[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Frakturering

Sammenfatning og konklusioner

Frakturering er en teknik, hvor en kunstig opsprækning af lavpermeable lag skabes ved at injicere enten gas / luft (pneumatisk frakturering) eller vand / boremudder (hydraulisk frakturering) i bunden af en boring. Den kunstige opsprækning danner et fladeareal eller en skålformet struktur i et lavpermeabelt lag.

Frakturering har til formål at øge pumpeydelsen eller sugeevnen af en afværgeboring / ventileringsdræn af den slags, som anvendes til vakuumekstraktion (Soil Vapour Extraction (SVE)) og afværgepumpning. Et andet formål er at øge den hydrauliske forbindelse mellem inducerede sprækker og naturligt forekommende sprækker i det lavpermeable lag. Orienteringen af de kunstigt åbnede sprækker afhænger primært af jordens konsolideringsforhold. Således vil inducerede sprækker fortrinsvis blive subhorisontalt orienteret i de øverste 5-8 meter mens sprækker induceret dybere end ca. 8 meter risikerer at blive mere stejlt til vertikalt orienteret. Længden varierer en del, men kan nå op til 10 meter væk fra injektionspunktet og sprækkeaperturen være fra mm til flere dm størrelse afhængig af fremgangsmåden.

Siden 1994 har den hydrauliske fraktureringsmetode været kommercielt tilgængelig. De første "kommercielle" sprækker blev udført i forbindelse med projekter, hvor vakuumekstraktion blev anvendt. Projekterne var typisk små, hvilket var forventeligt, når nye teknikker tages i anvendelse. 10 års erfaringer fra Nordamerika viser, at inducerede sprækker kan etableres i finkornede forurenede sedimenter, hvorved effektiviteten af en afværgeforanstaltning vil stige - samtidigt med at omkostningerne begrænses.

Formålet med nærværende udredningsprojekt er at give en oversigt, samt beskrive forskellige fraktureringsmetoder og deres forventede anvendelighed under danske forhold. Hovedvægten i rapporten er lagt på den pneumatiske og hydrauliske fraktureringsmetode. Der indgår en selvstændig vurdering af mulighederne for etablering af inducerede sprækker ved hjælp af hydraulisk frakturering, med det formål at foretage afværgeforanstaltning baseret på dobbeltfaseekstraktion på lokaliteten Vestergade 10 i Haslev, Vestsjællands Amt.

Teknologien vurderes at kunne finde bred anvendelse i forbindelse med en række danske forureningssager på morænelerslokaliteter. Det gælder f.eks. nedlagte olie/benzingrunde, tjæreforurenede gasværksgrunde og renserigrunde forurenet med klorerede opløsningsmidler, hvor miljømyndighederne og de rådgivende firmaer i dag har meget begrænsede in-situ oprensningsteknikker at vælge imellem, så bortgravning af forurenet jord er mange gange den mest effektive og valgte metode.

Dobbeltfaseekstraktion af PCE forurening fra hydrauliske sprækker på Vestergade 10 i Haslev forventes at forbedre effekten af in-situ oprensningen i sammenligning med udelukkende at anvende almindelige vertikale boringer. Følgende forhold forventes forbedret: (1) influensradius, (2) strømningshastigheder og pumpeydelser, samt (3) det forhold at inducerede sprækker bedre vil kunne "nå" den del af forureningen, der er beliggende centralt under bygningerne på lokaliteten.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]