10.8.1994, som blev erstattet af forslag til Rådets direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger hvorefter direktiverne skal ophæves med virkning fra 31. december 2007, jf. KOM(98)76 af 17.2.1998 og KOM(97)49 af 26.2.1997. Direktivets overordnede formål er at fastlægge en ramme for beskyttelsen af overfladeferskvand, flodmundinger, kystvande og grundvand i Fællesskabet. Det er hensigten at forebygge yderligere forringelse af vandøkosystemets status og fremme et bæredygtigt vandforbrug baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer. Ifølge forslagets artikel 26 ophæves følgende retsakter med virkning fra 31.12.2007: direktiv 75/440/EØF, beslutning 77/795/EØF, direktiv 78/659/EØF, direktiv 79/869/EØF, direktiv 79/923/EØF og direktiv 80/68/EØF. Endelig trækkes det foreslåede direktiv om vandområders økologiske kvalitet tilbage. 192 Direktivet er under ændring – se forslag til Rådets direktiv om kvaliteten af badevand, KOM(94) 34 af 22. april 1994 samt ændret forslag til Rådets direktiv om kvaliteten af badevand, KOM(97)585 af 10.1.1998. 193 Bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement for miljøbeskyttelse. 194 Vejledning nr. 4/1974 om kontrol med badevand ved friluftsbadesteder. 195 Brev til Kommunalbestyrelser, m.v. vedrørende badevandskontrol. 10. juni 1976. 196 Oversigt over henlagte sager fra Udenrigsministeriet, dateret 29. oktober 1991. 197 Direktiverne 75/440/EØF og 79/869/EØF skal, ifølge forslag til rammedirektiv om vand, ophæves med virkning fra den 31.12.2007, jf. note 27. Se den lovgivningsmæssige beslutning af 25.5.1989, med udtalelse fra Europa-Parlamentet om forslag fra Kommissionen til Rådets direktiv om ændring af direktiv 80/778/EØF om drikkevand, 71/160/EØF om badevand, 75/440/EØF om overfladevand og 79/869/EØF om målemetoder og hyppighed for analyse af overfladevand. 198 Kommunerne foretager stadig en konkret vurdering af, hvilke krav der nærmere skal stilles krav til "udvidet kontrol" af vandkvaliteten. De parametre som er omfattet af udvidet kontrol, som er indeholdt i den nugældende bekendtgørelse, er blevet udvidet i forhold til 1980 bekendtgørelsen. 199 Se Rådets beslutning af 24.11.1986 om ændring af beslutning 77/795/EØF om indførelse af en fælles procedure for udveksling af oplysninger vedrørende kvaliteten af fersk overfladevand i Fællesskabet. Det fremgik af Danmarks rapportering af 19.8.1997 indeholdende fyldestgørende datamateriale for årene 1993-1996, at der alene i 1990 blev foretaget målinger af cadmium- og kviksølvskoncentrationer i de fire danske vandløb, som var omfattet af beslutningen. Da koncentrationerne var under detektionsgrænsen, har Danmark ikke foretaget flere målinger. 200 Se også sag C-214/97 Kommissionen mod Portugal, afsagt den 17.6.98, sag 73/91 Kommissionen mod Belgien afsagt den 2.2.82 og endelig sagerne 97/81 Kommissionen mod Holland afsagt den 25.5.82 og C-229/97 Kommissionen mod Portugal, afsagt den 15.10.1998. 201 Lov nr. 299 af 8. juni 1978. 202 Vedrørende mineralvand, se Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/70/EF af 28.19.96 om ændring af Rådets direktiv 80/777/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand og bekendtgørelse om naturligt mineralvand og kildevand nr. 67 af 30.1.98 jf. vejledning nr. 127 af 1.7.1998 til bekendtgørelse om naturligt mineralvand. 203 Domstolen har i sag C-42/89 Kommissionen mod Belgien afsagt den 5. juli 1990 udtalt, at direktivet dog ikke finder anvendelse på vand, der stammer fra private brønde og boringer - i modsætning til de danske regler. 204 EF-domstolen har ligeledes i sag C-42/89 Kommissionen mod Belgien fastslået, at det ikke var tilladt at overskride grænseværdierne for de i direktiverne fastsatte parametre for toksiske eller mikrobiologiske faktorer, se herom Peter Pagh, EU-Miljøret, 1996, side 526, der ligeledes side 525 under henvisning til sag 237/90 Kommissionen mod Belgien gør opmærksom på, at undtagelserne i direktivets artikler 9, 10 og 20 skal fortolkes snævert. 205 Jf. senest ændret forslag til Rådets direktiv om kvaliteten af drikkevand, KOM(97)228 af 4.7.97, jf. KOM(98)388 af 8.7.98. 206 Se også Fælles holdning (EF) nr. 13/98 fastlagt af Rådet den 19. december 1997 med henblik på vedtagelse af Rådets direktiv om kvaliteten af drikkevand. Det fremgår af den fælles holdning, at Fællesskabet som følge af traktatens artikel 3B (nærhedsprincippet) skal revidere bestemmelserne i direktiv 80/778/EØF, således at vægten lægges på overholdelse af væsentlige kvalitets- og sundhedsparameterværdier, og det overlades til medlemsstaterne at tilføje de supplerende parametre, de måtte finde hensigtsmæssige. 207 Peter Pagh, EU-Miljøret 1996, side 526, finder visse uoverensstemmelser mellem EF-domstolens praksis og de danske regler. Det følger af bekendtgørelse nr. 515, § 5, at amtsrådet kan dispensere uden meddelelse herom til Miljøstyrelsen. En meddelelse til Miljøstyrelsen ville sikre, at Kommissionen blev underrettet. EF-domstolen har i sag 337/89 Kommissionen mod Tyskland, fastslået, at Kommissionen skal informeres. Det påpeges ligeledes af Peter Pagh, at bekendtgørelsens § 19 ikke indeholder et ubetinget krav om lukning i tilfælde af sundhedsfare. 208 Bekendtgørelsen er under revision, og den har været i ekstern høring. 209 Vejledning nr. 42 indarbejdes i henholdsvis den reviderede spildevandsbekendtgørelse og i en ny vejledning til bekendtgørelsen. 210 Se f.eks. "Vandmiljø-90", Redegørelse fra Miljøministeriet. 211 En mere detaljeret gennemgang af Danmarks gennemførelse findes i en rapport, som Vandkvalitetsinstitutet har lavet for Institute for European Environmental Policy: "Implementation of directive 91/271 on urban waste water treatment in Denmark", september 1995 af Bodil Mose Pedersen. 212 Bekendtgørelse nr. 574 af 14. november 1984. 213 Hvorved der forstås virksomheder, hvor der er farlige stoffer til stede i mængder, der er større end eller lig med de mængder, der angives i bilag I. 214 Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3/1985 om pligter ved risikobetonede aktiviteter. 215 Direktivet vedrører også arbejdsmiljø og er blevet gennemført ved forskellige regler i henhold til Arbejdsmiljøloven, specielt bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse. Regulering af letantændelige og eksplosive stoffer og beredskabsplaner hører under Justitsministeriet, der har udstedt en række regler herom. Vejledning nr. 3/1985, side 6 og 38. 216 Vurderingen blev baseret på vejledning nr. 3/1985. 217 Den nugældende bekendtgørelse omfatter ca. 80 virksomheder, selv om kravene er blevet strengere. Herudover er der et større antal virksomheder, der er omfattet af forpligtelsen til at træffe forebyggende foranstaltninger. 218 Direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som senest ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3.3.97. 219 Miljøministeriets oversigt over vedtagne EF-retsakter på miljøministeriets område af 7. maj 1986. Side 29. 220 dB(A) = A – vægtet lydtrykniveau i dB. 221 Kilde: Hovedstøjsudvalgets redegørelse og forslag til bekæmpelse. Forureningsrådet, Sekretariatet. Publikation nr. 27, 1972. En mere udførlige beskrivelse af lovreglerne findes på side 38, ff. 222 Kilde: "Støj fra tunge køretøjer - Rapport fra en arbejdsgruppe." Miljøstyrelsen, 1980. 223 Se forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om støjemission fra maskiner til udendørs brug, KOM (98) 46 af 18.2.1998. Der forelå en udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg den 9. september 1998. 224 Direktivet er under ændring, se revideret forslag til Rådets direktiv af 17.2.1998 om ændring af direktiv 92/14/EØF om begrænsning af operationen af flyvemaskiner, der henhører under bind I, del II, kapitel 2 i bilag 16 til konventionen angående international civil luftfart, anden udgave (1988). 225 Dommen er afsagt den 14. juli 1998. 226 EF-domstolen har endvidere taget stilling til Belgiens og Italiens manglende gennemførelse af direktiv 95/27/EF i sagerne C-326/97 og C-324/97 (begge sager blev afsagt den 15. oktober 1998). 227 Jf. Miljøstyrelsens Notat om Gennemførelsen af direktiv 90/313/EØF om fri adgang til miljøoplysninger, december 1996, side 2. 228 Jf. Miljøstyrelsens Notat om Gennemførelsen af direktiv 90/313/EØF om fri adgang til miljøoplysninger, december 1996, side 4. 229 Jf. Miljøstyrelsens Notat om Gennemførelsen af direktiv 90/313/EØF om fri adgang til miljøoplysninger, december 1996, side 3. 230 Jf. Kommissionen afgørelse 94/90/EKSF, EF, Euratom om aktindsigt, Rådets afgørelse 93/730 om adfærdskodeks, 93/731/EF om aktindsigt i Rådets dokumenter og Rådets forordning(EØF) nr. 1210/90 om oprettelse af miljøagenturet. 231 Vedrørende aktindsigt i EU-dokumenter, som danske myndigheder er i besiddelse af, se Niels Fenger, Aktindsigt i EU-sager, Juristen nr. 6, 1996, side 214. 232 Se Kommissionens vejledning, "Guidelines for the application of life cycle assessment in the EU Eco-label award scheme", a report prepared for the European Commission by the "Group des Sages", 1997. 233 Endvidere findes der i Tyskland "Den blå engel" (1977), som også i et vist omfang har opnået international anerkendelse. 234 Forordningen er under revision. Se bl.a. forslag til Rådets forordning (EF) om en revideret EF-ordning for tildeling af et miljømærke KOM (96) 603, og Europaparlamentets udtalelse fra 13. maj 1998. Målsætningen med forslaget er bl.a. at gøre miljømærkeordningen mere effektiv. Procedurer og metoder for opstilling af miljømærkekriterier skal justeres på baggrund af de første års erfaringer med ordningen, og det overvejes, om der skal indføres en graduering i miljømærket, så der opstilles 2-3 forskellige niveauer for mærket. Endvidere overvejes blandt andet en ændring i organiseringen, således at en organisation uden for Kommissionen bliver ansvarlig for arbejdet. 235 Se eksempelvis meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet "gennemførelse af EU’s strategi for nedbringelse af CO2-emissionen fra biler: Miljøaftaler med den Europæiske Bilindustri, KOM(98)495. 236 For en mere udførlig beskrivelse af EUs internationale kompetence: Se Karsten Hagel-Sørensen og Klaus Gulmann, "EU-ret". 3. udg., 2. oplag, 1998. Side 227 ff. 237 Domstolen fortolker "handel" meget bredt. Handelsspørgsmål, der har til hensigt at beskytte miljøet, vil således være omfattet af EUs enekompetence. 238 Forordning (EØF) nr. 1734/88 om udførsel fra og indførsel til Fællesskabet af visse farlige kemikalier, som nu er blevet erstattet med forordning (EØF) nr. 2455/92 med samme titel, ændret ved forordning 2247/98 af 13. oktober 1998 om ændring af bilag II. Se også forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse af konventionen om proceduren med forudgående informeret samtykke (PIC-proceduren) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, KOM (98)437 af 15.7.1998. 239 Jf. også Rådets afgørelse 86/277/EØF af 12. juni 1986 om indgåelse af protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP). 240 Rådets afgørelse 95/308/EF af 24. juli 1995 om indgåelse på Fællesskabets vegne af konventionen om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer. 241 Se Rådets afgørelse 98/685/EF af 23. marts 1998 om indgåelse af konventionen om grænseoverskridende virkninger af industriulykker.
|
||