[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik

1. Introduktion

Baggrund

Fordelene ved økonomiske styringsmidler i miljøpolitik anerkendes i stigende grad verden over. Den Europæiske Union lægger mere og mere vægt på potentialet i deres anvendelse, og EU-medlemsstaterne har udvidet brugen af økonomiske styringsmidler i deres miljøpolitik.

Udviklingen i Danmark afspejler for en stor del denne udvikling. I 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne var miljøpolitikken og miljølovgivningen i Danmark hovedsagelig domineret af en lovgivning, der var direkte regelstyret. Dette indebar slutløsninger i stedet for forebyggelse og kontrol, og kun meget få økonomiske styringsmidler blev anvendt i den danske miljøpolitik.

I slutningen af 1980’erne og især i løbet af 1990’erne er man begyndt at tage økonomiske styringsmidler i brug. Endvidere er de blevet mere direkte rettet mod specifikke miljømæssige spørgsmål. Den generelle skattereform, der indførtes i 1994, var et vigtigt gennembrud i denne udvikling. Skattereformen sigtede bl.a. på at øge brugen af miljøskatter og –afgifter for til gengæld at kunne nedsætte indkomstskatterne.

Formål

Formålet med rapporten er at give en fyldestgørende, grundig og aktuel gennemgang af de økonomiske styringsmidler i den danske miljøpolitik. Rapporten vil derved være et middel til at øse af erfaringer, især til CEE-landene.

Rapportens indhold

Rapporten er inddelt som følger:

Kapitel 2: De overordnede rammer. Dette kapitel giver en kort beskrivelse af den overordnede sammenhæng, hvori de økonomiske styringsmidler anvendes i dansk miljøpolitik. Kapitlet beskriver de økonomiske administrative, institutionelle og politiske rammer og giver en kort status over miljøtilstanden.

Kapitel 3: Økonomiske styringsmidler i miljøpolitik. Dette kapitel indeholder en principiel diskussion, som har til formål at belyse og forklare den i rapporten anvendte typologi.

Kapitel 4: Oversigt over anvendte økonomiske styringsmidler i Danmark. Dette kapitel giver et overblik over og en opdeling af de økonomiske styringsmidler, der for tiden anvendes i Danmark. Det beskriver væsentlige udviklinger i danske miljøpolitik såsom skattereformen, og gør rede for bidraget fra de økonomiske styringsmidler til statens budgetter.

Hvor de tre første kapitler er forholdsvis generelle og principielle, fokuserer de næste fire kapitler på de specifikke styringsmidler. De giver en grundig beskrivelse af de økonomiske styringsmidler, der anvendes i Danmark, og som har indvirkning på miljøet. Disse beskrivelser kan opdeles i følgende hovedoverskrifter.

Kapitel 5: Produktafgifter.

Kapitel 7: Udledningsafgifter

Kapitel 8: Forbrugsafgifter

Kapitel 9: Returpantordninger

Beskrivelsen af hvert enkelte styringsmiddel har samme opbygning:

  • Formål. Formålet med det specifikke styringsmiddel beskrives.
  • Afgiftsgrundlag. Afgiftsgrundlaget identificeres og beskrives, herunder genstanden for beskatning samt de enheder, der anvendes i beregningen af afgiftsgrundlaget.
  • Opkrævning og provenu. Middel og metode til opkrævning af afgifter beskrives, herunder metoder til håndhævelse og kontrol. Der gives en summarisk oversigt over provenuet fra afgiften.
  • Vurdering. Der gives en vurdering af styringsmidlet. Vurderingen er en beskrivelse af styringsmidlets funktion i forhold til baggrund og formål. Vurderingen sigter ikke mod at være fyldestgørende. Den identificerer virkningen af de overordnede karakteristika og kritiske problemer som følge af de pågældende styringsinstrumenter, herunder eventuelle fordelingsmæssige virkninger.

Danmark anvender mange forskellige tilskudsordninger inden for miljøområdet. Kapitlet om tilskud giver et overblik over disse ordninger.

Kapitel 9: Tilskud. Dette kapitel giver et overblik over de 26 miljøtilskudsordninger, der er gældende i Danmark. Kapitlet sætter fokus på de generelle karakteristika i den danske brug af tilskudsordninger. Kapitlet opdeler ordningerne og giver en detaljeret beskrivelse af nogle af de mere omfattende ordninger

Det efterfølgende kapitel giver en grundigere beskrivelse af implementeringsaspekterne i brugen af økonomiske styringsmidler inden for dansk miljøpolitik:

Kapitel 10: Indførelsen af økonomiske styringsmidler i Danmark. Dette kapitel giver en grundig analyse og beskrivelse af indførelsen af økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik. Kapitlet beskriver implementeringsprocessens opbygning, de offentlige myndigheder og andre implicerede aktører. Endvidere identificeres de principper, som styrer implementeringsprocessen og vigtige betingelser, der skal være opfyldt for at opnå en effektiv implementering.

Kapitel 11: Analyse af den danske energisektor . Dette sidste kapitel giver en grundig analyse af brugen af økonomiske styringsmidler i energisektoren. Begrundelsen for en mere detaljeret analyse af energisektoren er, at det er nogle særlige afgifter, der anvendes i energisektoren, og at provenuet fra disse afgifter er betydeligt. Den grundige analyse af energisektoren medtager andre regelbundne foranstaltninger samt de organisatoriske, markedsbestemte og lovfæstede betingelser for sektoren. Gældende afgifter og tilskud analyseres således på uddybende og integreret måde.

Brug af rapporten

Denne rapport er blevet udformet således, at den kan bruges som håndbog. Hele dispositionen og indholdet af hvert enkelt kapitel gør det muligt for læseren at slå op i udvalgte kapitler og afsnit. Dette betyder, at man vil kunne støde på gentagelser.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]