| [Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] EU, Danmark og miljøreglerne 9. Andet, tværgående emner, almen politik9.1 Direktiv 91/313/EØF om fri adgang til
miljøoplysninger 9.1 Direktiv 90/313/EØF om fri adgang til miljøoplysninger Direktivet, der er det første vedrørende offentlighedens adgang til miljøoplysninger i EU fastsætter minimumsregler for, hvornår medlemslandende skal give borgerne adgang til miljøoplysninger. Direktivet har hjemmel i artikel 130 S (nu artikel 175). Direktivet fastslår, at enhver fysisk eller juridiske person skal have adgang til miljøoplysninger i bred forstand, som alle offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan har et ansvar for og råder over, med undtagelse af organer med dømmende eller lovgivende beføjelser. Medlemslande kan vælge at give afslag på en anmodning om aktindsigt ud fra en række hensyn såsom: - Den offentlige sikkerhed. Det samme gælder for åbenlyst urimelige anmodninger eller anmodninger, der er for generelt formulerede. Anmodninger kan også afslås, når det drejer sig om ufærdige dokumenter eller interne meddelelser. Myndigheder kan opkræve et rimeligt gebyr for meddelelse af oplysninger. Ifølge direktivet skal en anmodning om aktindsigt besvares så hurtigt som muligt, og senest inden 2 mdr., ligesom et afslag altid skal begrundes. Endelig pålægger direktivet medlemsstaterne at offentliggøre rapporter om miljøets tilstand regelmæssigt. Der foreligger også tiltag af international karakter, som skal sikre adgang til miljøoplysninger, senest FN/ECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlighedens medvirken og klageadgang på miljøområdet. Konventionen, som blev undertegnet i Århus i juni 1998 (deraf navnet Århus-konventionen), skal fremme offentlighedens adgang til information og offentlighedens deltagelse i beslutningsprocessen, således at der skabes større bevidsthed om miljøproblemerne, og således at miljølovgivningen bliver gennemført bedre. Gennemførelse Direktivet er gennemført ved: - Lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger. Reglerne er suppleret med: - Vejledning nr. 123 af 30. juni 1994 om vejledende udtalelser om aktindsigt i miljøoplysninger. Vurdering af virkninger De fleste af direktivets bestemmelser var allerede gennemført i Danmark ved loven om offentlighed i forvaltning og forvaltningsloven, som gælder generelt. Begge love stammer i deres moderne form fra 1970’erne. Forvaltningsloven, der regulerer partsoffentlighed, og offentlighedsloven, der regulerer almindelig offentlighed for enhver, indeholder de grundlæggende regler og undtagelser for aktindsigt. Miljøaktindsigtsloven indeholder derudover enkelte særregler, der gælder såvel partsoffentlighed og almindelig offentlighed i miljøoplysninger.227 Direktivet udvider omfanget af tilgængelige oplysninger på to punkter. For det første ved i artikel 3, stk. 4 at operere med en absolut svarfrist på to måneder fra anmodningen, for det andet ved i artikel 6 at give adgang til sådanne oplysninger, som organer med offentligt ansvar for miljøet og underlagt offentlig kontrol ligger inde med. Adgangen til aktindsigt blev udvidet i offentlighedsloven i 1964 samt 1971 og omfattede kun oplysninger m.v. efter disse datoer. Direktivet giver ikke mulighed for at afskære aktindsigt tidsmæssigt. Det vurderes dog, ikke at have stor praktisk interesse. Lov om offentlighed kræver, at myndigheder skal reagere over for anmodninger om aktindsigt inden for 10 dage. Fristen er således meget kortere end direktivets to måneder bortset fra tvivlstilfælde, hvor det er muligt, at en endelig afgørelse kan trække længere ud.228 Ombudsmanden har dog udtalt, at afgørelser normalt skal træffes inden for ti dage. Loven om miljøoplysninger gennemfører ud over henvisningen til offentlighedsloven, den absolutte to måneders frist for at træffe afgørelse, som følger direkte af direktivet. Direktivet omhandler ikke regler om partsoffentlighed, som i Danmark giver udvidet adgang til aktindsigt. Direktivets artikel 6 er implementeret i miljøaktindsigtslovens §1, stk. 2, der giver ret til aktindsigt hos alle virksomheder, hvis aktiviteter kan have indflydelse på miljøet, og hvor det offentlige gennem ejerskab har en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift. Der er tale om en klar udvidelse af retten til aktindsigt for så vidt angår miljøoplysninger.229 Direktivets bestemmelser om aktivt information af borgerne er opfyldt blandt andet ved årlige publikationer om miljøets tilstand og Miljøstyrelsens blad MiljøDanmark. Direktivet har haft begrænset betydning for Danmark. EF-domstolen har i sag C-321/96 Mecklenburg fastslået, at direktivet skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på en miljømyndigheds udtalelse i forbindelse med dennes deltagelse i en procedure for godkendelse af bygge- og anlægsplaner, hvis udtalelsen kan have indflydelse på plangodkendelsesafgørelsen, for så vidt angår miljøbeskyttelseshensyn. Direktivet skal ses i sammenhæng med Kommissionens og Rådets afgørelser om aktindsigt i institutionernes dokumenter og oprettelsen af det europæiske miljøagentur230 samt nedenstående direktiv om standardisering af rapporter.231 9.2 Direktiv 91/692/EØF om standardisering og rationalisering af rapporterne om gennemførelse af en række miljødirektiver Direktivet, som har hjemmel i artikel 130 S (nu artikel 175), vedrører rapportering af oplysninger, som skal sendes til Kommissionen. Langt de fleste direktiver indenfor miljøområdet indeholder allerede en sådan forpligtelse. Direktivet medfører, at oplysningerne bliver sammenkoblet i sektorspecifikke rapporter (for vand, luft og affald). Direktivet ændrer de forskellige miljødirektiver således, at afrapporteringsfristen bliver ens for hver sektor. Kommissionen vedtager de spørgeskemaer eller formularer, som medlemslandene skal følge for hver sektorspecifik rapport. Kommissionen har vedtaget spørgeskemaer for vand (Kommissionens beslutning 92/446/EØF som ændret ved 95/337/EØF), affald (Kommissionens beslutning 94/741/EØF og luft (Kommissionens beslutning 96/511/EØF). Foruden miljøagenturets arbejde med at indsamle miljøoplysninger, skal direktivet ses i sammenhæng med den indsamling af statistiske oplysninger indenfor miljøområdet, som er en del af EUs statistikprogram (Rådets beslutning 93/464/EØF (som ligeledes er en del af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – protokol 30 om særlige bestemmelser om tilrettelæggelse af samarbejdet på det statistiske område) og 94/808/EØF). Vurdering af virkninger Danmark har været positiv overfor direktivet. Antallet af internationale rapporteringsforpligtelser er stadig stigende, og de løbende rapporteringer til Kommissionen udgør blot en lille del af den samlede nationale rapportering. Rapporteringen til Kommissionen består af indsamling af data vedrørende dels national implementering af ovennævnte direktiver, dels indsamling af bl.a. fysiske data indenfor de tre områder. En del af disse data indsamles og fremsendes også til andre internationale fora, herunder EUROSTAT, hvorfor gentagelser af rapporteringsprocedurer forekommer. 9.3 Forordning (EØF) nr. 1836/93 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision (EMAS) Med forordningen af 29. juni 1993 etableres en frivillig miljørevisionsordning, som skal højne miljøbeskyttelsesniveauet i industrien og tilvejebringe en mere omfattende kommunikation til offentligheden om virksomhedernes miljøforhold. De deltagende virksomheder skal opbygge et miljøstyringssystem på baggrund af krav og vejledning i direktivet bilag. Virksomhederne skal foretage en indledende miljøgennemgang af alle virksomhedens aktiviteter og deres virkninger på miljøet samt af effekten af eksisterende miljøbeskyttelsesforanstaltninger. Dernæst skal virksomhederne skriftligt formulere en miljøpolitik og miljømålsætninger om mål og principper for miljøindsatsen, et miljøprogram for opnåelsen af disse mål samt et miljøstyringssystem. Virksomhederne skal gennemføre en periodisk miljørevision (hvert 1.-3. år), der omfatter en systematisk, objektiv vurdering af, hvordan organisation og styring på miljøområdet fungerer, herunder om den fastlagte miljøpolitik realiseres. Endelig skal virksomheden periodisk udarbejde en let forståelig miljøredegørelse om bl.a. miljøpolitik, -program og -målsætninger samt faktiske oplysninger om forurenende aktiviteter og om emissioner, affald og ressourceforbrug. Det er den registrerede virksomhed, der er ansvarlig for, at den bekræftede miljøredegørelse gøres tilgængelig for offentligheden. Gennemførelsen heraf overlades til virksomheden. Medlemsstaterne udpeger de ansvarlige organer, som skal foretage akkrediteringer af verifikatorer og registreringer af de deltagende virksomheder. Medlemsstaterne skal endvidere etablere godkendelsesordninger for verifikatorerne. Medlemsstaterne kan etablere støttestrukturer med henblik på små og mellemstore virksomheders deltagelse i ordningen. Forordningen, som har hjemmel i artikel 130 S (nu artikel 175), skal revideres af Kommissionen senest fem år efter ikrafttrædelsen. Kommissionen har forelagt et forslag af 30. oktober 1998 til en revideret forordning for Rådet. Forslaget forhandles i Rådet i 1998. Gennemførelse Forordningen, der har umiddelbar virkning i medlemsstaterne, må ikke inkorporeres i national ret. Forordningen er omtalt i bemærkningerne til Lov nr. 403 af 14. juni 1995 (ændring af miljøbeskyttelsesloven, udarbejdelse af grønne regnskaber), og den har endvidere givet anledning til opfølgning i dansk ret i form af følgende bekendtgørelser: - Erhvervsfremmestyrelsens bekendtgørelse nr. 643 af 7. juli 1994 om akkreditering til certificering af miljøstyringssystemer og til miljøverifikation. - Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 7. juli 1994 om industrielle virksomheders m.v. frivillige deltagelse i Den Europæiske Fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision, som ændret ved bekendtgørelse nr. 612 af 20. juni 1997 om ændring af bekendtgørelse om industrielle virksomheders mv. frivillige deltagelse i den Europæiske Fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision, vedr. virksomheder, der er registreret på forsøgsbasis, som ændret ved bekendtgørelse nr. 675 af 21. august 1997. - Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 975 af 13. december 1995 om visse
godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab Hertil kommer DANAK’s (Erhvervsfremmestyrelsens) tekniske forskrifter: Nr. 13. Ansøgning om akkreditering til certificering, inspektion eller miljøverifikation. Nr. 16. Afgrænsning af erhvervssektorer i akkrediteringsområder for certificering, miljøcertificering og miljøverifikation. Nr. 20. Faglig kompetence, miljøcertificering og miljøverifikation. Nr. 21. Miljøverifikationer. Vurdering af virkninger Direktivet har betydet, at Danmark måtte oprette et administrativt apparat til at administre ordningen. Der er med ordningen tale om et nyt styringsmiddel i Danmark. Selvom der ikke er stillet krav om miljøbeskyttelsesniveauet hos de deltagende virksomheder, vil der fremkomme en forbedret miljøpræstation hos de virksomheder, som vælger at indgå i ordningen, alene i kraft af fokuseringen på virksomhedens miljøforhold. 9.4 Rådets forordning (EØF) nr. 880/92 om en EU-ordning for tildeling af et miljømærke Forordningen om miljømærker bygger på en frivillig livscyklusbaseret miljømærkning af produkter. Forordningen, der har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175), har til formål: - at fremme udformningen, fremstillingen, markedsføring og anvendelsen af produkter,
som har mindsket indvirkning på miljøet i løbet af hele deres levetid, og uden derved at bringe produkters eller arbejdstagers sikkerhed i fare eller indvirke væsentligt på produktets brugsegnethed. Forordningen fastsætter de generelle principper for, hvornår et miljømærke kan tildeles, og hvornår det aldrig kan tildeles. Det tildeles produkter, som er i overensstemmelse med forordningens formål og Fællesskabets krav vedrørende sundhed, sikkerhed og miljø. Det tildeles aldrig produkter, som er fremstillet ved processer, som kan forårsage betydelig skade på mennesker og/eller miljø, og som hovedregel heller ikke produkter, som kan klassificeres som farlige iht. direktiv 67/548/EØF og direktiv 88/379/EØF. Betingelserne for tildeling af miljømærket fastlægges for hver produktgruppe for sig. Der er siden etableringen af miljømærkeordningen udvalgt en række produktgrupper, hvor produktgruppens livscyklus vurderes med henblik på at fastsætte de kriterier, der skal være opfyldt, for at kunne få tildelt miljømærket (blomsten). Forordningen definerer "vugge til grav" (livscyklus) som produktets levetid fra fremstilling herunder valg af råvarer, distribution, forbrug/anvendelse, til bortskaffelse efter brugen. Udarbejdelsen af de enkelte livscyklusvurderinger har henhørt under medlemsstaternes kompetence, men på nuværende tidspunkt er det Kommissionen, der gennemfører udbudsforretningen, og i samarbejde med et medlemsland styrer konsulentarbejdet og arbejdsgruppen, der udarbejder kriterier.232 I arbejdsgruppen er relevante interessegrupper, virksomheder og sagkundskab repræsenteret. Danmark har været ansvarlig for de arbejdsgrupper, der har fremsat forslag til kriteriesæt for papirprodukter, tekstiler og vægisolering. De kriterier, der bliver udarbejdet, sendes til høring i et "samrådsforum", bestående af repræsentanter fra industri, handel, arbejdstagere, forbrugere og miljøorganisationer. På baggrund af denne høring forelægger Kommissionen et forslag til kriterier for en komité af embedsmænd fra medlemslandene. Når kriterierne er vedtaget, kan en producent eller importør søge om lov til at bruge miljømærket. Medlemslandene skal hver oprette et uafhængigt og neutralt organ, som skal behandle ansøgningerne. Gebyret for ansøgning om EU-miljømærket udgør 3.500 kr. i Danmark, og det årlige gebyr for anvendelse af det europæiske miljømærke udgør 0,15% af licenshaverens omsætning inden for Fællesskabet af det produkt, som har fået tildelt miljømærket. Arbejdet med udvikling af kriterier har gået langsomt. Det skyldes, dels at Kommissionens interne procedurer har virket forsinkende, dels har det oftest været vanskeligt at opnå enighed blandt medlemslandene. Endelig har der for nogle produktgrupper været et kraftigt lobbyarbejde fra både europæiske og amerikanske virksomheder. Denne træghed har været en stærk medvirkende årsag til, at Danmark har tilsluttet sig den nordiske miljømærkeordning, Svanen, som blev oprettet af Nordisk Ministerråd i 1989. Her har kriterieudviklingen gået forholdsvis hurtigt, og der findes over 1500 svanemærkede produkter på det nordiske marked.233 Udviklingen inden for de seneste år på EU-mærket har dog vist en fremgang både i antallet af vedtagne kriterier samt i antallet af produkter, der har fået tildelt Blomsten. Forordningen, der ifølge EU-retten ikke må implementeres i national ret, er optrykt som bilag bekendtgørelse nr. 35 af 19.1.1998 om det europæiske og det nordiske miljømærke. Bekendtgørelsen omhandler administration og organisering af arbejdet med de to miljømærkeordninger i Danmark.234 Bekendtgørelsen angiver formålet med miljømærkning af produkter - en stimulering til et mere miljøvenligt forbrug ved vejledning af forbrugere og indkøbere, som ønsker at handle miljøbevidst, samt at fremme udvikling, afsætning og anvendelse af produkter, som er mindre miljøbelastende end andre lignende produkter. Bekendtgørelsen er ligeledes en implementering af blandt andet Rådets beslutning 93/326/EØF. Endvidere reguleres gebyropkrævning, nedsættelsen af Miljømærkenævnet og Miljømærkesekretariatet, samt opgaver for disse. 9.5 Direktiv 96/61/EF om integreret forureningskontrol Direktivet, der har hjemmel i artikel 130S (nu artikel 175) har til formål at indføre en godkendelsesordning, baseret på en helhedsvurdering af udledninger til luft, vand og jord fra en række forurenende virksomhedstyper. Direktivet skal ses i lyset af en lang række direktiver, der, som beskrevet i de foregående kapitler, kræver myndighedsgodkendelse, og hvor der er risiko for at hensyntagen til en type forurening fører til forurening inden for et andet område. Det drejer sig blandt andet om direktiv 76/464/EØF om udledning af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø (liste I og II stoffer) og direktiv 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening. Direktivet indebærer, at nye virksomheder skal have en forhåndsgodkendelse, og at bestående virksomheder opnår en samlet godkendelse inden 2007. Direktivet indeholder en række krav til godkendelsesproceduren, herunder især at godkendelser skal indeholde grænseværdier for emissioner, som er baseret på, hvad der kan opnås ved brug af bedst tilgængelige teknikker. Godkendelser skal revideres periodisk. Grænseværdierne i de forskellige direktiver skal som minimum overholdes, og direktivet indeholder en liste over stoffer, der som minimum bør sættes grænseværdier for. Det forudses, at Rådet i særlige tilfælde vedtager specifikke grænseværdier for udledninger fra bestemte virksomhedstyper på linje med direktivet om forurening fra titandioxidindustrien (92/112/EØF). Direktivet indeholder krav til offentliggørelse af godkendelser og emissioner samt krav om, at offentligheden skal have ret til at kommentere ansøgninger, inden der træffes beslutning om evt. godkendelse. Endelig indeholder direktivet en procedure for inddragelse af medlemstater, der kunne blive påvirket af, at en virksomhed får godkendelse. Direktivets betydning for den eksisterende regulering af luftområdet og vandområdet er beskrevet i kapitlerne om henholdsvis luftforurening og vandforurening. Gennemførelse Direktivet skal gennemføres inden november 1999. Det implementeres samtidig med direktiv 96/82/EF (Seveso-direktivet) i efteråret 1999. Vurdering af virkninger Direktivet minder om den danske godkendelsesordning af listevirksomheder, som er indeholdt i kapitel 5 til miljøbeskyttelsesloven og de tilhørende bekendtgørelser. Direktivet nødvendiggør dog en række ændringer af de danske regler. Det drejer sig navnlig om: - kravet om, at godkendelse skal revurderes med passende mellemrum, 9.6 Kommissionens henstilling 96/733/EF om miljøaftaler til gennemførelse af fællesskabsdirektiver Kommissionens henstilling om miljøaftaler til gennemførelse af fællesskabsdirektiver er rettet til alle medlemsstaterne, men en henstilling er ikke retlig bindende. Henstillingen tager udgangspunkt i en grundlæggende målsætning for Fællesskabets miljøpolitik om at inddrage alle samfundsniveauer i ansvaret for og bekæmpelsen af miljøforurening. Det er som følge heraf nødvendigt at uddybe og udvide rækken af virkemidler, der kan supplere retsforskrifterne. Der er behov for at fremme de markedsbaserede virkemidler. Særligt aftaler i form af overenskomster mellem offentlige myndigheder og industrien (miljøaftaler) vil være et virkemiddel, som på en omkostningseffektiv måde kan bidrage til, at miljømål nås ved at tilskynde industrien til at tage nye initiativer. Formålet med henstillingen er at give retningslinjer for anvendelsen af aftaler mellem offentlige myndigheder og de berørte erhvervsgrene, som middel til at gennemføre Fællesskabsdirektiver på miljøområdet. Såfremt direktiverne på miljøområdet udtrykkeligt åbner mulighed for gennemførelse ved hjælp af aftaler, opfordres medlemsstaterne til at iagttage visse retningslinjer: Aftalerne bør under alle omstændigheder: a) have form af en overenskomst, som kan håndhæves enten efter privatretten eller
efter offentlig ret, Det følger endvidere af henstillingen, at der i aftalerne i relevante tilfælde bør: a) træffes effektive foranstaltninger til indsamling, vurdering og kontrol af de
opnåede resultater, Ved indgåelse af miljøaftaler skal den ansvarlige myndighed træffe foranstaltninger til undersøgelse af de fremskridt, der gøres som følge af aftalen, og til senere at træffe supplerende foranstaltninger, såfremt det viser sig nødvendigt for at opfylde forpligtelserne ifølge direktivet. Som part i aftalen bør den nationale myndighed også sørge for, at aftalen er forenelig med traktaten, herunder navnlig bestemmelserne om det indre marked og konkurrencereglerne, samt med direktiv 83/189/EOEF. Miljøaftaler skal samtidig med andre nationale foranstaltninger, der træffes for at efterkomme direktivet, meddeles Kommissionen, så det kan kontrolleres, om de er effektive gennemførelsesmidler. Ved Rådets resolution af 7. oktober 1997 om miljøaftaler har Rådet givet en politisk tilkendegivelse af, at miljøaftaler er et vigtigt instrument, der kan supplere den normgivende lovgivning. I resolutionen tilskyndes Kommissionen til i sine direktivforslag at angive, hvilke bestemmelser der kan gennemføres gennem miljøaftaler.235 |
||