| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 8. Ekstern Støj8.1 Indledning og sammenfatning 8.1 Indledning og sammenfatning I forhold til andre typer af forurening af omgivelserne, for eksempel luftforurening og forurening af vandmiljøet, som er omhandlet i de foregående kapitler, indtager støjforurening en særstilling. Støj påvirker kun mennesker og dyr så længe støjkilden udsender lyd. Støj kan forårsage en række skadevirkninger på mennesker såsom høreskader, stress og andre psykiske virkninger samt søvnforstyrrelser. Lydens styrke måles i decibel - forkortet dB. Støjniveauet en stille nat på landet er 10 dB(A)220, mens støjen 10-50 meter fra et startende jetfly er 140 dB(A). Høreskader kan opstå ved en støjstyrke på 90 dB (A) over længere tid. I begyndelsen af 70’erne var der i Danmark og EU kun regler om støjudsendelse fra motorkøretøjer. Herudover var der i Danmark hjemmel i en række planlægningslove, sundhedsvedtægter og politivedtægter til at inddrage støjhensyn i planlægning, tilsyn med virksomheder og overholdelse af ro og orden. Lovene var af generel karakter og tog ikke direkte sigte på beskyttelse af befolkningen mod støj. 221 Der findes i dag EU-regler om støjemissioner fra motorkøretøjer, entreprenørmateriel, plæneklippere og flyvemaskiner. Reglerne er begrundet i oprettelsen af det indre marked. De har derfor alle hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94), og efter vedtagelsen af Fællesakten i 1987, i EF-traktatens artikel 100A (nu artikel 95). De fleste direktiver indebærer en typedeklarationsordning, hvor producenten eller importøren før markedsføring får et eksemplar af produktet afprøvet på et godkendt laboratorium i EU. Direktiverne indeholder de mindsteregler, som et laboratorium skal overholde for at blive autoriseret af en medlemsstat. Målemetoderne er også fastsat i direktiverne. Hvis produktet overholder kravene, skal laboratoriet eller medlemsstaten udstede en typegodkendelsesattest, som skal følge med ved salg af produktet. Andre EU-lande kan i princippet ikke nægte markedsføring af typegodkendte produkter. Hvis grænseværdierne ikke overholdes, må landet rette henvendelse til myndighederne i det land, hvor godkendelsen blev givet, og det er herefter disse myndigheder, der må træffe foranstaltninger overfor producenten. Reglerne medfører enten en totalharmonisering eller optionel harmonisering. I modsætning til totalharmonisering kan medlemsstaterne ved optionel harmonisering opretholde nationale regler på deres eget territorium, blot det tillades at markedsføre produkter, som opfylder EU-kravene. Der kan altså ikke stilles krav om, at alle produkter skal opfylde de nationale regler. Optionel harmonisering anvendes i praksis til at opretholde lempeligere regler for f.eks. at beskytte en national produktion, der har svært ved at klare konkurrencen. De fleste af direktiverne giver Kommissionen kompetence til at vedtage tilpasninger til den tekniske udvikling gennem en komitéprocedure (IIa), se eventuelt ordforklaring i bilag 1. Både EU- og danske regler om støj har været længe undervejs. Allerede før Miljøministeriet blev grundlagt havde Forureningsrådet fået udarbejdet en redegørelse om forslag til bekæmpelse af støj. Hovedkonklusionen var, at støj skulle begrænses ved kilden, hvilket blandt andet kunne ske ved krav om typegodkendelse. De støjkilder, der blev betragtet som mest belastende, var først og fremmest motorkøretøjer og dernæst støj fra bygge- og anlægsvirksomhed, jernbaner og flyvemaskiner. De danske overvejelser pegede derfor i samme retning som EUs. EU-direktiverne om støjudsendelse fra entreprenørmateriel og flyvemaskiner kom dog før de danske regler. EU-reglerne om motorkøretøjer var strengere end de danske regler, mens EU-reglerne om motorcykler kun har medført mindre ændringer i de danske regler. Endelig havde Danmark regler om støjudsendelse fra plæneklippere fire år før et direktiv herom blev vedtaget. De danske regler om støj er mere omfattende end EU-reglerne. Foruden de regler, der bliver beskrevet her, er der i Danmark regler om støjbelastningen (støjemmission) fra restaurationer, vindmøller, skydebaner, motorsportsbaner og generelle regler om støj fra virksomheder. Støj reguleres af flere ministerier, herunder Trafikministeriet (biler og motorcykler) og Arbejdsministeriet (arbejdsmiljøregler). Dette kapitel omhandler EU-regler om ekstern støj, som falder indenfor Miljøstyrelsens område - også selv om det deles med andre ministerier. EU-regler om støj indenfor virksomheder samt om husholdningsapparater er således ikke omfattet. 8.2 Direktiv 70/157/EØF om tilladt støjniveau og udstødningssystemer fra motordrevne køretøjer Direktivet, der har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94), er et særdirektiv til den generelle typegodkendelsesordning for motorkøretøjer, der blev indført ved direktiv 70/156/EØF. Se også direktiv 70/220/EØF m.v. i kapitel 5.3.1. om luftforurening fra biler. Direktiv 70/157/EØF fastsætter krav til det tilladte støjniveau fra motorkøretøjer som sådan og til lyddæmpere, som sælges separat. Direktivet omhandler ikke rullende materiel (tog), landbrugsmaskiner eller motorcykler. Der fastsættes forskellige grænser for lydniveauet afhængig af størrelse og type af køretøj. I dag må en personbil f.eks. ikke udsende mere støj end 74 dB(A), mens en stor lastbil højst må udsende 80 dB(A). Bilag 1 indeholder testmetoder og krav, der skal overholdes for at opnå en typegodkendelse. Bilag 2 gælder specielt for lydpotter, der sælges særskilt. Bilag 3 indeholder en model til godkendelsescertifikat. Direktivet anvendte op til 1992 optionel harmonisering. Kravet om totalharmonisering blev da indført med virkning fra 1995. Direktivet er senere blevet ændret adskillige gange: - Direktiv 73/350/EØF udvider testkravene. Gennemførelse Direktiverne er gennemført ved: - Færdselsstyrelsens "Detailforskrifter for motorkøretøjer", seneste udgave 1998. Direktiverne er gennemført i medfør af Færdselslovens bestemmelser. Færdselslovgivningen hører under Trafikministeriet. Vurdering af virkninger Bekendtgørelsen fra 1973 gennemfører det oprindelige direktiv ved at fastsætte, at køretøjer, der opfylder EU-krav til typegodkendelse, ikke kan nægtes godkendt i Danmark. Inden Danmark meldte sig ind i EU i 1973, var de danske krav til motorkøretøjers støjniveau gennemgående 1-2 dB(A) lavere end EU-direktivets. På det tidspunkt lå de danske støjgrænser for køretøjer mellem 84 og 92 dB(A). Da direktivet blev skærpet i 1977 var EU-kravene til busser og lastbiler 3-7 dB(A) lavere end de danske. 222 Omkring 1980 svarede de danske støjgrænser for personbiler stort set til direktivets regler. Miljøstyrelsen fandt at grænserne i 1977-direktivet ikke var progressive nok. Direktivets regler fra 1977 blev dog først fuldstændig gennemført som nationale krav i 1982. Siden er ændringsdirektiverne gennemført fuldt ud. Den danske målsætning har gennem 80’erne været en grænseværdi på 80 dB(A) for alle køretøjstyper. 8.3 Direktiv 78/1015/EØF om støj fra motorcykler Ligesom direktiv 70/157/EØF om motorkøretøjer, fastsætter direktivet 78/1015/EØF regler om tilladt støjniveau og udstødningsanlæg for motorcykler, herunder målemetoder, særlige regler for standardtypegodkendelse og mærkning. Direktivet, der har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) indfører optionel harmonisering. De oprindelige grænseværdier lå på 78 dB(A) til 86 dB(A) afhængig af motorens størrelse. Direktiv 78/1015/EØF blev først ændret ved direktiv 87/56/EØF, således at målemetoderne blev mere repræsentative for den reelle anvendelse af motorcykler ved kørsel i bymæssig bebyggelse. Hertil kom, at antallet af motorcykelkategorier begrænsedes, og der blev fastsat grænseværdier for de enkelte kategorier. Direktiv 87/56/EØF skærpede grænseværdierne og indførte grænseværdier mellem 77 og 82 dB(A). Direktiv 97/24/EF indførte grænseværdier mellem 75 og 80 dB(A) samt grænseværdier for knallerter. Dernæst blev direktiv 78/1015/EØF ændret ved direktiv 89/235/EØF. Direktiv 89/235/EØF supplerede direktiv 78/1015/EØF med bestemmelser vedrørende udstødningsanlæg, der i form af selvstændige tekniske enheder markedsføres og anvendes som reservedele, herunder krav til erstatningslyddæmpere. Endelig ophæves direktiv 78/1015/EØF med virkning fra 18. december 1998, ved direktiv 97/24/EF om dele af og kendetegn ved to- og trehjulede motordrevne køretøjer. Direktiv 97/24/EF, der har hjemmel i artikel 100A (nu artikel 95), gælder for dæk, lygter og lyssignal, udragende dele, førerspejle, foranstaltninger mod luftforurening, brændstofbeholdere, foranstaltninger mod ulovlige indgreb, elektromagnetisk kompatibilitet, tilladt støjniveau og udstødningssystemer, tilkoblings- og fastspændingsanordninger, sikkerhedsseler og deres forankringer, ruder, forrudeviskere og forrudevaskere samt afrimnings- og afdugningsanordninger til forruder på enhver type køretøjer som defineret i direktiv 92/61/EØF. Vurdering af virkninger Direktivet medførte en mindre forbedring i de dagældende danske regler. Danmark pressede på for at skærpe grænseværdierne for særligt de større motorcykler, da disse havde en væsentlig støjgene og var den mest solgt type. Miljøministeriets målsætning var en grænseværdi på 80 dB(A) for denne type motorcykel. Dette blev gennemført ved direktivændringen i 1987, med virkning fra 1993. Kravene er indført i detailforskrifter for 1998. 8.4 Direktiverne om støj fra entreprenørmateriel Der er vedtaget en lang række direktiver om entreprenørmateriel, som anvendes på byggepladser og anlægsarbejde. Der er to overordnet direktiver om entreprenørmateriel. Det første skridt på vejen mod harmoniserede EU-regler blev vedtaget i 1979 ved direktiv 79/113/EØF, som fastsatte de generelle målemetoder for støj emissioner fra alle typer entreprenørmateriel. Imidlertid kunne direktivet først få anvendelse ved vedtagelsen af direktiv 84/532/EØF, som indeholdt de generelle regler om proceduren for typegodkendelse, og "særdirektiverne", som blev vedtaget samtidig. Særdirektiverne indeholder grænseværdier for støjemissioner fra de specifikke typer af materiel, så som kompressorer, tårnkraner, svejseaggregater og pikhamre. Direktiverne gælder ikke for materiel, hvis primære formål er transport, eller for land- og skovbrugstraktorer. Direktiverne er et led i oprettelsen af det indre marked, selv om de også har betydning for arbejdsmiljøet. Direktiverne indebærer en totalharmonisering. Alle direktiverne indeholder en revisionsklausul, hvor Kommissionen bemyndiges til at vedtage ændringer i bilagene dertil. Kommissionen skal følge komitéprocedure IIa. Direktiv 79/113/EØF fastsætter de almene krav til støjmåling af entreprenørmateriel, med mindre der vedtages særlige regler i særdirektiverne. Oprindelig var der kun formuleret målemetoder for den udsendte støj. Ved ændringsdirektiv 81/1051/EØF blev der indsat et bilag med målemetoder for støj på operatørpladsen, det vil sige den støj, der rammer den, der betjener eller kører maskinen. Kommissionens direktiv 85/405/EØF foretager en teknisk tilpasning til bilagene med hensyn til de faktiske afprøvningsvilkår. Ligesom de andre regler på støjområdet gælder der et typegodkendelsessystem for disse typer materiel. Direktiv 84/532/EØF (rammedirektivet) fastsætter de overordnede regler herom. Direktivet stadfæster medlemsstaternes mulighed for at gennemføre yderligere foranstaltninger for at begrænse lydemission for entreprenørmateriel (arbejdsmiljøklausul). Bestemmelsen blev indført efter dansk ønske. Foranstaltningerne må dog ikke indebære nye emissionsgrænseværdier for de i direktivet omhandlede maskiner. Endelig indeholder direktivet en sikkerhedsklausul. Der er vedtaget 6 særdirektiver om bestemte typer entreprenørmateriel. Grænseværdierne for støjemissioner er som regel fastsat i to faser på henholdsvis 18 måneder og 5 år efter direktivets ikrafttrædelse. Alle direktiverne indeholder supplerende eller særskilte målemetoder for støjemissioner i forhold til direktiv 79/113/EØF. Typegodkendelser må højst gælde i fem år. Alle direktiverne giver medlemsstaterne tilladelse til at fastsætte særlige regler i "sårbare områder". Få af direktiverne har bestemmelser vedrørende støj på operatørpladsen. Myndighederne fører kontrol med, at maskinerne overholder kravene ved stikprøvekontrol. Endelig indeholder direktiverne mærkningsbestemmelser. I de følgende nævnes alene særtræk ved de enkelte særdirektiver. - Direktiv 84/533/EØF om tilladeligt lydeffektniveau for motorkompressorer. Grænseværdierne i fase 1 varierer efter størrelsen fra 101 dB(A) til 106 dB(A) og reduceres med 1-2 dB(A) i fase 2. Grænseværdierne gælder kun ekstern støj. Direktivets bilag 1 og 2 (målemetoder og teknisk oplysningsmateriale) blev tilpasset ved Kommissionens direktiv 85/406/EØF. - Direktiv 84/534/EØF om tilladeligt lydeffektniveau for tårnkraner. Grænseværdierne for ekstern støj nedsættes fra 102 dB(A) til 100 i fase 2. Støjniveauet på operatørplads skal nedbringes fra 85 dB(A) til 80 i fase 2. Direktivet indeholder en arbejdsmiljøklausul, hvorefter medlemsstaterne kan begrænse støjniveauet på førerpladsen i tårnkraner. Direktivets bilag 1 blev tilpasset ved Kommissionens direktiv 87/405/EØF. - Direktiv 84/535/EØF om tilladeligt lydeffektniveau for elektriske svejseaggregater. Grænseværdierne for ekstern støj nedsættes fra 104/101 dB(A) til 101/100 dB(A) i fase 2. Direktivets bilag 1 (målemetoder) blev tilpasset ved Kommissionens direktiv 85/407/EØF. - Direktiv 84/536/EØF om tilladeligt lydeffektniveau for generatoraggregater. Grænseværdierne afhænger af den elektriske effekt. Grænseværdierne reduceres fra 103-105 dB(A) i fase 1 til 100/102 dB(A) i fase 2. Bilag 1 er blevet tilpasset ved Kommissionens direktiv 85/408/EØF. - Direktiv 84/537/EØF om tilladeligt lydeffektniveau for betonbrækkere og pikhamre. Grænseværdier afhænger af vægt og reduceres fra 110-116 dB(A) i fase 1 til 108-114 dB(A) i fase 2. Bilag 1 er blevet tilpasset ved Kommissionens direktiv 85/409/EØF. - Direktiv 86/662/EØF om begrænsning af støjemissionen fra hydrauliske gravemaskiner, gravemaskiner med tove, dozere og læssere samt gravelæssemaskiner. Direktivet er blevet ændret to gange. Kommissionens direktiv 89/514 gennemfører ændringer i testmetoder. Direktiv 95/27 skærper emissionsgrænserne over 2 faser fordelt over tre forskellige grupperinger i forhold til kW effekt og maskintype. Gennemførelse Direktiverne er gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 128 af 18. marts 1986 om målemetode til bestemmelse af støjemission fra entreprenørmateriel, som ændret ved bekendtgørelse nr. 690 af 15. oktober 1990. - Bekendtgørelse nr. 129 af 18. marts 1986 om begrænsning af støj fra visse typer af entreprenørmateriel, som ændret ved bekendtgørelse nr. 36 af 23. januar 1990. - Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 126 af 17. marts 1986 om fællesbestemmelser for entreprenørmateriel. - Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 674 af 27. oktober 1989 om EF-direktiv om tilladeligt lydniveau og lydtryksniveau på førerpladsen for tårnkraner. - Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1036 af 15. december 1995 om begrænsning af støjemissionen fra visse jordarbejdsmaskiner (bekendtgørelsen ophæver tidligere bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1989 og nr. 42 af 24. januar 1990). Som supplement til disse regler har Arbejdstilsynet udstedt bekendtgørelse nr. 801 af 4. oktober 1993 om støjgrænser på arbejdspladsen. Støjbelastningen må ikke overstige 80 dB(A). Herudover fastsættes arbejdsgiverens forpligtelser for at nedbringe støjbelastning. Vurdering af virkninger Danmark har ikke tidligere haft regler om støj fra entreprenørmateriel. Direktiverne fra 1984 var længe undervejs (siden 1976). Danmark (Arbejdsministeriet) var fra 1979 med til at blokere for vedtagelsen på grund af krav om arbejdsmiljøklausuler og optionalharmonisering, der som nævnt ovenfor under 8.2., i praksis kun anvendes til at gennemføre lempeligere regler. Det sidste krav blev sløjfet senere i 1981. Dengang kunne direktiver kun vedtages med enstemmighed. Danmark har dog arbejdet for lavere grænseværdier ved EU-forhandlinger. Siden har arbejdstilsynet fastsat grænseværdier for støjbelastningen af arbejdstager, som er strengere end arbejdsmiljødirektiv 86/188/EØF om beskyttelse af arbejdstagere mod støj. Da direktiverne indebærer en totalharmonisering, er de danske bekendtgørelser enslydende med direktiverne. Endelig skal nævnes: - Direktiv 84/538/EØF om støj fra motoriserede plæneklippere Direktivet har hjemmel i artikel 100 (nu artikel 94) og har til formål at fastsætte tilladeligt lydniveauer for motoriserede plæneklippere i forhold til størrelsen af skærebladene. Nogle plæneklippere er undtaget, blandt andet land- og skovbrugsmaskiner. Grænseværdierne for støjniveauet ligger mellem 96 og 105 dB(A). Grænseværdierne var gældende fra 1987. Direktivet indfører en ordning, hvor producenten selv skal lade undersøgelser udføre på et godkendt laboratorium. Undersøgelserne skal følge testmetoderne i direktivets bilag 1. Undersøgelserne må kun foretages et sted i EU for hver type plæneklipper. Myndighedernes kontrol med attestens rigtighed udføres ved stikprøvekontrol. Der er desuden krav til mærkning af plæneklippere, hvor støjniveauet angives. Direktivet udgør en totalharmonisering af området. Medlemsstaterne må dog gerne fastsætte regler for anvendelse af plæneklippere af hensyn til arbejdsmiljøet, så længe der ikke kræves ændringer i selve produktet. Direktivet er blevet ændret tre gange: - Kommissionens direktiv 87/252/EØF gennemfører ændringer i bilagene (testmetoder m.v.) i lyset af den tekniske udvikling. - Direktiv 88/180/EØF udvider direktivets anvendelsesområde til også at omfatte cylinderplæneklippere. - Direktiv 88/181/EØF gennemfører grænseværdier og testmetoder for støjniveau fra operatørhøjde: 90 dB(A). Gennemførelse Direktivet er nu gennemført ved: - Bekendtgørelse nr. 235 af 18. april 1988 om begrænsning af støj fra motoriserede plæneklippere. Vurdering af virkninger Allerede i 1980 var der i Danmark regler om støj fra plæneklippere indført ved bekendtgørelse nr. 126 af 8. april 1980. Bekendtgørelsen indførte krav til plæneklippere over to faser, hvor anden fase trådte i kraft i 1983. Kravene i fase to er sammenfaldende med kravene i direktivet, som først trådt i kraft i 1987. Danmark var således foran EU på dette område. EU-reglerne havde også været længe undervejs, med forhandlinger siden 1978. Direktivet har medført mindre ændringer i bekendtgørelsen. Målemetoderne blev mere omfattende, og der indførtes krav til mærkning. 1988-bekendtgørelsen gennemfører ændringerne til direktivet fra 1988 tre år før gennemførelsesfristen. Da der er tale om en totalharmonisering, kan Danmark ikke længere gennemføre selvstændig regler. Samtlige af de nævnte direktiver er under ændring, idet der arbejdes med et forslag til et rammedirektiv.223 Forslaget, der har hjemmel i EF-traktatens artikel 100A (nu artikel 95), har baggrund i Kommissionens Grønbog "Fremtidens støjpolitik" fra 1996, hvor støj i miljøet karakteriseres som et af de største nærmiljøproblemer i Europa. Ifølge Grønbogen havde Kommissionen til hensigt at fremsætte forslag til et rammedirektiv, som begrænser støjemissionerne fra maskiner til udendørs brug. Det er hensigten, at rammedirektivet skal træde i stedet for en række af de gældende direktiver, som skal ophæves. 8.5 Direktiv 80/51/EØF om støj fra subsonisk luftfartøjer Direktiv 80/51/EØF, der har hjemmel i EF-traktatens artikel 84 (nu artikel 80) (lufttransport), gennemfører konventioner vedtaget i FN’s International Civil Aviation Organization. Medlemslandene skal sørge for at registrerede luftfartøjer overholder konventionens krav om støjemissioner. Herefter kan fly kun registreres, såfremt støjkravene overholdes, dog med en række undtagelser. Direktivet er ændret tre gange nemlig ved direktiv 83/206/EØF, 89/629/EØF og 92/14/EØF i takt med konventionsændringer. Direktiv 92/14/EØF forbyder bl.a. anvendelsen af de mest støjende flymaskiner (konventionens kapitel 2 maskiner) efter år 2002.224 Direktivet skal ændres (vedr. hushkittede fly) og vil ved denne lejlighed blive ændret til en forordning. Gennemførelse Direktivet hører under trafikministeriet. Direktivet med ændringer er nu gennemført ved: - Statens luftfartsvæsens bestemmelser om generelle krav til støjniveauet ved start og landing med subsonisk jet flyvemaskiner, 2. udgave, 12. juni 1992. Vurdering af virkninger Danmark kan, ligesom andre EU-lande og Kommissionen, deltage i forhandlinger om konventionen. Danmarks indflydelse her er dog begrænset, da de fly-producerende nationer dominerer forhandlingerne. Direktivet har betydet, at luftfartsloven i sin tid blev ændret til at give hjemmel til sletning af flyvemaskiner fra registret, som ikke overholder kravene. Direktiv 92/14/EØF vil, med en uændret trafikmængde, medføre et fald i den samlet støjniveau. EF-domstolen har i sag C-389/96, taget stilling til en medlemsstats mulighed for at indføre strengere nationale regler end de regler, der fremgår af Rådets direktiv 83/206/EØF om støj fra luftfartøjer.225 Baggrunden for sagen var et af det tyske luftfartsdirektorat meddelt afslag på flytilladelse for et propeldrevet fly, der tidligere var registreret i Danmark. Afslaget var begrundet i, at flyets støjniveau oversteg det støjniveau, som var tilladt i Tyskland. Flyets støjniveau opfyldte kravene i direktivet, men oversteg det højst tilladte støjniveau i Tyskland. Spørgsmålet var herefter, om det var foreneligt med princippet om varernes frie bevægelighed i EF-traktatens artikel 30 (nu artikel 28), at tysk ret under henvisning til de i direktivet fastsatte begrænsninger for støjemissioner fra luftfartøjer, som har karakter af mindste krav, kræver strengere støjnormer opfyldt for godkendelse af fly til benyttelse til luftfart i Tyskland. EF-domstolen fandt, at den tyske ordning hindrede samhandelen. Begrundelsen herfor var, at den første registrering på tysk område af fly, som tidligere havde været registreret i en anden medlemsstat, var betinget af en opfyldelse af strengere støjnormer end de i direktivet foreskrevne. De fly, som allerede inden direktivets gennemførelse var registreret på nationalt område, var derimod fritaget fra at opfylde de strenge normer. EF-domstolen fastslog dog, at den tyske ordning ikke krænkede EF-traktatens artikel 30 (nu artikel 28), da hindringen kunne begrundes i sådanne hensyn til beskyttelse af den offentlige sundhed og miljøet, som den tyske regering havde påberåbt sig. Tyskland, som er en meget tætbefolket stat, lægger nemlig vægt på, at befolkningen er beskyttet mod umådeholden støj.226 |
||