[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vurdering af hygiejniske risici ved håndtering af urent vand i huse

3. Risiko generelt

Folkelig interesse for risici

I de seneste år har store ulykker som Chernobyl, Soveso og Bhopal bevirket, at den folkelige interesse for risici i forbindelse med drift af store anlæg er øget. Som det fremgik af forrige kapitel er det ikke kun uheld ved store anlæg, der kan påvirke mange mennesker, men uheld ved små anlæg, kan ligeledes påvirke mange og have alvorlige konsekvenser. De fleste har den holding, at sådanne ulykker (såvel store som små) aldrig må ske igen. Men enhver logik siger, at det er umuligt at udelukke sådanne ulykker. Der vil altid være risici i forbindelse med drift af alle former for tekniske anlæg. Konsekvensen af risici er meget forskellig fra anlæg til anlæg, men der vil altid eksistere en fare for ulykker. Det er derfor vigtigt at udnytte den teknologiske viden og samtidig holde risici i forbindelse med teknologien inden for acceptable grænser. Dette er et meget komplekst problem. Det er ikke nok at lære af erfaringer, da teknologien og diverse anlæg aldrig er de samme. Det er nødvendigt at gennemgå hver enkelt anlægstype for at lokalisere evt. risici og strukturere disse. Det er her hele terminologien omkring "risiko" begynder.

Opdeling af risikoterminologien

Risikoterminologien kan opdeles i fire undergrupper:

  • Risikoanalyse ("risk analysis")
  • Risikovurdering ("risk assessment")
  • Risikohåndtering ("risk management")
  • Risikokommunikation ("risk communication")

Risikoanalyse

Risikoanalyse er den "objektive" analyse af sammenhænge. Risikoanalysen lokaliserer evt. risici og strukturerer disse, således at det store overblik opnås. En detaljeret beskrivelse af risikoanalyse er givet tidligere i rapporten, og risikoanalysens begreber beskrives senere.

Risikovurdering

Risikovurdering er den politiske holdning til risikoanalysen. Risikovurderingen afgør, hvilke risici beslutningstagerne (det politiske system) er villige til at acceptere.

Risikohåndtering

Risikokommunikation

Risikohåndtering er et led efter risikovurderingen og omhandler love, bekendtgørelser, forbud, påbud, straffe og økonomiske styremidler m.v.. Risikohåndteringen er udarbejdet på basis af risikovurderingen, dvs. udfra den politiske holdning til risikoanalysen.

Risikokommunikation er det sidste led i rækken. Formålet med risikokommunikation er at skabe forståelse for risici i forbindelse med tekniske anlæg, da det er vigtigt, at forståelsen findes på alle niveauer, således at evt. fejl kan håndteres og måske helt undgås.

Risikoterminologien bliver benyttet i mange forskellige brancher i dag. Atomindustrien, den kemiske industri og fødevareindustrien har været nogle af de førende brancher i udviklingen af risikoterminologien.

Udviklingen inden for området

Udviklingen i fremtiden vil med stor sandsynlighed medføre, at risikoterminologien vil blive benyttet mere og mere, da flere og flere brancher indser, at hele risikoproblematikken er vigtig.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]