[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Spildevandsudledning til markdræn fra enkeltejendomme i det åbne land

2. Beskrivelse af fremgangsmåde

2.1 Udvælgelseskriterier
2.2 Lokalisering af undersøgelsesområder
2.3 Forsøgsopstilling
2.3.1 Måleudstyr
2.3.2 Målemetode
2.3.3 Analyseparametre
2.3.4 Sporestofanalyser

2.1 Udvælgelseskriterier

I oplægget blev det forudsat, at forsøgslokaliteterne skulle findes således, at de var repræsenteret med 2 forskellige jordtyper, hver med 2 dræn-oplande. Endvidere skulle drænene være beliggende i områder, der både var vandførende (grundvandspåvirkede) og ikke vandførende (ikke grundvandspåvirkede) i sommerperioden.

Drænsystemerne skulle desuden udvælges under hensynstagen til de aktuelle belastningsniveauer i størrelsesordenen 10 til 20 PE.

I alt skulle der findes 4 drænsystemer, som oprindeligt blev forudsat lokaliseret på Sjælland indenfor en afstand af ca. 50 km fra Roskilde.

Tabel 2.1

Kriterier for udvælgelse af drænsystemer i relation til jordtype, belastning og grundvandspåvirkning.

Belastning

Lerjord

Sandjord

 

Grundvand

Grundvand

ca.10 - 20 PE

+

-

+

-

2.2 Lokalisering af undersøgelsesområder

Forundersøgelser

Forundersøgelserne for lokalisering af egnede forsøgsområder er indledningsvist udført ved en gennemgang af Hedeselskabets drænarkiv.

Supplerende er der taget kontakt til en lang række kommuner, for at gøre brug af den viden de enkelte kommuner har på baggrund af tilsyn mv.

Der er efterfølgende gennemført besigtigelse af områderne med henblik på at vurdere de aktuelle forhold, herunder er grundejerne kontaktet for supplerende oplysninger.

Hedeselskabet har imidlertid efter omfattende eftersøgning på Sjælland, efter aftale med Miljøstyrelsen flyttet en del af undersøgelsen til Jylland, idet det ikke var muligt at finde egnede drænområder med sandjord på Sjælland.

Resultatet af forundersøgelserne var, at der blev fundet 2 områder på Sjælland beliggende i områder med overvejende lerjorde og 2 områder i Jylland beliggende i områder med overvejende sandjorde.

Jordbunds- og grundvandsforhold

Områderne blev efter de indledende undersøgelser vedrørende jordbunds- og grundvandsforholdene kategoriseret jf. nedenstående tabel.

Tabel 2.2

Udvalgte drænsystemer i relation til jordtype og grundvandspåvirkning.

Områdebetegnelse

Lerjord

Sandjord

 

Grundvand

Grundvand

Område 1

+

     
Område 2  

-

   
Område 3      

-

Område 4    

(+)

-

Vedrørende område 4 viste undersøgelserne, at den nederste del af drænet før udløbet var dykket i forhold til vandspejlet i recipienten, mens den øverste del af drænet var tørløbende. Der er målt på den del af drænet, som var tørløbende.

Udvalgte områder

Områderne, som blev udvalgt, fremgår af tabel 2.3.

Tabel 2.3

Udvalgte drænsystemer i relation til belastning.

 

Lokalitet

Belastning

Område 1:

Hegnede, Skovbo Kommune

22+5PE

Område 2:

Klevehøjvej, Høje-Taastrup Kommune

3 PE

Område 3:

Herningvej, Ringkøbing Kommune

11/15 PE *)

Område 4:

Vennersvej, Ringkøbing Kommune

6 PE

*) Det kunne for en enkelt ejendoms vedkommende (4 PE) ikke fastslås, om afløbet er tilsluttet den drænstreng, hvor der måles. Der er således minimum tilsluttet 11 PE til drænet og højst 15 PE. Usikkerheden har ikke nogen indvirkning på resultatet af målingerne, idet der måles på det samlede tilløb fra ejendommene.

Det ene forsøgsområde (område 2) beliggende i Høje-Tåstrup Kommune måtte tages ud af undersøgelserne, idet grundejerne på trods af at de i første omgang havde givet tilladelse til undersøgelsens gennemførelse, senere i forløbet nægtede at medvirke.

Områdebetegnelser

I det følgende omtales områderne derfor som område 1-3 således:

Område 1: Hegnede, Skovbo Kommune
Område 2: Herningvej, Ringkøbing Kommune
Område 3: Vennersvej, Ringkøbing Kommune

Undersøgelsen blev herefter gennemført i de 3 områder, hvori der er gennemført 6 målerunder, se tabel 2.5.

2.3 Forsøgsopstilling

Alle måleområder er indrettet med 3 målebrønde med varierende indbyrdes afstand. I enkelte tilfælde har det været muligt at anvende eksisterende brønde på drænene.

Endvidere er der forud for undersøgelsernes iværksættelse i sommeren 1996 etableret i alt 3 pejlerør ved hver målebrønd i henholdsvis 1 meter på hver side af brønden, samt et pejlerør i en afstand af ca. 7 meter således, at det kan konstateres, om der sker en tilstrømning eller udsivning fra drænene. Alle pejlerør er etableret til 1 meter under grundvandsspejl ved etableringsdatoen.

Nedenfor vises princippet for opstillingen ved et enkelt målepunkt.

Placering af pejleboringer

Figur 2.1

Princip for forsøgsopstilling - placering af pejleboringer.

2.3.1 Måleudstyr

Måleudstyret består dels af en magnetisk flowmåler med tilhørende datalogger og dels en prøveudtager.

Flowmåler

Fordelene ved anvendelse af en magnetisk flowmåler er, at der for disse målere normalt er meget lille måleusikkerhed (konkret +/- 1,5%). Dog kan der ved høje hastigheder være tale om lidt højere usikkerheder (vurderet til +/- 5%) pga. af den benyttede opstilling, hvor måleren er opstillet således, at der måles på et fuldtløbende rør (se figur 2.2).

Opstilling af måleudstyr

Figur 2.2

Princip for forsøgsopstilling - montering af måleudstyr.

Fremgangsmåden ved opstilling af måleudstyret i målebrøndene er, at måleren med et overgangsstykke svarende til drænledningens dimension skydes ind i drænrøret. Overgangsstykket er forsynet med en oppustelig manget (gummislange), som via en slange pumpes op, når overgangsstykket er placeret i drænrøret. Således sikres det, at der ikke kan ske en strømning uden om måleren, uanset om der skulle være nogen ujævnheder på drænrøret.

Automatik

Flowmåleren er tilsluttet en datalogger, som registrerer vandføringen kontinuerligt over døgnet. Dataloggeren styrer samtidig en prøveudtager, som ved hver opstilling indstilles under hensyntagen til det aktuelle flow således, at der er sikkerhed for, at der i prøvedøgnet opsamles et passende vandvolume, ca. 25 liter, med henblik på analysearbejdet.

Prøveudtager, vandbeholder og datalogger samt automatik til styring af prøveudtager er monteret i en aflåst kasse. Vandbeholderen er isoleret således, at varmeudvekslingen med omgivelserne er mindst mulig.

2.3.2 Målemetode

Prøveudtagning

Alle målerunder er gennemført med udtagning mængdeproportionale døgnprøver. Prøverne er endvidere udtaget således, at der ved hver målerunde er udtaget 2 prøver i serie, så vidt muligt to på hinanden følgende døgn. Eventuelle variationer fra døgn til døgn kan således konstateres.

I enkelte tilfælde er prøverne forskudt som følge af udfald af måleren eller andre forhold, som har betydet, at målingen har måttet tages om.

2.3.3 Analyseparametre

Analyser

Alle analyser er analyseret for biokemisk iltforbrug (BI5), Total-N og Total-P i henhold til nedenstående tabel.

Tabel 2.4

Analyseparametre og analysemetoder.

Analyseparameter Metode
Biokemisk iltforbrug (BI5) DS/R254
Total-N DS242+223, DS221
Total-P DS292

2.3.4 Sporestofanalyser

Ved gennemførelse af 3. målerunde primo 1997 gennemførtes målingerne med tilsætning NaCl (salt) som et naturligt sporestof.

Tilsætningen blev foretaget med en prøveudtager indstillet til dosering med en fuldstændig opblanding fra en 10 liters beholder. Sporestoffet blev tilsat opstrøms første målebrønd i små doseringer jævnt fordelt over døgnet ved hjælp af en doseringspumpe.

For at sikre, at sporestoffet nåede igennem systemet (under forudsætning af at der var vandføring) blev doseringen i hvert tilfælde påbegyndt et døgn inden prøveudtagningen. Det er således sikret, at de udtagne prøver giver et realistisk billede af strømningssituationen.

Endvidere er der ved enkelte målerunder supplerende analyseret for E-coli, som en indikation af tilstedeværelsen af spildevand. De målte værdier varierer imidlertid meget og kan derfor ikke benyttes til den videre databehandling og er derfor taget ud. Der henvises til bilag 1-3 for resultater.

Tabel 2.5

Målerunder

Datoer for gennemførelse af de enkelte målerunder.

  Område 1 Område 2 Område 3
  Hegnedevej Herningvej Vennersvej
Målerunde 6 23. - 24. juli 1997. 31. juli - 1. august 1997 Ingen vandføring
Målerunde 5 29. -30. juni 1997. 3. - 4. juli 1997 Ingen vandføring
Målerunde 4 14. -15. maj 1997. 17. - 18. april 1997 Ingen vandføring
Målerunde 3 Sporestofmålinger 22. - 24. februar 1997. 28.- 29. januar 1997 29. januar 1997.
Målerunde 2 20. - 21. november 1996. 21. - 24. oktober 1996 24. oktober 1996
Målerunde 1 7. - 10. juni 1996. 16. - 18. juli 1996 Ingen vandføring

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]