Rensekilden

2. Rensekilden

2.1 Økosamfundet Dyssekilde
2.2 Valg af alternativ rensning og beslutningsgrundlaget.
2.3 Brugernes forventninger og holdninger til anlægget
2.4 Spildevandets vej gennem rensekilden
2.5 Rensekildens opbygning og materialebrug
2.6 Anlæggets dimensionering
2.7 Byggeriet af anlægget
2.8 Anlægsdrift
2.9 Ansøgningsprocessen - sagsbehandling hos amt og kommune

2.1 Økosamfundet Dyssekilde

Baggrunden for Økosamfundet Dyssekilde

I begyndelsen af 1980'erne opstod hos en gruppe borgere en idé om at leve i et miljørigtigt og bæredygtigt samfund, der skulle bygges, så det kunne være en illustrerende model for det øvrige samfund. Initiativtagerne ville gerne vise andre borgere, at en alternativ levevis ikke behøver at betyde fravalg. Omtanke med forbrug af ressourcerne kan nedsætte forbruget samtidig med, at levestandard og komfort opretholdes. I planerne indgik et økologisk jordbrug, fælles alternativ energiforsyning, fælles "grøn " spildevandsrensning, affaldssortering og deponering (Reinholdt 1997). Initiativtagerne afholdt i begyndelsen af 1980'erne offentlige møder og fik flere med på ideen. I 1984 blev der sendt ideoplæg ud til en række kommuner. Efter kuldsejlede forhandlinger med Stenløse Kommune blev et tilbud fra Hundested Kommune om køb af landbrugsejendommen Dyssekildegård på 13 ha accepteret. Stedet blev købt i 1987. Dyssekildegård lå i Torup, som på dette tidspunkt var en lille landsby på 20-30 huse og fem-seks landejendomme. I 1990 begyndte de første personer at flytte ind i de nybyggede huse i Økosamfundet Dyssekilde. Dermed krævedes et renseanlæg til rensning af spildevandet, og Rensekilden blev etableret i første halvår af 1991.

2.2 Valg af alternativ rensning og beslutningsgrundlaget.

Rensekilden

Det var initiativtagerne af Økosamfundet Dyssekilde meget magtpåliggende at forsøge at gøre samfundet til et lukket kredsløb, der er selvforsynende, og hvor recirkulering af ressourcerne er maksimal, så import og eksport er negligibel. Dette gjaldt også for spildevandet, hvis næringsstoffer man gerne så udnyttet. Desuden er indholdsstofferne i husspildevand, ved betænksom og nænsom omgang med rengøringsmidler etc., stort set naturlige, derfor burde naturen eller en kopi af naturen kunne bruges som renseanlæg. Derved kan der også spares energi. Økosamfundet Dyssekilde ønskede et lavteknologisk anlæg, der er billig i anlægsudgifter og drift samt er nemt at vedligeholde. I 1980'erne blev der i Europa bygget en del rodzoneanlæg eller plantebaserede renseanlæg. Desværre var ikke alle anlæg lige effektive. For at få etableret det optimale anlæg blev der søgt midler til at lave en rekognoscering af eksisterende anlæg, så det bedste kunne hives ud til Økosamfundets anlæg. I 1988 fik man en bevilling fra Industri og Handelsstyrelsen, der mundede ud i rapporten "Optimal lavteknologisk spildevandsrensning - i danske landsbyer " af Henrik Saxe og Jørgen Hinge. De anbefalede en kombination af tre modeller og at afprøve en løsning til afledning af det rensede spildevand som et kommunalt rodzoneanlæg i Franklin County i New Zealand. Her ledes det rensede spildevand ud gennem et 5,2 km langt drænsystem i en 2 Ha mark med naturlig flora. Derved undgåes en direkte udledning til vandløb, sø eller hav. Modellerne, der blev foreslået til selve renseanlægget er et sammensat system af vertikale og horisontalt gennemstrømmede bassiner konstrueret af Uwe Burka ved Oaklands Park, Camphill Village Trust i Gloustershire i England kombineret med det bedste fra "Vermont-systemet ", som er et soldrevet vandbaseret spildevandsbehandlingsanlæg. Det ligger i Vermont iUSA. Anlægget er et væksthusoverdækket rensningsanlæg med processer svarende til et almindeligt biologisk renseanlæg, hvortil der kommer et led med en fødekæde fra mikroalger til planter og dyr, som fisk og snegle, der nemt fjernes fra anlægget. Sidste trin er en efterpolering af spildevand i en marsk, hvor næringssalte kan adsorberes eller optages i sumpplanter. Den sidste model Saxe og Hinge henviste til er også et Vermont-system fra Rhode Island i USA. Det afviger fra det førnævnte Vermont-system ved at have en marsk mellem den mikrobielle omsætning af næringsstoffer og omsætningen af næringsstoffer udført primært af større planter og dyr. Slutteligt er der endnu en lille marsk til efterpolering af spildevandet.

De foreslåede modeller. Fra oven Oaklands Park-modellen efterfulgt af Vermont-modellerne

Fra begyndelsen var beboerne i Økosamfundet Dysssekilde ret interesseret i Vermont-modellen. Men efter at have læst Saxe og Hinges rapport (Saxe og Hinge 1989) blev det klart, at Camphill-anlægget var mere passende i et klima som det danske. Så Rensekilden endte med hovedsageligt at blive et anlæg som det engelske på trods af, at en kombination var foreslået.

I sommeren 1990 søgte Økosamfundet og fik en bevilling fra Energistyrelsen med henblik på etablering af et solenergidrevet renseanlæg. Ansøgningen var blevet anbefalet af Hans Brix, Botanisk Institut, Aarhus Universitet med visse modifikationer, specielt at rodzonedelen blev nedprioriteret og evt. ændret til lodret gennemstrømning, hvorved rodzonen reelt ændres til et beplantet biologisk sandfilter. Der nedsattes en følgegruppe bestående af Annelise Mortensen, Miljøstyrelsen, Hans Brix, Botanisk Institut, Århus Universitet, Jørgen Løgstrup, Dansk Rodzoneteknik, Henrik Saxe, Ferskvandslaboratoriet og Jørgen Hinge, Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi. I november 1990 blev biolog Leif Hierwagen og byggetekniker Niels Bochert sendt til England for at se Camphill-anlægget.

Omstående diagram viser anlægget Rensekilden, som det endte med at se ud.

Følgegruppen var ikke umiddelbart enige i designet af Rensekilden. Dette besværliggjorde beslutningsproceduren for Økosamfundet Dyssekildes beboere. Eftersom Rensekilden ikke havde nogle direkte forbilleder; var der heller ikke muligt direkte at kopiere tidligere anlæg, og muligheden for éntydig rådgivning forelå altså heller ikke. Oaklands Park-anlægget, Camphill Village Trust var ret nyt, og målinger havde vist, at en direkte kopi ikke ville være velegnet.

Figur 2.2 Principskitse af Rensekilden

1. Bundfældningstank
2. Pumpebrønd
3. Bakketop
4. Stenfilterbrønd
5. Fordelerbrønd
6. Vertikalt gennemstrømmet bassin på 5m³
7. Vertikalt gennemstrømmet bassin på 5.5 m³
8. Sandfangsbrønd
9. Stort pileanlæg
10. Vandtrappe
11. Horisontalt gennemstrømmet bassin
12. Filterrende
13. Lille pileanlæg
14. Gennemløbsbrønd
15. Recipient
---- Spildevandet løber ved naturligt fald
- - - - Spildevandet pumpes ved elektrisk kraft

Figur 2.2
Principdiagram af Rensekilden som den endte med at se ud. Vandtrappen(10) blev etableret med Virbela strømskåle i 09.1993. Det store pileanlæg (9) blev etableret i 1994. Det vandmættede bassin (11) blev overdækket i 1995.

2.3 Brugernes forventninger og holdninger til anlægget

Forventninger

Initiativtagerne til Rensekilden havde en forventning om, at de ville få et lavteknologisk anlæg baseret på naturligt fald og naturlige rensemekanismer med hjælp fra solen, planter og i høj grad mikroorganismer. Anlægget skulle arealmæssigt være så småt som muligt. Der var en forventning om, at anlægget i høj grad kunne passe sig selv, så arbejdsindsatsen ikke behøvede at bero sig til mere end et par timer dagligt. Et konventionelt anlæg kræver overvågning i døgndrift; om ikke manuelt, så via alarmer, så der kan sættes ind øjeblikkeligt for altid at sikre den bedste rensning. Der var også en forventning om, at renseanlægget var billigt, både i etablering og drift. Derudover havde de en forventning om, at de næringsstoffer, der var i det rensede spildevand, kunne udnyttes i Økosamfundet Dyssekildes planteavl. Hvor det rensede spildevand kunne udspredes som gødning på marker. Der var også en forventning om, at slammet fra bundfældningstankene kunne afvandes, komposteres og udspredes som kompost på planteavlsmarkerne.

2.4 Spildevandets vej gennem Rensekilden

Spildevandet fra Økosamfundet Dyssekildes huse løber ved naturligt fald ned til bundfældningstankene (figur 2.2 nr.1). Der skiftes halvårligt mellem de to tanke, der tømmes en gang pr. år. Bundfældningstankene har to kamre.

I bundfældningstankene begynder nedbrydningen af spildevandet. Og en del af spildevandets indhold bundfælder og når ikke videre ud i rensningsanlægget (tabel 5.5). Det bundfældede slam i bundfældningstanken tømmes en gang pr. år og køres til videreforarbejdning på Hundested Centralrenseanlæg. Bundfældningstankene tømmes fuldstændigt, og der returneres ingen væske.

Fra bundfældningstankene pumpes spildevandet op til renseanlægget Rensekilden, som er placeret niveauvist ned ad et kunstigt bakkedrag.

Pumpen i pumpebrønden (figur 2.2 nr.2) er indstillet til at pumpe stødvist, når der er 300 l vand i brønden. Dette sker lige knap en gang i timen, dvs., at der pumpes ca. 6 m³ spildevand pr. døgn til renseanlægget.

På toppen af bakken (figur 2.2 nr.3) løber spildevandet ind i en stenfilterbrønd (figur 2.2 nr.4). Brønden indeholder knap 2 m³ skærver og har et drænrør i bunden, hvorfra det iltede spildevand ledes over i en fordelerbrønd (figur 2.2 nr.5) med seks udløb.

Udløbet fra fordelerbrønden er manuelt styret af anlæggets driftpasser. Spildevandet blev indtil midten af 1999 ledt ud til to vertikalt gennemstrømmede 5 m³ bassiner ad gangen (figur 2.2 nr.6.1-2, nr.6.3-4 eller nr.6.5-6). Overrislingen varede ca. 15 minutter og opholdstiden var ca. en time, hvorefter en ny portion tilføjedes. Bassinerne blev belastet i to døgn, hvorefter de hvilede i fire døgn. Fra den 27.06.1999 ændredes dette til daglig overrisling af alle bassiner, der således hver især modtager 1/6 af spildevandsmængden.

Bassinerne er opbygget med lagdelt sand/grus/sten med en diameter fra 3-16 mm (tabel 2.1) og beplantet med tagrør Phragmites sp.. Spildevandet udledes på overfladen via et såkaldt antenneprincip, som sikrer, at spildevandet fordeles jævnt over hele bassinoverfladen på 10 m² (figur 2.3). Derfra løber spildevandet lodret ned gennem sandfilteret og ledes videre til et 3.5 m³ bassin opbygget efter samme princip og med et overfladeareal på 7 m² (figur 2.2 nr.7.7, nr.7.8 eller nr.7.9).

Antenneprincippet fungerer ved at vandet fordeles ud i et rørsystem, der ligner en TV-antenne. Der er et centralt rør som stamme, hvorfra der udgår grene af forskellig længde, så spildevandet fordeles over bassinoverfladen (figur 2.3)

Figur 2.3 Antenneprincippet

Figur 2.3 Antenneprincippet set fra oven. Pilene viser vandets strømningsretning gennem systemet.

Hvert 3.5 m³ bassin modtager spildevand fra to 5 m³ bassiner.

I disse ni bassiner nedbrydes det organiske stof og ammonium og ammoniak omdannes via nitrit til nitrat.

Fra disse bassiner løber alt spildevandet ud i en 1.8 m³ sandfangsbrønd (figur 2.2 nr.8). Herfra er der to udløb, der er mekanisk styret af driftpasseren. Enten ledes spildevandet til et stort pileanlæg (figur 2.2 nr.9) eller det ledes til en vandtrappe (figur 2.2 nr.10). Disse to alternative ruter har været mulige fra 1994, hvor det store pileanlæg blev etableret.

Pileanlægget er et 375 m³ stort bassin tilplantet med pil. Pilen Salix sp. er plantet i et lermedium (den oprindelige jordmasse). Spildevandet tilledes i en 1.5 m dyb brønd i den ene ende af bassinet. Brønden er adskilt fra resten af bassinet af en Lecablokmur. Lecamuren er gennemtrængelig, og dermed tillades spildevandet at ledes gennem denne. Spildevandet løber horisontalt gennem anlægget til den anden ende, hvor der er endnu en brønd, der opsamler spildevandet, før det ledes via en gennemløbsbrønd og en tidligere pumpebrønd (figur 2.2 nr.14) til recipienten (figur 2.2 nr.15). Opholdstiden i pileanlægget er varierende.

I pilebassinet sker der en vis fordampning af spildevandet, så der slutteligt udledes en mindre vandmængde. Samtidig optager pilen ved sin vækst en del næringsstoffer fra spildevandet. Pilen høstes ca. hvert andet år. Det er planen, at pilepopulationen skal inddeles i grupper, der høstes forskudt, så der høstes lidt pil hvert år, hvad der medfører, at der altid er helt nye pileskud i kraftig vækst. Disse har et større næringsstofoptag og et forholdsvist stort vandforbrug. Fordampningen er dog ikke optimal i det første år af pilens vækstperiode. Pilebassinets placering er fritliggende, øst-vest orienteret. Jo større vindpåvirkning, des større fordampning. Derudover vil vinden medvirke til næringsstoffjernelse ved at bortblæse nedfaldne blade.

Spildevandets alternative rute er via en vandtrappe, der er bygget af fem Virbela strømskåle (flowforms). Spildevandet løber fra vandtrappen ned i et overdækket bassin (figur 2.2 nr.11).

I vandtrappen vil en stor del af vandet have kontakt med atmosfæren og på den måde blive iltet, idet der sker en udveksling med atmosfærens iltindhold.

I det overdækkede bassin løber spildevandet ind i en fordelergrøft adskilt fra resten af bassinet af en Lecamur. Spildevandet kan løbe igennem Lecamuren, og der opnås derved en vis filtrering af spildevandet. En skillevæg opdeler bassinet i to sandfiltre, der vandmættes for at nedsætte iltadgangen. I den anden ende af bassinet er der en opsamlingsgrøft, hvorfra spildevandet ledes ud i en åben filterrende (figur 2.2 nr.12) med selv-etableret flora. I dette horisontalt gennemstrømmede bassin formodes det, at de iltfrie forhold medfører en udnyttelse af det dannede nitrat til dannelsen af frit kvælstof.

Filterenden er 18 meter lang. Derfra løber spildevandet ud i et lille pileanlæg (figur 2.2 nr.13). Størrelsen af dette er ca. 1/10 af det store pileanlæg.

I dette pileanlæg er pilen plantet i et grus/sandmedium. Herfra løber spildevandet via gennemløbsbrønden og den tidligere pumpebrønd til recipienten. I anlæggets startfase blev spildevandet pumpet til Hundested Centralrenseanlæg. Men efter godt et års drift blev dette krav frafaldet, og spildevandet er indtil juni 1999 blevet ført via Kikhavnrenden til Kattegat, der ligger to km nord for Økosamfundet Dyssekilde (bilag 1). I 1999 etableredes et nedsivningsanlæg efter Rensekilden (bilag 5), så det rensede spildevand nu nedsives til grundvandet.

2.5 Rensekildens opbygning og materialebrug

Bundfældningstankene er på 10 m³ og består af brøndringe med en diameter (f) på 2.5 m. Dybden (d) er ca. 2 m under udløb.

Pumpebrønd (figur 2.2 nr.2)

Pumpebrøndens f = 1.5 m og d = 2 m. Pumpen pumper 0.3 m³ vand ad gangen.

Stenfilterbrønd (figur 2.2 nr.4)

Stenfilterbrøndens f = 1.5 m, d = 1 m fyldt med 2-4 cm skærver. Tilledning og opsamling sker via drænslanger i henholdsvis top og bund.

Fordelerbrønd (figur 2.2 nr.5)

Fordelerbrøndens f = 1 m, d = 0.5 m. Der er seks udløb. Lukning og åbning reguleres manuelt med plastsække fyldt med sand som propper.

Vertikalt gennemstrømmede bassiner (figur 2.2 nr.6-7)

De ni vertikalt gennemstrømmede bassiner er bygget på tre terrasser med tre bassiner på hver. Bassinerne er 0.5 m dybe. Bunden er 0.10 m jernbeton. Væggene består af udstøbte fundablokke, sat i det våde bundlag af jernbeton. Siderne er svummet med cementvælling på indersiden og siden asfalteret. Udløbet er en gennemluftet drænslange, som fører til en lille brønd i hjørnet. Brønden gør prøvetagning lettere ved analyse af spildevandet.

Tabel 2.1 Bassinfiltrenes opbygning.

Tabel 2.1 Tabellen viser filterets opbygning nedefra og op, hvor 1. lag er bunden og 5. lag er det øverste lag i bassinet. Hvert lag er ca. 0.1 m tykt. Bassinnummereringen henviser til figur 2.2.

Denne lagdeling gælder for de ni øverste vertikalt gennemstrømmede bassiner. (Der er dog i to af bassinerne (6.1 og 6.4) sket en udskiftning af de to øverste lag for at øge gennemstrømningen. Ved udskiftningen blev Hedehusene vaskede perler (4-8 mm) benyttet).

Sandfangsbrønd (figur2.2 nr.8)

Sandfangsbrøndens f = 1.25 m, d = 1.5 m.

Store pileanlæg (figur 2.2 nr.9)

Det store pilebassin på ca. 300 m² er opbygget med en geomembran i bund og sider. Det er 50 m langt og i gennemsnit 5 m bredt. Siderne skråner nedad (figur 2.4). Dette giver et samlet volumen på 375 m³ . Det oprindelige jordmateriale er fyldt i bassinet. Dette giver bassinet et meget lerholdigt jordmedium. I hver ende er der en brønd, der er ca. 1.5 m dyb og 0.5 * 0.5 m². Brønden er opbygget af Lecasten og omgivet af et drænende gruslag.

Figur 2.4 Tværsnit af det store pileanlæg

Figur 2.4 Tværsnit af det store pileanlæg.

Vandtrappen (figur 2.2 nr.10)

Vandtrappen består af fem Virbela strømskåle (flowforms). Vandet falder ca. 0.75 m via vandtrappen. Vandtrappen blev etableret i september 1993. Indtil dette tidspunkt strømmede vandet ned ad en sort plastikdug lagt på jordoverfladen.

Overdækket bassin (figur 2.2 nr.11)

Det horisontalt gennemstrømmede, vandmættede bassin har en 0.1 m jernbeton bund med vægge af cementvælling svummede og asfalterede fundablokke som i de vertikalt gennemstrømmede bassiner. Derudover er der en filtervæg opmuret af 0.1 m Lecablokke i hver ende. Filteret er ensartet og består af Sorø 1-4 (2-4 mm). Der er såvel bund som topafløb. Bassinet er todelt, hvert bassin er på 1.8 * 8 * 1 m³ =14.4 m³. I 1995 blev bassinet overdækket, idet man byggede et plastikbeklædt træskelet svarende til et drivhus ovenpå bassinet. Hensigten med overdækningen var at hæve temperaturen i bassinmaterialet og derved få en øget stofomsætning, specielt en øget denitrifikation.

Grøft (figur 2.2 nr.12)

Filterrenden er en 18 m lang og 0.5 m dyb grøft foret med 0.5 mm plastfolie halvt fyldt med 2-5 mm småsten.

Lille pileanlæg (figur 2.2 nr.13)

Det lille pilebassin er opbygget som de vertikale og horisontalt gennemstrømmede bassiner. Der er benyttet 0.8 mm grus. Mål 3.5 * 9 * 1 m³ = 31.5 m³.

Det samlede areal er ca. 165 m² (oprindelig anlæg) + 300 m² (store pileanlæg) = 465 m² . Hvis vandet ledes via vandtrappen gennemløber det ca. 100 m³ grusmedium og et areal på 165 m². Hvis spildevandet ledes gennem det store pileanlæg gennemløber det ca. 410 m³ og et areal på 390 m².

Det rensede spildevand ledtes fra 1993-1999 til Kikhavnrenden, der er et offentlig rørlagt vandløb med forbindelse til Nødebo Huse Pumpekanal. Vandløbet munder ud i Kattegat. Nødebo Huse vandløb benyttes som dræningskanal af områdets landbrugsjordejere. Vandløbet har en lempet målsætning som "vandløb, der anvendes til afledning af spildevand ". Forureningsgraden i vandløbet må ikke overstige en forureningsgrad på II-III (ret svagt til ret stærkt forurenet). Fra midt i 1999 nedsives det rensede spildevand.

Nedsivningsanlæg

Nedsivningsanlægget er bygget i foråret 1999 efter beskrivelsen vedlagt i bilag 5.

2.6 Anlæggets dimensionering

Anlægget blev i første omgang dimensioneret til 60 PE (personækvivalenter). Dimensioneringen var bestemt udfra en vurdering af antal boliger og beboere, samt hvordan man vurderede anlægget ville fungere, dvs. dets effektivitet. En personækvivalent (PE) er tilnærmelsesvis at betragte som en persons tilledning af spildevand. Det betyder, at Rensekilden skulle kunne rense spildevand fra 60 personer. Arealetmæssigt er dimensioneringen ca. 6.5 m²/PE ved gennemløb af det store pileanlæg, mens det via den alternative rute er ca. 2.75 m²/PE.

2.7 Byggeriet af anlægget

Byggeriet påbegyndtes i januar 1991. Etableringen af bundfældningstanke, pumpeledninger og rørføringer udførtes af entrepenører.

Selve bassinernes anlæggelse blev udført af frivillig arbejdskraft fra Økosamfundet Dyssekildes indbyggere.

Anlægget blet taget i brug 07.08.1991 kl. 15.30.

Prisen for anlægget var ca. 607.000 kr. Dertil kommer etableringen af et nedsivningsanlæg i 1999 til en pris af ca. 100.000 kr. Således er anlægsudgiften ca. 11.800 kr/PE.2.8

2.8 Anlægsdrift

Anlægget skal tilses dagligt for uregelmæssigheder og driftsforstyrrelser. Anlægget blev indtil juni 1999 reguleret hver anden dag, hvor fordelerbrøndens propper blev flyttet, så to nye vertikalt gennemstrømmede bassiner kunne forsynes med spildevand. Siden den 27.06.1999 er belastningen af alle vertikalt gennemstrømmede bassiner vedvarende.

Der skiftes halvårligt mellem de to bundfældningstanke. Bundfældningstankene tømmes årligt.

Indtil 1999 tilledtes der lejlighedsvis spildevand til det store pileanlæg. Dette skete hovedsageligt i pilens vækstperiode (april-oktober). Fra 1999 blev spildevandet skiftevis ledt til det store eller lille pilebassin, så de to alternative ruter er ens belastet. I perioden fra den 07.-22.11.1999 ledtes al spildevandet til det store pilebassin.

Anlægget gennemgåes et par gange om året (forår/efterår) for ukrudt.

I anlæggets opstartsfase, dvs., indtil beplantningen var ordentlig etableret, var der en del driftsforstyrrelser grundet slamtilstopning. Siden et ordentligt rodnet har været etableret, og mens anlægget kørte med skiftevis belastning af de vertikalt gennemstrømmede bassiner, er dette problem ikke opstået. Efter at anlægget i juni 1999 begyndte at køre med konstant belastning af bassinerne, oplevedes i november 1999 tilstopning af tre af de 5 m³ vertikalt gennemstrømmede bassiner (figur 2.2 nr. 6.2, 6.4, 6.5). Efter rensning fungerer de atter.

Driftsudgifter

Beboerne i Økosamfundet betaler vandafledningsbidrag (internt bidrag) for spildevandets afledning til Rensekilden. Der betales årligt 5.000,00 kr til pumpelauget, der er en privat forening, der sørger for, at Kikhavnrendens spilde- og drænvand pumpes til Kattegat. Opkrævningen sker via Kommunen.

Driftsudgifterne er i 1999 budgetteret til 24.000 kr. eksl. arbejdskraft; men inkl. udgiften til pumpelauget. Der blev i 1999 ledt ca. 2000 m³ spildevand gennem Rensekilden, hvad der medfører en driftsudgift på ca. 12 kr/m³.

I 1999 etableredes et nedsivningsanlæg efter Rensekilden, så spildevandet nu nedsives på stedet. Beslutningen om at nedsive det rensede spildevand skyldes dels, at grundvandsstanden på Halsnæs halvøen er lav, og dels Økosamfundet Dyssekildes ønske om at nedsætte udgifterne. Ved at nedsive vandet skal der ikke betales til analyser af det rensede spildevand ved et akkrediteret laboratorium (ca. 10.000 kr/år). Det betyder, at driftsudgiften kan nedsættes til ca. 7 kr/m³.Prisen for anlægget var ca. 607.000 kr. Dertil kommer etableringen af et nedsivningsanlæg i 1999 til en pris af ca. 100.000 kr. Således er anlægsudgiften ca. 11.800 kr/PE.

2.9 Ansøgningsprocessen - sagsbehandling hos amt og kommune

Frederiksborg Amt står som godkendelsesmyndighed.
Hundested Kommune er tilsynsmyndighed.

1989: Lokalplan nr.39 åbner mulighed for, at der på Dyssekildegårds arealer kan etableres udvidet biologisk spildevandsrensning.

1990: Der udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, der tillader rensning på egen grund.

1991: Anlægget bygges og tages i brug den 07.08.91 med afledning til Hundested Centralrenseanlæg. Der betales afledningsbidrag; men der er ikke betalt tilslutningsbidrag. Derimod er 50% af tilslutningsbidraget deponeret, hvis ordningen skulle blive permanent. Beløbet udgør 638.255 kr..

1991: Måleperiode, efterfulgt af ansøgning om udtrækning af den kommunale spildevandsplan og fritagelse for tilslutningspligt til offentlig kloak. Samtidig gøres der opmærksom på, at Økosamfundet har et lille vandforbrug, og derfor vil spildevandet være mere koncentreret end gennemsnitligt dansk spildevand.

1992-93: Fortsat måleperiode.

1993: Amtet bevilger udledningstilladelse til afledning til recipient, og det deponerede beløb frigives af Hundested Kommune.

1993: Separat tilladelse til udledning af overfladevand til recipient.

01.04.94-01.04.96: Måleperiode foretaget af Steins Laboratorium.

Udlederkrav opfyldt mht. organisk stof og total-kvælstof; men ikke med hensyn til fosfor.

1996- : Måleperiode fortsættes. Udføres af Steins Laboratorium.

1997-98: Ansøgning om og tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg efter Rensekilden.

1999: Nedsivningsanlægget etableres og tages i brug i juni-måned. Udvidet måleprogram af reduktionen af organisk stof (BOD-5), total-fosfor, nitrit-nitrat-kvælstof, total-kvælstof og patogener gennem anlægget. Driftsændring af Rensekilden indføres fra den 27.06.99, hvormed de vertikalt gennemstrømmede bassiner udsættes for en konstant belastning.

Med lokalplanen i 1989 var der åbnet mulighed for, at Økosamfundet Dyssekildes planer mht. alternativ vandrensning, energiforsyning, affaldshåndtering etc. kunne udføres. Landbrugsejendommen Dyssekildegård var dog ligesom resten af Torup by inkluderet i kommunens spildevandsplan. Spildevandet fra bebyggelsen skulle ledes til Hundested Centralrenseanlæg. Økosamfundet Dyssekilde spurgte derfor Hundested Kommune, om de kunne blive udeladt af spildevandsplanen mod selv at rense deres spildevand, så det levede op til udlederkravene. I 1987 blev Vandmiljøplanen, der foreskrev flg. udlederkrav: organisk stof målt som BI₅ = 15 mg BI₅/l; kvælstof = 8 mg N/l; fosfor = 1,5 mg P/l vedtaget. Beboerne i Økosamfundet Dyssekilde mente godt, at deres planlagte alternative vandrensende anlæg (en mekanisk del efterfulgt af en eksperimentel del og afsluttet med et rodzoneanlæg) kunne leve op til disse krav, og kommunen indstillede derfor til amtet, at Økosamfundet slap ud af spildevandsplanen, og at de fik lov til at afprøve et system til alternativ spildevandsrensning.

Dvs., at der skulle udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, der tillader Økosamfundet Dyssekilde at rense spildevandet på egen grund.

Amtet besluttede, at rensekilden skulle udlede det rensede spildevand til det kommunale renseanlæg indtil rensningen var acceptabel. Dvs., indtil anlægget var udbygget til 250 PE (Økosamfundet Dyssekildes forventede indbyggertal), og indtil det opfyldte de kvalitetskrav, der gælder for kommunens renseanlæg, dvs., miljøhandlingsplanens generelle krav. Og indtil man havde dokumenteret renseeffekten i 12 på hinanden følgende målinger. Desuden skal der ved en skærpelse i udlederkravene til Kattegat ske en tilsvarende skærpelse overfor Økosamfundet Dyssekilde.

Udledningen til Hundested Centralrenseanlæg betød, at Økosamfundet skulle etablere en pumpestation med tilhørende trykledning, der leder spildevandet til Hundested Centralrenseanlæg.

Dette krav fra Frederiksborg Amt resulterede i et krav fra Hundested kommune om, at Økosamfundet Dyssekilde tilsidesatte et beløb svarende til 50% af tilslutningsbidraget til rensningsanlæg (Hundested Centralrenseanlæg) på en lukket konto. Derved blev det sikret, at anlægget kunne tilsluttes konventionelt renseanlæg, hvis rensekravene ikke kunne efterkommes. Beløbet var på ca. 650.000,00 kr.. At beløbet kun var 50% af tilslutningsbidraget skyldes, at økosamfundet selv har etableret detail kloakering. Kommunen vil opkræve vandafledningsafgift; men ikke tilslutningsbidraget, da forbindelsen er midlertidig.

I slutningen af 1991 begyndte Økosamfundet at tvivle på, at renseanlægget kunne leve op til kravene i Vandmiljøplanen af 1987; specielt m.h.t. kvælstof var Rensekilden ikke effektiv nok. Forklaringen lå i, at Økosamfundet Dyssekildes spildevandskoncentration var højere end gennemsnitlig spildevand i Danmark, da vandforbruget var lavt og spildevand måles som koncentration i mg/l. Kommunen indstillede i november 1992 til amtet om at godkende ansøgning om udledningstilladelse fra Økosamfundet med et lempet krav til udledning af kvælstof. Udledningen af næringsstofferne kvælstof og fosfor er opgjort pr. kg pr. døgn og justeret i forholdet mellem et normalt vandforbrug og det reducerede vandforbrug i Økosamfundet Dyssekilde. Amtet bevilger, at en øget mængde af kvælstof på 21 mg/l kan udledes. Udledningstilladelse gives i februar 1993. Frederiksborg amt vurderer, at hvis spildevandet er renset betydeligt for organisk stof, og iltprocenten er over 60%, er det forsvarligt at lede det rensede spildevand til recipienten.

Amtet betinger, at Rensekilden overholder følgende udledningstilladelse:

Kommunen skulle som tilsynsmyndighed i en periode på to år kontrollere, at udlederkravene overholdtes. Steins Laboratorium engageres til at foretage stikprøvekontrol af det udledte spildevand. Det viste sig, at udlederkravene for organisk stof og iltindholdet opfyldes. De vejledende krav mht. næringssalte er ikke opfyldt. Derfor ansøger Økosamfundet Dyssekilde i 1997 om at etablere et nedsivningsanlæg. Dels vil det bidrage til en forøgelse af grundvandsstanden, dels vil det spare vandmiljøet for næringssaltene.

Når myndighederne, det være amt eller kommune får en ansøgning om et alternativt renseanlæg, er der en del problematikker, der skal vendes før ansøgningen kan afsluttes. Dels skal udledningen fra anlægget overholde de for området gældende udlederkrav. Dette skal ske til enhver tid. Dels må der ikke være hygiejniske gener ved anlægget. Dette gælder både for anlæggets ejere og for uvedkommende. Dels skal dimensionen svare til antal forventede personækvivalenter (PE). Normalt gældende for enkeltejendomme er 5 PE pr. ejendom; men der foreligger ikke noget lovkrav om dette (Miljøstyrelsen, personlig kommunikation). Frederiksborg Amt regner med 3 PE pr. ejendom. Det vil sige, at der i hvert enkelt tilfælde bedømmes, hvor stor belastningen vil være eller kan risikere at blive. Derudover må man også tage hensyn til, hvor mange ansøgninger af samme type man evt. kan modtage, da borgerne forventer at blive behandlet nogenlunde ens af myndighederne (hvis nogen må, vil de andre også have lov).

Ansøgerens forventninger

Da Økosamfundet Dyssekilde ansøgte myndighederne om tilladelse til at foretage alternativ rensning af spildevandet forventedes det, at kommunen etc. kendte deres beføjelser og handlede udfra de tilbud, der blev givet til Økosamfundet, da de etablerede sig i Hundested Kommune. Men kommunale holdninger er styret af politikere, der udskiftes fra tid til anden og som kan ændre mening. Derfor oplevede Økosamfundet Dyssekilde papirgangen som værende lang, problemfyldt og vanskelig. Sagsbehandlingen har strakt sig over 10 år.

Dette afsnit om ansøgningsprocessen (afsnit 2.9) beror i høj grad på personlig kommunikation med sagsbehandler/ingeniør Henning Torrendrup, Hundested Kommune og skriftlig kommunikation mellem Økosamfundet Dyssekilde, Hundested Kommune og Frederiksborg Amt, samt personlig kommunikation med Klavs Krause, Økosamfundet Dyssekilde.