Miljøforhold ved vedligehold renovering og
nybyggeri i hotel- restaurant- og turistvirksomheder

1. Forord

Nærværende rapport beskriver miljøforhold ved vedligehold, renovering og nybyggeri i hotel-, restaurant- og turisterhvervets virksomheder.

Det er gennem arbejdet med Miljøstyringsprojektet for HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets arbejdsgiverforening) blevet konstateret, at der i branchen var et ønske om også at inddrage miljøforhold i forbindelse med vedligehold, renovering og nybyggeri som supplement til det eksisterende miljøstyringsprojekt.

Miljøstyrelsen og Erhvervsfremmestyrelsen har derfor under tilskudsordning til fremme af miljøstyring i små og mellemstore virksomheder bevilget midler til nærværende projekt om "Miljøforhold ved vedligehold, renovering og nybyggeri i hotel-, restaurant- og turisterhvervet".

Det har derfor været dette projekts opgave at supplere HORESTA´s værktøjskasse, Miljø 2100, ved udvikling af miljømæssige virkemidler, løsninger og værktøjer, der kunne inddrages i denne.

Projektet er gennemført i perioden marts 1998 til april 2000, og resultaterne af projektet skal derfor ses i sammenhæng med HORESTA´s værktøjskasse Miljø 2100. Mange af de elementer, der er gengivet i dette miljøprojekt, fremgår også af de emnehæfter, der er udarbejdet til værktøjskassen.

Projektet er gennemført i samarbejde med to casevirksomheder: Hotel Prindsen i Roskilde og Ishøj Hotel og Kursuscenter.