Dataene i skemaet er som tidligere nævnt behæftet med stor usikkerhed, da de kun er baseret på data fra ét enkelt år.

Behov for P-reduktion af hensyn til vandmiljøet

Det totale tab af fosfor fra dyrkede arealer til vandmiljøet er beregnet 0,4-0,5 kg fosfor pr. hektar. Der har gennem hele måleperioden været overskudstilførsel af fosfor til landbrugsarealer. Overskuddet eller nettotilførslen er dog faldet fra 15 kg pr. hektar i 1985 til 11 kg pr. hektar i 1999 for landet som helhed som følge af faldende forbrug af handelsgødning.

Nettotilførslen er meget afhængig af husdyrtætheden. For planteavlsbrug er der stort set balance mellem tilførsel og bortførsel, hvorimod der for intensive husdyrbrug er et betydeligt overskud. Denne overskudstilførsel medfører en stadig stigning i mængden af lettilgængeligt fosfor i landbrugsjord. Vor viden om transportprocesser for fosfor (udvaskning og erosionsprocesser) er stadig mangelfuld. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at kvantificere effekten af stigende mængder lettilgængeligt fosfor i landbrugsjord. I de følgende års rapporter vil resultater i udvidede undersøgelser blive rapporteret.

Udledningerne fra kommunale renseanlæg bliver overordnet reguleret af miljøbeskyttelsesloven, byspildevandsdirektivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af spildevand, ændret ved direktiv 98/15/EF af 27. februar 1998 - i daglig tale byspildevandsdirektivet - er en af de vigtigste retsakter i EU-lovgivningen om vandmiljøet. Formålet med direktivet er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger som følge af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand og udledning af biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder inden for fødevareindustrien. Derfor er det med direktivet krævet, at der indføres regler om opsamling og rensning af disse former for spildevand. Ifølge direktivet skal spildevandsudledningerne underkastes en rensning, som er afpasset efter miljøet det pågældende sted og anvendelsen af de vandområder, der skal beskyttes. Danmark har indarbejdet direktivets bestemmelser i dansk lovgivning i 1994.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for kommunale renseanlæg blev i 1990 justeret på baggrund af resultaterne fra overvågningsprogrammet (Miljøstyrelsen, 1990). For kvælstofs vedkommende skal de årlige udledninger med renset spildevand reduceres fra ca. 18.000 ton til ca. 6.600 ton. Fosforudledningerne skal reduceres fra ca. 4.470 ton til ca. 1.220 ton. Reduktionen i kvælstofudledning fra de kommunale renseanlæg svarer til, at alle nye eller udbyggede anlæg over 5.000 PE og alle eksisterende anlæg over 15.000 PE skal gennemføre biologisk rensning med kvælstoffjernelse ned til 8 mg kvælstof pr. liter som årsgennemsnit. I 1987 blev det vurderet, at det stort set er så langt, som det er praktisk muligt at nå med biologisk kvælstoffjernelse. For fosfors vedkommende skal der på kommunale renseanlæg over 5.000 PE fjernes ned til 1,5 mg fosfor pr. liter som årsgennemsnit.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledningerne fra kommunale renseanlæg skulle oprindeligt nås inden 3 år, altså senest den 1. februar 1990. En række anlæg får dog forlænget tidsfristen af anlægstekniske årsager. Reduktionsmålet for kvælstof (6.600 ton) og for fosfor (1.200 ton) blev nået i 1996.

Udledningen i 1999 er opgjort til 5.134 ton kvælstof og 581 ton fosfor, hvilket er på samme niveau som i 1998 (Miljøstyrelsen, 2000b). I forhold til udledningsniveauet ved Vandmiljøplan I’s vedtagelse er der tale om reduktioner af udledningerne med hhv. 72 % og 87 %.

Særskilte industrielle udledninger bliver overordnet reguleret af bl.a. miljøbeskyttelsesloven og IPPC-direktivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

IPPC-direktivet tager sigte på integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra de større industrivirksomheder. Specifikt regulerer direktivet energiindustri (kraftværker og raffinaderier mv.), produktion og forarbejdning af metaller, mineralindustri, kemisk industri, affaldshåndtering plus en række aktiviteter såsom papirfremstilling, tekstilforarbejdning og -farvning, slagterier og mejerier samt anlæg til intensiv fjerkræ- eller svineavl over en vis størrelse. IPPC-direktivet indeholder foranstaltninger, der skal forebygge eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse emissionerne fra de nævnte aktiviteter til luft, vand og jord.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for særskilte industrielle udledninger blev i 1999 justeret på baggrund af resultaterne af overvågningsprogrammet. Tilbage i 1986/87 skyldtes industriens udledninger af fosfor hovedsageligt nogle enkelte virksomheder, der allerede da havde planlagt gennemførelse af rensning ned til i alt 350 ton pr. år. Det blev derfor vurderet, at anvendelse af bedste tilgængelige teknik kunne begrænse industriens udledning af fosfor til et niveau under de oprindeligt anførte 600 ton pr. år. Oprindeligt var udgangspunktet 3.400 ton fosfor, men dette er nu justeret ned til 1.125 ton. Da reduktionsprocenten uændret er 82 %, bliver målet nu en årlig udledning på ca. 200 ton pr. år.

På grund af de store forskelle mellem de enkelte virksomheder og deres udledninger af spildevand blev der i forbindelse med Vandmiljøplan I ikke fastsat generelle udledningskrav til industrien som for renseanlæggene. Industriens reduktion af udledningerne skulle opnås ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, forstået som den rensning, som er teknisk opnåelig og økonomisk mulig for den pågældende virksomhedstype.

Udledningerne af næringsstoffer fra de særskilte industrier skulle oprindeligt være nedbragt i løbet af 3 år som forudsat i Vandmiljøplan I, altså senest den 1. februar 1990. Reduktionsmålene for kvælstof (2.000 ton) og for fosfor (200 ton) blev nået med udgangen af 1995.

Udledningerne i 1999 er opgjort til 965 ton kvælstof og 73 ton fosfor (Miljøstyrelsen, 2000b). Kvælstofudledningen er dermed reduceret med 28 % og fosforudledningen med 41 % i forhold til udledningen i 1998. Udledningerne af kvælstof og fosfor er siden vedtagelsen af Vandmiljøplan I reduceret med hhv. 85 % og 95 %.

2.1.2.4 Specifikke mål for andre sektorer

Vandmiljøplanerne fokuserer på de væsentligste kilder til forurening med næringsstoffer. En række andre sektorer og kildetyper bidrager også til forureningen af vandmiljø, bl.a. ferskvandsdambrug, havbrug, transport, forbrændingsanlæg (produktion af kraft og varme), spredt beboelse mv. i det åbne land og regnbetingede udløb. Ud fra en helhedsbetragtning er der ikke opstillet konkrete reduktionsmål for disse kildetyper og sektorer, men peget på en række andre virkemidler.

Ferskvandsdambrug

For ferskvandsdambrugene forudsatte man i Vandmiljøplan I, at der ville blive udsendt en bekendtgørelse med detaljerede retningslinjer for fastsættelse af dambrugenes indretning og drift. Bekendtgørelsen skulle så sikre en tilfredsstillende vandkvalitet i vandløbene og en væsentlig formindskelse af udledningerne af næringsstoffer.

På den baggrund udsendte Miljøministeriet den 5. april 1989 en bekendtgørelse om ferskvandsdambrug. Bekendtgørelsen indeholdt en generel regulering af erhvervet med retningslinjer for amtsrådenes fastsættelse af et maksimalt foderforbrug på det enkelte dambrug, mindstekrav til renseforanstaltningerne på dambrugene samt mindstekrav til udnyttelse og kvaliteten af det anvendte foder.

Senest den 1. januar 1999 skulle alle ferskvandsdambrug uden en samlet godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 indgive ansøgning herom. I forbindelse med behandlingen af ansøgningerne skal amtsrådet, som er godkendelsesmyndighed, foretage en individuel og konkret bedømmelse af det enkelte dambrugs miljøforhold med det hovedsigte, at kvalitetsmålsætningerne for de berørte vandområder ikke påvirkes uacceptabelt af dambrugenes udledninger.

Udledningerne fra ferskvandsdambrugene i 1999 er beregnet til 1.127 ton kvælstof og 83 ton fosfor, hvilket er på samme niveau som i 1998 (Miljøstyrelsen, 2000b).

Havbrug

Med hensyn til havbrug (saltvandsbaseret fiskeopdræt) blev der i 1986 indført et et-årigt stop for etablering af nye og udvidelse af bestående anlæg. Dette stop blev ophævet i forbindelse med bekendtgørelse nr. 640 fra 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt, hvor der var generelle regler for bl.a. foderkvalitet og -forbrug samt forbrug af foder i forhold til produktionen. Hvert enkelt anlæg fik desuden fastsat grænser for tabet af næringsstoffer til det omgivende vandmiljø.

I starten af 1996 henstillede Miljøstyrelsen imidlertid til amterne, at der fremover ikke blev meddelt tilladelser til nyetableringer og udvidelser af eksisterende havbrug og saltvandsdambrug. Amterne blev samtidigt opfordret til at vurdere, om der ville være miljø- eller driftsmæssige fordele ved at flytte eller sammenlægge eksisterende anlæg.

Miljøstyrelsen er ved at udarbejde en strategi for den fremtidige regulering af erhvervet. Denne strategi, kaldet Havbrugsplan 2001, forventes sendt i høring i begyndelsen af 2001.

Udledningerne og tabene af kvælstof og fosfor fra saltvandsbaseret fiskeopdræt i 1999 er beregnet til at være 301 ton kvælstof og 35 ton fosfor (Miljøstyrelsen, 2000b). Set i forhold til 1988 er udledningerne steget lidt.

Udslip til luft

Da Vandmiljøplan I blev vedtaget i 1987, blev Miljøstyrelsen pålagt at udarbejde en redegørelse med forslag til et konkret reduktionsprogram for kraftværkernes NOx-udslip. Dette skete i forlængelse af tidligere redegørelser om begrænsning af NOx-udslip fra kraftværker. Desuden blev det i forbindelse med Vandmiljøplan I i 1987 besluttet at undersøge mulighederne for at fremme udbredelsen af katalysatorer ved at ændre afgiftssystemet.

Reguleringen af NOx-udslippet i Danmark har været koncentreret om bedre fyringsteknologi og rensning af røgen på kraftværkerne (jf. bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker), øget brug af naturgas og vedvarende energi (jf. regeringens energihandlingsplan fra 1990) samt udmøntning af kravet om katalysatorer på biler (jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr fra 1990).

Danmark har inden for ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening indgået en international aftale om at reducere udledningen af NOx med 30 % i perioden 1986-1998. Fder er imidlertid ikke tilstrækkelige midler til at opfylde denne aftale, hvad angår forsuring og eutrofiering i Europa. Derfor fremsatte EU-Kommissionen i juni 1999 forslag til to direktiver om forsuring og ozondannelse ved jordoverfladen (forslag til direktiv om nationale emissionslofter for visse forurenende stoffer og forslag til direktiv om luftens indhold af ozon). Der er i disse direktiver opstillet nationale lofter for udslippene af bl.a. NH₃ og NOx. For Danmark indebærer forslaget lofter for ammoniak (NH₃) og kvælstofilter (NOx) fra 2010 på henholdsvis 71.000 og 127.000 ton pr. år.

De danske udslip af kvælstofilter (NOXer, opgjort som NO₂) og ammoniak (NH₃) var i 1998 hhv. 231.000 ton og 104.000 ton. Set under ét og i forhold til såvel 1997 som 1999 er der tale om et fald. Som følge af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en faldende tendens i udslippene af NOXer, både i Danmark og de øvrige lande i Nordeuropa. Tendensen kan genfindes i overvågningen af depositionen (nedfaldet), hvor der i perioden 1989-1999 har været et lille fald, som altså skyldes reduktioner i de danske og de øvrige europæiske udslip (Ellerman m.fl., 2000).

Spredt bebyggelse i det åbne land

I takt med, at udledningerne fra renseanlæg og industri til de ferske vande er blevet reduceret de sidste 10 år, har påvirkningen af vandløb og søer fra den spredte bebyggelse i det åbne land og fra regnbetingede udløb fået forholdsvis større betydning.

De beregnede udledninger fra spredt bebyggelse i 1999 er 971 ton kvælstof og 221 ton fosfor, hvilket er på samme niveau som i 1998 (Miljøstyrelsen, 2000b).

Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet fra spredt bebyggelse i det åbne land, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til ændringen vedr. spildevandsrensning i det åbne land i miljøbeskyttelsesloven (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt.

Det skal ifølge statslig udmelding til regionplanrevision 2001 (Miljø- og Energiministeriet, 1998) fremgå af amtets regionplan eller et tillæg hertil i hvilke delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra ejendomme i det åbne land. Amtsrådet skal i samråd med kommunerne fastlægge målene for de enkelte recipienter gennem regionplanerne. Amtsrådet udpeger som tidligere forudsat de forureningsfølsomme vandløb og søer og angiver på baggrund af dets viden om miljøtilstanden og forureningsbelastningen af den enkelte recipient det højeste miljømæssigt tilladelige forureningsniveau for den samlede tilledning til den enkelte recipient. Følgende amter har pr. 1. april 2000 vedtaget ovennævnte regionplaner eller tillæg: Fyns Amt (1993), Sønderjyllands Amt (1999), Vejle Amt (1997), Århus Amt (1997 og 1999). Ribe Amt og Bornholms Amt har endnu ikke vedtaget regionplaner med angivelse af, i hvilke områder i det åbne land spildevandsrensningen skal forbedres, men har alene indberettet foreløbige oplysninger om de fremtidige afløbsforhold. Antallet af ejendomme, der i dag er omfattet af en vedtaget regionplan og som enten skal have forbedret rensningen eller som kan beholde eksisterende forhold fremgår af tabel 3.3.

Tabel 2.4 Se her!
Antal ejendomme i det åbne land omfattet af en vedtaget regionplan, 1999.

Miljøstyrelsen har ved tidligere lejligheder vurderet, at der samlet set på landsplan er ca. 67.000 ejendomme i det åbne land, som har udledning og som må forventes at skulle forbedre afløbsforholdene inden for de nærmeste år. De resterende ejendomme kan bevare de eksisterende afløbsforhold uden yderligere forbedringer. Det vil fremover bl.a. i årlige statusredegørelser for udviklingen i spildevandsrensningen i det åbne land, blive vurderet, om afløbsforholdenne og rensningen forbedres som forudsat.

Regnbetingede udløb

Regnbetingede udløb er som nævnt en medvirkende årsag til, at mange vandløb og søer ikke opfylder de målsætninger, som regionplanerne fastlægger. De beregnede udledninger fra regnbetingede udløb i 1999 er 975 ton kvælstof og 251 ton fosfor, hvilket er ca. 20 % mere end for et normalår (Miljøstyrelsen, 2000b).

Der mangler viden om, hvordan overløb reguleres bedst. I Spildevandskomiteen under Ingeniørforeningen i Danmark er der nedsat et udvalg, der skal undersøge, hvordan der opstilles hensigtsmæssige udlederkrav for regnvandsoverløb. Miljøstyrelsen deltager i udvalgets arbejde, som skal resultere i forslag til retningslinier, der kan indarbejdes i en vejledning. Udvalgsarbejdet er planlagt afsluttet i 2001.

2.2 Miljøfremmede stoffer mv.

De overordnede mål om at nedbringe forureningen af grundvand og overfladevand med miljøfremmede stoffer skal nås gennem en progressiv (vedvarende, red.) reduktion af udledninger og emissioner.

Et væsentligt gennembrud i bestræbelserne på at reducere forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer kom i 1995 på Nordsøkonferencen i Esbjerg. I starten af 1990erne blev det erkendt, at der er behov for foranstaltninger over for flere stoffer end det begrænsede antal stoffer, der hidtil havde være i fokus. På den baggrund fastholdt Esbjerg-deklarationen målet om en 50 % reduktion af udslip til luft og tilførsler til havmiljøet, men lagde samtidigt særlig vægt på, at forsigtighedsprincippet må bringes i anvendelse for at sikre et bæredygtigt og sundt økosystem i Nordsøen. Esbjerg-deklarationens § 17 (Danish EPA, 1995) udtrykker dette ved følgende målsætning:

Esbjerg-deklarationen identificerer samtidig behovet for en helhedsstrategi for at gennemføre målsætningen. Ved at inddrage nationale og internationale kompetente myndigheder bør strategien indeholde en række nærmere specificerede elementer. OSPAR og EU-Kommissionen er specifikt inviteret til at udføre det opfølgende arbejde.

OSPAR og HELCOM vedtog på ministermøderne i 1998 tilsvarende målsætning og mere konkrete strategier for at følge arbejdet op. For tiden samarbejder EU og OSPAR om at konkretisere en prioriteret indsats i relation til, hvilke stoffer der har betydning for forurening af havmiljøet. Særligt for de svært eller ikke nedbrydelige organiske stoffer (POPer) blev der med vedtagelsen af UNEP’s globale handlingsplan for havet i Washington i 1995 taget initiativ til en global regulering af POPer.

De danske målsætninger om at forebygge og bekæmpe forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer, herunder pesticider, kemikalier og olie, er kort beskrevet i de følgende afsnit for hhv. pesticider, kemikalier og radioaktive stoffer.

2.2.1 Strategi for reduktion af pesticidanvendelsen

Formålet med Pesticidhandlingsplanen fra 1986 var at nedbringe bekæmpelsesmiddelforbruget for:

	at beskytte mennesker mod sundhedsmæssige risici og skadevirkninger som følge af brugen af bekæmpelsesmidler. Dette gælder såvel for brugerne af midlerne som for befolkningen i almindelighed, der især skal sikres mod at indtage pesticider via levnedsmidler og drikkevand, og
	at beskytte miljøet - det vil sige såvel harmløse organismer som nytteorganismer blandt dyr og planter på landjorden og i akvatiske miljøer.

Det ene hovedmål i handlingsplanen var, at det samlede forbrug af bekæmpelsesmidler skulle halveres inden 1. januar 1997. Halveringen af forbruget af bekæmpelsesmidler skulle omfatte både i) mængden af solgte aktivstoffer og produkter og ii) sprøjtningsintensiteten opgjort som behandlingshyppighed. Det andet hovedmål var at få omlagt forbruget over mod mindre farlige midler.

I marts 2000 blev Pesticidhandlingsplan II, som bygger på Bichel-udvalgets anbefalinger, fremlagt.

Med hensyn til reduktion af forbruget af bekæmpelsesmidler er målet, at behandlingshyppigheden på behandlede arealer bliver så lille som mulig. Målet for nedsættelse af behandlingshyppigheden vil blive fastsat etapevis. Der er fastsat et delmål for 2002. Ved evalueringen af handlingsplanen ved udgangen af 2002 vil der blive fastsat delmål for den kommende 3-års-periode.

Reduktionsmålet for 2002 er en behandlingshyppighed på under 2,0 inden udgangen af året.

Ud over målsætningen om reduktion af behandlingshyppigheden indeholder handlingsplanen de i det følgende beskrevne målætninger.

Etablering af randzoner på agerjord i omdrift langs målsatte vandløb og søer over 100 m² skønnes ved fuld målopfyldelse at udgøre 50.000 hektar, heraf skal der ved udgangen af år 2002 være udlagt randzoner på i alt 20.000 hektar.

Regeringen har som målsætning, at særligt pesticidfølsomme områder skal beskyttes.

Regeringen har ifølge Vandmiljøplan II en målsætning om en udvidelse af det økologisk drevne areal med 170.000 hektar frem til 2003.

Godkendelsesordningen skal på baggrund af ny viden løbende revideres på alle relevante områder.

For at fremme en generel nedsættelse af behandlingshyppigheden på de behandlede arealer skal bl.a. følgende gennemføres:

	øget rådgivning om nedsættelse af pesticidanvendelsen,
	oprettelse af demonstrationsbrug og etablering af ERFA-grupper,
	øget anvendelse af beslutningsstøtte- og varslingssystemer,
	informationskampagner fra landbrugets organisationer overfor landmænd,
	efteruddannelse af landmænd og konsulenter,
	der indføres måltal for pesticidanvendelsen i de forskellige afgrøder, hvilket kan anvendes som styringsværktøj på bedriftsniveau,
	rådgivning på bedriftsniveau for nedsættelse af pesticidanvendelsen med inddragelse af relevante værktøjer, f.eks. måltal, handlingsplaner og sprøjtejournaler. Det vil blive analyseret nærmere i samarbejde med landbrugets organisationer.

Følgende virkemidler anvendes for at friholde arealer langs målsatte vandløb og søer over 100 m²:

	en større grad af målrettethed i anvendelsen af braklægning under areal-støtteordningen, og
	etablering af sprøjte- og gødningsfrie randzoner under de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.

For at fremme målopfyldelsen vha. disse virkemidler er det nødvendigt, at der iværksættes en forstærket informationskampagne fra landbrugets organisationer over for landmænd og rådgivning af landmænd om etablering af randzoner.

Følgende virkemidler anvendes for beskyttelse af særligt følsomme områder:

	udarbejdelse af det faglige grundlag for at identificere områder, der er særligt følsomme for pesticidudvaskning,
	når dette er sket, gennemføres regulering af pesticidanvendelsen i de pesticidfølsomme områder,
	opstramning af godkendelsesordningen, og
	landbruget skal udarbejde retningslinier for udsprøjtning af pesticider langs private haver, så gener undgås.

Følgende virkemidler anvendes for at fremme udvidelsen af det økologisk dyrkede areal:

	forskning i økologisk fødevareproduktion inden for det vegetabilske og det animalske område, og
	økologiske udviklingsaktiviteter m.h.p. at forbedre kvalitet og sundhed af økologiske fødevarer, fremme afsætning, m.m.

Grundvandstruende pesticider skal principielt forbydes. Det vil sige, at dispensationer til forbudte grundvandstruende midler skal begrænses mest muligt. Der vil på landbrugsområdet blive gennemført en opstramning af den eksisterende praksis for at meddele dispensationer til grundvandstruende pesticider, således at dispensationer alene vil kunne gives til en særdeles begrænset anvendelse, samtidig med, at der i dispensationerne indføres vilkår, der sikrer dels en hurtig afvikling af behovet for en dispensation og dels en maksimal beskyttelse af grund- og drikkevand. Desuden vil der løbende ske forbedring af scenarierne for vurdering af plantebeskyttelsesmidlernes risiko for grundvandsforurening. Der vurderes endvidere på hvilke måder man kan fremme integreret bekæmpelse.

Afhængigt af resultaterne af de igangværende og kommende initiativer på hjælpestoffer, reproduktionsforstyrrende stoffer samt atmosfærisk fordampning vil der blive taget stilling til, hvorledes der skal ske ændringer i godkendelsesproceduren.

Pesticidhandlingsplan II vil blive evalueret ved udgangen af 2002. Denne evaluering vil indeholde en vurdering af:

	om behandlingshyppigheden er blevet reduceret,
	om der er etableret det målsatte antal hektar sprøjtefrie arealer langs målsatte vandløb og søer over 100 m2,
	om der er sket en udvidelse af det økologiske areal,
	status for udpegning af områder, der er specielt følsomme over for udvaskning af pesticider til grundvandet,
	revision af godkendelsesordningen m.m., og
	en vurdering af Pesticidhandlingsplanens økonomiske konsekvenser.

Evalueringen vil ligeledes indeholde en vurdering af de iværksatte virkemidler. Herudover vil evalueringen indeholde forslag til nye mål og evt. reviderede virkemidler for den efterfølgende 3 års periode.

Det er tilkendegivet, at tiltagene til reduktion af behandlingshyppigheden eventuelt suppleres med en specifik forhøjelse af pesticidafgiften eller etablering af et kvotesystem, såfremt målet ikke er nået. En udmøntning af dette vil ske efter nærmere aftale mellem Miljø- og Energiministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Skatteministeriet samt andre relevante ministerier. Der skabes hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter til eventuelt at etablere et kvotesystem.

Regeringen vil årligt til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg og fødevareudvalget give en status for udviklingen inden for planens område. Den første statusrapport blev oversendt til udvalgene den 1. november 2000. Statusrapporten, der er udarbejdet af Miljø- og Energiministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, dækker det første halve år af handlingsplanens 3-års periode, som løber til udgangen af 2002. Det har på grund af det korte tidsrum ikke være muligt at gennemføre en vurdering af udviklingen for de opstillede mål, og statusrapporten koncentrerer sig derfor om de aktiviteter, der er igangsat for at nå målene.

2.2.2 Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet

I december 1996 sendte Miljøstyrelsen debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ i høring, og i maj 1997 afgav Miljø- og Energiministeren en redegørelse til Folketinget om kommende initiativer på kemikalieområdet. Endvidere fastslog regeringen i regeringsgrundlaget fra marts 1998, at det er nødvendigt at forstærke indsatsen mod miljøfremmede kemikalier. Man pegede på, at såvel kontrollen som regelsættet skal skærpes.

Som opfølgning på denne beslutning udsendte regeringen i januar 1999 en strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt. Baggrunden for den 3-delte beskrivelse af indsatsen er, at kemikalieproblemerne behandles og reguleres på disse 3 niveauer, og at det fra dansk side derfor må vurderes, på hvilket niveau det vil være muligt og relevant at søge indflydelse på beslutningsprocessen.

Strategiens overordnede mål er at begrænse forbruget af farlige kemikalier mest muligt og at sikre, at fremstilling, brug og bortskaffelse af kemiske stoffer ikke forårsager uacceptable påvirkninger af miljø og mennesker. Derfor peger strategien på, at der bør opstilles mere specifikke mål for indsatsen. Det skal sikres, at der tages særligt hensyn til børn og andre følsomme grupper som gravide, allergikere og kronisk syge samt til specielt sårbare økosystemer. Indsatsen skal gradueres efter, hvor farlige de kemiske stoffer er. Den største indsats skal ske over for stoffer, der er persistente (svært nedbrydelige) og stærkt bioakkumulerbare (ophobes i miljøet), samt stoffer, der kan medføre uoprettelige skader (kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionsskadende, hormonforstyrrende effekter o.l.) For andre stoffer vil indsatsen afhænge af en konkret vurdering ud fra stoffets farlighed, anvendelse og spredning i miljøet.

Som et bilag til debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ fra 1996 indgik et udkast til en liste over uønskede stoffer på ca. 100 stoffer eller stofgrupper. Der var ikke tale om en forbudsliste, men om et signal til virksomheder og produktudviklere om stoffer, hvis anvendelse burde begrænses. Miljøstyrelsen offentliggjorde i 1998 den egentlige liste, hvori der var udpeget 26 stoffer eller stofgrupper, som er prioriteret for en særlig indsats. Da oplysninger om stofklassificering og registrerede anvendelsesmængder i Produktregistret løbende ændrer sig, har Miljøstyrelsen i 2000 offentliggjort en ny og revideret udgave, hvor nogle stoffer er fjernet fra listen og andre er tilføjet.

På baggrund af nye computerberegninger af 165.000 kemiske stoffers farlighed planlægger Miljøstyrelsen omkring årsskiftet 2000/2001 endvidere at udsende en dansk vejledende liste om klassificering af ca. 20.000 kemiske stoffer, der ikke har en officiel EU-klassificering, dvs. som ikke står på listen over farlige stoffer.

Der skal gøres en særlig indsats for at få begrænset anvendelsen af de særligt prioriterede stoffer på listen over uønskede stoffer. Anvendelsesreguleringen tænkes ud over forbud at omfatte økonomiske styringsmidler, frivillige aftaler, miljømærker, miljøvejledninger mv.

Kontrollen på kemikalieområdet skal styrkes gennem information til de ansvarlige virksomheder samt effektiv kontrol med overholdelsen af reglerne. Desuden peges der på behovet for en styrkelse af kontrollen. Endelig skal der arbejdes med forbedringer af informationer til offentligheden om kemikalieområdet.

I forbindelse med opfølgningen af Miljøstyrelsens handlingsplan for MTBE fra 1998 har styrelsen haft drøftelser med Oliebranchens Fællesrepræsentation om mulige løsninger på den trussel, som benzinadditivet MTBE udgør mod grundvandet, hvor selv små koncentrationer af MTBE gør vandet udrikkeligt på grund af lugt og smag. På den baggrund har Oliebranchens Fællesrepræsentation i november 2000 offentliggjort en udfasningsplan for MTBE, som bl.a. indebærer, at MTBE i løbet af 2001 fjernes fra benzin med lavere oktantal end 98 samtidig med, at salget af den MTBE-holdige 98 oktan benzin begrænses til et mindre antal benzinstationer for herved at begrænse antallet af potentielle forureningskilder. Oliebranchens udfasningsplan løber indtil videre til 2005, idet skærpede EU-krav til benzinens aromatindhold på det tidspunkt igen kan nødvendiggøre tilsætning af MTBE til 95 oktan benzin. Fra dansk side vil der derfor blive presset på i EU-regi for at finde langsigtede løsninger på MTBE problematikken.

Da den danske kemikalielovgivning i vidt omfang bygger på EU-direktiver, skal der på europæisk niveau arbejdes for regler, der klart fastslår, at det er producentens/importørens ansvar, at et stof eller produkt ikke udgør en risiko ved normal brug.

EU-Kommissionen ventes i slutningen af året at offentliggøre en hvidbog om den fremtidige strategi for indsats på kemikalieområdet. I den efterfølgende debat vil Danmark særligt lægge vægt på, at arbejdet med vurderingen af de 100.000 stoffer, som må anvendes på det europæiske marked i dag, tilrettelægges på en ny og mindre tids- og ressourcekrævende måde. I denne forbindelse vil man fra dansk side arbejde for forståelse for og anerkendelse af, at stoffer med særligt farlige egenskaber slet ikke bør anvendes. Det drejer sig f.eks. om stoffer med uoprettelige sundhedseffekter eller stoffer, som er bioakkumulerende og persistente. Dette kan f.eks. ske gennem krav om, at industrien inden for en bestemt dato, f.eks. 2005, gennemfører screeninger af alle stoffer, som anvendes i dag, og at der på baggrund af disse screeninger udarbejdes en liste over stoffer, der som udgangspunkt slet ikke må anvendes på grund af deres farlige egenskaber. For de øvrige stoffer vil Danmark foreslå, at industrien inden 2020 skal gennemføre risikovurderinger. Endvidere vil Danmark arbejde for, at computerberegnede vurderinger i videre omfang inddrages i arbejdet med klassificering og mærkning af farlige stoffer.

Der skal arbejdes aktivt for at styrke det globale kemikaliearbejde i internationale beslutningsfora med deltagelse af lande fra alle egne af verden, fordi det er vigtigt, at alle lande bidrager til afvikling af de mest miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Dette omhandler bl.a.:

	afvikling af brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer og de såkaldte POPer (Persistent Organic Pollutants),
	om indførelse af procedurer, der forpligter eksporterende industrilande til at informere importerende udviklingslande, om hvad det er for kemiske stoffer, der handles, samt
	støtte de baltiske lande for at opfylde Helsingfors-konventionens reduktionsmål.

På bistandsområdet skal der gives bistand til kompetenceopbygning på myndighedsniveau for at skabe grundlag for, at myndigherne kan opbygge og håndhæve egen lovgivning på kemikalieområdet samt opfylde internationale konventioner.

Siden 1991 har der været forbud mod salg af TBT-holdige bundmalinger til brug på skibe kortere end 25 meter i Danmark (jf. bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997). Der er for nyligt i IMO (Den International Maritime Organisation) under FN opnået enighed om, at der i år 2001 bliver vedtaget en konvention, der forbyder påføring af TBT-holdige bundmalinger fra 1. januar 2003 og forbyder tilstedeværelsen af TBT-holdige bundmalinger på skibskrog fra 1. januar 2008.

Biociddirektivet indeholder en særlig overgangsordning for antibegroningsmaling. Medlemsstaterne vil indtil 2008 fortsat kunne tillade anvendelse af antibegroningsmaling (f.eks. TBT), uanset om aktivstofferne ikke opfylder betingelserne for optagelse på direktivets positivliste. I løbet af denne overgangsperiode skal medlemsstaterne tage hensyn til IMO-resolutioner og henstillinger.

2.2.3 Radioaktive stoffer

Radioaktiviteten i vort miljø stammer fra en lang række kilder: naturlig baggrundsstråling, kosmisk stråling fra verdensrummet, stråling fra atomprøvesprængningerne i 1954 til 1962, ulykker på atomkraftværker - især Tjernobyl i 1986, ulykker med atomubåde og lignende, illegale som legale dumpninger (de sidstnævnte stoppede i 1982), samt udledninger fra atomkraftværker og oparbejdningsanlæg.

De seneste års opgørelser over udledningerne af radioaktive stoffer i Nordvesteuropa viser, at udledningerne fra de to oparbejdningsanblæg Sellafield og La Hague udgør i størrelsesordenen 90 % af den menneskeskabte radioaktive forurening af Nordøstatlanten. Med udgangspunkt i dette forhold vedtog miljøministrene fra alle OSPAR-landene på et møde i Sintra i Portugal i 1998 vidtgående strategier for radioaktive stoffer og andre miljøproblemer.

For udledninger af radioaktive stoffer, blev det vedtaget, at:

	i 2000 vil OSPAR-kommissionen arbejde hen imod at opnå yderligere væsentlige reduktioner og stop for udledninger til vand og luft samt tab af radioaktive stoffer til hele havområdet; og
	i 2020 vil OSPAR-kommissionen sikre, at udledninger til vand og luft og tab af radioaktive stoffer er reduceret til niveauer, hvor de ekstra koncentrationer i havmiljøet, ud over historiske niveauer, som skyldes sådanne udledninger af radioaktive stoffer til vand og luft samt tab, er tæt på nul.

Udledningerne fra Sellafield og andre atomare anlæg kan spores hele vejen gennem Nordsøen og op langs den norske kyst, hvor de til sidst ender i de arktiske områder. F.eks. kan man langs den norske kyst måle et forhøjet indhold af radioaktive stoffer i marine dyr og planter.

På OSPAR’s kommissionsmøde, der i år fandt sted i København, blev gennemførelsen af strategien for det radioaktive område diskuteret. Dette var den første officielle lejlighed til at bedømme, om landene levede op til deres forpligtelser. Til mødet forelå også rapporten fra OECD’s atomenergiagentur - NEA - om behandlingen af brugt atombrændsel.

Det kunne konstateres, at Storbritanien og Frankrig ikke var i stand til at fremlægge konkrete reduktionsplaner på mødet, og at begge lande som de eneste ikke stemte for OSPAR’s beslutning om at genvurdere atomare oparbejdningsanlæg. Danmark har ingen atomanlæg, bortset fra forsøgsreaktoren på Risø, som det nu er vedtaget, skal lukkes ned.

2.3 Andre påvirkninger

Vandmiljøet påvirkes ikke kun af udledninger og tilførsler af forurenende stoffer. Den fysiske udnyttelse af omgivelserne kan også give anledning til påvirkning af natur og miljøforholdene. En ikke-udtømmende beskrivelse af disse påvirkninger, herunder bl.a. anlægsarbejder, affald, anden skibsbaseret forurening, offshore aktiviteter, vandindvinding, vandløbspleje, gives i de følgende afsnit (2.3.1 - 2.3.8).

2.3.1 Faste forbindelser

Dette afsnit omhandler de faste forbindelser over henholdsvis Øresund og Storebælt.

De danske og svenske regeringer indgik i marts 1991 en aftale om etablering af en fast forbindelse over Øresund. Anlægsarbejderne blev påbegyndt i efteråret 1995, og forbindelsen blev indviet i juli 2000.

I regeringsaftalens artikel 5 hedder det, at den endelige udformning af Øresundsforbindelsen skal ske under hensyn til, "hvad der er økologisk motiveret, teknisk muligt og økonomisk rimeligt, således at skadelige virkninger på miljøet forebygges".

De to landes regeringer og miljømyndigheder har stillet krav til, hvor store miljøpåvirkninger, der kan accepteres, og til de overvågningsprogrammer, der løbende skal anvendes til at kontrollere og dokumentere, at Øresundskonsortiet overholder de opstillede miljøkrav. Blandt andet blev der stillet krav om, at den faste forbindelse over Øresund må ikke påvirke miljøet i Østersøen. Det betyder, at vandgennemstrømningen i Øresund og dermed salt- og ilttilførslen til Østersøen ikke må ændres – den såkaldte nulløsning.

Nulløsningen blev opnået primært ved at flytte den kunstige ø i strømlæ af Saltholm, og afkorte den kunstige halvø ud for Kastrup. Dertil kom de såkaldte kompensationsuddybninger, der havde til formål at kompensere den blokerende effekt af anlægget ved afgravning af en passende mængde havbundsmateriale. Dokumentationsmaterialet har været forelagt det internationale rådgivende ekspertpanel, som har accepteret dokumentationen for den opnåede nulløsning.

Udformningen af den kunstige halvø og placeringen af den kunstige ø betød, at kompensationsuddybningerne kunne reduceres til ca. 1,8 mio. m³. Reduktion er kommet miljøet til gode, idet spild af sediment fra gravearbejderne udgør den væsentligste kilde til forbindelsens påvirkning af Øresunds miljøforhold. Dette har medvirket til at holde den samlede afgravningsmængde nede på ca. 7,9 mio. m³. Spildet fra disse afgravede mængder blev samtidigt holdt på 4,3 %, således at der ikke hidtil har været nævneværdige effekter for fisk, fugle samt det øvrige plante- og dyreliv i Øresund.

Som et led i Øresundskonsortiets miljøstyring blev der gennemført et intensivt overvågningsprogram, et såkaldt feedbackprogram. Parallelt hermed gennemførte myndighederne et omfattende kontrolovervågningsprogram i Øresund, som en sikring af at bygherren overholder miljøkravene.

De afsluttende undersøgelser er gennemført i 2000. Resultaterne af disse vil, sammen med den foreløbig dokumentationsrapport for overholdelsen af miljøkravene, som Øresundskonsortiet i maj 2000 har afleveret, udgøre den endelige dokumention for overholdelsen af miljøkravene.

I Lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt af 10. juni 1987 er det fastlagt, at forbindelsen af hensyn til vandmiljøet i Østersøen ikke må ændre vandgennemstrømningen i Storebælt. Anlægsarbejderne gik i gang i slutningen af 1988 og broen blev indviet juni 1998.

Det blev beregnet, at bygningen af Storebæltsforbindelsen medførte en blokering af vandstrømmen på 0,5 %, som blev ophævet gennem kompensationsafgravninger. Det internationale ekspertpanel godkendte, at nulløsningen var opnået.

Sideløbende hermed blev gennemført et miljøprogram før, under og efter anlægsarbejderne. Programmet har overvåget effekterne af sedimentspildet på ca. 12 % (godt 4,7 millioner ton) fra håndteringen af godt 33 millioner ton havbundsmaterialer, som anlægsarbejderne medførte.

Miljøprogrammet omfattede overvågning af gydende sild, forekomsten af bunddyr og blåmuslinger, ederfugle, vegetation, iltforhold og algeopblomstring. Undervejs var der tydelige effekter på bunddyr, blåmuslinger, ederfugle og vegetation. Ved afslutningen af anlægsarbejderne var miljøet reetableret.

2.3.2 Vindmøller

I 1996 blev det besluttet, at der inden 2030 skal etableres en række store mølleparker til havs med tilsammen 4000 MW effekt. Beslutningen iværksætter energihandlingsplan Energi 21. I første omgang opføres 750 MW vindmøller fordelt på 5 store demonstrationsanlæg.

Formålet med vindmølleparkerne er at nedbringe udledningen af kuldioxid. Formålet med demonstrationsprojekterne er at belyse de tekniske, økonomiske og miljømæssige forhold med henblik på den videre udbygning med havmølleparker i de udpegede hovedområder i Danmark.

Der er nedsat et panel af internationale eksperter til at vurdere de overvågningsprogrammer, som skal klarlægge den miljømæssige påvirkning fra demonstrationsprojekterne.

2.3.3 Affald fra skibe

Skibe frembringer som andre virksomheder affald. Affaldet kan deles op i en driftsrelateret del (driftsaffald), og rester fra den last, som skibet sejler med (lastaffald). Driftsaffald vil typisk være kloakspildevand, spildolie, og andet affald, f.eks. levnedsmiddelaffald og plasticaffald. Det lastaffald, der især har miljømæssig interesse, er olierester, og kemikalierester. Spildolie, olierester og kemikalierester påvirker dyrelivet og til dels plantelivet både i havet og ved kysterne og kan samme steder give æstetiske problemer. Det øvrige affald kan også give æstetiske problemer. Desuden kan f.eks. plasticrester fysisk påvirke dyrelivet.

Der har i Danmark i mange år været modtageordninger for affald fra skibe:

	Havnene er ifølge en bekendtgørelse fra 1983 forpligtede til at drage omsorg for, at der etableres modtageordninger, der har tilstrækkelig kapacitet til at opfylde behovet for aflevering af driftsaffald uden at skibene forsinkes unødigt. En række havne, der f.eks. anløbes af olietankskibe, er endvidere forpligtede til at etablere ordninger til modtagelse af olieblandet ballast og tankskyllevand.
	Ifølge en bekendtgørelse fra 1987 skal havne, der normalt anløbes af skibe, der transporterer rester og blandinger af skadelige flydende stoffer, etablere ordninger til at modtage rester og blandinger af disse stoffer.

Disse bekendtgørelser er nu optaget i en ny bekendtgørelse (nr. 631 af 27. juni 2000 om modtageordninger for skibes affald, samt om skibes aflevering af affald). Efter denne bekendtgørelse skal havnene have modtageordninger for alt affald fra skibene, og skibene er som hovedregel forpligtede til at aflevere affaldet i havnen.

Der eksisterer ikke nogen opgørelse over de mængder affald, skibene frembringer. Dog skønnedes i en rapport fra 1996 fra "Udvalget vedrørende modtagefaciliteter for skibsbaseret olieaffald i danske havne", at potentialet for aflevering af spildolie ville være i størrelsesordenen 7.000 ton om året.

2.3.4 Olieforurening mv. fra skibe

En effektiv indsats mod olieforureninger af havet omfatter såvel en forebyggende indsats på nationalt og internationalt niveau som en egentlig bekæmpelse af de olieforureninger, der faktisk finder sted på det åbne hav og langs kysterne.

Indsatsen mod olieforurening tager udgangspunkt i en samlet vurdering af alle relevante elementer såsom de nationale og internationale regler, modtagefaciliteterne til spildolieaffald fra skibe, overvågning af, om skibe overholder regler i havmiljøloven m.v., og håndhævelsen af reglerne, herunder evt. straffe- og erstatningssager. Hertil kommer beredskabet til bekæmpelse af olieforureninger på havet og saneringen af den olie, der driver i land.

En stigende opmærksomhed omkring olieforureninger i de danske farvande har medført, at regeringen og Folketinget har iværksat en række nye initiativer, der skal sikre, at det danske olieberedskab fortsat er tilfredsstillende og fuldt på højde med vore nabolandes. For således at styrke og effektivisere bekæmpelsesindsatsen mod olie- og kemikalieforureningen af de danske farvande blev ansvaret for den operative bekæmpelse af olieforurening pr. 1. januar 1996 overført til Forsvarsministeriet. Fra 1. januar 1998 overtog Forsvarsministeriet endvidere driftsansvaret for flyovervågningen af de danske farvande. I naturlig forlængelse heraf blev ressortansvaret for den statslige maritime miljøovervågning og håndhævelse samt den statslige maritime forureningsbekæmpelse til søs overført fra Miljø- og Energiministeriet til Forsvarsministeriet med virkning fra 1. januar 2000.

I foråret 2000 vedtog Folketinget endvidere en ændring af havmiljøloven og lov om sikkerhed til søs, der giver henholdsvis Miljø- og Energiministeren, Forsvarsministeren og Søfartsstyrelsen hjemmel til at afslutte sager om ulovlig udtømning af olie eller sager om overtrædelse af bestemmelserne om olie-, last- og affaldsjournaler med administrative bøder. Den nævnte lovændring indebærer endvidere administrativ mulighed for at tilbageholde skibe og mulighed for at hæve det eksisterende bødeniveau væsentligt. Lovændringen betragtes som en betydelig styrkelse af håndhævelsesinstrumenterne til bekæmpelse af olieforureningen fra skibe.

Af andre tiltag kan nævnes, at der i 1999 blev iværksat en styrket informationskampagne over for skibsfarten om aflevering af olieaffald til modtageordninger i havnene og om pligten til at indberette olieforureninger mv. Målet har været, at alle bliver opmærksomme på olieforureninger og indberetter disse til de rette myndigheder.

Endelig er der også sket en skærpelse af procedurerne for indsamling af bevismateriale i forbindelse med olieforurening af de danske farvande, ligesom koordinering mellem de forskellige myndigheder er blevet styrket.

Den internationale forebyggelse er det vigtigste skridt i kampen mod olieforurening. Danmark har derfor arbejdet aktivt i internationale fora for at styrke den forebyggende indsats mod olieforureningen.

Der er opnået international enighed om at indføre et totalforbud mod udledninger af olie i Nordsøen med virkning fra august 1999. Et tilsvarende internationalt totalforbud mod udtømning af olie været gældende i Østersøområdet siden 1983. Endvidere har Danmark i juli 1996 indført en eksklusiv økonomisk zone omkring Danmark, og i maj 1999 udvidet det danske søterritorium fra 3 sømil til 12 sømil. Med de nye internationale regler er mulighederne for at forebygge forureninger og for at iværksætte sanktioner mod fremtidige olieforurenere blevet betydeligt forbedret.

Danmark har også arbejdet aktivt for at sikre vedtagelsen af regionale regler for tvungen aflevering af olieaffald i alle havne i Østersøområdet. Disse regler træder i kraft i midten af 2000.

Endvidere er der udarbejdet et EU-direktivforslag om modtagefaciliteter, der bl.a. efter påvirkning fra Danmark og de øvrige Østersølande indeholder lignende regler om tvungen aflevering af olieaffald i alle EU-havne.

2.3.5 Offshoreaktiviteter

Miljøproblemerne fra offshoreaktiviteter stammer i dag stort set fra to områder:

1. Anvendelsen af kemikalier, typisk udledt i havet i forbindelse med boring, stimulering og produktion.
2. Olie fra reservoiret, udledt i havet sammen med produktionsvand, fortrængningsvand og spild (idet det nu i praksis er forbudt at udlede rester af oliebaseret boremudder).

Der anvendes en stor mængde af kemikalier (knap 100.000 ton pr. år) til mange forskellige formål. En væsentlig del er relativt harmløse, men en mindre del indeholder stoffer, der er farlige for miljøet, fordi de er giftige, er vanskeligt nedbrydelige og har potentiale for at blive optaget i levende organismer.

OSPAR har taget beslutning om en harmoniseret regulering af kemikalier (OSPAR Decision 2000/2), hvor danske principper om pre-screening og substitution af farlige stoffer er indarbejdet med henblik på at finde det miljømæsigt bedste kemikalie til det givne formål og udfase de farlige stoffer i en prioriteret indsats.

Netop disse stoffer ser man sjældent en umiddelbar effekt af, selv om man går ud og undersøger miljøet omkring aktiviteterne, idet de ikke nødvendigvis er akut giftige; men fordi de nedbrydes langsomt, kan de nå at sprede sig i fødekæden og skade også de øverste led i kæden. Hermed er reguleringen af kemikalierne en integreret del af OSPARs strategi for farlige stoffer.

Offshore-industrien i Nordsøen bidrager med knap en trediedel af udledningen af olie til havet fra alle kilder - de landbaserede kilder iberegnet. Mængden af olie, der udledes, er meget afhængig af den anvendte vandbehandlingsteknik. Den danske andel af offshoreindustriens udledning er omkring 200 ton pr. år med en stigende tendens. Det er ikke kun den synlige olie, der kan skade fugle og eventuelt strande, som er af betydning. Den mindste, men mest miljøfarlige del af olien er opløst i vandet og bør vurderes på linie med andre miljøfarlige stoffer i havet.

Olie udledt med fortrængningsvand (vand der presses ud fra store oplagringstanke på havbunden efterhånden som olie produceres til disse) er de senere år blevet en ny kilde til udledning af olie i den danske del af Nordsøen. Udledningen af olie via denne kilde er således tæt knyttet til mængden af den producerede olie.

Spild udgøres af ikke-godkendte udledninger eller udsivninger i havet eller nedfald på havet fra offshore-aktiviteter. Mængden af udledt olie i forbindelse med spild fra dansk offshoreplatforme varierer fra år til år. I perioden 1991-1999 har mængden af udledt olie i forbindelse med spild udgjort mellem ca. 5 og 48 % af den totale udledning af olie til havet fra offshoreaktiviteter.

Målsætningerne for Danmarks indsats på offshore-området de kommende år knytter sig stærkt til de internationale forpligtelser, herunder:

	at sikre en effektiv implementering af OSPAR-beslutning 2000/2 om regulering af offshore-kemikalier,
	at bremse væksten i mængden af olie udledt med produktions- og fortrængningsvand,
	at fokusere på en reduktion af PAH-forbindelser i olien udledt fra offshore-aktiviteter, og
	at nedsætte mængden af spild fra platformene.

Strategien for at nå ovennævnte mål går for kemikaliernes vedkommende på, at der gennem implementering af OSPAR’s beslutning 2000/2 gives tilladelser til anvendelse, udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer (inkl. kemikalier) fra offshore-anlæg, der sikrer, at der sker en kontinuert forbedring af kemikalieanvendelsen, og at miljøfarlige stoffer udfases efter en prioriteret indsats. For at begrænse olieudslip lægges der vægt på anvendelsen af bedste tilgængelige teknik (BAT) ved behandling af produktionsvand.

Hvad angår begrænsningen af spild fra platformene, så har Danmark påtaget sig lead-country opgaven for etablering af et samarbejde mellem OSPAR og Bonn-Agreement med henblik på en koordinering af spildrapporteringer.

Danmark har en stærkt decentral vandforsyningsstruktur, som er baseret på indvinding af rent grundvand, som kun kræver en minimal vandbehandling. Den decentrale vandforsyningsstruktur er til gavn for natur og miljø. Det har derfor høj prioritet at fastholde den spredte grundvandsindvinding, som i dag er baseret på omkring 3.000 almene vandværker (vandværker, der forsyner ³ 10 husstande) samt omkring 90.000 enkeltindvindinger.

Det arbejde amterne har udført siden en gang i 70erne med at kortlægge og undersøge grundvandsmagasinerne, er i løbet af 90erne suppleret med udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser, som skal danne rygraden i den fremtidige vandforsyning. Målet med områdeudpegningen er at prioritere grundvandsbeskyttelsen inden for de væsentligste indvindingsoplande. Det er således en målsætning, at amterne i områder med særlige drikkevandsinteresser skal have ryddet de grundvandstruende forureningskilder op inden for en 10-års tidshorisont. Områderne med særlige drikkevandsinteresser dækker omkring 35 % af Danmarks areal.

Områdeudpegningen forfines yderligere med afgrænsningen af områder, der er særlig sårbare over for bestemte stoffer (f.eks. nitratfølsomme områder) og indsatsområder, hvor der er behov for en særlig indsats for at sikre grundvandsressourcen. I lovgivningen på området er der åbnet for muligheden for amterne, kommunerne eller vandværkerne til at indgå dyrkningsaftaler med jordejere, således at forbruget af pesticider og gødningsstoffer kan reduceres i følsomme vandindvindingsområder. Som noget nyt er der også i lovgivningen åbnet for finansiering af dele af amternes grundvandsbeskyttelse ved gebyrer på vandindvindingstilladelserne.

For direkte at tilgodese den decentrale vandforsyning, dvs. de små vandværker og enkeltindvindinger, besluttedes det i 1997 at oprette en særlig vandfond, der yder økonomisk støtte til små vandforsyninger, der er truet eller ramt af forurening, så små lokalsamfund fortsat kan have deres eget vandværk.

Man har også i Danmark styrket arbejdet med at overvåge og kontrollere kvaliteten af grundvandet og drikkevandet for det stigende antal stoffer, som kan påvises i vandmiljøet. Det sker både i det landsdækkende overvågningsprogram af hele vandmiljøet (NOVA-2003) og i vandværkernes kontrol af det grundvand, som indvindes, og det behandlede vand, som leveres til forbrugerne. Det kan nævnes, at der i NOVA-programmet for stofgruppen pesticider og disses nedbrydningsprodukter alene skal analyseres for omkring 50 forskellige stoffer i grundvandet.

2.3.7 Indvinding af overfladevand til dambrugsdrift

Mange vandløb er i dag påvirket af indvinding af overfladevand til drift af dambrug. I forbindelse med indvindingen af vand er der normalt etableret et opstemningsanlæg i vandløbet, hvilket ofte medfører, at der bliver en strækning med stærkt reduceret vandføring (død å-strækning) mellem opstemningen og dambrugets afløb samt en fysisk spærring, der hindrer fisk og smådyr i at vandre frit i vandløbet.

Med henblik på at sikre vand i de døde å-strækninger og faunapassage forbi opstemninger vedtog Folketinget ved lov nr. 402 af 14. juni 1995 ændringer af vandløbsloven og vandforsyningsloven. Med loven indførtes en ny § 37a i vandløbsloven, og § 22 i vandforsyningsloven blev justeret.

Efter vandløbslovens § 37a kan amtsrådet i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, gennemføre de nødvendige foranstaltninger, herunder regulere vandløb, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøtilstand. Sådanne foranstaltninger kan dog ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser. Det fremgår endvidere af bestemmelserne, at dengang Miljøstyrelsen, nu Skov- og Naturstyrelsen, kan yde tilskud til gennemførelse af foranstaltningerne.

I vandforsyningslovens § 22 skete der en stramning af betingelserne for at meddele tilladelse til indvinding af overfladevand til dambrug, således at der altid skal opretholdes en vandføring på mindst halvdelen af medianminimumsvandføringen i vandløbet.

I forbindelse med lovens vedtagelse tilkendegav Miljø- og Energiministeren endvidere over for Miljø- og planlægningsudvalget, at udvalget efter en 5-årig periode (inden udgangen af 2000), ville blive orienteret om status for lovforslagets anvendelse og effekter, herunder dambrugserhvervets teknologiudvikling, med henblik på at kunne vurdere, om der er sket ændringer, som kan give anledning til supplerende initiativer. Statusredegørelsen er under udarbejdelse.

2.3.8 Vandløbsvedligeholdelse og -restaurering mv.

Der er i forhold til vandløbene iværksat en række tiltag med det formål, i) at der skal være rent vand, ii) at der skal være tilstrækkeligt meget vand, og iii) at vandløbene skal have et varieret forløb (gode fysiske forhold), der giver grundlag for levesteder for en lang række dyre- og plantearter.

Disse tiltag omfatter bl.a. forbedret spildevandsrensning hos industrien og på renseanlæg samt indgreb over for spildevand fra enkelt-liggende ejendomme uden for kloakerede oplande. Endvidere er der krav om en 10 meter bred beskyttelseszone langs vandområder for brug af visse bekæmpelsesmidler.

Af vandløbslovens formålsparagraf fremgår, at loven tilstræber at sikre, at vandløbene kan anvendes til afledning af vand under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten. Med henblik på at opretholde en tilfredsstillende vandføringsevne og dermed sikre afvandingen fra de omkringliggende jorde vedligeholdes vandløbet i en skikkelse, der normalt er beskrevet i et regulativ.

Vandløbsvedligeholdelsen kan foretages mere eller mindre hårdhændet, manuelt med le eller maskinelt med mejekurv, båd m.v. Vandløb, der gennemløber intensivt dyrkede arealer, vedligeholdes normalt mere hårdhændet end vandløb, der gennemløber ekstensivt dyrkede arealer og naturområder.

Vandløbsloven åbner mulighed for at sikre vandløbene et varieret forløb. Der er muligheder for at gennemføre vandløbsrestaureringer med slyngede forløb, og skånsom vandløbsvedligeholdelse med skæring af en snoet strømrende gennem plantebæltet giver ligeledes varierede forhold i vandløbet. For at forhindre udskridning af brinkerne må der ikke ske jordbehandling i en 2 meter bred bræmme langs højt målsatte eller naturlige vandløb og søer.

De mange miljømæssige tiltag skal medvirke til, at vandløb og søer bliver bedre levesteder for dyr og planter, og sikre den biologiske mangfoldighed. Derved giver vandområderne også mulighed for større naturoplevelser som f.eks. lystfiskeri, sejlads, undervisning m.v.

Efter vandløbslovens § 37 og § 37a kan der ydes tilskud til gennemførelse af vandløbsrestaureringer. Skov- og Naturstyrelsen administrerer tilskudsordningen, hvortil der for 1999 var afsat 3,1 mio. kr. på finansloven. Fordelingen af midlerne sker efter en vurdering af det enkelte projekt med hensyn til projektets betydning for den fremtidige målsætningsopfyldelse af vandløbet, vandløbets miljømæssige gevinst ved projektet, den langsigtede fremtidige udvikling af vandløbet og eventuelle krav til efterfølgende vedligeholdelse. Amter og kommuner viser stor interesse for ordningen. Skov- og Naturstyrelsen modtog således i 1999 i alt 65 ansøgninger om støtte efter vandløbslovens § 37 og § 37a, hvoraf de 27 har fået tilsagn om støtte.

Tilskud efter § 37 er blandt andet givet til følgende typer af restaureringsforanstaltninger: udlægning af gydegrus, genåbning af rørlagte vandløbsstrækninger, fjernelse af spærringer, styrt m.m., samt etablering af stryg og genslyngning af regulerede vandløb. Efter vandløbslovens § 37a kan amtsrådet i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, gennemføre de nødvendige foranstaltninger, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøkvalitet i vandløbet. Støtte efter § 37a er blandt andet givet til restaureringsforanstaltninger i form af etablering af stryg eller omløbsstryg ved dambrug i drift, erstatning af omløbsstryg ved mølleopstemning, forlægning af vandløb væk fra vandindtag til dambrug, og opkøb af stemmeret ved dambrug med efterfølgende fjernelse af stemmeværk eller genslyngning af vandløbet.

Foreløbige effektundersøgelser af flere restaureringsprojekter har vist, at der er kommet "liv" i de døde å-strækninger, som er blevet vandførende, at vandløbsfaunaen indvandrer i og omkring døde å-strækninger, og at der i nogle vandløb er kommet flere ørreder.

I disse år gennemføres et af Nordeuropas største naturprojekter i Skjern Å-dalen mellem Borris og Ringkøbing Fjord. Folketinget vedtog i 1998 en anlægslov for projektet – Lov om Skjern Å Naturprojektet.

I 1960erne blev der gennemført et stort afvandingsprojekt i ådalen. 4000 hektar eng og sump blev omdannet til agerjord. I dag, 30 år senere, skal 2.200 hektar af området igen omdannes til enge og vådområder. I årene 1999-2002 skal der derfor gennemføres store anlægsarbejder og naturpleje. Projektet vil koste 254 mio. kr., eller nogenlunde det samme som afvandingen i 60erne kostede.

I projektet indgår:

	at åens slyngninger genskabes,
	at der skal være mulighed for oversvømmelse af engene, når der er højvande i åen,
	at forholdene for gydende fisk i åen skal forbedres, bl.a. for Skjern Å-laksen, og
	at okkerforureningen skal formindskes.

Formålet med projektet er bl.a.:

	at genskabe et internationalt værdifuldt naturområde,
	at udvikle Skjern Å-dalens værdi for friluftsliv og turisme, og
	at forbedre vandmiljøet i Skjern Å og Ringkøbing Fjord.

En genskabelse af et naturligt vand- og ådalsmiljø vil skabe gode vilkår for en værdifuld flora og fauna, bl.a. åens fisk. En hævning af grundvandstanden vil standse de processer i jorden, der medfører udvaskning af okker. Ved højvande i åen vil vandet løbe ud over de omgivende enge. Her vil vandets næringsstoffer, der hovedsagelig stammer fra land- og dambrug, blive omsat og optaget af engens planter. Hovedparten af disse stoffer var ellers endt i Ringkøbing Fjord med negative følger for fjordmiljøet.