[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

"Kom i gang"-værktøj

2. Udvikling af værktøjet

2.1 Analyse-værktøj
2.2 Informationsmøde
2.3 Strategirapport

 Baggrund

Udgangspunktet for udvikling af et "Kom-i-gang"-værktøj byggede på erfaringen om, at barrierer i nogle tilfælde skyldes manglende viden, og at disse barrierer mest effektivt nedbrydes gennem information. Vel og mærke infirmation der veksler mellem tilpasset generel information og konkret information tilpasset den enkelte virksomheds behov og informationer.

Erfaringen viser, at virksomhederne gerne ville have information om:

  • Fordele ved at indføre miljøledelse
  • Omkostninger ved at indføre miljøledelse
  • Erfaringer fra grafiske virksomheder, som har indført miljøledelse
  • Konkrete miljømæssige tiltag på virksomheden
  • Sammenhæng mellem miljø og marked.

Mål

Målet med "Kom i gang"-værktøjet kan opsummeres som:

  • Gøre det enkelt og konkret at komme i gang med miljøledelse og undgå at opbygge barrierer.
  • Udforme en miljøpolitik samt mål og handlingsplan for miljøforbedringer, som var tilpasset den enkelte virksomheds behov og ambitioner.
  • Skabe motivation til igangsættelse af miljøledelse ved, at værktøjet synliggør sammenhængen mellem miljø og marked, indeholder information om fordele og omkostninger og påviser konkrete miljøforbedringer.

Til opfyldelse af målet er der udviklet og afprøvet et "Kom i gang"-værktøj bestående af tre dele, som beskrives i det følgende:

  • Analyse-værktøj
  • Informationsmøde
  • Strategirapport.

2.1 Analyse-værktøj

I analyse-værktøjet indgår en dataindsamling for de væsentligste miljøpåvirkninger. Virksomheden foretager selv dataindsamlingen og returner denne til GA inden besøget. Dataindsamlingen er en overordnet miljøgennemgang, som danner grundlag for vurdering af virksomhedens miljøstatus.

Dataindsamlingen foretages i et hæfte med skemaer, hvor forbrug af de væsentligste råvarer, energi og vand, affaldsmængder og typer anføres. Hæftet indeholder desuden spørgsmål vedrørende anvendelse af renere teknologier.

For at gøre dataindsamlingen så enkel og let tilgængelig som mulig er der udarbejdet et hæfte for hver delbranche. Hæftet er målrettet ud fra kendskabet til den enkelte delbranches væsentligste miljøpåvirkninger, så de relevante råvare- og affaldstyper bliver angivet. Som bilag 1 findes et eksempel på et sådant værktøj.

På baggrund af de indsamlede data foretages en analyse af virksomhedens miljømæssige status. Denne viser umiddelbart, hvor der er mulighed for miljømæssige forbedringer samt efter hvilken strategi virksomheden skal arbejde med miljøledelse. Virksomheden blev analyseret ud fra:

  • Nøgletal
  • Kriterierne i Svanemærket
  • Renere teknologier.

Nøgletal

GA havde i forbindelse med konkrete opgaver for en lang række af foreningens medlemmer en del data, der kunne anvendes til opstilling af gennemsnitlige produktionsdata for forbrug af fikser, filmfremkalder, pladefremkalder, el, vand, ikke-flygtige afvaskere, flygtige afvaskere samt farvespild, papirspild og anvendt alkoholprocent. Dataene kunne dermed anvendes som en indikator for indsatsområder for mulige miljøforbedringer.

Usikkerheden på nøgletallene var dog for stor til, at de kunne anvendes som mere end en indikator. Baggrunden var, at de data, der lå til grund for nøgletallene, ikke var registreret ens på de forskellige virksomheder. Det kræver udvikling af bestemte registreringsmetoder, så grundlaget bliver ens (se delprojekt "Nøgletal").

Svanemærket

For delbrancherne arkoffset og rotationsoffset er der udviklet kriterier i det nordiske miljømærke Svanemærket. Kriterierne indeholder en prioritering af miljøpåvirkningerne i alle faser af en tryksags livscyklus, og de kan derfor foreløbigt anvendes til at finde nogle udvalgte miljømæssige indsatsområder. Den enkelte virksomhed bliver vurderet i forhold til kriterierne.

Renere teknologi

Desuden bliver mulighederne generelt for indførelse af renere teknologi vurderet. 

2.2 Informationsmøde

Informationsmødet afholdes på den enkelte virksomhed med deltagelse af virksomhedens ledelse og eventuelle relevante medarbejdere samt en miljøkonsulent fra GA.

Formålet med mødet er at informere om miljøledelse og fastlægge virksomhedens miljøstatus, ambitioner og miljøstrategi. Mødet har følgende program:

  1. Gennemgang af produktionen
  2. Møde

- Kort introduktion
- Miljøstatus
- Miljøstrategi: Ambitioner og behov, miljøpolitik, mål   og handlingsplan for det fremtidige miljøarbejde.

Gennemgang af produktionen
På baggrund af dataindsamlingen og en rundgang i produktionslokalerne kan miljøkonsulenten udpege konkrete indsatsområder for miljøforbedringer. Det kan være renere teknologier, bedre sortering af affald, besparelsesmuligheder m.v.

Virksomheden er ofte selv klar over behovet, men mangler systematikken og tiden til at få håndteret problemerne.

Dialog om mulighederne

Virksomhedens miljøstatus diskuteres i relation til virksomhedens trusler og muligheder i omgivelserne samt styrker og svagheder internt i virksomheden. Diskussionen drejer sig om virksomhedens produktion og produkter, kunder og konkurrenter, indkøb og salg samt myndighedskrav vedrørende miljø og arbejdsmiljø. Diskussionen tilpasses virksomhedstypen, da informationsbehovet varierer fra virksomhed til virksomhed afhængig af størrelse.

Nogle af de typiske holdninger om miljøledelse, som virksomhederne gav udtryk for ved afprøvningen af værktøjet, var:

"Det tager jo alt for meget tid"
"I sidste ende er det pris og kvalitet, der er afgørende"
"Det er for dyrt i forhold til det, vi får ud af det"
"Det er alt for stort for en lille virksomhed som vores".

Disse holdninger diskuteres i relation til de erfaringer andre grafiske virksomheder har haft med indførelse af miljøledelse ved at give virksomheden overblik over fordele og omkostninger ved miljøledelse.

Diskussionen på mødet skal i første omgang føre til en overordnet strategi for virksomhedens fortsatte udvikling på miljøområdet. Indholdet i dialogen på mødet er således forudsætningen for, at der kan udarbejdes en miljøpolitik samt mål og handlingsplan, som er tilpasset den enkelte virksomheds behov, interesser og ambitioner. Virksomhedens mål kan være at gå i gang med miljøledelse med miljøpolitik, mål og handlingsplan, miljøledelsessystem efter ISO 14001 eller EMAS eller at søge licens til at anvende Svanemærket.

Valget afhænger blandt andet af virksomhedens kundetype og ambitioner om niveau. Nogle virksomheder ønsker at bruge miljøledelse som et aktivt markedsføringsredskab, mens andre har et mindre ambitiøst mål om at arbejde målrettet med miljøforbedringer og være i stand til at dokumentere det over for kunderne, hvilket dækkes ved hjælp af et mindre bureaukratisk system med miljøpolitik, mål og handlingsplan for miljøforbedringer. 

2.3 Strategirapport

Resultatet af mødet på virksomheden sammenfattes i en kort rapport.

Rapporten indeholder grundlaget for virksomhedens miljøledelsessystem, det vil sige virksomhedens miljøpolitik, mål og handlingsplan for gennemførelse af målene samt en fortegnelse over de væsentligste miljøpåvirkninger udarbejdet på baggrund af den indledende miljøgennemgang. Rapporten er således et værktøj, der indeholder strategien til miljøledelse og direkte kan anvendes i det videre miljøarbejde.

For virksomheder, som vil ansøge om Svanemærket, indeholder rapporten en vurdering af virksomhedens mulighed for at opnå licens med beskrivelse af de eventuelle ændringer, der skal foretages, før virksomheden lever op til kravene.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]