| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 6. Regulering af vandforurening6.1 Indledning og konklusion 6.1 Indledning og sammenfatning 6.1.1 EU’s regler om vandforurening EU’s regler om beskyttelse af vand mod forurening retter sig hovedsagelig mod fastsættelse af vandkvalitetsnormer og udledningsnormer for visse skadelige stoffer. De stoffer, som mennesket tilfører vandmiljøet, skal have en skadelig virkning, hvilket forudsætningsvis fremgår af den fællesskabsretlige definition af vandforurening, som lyder således:
Der er dog et enkelt tilfælde, hvor der er tale om produktnormer, nemlig hvor anvendelsen af et produkt får konsekvenser for vandmiljøet. Et sådant produkt er vaske- og rengøringsmidler.167 Det er karakteristisk for EU’s regulering af vandmiljøet, at der, bortset fra reguleringen af vaske- og rengøringsmidler, hovedsageligt er tale om minimumsregulering. De direktiver, der blev udstedt før Fællesakten (1987), anvendte artiklerne 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308) som hjemmelsgrundlag. Direktiverne, der stadig er udtryk for gældende EU-ret, indeholdt imidlertid bestemmelser om, at medlemsstaterne kunne anvende strengere regler end de i direktivet fastsatte. Et eksempel herpå er drikkevandsdirektivets artikel 16, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne kan anvende strengere bestemmelser for drikkevand, med forbehold af direktivets frihandelsklausul, som hindrer, at medlemsstaterne kan forbyde eller hindre markedsføring af levnedsmidler på grund af kvaliteten af det anvendte vand, såfremt denne kvalitet er i overensstemmelse med direktivet. Det forslag til ændring af drikkevandsdirektivet, som aktuelt behandles, har hjemmel i traktatens artikel 130S (nu artikel 175), hvilket er kendetegnende for den regulering af vandmiljøet, som har fundet sted efter Fællesakten. Systematisk kan de EU-retlige tiltag inddeles i tre grupper, nemlig miljøregulering for at hindre den direkte udledning til vandmiljøet, miljøregulering for at hindre den indirekte udledning (udsivning) til vandmiljøet og miljøregulering for at sikre bestemte former for anvendelse af vandmiljøet.168 Direktiv 76/464/EØF om forurening forårsaget af visse farlige stoffer i vandmiljøet er et generelt direktiv, der omfatter udlednings- og vandkvalitetsnormer for alt vand, med undtagelse af grundvand.169 Direktivet deler stofferne op i to lister. Liste I omfatter meget skadelige stoffer, og medlemsstaterne skal eliminere forureningen af vandområder med sådanne skadelige stoffer. Liste II omfatter mindre skadelige stoffer, og medlemsstaterne skal alene formindske forureningen af vandområderne med de i liste II nævnte stoffer. Med hensyn til liste II-stoffer er medlemsstaterne forpligtet til selv at fastsætte udledningskrav, baseret på nationalt fastsatte vandkvalitets målsætninger. Grænseværdierne for maksimale udledninger for liste I-stoffer skal fastsættes i datterdirektiver. Datterdirektiverne indeholder både grænseværdier for industrielle udledninger og vandkvalitetskrav. Direktiv 80/68/EØF om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer er stort set opbygget på samme måde som direktiv 76/464/EØF. Grundvandsdirektivet gælder alt grundvand med få undtagelser. Medlemsstaterne skal forbyde enhver direkte udledning af liste I-stoffer og undersøge enhver direkte udledning af liste II-stoffer med henblik på at begrænse sådan udledning. Endvidere skal medlemsstaterne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at begrænse enhver indirekte udledning af liste II-stoffer. Direktivet om kvaliteten af grundvand suppleres indirekte af nitratdirektivet 91/676/EØF og plantebeskyttelsesdirektivet 91/414/EØF, da disse direktiver tilstræber at hindre og begrænse koncentrationen af sprøjtemidler og nitrat i grundvandet. Herudover er der fastsat vandkvalitetsnormer for specielle vandtyper: - Direktiv 79/923/EØF om kvaliteten af skaldyrvand. Ovenstående direktiver finder kun anvendelse for de områder, som har en specifik anvendelse (drikke- og badevand), eller for de områder der udpeges af medlemsstaterne. For eksempel gælder direktivet om fiskevand for vande, hvor der lever eller ville kunne leve karpefisk eller laksefisk. Direktivet om kvaliteten af skaldyrvand finder anvendelse på kyst- og brakvand udpeget af medlemsstaten som områder, der kræver beskyttelse eller forbedring. Direktiv 75/440/EØF om kvaliteten af overfladevand, der anvendes til fremstilling af drikkevand, vedrører vandkvaliteten af overfladevand inden det behandles til brug som drikkevand. Hvorimod direktiv 80/778/EØF generelt omhandler kvaliteten af drikkevand, altså uanset oprindelse. Direktiverne om vandkvalitet indeholder krav til nogle af de stoffer, der er listet i Liste I eller II i direktiv 76/464/EØF, samt krav til andre stoffer. Herudover indeholder direktiverne krav til fysiske og biologiske parametre, såsom indholdet af bakterier, samt regler om målemetoder. Både direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand og direktiv 91/676/EØF om landbrugets anvendelse af nitrater indeholder udledningsnormer. Direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand fastsætter minimumskrav til rensning af spildevand og etablering af kloaknet. Direktivet om nitrat fra landbruget fastsætter en række krav til medlemsstaterne om landbrugets anvendelse af husdyr- og kunstgødning. Formålet med direktiverne er hovedsageligt at begrænse eutrofiering (overbelastning af vandmiljøet med næringssalte, der forårsager iltsvind) af vandområder. Direktiv 86/278/EØF om anvendelse af slam fra rensningsanlæg i landbruget omhandler ikke vandforurening, men er taget med i dette kapitel, fordi slamproblemet opstår som følge af intensiveret spildevandsrensning. Det følger af en række fællesskabsdirektiver på miljøområdet, at medlemsstaterne skal udarbejde en rapport om gennemførelsen af direktiverne på grundlag af spørgeskemaer udarbejdet af Kommissionen. Der er vedtaget et direktiv (91/692/EØF) om standardisering og rationalisering af medlemsstaternes rapporter. Rapporterne danner grundlag for en sammenfattende rapport, som skal udarbejdes af Kommissionen. Dette gælder dog ikke for badevandsdirektivet, som skal indrapporteres årligt. Hensigten hermed er at sikre en vurdering af direktivernes nationale gennemførelse på hele Fællesskabets område, således at også offentligheden kan få adgang til sådanne oplysninger. Direktivet medfører, at de forskellige oplysninger bliver sammenkoblet i sektorrapporter. Direktivet, der også har betydning for luft- og affaldsområdet, er beskrevet nærmere i kapitel 9. Inden for vandområdet har Kommissionen vedtaget de spørgeskemaer som medlemsstaterne skal anvende til udarbejdelse af en sådan sektorrapport vedrørende gennemførelsen af EU’s retsakter inden for vandområdet, jf. Kommissionens beslutning 95/337/EØF af 25. juli 1995 om ændring af beslutning 92/446/EØF om spørgeskemaer for direktiverne inden for vandområdet. 6.1.2 De danske regler om vandforurening og EU’s betydning De danske regler om vandkvalitet og administrationen heraf omfatter i princippet alle stoffer, da der kræves tilladelse til udledninger i henhold til Miljøbeskyttelsesloven. Herudover kan der fastsættes regler for forurening fra diffuse kilder. For havet, vandløb, søer og kystvande gælder det danske system for planlægning af vandets kvalitet (tidligere kaldet recipientkvalitetsplanlægning). Systemet indebærer, at der fastsættes kvalitetsmålsætninger, det vil sige overordnede mål, der tager udgangspunkt i en generel beskyttelse mod vandforurening. Et vandområde kan udpeges som værende et særligt naturvidenskabeligt interesseområde, som badevand, drikkevand eller som vand, der er påvirket af spildevandsudledning.171 Sådanne kvalitetsmålsætninger eller krav fastsættes af amterne gennem regionplanlægning, jf. bekendtgørelse af lov om planlægning nr. 563 af 30. juni 1997, kapitel 3. Regionplanlægningen omfatter bl.a. placering af forurenende virksomheder i henhold til lov om lands- og regionplanlægning.172 For de forskellige typer af målsætninger gælder kvalitetskrav (skærpede, generelle eller lempede), dvs. krav til vandets biologiske tilstand samt krav om, at vandet kun må indeholde stoffer under en vis grænse, som er fastsat i vejledningen om recipientkvalitetsplanlægning.173 Der er ved bekendtgørelse nr. 921 fra 1996 fastsat kvalitetskrav, der gælder generelt for liste I-stoffer og udvalgte liste II-stoffer i direktiv 76/464/EØF. Amterne er dog forpligtet til selv at fastsætte kvalitetskrav, såfremt der er tale om udledning af et stof, hvor der ikke er fastsat generelle kvalitetskrav. Med hensyn til kvalitetskrav til drikkevand og overfladevand, der anvendes som drikkevand, samt badevand gælder der dog særlige bekendtgørelser. De udledningskrav, der stilles i forbindelse med en tilladelse til udledning til vandmiljøet, skal fastsættes sådan, at kvalitetsmålsætningerne kan opfyldes. Fiskevandsdirektivet danner grundlag for de generelle kvalitetskrav med hensyn til ferskvand i Danmark.174 Skaldyrvandsdirektivets krav indgår i de generelle kvalitetskrav for kystvand. Vejledningen om vandkvalitetsplanlægning supplerer EU-reglerne med grænseværdier for andre parametre samt de parametre i direktiverne, hvor der ikke er fastsat grænseværdier. Direktiverne om fiskevand og skaldyrvand har derfor haft stor betydning for de danske regler. Danmark gik dog aktivt ind i de forhandlinger, der førte til direktiverne, og havde også inden et system for vandkvalitetsplanlægning. Det danske system med planlægning af vandets kvalitet har fungeret siden midten af 1970'erne med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven fra 1973. Systemet blev yderligere præciseret ved en ændring til Miljøbeskyttelsesloven i december 1982. Miljøbeskyttelsesloven fra 1992 indeholdt ikke et krav om, at der skulle gennemføres planlægning for vandområdernes kvalitet. Dette blev begrundet i et ønske om at forenkle reglerne. Målsætningerne for vandkvalitet skulle dog fortsat optages i regionplanerne i henhold til lov om lands- og regionplanlægning.175 Lov om planlægning fortolkes dog således, at der ikke er pligt til at lægge kvalitetsmålsætningerne til grund ved udmøntning af planlægningen eller til at gennemføre handlingsplaner for nedbringelse af forurening, som kræves af direktiverne om liste II-stoffer, fiske- og skaldyrvand. De til direktiv 76/464/EØF hørende datterdirektiver om liste I-stoffer er alle blevet gennemført ved udstedelse af bekendtgørelser. Bekendtgørelserne indeholder specifikke udledningskrav, der skal fastsættes i myndighedernes tilladelser til udledning. I Danmark var der ikke tidligere fastsat bindende grænseværdier for udledning. De danske regler om beskyttelse af grundvand er ikke en del af vandkvalitetsplanlægningen. Her gælder et generelt krav i Miljøbeskyttelsesloven, hvorefter der kræves tilladelse før en udledning kan ske til jorden eller grundvandet, se herom nedenfor. Både med hensyn til den direkte og indirekte udledning har de danske regler og praksis i forvejen svaret til direktivet. Før 1991 var det praksis, at der ikke blev givet tilladelse til direkte udledning til grundvand. Kommissionen forlangte dog mere bindende regler vedrørende direkte udledninger, hvorfor bekendtgørelse nr. 918/1991 blev udstedt. Reglerne er nu optaget i bekendtgørelse nr. 310/95, som omhandler spildevand.176 De danske regler om kontrol med badevand var før indeholdt i en vejledning. Direktivet om badevand har betydet en præcisering og formalisering af de danske regler. Derudover har direktivet kun haft mindre betydning for de danske regler. Kommissionen har dog været skeptisk overfor, at der blev målt for coliforme bakterier i havvand. Direktiverne om drikkevand og overfladevand har haft stor betydning med hensyn til kontrollen med vandets kvalitet. Inden direktivernes vedtagelse blev kvalitetskrav og kontrollen med vandets kvalitet fastsat efter en konkret vurdering af de regionale instanser. Der var lignende regler om anvendelse af slam i Danmark inden vedtagelsen af EU-direktivet herom. Direktivet har medført nogle stramninger i forhold til de dagældende regler. Danmark er dog gået videre end direktivet på en lang række punkter. Der havde ikke før vedtagelsen af direktiverne om vaske- og rengøringsmidler været danske regler herom. Direktivet medførte en totalharmonisering. Direktivet om byspildevand har ikke haft stor betydning for de danske regler, idet de krav, der stilles i forbindelse med Vandmiljøplanen I fra 1987 om reduktion af udledninger af kvælstof og fosfor til vandområder, generelt lever op til de i direktivet fastsatte krav. Derimod har nitratdirektivet givet anledning til en revision af de danske regler. Nitratdirektivets formål er at nedbringe vandforurening forårsaget eller fremkaldt af nitrater, der stammer fra landbruget samt at forebygge yderligere forurening af denne art. I forbindelse med den danske implementering af nitratdirektivet modtog Danmark den 14. november 1997 en åbningsskrivelse fra Kommissionen. Ifølge Kommissionens opfattelse overholdt Danmark ikke nitratdirektivet, og der var i den danske lovgivning behov for supplerende foranstaltninger til bekæmpelse af nitratforurening. Denne traktatkrænkelsessag er nu som følge af Vandmiljøplan II henlagt. Aftalen om Vandmiljøplan II, der blev udformet med henblik på at overholde direktivet og de supplerende bestemmelser, der som følge heraf var behov for at gennemføre, blev fremsat den 16. april 1998, jf. lovforslag nr. 55177 og lovforslag nr. 56.178 Disse forslag er nu vedtaget ved lov nr. 478 af 1. juli 1998 og lov nr. 479 af samme dato. Lov nr. 478 trådte i kraft den 15. juli 1998 og lov nr. 479 trådte i kraft den 1. august 1998, se nu Bekendtgørelse af Lov om Miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven) nr. 698 af 22.9.1998. Aftalen om Vandmiljøplan II er optrykt som bilag til lovforslag nr. 55. Det fremgår heraf hvilke midler, der skal anvendes for at reducere kvælstofbelastningen med yderligere 37.000 tons. Sådanne midler omfatter bl.a. bøde med faste satser for overgødskning og en generel afgift på kvælstofgødning. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 56, at der var enighed om, at der ud over den generelle beskyttelse af vandressourcerne var behov for en yderligere beskyttelse i de områder, der er følsomme overfor nitratforurening. I relation til nitratforurening får det betydning for det danske system, at nitratdirektivet opererer med en grundlæggende ideologi om regional differentiering, dvs. en forstærket regional indsats overfor sårbare zoner. Loven bygger i sin helhed på drikkevandsudvalgets betænkning afgivet den 17. december 1997. Drikkevandsudvalget anbefalede, at der skulle indføres nye planlægningsmæssige værktøjer for at sikre en koordineret og helhedsorienteret beskyttelsesstrategi, så der alt efter behov i hvert enkelt område blev gjort op med alle kilder til forurening. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er udgangspunktet for dansk grundvandspolitik, at der arbejdes for et generelt højt beskyttelsesniveau for alt grundvand. På nogle områder vil det være nødvendigt at prioritere indsatsen som følge af begrænsede økonomiske midler eller af placeringen af en nødvendig aktivitet, som ikke kan undgås at udgøre en vis risiko for grundvandet. For at sikre en helhedsorienteret indsats anbefalede udvalget at amterne som led i regionplanlægningen får pligt til at udarbejde en samlet plan for tilrettelæggelse og prioritering af den indsats mod grundvandsforurening, der er nødvendig for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning. Lovforslag nr. 55 af 16. april 1998 havde to hovedpunkter nemlig for det første genopretning af vådområder og for det andet en justering af harmonikrav.179 Formålet med genopretningen af vådområder er at reducere kvælstofbelastningen. Med justeringen af harmonikrav forventes effekten at blive en reduktion i nitratudledningen fra landbrugsarealerne på 300 tons årligt. Dette har tilknytning til det skærpede krav om yderligere 10%’s udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning og med en nedsættelse af kvælstofnormen på 10%. 6.2 Direktiv 76/464/EØF om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i EU's vandmiljø (liste I og II stoffer). Inkl. ændringsdirektiver Direktiv 76/464/EØF (det akvatiske direktiv), der har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308) gælder for fersk overfladevand, territorialfarvande og saltvandsområder inden for basislinjen. Indtil vedtagelsen af 80/68/EØF om grundvand var grundvand også omfattet af direktivet. Direktivet er et minimumsdirektiv og skal ses i sammenhæng med de andre vanddirektiver. De farlige stoffer, som omfattes af direktivet, er delt op i to lister efter graden af farlighed. For at beskytte vandmiljøet mod forurening som følge af visse farlige stoffer er der i direktiv 76/464/EØF indført en ordning med forudgående tilladelser, hvorved der fastsættes emissionsnormer for udledning af stoffer opført på lister, som er tilknyttet direktivet (liste I- og II-stoffer). Der skal fastsættes grænseværdier for emissionsnormerne samt kvalitetsmålsætninger for det berørte vandmiljø. Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende grænseværdierne, bortset fra de tilfælde, hvor de kan anvende kvalitetsmålsætninger. Medlemstaterne er endvidere forpligtet til at sikre fornøden overvågning af kvalitetsmålsætningernes overholdelse. Liste I omfatter svært nedbrydelige og særligt skadelige stoffer eller grupper af stoffer, for eksempel organiske halogenforbindelser, kviksølv, cadmium og stoffer, der kan være kræftfremkaldende i eller gennem vand.180 Liste II omfatter blandt andet en række metaller, f.eks. bly, chrom og arsen, biocider, stoffer, der har en skadelig virkning på iltbalancen, samt stoffer, som indvirker på smagen af fisk. Direktivet forpligter medlemsstaterne til at træffe egnede foranstaltninger for at eliminere forureningen af de med direktivet beskyttede vandområder med liste I-stoffer og formindske forureningen af vandområderne med liste II-stoffer. Direktivet medfører endvidere, at udledning af liste I-stoffer til vandområder forudsætter en forudgående tilladelse fra medlemsstaternes kompetente myndigheder. Den nævnte tilladelse skal fastsætte emissionsnormer for udledninger af liste I-stoffer. Det er i direktivet forudsat, at Rådet, på forslag af Kommissionen, skal vedtage grænseværdier for liste I-stoffer. For disse stoffer må de faste udledningskrav ikke overskride de grænseværdier, som Rådet har vedtaget på forslag af Kommissionen. Grænseværdierne skal anvendes, undtagen i de tilfælde, hvor medlemsstaten kan påvise, at kvalitetskravene, der er blevet vedtaget af Rådet, kan overholdes. Rådet har hidtil vedtaget syv datterdirektiver, der beskrives nedenfor.181 For liste II-stoffer skal medlemsstaterne selv fastsætte emissionsnormer for udledning beregnet på grundlag af kvalitetsmålsætninger, baseret på kvalitetskrav, som også udarbejdes af medlemsstaterne. Indtil Rådet har vedtaget grænseværdier eller kvalitetskrav for de enkelte liste I-stoffer, skal de betragtes som liste II-stoffer. Gennemførelse Direktivet er gennemført i dansk ret ved: Lov nr. 663 af 16. december 1982 om ændring af lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, nu nr. 698 af 22.9.1998. Lov nr. 663 indeholder bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægning og bestemmelse om regionplanlægning (nu lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994). Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet. Som suppleret ved: - Cirkulære nr. 159 af 10. oktober 1984 om recipientkvalitetsplanlægning (nu
ophævet). Vurdering af virkninger Miljøbeskyttelsesloven har siden 1973 indeholdt et krav om forudgående tilladelse for udledning af forurenende stoffer i vandmiljøet. Tilladelse meddeles af amtsrådet. Med hensyn til spildevandsanlæg er de enkelte kommunalbestyrelser i henhold til loven forpligtet til at lave planer for udbygning af spildevandsanlæg, der sikrer, at kvalitetsmålsætningerne overholdes. De programmer, der ifølge direktiv 76/464/EØF skal fastlægges med henblik på at formindske forureningen af vandområder med liste II-stoffer, blev indtil 1991 udformet gennem systemet for planlægning af vandets kvalitet.182 Som nævnt i indledningen til kapitlet blev kravet om at foretage vandkvalitetsplanlægning udeladt ved miljøbeskyttelsesloven (nr. 358) af 6. juni 1991. Det har været uklart, om direktivet indeholdt et krav om bindende emissionsnormer for liste II-stoffer (og liste I-stoffer, der endnu ikke var reguleret i direktiver). Kommissionen rettede i 1991 henvendelse til samtlige medlemslande for at få kendskab til de nationale gennemførelser af direktivets regler.183 Kommissionen fremhævede, at der i de danske regler ikke var fastsat bindende grænseværdier for liste II-stoffer, herunder liste I-stoffer, hvor der endnu ikke var fælles EU-regler. Danmark udstedte som følge heraf bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996, for at sikre, at direktivets bestemmelser (nærmere artikel 7, stk. 2 og 3) blev overholdt. Bekendtgørelsen, og dermed gennemførelsen af direktivet i relation til liste II stoffer skal ses i sammenhæng med øvrige initiativer i relation til beskyttelse af vandområderne. Den danske lovgivning indeholder således regelsæt for udarbejdelse af programmer til formindskelse af forureningen af vandområderne, og disse programmer er gennemført i praksis. Programmerne har imidlertid haft et bredere sigte end blot at gennemføre direktiv 76/464/EØF, idet de ud fra en helhedsbetragtning tilsammen udgør et integreret forvaltningsgrundlag i relation til miljøbeskyttelse af vandområderne.184 Datterdirektiver Indtil nu har Rådet vedtaget 7 direktiver, der fastsætter grænseværdier, kvalitetsmålsætninger og referencemålemetoder for liste I-stoffer. Alle direktiverne er minimumsdirektiver. De første fem har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308), mens de seneste har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175). Generelt har direktiverne medført, at der er blevet udstedt bekendtgørelser med grænseværdier for de enkelte stoffer, i stedet for at amtet eller kommunen selv foretog en skønsmæssig fastsættelse af grænseværdier for udledninger af liste I-stoffer. Amtsrådet eller kommunen foretager dog stadig en skønsmæssig fastsættelse af grænseværdier for andre forurenende stoffer, som defineret i vejledning nr. 1/1983. Det skal dog bemærkes, at der enten ikke findes virksomheder i Danmark, der er omfattet af direktiverne185, eller at der kun sker udledninger i begrænset omfang.186 Herudover har Danmark arbejdet for, at grænseværdierne blev sat så restriktivt som muligt. De første to datterdirektiver handler om kviksølvudledninger fra elektrolyse af alkaliske klorider (direktiv 82/176/EØF) og andre sektorer (direktiv 84/156/EØF). Disse blev gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 736 af 27.oktober 1986 om grænseværdier for kviksølv ved udledning af spildevand fra visse industrianlæg. Indtil 1986-bekendtgørelsen, blev direktiv 82/176/EØF gennemført ved påbud overfor virksomheden. Denne praksis blev senere blev taget med i bekendtgørelsen på grund af indvendinger fra Kommissionen om, at der ikke var udstedt bindende regler. Grænseværdierne for udledninger af kviksølv i bekendtgørelsen svarer til direktivets. Danmark arbejdede for, at grænseværdierne blev sat så restriktivt som muligt. Med hensyn til udledninger fra elektrolyse af alkaliske klorider blev de dagældende udledningskrav til Soyakagefabrikken skærpet, for at virksomheden kunne leve op til direktivets krav. Det tredje datterdirektiv, 83/513/EØF, handler om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af cadmium, og direktivet blev gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 181 af 25. marts 1986 om grænseværdier for udledning af cadmium med processpildevand fra visse industrianlæg.187 Direktiv 84/491/EØF er det fjerde datterdirektiv, og direktivet omhandler grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af hexachlorcyclohexan. Direktivet blev gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 520 af 8. august 1986 om grænseværdier for udledning af hexachlorcyclohexan til vandmiljøet. Bekendtgørelserne er en regulær gennemførelse af direktiverne. Det femte datterdirektiv vedrører udledninger af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF, herunder tetrachlormethan, DDT og pentachlorphenol (direktiv 86/280/EØF). Direktivets anvendelsesområde er udvidet til diffuse kilder (f.eks. til landbrug), og indfører krav om anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi (BAT) i forbindelse med tilladelser til nye virksomheder. Medlemsstaterne skal opstille planer for nedbringelse af udledninger af de stoffer, der er optaget i bilaget, samt gennemføre overvågningsprogrammer. Kommissionen skal informeres om nationale tiltag. Direktivet giver i modsætning til tidligere mulighed for, at stoffer, der senere reguleres, kan optages på bilaget til dette direktiv. Direktivet blev gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 928 af 11. december 1987 om grænseværdier for udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet (liste I-stoffer). Bekendtgørelsen er nu ophævet. Det sjette datterdirektiv, 88/347/EØF om ændring af bilag II til direktiv 86/280/EØF handler om udledninger af aldrin, dieldrin, endrin, isodrin, hexachlorbenzen, hexachlorbutadien og chloroform. Direktivet blev gennemført ved bekendtgørelse nr. 143 af 9. marts 1989 som ændrede bekendtgørelse nr. 928 af 11. december 1987 og er nu ophævet. Såvel det femte datterdirektiv, som det sjette datterdirektiv blev gennemført i dansk ret uden ændringer. Udledninger af 1,2 dichlorethan, trichlorethylen, tetrachloretylen og trichlorbenzen er omfattet af det syvende datterdirektiv 90/415/EØF om ændring af bilag II til direktiv 86/280/EØF. Direktivet er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 75 af 30 januar 1992 om grænseværdier for udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer og havet. (liste I-stoffer). Bekendtgørelsen ændrer bekendtgørelse nr. 143 af 9. marts 1989 og den er en gennemførelse af 5., 6. og 7. datterdirektiv. 6.3 Direktiv 80/68/EØF om beskyttelse af grundvand mod forurening af visse farlige stoffer Direktiv 80/68/EØF om beskyttelse af grundvand mod forurening af visse farlige stoffer har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308). Det fremgår af direktivet, at en eller flere medlemsstater hver for sig eller i fællesskab har adgang til at fastsætte nationale særregler. Der er med andre ord tale om et minimumsdirektiv.188 Direktivet opererer ligesom direktiv 76/464/EØF med en opdeling af liste I- og liste II-stoffer og pålægger medlemsstaterne at træffe en række foranstaltninger for at undgå forurening af grundvand.189 Direktivet omfatter såvel direkte som indirekte udledning til grundvand med undtagelse af husspildevand, der stammer fra isolerede beboelser, som ikke er tilsluttet et kloaksystem. Sådanne isolerede beboelser må desuden ligge uden for beskyttede områder til indvinding af vand til forsyning af befolkningen. Direktivet finder heller ikke anvendelse på udledninger, hvor indholdet af liste I og II-stoffer i mængder og koncentrationer er så ringe, at enhver risiko for øjeblikkelig eller senere forringelse af det modtagende grundvands kvalitet er udelukket (en minimumsregel). Direktivet forbyder generelt direkte udledning af liste I-stoffer til grundvand. Undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor en forudgående undersøgelse, under nærmere angivne betingelser, viser, at det grundvand, hvortil det påtænkes at udlede liste I-stoffer, konstant er uanvendeligt til enhver anden brug. Endelig kan medlemsstaterne, efter forudgående undersøgelse, tillade udledning, der skyldes tilbageførsel til samme vandførende lag af vand af geotermisk anvendelse, af grubevand fra miner og stenbrud, eller pumpevand fra visse bygge- og anlægsarbejder. Risiko for indirekte udledning af liste I-stoffer fra lossepladser og anden bortskaffelse af affald skal undersøges, inden der kan gives tilladelse til deponering eller aktivitet. Såfremt der gives tilladelse, skal den indeholde vilkår, der udelukker en udledning til grundvandet. Det samme krav om forudgående godkendelse af affaldsanlæg gælder for liste II-stoffer, dog skal vilkårene kun gøre det muligt at undgå forurening. Risiko for forurening af grundvand skal også undersøges inden en medlemsstat giver tilladelse til direkte udledning af liste II-stoffer. Desuden indeholder direktivet krav til tilladelsernes indhold, for eksempel skal der opstilles grænseværdier for direkte udledning. Endvidere skal tilladelserne være tidsbegrænsede. I tilfælde, hvor en udledning i grundvandet kan påvirke en anden medlemsstat, indeholder direktivet et krav om samråd mellem medlemsstaterne, eventuelt med deltagelse af Kommissionen, før der gives tilladelse. Direktivet skal især ses i sammenhæng med direktiv 80/778/EØF om drikkevand, da hovedparten af det danske drikkevand hentes fra undergrunden. Der har været en del vanskeligheder forbundet med de nationale implementeringer af direktivet, hvilket har givet anledning til en række traktatbrudssøgsmål, se eksempelvis: - Sag C-183/97 afsagt den 18. juni 1998 vedrørende Portugals manglende
gennemførelse af direktivet. Gennemførelse Direktivets krav var allerede opfyldt ved: - Lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, kapitel 3. samt 5 og gennem administrativ praksis. Bestemmelserne er blevet overført til lov om miljøbeskyttelse nr. 590 af 27. juni 1995, som senest ændret ved lovbekendtgørelse nr. 698 af 22.9.1998 (Miljøbeskyttelsesloven). Praksis vedrørende direkte udledninger er nu blevet regelfæstet ved: - Bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter Miljølovens kapitel 3 og 4 (tidligere bekendtgørelse nr. 918/91). Denne bekendtgørelse er under revision. Vurdering af virkninger Der har i Danmark været regler om beskyttelse mod forurening af grundvand i mange år.190 Ifølge Miljøbeskyttelsesloven kræves der tilladelse til direkte eller indirekte udledning af stoffer, der kan forurene grundvandet. Det havde været praksis at nægte tilladelse til direkte udledning af forurenende stoffer, herunder også liste I og II-stoffer. Totalforbuddet mod direkte udledninger af liste I-stoffer blev, efter krav fra Kommissionen udtrykkelig fastsat i bekendtgørelse nr. 918 af 18. december 1991 om kompetence til at meddele tilladelse i sager om beskyttelse af jord og grundvand. Bestemmelsen er nu indeholdt i bekendtgørelse nr. 310/94. Den administrative praksis, der blev fulgt af Miljøstyrelsen, var strengere end direktivets krav, da direktivet indeholdt undtagelsesmuligheder. Bekendtgørelse nr. 310/94 regulerer også tilladelse til nedsivning, (indirekte udledning) af spildevand. Tilladelse kan for eksempel gives, når der er tale om små mængder (30 person-ækvivalenter), og spildevandet kan sammenlignes med husspildevand. Derudover kan tilladelse til nedsivning gives, når en række andre krav er opfyldt, for eksempel at nedsivningen ikke vil medføre forurening af grundvandsressourcer. Grundvandet beskyttes også efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 om godkendelse af særlig forurenende virksomhed, inklusive lossepladser. Herudover kræves det i Miljøloven, at regionplaner tager højde for betydningen af placeringen af lossepladser for grundvandet. Godkendelse skal også indhentes for nedgravning af tanke, hvis indholdet heraf kan medføre forurening. Derudover er der en række danske regler, der har betydning for grundvandskvaliteten, blandt andet om vandforsyning (hvor der kan etableres et beskyttelsesområde omkring vandforsyningsområder). Endelig skal loven om affaldsdepoter og bekendtgørelser vedrørende olie og kemikalieaffald (farligt affald) samt krav til olietanke nævnes. 6.4 Direktiv 78/659/EØF om kvaliteten af ferskvand der kræver beskyttelse eller forbedring for at være egnet til at fisk kan leve deri. Direktiv 79/923/EØF om kvalitetskrav til skaldyrvand Teksten til de to direktiver er næsten ens og beskrives derfor samlet.191 Direktivet om fiskevand gælder for ferskvandsområder, som udpeges af medlemsstaterne som områder, der kræver beskyttelse eller forbedring for at bevare eller øge bestanden af lakse- og karpefisk. Direktivet om skaldyrvand finder anvendelse på kyst- og brakvand, som er udpeget af medlemsstaterne som områder, der kræver beskyttelse eller forbedring for at bevare bestanden af skaldyr. Direktiverne har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308). Det fremgår af direktiverne, at medlemsstaterne kan fastsætte strengere nationale særregler. Direktiverne har til formål at beskytte vandmiljøets kvalitet (ferskvand og saltvand). Det er medlemsstaterne, som skal udpege vandområder, der kræver beskyttelse eller forbedring. For sådanne områder fastsætter direktiverne bindende og vejledende værdier for fysiske, kemiske og biologiske parametre. Medlemsstaterne er forpligtet til at foretage målinger/analyser og udarbejde planer for opnåelse af kvalitetsmålsætningerne. Medlemsstater skal informere Kommission om implementeringen af direktivet, herunder med regelmæssige mellemrum fremsende Kommissionen en detaljeret rapport vedrørende de udpegede områder og deres vigtigste karakteristika. Såfremt en medlemsstat vil udpege skaldyr- eller fiskevande (ferskvandsområder) i umiddelbar nærhed af en anden medlemsstats grænse, skal de pågældende stater konsultere hinanden om afgrænsningen af den del af disse vandområder, på hvilke direktiverne skal finde anvendelse. Ændringer i bilaget med hensyn til vejledende grænseværdier for parametre og analysemetoder vedtages efter en IIIa komitéprocedure. Udvalget sammensættes af repræsentanter for medlemsstaterne under ledelse af en repræsentant for Kommissionen. Direktiverne skal ses i sammenhæng med direktiv 76/464/EØF om liste I og liste II-stoffer. Gennemførelse Direktiverne er delvis blevet gennemført i dansk ret ved: - Lov nr. 663 af 16. december 1982 om ændring af lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse som senest ændret ved bekendtgørelse af Lov om miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven) nr. 698 af 22.9.1998. - Lov nr. 663 indeholder bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægning og bestemmelse om regionplanlægning (nu indeholdt i Lovbekendtgørelse nr. 625 af 15.7.1997). Som suppleret af: - Cirkulære nr. 159 af 10. oktober 1984 om recipientkvalitetsplanlægning (nu
ophævet). Vurdering af virkninger Både Miljøbeskyttelsesloven fra 1973 og EUs 1. miljøhandlingsprogram fra samme år indeholdt et krav om fastsættelse af kvalitetsmålsætninger. De første vandkvalitetsplaner i Danmark var blevet udarbejdet i midten af 1970'erne. Under forhandlingerne af direktiverne var Miljøstyrelsen ved at udarbejde en vejledning til de lokale myndigheder om recipientkvalitetsplanlægning. Direktiverne gennemførtes ved, at EUs kvalitetskrav til fiskevand og skaldyrvand indgik i den danske generelle målsætning for henholdsvis saltvand og ferskvand. Vandområder, der opfylder, eller som på sigt vil opfylde de generelle målsætninger, udpeges som skaldyrvand eller fiskevande. Som nævnt i indledningen danner direktiverne grundlag for planlægning af vandkvalitet for ferskvand og kystvand. Dog har Danmark arbejdet aktivt i forbindelse med udformningen af direktiverne, således at der blev tale om en parallel udvikling. Kravet om at foretage vandkvalitetsplanlægning blev udeladt med vedtagelsen af Miljøbeskyttelsesloven nr. 358 af 6. juni 1991. Der skal derfor udarbejdes nye regler, for at sikre at direktiverne om fiskevand og skaldyrvand overholdes. 6.5 Direktiv 76/160/EØF om kvaliteten af badevand Direktiv 76/160/EØF om kvaliteten af badevand finder anvendelse på alt badevand i EU. Direktivet, der har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308), fastsætter minimumsværdier for indholdet af en række mikroorganismer og stoffer i badevand samt krav vedrørende vandets klarhed og tilstedeværelsen af affaldsprodukter.192 Direktivet deler kravene op i bindende og vejledende værdier. Medlemsstaterne skal sikre, at områder, der udpeges som badevand eller som anvendes som badevand, overholder kravene ved at foretage stikprøver, der følger analysemetoderne listet i bilaget eller tilsvarende metoder. For havvand i nærheden af grænser og for vand, der passerer grænserne, hvorved badevandets kvalitet i en anden medlemsstat påvirkes, fastsætter medlemsstaterne i samråd, eventuelt også med Kommissionen, hvilke konsekvenser de fælles kvalitetsmålsætninger kan få for badeområderne. Hvis der sker overskridelser, skal der i følge direktivet foretages flere prøver. Direktivet regulerer derimod ikke, hvilke foranstaltninger, der skal træffes over for offentligheden. Direktivet indeholder krav om anvendelsen af en komitéprocedure IIIa, ved vedtagelse af ændringer i bilaget om analysemetoder og parameterværdier, for tilpasning til de tekniske fremskridt. Derudover indeholder direktivet et krav om regelmæssig rapporteringsforpligtelse vedrørende badevandet og dets vigtigste karakteristika. Også inden for dette område har medlemsstaterne haft problemer med at gennemføre direktivet korrekt. Eksempelvis blev Spanien dømt for ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kvaliteten af badevand i indlandet i Spanien blev bragt i overensstemmelse med direktivets grænseværdier, se sag C-92/96, afsagt den 12.2.1998. Gennemførelse Direktivet er blevet gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 143 af 30. marts 1978 om badevand og badestrande. (Nu erstattet af bekendtgørelse nr. 292 af 23. juni 1983 af samme navn). Som suppleret af: - Vejledning nr. 2/1985 om kontrol med badevand. Vurdering af virkninger Danmark havde allerede regler om badevand inden vedtagelsen af direktivet. Dels var kommunerne forpligtet til at føre tilsyn med vandets kvalitet i henhold til miljøreglementet,193 dels havde Miljøstyrelsen udsendt vejledninger om kontrol med badevand.194 Grænseværdien for indholdet af fækale colibakterier var lavere end direktivets bindende værdier og er blevet videreført i gennemførelsesbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen går videre end direktivet ved, at kommunerne skal undersøge grunden til overskridelser af kravene og udbedre forholdene. Hvis der ikke straks kan ske forbedring eller årsagen hertil ikke kan findes, skal der nedlægges badeforbud. Det er op til amtsrådet at bestemme, om de forskellige værdier skal være strengere end bekendtgørelsens. Amtsrådet skal fastholde strengere grænseværdier, hvis badevandet gennem flere badesæsoner har vist sig at have en bedre kvalitet. I øvrigt gennemføres direktivet uden ændringer. Det fremgår af en skrivelse til de lokale myndigheder,195 at de dagældende regler (vejledningen) skulle revideres på baggrund af direktivet. Direktivet har derudover betydet en formalisering af de dengang gældende danske regler, der før har været indeholdt i vejledningen til de lokale myndigheder, således at der i stedet blev udstedt en bekendtgørelse. Der har været uoverensstemmelser med hensyn til analyseparametre og omfanget af analyser. Kommissionen rettede i 1990 henvendelse til Danmark, fordi de danske regler afveg fra direktivet. I marine områder skulle der kun udtages prøver til analyse af indholdet af fækale colibakterier, mens der i fersk badevand skulle udtages prøver for coliforme bakterier i alt og fækale colibakterier. Det fremgik af det danske svar, at direktivets krav om måling af colibakterier i marine områder var opfyldt, når kravet til fækale colibakterier var det. Kommissionen henlagde herefter sagen.196 6.6 Drikkevand 6.6.1 Indledning og sammenfatning Der er tre direktiver, der regulerer drikkevand. Direktiv 75/440/EØF om kvaliteten af overfladevand, der anvendes til fremstilling af drikkevand vedrører vandkvaliteten af overfladevand, inden det behandles til brug som drikkevand. Direktiv 79/869/EØF vedrører prøvetagning og hyppigheden af kontrol med dette overfladevand, hvorimod direktiv 80/778/EØF omhandler kvaliteten af drikkevand fremstillet af grundvand eller overfladevand og indeholder både grænseværdier, måleprincipper og regler om hyppighed af prøvetagning.197 Beskrivelsen af de danske regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor de nævnte direktiver trådte i kraft, og konklusionen på EUs påvirkning sammenfattes her, da de gælder for alle tre direktiver. Indtil 1974 blev tilladelse til drikkevandsindvinding i Danmark givet af Landvæsenskommissioner. I forbindelse med tilladelserne kunne Kommissionerne fastsætte vilkår om vandkvalitet, behandling og kontrol med vandkvalitet. Dansk Ingeniørforenings retningslinjer om almindelige forskrifter vedrørende private og fælles vandværker indeholdt værdier for 16 kemiske og 4 mikrobiologiske parametre, der angav god drikkevandskvalitet. Disse retningslinjer kunne, tillige med de lokale sundhedsvedtægter, indgå i Landvæsenskommissionernes konkrete vurdering ved vilkårsfastsættelsen. Da Landvæsenskommissionernes opgaver blev overført til amterne i 1974, fortsatte tildeling af tilladelser og kontrol med vandet efter de samme principper. På samme tid blev den første bekendtgørelse om kontrol med drikkevand udstedt. I denne bekendtgørelse blev der stillet krav om, at der skulle tages mindst en drikkevandsprøve om året. Generelt har direktiverne betydet en ændring i den hidtil gældende praksis om kontrol dels ved at stille krav om flere årlige analyser, dels ved at udvide antallet af mulige kontrolparametre (op til 32 specifikke stoffer, 6 indikatorer for bakterier og grupper af stoffer, som hver kan omfatte op til hundredvis af stoffer). Den helt store ændring ved indførelsen af direktiverne var imidlertid, at der blev udarbejdet bindende kvalitetskrav for mange flere stoffer til drikkevand og overfladevand. Dette var en væsentlig stramning af de danske regler. Da Landvæsenskommissionerne foretog en konkret vurdering ved fastlæggelse af kontrollen med drikkevandet og af overfladevand, der anvendes som drikkevand, er det svært at fastslå, om implementeringen af direktiverne har betydet en stramning af kontrolhyppigheden i alle tilfælde.198 Det vurderes dog, at direktiverne har betydet en stramning i de fleste tilfælde. 6.6.2 Direktiv 75/440/EØF om kvalitetskrav til overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand Direktiv 75/440/EØF om kvalitetskrav til overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand, har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308) og fastsætter mindstekrav til kvaliteten af overfladevand, for at det kan anvendes til fremstilling af drikkevand.199 Direktivet opdeler overfladevand i tre typer (A1, A2, A3) med faldende kvalitet, for hvilke der gælder tre forskellige behandlingsmetoder. Bilaget indeholder grænseværdier for indholdet af kemiske stoffer, indholdet af bakterier og lignende samt krav til vandets fysiske kendetegn, såsom temperatur og ledningsevne for de tre kategorier. Grænseværdierne m.v. består af bindende og vejledende værdier, hvor de vejledende værdier skal søges overholdt. Direktivet forbyder anvendelse af overfladevand til drikkevandsfremstilling, hvis det har en dårligere kvalitet end den tredje kategori. Medlemsstaterne skulle fastsætte regler om prøvetagning m.v., indtil der blev vedtaget fælles regler herom. Dette er sket ved direktiv 79/869/EØF om målemetoder og hyppighed for prøveudtagning og analyse af overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne (se nedenfor). Det blev i sag C-290/89 Kommissionen mod Belgien afsagt den 11. juni 1991 fastslået, at medlemsstaterne på anmodning af Kommissionen har pligt til at meddele denne alle relevante oplysninger vedrørende de anvendte analysemetoder og analysernes hyppighed.200 Direktiv 75/440/EØF om kvalitetskrav til overfladevand ophæves som tidligere nævnt så snart det nye forslag til et rammedirektiv om vand vedtages og træder i kraft. Ifølge det fremsatte forslag til et rammedirektiv for vand, artikel 4, er det en miljømålsætning at opnå god overfladevandsstatus i alt overfladevand senest den 31. december 2010. God overfladevandsstatus er den status en overfladevandmasse har opnået, når både dens økologiske status og dens kemiske status i det mindste er god. Tilsvarende målsætning er fastsat for at opnå god grundvandsstatus i alt grundvand. Gennemførelse Direktivet er blevet gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 162 af 29. april 1980 om kvalitetskrav m.v. til overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand. Vurdering af virkninger Danmark havde ikke før haft regler om overfladevands kvalitet. Dette skal nok ses i sammenhæng med, at størsteparten af Danmarks drikkevand stammer fra grundvandet. Overfladevand anvendes dog (hovedsageligt i sommerperioder) til fremstilling af drikkevand i Københavnsområdet. Bekendtgørelsen gennemførte direktiv 75/440/EØF samt direktiv 79/869/EØF om analysemetoder m.v. dog først to år efter gennemførelsesfristen. Forsinkelsen skyldtes, at der først efter vedtagelse af den nye lov om vandforsyning201 i 1978 var hjemmel til at fastsætte bindende kvalitetskrav. Indtil da blev der indgået en aftale mellem Miljøstyrelsen og de to vandværker i Danmark, der anvendte overfladevand til drikkevandsproduktion, om at overholde direktivets krav. 6.6.3 Direktiv 79/869/EØF om målemetoder og hyppighed for prøvetagning og analyser af overfladevand, der anvendes som drikkevand Direktivet, der har hjemmel i artikel artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308), supplerer direktiv 75/440/EØF ved at fastsætte analysemetoder og hyppighed for prøvetagning. Medlemsstaterne skal så vidt muligt anvende direktivets målemetoder, men kan anvende andre metoder, der er lige så nøjagtige. Ændringer i bilaget som følger af tilpasning til tekniske og videnskabelige fremskridt, med undtagelse af parametre (det vil sige, det der skal måles for), kan vedtages ved komitéprocedure IIIa. Direktivet er et minimumsdirektiv. Gennemførelse Direktivet er, ligesom direktiv 75/440/EØF, blevet gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 162 af 29. april 1980 om kvalitetskrav m.v. til overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand. Vurdering af virkninger Direktivets krav medførte, at udvidede analyser skulle foretages for at Københavns, Gentoftes og enkelte andre vandforsyninger kunne leve op til direktivets krav. Vedrørende hyppigheden for prøveudtagning var den danske holdning, at det burde være muligt at nedsætte hyppigheden af analyser for sjældent forekommende stoffer, der var dyre at analysere. Denne mulighed er medtaget i direktivet. Bekendtgørelsen gennemfører direktivet uden ændringer. 6.6.4 Direktiv 80/778/EØF om kvaliteten af drikkevand og direktiv 98/83/EF om kvaliteten af drikkevand Direktivet, der har hjemmel i artikel artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308), omfatter alt vand, der anvendes til drikkevand for mennesker, enten i uændret form eller efter behandling uanset oprindelse, med undtagelse af vand til medicinsk brug og mineralvand.202 Direktivet omfatter alene vand, der leveres til drikkevandsformål, og vand, der anvendes i en virksomhed, der fremstiller levnedsmidler, samt til fremstilling, behandling og konservering eller markedsføring af produkter eller stoffer bestemt til konsum. Endelig omfatter direktivet vand, som påvirker det færdige levnedsmiddels sundhedsmæssige egnethed.203 Direktivet fastsætter mindstekrav. Direktivets bilag indeholder bindende og vejledende værdier for en række (62) fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, som tilsammen omfatter hundredvis af stoffer.204 Herudover indeholder bilagene referencemålemetoder, som helst skal anvendes, og krav om analysehyppigheden. Der er ikke fastsat værdier for alle parametre, og fastsættelse af værdier for sådanne parametre er valgfri for medlemsstaterne, indtil Rådet har vedtaget værdier. Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe alle nødvendige foranstaltninger til, at der foretages en regelmæssig kontrol af vandkvaliteten. Det følger af direktivet, at medlemsstaterne skal underrette Kommissionen i de tilfælde, hvor de kompetente nationale myndigheder, som følge af alvorlige hændelser i et begrænset tidsrum og inden for en maksimal værdi, tillader overskridelser af de i direktivet fastsatte maksimale koncentrationer. Direktivet indeholder en rapporteringsforpligtelse og en komitéprocedure IIIa for så vidt angår referencemålemetoder. Drikkevandsdirektivet er under ændring.205 Der er tale om en selvstændig ændring, idet direktivet om kvaliteten af drikkevand ikke bliver en del af det kommende rammedirektiv for vand. Ifølge forslaget til rammedirektivet defineres drikkevand under henvisning til vand omfattet af bestemmelserne i direktiv 80/778/EØF. Af forslag til rammedirektivets artikel 8 fremgår det, at medlemsstaterne skal sørge for, at der inden for hvert vandløbssystemdistrikt udpeges alle de betydelige vandmasser, der anvendes til (eller i fremtiden skal anvendes til) fremstilling af drikkevand. For hvert af disse vandområder skal medlemsstaterne fastsætte miljøkvalitetsnormer for at sikre opfyldelse af direktiv 80/778/EØF. Det ændrede forslag til kvaliteten af drikkevand af 4. juli 1997 overlader i
overensstemmelse med nærhedsprincippet medlemsstaterne et større råderum end det
eksisterende drikkevandsdirektiv. Der er med andre ord tale om mere lempelige krav til
drikkevandet, end de krav der i dag følger af direktiv 80/778/EØF. 206 Direktiv 98/83/EF om kvaliteten af drikkevand blev vedtaget den 3. november 1998 og trådte i kraft den 25. december 1998. Formålet med det nye direktiv 98/83/EF er at beskytte menneskers sundhed mod de skadelige virkninger af enhver forurening af drikkevandet ved at sikre, at drikkevandet er sundt og rent. Direktivet, der er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175) opstiller grundlæggende kvalitetskrav (minimumskrav ud fra WHO’s retningslinier), som alt drikkevand skal overholde. Direktivet omfatter som udgangspunkt også vand, der bruges i levnedsmiddelindustrien. Direktivets minimumskrav til rent og sundt drikkevand er bl.a., at det er fri for mikroorganismer, parasitter og stoffer i mængder eller koncentrationer, der udgør en potentiel fare for sundheden. Hertil kommer overholdelse af de i direktivets bilag I fastsatte minimumskrav. I overensstemmelse med det traktatfæstede kildeprincip (EF-traktatens artikel 130R, stk. 2 (nu artikel 174, stk. 2)) fastslår direktivet, at udbedrende foranstaltninger for at genoprette drikkevandets kvalitet, som afhjælper problemet ved kilden, er at foretrække. Direktivets bilag V indeholder en sammenligningstabel for forholdet mellem det ophævede direktiv 80/778/EØF og direktiv 98/83/EF. Henvisninger til det ophævede direktiv forstås som henvisninger til direktiv 98/83/EF i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag V. Gennemførelse Direktivet blev gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Bekendtgørelsen blev ændret med bekendtgørelse nr. 468 af 16. september 1983 med samme titel. Begge bekendtgørelser er nu ophævet ved bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 med samme titel. Vurdering af virkninger Bekendtgørelse nr. 6 ophævede bekendtgørelse nr. 179 af 29. marts 1974 om tilsyn med vandforsyning. Det fremgik af cirkulære nr. 93 af 17. april 1974, at mere detaljerede retningslinjer var under udarbejdelse. Som beskrevet i indledningen medførte direktivet en væsentlig stramning af de danske regler med hensyn til bindende kvalitetskrav til drikkevand og overfladevand for mange flere stoffer samt strengere krav vedrørende antallet af kontrolparametre og antallet af prøver. Direktivet er blevet gennemført stort set uden ændringer. Bekendtgørelsen blev udstedt inden direktivet blev forhandlet færdig. Der blev foretaget nogle få konsekvensrettelser i 1983-bekendtgørelsen. På visse punkter går de danske regler videre end direktivet. Det gælder værdier for totalt fosforindhold, pH og permanganat-iltforbrug. Desuden er også private brønde og boringer omfattet af de danske regler.207 Danmark indtog en positiv holdning til direktivet. 6.7 Direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand Direktivet, der har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175) har til formål at fastsætte mindstekrav til rensning af kommunalt spildevand for at undgå eutrofiering (overbelastning af miljøet med næringssalte, der forårsager iltsvind) af vandmiljøet. Direktivet fastsætter forskellige krav til oprettelse og drift af rensningsanlæg alt efter, om der er tale om generelle, følsomme eller mindre følsomme vandområder. Medlemsstaterne skal udpege områder ud fra kriterier for identifikation af følsomme og mindre følsomme områder. Ved opfyldelse af de strengeste krav i direktivet er medlemsstaterne ikke forpligtet til at identificere følsomme og mindre følsomme områder. Direktivet fastsætter minimumsregler for etablering af kloaknet, hvor der fremkommer spildevand over en vis mængde, krav til rensning på kommunale rensningsanlæg, krav om tilstrækkelig rensning før tilslutning af industrispildevand til kloaknettet og krav om forudgående tilladelse for direkte udledninger af spildevand fra visse typer af industri, der også har et højt indhold af organisk stof eller næringssalte. Disse industrier skal leve op til de krav, som de kompetente myndigheder fastsætter inden år 2001. Myndighederne skal senest i 1993 fastsætte sådanne krav. Der er emissionsgrænser for biokemisk og kemisk iltforbrug (henholdsvis BOD og COD) for kommunale renseanlæg over en vis størrelse, afhængig af om udledning sker til fersk- eller saltvand. Hvis udledning sker til et følsomt område, er der også udledningskrav for kvælstof og/eller fosfor for større anlæg. Slam fra rensningsanlæg skal så vidt muligt anvendes til gødningsformål. Dette skal ses i sammenhæng med direktiv 86/278/EØF om anvendelse af slam fra rensningsanlæg i landbruget. Medlemsstaterne skal sikre overholdelse af udledningskravene ved anvendelse af analysemetoderne og overholdelse af krav til prøvetagningshyppighed i bilaget. En medlemsstat kan, hvis et af dens vandområder påvirkes negativt af udledninger fra en anden medlemsstats udledninger, meddele Kommissionen eller den anden medlemsstat dette. Herudover indeholder direktivet krav vedrørende offentlighedens adgang til oplysninger og en rapporteringsforpligtelse med hensyn til status for udledning af spildevand og slam. Medlemsstaterne skal lave programmer til gennemførelse af direktivet. Statusrapporter og programmer skal sendes til Kommissionen. Ændringer til bilaget vedtages ved en IIIa komitéprocedure. Gennemførelse Direktivet er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.208 Bekendtgørelsen er suppleret med: - Vejledning nr. 6, 1994 om tilslutning af industrispildevand til kommunale
spildevandsanlæg. Vurdering af virkninger Direktivet har kun medført mindre ændringer i de hidtil gældende regler. Siden Miljøbeskyttelsesloven fra 1973 har der været krav til kommunerne om at gennemføre spildevandsplanlægning. Spildevandsudledninger og tilslutning af industrispildevand til kloaknettet krævede tilladelse (Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4). Disse regler er blevet overført til Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4. Siden vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1987 har der været krav til udledninger af kvælstof og fosfor fra større kommunale og industrielle rensningsanlæg. De regler, der blev udstedt i forbindelse med Vandmiljøplanen, levede stort set op til direktivets krav til udledninger af kvælstof, fosfor og BOD. Dog medfører direktivet, at der nu er krav til COD. Direktivet medfører, at krav til BOD og COD også gælder mindre anlæg, som tidligere var undtaget i de danske regler. Vandmiljøplanerne omfattede også krav om spildevandstilladelse for virksomheder, der udleder over en vis mængde kvælstof eller fosfor direkte til vandmiljøet. Reglerne krævede forudgående tilladelse samt at udledninger reduceres mest muligt ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi. Disse bestemmelser er blevet overført til den nugældende bekendtgørelse. Her har direktivet ikke medført nogen ændring i dansk lovgivning. Bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 medfører, at direktivets krav om udledning til sårbare områder gælder generelt i hele landet. Bekendtgørelsen kræver for meget store anlæg færre prøver pr. år af udledninger end direktivet (12 i modsætning til 24). Antallet af prøver vil dog blive øget i forbindelse med en revision af spildevandsbekendtgørelsen. Amternes afrapportering af tilsynet med spildevandsanlæggenes drift gennemfører stort set direktivets krav til rapporteringer til Kommissionen. Direktivets krav om offentlighed er gennemført dels ved reglerne om offentlighed i forvaltning, dels med offentliggørelse af årlige rapporter.210 Direktivet er blevet udfyldt ved Kommissionens beslutning 93/481/EØF af 28. juli 1993 om formkrav ved underretning om de nationale programmer, som er fastsat i artikel 17 i direktiv 91/271/EØF.211 Da kravene til udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand til følsomme områder, som er udsat for eutrofiering (fastsat i bilag II, til direktiv 91/271/EØF), har givet anledning til fortolkningsmæssige problemer, er direktiv 91/271/EØF ændret ved Kommissionens direktiv 98/15/EF af 27.2.1998 om ændring af Rådets direktiv 91/271/EØF for så vidt angår kravene i direktivets bilag I. Medlemsstaterne skulle senest den 30.9.98 have implementeret direktivet. Direktivet medfører ikke nogen ændring i dansk lovgivning. 6.8 Direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget Direktivet, der har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175), har til formål at nedbringe forurening forårsaget eller fremkaldt af nitrater, der stammer fra landbruget, og at forebygge yderligere forurening af denne art. Dermed er der tale om at begrænse forurening af vand ved opbevaring og anvendelse af husdyrgødning og overforbrug af kunstgødning. Direktivet omfatter al form for kvælstofholdig gødning. Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe en række foranstaltninger for at mindske nitratforurening, herunder at udpege sårbare zoner og udarbejde handlingsprogrammer for de udpegede sårbare zoner. Ved sårbare zoner forstås jordområder, hvorfra der er afstrømning til vandområder, hvor overfladevandet er eutrofieret, eller hvor overfladevand eller grundvand indeholder over 50 mg/l nitrat, eller der er fare for, at denne grænse nås. De foranstaltninger, der skal medtages i medlemsstaternes handlingsplaner for de sårbare zoner er angivet i direktivets bilag III. Som følge heraf skal der være nationale bestemmelser vedrørende perioder med forbud mod gødning, kapaciteten i anlæg til opbevaring af husdyrgødning, en begrænsning af tilførsel af gødning til jorden under hensyn til bl.a. jordbundsforholdene, klimatiske forhold og jordens anvendelse og dyrkningsmetoder m.v. Medlemsstaterne skal udarbejde en kodeks for godt landmandsskab, som kan følges af landmændene på frivillig basis. Kodeksen skal ifølge direktivets bilag II mindst indeholde regler om bl.a. opbevaringskapacitet for kunstgødning, samt retningslinjer for udbringelse af både husdyrgødning og handelsgødning i nærheden af vandløb, på skråninger og oversvømmet jord m.v. Det er frivilligt at fastsætte vejledende regler med hensyn til bl.a. planlægning af jordens anvendelse, grønne marker, m.v. For sårbare områder skal medlemsstaterne indføre bindende regler for anvendelsen af husdyr- og handelsgødning. Reglerne skal udover de forhold der indgår i kodeksen for godt landmandskab, omfatte regler med grænser for, hvor meget husdyrgødning, der kan udbringes på landbrugsjord pr. hektar pr. år. For både husdyrgødning og handelsgødning skal medlemsstaterne fastsætte grænser for tilladte mængder, der må udbringes. Medlemsstaterne skal oprette et overvågningsprogram (for nitratkoncentrationer i ferskvand), herunder foretage prøver, samt informere Kommissionen om udmøntningen af reglerne. Direktivets bilag kan ændres gennem en IIIb komitéprocedure, jf. direktivets artikel 9. Gennemførelse Direktivet er gennemført ved: - Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse (Miljøloven) nr. 698 af 22.9.98 Vurdering af virkninger Danmark har meddelt Kommissionen at hele landet er blevet udpeget som et sårbart område. Direktivets krav har stort set kunnet opfyldes med eksisterende danske regler. Danmark fik allerede i 1988 regler om gødskningsplaner for husdyrgødning, som er en opfølgning af kravet i Vandmiljøplanen fra 1987 om obligatoriske gødnings- og sædskifteplaner fra 1988. Krav til prøvetagning, overvågning m.v. kunne opfyldes med de eksisterende danske overvågningsprogrammer m.v. Dog nødvendiggør direktivets krav om maksimal tilførsel af 170 kg. kvælstof pr. hektar en stramning af bekendtgørelse nr. 1159/1994 (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Denne stramning er opnået gennem aftalen om Vandmiljøplan II af 17. februar 1998, som har fundet sit lovgrundlag gennem lov nr. 478 og lov nr. 479 om henholdsvis justering af harmonikravene og genopretning af vådområder i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan II og beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning. Se herom gennemgangen i afsnit 6.1.2. Aftalen om Vandmiljøplan II havde til formål at virkeliggøre den reduktion af markbidrag med 100.000 tons kvælstof, som skulle være et afgørende led af Danmarks implementering af nitratdirektivet. Kvælstofnormen skal ifølge aftalen nedsættes med 10%, og der skal indføres en skærpet sanktionspraksis. Parterne forpligter sig til at gennemføre et bødesystem med faste satser på forbrug af kvælstofgødning udover den sænkede gødningsnorm, samt at indføre en generel afgift på kvælstofgødning, jf. bilag I til lovforslag nr. 55. 6.9 Direktiv 86/278/EØF om anvendelse af slam fra rensningsanlæg i landbruget Direktivet, der har hjemmel i artikel artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308) fastsætter minimumsregler for anvendelsen af slam fra rensningsanlæg. Direktivet regulerer grænseværdier for indholdet af tungmetaller i slam, for den årlige mængde slam, der kan udbringes, og højeste indhold af tungmetaller i jorden, hvor slammet skal udbringes. Herudover er der bestemmelser om, til hvilke anvendelser (afgrødetyper) slam kan anvendes som gødning, samt om hvor lang en periode, der skal gå, før jorden kan anvendes til f.eks. fødevareafgrøder. Det følger af direktivet, at medlemsstaterne skal påse, at der løbende føres registre med angivelse af bl.a. den producerede slammængde, samt den mængde, der leveres til landbruget, slammets karakteristika og sammensætning. Direktivet er et minimumsdirektiv og medlemsstaterne kan, såfremt omstændighederne kræver det, vedtage strengere bestemmelser. Kommissionen skal have meddelelse herom. Gennemførelse Direktivet er blevet gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 736 af 26. oktober 1989 om anvendelse af slam, spildevand og kompost m.v. til jordbrugsformål. Bekendtgørelsen er blevet revideret adskillige gange, se bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål som ændret ved bekendtgørelse nr. 567 af 3. juli 1997. Vurdering af virkninger Allerede før direktivets vedtagelse havde Danmark en bekendtgørelse om anvendelse af slam fra rensningsanlæg.212 Direktivet var i vidt omfang i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Direktivet indeholdt i forhold til bekendtgørelsen skærpede krav med hensyn til antallet af tungmetaller, der var reguleret af grænseværdier. På den anden side var de grænseværdier, der eksisterede i bekendtgørelsen, skrappere end de, der var fastsat i direktivet. Direktivet fastsatte grænseværdier for den årlige mængde tungmetaller, der kan udbringes med slam. I den danske bekendtgørelse fandtes der kun en sådan værdi for cadmium. Endvidere fastsatte direktivet jordkvalitetskriterier m.h.t. jordens indhold af tungmetaller, hvilket var nyt i forhold til de danske regler. For så vidt angår anvendelsesrestriktioner, var bekendtgørelsens hygiejnisk begrundede anvendelsesrestriktioner strengere, end de der var fastsat i direktivet. Bekendtgørelsen med efterfølgende ændringer indeholder på en række væsentlige punkter betydelige skærpelser i forhold til direktivet. For det første regulerer bekendtgørelsen alle typer affaldsprodukter, der kan anvendes til jordbrugsformål. Herudover er bekendtgørelsens grænseværdier for tungmetalindhold i slam strengere end direktivets, ligesom der i bekendtgørelsen er fastsat grænseværdier for miljøfremmede stoffer, der ikke er nævnt i direktivet. Bekendtgørelsens jordkvalitetskriterier, hygiejnisk begrundede anvendelsesrestriktioner samt øvrige regler om anvendelse er ligeledes strengere, end de der findes i direktivet. 6.10 Direktiv 73/404/EØF om vaske- og rengøringsmidler. Direktiv 73/405/EØF om kontrolmetoder for de anioniske overfladeaktive stoffers biologiske nedbrydningsevne De to direktiver samt ændringsdirektiverne hænger så meget sammen, at de beskrives samlet her. Direktiverne har til formål at mindske vandforurening forårsaget af overfladeaktive stoffer i vaske- og rengøringsmidler samt at fjerne handelshindringer. Direktiverne adskiller sig fra de andre vanddirektiver ved at regulere et produkt. Direktiverne har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og gennemfører en totalharmonisering for så vidt angår medlemsstaternes krav til vaske- og rengøringsmidlers biologiske nedbrydelighed. Direktiv 73/404/EØF fastsætter, at en række overfladeaktive stoffer i vaske- og rengøringsmidler mindst skal være 90% biologisk nedbrydelige. Derudover indeholder direktiv 73/404/EØF en konsultationsprocedure, der skal følges, såfremt en medlemsstat nedlægger et forbud mod et middel, der har en mindre nedbrydelighed end tilladt i direktivet. Direktiv 73/405/EØF fastsætter kontrolmålemetoder for så vidt angår anioniske overfladeaktive stoffers biologiske nedbrydningsevne. Direktiv 82/242/EØF (1. ændring af direktiv 73/404/EØF) omhandler målemetoder for anioniske overfladeaktive stoffer. Begge direktiver bestemmer, at midler kun må forbydes, såfremt resultaterne viser en nedbrydelighed på under 80%. Der kan vælges en af fire undersøgelsesmetoder, der stammer fra OECD, Tyskland, Frankrig og England. Kontrolmålemetoderne for anionaktive stoffer er blevet opdateret ved direktiv 82/243/EØF om ændring af direktiv 73/405/EØF. Ifølge direktiv 82/242/EØF jf. direktiv 73/404/EØF skal tilpasninger med hensyn til ændringer i bilagenes kontrolmålemetoder ved komitéprocedure IIIa. Komitéproceduren gælder også for direktiv 73/405/EØF, jf. direktiv 82/243/EØF. Direktiv 82/242/EØF indeholder en tidsbegrænset mulighed for medlemsstaterne til at gøre visse undtagelser fra kravet om nedbrydelighed for anioniske aktivstoffer. Tidsfristen blev udskudt til 1. januar 1990 ved direktiv 86/94/EØF. Gennemførelse Direktiv 73/404/EØF og 73/505/EØF er blevet gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 347 af 27. juni 1975 om vaske- og rengøringsmidlers nedbrydelighed. Første ændring til 73/404/EØF (direktiv 82/242/EØF) og direktiv 82/243/EØF om ændring af direktiv 73/405/EØF er blevet gennemført i dansk ret ved: Bekendtgørelse nr. 443 af 6. september 1983 om overfladeaktive stoffer biologiske nedbrydelighed i vaske- og rengøringsmidler. Bekendtgørelsen ophæver bekendtgørelse nr. 347 af 27. juni 1975. Direktiv 86/94/EØF er blevet gennemført i dansk ret ved: Bekendtgørelse nr. 124 af 14. marts 1986 om ændring af bekendtgørelse nr. 443 om overfladeaktive stoffers biologiske nedbrydelighed i vaske og rengøringsmidler. (Bekendtgørelsen ændrer bekendtgørelse nr. 443 af 6. september 1983). Bekendtgørelse nr. 726 af 13. november 1987 om indberetning til Miljøstyrelsen (Produktregister). Vurdering af virkninger Danmark har ikke før haft regler om vaske- og rengøringsmidlers biologiske nedbrydelighed. Bekendtgørelserne gennemfører direktiverne uden ændringer og benytter adgangen til at gennemføre undtagelser for visse produkter. Det må derfor antages, at EU har påvirket dansk miljøpolitik på en gunstig måde på dette område ved at fastsætte regler om vaske- og rengøringsmidler. Dog udelukker direktivernes totalharmonisering muligheden for at fastsætte selvstændige regler, idet det bemærkes, at direktiverne ikke indeholder en beskyttelsesklausul. |
||