| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 5. Regulering af luftforurening5.1 Indledning og konklusion 5.1 Indledning og konklusion I dette kapitel behandles EU’s direktiver om luftforurening. Indledningsvis præsenteres direktiverne og sammenhængen mellem disse kort. De enkelte direktivers indhold og vurderingen af, hvilke virkninger de har haft for de danske regler, er beskrevet i de efterfølgende afsnit af kapitlet. De direktiver, der er nævnt vedrørende regulering af køretøjers udstødning i indholdsfortegnelsen, udgør som følge af ændringer og tilpasninger kun en mindre del af en lang række direktiver. Disse er opregnet i forbindelse med beskrivelsen af hoveddirektiverne som nævnt i indholdsfortegnelsen. 5.1.1 EU-regler vedrørende luftforurening EU definerer begrebet luftforurening i enkelte direktiver, se eksempelvis artikel 2 i direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg. Luftforurening defineres i direktiverne som:
EU’s direktiver om luftforurening fordeler sig overordnet på tre reguleringsmåder: For det første er der luftkvalitetsnormer for forskellige stoffer, for det andet findes der normer for udledningen af stofferne og for det tredje er der normer for brændslers indhold af forskellige stoffer. Der er fastsat luftkvalitetsnormer for bly (82/884/EØF), svovldioxid, svævestøv (80/779/EØF og 89/427/EØF), nitrogendioxid (85/203/EØF) og ozon (92/72/EØF). Luftkvalitetsnormernes formål er i princippet at fungere som en rettesnor for medlemslandene og for Kommissionen til igangsættelse af foranstaltninger mod udledningen af de omfattede stoffer i de tilfælde, hvor kvalitetsnormerne ikke overholdes. EU’s første tiltag, der regulerede normer for udledning af stoffer til luftmiljøet, var direktiv 70/220/EØF, der fastsatte grænseværdier for forurenende stoffer i benzindrevne køretøjers udstødning. Der er siden vedtaget en lang række ændringer til dette direktiv. Med direktiv 72/306/EØF blev der fastsat grænseværdier for sod fra dieseldrevne køretøjer. Direktiv 88/77/EØF fastsatte grænseværdier for kulilte, kulbrinte og kvælstofoxider ligeledes fra dieseldrevne køretøjer. Endvidere er der vedtaget ændringer til direktiv 88/77/EØF (direktiv 91/542/EØF og 96/1/EF). Direktiv 80/1268/EØF fastsætter procedurer for måling af brændstofforbrug, og direktiv 77/537/EØF fastsætter regler for udstødning af sod fra landbrugs- og skovbrugstraktorer. Hertil kommer regler om overvågning samt om indsamling og udveksling af informationer om luftkvalitet. Reglerne om overvågning findes i Rådets beslutning 93/389/EØF om en overvågningsmekanisme for emission af C02 og andre drivhusgasser. Reglerne om informationsudveksling findes i Rådets beslutning 82/459/EØF om indførelse af en gensidig udveksling af informationer og data fra net og individuelle stationer, som måler luftforureningen i medlemsstaterne. Hertil kommer Rådets beslutning om 97/101/EF om oprettelse af en gensidig udveksling af information og data fra net og individuelle stationer, der måler luftforurening i medlemsstaterne. Endelig er der direktiv 96/62/EF om vurdering og styring af luftkvalitet. Der er endvidere fastsat emissionsnormer for en række forskellige faste anlæg. Direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg er et rammedirektiv, som fastsætter nogle overordnede principper for reguleringen af forskellige typer industrianlæg. Til udfyldning af direktivet er vedtaget tre direktiver: Direktiv 88/609/EØF om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg regulerer svovldioxidudledningen og udledning af nitrogendioxid og svævestøv. Direktiv 89/369/EØF og 89/429/EØF om luftforurening fra henholdsvis nye og bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg fastsætter grænseværdier for udledning af en række stoffer fra affaldsforbrændingsanlæg. Hertil kommer direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse (IPPC-direktivet). Direktivet vedrører større anlæg og forurenende processer fra sådanne anlæg og sikrer en større offentlighed i forbindelse med en mere helhedsorienteret stillingtagen. Der skal således tages et samlet hensyn til både luft- ,vand- og jordmiljøet. Rådets direktiv 1999/13/EF om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg skal være gennemført senest april 2001. Direktivet der blev vedtaget den 11. marts 1999 er ikke beskrevet i nærværende rapport. Emissioner af organiske forbindelser kan undgås eller nedbringes i mange aktiviteter og anlæg enten ved at anvende erstatningsstoffer (substitution) eller ved andre tekniske foranstaltninger for at nedbringe emissionen til miljøet. Direktiv 87/217/EØF om forebyggelse af miljøforurening med asbest omhandler ikke kun luftforurening, men også vandforurening. Direktivet er taget med i dette kapitel, fordi direktivet for Danmarks vedkommende kun havde betydning med hensyn til luftforurening. EU-reglerne om grænseværdier for brændslers indhold af forurenende stoffer omhandler bly og svovl. Direktiv 78/611/EØF, 85/210/EØF, som ændret ved direktiv 87/416/EØF om blyindholdet i benzin, fastsætter grænseværdier for blyindholdet i benzin og direktiv 93/12/EØF vedrørende grænseværdierne for svovlindholdet i visse flydende brændstoffer. Direktiv 85/210/EØF fastsætter desuden grænseværdier for benzinens indhold af benzen. Med direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie ophæves direktiv 85/210/EØF og direktiv 93/12/EØF ændres med virkning fra 1. januar 2000. Direktivet fastsætter med udgangspunkt i sundheds- og miljømæssige hensyn tekniske specifikationer for benzin og dieselolie. Direktiv 75/716/EØF og 87/219/EØF om svovlindholdet i visse flydende brændselsstoffer omfatter både brændsler anvendt i køretøjer (diesel) og brændsler anvendt til fyringsformål. Forordning nr. (EØF) 594/91 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, indeholdt regler om udfasning af en række ozonlagsnedbrydende stoffer. Forordningen var umiddelbart gældende i EU’s medlemslande. Forordningen adskilte sig reguleringsmæssigt fra de tidligere nævnte direktiver ved i princippet at indføre en samlet EU-kvote for produktion og forbrug af CFC m.v.115Denne fælles kvote medførte bl.a., at en producent af de omfattede stoffer kunne overdrage sine rettigheder til produktion og forbrug til en anden producent, så længe den samlede EU-kvote var overholdt. Forordningen er nu afløst af forordning (EF) nr. 3093/94 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Formålet med forordningen er på baggrund af de videnskabelige og tekniske resultater og eksistensen af erstatningsprodukter at træffe foranstaltninger til gradvis udelukkelse af stoffer, der nedbryder ozonlaget. 5.1.2 EU’s påvirkning af de danske regler Med undtagelse af direktiverne om forurening fra køretøjer og direktiverne om bly- og benzenindholdet i benzin og direktivet om svovlindholdet i brændsler er alle direktiverne minimumsdirektiver, der gør det muligt for EU’s medlemslande at indføre strengere regler. For så vidt angår minimumsdirektiverne har de danske regler kun været påvirket i mindre omfang, og udviklingen af reglerne er i vidt omfang sket sideløbende med udviklingen i EU. Der er dog også en række tilfælde, hvor de danske regler er strengere end Fællesskabets regler. Indtil Fællesakten (EF-pakken) trådte i kraft i 1987, krævede det enstemmighed i Rådet at vedtage foranstaltninger til fjernelse af tekniske handelshindringer. Det var imidlertid vanskeligt for Danmark at blokere for vedtagelsen af nye direktiver om bilers udstødning, idet Fællesskabet allerede i 1970 - før Danmarks tiltrædelse - havde vedtaget direktiv 70/220/EØF, som harmoniserede kravene til biler. Hvis Danmark herefter nedlagde veto mod ændringer til dette direktiv, var det gamle direktiv stadig gældende. De første EU-regler blev først indført i Danmark i 1984, hvorefter Danmark i 1985 ønskede skrappere krav til bilers udstødning end de, der på det tidspunkt var fastsat i direktiverne. EU’s direktiver om luftforurening fra køretøjer kunne tidligere opfattes som en hindring for Danmarks mulighed for at fastsætte strengere regler på dette område. Efter vedtagelsen af Fællesakten indførte Danmark strengere regler for luftforurening fra køretøjer med virkning fra 1. oktober 1990. EU har siden indført regler på linje med de danske. EU’s regulering af bilforurening har siden 1993 været obligatorisk for medlemslandene. Skærpede nationale krav kan dog gennemføres under henvisning til miljøgarantien (EF-traktatens artikel 95, stk. 4 jf. stk. 5). Danmark henviste til miljøgarantien i forbindelse med indførelsen af katalysatorkrav i 1990. EU’s direktiver 78/611/EØF og 85/210/EØF om blyindholdet i benzin er totalharmoniseringer, men indeholder to valgfrie grænseværdier for blyindholdet i benzin. Direktiv 85/210/EØF fastsætter endvidere en grænseværdi for benzen indholdet i benzin. Ved direktiv 85/210/EØF blev det for første gang tilladt medlemsstaterne at kræve salg af blyfri benzin i EU. Fordi EU først indførte blyfri benzin i perioden 1985-89, forhindrede man indtil da indirekte en række europæiske lande udenfor EU i at indføre krav om katalysatorer i biler, idet blyfri benzin er en forudsætning for anvendelse af katalysatorerne. Hvis f.eks. Sverige, Schweiz og Østrig indførte katalysatorer, ville bilerne ikke kunne køre udenfor landets grænser, idet der ikke ville være mulighed for at købe blyfri benzin i EU-landene. Direktiv 85/210/EØF ophæves med virkning fra 1.1.2000 ved direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie. Det fremgår af årsrapporten (1997) fra Det Landsdækkende Luftkvalitets Måleprogram, at nedgangen i blyforureningen i atmosfæren er helt enestående i luftforureningens historie. Blyforureningen er nu på niveau med flere andre tungmetaller. Der har stort set været overensstemmelse mellem de danske målsætninger og EU-reglernes indhold. Udviklingen af de danske regler om svovlindholdet i gasolier m.v. er sket sideløbende med udviklingen i EU, og EU-reglerne har haft afgørende indflydelse på de danske regler på området. Danmark har valgt at indføre den gradvise skærpelse af grænseværdierne hurtigere end krævet i EU-direktiverne. Da direktiverne er totalharmoniseringer, er Danmark forhindret i at sætte strengere regler på området, hvis man måtte ønske at gøre dette. EU’s luftkvalitetsdirektiver har ikke haft nogen særlig betydning for de danske regler eller den danske praksis på området. Luftkvaliteten i landdistrikter er blevet målt systematisk siden 1978 i "European Monitoring and Evaluation Programme (EMEP)", der er et europæisk måleprogram til belysning af grænseoverskridende luftforurening, hørende under FNs Økonomiske Kommission for Europa (ECE).116 I de danske byer overvåges luftkvaliteten gennem Det Landsdækkende Luftkvalitets Måleprogram (LMP). Byernes luftkvalitet er målt siden 1982 gennem LMP I, som senere blev afløst af LMP II, og siden 1. januar 1992 af LMP III, med henblik på belysning af de aktuelle forureningsproblemer.117 LMP III skal erstattes af LMP IV inden udgangen af 1999. Det fremgår ligeledes af årsrapporten fra 1997, at forureningen i de danske byer var under de gældende grænseværdier med undtagelse af O3, hvor tærskelværdierne jævnlig blev overskredet. Det fremgår endvidere, at NO2 koncentrationerne var under grænseværdien, men dog tæt på. Disse luftmåleprogrammer har i store træk opfyldt direktivernes krav længe før direktivernes vedtagelse. Danmark målte for både svovldioxid, svævestøv, kvælstofoxider og bly flere år, før direktiverne krævede det. Med hensyn til de fastsatte grænseværdier har Danmark ikke haft problemer med overholdelse af disse. Tværtimod har man opretholdt målingerne for bly og svovldioxid (på trods af målte grænseværdier, der ligger langt under direktivernes krav), fordi direktiverne stiller krav om fortsatte målinger. Danmark har også anvendt WHO's vejledende grænseværdier, og disse anvendes stadig parallelt med EU’s. Disse er dog ikke umiddelbart sammenlignelige, da opgørelsesmetoderne er helt forskellige. Rådet har endvidere vedtaget et generelt direktiv om vurdering og administration af luftkvalitet, direktiv 96/62/EØF. Direktivet fastsætter retningslinjer for vedtagelse af grænseværdier, målesteder, sammenlignelige målemetoder og evaluering af data for at vurdere, om de enkelte medlemslande skal skride ind for at opnå eller opretholde en bedre luftkvalitet. Foruden de stoffer, som er blevet reguleret på EU plan, skal Kommissionen komme med forslag vedr. måling af og grænseværdier for benzen, CO, poly-aromatiske hydrocarboner, cadmium, arsenik, nikkel og kviksølv. 5.2 EU-direktiver om luftkvalitet m.v. 5.2.1 Direktiv 77/312/EØF om biologisk overvågning af befolkningen med hensyn til risikoen for blyforgiftning. Direktiv 82/884/EØF om en grænseværdi for bly i luften Direktiv 77/312/EØF har hjemmel i artikel 235 (nu artikel 308) og er ligeledes et minimumsdirektiv, der har til formål at opbygge en fælles fremgangsmåde, hvorved EU’s medlemsstater kan foretage en biologisk overvågning af, i hvilket omfang befolkningen udenfor arbejdspladsen er udsat for blyforurening. Med henblik på denne biologiske overvågning fastsætter direktivet de nærmere bestemmelser for prøveudtagning og analyse samt for prøvetagningens hyppighed. Direktivet fastsætter bestemmelser om, hvordan undersøgelse af befolkningen og specielt blodets blyindhold skal foregå. Direktiv 82/884/EØF har også hjemmel i artikel 235 (nu artikel 308) og er et minimumsdirektiv. Direktivet fastsætter en grænseværdi for bly i luften for at bidrage til konkret at beskytte mennesket mod virkningerne af bly i miljøet. Det fastsætter en grænseværdi på 2 mikrogram bly/m3 årligt gennemsnit i luften dog undtaget den påvirkning, personer erhvervsmæssigt kan blive udsat for. Direktivet fastsætter bestemmelser om oprettelse af prøveudtagningsstationer, på steder hvor personer vedvarende kan være udsat for en påvirkning over længere tid, der overstiger direktivets grænseværdier. Gennemførelse og vurdering af virkninger Direktiv 82/884/EØF var medvirkende til, at Danmark måtte ændre miljøbeskyttelsesloven, således at den indeholdt hjemmel for ministeren til at fastsætte bindende luftkvalitetsnormer. 118 Danmark måtte oprette to nye målestationer, som ville komme til at indgå i det allerede oprettede landsdækkende luftmåleprogram. Miljøstyrelsen angav i 1979, at direktivet ville være uden direkte værdi for arbejdet med blyforureningen i Danmark, og at der kunne være risiko for, at direktivet kunne bruges som argumentation for, at EU betragter direktivforslagets maksimale blyforureningsniveau som uskadeligt. Direktivet er under ændring.119 Ifølge forslaget ophæves dele af direktiv 82/884/EØF med virkning henholdsvis fra 1.1.2000 (artikel 3, stk. 2 og 3, artiklerne 4, 8-11 samt bilaget) og fra 1.1.2005 (artikel 1 og 2, artikel 3, stk. 1 artikel 5, 6, 7, 12 og 13), således at der herefter fastsættes nye grænseværdier. 5.2.2 Direktiv 80/779/EØF af 15. juli 1980 og 89/427/EØF af 21. juni 1989 om ændring af direktiv 80/779/EØF om grænseværdier og vejledende værdier for luftkvaliteten med hensyn til svovldioxid og svævestøv Formålet med direktiv 80/779/EØF og 89/427/EØF er at fastsætte en øvre grænse for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv for at forbedre beskyttelsen af menneskets sundhed og beskyttelsen af miljøet. Direktiv 89/427/EØF ændrer nogle bestemmelser om grænseværdier og prøveudtagningsmetoder i direktiv 80/779/EØF. Direktiverne beskrives i det følgende under et. Direktiv 80/779/EØF fastsætter bindende (bilag I) og vejledende (bilag II) grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid (SO2) og svævestøv. De vejledende værdier kan medlemsstaterne bruge som mål, såfremt de skønner det nødvendigt. I de områder inden for en medlemsstats territorium, hvor en medlemsstat skønner det nødvendigt at indføre en særlig beskyttelse af miljøet, fastsætter den værdier, der generelt er lavere end de i bilag II nævnte vejledende værdier. Direktivet fastsætter bestemmelser for prøvetagnings- og analysemetoder og giver mulighed for at vælge mellem to alternative metoder120 og hertil knyttede grænseværdier. Formålet med direktiv 89/427/EØF er at rette op på de ulemper, der var forbundet med anvendelsen af et dobbelt system for måling af svævestøv i luften, idet erfaringerne viste, at forskellene i målemetoder indebar betydelige faktiske forskelle i grænseværdierne og var indbyrdes vanskeligt sammenlignelige.121 Direktivet omfatter, i modsætning til direktiv 80/779/EØF, alene svovldioxidgrænseværdierne, idet man endnu ikke havde den tilstrækkelige viden til på tilfredsstillende vis at fremsætte forslag om ensartede metoder til måling af grænseværdier for svævestøv. I lighed med direktiv 80/779/EØF indeholder direktiv 89/427/EØF en bestemmelse om de undtagelsesområder, hvor luftens indhold af svovldioxid og svævestøv skønnes at ville overstige grænseværdierne. For sådanne områder skulle grænseværdierne overholdes senest 1. april 1993. Ved direktiv 89/427/EØF blev det også fastlagt, at Kommissionen senest d. 31. december 1992 skulle fremsætte et forslag til en generel revision af direktivet. Direktiv 80/779/EØF har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308). Direktiv 89/427/EØF har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175). Begge direktiver er minimumsdirektiver. Komitéprocedure IIIa anvendes ved udviklingen af referencemetoderne for prøveudtagning og analyse. Denne tilpasning må ikke direkte eller indirekte bevirke en ændring af de koncentrationsværdier, der er angivet i bilag I og II. Direktiverne er under ændring.122 Ifølge forslaget skal dele af direktiv 80/779/EØF ophæves med virkning fra den 1.1.2000 (artiklerne 2, stk. 2 og 3, stk. 2, artikel 4 og 5, artikel 7, stk. 3, artikel 10, stk. 4 og 5, artikel 11-14, samt bilag II, IIIa og V) og resten med virkning fra 1.1.2005. Fra 1.1.2000 skal medlemsstaterne anvende målestationer og andre metoder til luftkvalitetsvurdering i overensstemmelse med forslaget for bl.a. at vurdere koncentrationen af svovldioxid, nitrogendioxid, og bly. Europaparlamentet har ved forslagets 1. behandling den 13. maj 1998 været positivt stemt overfor forslaget. Parlamentet ønskede dog, at bestemmelserne om informering af befolkningen blev forbedret, og at der blev fastsat varslingstærskler for nitrogenoxider og partikler. Gennemførelse Kravene i direktiv 80/779/EØF er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 119 af 24. marts 1983 om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv, medens kravene i direktiv 89/427/EØF er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986 om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv. (Ophæver bekendtgørelse nr. 119). Vurdering af virkninger Bekendtgørelse nr. 119 fra 1983 fastsætter de samme grænseværdier for svovldioxid og svævestøv som direktiv 80/779/EØF. Målingen foregår ved den ene af de metoder, der kan anvendes ifølge direktiv 80/779/EØF. Bekendtgørelse nr. 836 fra 1986 ændrede målemetoden i overensstemmelse med direktiv 89/427/EØF. Direktiverne har som tidligere nævnt ikke medført nogle ændringer i den førte politik på området, idet Danmark har overholdt de fastsatte grænseværdier siden slutningen af 1960’erne.123 Ifølge årsrapporten fra LMP (1997) skete det største fald i forureningen med SO2 omkring 1985-1986, hvor svovlindholdet i fossile brændsler blev begrænset som følge af et lovindgreb. Det tilføjes dog, at bedre røgrensning, indførelse af naturgas og en fortsat reduktion af svovlindholdet i bl.a. olieprodukter har fortsat den positive udvikling i svovlforureningen. Uanset at luftens indhold af svovl og svævestøv i Danmark gennem mange år har været konstant faldende, har man opretholdt målingerne af disse stoffer, bl.a. med baggrund i direktivernes krav om målinger. Rådet har den 27. september 1996 vedtaget et rammedirektiv 96/62/EF om vurdering og styring af luftkvalitet, hvormed det er hensigten, at der skal foretages undersøgelser for at analysere den samlede virkning af de forskellige forurenende stoffer eller forureningskilder, samt klimaets indvirkning på forskellige forurenende stoffers reaktioner. Der skal ifølge præamblen samt bilag I først sættes ind over for stoffer, der allerede er omfattet af direktiv 80/779/EØF om svævestøv og svovldioxid, direktiv 82/884/EØF om bly, direktiv 85/203/EØF om nitrogendioxid og direktiv 92/72/EØF om ozon. Direktivet har hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175).124 5.2.3 Direktiv 85/203/EØF om luftkvalitetsnormer for så vidt angår nitrogendioxid Direktiv 85/203/EØF fastsætter bindende grænseværdier for nitrogendioxid (kvælstofdioxid/NOx) på 200 µg/m3 og vejledende grænseværdier på 50 µg/m3 og 135 µg/m3 (årsgennemsnit).125 De vejledende værdier skal forstås som en opfordring til medlemsstaterne om på længere sigt at opnå disse værdier. De bindende værdier skulle være opnået senest d. 1. juli 1987. Der er mulighed for undtagelse herfra, dog skulle værdierne senest være overholdt d. 1. januar 1994. Kommissionen har foreslået nye grænseværdier, som skal gælde fra år 2010. Direktivet indeholder en forpligtelse til at iværksætte eller fortsætte målinger af luftens indhold af kvælstofdioxid samt en underretningsforpligtelse overfor Kommissionen i tilfælde af overskridelse af grænseværdierne. Direktivet har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308) og er et minimumsdirektiv. Ved tilpasning til den tekniske udvikling af direktivets analysereferencemetode, anvendes komitéprocedure IIIa, se herom i gennemgangen ovenfor. Det tidligere beskrevne forslag til Rådets direktiv om grænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider, partikler og bly i luften ophæver direktiv 85/203/EØF i to etaper, nemlig med virkning fra 1.1.2000 (artiklerne 3, stk.2, 4 og 6, artikel 7, stk. 3, artikel 10-14, samt bilag II, III, og IV og 1.1.2010 (artiklerne 1 og 2, artikel 3, stk. 1, artikel 5, artikel 7, stk. 1 og 2, artiklerne 8, 9, 15 og 16 samt bilag I). Gennemførelse og vurdering af virkninger Direktivet er gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 119 af 12. marts 1987 om grænseværdi for luftens indhold af nitrogendioxid. Danmark har ikke tidligere haft bindende grænseværdier for luftens indhold af kvælstofdioxid. Bekendtgørelsen er en regulær gennemførelse af direktivets krav. Direktivet har ikke medført nogen substantielle ændringer af den danske politik på området. Det landsdækkende danske luftmåleprogram har vist, at forureningen med NO2 i alle tilfælde er under den gældende grænseværdi, og ligeledes at afstanden til de vejledende værdier ikke er ret stor. Emissionen af NOx fra benzindrevne biler bliver reduceret, efterhånden som der kommer katalysatorer på flere og flere biler. Niveauet for NO er reduceret, hvorimod der ikke kan påvises nogen ændring for NO2.126 Den bindende grænseværdi overskrides ikke. WHO’s vejledende grænseværdi på 40 mg/m3 for årsgennemsnittet (NO2) overskrides flere steder i de centrale dele af hovedstadsområdet.127 Direktivet omfattes ligesom det forrige direktiv af det generelle rammedirektiv 96/62/EF om vurdering og styring af luftkvalitet, se herom gennemgangen ovenfor. 5.2.4 Rådets beslutning 93/389/EØF af 24. juni 1993 om en overvågningsmekanisme for emissionen af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet Beslutning 93/389/EØF har til formål at overvåge og registrere de menneskeskabte emissioner af CO2 og andre drivhusgasser, som ikke er omfattet af Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozon-laget.128 Beslutningen bygger på fire elementer, som skitseres i det følgende: 1. Nationale programmer, udarbejdet af medlemslandene, til at sikre begrænsning af CO2-emissionerne
samt en stabilisering af CO2-emissionerne på 1990-niveau i år 2000 i
Fællesskabet som helhed. CO2-målsætninger skal opstilles for årene 1996,
1998 og 2000, og programmerne skal indberettes til Kommissionen inden 1994. Programmerne
skal omfatte energieffektiviseringer og -besparelser, substitution til renere brændsler,
gennemførelse af EU-lovgivning og -politik, f.eks. ved hjælp af økonomiske og fiskale
virkemidler, samt en vurdering af foranstaltningernes økonomiske virkninger. Herudover
skal landene redegøre for foranstaltninger til CO2-fiksering og til
begrænsninger af emissionen af andre drivhusgasser. Kommissionen fastsætter metoder for registrering i henhold til (eller forenelige med) den metode, der udvikles af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC).129 Gennemførelse og virkning Beslutningen har ikke medført ændringer i danske regler, idet Danmark allerede indsamler de data, der er behov for. Beslutningen har derfor udelukkende den virkning, at disse data bliver tilstillet Kommissionen. 5.2.5 Direktiv 92/72/EØF om luftforurening med ozon Direktivet har til formål at fastlægge en harmoniseret procedure for overvågning, informationsudveksling samt underretning og alarmering af befolkningen, - dels for at kunne foretage alarmering af befolkningen når de målte værdier
overstiger en nærmere fastlagt grænse, og Hvor de øvrige direktiver opererer med vejledende og bindende grænseværdier130, fastsætter direktiv 92/72/EØF om ozon tærskelværdier for ozonkoncentrationen i luften: 1. Tærskelværdi for beskyttelse af sundheden: 110 mg/m3 som
gennemsnitsværdi over otte timer. Direktivet indeholder desuden krav til oprettelse af målestationer, metode til bestemmelse af ozonkoncentrationer og indberetning til Kommissionen. Senest fire år efter direktivets ikrafttræden forelægger Kommissionen Rådet en rapport om de indsamlede oplysninger og om vurderingen af den fotokemiske forurening inden for EU. Samtidig forelægges de forslag, der anses for hensigtsmæssige vedrørende kontrol med luftforureningen med ozon. Medlemslandene skulle sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft senest den 23. marts 1994. Direktivet berøres af det tidligere nævnte generelle rammedirektiv 96/62/EF om vurdering og styring af luftkvalitet, se herom afsnit 5.2.2 og 5.2.3. Gennemførelse Direktivet er gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 184 af 11. marts 1994 om overvågning af luftens indhold af ozon. Bekendtgørelsen gennemfører direktivets bestemmelser ordret. Vurdering af virkning Ozon (O3) dannes ved kemiske reaktioner under sollysets medvirken. I byområder videreomdannes ozon i vid udstrækning umiddelbart til kvælstofoxid (NO2) og ilt (O2) på grundlag af kvælstofilte (NO), som stammer fra trafikken. Med gennemførelsen af direktivet blev der fastsat en række tærskelværdier i Danmark i forbindelse med beskyttelse af både plantevæksten og sundheden. Flere af disse tærskelværdier blev overskredet i løbet af 1997,131 dog ikke tærskelværdien for alarmering. De tærskelværdier, der er fastsat for direktivets alarmsystem, er så høje, at de ifølge Miljøstyrelsen næppe nogensinde vil kunne opstå i Danmark, hvorfor alarmsystemet ikke har den store betydning for Danmark. Det har derimod tærskelværdien for underretning af befolkningen (180 µg/m3). 5.3 EU-direktiver om forurening fra køretøjers udstødning EU’s regulering af forurening fra køretøjers udstødning omfatter en lang række direktiver, hvor det første blev vedtaget i 1970. Det centrale direktiv er direktiv 70/220/EØF af 20. marts 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af udstødningsgas fra køretøjsmotorer med styret tænding. Til dette direktiv er der vedtaget en lang række ændringer og tilpasninger. Derudover er der en række direktiver, der supplerer bestemmelserne i direktiv 70/220/EØF. Direktivernes hovedtræk beskrives sideløbende med en beskrivelse af den danske holdning og de tilfælde, hvor Danmark har indført strengere regler.132 Beskrivelsen af direktivernes gennemførelse i dansk ret samt vurderingen af virkningerne for de danske regler foretages samlet for alle direktiverne. Det drejer sig om følgende direktiver: - Direktiv 70/220/EØF om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af
udstødningsgas fra køretøjsmotorer med styret tænding. Direktiverne har udviklet sig i takt med de tekniske fremskridt, som de europæiske bilproducenter har opnået, i modsætning til USA, hvor statslige krav har været årsag til udvikling af ny teknologi for katalysatorer og styring af motorer. De tidlige EU-direktiver byggede i væsentlig grad på de regulativer, der er udarbejdet under FNs "Economic Commission for Europe" (ECE). F.eks. tilsvarende direktiv 70/220/EØF ECE-regulativ 15.134 Senere EU-direktiver er efterfølgende blevet inkorporeret i ECE regulativ 83. Direktivernes primære formål har været at harmonisere medlemsstaternes lovgivning for at undgå konkurrenceforvridning. Ved at have mere lempelige emissionsgrænseværdier end USA135, og dermed mindre omkostninger, har EU’s bilproducenter undgået konkurrence fra amerikanske bilproducenter. Bildirektiverne var indtil vedtagelsen af direktiv 91/441/EØF såkaldte "optionelle harmoniseringer", der tillod medlemslandene at indføre anderledes regler for nationale produkter, mens produkter, der opfyldte EU-kravene, ikke kunne forbydes markedsført. I praksis har dette ikke haft stor betydning, da eksportmarkedet - bl.a. til andre EU-lande - var af stor betydning for bilproducenterne.136 Direktiv 91/441/EØF indførte totalharmonisering. Direktivernes hjemmel var artikel 100 (nu artikel 94) eller 100A (nu artikel 95) henholdsvis før og efter Fællesaktens ikrafttræden i 1987. Indtil vedtagelsen af Fællesakten skulle direktiverne vedtages med enstemmighed i EU’s Ministerråd. Efter 1987 skulle nye direktiver, der vedrørte fjernelse af tekniske handelshindringer, vedtages med kvalificeret flertal, og der var mulighed for at henvise til "miljøgarantien" (artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4 og 5)). Andre direktiver relateret til køretøjers forurening er eksempelvis direktiv 78/611/EØF og 85/210/EØF, som ændret ved direktiv 87/416/EØF, der regulerer indholdet af bly i benzin137 og direktiv 87/416/EØF, der gør det muligt for EU-landene at forbyde salg af blyholdig normalbenzin (92 oktan) på deres område. Det skal dog fortsat være muligt at købe blyholdig 98 oktan benzin. Anvendelse af katalysatorer kræver blyfri benzin. Med direktiv 98/70/EF, der forbyder eller stærkt begrænser bly i benzin, ophæves direktiv 85/210/EØF. Direktiverne skal ligeledes ses i sammenhæng med direktiv 75/716/EØF og direktiv 87/219/EØF, der fastsætter grænseværdier for gasoliers, herunder diesels indhold af svovl, jf. også direktiv 93/12/EØF om svovlindholdet i visse flydende brændstoffer. Sidstnævnte direktiv ændres med virkning fra år 1.1.2000 ved direktiv 98/70/EF. 5.3.1 Direktiv 70/220/EØF om luftforurening forårsaget af udstødningsgas fra køretøjsmotorer (incl. ændringsdirektiver) Direktiv 70/220/EØF omfatter i dag alle benzindrevne køretøjer, (person- og varebiler), men fastsætter kun emissionsnormer for køretøjer, der har en totalvægt på under 3,5 tons.138 Der findes dog ikke mange benzindrevne køretøjer over 3,5 tons, hvorfor emissionsgrænserne i praksis gælder for næsten alle benzindrevne biler. Direktivet omfatter også alle dieseldrevne biler under 3,5 tons. Direktivet fastsætter grænseværdier for emission af kulilte (CO), kulbrinter (HC), kvælstofoxider (NOx) samt partikler og definerer målemetoder m.v. Herudover indeholder direktivet bestemmelser om en fælles EU-standardtypegodkendelse for de omfattede køretøjer.139 Godkendelse af bilerne foregår primært ved de nævnte typegodkendelser. Andre EU-lande kan ikke nægte national godkendelse af en i en medlemsstat typegodkendt bil. Ved konstaterede overskridelser af grænseværdierne må der rettes henvendelse til myndighederne i det land, hvor godkendelsen blev givet, og det er herefter disse myndigheder, der må træffe foranstaltninger overfor bilproducenten. Direktiv 70/220/EØF omfattede oprindeligt kun grænseværdier for kulilte og kulbrinter for benzindrevne person- og varebiler. Inden 1988 vedtog man en række ændringer, der tilføjede grænseværdier for emission af kvælstofoxider og tilføjede dieseldrevne biler til direktivets anvendelsesområde.140 Ændringsdirektiverne skærpede løbende emissionsgrænseværdierne og direktiv 91/441/EØF svarede til de amerikanske 1987-normer. Næsten alle direktiverne indeholdt en forpligtelse for Kommissionen til senere at fremsætte forslag til nye og skrappere grænseværdier. Emissionsnormerne i direktiv 88/76/EØF var væsentlig mildere end de amerikanske normer. På denne baggrund stemte Danmark imod direktivet, fordi man ønskede de amerikanske normer indført på linie med en række andre europæiske lande uden for EU, bl.a. Sverige, Norge, Østrig og Schweiz, der var medlemmer af den såkaldte Stockholmsgruppe. Danmark deltog også i denne gruppe, dog uden at have mulighed for at følge de krav til bilers udstødning, som man her blev enige om at indføre. Folketinget besluttede derfor i marts 1989 at indføre strengere krav end direktivet. De danske krav gælder alle nye personbiler samt små varebiler, såvel benzin- som dieseldrevne. Kravene fik virkning fra 1. oktober 1990 - ca. 2 år tidligere end direktivet.141 Blandt andet på grund af et stærkt politisk pres fra en række lande i og uden for EU blev der vedtaget ændringer relativt hurtigt efter direktiv 88/76/EØF. Dette betød, at bestemmelserne i direktiv 88/76/EØF om små og mellemstore biler aldrig nåede at træde i kraft. Rådets direktiv 88/436/EØF om ændring af direktiv 70/220/EØF omfattede dieseldrevne personbiler og fastsatte bl.a. grænseværdier for emission af sodpartikler. Danmark stemte imod direktivet, idet man mente, at det ikke var restriktivt nok. Rådets direktiv 89/458/EØF om ændring af direktiv 70/220/EØF omfattede små personbiler (under 1,4 liter) og indførte de amerikanske emissionsnormer for disse biler med virkning fra 31. december 1992. Direktivet var en stramning af bestemmelserne for små biler i direktiv 88/76/EØF. Direktivet var baseret på den hidtidige kørecyklus og indeholdt ikke fordampningskrav. Danmark stemte imod direktivforslaget, primært fordi tidspunktet for indførelse af de danske krav ville blive udskudt 3 år. Kommissionens direktiv 89/491/EØF om tilpasning af direktiv 70/157/EØF, 70/220/EØF, 72/245/EØF, 72/306/EØF, 80/1268/EØF og 80/1269/EØF vedrørende motorkøretøjer fastsatte bl.a. regler om størrelsen af brændstoftankes påfyldningsåbning og om størrelsen af mundstykket på benzinstanderes betjeningspistol, således at påfyldning af blyholdig benzin på biler med katalysatorer blev forhindret. Rådets direktiv 91/441/EØF om ændring af direktiv 70/220/EØF skærpede emissionsnormerne for alle biler, så også disse svarede til de amerikanske normer. Der blev endvidere fastsat bestemmelser om fordampningsemission af benzin, om holdbarheden af katalysatorer i nye biler samt endeligt om partikelemissionen fra dieselbiler. Kravene var gældende fra 31. december 1992. Danmark har anvendt direktivets regler siden ikraftrædelsen. Danmark accepterede dette direktivforslag, idet dets bestemmelser stort set - bortset fra nogle overgangsbestemmelser og lignende - stemte overens med de regler, Danmark vedtog i 1989. Med direktivet ophævedes den optionelle harmonisering til fordel for totalharmonisering. Rådets direktiv 93/59/EØF om ændring af direktiv 70/220/EØF skærpede kravene til køretøjer til transport af mere end seks personer samt varebiler m.v. med en tilladt vægt på op til 3.500 kg, som var omfattet af overgangsbestemmelserne i direktiv 91/441/EØF, således at de kom op på niveau med kravene til personbiler. For køretøjer under 1.250 kg svarede grænseværdierne til dem, der var fastsat for personbiler i direktiv 91/441/EØF (i Danmark var disse små varebiler som nævnt omfattet af reglerne for personbiler). For køretøjer mellem 1.250 og 3.500 kg er grænseværdierne fastsat således, at de skulle svare til de amerikanske normer for varebiler ("light duty trucks").142 Parlamentets og Rådets direktiv 94/12/EØF om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer og om ændring af direktiv 70/220 indeholdt skærpede udstødningsnormer for personbiler med højst seks siddepladser og en totalvægt på højst 2.500 kg. Direktivet åbnede i lighed med 91/441/EØF mulighed for via skatte- og afgiftsbegunstigelser at fremme salget af biler, der opfyldte de fremtidige normer, før disse blev obligatoriske. Kommissionens tilpasningsdirektiv, 96/44/EØF, foretog tilpasninger til testmetoderne i direktiv 70/220/EØF. Parlamentets og Rådets direktiv 96/69/EØF om ændring af direktiv 70/220/EØF skærpede yderligere direktivet (varebiler blev bragt på linie med direktiv 94/12/EF) og pålagde Kommissionen at fremsætte et forslag om yderligere skærpelse af kravene med virkning fra år 2000. En sådan målsætning indgår ligeledes i direktiv 94/12/EF. Målet for de fra år 2000 gældende krav skal være, at alle lette erhvervskøretøjer skal være omfattet af krav, som er lige så strenge, som dem der er fastsat for personbiler, som anvender emissionsreducerende teknologi på et ensartet teknisk niveau, idet der dog tages hensyn til de lette erhvervskøretøjers særlige kendetegn, herunder passende krav til lang holdbarhed.143 Gennemførelse og vurdering af virkninger Se under afsnit 5.3.3. 5.3.2 Direktiv 72/306/EØF, 88/77/EØF og 91/542/EØF om emission af luftforurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af køretøjer De nedenfor nævnte direktiver fastsætter regler for dieseldrevne køretøjers emissioner og supplerer dermed direktiv 70/220/EØF. - Direktiv 72/306/EØF om emission af luftforurenende stoffer fra dieselmotorer til
fremdrift af køretøjer fastsatte grænseværdier for emission af sod. Gennemførelse og vurdering af virkninger Se under afsnit 5.3.3. 5.3.3 Direktiv 80/1268/EØF om motordrevne køretøjers brændstofforbrug. Direktiv 77/537/EØF om emission af forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer Direktiv 80/1268/EØF af 16. december 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om motordrevne køretøjers brændstofforbrug fastsætter en referencemetode for måling af forbruget af brændsler i biler. Direktivet blev ændret ved direktiv 93/116/EØF, som trådte i kraft 1. januar 1997. Direktiv 77/537/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer fastsatte ligesom direktiv 72/306/EØF grænseværdier for sod. Direktivet er ændret ved direktiv 82/890/EØF af 17. december 1982, hvorefter anvendelsesområdet begrænses til traktorer (som defineret i direktivet), der er forsynede med luftgummiringe, og som har mindst to aksler og en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mellem 6 og 30 km/t. Direktivet ændres atter ved direktiv 97/54/EF af 23. september 1997 for så vidt angår landbrugs- og skovbrugshjultraktorers konstruktivt bestemte maksimal hastighed. Denne maksimalhastighed hæves med ændringen fra 30 km/t til 40 km/t. Gennemførelse Direktiverne er, med undtagelse af 77/537/EØF, gennemført i dansk ret ved: - Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 231 af 27. juni 1961 m.v.) nu lovbkg. nr. 735
af 24. august 1992 med senere ændringer. Direktiv 77/537/EØF er gennemført i dansk ret ved: - Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af 18. september 1975 om EU-direktiver om landbrugs- og skovbrugshjultraktorer. Vurdering af virkninger Danmark havde ikke før medlemskabet af EU regler om forurening fra biler, og Danmark gennemførte de første EU-regler på området i 1984. Alle de eksisterende regler er i dag direkte afledt af EU-direktiverne. Derfor kan man ikke tale om, at direktiverne har påvirket eksisterende danske regler, men snarere om, at man har fået et nyt regelsæt foranlediget af EU. Efter vedtagelsen af Fællesakten indførte Danmark, som beskrevet ovenfor, under henvisning til Romtraktatens artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4 og 5) strengere regler. Danmarks medlemskab af EU har betydet en mindre forsinkelse på indførelsen af de amerikanske 87-normer, end hvis Danmark havde fulgt Stockholmsgruppens anbefalinger. 5.4 EU-direktiver om andre emissionsnormer m.v 5.4.1 Direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg Direktiv 84/360/EØF opstiller en generel ramme, der indeholder nogle principper for forebyggelse og nedbringelse af luftforureningen fra industrianlæg i EU. Det er hensigten, at direktivet skal udfyldes med krav til konkrete industrivirksomheder, jf. direktivets bilag I og II, der lister henholdsvis de virksomhedstyper, der er omfattet af direktivet, og de stoffer, som direktivet angiver som de vigtigste at regulere. Direktiv 88/609/EØF om begrænsning af luftforurening fra store fyringsanlæg og direktiv 89/369/EØF og 89/429/EØF om nedbringelse af luftforurening fra henholdsvis nye og bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg udgør sådanne udfyldninger af direktivet. Direktivet har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308) og er et minimumsdirektiv. Direktivet kræver forudgående myndighedsgodkendelse af anlæg, som er listet i bilag I samt godkendelse ved væsentlige ændringer af disse anlæg. Godkendelse af virksomhederne må kun ske, hvis gældende grænseværdier for udledning til luften er overholdt. Direktivet forpligter medlemsstaterne til at fastsætte vilkår for godkendelsen ud fra princippet om anvendelse af den bedst tilgængelige teknologi (BAT). Direktivet indeholder derudover bl.a. bestemmelser om, at Ministerrådet på forslag af Kommissionen skal vedtage grænseværdier for udledning af stoffer under hensyntagen til BAT. I forbindelse med definitionen af BAT har Kommissionen i nogle år arbejdet med en række projekter, som skulle resultere i vedtagelsen af nye direktiver. Det drejer sig om projekter om begrænsning af udledning af organiske opløsningsmidler fra visse industrielle installationer og processer samt om olieraffinaderier. Direktivet om forbrænding af farligt affald, som beskrives i kapitel 3, er også et resultat af dette arbejde. Der har i Kommissionsregi været nedsat en koordinationsgruppe for stålindustriens forurening. Koordinationsgruppen, der bl.a. består af embedsmænd fra medlemslandene, har foretaget indsamling af data og har undersøgt forureningsparametre samt forureningsbegrænsende foranstaltninger i stålindustrien. Gruppens arbejde vil formentlig føre til forslag om et eller flere direktiver. Derudover er der EU-landene imellem udvekslet erfaringer vedrørende BAT. Endelig har Rådet vedtaget et direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet), hvorefter en meddelelse eller en ændring af en godkendelse kun bør ske, såfremt der er truffet integrerede miljøbeskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår luft, vand og jord. Det fremgår af direktivets overgangsbestemmelser, at direktiv 84/360/EØF skal ophæves 11 år efter IPPC-direktivets ikrafttræden. Direktivet, der skal være inkorporeret i dansk ret inden den 1. november 1999, forudsætter en løbende ajourføring af de meddelte godkendelser, hvorimod miljøbeskyttelseslovens godkendelsessystem opererer med begrænsede indgrebsmuligheder de første 8 år efter en meddelt godkendelse, dog 4 år for forbrændingsanlæg jf. bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 1997. Direktivet har hjemmel i EF-traktatens artikel 130S (nu artikel 175). Se gennemgangen af direktivet i kapitel 9, afsnit 9.5. Gennemførelse Følgende danske regler indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 84/360/EØF: - Bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., senest ophævet ved bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. Vurdering af virkninger Direktivet har ikke medført ændringer i danske regler. De danske regler indeholdt allerede i 1974 de nødvendige krav med hensyn til godkendelse af de virksomheder, der er omfattet af direktivet. Bekendtgørelsen suppleres, for så vidt angår luftforurening, af Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder. Vejledningen giver det administrative og tekniske grundlag for fastsættelsen af krav med henblik på begrænsning af emission af luftforurenende stoffer. Vejledningen erstatter vejledning nr. 7/1974 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder og fastsætter emissionsgrænser og immissionskoncentrationsbidrag for en række forurenende stoffer. Således eksisterede der danske regler for virksomheders luftforurening længe før direktivets vedtagelse. Vejledningen omfatter alle virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Vejledningens angivelser er ikke bindende, men tjener som retningslinie for myndigheder, virksomheder og rådgivende firmaer. Vejledningerne er dog blevet betragtet som den nærmere fastlæggelse af det forureningsbegrænsningsprincip, der kommer til udtryk i miljøbeskyttelseslovens §3 jf. §1, stk. 2, og som indebærer, at en virksomhed skal træffe foranstaltninger, som sikrer, at virksomheden i mindst muligt omfang giver anledning til forurening.144 Vejledningen er i øvrigt i overensstemmelse med principperne i direktiv 84/360/EØF samt direktiv 88/609/EØF om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg.145 5.4.2 Direktiv 88/609/EØF om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg som ændret ved direktiv 94/66/EØF Formålet med direktiv 88/609/EØF er at opnå en reduktion i EU-landenes samlede emissioner af svovldioxid (SO2), kvælstofoxid (NOx) og svævestøv. Direktivet er en udfyldning af direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg. Direktivet har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175) og er derfor et minimumsdirektiv. Direktivet omfatter fyringsanlæg på 50 MW og derover. I Danmark retter direktivet sig mod emissioner fra kraft- og kraftvarmeværker samt fyringsanlæg i industri- og fjernvarmesektoren. Direktivet skelner mellem nye og eksisterende anlæg. Eksisterende anlæg er anlæg, hvortil der er givet tilladelse før 1. juli 1987. For alle nye anlæg fastsættes emissionsgrænser for SO2, NOx og støv. Direktivet henviser til direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (det såkaldte VVM-direktiv146). Hvis der opføres fyringsanlæg, der i væsentlig grad kan påvirke miljøet i en anden medlemsstat, eller en medlemsstat, der vil kunne blive berørt i betydelig grad, anmoder herom, skal medlemsstaterne sikre, at der finder tilstrækkelig oplysning og konsultation sted i overensstemmelse med dette direktivs artikel 7. Denne medlemsstat kan så tage stilling til, om den ønsker at deltage i VVM-proceduren. For bestående anlæg er der fastsat et samlet loft for reduktionen af NOx og SO2 med tre reduktionsfaser for SO2 og to faser for NOx. Reduktionstakterne er fastsat individuelt for hver medlemsstat og tager udgangspunkt i 1980-emissionen. Målsætningen for den samlede SO2-reduktion i EU er på 40% indtil 1993, 60% indtil 1998 og 70% indtil 2003. NOx-emissionen skal reduceres med 25% inden 1993 og 40% inden 1998. For Danmarks vedkommende skal der for SO2 ske en reduktion på 34% (1993), 56% (1998) og 67% (2003), svarende til henholdsvis 213.000, 141.000 og 106.000 tons maksimal udledning i de angivne år. For NOx er reduktionen sat til 3% inden 1993 og 35% inden 1998, svarende til henholdsvis 121.000 og 81.000 tons maksimal udledning i de angivne år.147 I Danmark er der i juni 1992 med baggrund i de danske regler fastsat nye kvoter for udledning af SO2 og NOx. Kvoterne gælder for både eksisterende og nye anlæg: 1993: 129.000 tons SO2 1993: 92.000 tons NOx 1998: 82.000 tons SO2 1998: 71.000 tons NOx Direktivet angiver, at medlemsstaterne skal lave programmer for at opnå de angivne reduktionsmål for bestående anlæg, og indeholder desuden krav om myndighedsgodkendelse af nye anlæg, metoder til måling af emissionerne og kontrol af disse samt en underretningsforpligtelse overfor Kommissionen i tilfælde af overskridelser af emissionsgrænseværdierne. Kommissionen skulle i 1994 fremsende en rapport og eventuelle forslag til revision af fase 3 for SO2 og af fase 2 for NOx. Kommissionen har endvidere mulighed for at justere reduktionsmålene, såfremt et land kommer i vanskeligheder på grund af uforudsete ændringer i energiforbruget og brændselsforsyningen. Inden d. 1. juli 1995 skulle Kommissionen forelægge Rådet et forslag om revision af de gældende grænseværdier, se herom IPPC-direktivets artikel 18, stk. 2 og artikel 20 jf. direktivets bilag II, der inddrager direktiv 88/609/EØF. Gennemførelse Følgende danske regler indeholder bestemmelser, der gennemfører direktivets krav: - Bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af
svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 518 af 20. juni 1995. I forbindelse med en handlingsplan for anvendelse af biomasse i store kraftværker har Folketinget pålagt elværkerne at benytte 1.2 mill. tons halm og 200.000 tons træflis årligt. Det viste sig imidlertid, at anvendelse af dette brændsel vanskeliggør elværkernes overholdelse af den danske grænseværdi for NOx på 200 mg/Nm3. Med henblik på at tilskynde kraftværkerne til at fyre med biomasse på nye værker frem for at vælge den miljømæssigt mindre heldige løsning at fyre biomasse i kombination med kul på gamle mere forurenende værker har Danmark besluttet at opdele grænseværdien for NOx-emissioner fra fast brændsel i en grænseværdi på 400 mg/Nm3 ved fyring med halm og flis og en uændret grænseværdi på 200 mg/Nm3 ved fyring med andet fast brændsel. Se bekendtgørelse nr. 518 af 20. juni 1995 om ændring af bekendtgørelse om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxid og støv fra store fyringsanlæg. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 5. juli 1995. Vurdering af virkninger Den danske regulering af området er kun i mindre omfang påvirket af direktivet, idet der har været taget en række initiativer i Danmark til nedbringelse af kraftværkernes forurening med såvel svovldioxid som kvælstofoxider. Reglerne er i lige så høj grad påvirket af de forpligtelser, Danmark har påtaget sig som følge af undertegnelsen af ECE-konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening over store afstande.148 De danske krav til kraftværkerne er skrappere, end de krav direktivet stiller til Danmark, både for eksisterende og nye anlæg. Danmark har haft regler vedrørende svovldioxidemissioner fra kraftværker nogle år før direktiv 88/609/EØF.149 Lov nr. 251 af 23. maj 1984 om begrænsning af svovldioxidforurening fra kraftværker indførte et kvotesystem for udledning af SO2, sådan at der blev fastsat én samlet kvote for udledningen for alle kraftværkerne tilsammen. De samlede kvoter for svovldioxid- og kvælstofoxid-emissioner fra alle danske værker har generelt været mere restriktive, end de målsætninger direktiv 88/609/EØF sætter for Danmarks eksisterende kraftværker, jf. beskrivelsen af direktivet ovenfor. Kvoteordningen i Danmark eksisterede før vedtagelsen af direktivet og er nu en del af det danske program for at opnå de angivne reduktionsmål. Reduktionerne på store fyringsanlæg indenfor kraftværkssektoren sker også ved bekendtgørelse nr. 562 af 22. september 1988 om begrænsning af svovlindholdet i brændsel til fyrings- og transportformål, hvorefter der kun må indfyres fuelolie med et maksimalt svovlindhold på 1%. Denne bekendtgørelse kan også ses som et led i det program, som direktivet kræver, at medlemsstaterne skal udarbejde. I 1989 vedtog Folketinget lov. nr. 215, der ophæver lov nr. 251. Loven gennemførte kravene i artikel 3 i direktiv 88/609/EØF og vedrørte alene eksisterende anlæg. Loven blev ophævet med miljøbeskyttelsesloven fra 1991. Lovens bestemmelser for kraftværker er overført stort set uændrede til bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker, som ændret ved bekendtgørelse nr. 321 af 4. juni 1998. Emissionskrav til nye anlæg er fastsat i bekendtgørelse nr. 689 fra 1990, der er en direkte gennemførelse af direktivets krav. Dog fastsættes der skrappere krav for emission af NOx fra anlæg, der godkendes efter 1. januar 1992, jf. bilag IV A. Direktivets krav om emissionsgrænseværdier for nye anlæg har dog ikke medført nogen ændringer i praksis i den danske politik. Der fastsættes fortsat samlede kvoter i Danmark for både gamle og nye anlæg. For kraftværkerne har det ikke haft nogen praktisk betydning, idet der formentlig alligevel ville være blevet indført emissionsbegrænsende foranstaltninger på de nye anlæg, der levede op til direktivets krav. Ændringer til direktivet I direktiv 88/609/EØF er der ikke fastsat SO2-grænseværdier for nye anlæg med en nominel effekt på mellem 50 og 100 MW, der anvender fast brændsel. En forbedret leveringssituation for svovlfattigt kul har imidlertid muliggjort begrænsning af SO2-emissionerne også for denne anlægstype. Direktiv 94/66/EØF supplerer de eksisterende emissionsgrænseværdier med en grænseværdi på 2.000 mg SO2/Nm3 for anlæg mellem 50 og 100 MW. Direktivet er gennemført i dansk ret ved ovennævnte bekendtgørelse nr. 885 fra 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 321 af 4. juni 1998, som omfatter anlæg over 50 MW. Direktivet havde dermed ingen praktisk betydning for Danmark.150 5.4.3 Direktiv 89/369/EØF om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Direktiv 89/429/EØF om nedbringelse af luftforurening fra bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg Direktiverne 89/369/EØF og 89/429/EØF er, som tidligere nævnt, konkrete eksempler på udfyldning af direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg. Direktiverne henviser i øvrigt til direktiv 75/442/EØF om affald. Direktiverne har begge hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175) og er minimumsdirektiver. Direktiverne omfatter kommunalt affald forstået som husholdningsaffald og andet affald, der kan sidestilles med husholdningsaffald. Direktivernes bestemmelser gælder således ikke for eksempelvis forbrændingsanlæg, der er indrettet til forbrænding af slam fra rensningsanlæg, kemisk og giftigt affald eller specielt sygehusaffald. Se også direktivet om forbrænding af farligt affald i kapitel 3. Direktiverne fastsætter grænseværdier for emissionen af støv, en række tungmetaller, hydrogenchlorid, hydrogenflurid samt svovldioxid og fastsætter samtidigt de tekniske betingelser, der skal være tilstede ved forbrændingen. Direktiverne kræver forudgående myndighedsgodkendelse af nye affaldsforbrændingsanlæg. Forskellen mellem direktiverne er, at de grænseværdier, som er angivet i direktiv 89/369/EØF om nye affaldsforbrændingsanlæg, først skal overholdes 5-6 år senere i bestående anlæg. Desuden er der fastsat krav til forbrændingen for bestående anlæg, der adskiller sig fra kravene til nye anlæg. Et nyt kommunalt affaldsforbrændingsanlæg defineres som et anlæg, hvortil der er udstedt driftstilladelse efter 1. december 1990. Direktivets grænseværdier skal overholdes i nye anlæg. For bestående affaldsforbrændingsanlæg fastsættes forskellige datoer, hvor de i direktiv 89/369/EØF fastsatte grænseværdier, skal være overholdt: - Anlæg, der har en kapacitet lig med eller større end 6 tons affald pr. time, skulle
overholde de samme grænseværdier som for nye anlæg senest 1. december 1995. Indtil da er der fastsat mere lempelige grænseværdier for støv i anlæg under 6 tons pr. time, end de der gælder for nye anlæg. Grænseværdierne for støv skulle dog overholdes senest 1. december 1995 (for anlæg mellem 1 og 6 tons) og senest 1. december 1996 (anlæg under 1 ton). Endeligt fastsætter direktiverne, hvilke målinger der skal foretages. Det forudsættes, at de prøveudtagnings- og målemetoder, der anvendes, skal være godkendt på forhånd af myndighederne. Direktiverne påvirkes ligeledes af IPPC-direktivet, jf. dette direktivs bilag I smh. med artikel 18, stk. 2 og artikel 20. Gennemførelse Direktiverne er begge gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 1991 om affaldsforbrændingsanlæg, nu ophævet ved bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 1997. Vurdering af virkninger Formålet med bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 1991 var primært at gennemføre direktivernes krav. Der var derfor i bekendtgørelsen fra 1991 fastsat bindende grænseværdier, dvs. krav som amtsrådene skulle lægge til grund ved meddelelsen af godkendelser til affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelsesloven eller ved revision af sådanne godkendelser. Godkendelsen var kun gældende i fire år. Bekendtgørelsen indeholdt kun beskedne skærpelser af visse grænseværdier (hydrogenchlorid, støv og visse tungmetaller) i forhold til de tidligere gældende regler, der var fastsat i Vejledning nr. 3 fra 1986, men bekendtgørelsen gennemførte et hurtigere tempo for bestående anlægs overholdelse af grænseværdierne end direktivet. Ændringen fra vejledende til bindende grænseværdier har dog i praksis ikke haft stor betydning, idet næsten alle amtsråd har meddelt miljøgodkendelse, der overholder de vejledende værdier fastsat i vejledningen. Kravene til de bestående anlæg er tidligere blevet revideret. De anlæg, der eksisterede før miljøbeskyttelsesloven i 1973, blev ved bekendtgørelse nr. 397 fra 1985 pålagt at søge godkendelse. Allerede meddelte godkendelser blev taget op til revision efter bekendtgørelse nr. 783 af 10. december 1987. 5.4.4 Direktiv 87/217/EØF om forebyggelse af miljøforurening med asbest Direktivet, der har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og artikel 235 (nu artikel 308), har til formål at begrænse udledninger af asbest til luft og i spildevand fra virksomheder, der producerer eller anvender asbest i produktionen. Det fremgår af direktivet, at medlemsstaterne kan fastsætte strengere regler. Direktivet indeholder en generel forpligtelse til at forhindre asbestudledninger og forurening med asbestaffald. Derudover fastsætter direktivet den højeste tilladelige mængde asbest, der må udledes gennem luft- eller vandudledningsrør, samt to alternative målemetoder. Ændringer i bilagets målemetoder skal vedtages ved komitéprocedure IIIa. Direktivet skal ses i sammenhæng med bl.a. 5. ændring af direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater. Gennemførelse Direktivet er blevet gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 792 af 15. december 1988 om begrænsning af udledning af asbest
til luften fra industrielle anlæg. Vurdering af virkninger Arbejdsministeriets bekendtgørelse forbyder de fleste anvendelser og produktion af asbest og regulerer nedrivningsarbejde og produktion samt håndtering af asbestaffald. Bekendtgørelsen forbyder nye anvendelser af asbest. Der var således videregående danske regler, inden direktivet blev vedtaget. Virksomheder, der anvender eller producerer asbest i Danmark, har siden 1973 været godkendelsespligtige i henhold til Miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelsen om særlig forurenende virksomheder151, hvor der skulle sættes vilkår om udledninger til miljøet. Der var to virksomheder i Danmark, der anvendte asbest, som havde fået dispensation til at fortsætte med at anvende asbest i produktionen indtil 1990. Virksomhederne holdt op med at anvende asbest i produktionen, inden direktivet trådt i kraft. Direktivet har medført, at godkendelsesvilkår blev kodificeret i en bekendtgørelse. Direktivet har ikke haft nogen praktisk betydning for Danmark. 5.4.5 Direktiv 94/63/EØF om forebyggelse af emissioner af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved benzinoplagring og benzindistribution fra terminaler til servicestationer Direktiv 94/63/EØF har til formål at reducere det samlede årlige benzintab ved benzinoplagring og benzindistribution fra raffinaderi/terminal til servicestation. Direktivet gælder for alle operationer, installationer, køretøjer og beholdere, som benyttes i forbindelse med oplagring, påfyldning og transport af benzin fra raffinaderiterminaler eller mellemterminaler til servicestationer. Direktivet har hjemmel i artikel 100A (nu artikel 95). Direktivet giver mulighed for fastsættelse af strengere foranstaltninger, ligesom andre tekniske foranstaltninger end de foreskrevne kan anvendes, såfremt de er mindst lige så effektive. Direktivets tekniske krav er specificeret i bilag: - I bilag I er opstillet tekniske forskrifter for oplagringsanlæg på terminaler
(konstruktion og anvendelse af oplagringsanlæg). Nye anlæg skulle overholde kravene fra 31. december 1995. For ældre anlæg er terminerne for implementering af direktivets krav fordelt frem til år 2001 afhængig af anlægstype og -størrelse. Gennemførelse Direktivet er gennemført i dansk ret ved: - Bekendtgørelse nr. 852 af 11. november 1995 om begrænsning af dampe ved oplagring og distribution af benzin. I den danske bekendtgørelse har man udnyttet de muligheder, som direktivet giver, for at kræve strengere foranstaltninger på nationalt plan. Således er tidsterminerne for anvendelse af direktivets bestemmelser for eksisterende anlæg skærpet fra 3, 6 og 9 år til 2, 4 og 6 år. Endvidere er grænseværdierne for VOC-koncentrationen i emissionen fra visse dampgenvindingsanlæg skærpet fra 35 g/Nm3 til 0,15 g/Nm3. De særlige bestemmelser er begrundet i hensynet til miljøbeskyttelse. Vurdering af virkninger Indtil gennemførelse af dette direktiv har området været ureguleret i Danmark. Dog havde den danske oliebranche frivilligt indført en del af de foranstaltninger, direktivet foreskriver. Direktivet medfører dansk reduktion af VOC-emissionen fra oplagring, påfyldning og transport af benzin fra én terminal til en anden eller til en servicestation. Som supplement til disse regler har Miljøministeriet udstedt en bekendtgørelse om begrænsning af udslip af damp ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer (nr. 990 af 7. december 1994). 5.5 EU-direktiver om grænseværdier for stoffer i brændsler 5.5.1 Direktiv 78/611/EØF om blyindholdet i benzin som ændret ved direktiv 85/210/EØF og direktiv 87/416/EØF. Direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie Direktiv 78/611/EØF fastsatte, at der fra d. 1. januar 1981 ikke måtte markedsføres benzin med et blyindhold over 0,40 gram/liter. Direktivet gav dog medlemsstaterne mulighed for at fastsætte den højeste værdi til 0,15 gram/liter, men ikke lavere, dvs. at det ikke var muligt at indføre krav om blyfri benzin.152 Direktivet havde hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og indebar totalharmonisering. Direktiv 85/210/EØF ophæver direktiv 78/611/EØF. Direktivets overordnede formål er at sikre, at blyfri benzin er tilgængelig samtidig med den blyholdige, og at begge typer benzin distribueres over hele medlemsstaternes område. Direktivet tillader således for første gang medlemsstaterne at kræve salg af blyfri benzin i EU.153 Blyfri benzin skulle være tilgængelig senest fra d. 1. oktober 1989. Direktivet bestemmer, at medlemsstaterne, så snart de finder det hensigtsmæssigt, nedsætter det maksimalt tilladte blyindhold i blyholdig benzin til 0,15 gram/liter. Indtil d. 1. april 1990 kunne medlemsstaterne undtagelsesvis tillade, at indholdet af blyforbindelser i blyfri benzin overstiger 0,013 gram pr. liter, men dog ikke over 0,020 gram pr. liter. Direktivet fastsætter desuden en øvre grænse for benzen-indholdet på 5 volumenprocent i både blyfri og blyholdig benzin.154 Direktivet har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og er et totalharmoniseringsdirektiv, idet det i artikel 7 udelukkes, at medlemsstaterne kan forbyde import af blyholdig benzin eller fastsætte andre grænseværdier. Direktivet angiver desuden, at begrænsningen af blyindholdet såvel som indførslen af blyfri benzin på ingen måde må indvirke på den fri omsætning af benzin i Fællesskabet. Komitéprocedure IIIa skal anvendes i forbindelse med fastsættelse af referencemålemetoder for måling af blyindholdet i benzin. Direktiv 87/416/EØF ændrede direktiv 85/210/EØF således, at det blev muligt for medlemsstaterne helt at forbyde markedsføring af blyholdig normalbenzin (under oktan 95) på deres område. Direktivet har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175) og er således et minimumsdirektiv. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie fastsætter nye normer for benzin og dieselolie fra år 2000 (og 2005). Senest fra 1. januar 2000 skal medlemsstaterne som udgangspunkt forbyde markedsføringen af blyholdig benzin på deres område. Direktiv 85/210/EØF ophæves i følge direktiv 98/70/EF med virkning fra 1. januar 2000. Gennemførelse Følgende danske regler indeholdt bestemmelser, der gennemførte kravene i direktiv 78/611/EØF: - Bekendtgørelse nr. 354 af 21. juni 1977 om begrænsning af motorbenzins indhold af
blyforbindelser. Begge bekendtgørelser er nu ophævet. Følgende danske regler indeholder bestemmelser, der gennemfører kravene i direktiv 85/210/EØF: - Bekendtgørelse nr. 807 af 2. december 1986 om begrænsning af motorbenzins indhold af blyforbindelser og benzen. Direktiv 87/416/EØF var allerede gennemført i dansk ret, idet direktivet blot angiver, at det er tilladt at forbyde salg af blyholdig benzin. Bemyndigelsen til at forbyde salg af visse stoffer og produkter findes i miljøbeskyttelsesloven. Vurdering af virkninger I 1972 blev der udarbejdet et dansk lovforslag med tilhørende udkast til bekendtgørelse om begrænsning af motorbenzins indhold af blyforbindelser m.v., som tog sigte på at indføre en maksimal grænse på 0,4 gram bly pr. liter benzin. Forslaget blev sendt til høring, men blev ikke fremsat i Folketinget, fordi man ville afvente resultatet af et EU-initiativ. Kommissionens forslag om et direktiv på området blev fremsat i 1973, men blev først vedtaget i 1978. På grund af den lange ventetid valgte Danmark at fremsætte et lovforslag i december 1976.155 Lov om blyindhold m.v. i motorbenzin blev vedtaget d. 8. juni 1977, og den første bekendtgørelse blev udstedt i juni samme år umiddelbart før vedtagelsen af direktivet. Bekendtgørelse nr. 354 fra 1977 fastsatte en øvre grænseværdi for blyindholdet til 0,40 gram/liter med virkning fra 1. januar 1978, to år før direktivet skulle træde i kraft. I 1981 valgte Danmark i bekendtgørelse nr. 27 at sænke den øvre grænseværdi for bly i benzin til 0,15 gram pr. liter156 - i overensstemmelse med, at direktiv 78/611/EØF gav mulighed for at gøre dette. Direktiv 85/210/EØF, der blev vedtaget i EU 4 år senere, fastsatte også grænseværdien til 0,15 gram pr. liter. Danmark har ikke benyttet muligheden i direktiv 87/416/EØF for at forbyde salg af blyholdig benzin (under oktan 95). Danmark indførte dog i midten af 1980’erne en differentieret afgift på henholdsvis blyfri og blyholdig benzin, således at blyfri benzin var billigere for forbrugerne. Siden 1. marts 1994 har der ikke været markedsført blyholdig benzin. I 98-oktan er bly erstattet af andet additiv. 5.5.2 Direktiv 75/716/EØF om svovlindholdet i visse flydende brændselsstoffer. Direktiv 87/219/EØF om ændring af direktiv 75/716/EØF om svovlindholdet i visse flydende brændselsstoffer. Direktiv 93/12/EØF om svovlindholdet i visse flydende brændstoffer Formålet med direktiv 75/716/EØF, 87/219/EØF og 93/12/EØF er at mindske den svovlforurening, der opstår som følge af forbrænding af gasolie samt at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om svovlindholdet i disse brændsler. Direktiv 87/219/EØF ændrede nogle bestemmelser i direktiv 75/716/EØF og strammede grænseværdien for svovlindhold, mens direktiv 93/12/EØF primært strammer grænseværdierne for svovlindhold. Direktiverne vil her blive beskrevet under et.157 Direktiv 75/716/EØF har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94), direktiv 87/219/EØF i artikel 100 (nu artikel 94) og 235 (nu artikel 308) og direktiv 93/12/EØF i artikel 100A (nu artikel 95). Alle er totalharmoniseringsdirektiver, idet det slås fast, at medlemsstaterne ikke med begrundelse i gasoliernes svovlindhold kan forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af de omfattede gasolier, hvis gasolierne opfylder direktivets krav. Direktiv 75/716/EØF opdelte gasolie i to kategorier. Den første type, der var bestemt til anvendelse i særligt belastede områder, måtte fra 1. oktober 1976 ikke indeholde mere end 0,5% svovl og fra 1. oktober 1980 højst 0,3% svovl. Den anden, der var bestemt til anvendelse andre steder, måtte fra 1. oktober 1976 højst indeholde 0,8% svovl og fra 1. oktober 1980 højst 0,5% svovl. Direktivet gav medlemsstaterne mulighed for at indføre de strengeste grænseværdier før 1980. Direktiv 87/219/EØF fjerner to-delingen af gasolierne, og der fastsættes en grænseværdi på 0,3% svovl gældende fra 1. juli 1988 for alle gasolier, der anvendes til fyringsformål og transportformål, dog med undtagelse af gasolier, der anvendes til søgående skibe og til raffineringsindustrien m.v. Gasolier, der anvendtes i kraftværker var også undtaget i direktiv 75/716/EØF, men bliver inddraget med direktiv 87/219/EØF.158 De enkelte medlemsstater har dog mulighed for at indføre en grænseværdi på 0,2% (men ikke under 0,2%) i områder, der er særligt forureningstruede og i rekreative områder. Direktiverne bestemmer, at medlemsstaterne skal foretage stikprøver af de brændsler, der markedsføres, og fastsætter de referencemetoder, der skal anvendes ved bestemmelse af svovlindholdet. Direktiv 93/12/EØF fastsætter en grænseværdi på 0,2% svovl gældende fra den 1. oktober 1994, og 0,05% svovl gældende fra den 1. oktober 1996. Direktiv 93/12/EØF ændres med virkning fra den 1. januar 2000 som følge af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF. Gennemførelse Følgende danske regler indeholder bestemmelser, der gennemfører direktivernes krav: Direktiv 75/716/EØF: Bekendtgørelse nr. 436 af 5. august 1976 om begrænsning af svovlindholdet i olier til fyrings- og transportformål. Direktiv 87/219/EØF: Bekendtgørelse nr. 562 af 22. september 1988 om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og transportformål. Bekendtgørelsen ophævede bekendtgørelse nr. 436 fra 1976. Direktiv 93/12/EØF: Bekendtgørelse nr. 901 af 31. oktober 1994 om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og transportformål. Bekendtgørelsen ophævede bekendtgørelse nr. 562 fra 1988. Vurdering af virkninger Danmark havde i 1972, 4 år før det første direktiv, vedtaget regler om svovlindholdet i både gas- og fuelolie. Disse regler blev skærpet i 1976, bl.a. som følge af direktiv 75/716/EØF. Danmark har indført den gradvise begrænsning af svovlindholdet i gasolier, som direktiverne tillader. Direktiverne må, i kraft af at de er totalharmoniseringer, formodes at have haft afgørende indflydelse på de danske regler på området. Direktivernes totalharmoniseringskarakter hindrer Danmark i at fastsætte strengere regler på området, hvis man måtte ønske at gøre dette. Ved bekendtgørelse nr. 562 fra 1988 har Danmark benyttet muligheden i direktiv 87/219/EØF til at indføre den laveste tilladte grænseværdi på 0,2%.159 Bekendtgørelsen nedsætter grænseværdien for fuelolie og kul yderligere i forhold til de grænseværdier, Danmark satte for disse brændsler i 1985. Bekendtgørelse nr. 901 fra 1994 fortsætter denne linje med implementering af kravene i direktiv 93/12/EØF samt yderligere krav til svovlindholdet i kul og fuelolie. Indholdet af svovl i fuelolie og kul er ikke reguleret i EU, hvorfor de danske regler er mere vidtgående end EU-reglerne. 5.6 Forordninger om ozonlagsnedbrydende stoffer. 5.6.1 Introduktion Det vigtigste initiativ til at mindske nedbrydning af ozonlaget foregik i regi af UNEP's regi ved Wien-konventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget og den efterfølgende Montrealprotokol af 16. september 1987 med senere ændringer.160 EU’s tiltag på området er i høj grad et resultat af konventionen og de tilhørende protokoller. Således blev forordning (EF) nr. 3093/94 vedtaget med henblik på at opfylde de forpligtelser, Fællesskabet havde påtaget sig i henhold til Wien-konventionen og Montreal-protokollen. De første EU-regler på området var Rådets resolution af 30. maj 1978 om chlorfluorcarboner i miljøet, Rådets beslutning 80/372/EØF af 26. marts 1980 om chlorfluorcarboner i miljøet og beslutning 82/795/EØF af 15. november 1982 om udbygning af forholdsreglerne mod chlorfluorcarboner i miljøet. Beslutningerne skulle sikre, at produktionskapaciteten for CFC 11 og 12 ikke blev forøget og sikre en reduktion på mindst 30% i anvendelsen af CFC’er i aerosoler i forhold til 76-niveauet.161 Siden fulgte Rådets forordning (EØF) nr. 3322/88 af 14. oktober 1988 om visse chlorfluorcarboner og haloner, der nedbryder ozonlaget, og flere Kommissionsbeslutninger om kvoter, samt Kommissionens henstilling (89/349/EØF) af 13. april 1989 om frivillig nedskæring i aerosolindustriens anvendelse af chlorfluorcarboner (CFC). Hertil kommer yderligere Kommissionens henstilling af 27. juni 1990 om begrænsning i anvendelsen af CFC’er i Fællesskabets skumplastindustri. 5.6.2 Forordning (EØF) nr. 3093/94 om stoffer, der nedbryder ozonlaget Montreal-protokollen fik umiddelbart retsvirkning i alle EU’s medlemsstater ved Rådets forordning (EØF) nr. 3322/88. Forordningen blev afløst af forordning (EØF) nr. 594/91 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, der strammede kravene væsentligt, og som blev yderligere skærpet ved Rådets forordning (EØF) nr. 3592/92. Sidstnævnte forordning er nu afløst af forordning (EF) nr. 3093/94 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, der indeholder flere opstramninger. Forordning (EF) nr. 3093/94 har til formål at begrænse udslippet af stoffer, der nedbryder ozonlaget. Forordningen har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175), og medlemsstaterne har derfor adgang til at anvende nationale særregler, uanset om sådanne nationale regler vedrører begrænsning af markedsføring af kemiske stoffer.162 Forordningen gennemfører kravene i den reviderede Montreal-protokol, som blev vedtaget i København i 1992. 1994-forordningen regulerer flere stofgrupper end de tidligere, idet methylbromid, HCFC og HBFC nu er inddraget, samtidig med at reduktionstakten for produktion og forbrug af CFC og haloner er fremskyndet væsentligt. Der skal ske en hurtig udfasning af de fleste af de ozonlagsnedbrydende stoffer, der må produceres og markedsføres i EU. Det følger af sagerne C- 341/95 Gianni Bettati mod Safety Hi- Tech srl. og sag C 284/95 Safety mod S & T srl., at forordningens artikel 5 skal fortolkes således, at den forbyder anvendelse og dermed også markedsføring af HCFC til forskellige formål på forskellige tidspunkter (der i den konkrete sag blev anvendt til brandslukning). I begge sager blev der afsagt dom den 14. juni 1998. Forordningen omfatter nu otte stofgrupper med følgende udfasninger for produktion og salg. - De mest almindelige CFC'er og Kravene til udfasning er rettet mod de enkelte virksomheder, som producerer, importerer og sælger stofferne. Der er dog undtagelser fra reduktionstakterne for produktionen, idet det er tilladt at producere stoffer til væsentlige anvendelser og til forsyning af bl.a. ulande. Der er også undtagelser for salg, idet Kommissionen har vedtaget tre beslutninger vedr. salg til væsentlige anvendelser af ozonlagsnedbrydende stoffer, som ellers er forbudt produceret, solgt og anvendt. En producent kan overdrage sine rettigheder til produktion og salg til en anden producent inden for EU. Overdragelse af rettigheder mellem virksomheder i to EU-lande kan kun ske, hvis de to landes samlede kvota ikke overskrides - og i sidste ende kun, hvis den samlede EU-kvota ikke overskrides. Forordningen indeholder desuden regler for import og eksport. Import fra og eksport til lande, som ikke er part i Montreal-protokollen, er forbudt. Importforbuddet omfatter det rene stof såvel som produkter, der indeholder det pågældende stof. Kommissionen har via en forvaltningskomité bemyndigelse til at fastsætte importkvoter164 og tildele importlicenser m.v. Forordningen indeholder, som en nyskabelse i forhold til tidligere, bestemmelser om at virksomhederne skal begrænse emissioner af ozonlagsnedbrydende stoffer ved genvinding og i forbindelse med fremstilling, installering, drift og service af anlæg. Medlemsstaterne kan fastsætte krav til minimumskvalifikationer, som servicepersonalet skal være i besiddelse af. Forordningen indeholder desuden bestemmelser om datarapportering og en forpligtelse for medlemslandene til at indføre straffebestemmelser i tilfælde af overtrædelser. Komitéprocedure IIIa anvendes ved forvaltning af forordningens bestemmelser om tildeling af importkvoter, importlicenser, m.v. Forordningen er under revision således at en del bestemmelser strammes og andre indføres.165 Den 21. december 1998 blev EU’s miljøministre således enige om en ny forordning. Ændringerne i forhold til forordning (EF) nr. 3093/94 er primært følgende: - Methylbromid: lidt hurtigere afvikling end Montreal-protokollen. Gennemførelse og vurdering af virkninger Forordninger er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i EU’s medlemslande, og en egentlig retslig gennemførelse kan ikke ske. Der er dog ikke tale om en ensidig påvirkning fra EU på dansk politik, idet forordningerne begge er gennemførelser af Montreal-protokollerne, som Danmark også er part i. Flere år før den første EU-forordning på området (nr. 3392) havde Danmark allerede udstedt: - Bekendtgørelse nr. 571 af 29. november 1984 om anvendelse af driv- og opløsningsmidler i aerosolbeholdere. Danmark har som supplement til forordningen udstedt følgende regler: - Lov nr. 832 og bekendtgørelse nr. 868 begge af 21. december 1988 om afgift af visse
chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift) - senere revideret og nu overgået til
Skatteministeriet. Danmark besluttede allerede i 1984 at forbyde CFC i spraydåser til privat forbrug, jf. bekendtgørelse nr. 571 fra 1984 om anvendelse af driv- og opløsningsmidler i aerosolbeholdere. Forbudet mødte modstand i Kommissionen, som derfor rettede henvendelse til Danmark med påstand om, at forbudet var en handelshindring. Kommissionen har dog ikke indbragt sagen for EF-domstolen. Danmark har valgt at påbyde en nedtrapning af forbruget på den måde, at man har fastlagt bestemte datoer for hver af de vigtigste anvendelsesområder for alle de ozonlagsnedbrydende stoffer. Bekendtgørelse nr. 28 fra 1990 om forbud mod anvendelse af visse chlorfluorcarboner forbyder således erhvervsmæssig anvendelse af fem CFC-typer og forbyder eksport og salg af produkter fremstillet ved hjælp af disse. Det medfører en gradvis nedtrapning af anvendelsen af stofferne indtil 1999. Den gradvise nedtrapning er løbende blevet skærpet og udvidet til at omfatte flere stoffer. For eksempel regulerer bekendtgørelse nr. 53 af 24. januar 1992 alle CFC'er og tetrachlormethan, trichlorethan og alle haloner, mens den nyeste bekendtgørelse (nr. 974 af 13. december 1995) herudover regulerer alle HBFC'er, alle HCFC'er og methylbromid. De væsentlige forskelle på reguleringen i EU og Danmark er: - Afviklingstakten for HCFC er langt hurtigere i Danmark, således at forbruget af HCFC
er ophørt 13 år tidligere end i EU. Under forhandlingerne ønskede Danmark, at forordningen skulle regulere anvendelse af ozonnedbrydende stoffer efter samme princip som de danske regler i dag. En sådan regulering har den fordel, at der skelnes mellem anvendelser, der straks eller meget hurtigt kan bortfalde, medens andre anvendelser tillades, indtil acceptable alternativer er til rådighed. EU regulerer kun anvendelse af HCFC’er. Danmark ønskede ikke EU-kvoter, hvorefter et lands "overopfyldelse" af reduktionskravene giver andre lande mulighed for at reducere mindre. Ligesom ved den tidligere bekendtgørelse har Kommissionen i forbindelse med notifikationen af bekendtgørelse nr. 974 fra 1995 rettet henvendelse til Danmark. Problemet var, at Danmark forbød import af produkter, der er fremstillet ved brug af ozonlagsnedbrydende stoffer, som var forbudt anvendt i Danmark, men tilladt anvendt i EU. Kommissionen mente, at dette var i modstrid med EF-traktatens artikel 28-30. Danmark har fulgt Kommissionens ønske. Lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner supplerer forbudsbestemmelserne. Afgiften pålægges den, der fremstiller eller indfører en række forskellige typer af CFC'er og haloner. Afgiften refunderes ved eksport af varer indeholdende stofferne. Afgiften fungerer sideløbende med et statsligt støtteprogram, hvor der er afsat 45 mio. kr. til et udviklingsprogram for bl.a. substitution og genanvendelse af de ozonlagsnedbrydende stoffer. |
||