| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 7. Risiko for industrielle uheld og affald fra titandioxidindustrien7.1 Direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større
uheld med farlige stoffer 7.1 Direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer Direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer ophævede direktiv 82/501/EØF med virkning fra 3.2.1999. Direktivet er meget bredere i sit anvendelsesområde end direktiv 82/501/EØF. Direktiv 96/82/EF, der har hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175), er et minimumsdirektiv, hvis formål er konsekvent og effektivt at sikre et højt beskyttelsesniveau i hele Fællesskabet. Med direktiv 96/82/EF udvides direktiv 82/501/EØF’s anvendelsesområde til at omfatte alle virksomheder, hvor der er farlige stoffer til stede i så tilstrækkelige store mængder, at der skabes fare for større uheld. Afgørende for, om en virksomhed er omfattet af direktivet, er om farlige stoffer er tilstede eller kan dannes i mængder, der er større end eller lig med de tærskelmængder, der angives i direktivets bilag I. Alle virksomheder, der er omfattet af direktivet, skal indgive anmeldelse til tilsynsmyndigheden. Direktivet fastsætter krav til indholdet af de oplysninger, som en anmeldelse skal indeholde. Hertil kommer, at de (tunge) virksomheder213 skal udarbejde en plan for forebyggelse af større uheld (samt revision heraf ved ændring af et anlæg, en virksomhed eller et lager), en sikkerhedsrapport og oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger, beredsskabsplaner mv. Direktivet indeholder også bestemmelser med henblik på at mindske risikoen for en dominoeffekt, dvs. muligheden for at følgerne af større uheld kan være øget på grund af virksomhedernes indbyrdes placering. For at begrænse muligheden for større uheld eller forværre følgerne af sådanne skal myndighederne sørge for at de berørte virksomheder modtager de nødvendige oplysninger, og at der etableres et samarbejde om underretning af offentligheden. Ifølge direktivet skal driftslederen efter større uheld underrette den kompetente myndighed herom, og disse myndigheder skal hurtigst muligt underrette Kommissionen om sådanne større uheld. Der er i direktivet fastsat krav til indholdet af sådanne oplysninger. Endelig skal medlemsstaten forbyde drift eller idriftsætning af virksomheder, anlæg eller lagre mv., såfremt driftlederen klart har truffet utilstrækkelige foranstaltninger til at forebygge eller begrænse faren for større uheld. Gennemførelse Direktivet skulle have været implementeret i februar 1999. På grund af den snævre tilknytning til IPPC-direktivet er det besluttet at implementere de to direktiver samtidig i efteråret 1999. Kommissionen er orienteret. Nedenfor beskrives det ophævede direktiv. 7.2 Direktiv 82/501/EØF om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (Seveso-direktivet) Formålet med direktivet var at forebygge større industriuheld. Direktivet skulle ses på baggrund af en række uheld i EF, bl.a. ulykkerne i Seveso i Italien og Flixborough i England. Direktivet, der havde hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308), fastsatte minimumsregler. Direktivet omfattede virksomheder, der anvendte farlige stoffer i processer, f.eks. alkylering, eller som oplagrede farlige stoffer over en vis mængde. Stofferne og processerne var opregnet i direktivets bilag. Direktivet pålagde medlemsstaterne at indføre regler, der sikrede, at: - nye virksomheder, som direktivet definerede som særligt risikobetonede, skulle
indgive anmeldelse til myndighederne med en række nærmere angivne oplysninger, inden
anlægget kom i drift. Oplysningerne angik de stoffer og processer, der blev anvendt og
påtænkte foranstaltninger i en eventuel uheldssituation, Direktivet indeholdt krav om komitéprocedure IIIa for tilpasninger af bilag V, som omhandlede en del af de oplysninger, der skulle gives i forbindelse med en anmeldelse. Gennemførelse Direktivet blev for Miljøministeriets vedkommende215 gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 206 af 1. maj 1984 om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (nu ophævet). Som suppleret ved: - Vejledning nr. 3/1985 om pligter ved risikobetonede aktiviteter (nu ophævet). Se nedenfor under 2. ændring af direktivet. Den danske regulering i dag er bekendtgørelse nr. 520 af 5. juli 1990. Vurdering af virkninger Siden 1973 har Miljøbeskyttelseslovens § 2, stk. 2 indeholdt en regel om, at risiko for forurening, der skyldes uheld, også var omfattet af lovens bestemmelser. Nye virksomheder, der var listet i bilaget til loven, skulle forinden godkendes efter reglerne i lovens kapitel 5. I bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. krævedes det, at en ansøgning om godkendelse skulle indeholde mere generelle oplysninger om risikobetonede processer og oplag samt om planlagte foranstaltninger mod driftsforstyrrelser eller uheld. Direktivet medførte, at også eksisterende virksomheder skulle anmeldes og risikovurderes. Derudover medførte direktivet, at der kom mere præcise regler for hvilke oplysninger, der skulle lægges til grund for en risikovurdering af virksomheder.216 Disse forpligtelser medførte en væsentlig udvidelse af de dagældende danske regler. Bekendtgørelsens krav om anmeldelse fandt anvendelse på ca. 65 virksomheder.217 Danmark havde en positiv holdning til direktivforslaget. Baggrunden for, at der ikke tidligere har været så omfattende regler om risikovirksomheder, kan være, at der ikke har været tilsvarende større uheld i Danmark. Ændringer til direktivet Direktivet er blevet ændret 2 gange i henholdsvis 1987 og 1988 samt ophævet ved direktiv 96/82/EF fra 1996. 1. ændring: Direktiv 87/216/EØF af 19. marts 1987 medførte en revision med henblik på en skærpelse af bilag I, II og III i direktiv 82/501/EØF. Dette indebar en stramning af grænsen for mængden af visse stoffer, der var anmeldelsespligtige, f.eks. chlor og amoniumnitrat, dels en lempelse af grænserne for nikkel og cobolt, der skyldtes, at cobolt- og nikkelforbindelser ikke var så farlige, som først antaget. Direktivet blev gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 545 af 16. september 1988 om vurdering af sikkerheden med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre større uheld. Bekendtgørelsen gennemførte bilagene uden ændringer. Direktivet har betydet en lempelse af de danske regler som følge af lempelserne for cobolt- og nikkelforbindelser. Stramningerne har ikke haft konsekvenser for Danmark. 2. ændring: Direktiv 88/610/EØF af 24. november 1988 gennemførte en del stramninger og udvidelser af direktivets bilag II. Bilag II blev udbygget og skærpet for så vidt angik oplagring af farlige stoffer og præparater, hvad enten disse oplagres i løsform eller i emballage (anmeldepligtige oplag). Definitionen af oplagring blev udvidet til at omfatte al oplagring. Oplagring af stoffer og/eller præparater, der kunne klassificeres som meget giftige, giftige, letantændelige, eksplosive eller brandnærende i henhold til direktiverne om klassificering (se kapitel 2), var således omfattet af anmeldelsespligten, hvis de kom over en vis mængde. Endelig indeholdt direktivet mere præcise krav til de oplysninger, som skulle gives til befolkningen i områder med tilgrænsende risikovirksomheder. Eksempelvis oplysninger om virksomhedens navn og anlæggets beliggenhed, en alment forståelig redegørelse for de aktiviteter, der foregik på virksomheden, herunder generelle oplysninger om, hvorledes den berørte befolkning skulle varsles og informeres om eventuelle uheld. Direktivet havde hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175). 2. ændring er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 520 af 5. juli 1990 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld, som ændret ved bekendtgørelse 848 af 3. september 1994. Bekendtgørelsen ophævede bekendtgørelse nr. 545/88. og suppleret ved: - Vejledning nr. 4/1990 om pligter ved risikobetonede aktiviteter. Bekendtgørelsen gennemførte direktivets bilag uden ændringer. Ved gennemførelsen af VVM-direktivet,218 blev VVM-proceduren dog også indført for sager om etablering af anmeldepligtige risikovirksomheder. 7.3 Direktiverne om fastsættelse af nærmere regler for harmonisering af programmer for nedbringelse af forureningen fra affald fra titandioxidindustrien med henblik på at bringe den til ophør Titandioxidindustriens forurening er reguleret ved følgende direktiver: - Direktiv 78/176/EØF af 20. februar 1978 om affald fra titandioxidindustrien. - Direktiv 82/883/EØF af 3. december 1983 om metoder til overvågning af og kontrol med miljøer, der berøres af udledninger fra titandioxidindustrien. - Direktiv 83/29/EØF af 24. januar 1983 om ændring af direktiv 78/176/EØF om affald fra titandioxidindustrien. Direktiv 89/428/EØF af 21. juni 1989 om fastsættelse af nærmere regler for indbyrdes tilnærmelse af programmer for nedbringelse af forureningen fra titandioxidindustrien med henblik på at bringe den til ophør. Direktiv 89/428/EØF blev ophævet af EF-domstolen ved dom af 11. juni 1991 som følge af anvendelsen af et forkert retsgrundlag. Direktiv 92/112/EØF af 15. december 1992 om fastsættelse af nærmere regler for indbyrdes tilnærmelse af programmer for nedbringelse af forurening fra titandioxidindustrien med henblik på at bringe den til ophør. Direktiv 92/112/EØF af 15. december 1992 blev udformet med henblik på at udfylde det retlige tomrum, som opstod med ophævelsen af direktiv 89/428/EØF. Det fremgår af direktivets præambel, at de medlemsstater, som allerede i overensstemmelse med det ophævede direktiv havde truffet nødvendige implementeringsforanstaltninger ikke behøvede at gøre yderligere, idet direktiv 92/112/EF er i overensstemmelse med direktiv 89/428/EØF. Det er direktivets formål at harmonisere medlemsstaternes bestemmelser om produktionsforholdene for titandioxid, dels for at undgå at konkurrencen mellem producenterne forvrides, dels for at sikre miljøbeskyttelse på et højt niveau. Medlemsstaterne skal med henblik herpå udarbejde programmer med en generel målsætning om at nedbringe forureningen fra flydende, fast og luftformigt affald. Det pointeres i præamblen, at alt affald fra titandioxidindustrien bør undgås, genanvendes eller bortskaffes uden risiko for menneskers sundhed og for miljøet. Direktivet har hjemmel i artikel 100 A (nu artikel 95). Det fremgår dog udtrykkeligt af direktivet, at medlemstaterne kan vedtage strengere regler. Gennemførelse Direktiv 82/883/EØF og 83/29/EØF (samt 89/428/EØF) er gennemført ved en meddelelse til Kommissionen om, at ingen danske virksomheder er omfattet.219 Direktiv 92/112/EØF er gennemført ved: - Lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet. Og som supplement hertil er der udstedt et cirkulære til Miljøstyrelsen nr. 173 af 15. oktober 1993 om dumpning af affald fra titandioxidindustrien. Vurdering af virkninger Direktiverne har ikke medført lovgivningsmæssige ændringer for Danmark, idet denne type industri ikke findes i landet. Domstolen har, som tidligere nævnt, afsagt en dom angående den for direktiv 89/428/EØF anvendte hjemmel, som har generel betydning for afgrænsning mellem anvendelsesområdet for henholdsvis artikel 100A (nu artikel 95) og 130S (nu artikel 175). Dommen, der er beskrevet i kapitel 3 om affald, skal ses i sammenhæng med de andre hjemmelsdomme, som er beskrevet samme sted. Med dommen blev direktiv 89/428/EØF, som nævnt, annulleret. Direktiv 92/112/EØF erstatter det annullerede direktiv. EU’s krav til gennemførelse af direktivet har medført, at der skulle udstedes en bekendtgørelse, selv om der ikke findes den type industri i Danmark, som direktivet omfatter. |
||