Økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik

2. De overordnede rammer

2.1. Danmark kort
2.2. Miljøtilstanden
2.2.1. Klima og natur
2.2.2. Luft
2.2.3. Vand
2.2.4. Affald
2.3. Lovmæssige og institutionelle rammer
2.3.1. De juridiske rammer
2.3.2. Lovmæssige relationer til den europæiske union (EU)
2.3.3. Institutionelle rammer
2.4. Udvikling og udfordringer

Dette kapitel giver en kort beskrivelse af den overordnede baggrund for brugen af økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik. Kapitlet tager kort fat på en række faktorer som f. eks økonomi, miljøets tilstand, de lovmæssige og institutionelle rammer samt tendenser og udfordringer i dansk miljøpolitik.^[1]

2.1. Danmark kort

Område og befolkning

Danmark er et forholdsvis lille land med et område på 43.094 m² fordelt på 405 øer, og der er 5,3 millioner indbyggere. Befolkningstætheden er 122,4 personer pr. km².

Den offentlige forvaltning i Danmark er inddelt i 14 amter, som igen er opdelt i 275 mindre kommuner. Den administrative struktur illustreres i .

Arbejdskraft og arbejde

Den danske arbejdskraft udgør 2,9 millioner mennesker, hvoraf 46% er kvinder.

Arbejdsløshedsprocenten ligger på omkring 7%-8%.

Økonomi og handel

Danmark er blandt de 10 rigeste lande i verden. Bruttonationalproduktet pr. indbygger er 202.000,- kroner.^[2] Den økonomiske vækstrate udgør 2,7%. Efter 10 års underskud på betalingsbalancen har der gennemsnitligt været overskud på de løbende poster siden 1990.

Danmarks handel med udlandet er omfattende. I 1996 svarede værdien af importen til 25% af BNP, mens værdien af eksporten svarede til 28% af BNP. De vigtigste handelspartnere er de øvrige EU-lande. Næsten 70% af al handel foregår inden for EU.

Figur 2.1

Kort: Amter og kommuner i Danmark

Traditionelt spiller landbruget en væsentlig rolle i Danmark. Imidlertid har dets betydning været støt dalende i mange år. I dag udgør landbruget 5% af den samlede produktionsværdi i Danmark. De øvrige sektorer (som bl.a. omfatter fremstillingsindustrien) udgør 36% og tertiære sektorer bidrager med de resterende 59%. Sidstnævnte tal omfatter tjenesteydelser, handel og den offentlige sektor.

Blandt de vigtigste fremstillingsindustrier i Danmark er den kemiske og medicinske industri samt møbelindustrien. Til trods for sin lave andel er landbruget stadigvæk en vigtig eksportforretning, idet 15% af værdien af dansk eksport består af landbrugsprodukter.

Offentligt provenu

Det samlede offentlige provenu fra skatter og afgifter svarer til 52% af BNP. Indkomstskatter bidrager med 55% af det samlede provenu. Størstedelen af det resterende provenu stammer fra indirekte skatter (33%). I denne gruppe kommer hovedbidraget fra moms. Den danske moms er 25%. Ser man bort fra momsen, udgør de direkte skatter og afgifter 13% af det samlede offent-
lige provenu.

Mere end 60% af de offentlige udgifter går til offentlige tjenesteydelser og samfundsformål. Hovedparten af disse udgifter anvendes til overførselsindkomster, som udgør mere end 25% af de samlede udgifter. Omkring 10% af de samlede udgifter anvendes til uddannelsesformål og andre 8% til sundhedssektoren. Lige knap 10% af de samlede offentlige udgifter anvendes til formål, der er rettet mod erhvervslivet og industrien.

En væsentlig del af det samlede provenu opkræves direkte af amterne og kommunerne. Af den samlede indkomstskat modtager amterne omkring 10% og kommunerne yderligere 20%. I Danmark er der en fordeling af ansvarsområderne mellem kommunerne, amterne og staten. Kommunerne udfører således mange af de sociale opgaver, hvorimod amterne tager sig af størstedelen af de opgaver, der vedrører sundhedsområdet. Et afregningssystem sikrer, at f.eks. kommunerne opnår enten en refusion eller en konkret ydelse fra staten eller andre kommuner til gengæld for de sociale ydelser, som de er juridisk forpligtet til at levere. Amterne og kommunerne er ikke berettiget til selv at indføre afgifter, men de kan sætte niveauet for nogle indkomstskatter inden for visse begrænsninger.

2.2. Miljøtilstanden

2.2.1. Klima og natur

Klimaet i Danmark er kendetegnet ved forholdsvis store udsving i løbet af året. Den årlige gennemsnitstemperatur er 7,7 º C. Den koldeste måned er februar med en gennemsnitstemperatur på 0º C, og den varmeste måned er august med en gennemsnitstemperatur på 15,7º C. Den årlige nedbør er 712 mm, og antal solskinstimer er 1670 om året. Det blæser ofte i Danmark, navnlig om vinteren.

Landskabet er fladt uden nogen bjerge overhovedet. Det højeste punkt i Danmark er kun 175 m over havet. Kystlinjen er lang, omkring 7.300 km og der er mange små vandløb og utallige små søer. Meget af jorden i Danmark er opdyrket. Således udnyttes 62% af området til marker, opdyrkede marker, frugtplantager og lignende landbrugsformål. I dag er ca. 12% af landet dækket af skovområder. Denne andel er langsomt, men støt stigende som følge af en målrettet indsats. I løbet af de næste 100 år er det meningen at fordoble skovområdet fra de nuværende 12% til 25%.

2.2.2. Luft

Generelt er luften i de mindre og større danske byer god i sammenligning med andre industrialiserede lande. Luftkvaliteten i Danmark er forbedret noget i løbet af 1990’erne. I løbet af denne periode er udledningerne af svovldioxid (SO₂), kvælstofilter (NO_x) og partikler enten været konstante eller faldet svagt. Danmark fortsætter med at lægge vægt på behovet for at reducere disse udledninger.

SO₂, NO_x og ammoniak

SO₂, NO_x, og ammoniak er de største bidragydere til syreregnen. Syreregn forekommer typisk tusinder af kilometer væk fra hvor kilden er. Ved at benytte et vægtet indeks for bidragydere til syreregn, de såkaldte Potential Acid Equivalents (PAE), vurderes det, at Danmark er nettoeksportør, idet vi eksporterer dobbelt så meget PAE, som vi importerer.

Bly

Siden begyndelsen af 1990’erne har der på det nærmeste ikke været nogen bly-udledning i Danmark. Dette skyldes primært den fuldstændige udfasning af blyholdig benzin, som ikke er blevet solgt i Danmark overhovedet siden 1994.

CO₂

CO₂-udledninger i Danmark viser en svag stigende tendens. I øjeblikket udledes omkring 11,7 tons pr. indbygger.^[3] I det store hele svarer dette til OECD-gennemsnittet. Regeringen har iværksat en gennemgribende handlingsplan, der skal nedbringe CO₂-udledningerne i Danmark.

ODS

Forbruget af de ozonnedbrydende stoffer (ODS) er faldet drastisk siden 1986. Det vurderes, at forbruget er faldet med 98% fra 1986 til 1996.^[4] I dag er næsten alle typer ozonnedbrydende stoffer udfaset i Danmark. Dette er opnået ved en målrettet indsats på at opfylde internationale forpligtelser med hensyn til udfasning af ODS.

2.2.3. Vand

Vandmiljøplan

Med det formål at forbedre vandmiljøet, vedtog den danske regering en vidtrækkende Vandmiljøplan (I) i 1987. Planen havde bl.a. til hensigt at reducere udledning af kvælstof og fosfor i de danske vandløb, søer og have. Planen har ført til en væsentlig forbedring i betingelserne for vandmiljøet. I 1998, nåede man frem til et politisk forlig om en ny Vandmiljøplan (II).

Grundvand

Det danske grundvand er generelt af god kvalitet. Det er kun nødvendigt at rense vandet meget lidt, før det kan bruges som drikkevand. 99% af drikkevandet kommer fra grundvandsressourcer.^[5] Der er imidlertid en fare for, at denne situation ikke kan opretholdes. Udledning af pesticider og nitrater fra landbrugsproduktion udgør en potentiel fare. Grundvandets kvalitet er blevet kontrolleret nøje siden indførelsen af den første Vandmiljøplan.

Overfladevand

Der er mange vandløb og søer i Danmark. Hovedparten af vandløbene er beskyttet, og der er udarbejdet et indeks til måling af deres tilstand. Dette indeks viser, at kvaliteten har været relativt stabil i årene fra 1993-1996, og at der har været en mindre bedring i de seneste år. I lighed med de øvrige industrialiserede lande lider søerne i Danmark af der bl.a. ledes fosfor og fosfat ud i dem. Disse udledninger er for nedadgående, men de deraf følgende forbedringer i vandkvaliteten ses først efter et længere tidsforløb.

Havområderne i Danmark er mere end dobbelt så store som landområderne. Derfor har fiskeri traditionelt været en vigtig industri i Danmark. Af denne og af andre årsager er det vigtigt for landet, at havvandets kvalitet er i orden. Danmark lægger vægt på og deltager aktivt i de internationale bestræbelser på at forbedre havmiljøet i Nordsøen samt i Østersøen.

2.2.4. Affald

Omkring 13 millioner^[6] tons affald produceres hvert år i Danmark. 80% af dette affald stammer fra kommercielle kilder og de resterende 20% fra private husholdninger.^[7] Affaldsmængderne er steget svagt i de senere år. I overensstemmelse med EU’s affaldshierarki prioriterer Danmark forebyggelse og genanvendelse højest, hvorefter følger genbrug. I 1996 blev 60% af affaldet genanvendt eller genbrugt.^[8] Dette skal sammenholdes med 1985, hvor det kun var 30%. Behandlingen af resten af affaldet er næsten ligeligt fordelt mellem forbrænding og deponering. Forbrænding er en almindelig metode til behandling af affald i Danmark, og prioriteres højere end deponering. Al forbrænding kombineres med varmegenvinding.

2.3. Lovmæssige og institutionelle rammer^[9]

Dette afsnit giver en kort oversigt over de lovmæssige og institutionelle forhold i Danmark. Afsnittet fokuserer på karakteristika, der er relevante for brugen af økonomiske styringsmidler i miljøpolitik. En mere detaljeret beskrivelse gives i Kapitel 10 om implementering af de økonomiske styringsmidler. Dette afsnit beskriver først de lovmæssige rammer og relationer til EU. Herefter følger en kort oversigt over relevante nationale myndigheder og deres hovedopgaver og -ansvar.

2.3.1. De juridiske rammer

Der er fire store miljølove i Danmark:

• Miljøbeskyttelsesloven;
• Planloven;
• Naturbeskyttelsesloven; og
• Vandløbsloven.

I denne sammenhæng er Miljøbeskyttelsesloven den vigtigste. Den første Miljøbeskyttelseslov går helt tilbage til 1974, og den blev ændret i 1991 som en del af en stor lovreform på miljøområdet. Den nye miljøbeskyttelseslov trådte i kraft den 1. januar 1992 og er blevet ændret løbende siden da.

Formålet med Miljøbeskyttelsesloven er at forebygge og bekæmpe forurening af miljøet. Den udstikker betingelserne og hovedprincipperne til efterlevelse af dette mål. Det er en lov, som giver Miljøministeren fuldmagt til at implementere lovens bestemmelser udstedelse af bekendtgørelser og regulativer. Vejledning er ligeledes et vigtigt middel til implementering.

Miljøbeskyttelsesloven lægger vægt på konceptet om renere teknologi som det styrende princip og som hovedformålet med dansk miljøpolitik. Dette koncept indebærer, at virksomhederne skal sikre, at produktionen foretages på en sådan måde, at al affaldsproduktion er minimeret, og således at de anvendte løsninger er til fordel for både miljøet og for virksomheden. Konceptet om Best Available Technology (BAT) hører nøje sammen med dette. De danske regler definerer BAT som »den teknologi, der er teknisk og økonomisk mulig for de pågældende virksomheder«. Til støtte for implementeringen af BAT har Miljøstyrelsen udviklet specifikke Retningslinjer som udstikker kravene til overholdelse af BAT-princippet. Disse retningslinjer er udviklet gennem konsensus-lignende forhandlinger med de involverede parter. Miljøstyrelsen og Ankestyrelsen lægger særlig vægt på Retningslinjerne.

Et andet bærende element i Miljøbeskyttelsesloven er princippet om, at forureneren betaler. Dette princip^[10] har været en integreret del af den danske Miljøbeskyttelseslov fra første færd, og det er et princip, der følges af andre vestlige lande.

Endvidere fokuserer loven på livscyklusprincippet i miljøpolitik. Dette betyder, at miljøbelastningen forårsaget af et specifikt produkt skal vurderes i forhold til hele produktets livscyklus, dvs. fra produktion og brug til genanvendelse og deponering.

Endelig har man tilføjet forsigtighedsprincippet til loven siden 1991.Loven påpeger, at i tilfælde af fare for alvorlig eller uoprettelig skade, skal mangel på fuld videnskabelig vished ikke bruges som undskyldning for at udsætte implementeringen af omkostningsbesparende foranstaltninger til at forebygge nedbrydning af miljøet. Dette princip skal tages i anvendelse, når der fastsættes regler og retningslinjer, men ikke i individuelle sager.

Loven fastsætter de administrative ansvarsområder og beføjelser. Ét af de væsentlige fortrin ved den første Miljøbeskyttelseslov af 1974 var, at den førte til en opbygning af et effektivt administrationsapparat. Dette bestod af Miljøstyrelsen som det nationale administrationsorgan og de tekniske administrationsafdelinger i amter og kommuner som de implementerende organer. Dette indebærer bl.a., at amterne og kommunerne har ansvaret for at udføre kontrol og overvågning.

Figur 2.2 viser den nuværende struktur i det danske miljø- og energiministerium.

I henhold til loven er bøder og fængsel mulige sanktionsmidler. Retssager behandles I det danske retssystem. Danmark har ikke en egentlig miljødomstol, og klager afgøres i de administrative organer vist i .

Klager

Enkeltpersoner såvel som virksomheder kan klager over beslutninger i henhold til loven, som vedrører dem direkte. Endvidere har visse organisationer ret til at klage på vegne af den, som efter al sandsynlighed vil blive berørt af den eventuelle forurening.

Miljøklagenævnet afgør sager af principiel betydning. Andre klager afgøres centralt af Miljø- og Energiministeriet. Miljøklagenævnet behandler ligeledes klager over afgørelser foretaget af miljø- og energiministeren.

Figur 2.2

Miljø- og Energiministeriet. Organisationsdiagram

Princippet om frihed til at opnå information er indeholdt i loven om aktindsigt.^[11] Loven blev introduceret første gang i 1970. Den har bl.a. ført til en høj grad af åbenhed over for pressen. Dette har til gengæld været utrolig gavnlig for miljøforvaltningen i Danmark sådan at forstå, at den har øget den danske befolknings tro på forvaltningen.

2.3.2. Lovmæssige relationer til den europæiske union (EU)

Danmark har været medlem af EU siden 1973. Som følge af dette medlemskab styres dansk miljøpolitik ligeledes af EU-bestemmelser. Indtil 1988 var miljøspørgsmål ikke anset for særlig vigtige EU. Det lå derfor de danske regering meget på sinde indtil for 10 år siden at sikre, at EU-lovgivningen ikke ville forhindre Danmark i at gennemføre, hvad man anså for at være en sund miljøpolitik.

Imidlertid har EU siden 1988 fokuseret i stigende grad på miljøspørgsmål. I dag er EU hovedaktør i fastsættelsen af international miljøpolitik og spiller tillige en proaktiv rolle i udformningen af miljøpolitik, strategier og love inden for grænserne. Igennem hele perioden har Danmark være frontløber med hensyn til spørgsmål om implementering. Dette betyder, at EU-regler er hurtigt blevet implementeret i Danmark, hvor der kun har været mindre forsinkelser i forhold til de opstillede frister.

I dag understreger og anbefaler EU brugen af økonomiske styringsmidler i miljøpolitik. Den faktiske udvikling inden for EU-medlemsstaterne er imidlertid meget forskellig. I nogle medlemsstater er konceptet temmelig nyt og kun anvendt i begrænset omfang. Andre medlemsstater som f.eks. Danmark, Holland og Sverige har gennemført skattereformer, som indeholder grønne afgifter. Andre lande (herunder Østrig, Tyskland, Belgien og Frankrig) anvender økonomiske styringsmidler i betydelig og stigende grad, men endnu ikke som en del af en skattereform. Kun få EU-harmoniserede afgifter er gældende. Brugen af harmoniserede afgifter i hele EU kræver fuld enighed blandt medlemsstaterne.

2.3.3. Institutionelle rammer

Magtens tredeling

For at sikre et stabilt demokrati og for at forhindre misbrug af magt, er den højeste magt i Danmark, som i de fleste andre vestlige lande, fordelt på tre uafhængige organer, som kontrollerer hinanden: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt ligger hos Folketinget; den udøvende magt hos regeringen (ministre) og den dømmende magt hos domstolene.^[12] Den lovgivende og den udøvende magt afbalancerer hinanden på den måde, at et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer har mulighed for at vælte en regering eller en minister ved at stille et mistillidsvotum. Til gengæld kan statsministeren til enhver tid opløse Folketinget. Ministrene har vide beføjelser, men kontrolleres af Folketinget og kan i sjældne tilfælde indklages for Rigsretten. Domstolene og Ombudsmanden kan repræsentere borgernes interesser i forhold til myndighederne

I udførelsen af de udøvende beføjelser er ministrene hver især ansvarlige over for Folketinget. Ministeriets personale er permanent, forstået på den måde at nyudnævnte ministre ikke kan erstatte ministerpersonale på noget niveau.

Miljø- og Energiministeriet

Miljøministeriet blev oprettet i 1973 (udvidet til Miljø- og Energiministeriet i 1994). Efterhånden har ministeriet opnået et stigende antal områder og regler under sit ansvarsområde. Dette har været en naturlig følge af den stigende interesse i miljøspørgsmål, og den øgede erkendelse af behovet for at tage fat på sådanne emner på fyldestgørende og integreret vis. Den seneste udvikling afspejler denne tendens. I dag evalueres miljøpåvirkningerne på alle nye love samt finansloven.

Miljø- og Energiministeriet har en række styrelser og institutioner under sig , (Figur 2.2) herunder Miljøstyrelsen, som refererer direkte til ministeren. Til nogle af Miljøstyrelsens vigtigste opgaver hører: ansvar for at kontrollere og rådgive kommunerne, forhandle på EU-plan, og at behandle anker i klagesager over kommunale afgørelser.

Udformningen af miljøpolitikken er ministeriets ansvar. Forvaltningen af miljølovene er imidlertid meget decentral. Det er amterne og kommunerne (for førstnævntes vedkommende i tilfælde af særligt forurenende virksomheder, for hvem specifikke forpligtelser og bestemmelser gælder), som bevilger og kontrollerer de under loven hørende virksomheder. Amterne er det organ, som har det overordnede ansvar for kontrol og overvågning af miljøets kvalitet.

Aktører involveret i skatter og afgifter

Hovedaktørerne i udformningen og fremme af miljølovgivningen er følgende: Miljø- og Energiministeriet; Finansministeriet; Skatteministeriet; og andre relevante ministerier. Det overordnede ansvar ligger hos Skatteministeren. I tilfælde af økonomiske styringsmidler samarbejder Miljø- og Energiministeriet i stor udstrækning med Skatteministeriet. Dette samarbejde er blevet udvidet gennem årene og er et resultat af den øgede forståelse for mulighederne i de økonomiske styringsmidler i miljøpolitik.

Det typiske forløb i de forberedende faser af lovgivningen er inddelt i fire hovedfaser. Først udarbejder Miljøstyrelsen et notat, som fremsendes til Miljø- og Energiministeriet. Ministeriet udarbejder herefter sit eget notat. I tredje fase udgør disse notater baggrunden for at bringe spørgsmålet op på Folketingets dagsorden. En positiv tilkendegivelse fra Folketinget resulterer derefter i starten på fjerde fase – lovgivningsarbejdet.

Forbrugsafgifter

De kommunale forbrugsafgifter indføres af kommunerne i overensstemmelse med de overordnede principper og love som f.eks. Miljøbeskyttelsesloven.

Tilskudsordninger

De fleste miljøtilskudsordninger administreres af Miljø- og Energiministeriet (gennem ministeriets styrelser). Nogle få ordninger administreres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. En række ministerier samfinansierer og samadministrerer det danske Miljøforskningsprogram.

2.4. Udvikling og udfordringer

Tidligere tendenser

Miljøpolitik i Danmark rækker tilbage til begyndelsen af 1970’erne. Det første miljøministerium, tidligere benævnt Ministeriet for Forureningsbekæmpelse, etableredes i 1973.

I de første år var miljøforvaltningen opsplittet og ukoordineret, og befolkningens miljøbevidsthed var begrænset. Med den stigende fokus på miljøproblemer er dagsordenen imidlertid ændret markant.

Dansk miljøpolitik har vendt sit fokus fra miljøbekæmpelse til kontrol og forebyggelse. Hoveddrivkraften i denne udvikling har været Brundtland-rapporten fra 1987, hvor konceptet om vedvarende udvikling introduceredes.

Udviklingen i løbet af de sidste 10 år er kendetegnet ved en meget bredere vifte af virkemidler til styring af dansk miljøpolitik. Traditionen tro har dansk miljøpolitik stort set været baseret på direkte eller administrative love. Denne direkte regelstyring er imidlertid i løbet af de sidste ti år blevet suppleret med et stigende brug af økonomiske styringsmidler og af en række andre foranstaltninger såsom bevidsthedsskabelse og frivillige aftaler. Bevidsthedsskabelse bruges over for befolkningen samt på en mere målrettet måde over for specifikke brancher i industrien eller virksomhederne. Bevidsthedsopbygningen omfatter bl.a. miljømærkningsordninger og informationskampagner.

Politiske pakker har efterhånden indtaget en dominerende plads i Danmark. Disse pakker indebærer, at en række foranstaltninger introduceres på samme tid for at øge den overordnede effekt. Politiske pakker kan således bestå af den samtidige introduktion af nogle af følgende handlinger: strengere miljøkrav, varsel om fremtidige strengere miljøkrav, informationskampagner, afgifter og tilskud.

Skattereformen i 1994 var et stort gennembrud i den øgede brug af økonomiske styringsmidler. Reformens sigte var bl.a. eksplicit at indføre elementer af grøn afgift i det danske skattesystem. Som følge deraf var det hensigten med skattereformen at nedbringe indkomstskatterne ved hjælp af bl.a. en øgning i brugen af grønne afgifter.

Udfordringer i fremtiden

I de kommende år vil der fortsat være fokus på at forbedre miljøfaktorerne, dvs. luften, vandet og jorden. Som følge deraf vil den nuværende tendens med stigende affaldsmængder blive forsøgt vendt eller i det mindste stabiliseret. Arbejdet med at beskytte vandmiljøet vil fortsætte f.eks. gennem implementeringen af den Vandmiljøplan II. Påvirkningen af miljøet og sundheden ved energiforbrug og fra transport vil blive søgt reduceret. Lykkes dette vil det ligeledes bidrage til, at man når målene for en reduktion af CO₂ og SO_2--udledninger. Denne forebyggende arbejde i dansk miljøpolitik vil blive søgt yderligere fremmet, og bestræbelserne på at udvikle en integreret politik vil fortsætte.

Agenda 21

Vedvarende Udvikling vil fortsat være et fokusområde i Danmark i fremtiden. I UNGASS^[13] »Statement of Commitment« af juni 1997, forpligtede regeringer sig til at fortsætte og styrke bestræbelserne på at implementere Agenda 21. Deltagerne forpligtede sig således til at sikre, at den næste omfattende gennemgang af Agenda 21 i år 2002 viser større målelige fremskridt i opnåelsen af vedvarende udvikling. Endvidere har Danmark indført adskillige tiltag til at fremme implementeringen af en lokal Agenda 21.

Internationalt samarbejde

Danmark lægger stærkt vægt på behovet for at anerkende, at mange miljøproblemer skal takles på internationalt plan. Danmark forsøger at tage aktivt del i at fremme de internationale bestræbelser, bl.a. via sin rolle som EU-medlemsland. Som følge deraf vil en stor udfordring i de kommende år være en opfyldelse af kravene i den internationale aftale om at nedbringe CO₂-udledninger. I henhold til Trepartskonferencen i Japan i december 1997 skal de industrialiserede lande nedbringe drivhusgasserne med 5% i perioden fra 2008-2012 sammenlignet med niveauet i 1990. Generelt forsøger Danmark at spille en aktiv rolle i EU og på internationalt plan at støtte reduktionen af drivhusgasser. Danmark går stærkt ind for udformningen af en CO₂-afgift (som en generel skat) på EU-plan.

Noter

1. Alle de i dette kapitel benyttede figurer stammer fra Danmarks Statistiks hjemmeside: Statistisk Tiårsoversigt 1997 [Retur]

2. Kurs pr. 19. maj 1999: 0,143 DKK/USD [Retur]

3. Kilde: Mogens Moe, 1995 [Retur]

4. Kilde: Danmarks Statistik, Miljøstatistik, 1998 [Retur]

5. Kilde: Danmarks Statistik, Miljøstatistik, 1998 [Retur]

6. Alle figurer nævnt i dette afsnit stammer fra 1996. Dette er det seneste år, hvori en omfattende undersøgelse blev foretaget. [Retur]

7. Kilde: Danmarks Statistik, Miljøstatistik 1998 [Retur]

8. Kilde: Danmarks Statistik, Miljøstatistik 1998 [Retur]

9. Dette afsnit er taget fra Moe, Mogens: »Miljøadministration i Danmark, Miljøstyrelsen 1995. [Retur]

10. I loven indebærer princippet, at der kan stilles miljøkrav til virksomheder, og at de er forpligtet til at betale de dermed forbundne omkostninger. (Moe, 1995) [Retur]

11. EU Miljøinformationsdirektivet 90/313 ligger i mange henseender ret tæt på de danske regler om informationsfrihed. [Retur]

12. I praksis står monarken uden for magtens tredeling, men har en formel indflydelse bl.a. ved at være den, der udnævner og afskediger ministrene. [Retur]

13. United Nations General Assembly Special Session, der skal gennemgå implementeringen af Agenda 21 (23-27. juni 1997) [Retur]