Analysen har vist, at antallet af oprensninger efter VTO, som ender med frigivelse
henholdsvis afmelding, er stort set ens. Der har ikke kunnet konstateres en klar udvikling
i dette forhold i evalueringsperioden 1994 - 1999, selvom der muligvis er en lille tendens
til, at der er færre sager, der ender med afmelding i den senere del af perioden. Udsagn
fra amterne underbygger denne antagelse, idet de tilkendegav, at sigtet med oprensningerne
i de senere år har været at løse arealanvendelseskonflikterne. Dette er desuden i tråd
med udviklingen generelt i affaldsdepotsager oprenset af amterne.
Der er enkelte amter, som tydeligt har tolket Værditabsloven således, at der skal ske
oprensning til afmelding. Men disse amter er i mindretal og har desuden kun gennemført
relativt få sager efter VTO. Generelt lægger amterne stor vægt på det miljømæssige
aspekt ved ordningen, men der er samtidig fuld opmærksomhed på de overordnede
værditabsmæssige problemer. Usikkerheden om de lovmæssige krav til oprensningens omfang
- frigivelse eller afmelding - synes dog at afspejle sig i amternes administration.
Det vurderes, at det ofte vil være de forureningsmæssige forhold, der afgør, om en
sag ender med afmelding eller frigivelse ved oprensning efter VTO. Der ligger kun i meget
få tilfælde en værditabsmæssig vurdering bag valget af oprensningsløsning. Det er
således sjældent, at der i projekteringsfasen foretages en vurdering af de økonomiske
og tekniske forudsætninger for at foretage en oprensning til afmelding. Dette gælder i
sagens natur kun sager, der ender med oprensning til frigivelse.
De vurderinger, som amterne foretager i projekteringsfasen af en VTO-sag, er stort set
kun miljømæssige. Der foretages, som i andre oprensningssager, alene en miljømæssig
risikovurdering på grundlag af de udførte miljøtekniske undersøgelser. Disse
vurderinger omfatter en række tekniske løsningsmuligheder, hvor de økonomiske udgifter
til løsningernes gennemførelse belyses. Værditabsproblematikken belyses ikke i disse
vurderinger.
I sager, hvor Miljøstyrelsen har været inddraget i den konkrete sagsbehandling, er
der tilsyneladende ingen forskel i praksis i forhold til amternes "egen"
praksis.
Af bemærkningerne til lovforslaget om Værditabsordningen for boligejere mv. fremgår
det, at det er lovforslagets hovedregel, at der skal ske en oprydning på ejendommen for
at kompensere for værditabet. Imidlertid står der desuden som nævnt følgende i
bemærkningerne:
Der kan imidlertid forekomme helt specielle tilfælde, hvor eksempelvis
omkostningerne til en oprydning ikke står i rimelig forhold til den værdi, ejendommen
vil have efter oprydning. I sådanne tilfælde foreslås det, at grundejeren tilbydes en
offentlig overtagelse af ejendommen til en pris, der svarer til markedsværdien for en
tilsvarende, uforurenet ejendom.
Muligheden om direkte kompensation har ikke været benyttet af
amterne/Miljøstyrelsen.
En nødvendig - men ikke en tilstrækkelig - betingelse for en offentlig overtagelse er
således bl.a. at de skønnede omkostninger til en konkret forurening ligger betydeligt
over den forventede handelsværdi efter en evt. oprensning.
Denne nødvendige betingelse er opfyldt i en række konkrete sager bl.a. i Roskilde
Amt. Desuden ligger de gennemsnitlige omkostninger til oprydning i flere af amterne på et
niveau, som er betydeligt over den gennemsnitlige ejendomsvurdering (Vestsjælland,
Storstrøm, Bornholm, Ringkøbing og Århus). Det kan med andre ord ikke udelukkes, at der
i visse tilfælde har været gennemført oprensninger, som har været forbundet med langt
større omkostninger end værdien af ejendommen efter oprydning. I lyset af dette er det
spørgsmålet, om der ikke har været tilfælde, hvor en kompensation burde have været
løsningen (jfr. bemærkningerne til loven, se afsnit 1.4.2).
Imidlertid siges det i bemærkningerne til loven, at man i vurderingen af om man skal
benytte en direkte økonomisk kompensation i stedet for en oprydning skal tage hensyn til,
om en oprydning alligevel vil være nødvendig af miljø- og sundhedsmæssige årsager
inden for en overskuelig fremtid. Selvom den nødvendige betingelse for overtagelse
formentlig har været til stede i flere tilfælde, kan der således ikke sættes
spørgsmålstegn ved administrationen.
Miljøstyrelsen oplyser i øvrigt, at man i flere konkrete tilfælde har overvejet at
benytte en direkte kompensation, fordi omkostningerne til oprydning var betydelige, men i
alle tilfælde har det derfor været vurderingen, at miljøhensyn alligevel har
nødvendiggjort en oprydning.
Det er desuden klart udtrykt fra flere amter, at det normalt er politisk uacceptabelt at
overtage ejendomme på grund af forureningstilstanden. Der er enkelt sagt for mange
problemer ved denne løsning.
Med hensyn til sagsspecifikke forhold vedrørende økonomi og tekniske løsninger
gennemfører amterne VTO-sager som andre sager af lignende karakter (eksempelvis
affaldsdepotsager).
Der anvendes de samme økonomiske udbudsformer, og omkostningerne til værditabssager
er af samme omfang som i depotsager. På denne baggrund kan det imidlertid hverken
fastslås, om administrationen er optimal eller, om der er mulighed for at reducere
omkostningerne ved at forbedre procedurerne.
De tekniske løsninger i VTO-sager er de samme, som kendes fra depotsager, hvor
arealanvendelseskonflikter løses. Den almindeligste løsning er således
afgravningsløsninger, hvor der typisk fjernes den øverste meter forurenede jord. Der er
dog også enkelte eksempler på afgravning til dybere lag, men dette er ikke typisk. Der
ses afværgeløsninger rettet mod indeklimaproblemer og gasindtrængning.
Meldinger fra amterne vedrørende det bevillingsmæssige system er uensartede. Flere
amter kritiserede systemet for at være tungt og bureaukratisk, mens andre amter var
relativt tilfredse med systemet, og betegnede kontakten til Finansstyrelsen som god. Det
vurderes, at de amter, der har stor erfaring med VTO-sager og ligefrem har centrale
medarbejdere, der varetager de VTO-specifikke opgaver som f.eks. de bevillingsmæssige
opgaver, har et mere positivt syn på bevillingssystemet.
Alle de interviewede amter fremhævede problemet med overbudgettering i
bevillingsmæssige sammenhæng. Forklaringerne på overbudgetteringen er beskrevet i
afsnit 3. Det skal her fremhæves, at overbudgetteringen ikke må ses som en bevidst
handling fra amternes side, men som en konsekvens af bevillingssystemets opbygning.
Amterne budgetterer i forhold til ansøgning om disponering af midler i Finansstyrelsen
meget tidligt i undersøgelses/oprydningsprocessen, hvilket betyder at der disponeres på
baggrund af et budget, som er usikkert og som ofte viser sig at være væsentligt højere
end de faktiske udgifter efter projektets gennemførelse.
Vurderingerne af forholdet varierer fra amt til amt. Nogle anser det som et vigtigt
problem, som der bør tages hånd om fra central plan, mens andre blot ser det som et
problem, som skal løses via sagsbehandlingen på linie med andre problemer. Principielt
må det anses som et problem, at der finder overbudgettering sted i det omfang, som
tilfældet er, da det fører til en større venteliste på kort sigt. Budgetlægningens
primære opgave er at skabe et realistisk grundlag at planlægge på. Problemet medfører
dog ikke, at der er færre penge samlet set til VTO. Der er udelukkende tale om en
forsinkelse i brugen (disponeringen) af midler.
Ved lovens vedtagelse blev der lagt vægt på, at der skulle gøres en indsats for at
udbrede kendskabet til ordningen i offentligheden, da ordningen jo er brugerstyret i den
forstand, at det er den enkelte grundejers tilmelding, der er forudsætningen for en sags
gennemførelse efter VTO.
Miljøstyrelsen har i starten af ordningens levetid, som forudsat i lovforslaget,
gennemført en informationsindsats, der har bestået i udarbejdelse af en pjece om
ordningen og en række OBS-udsendelser i fjernsynet. Derefter har informationsindsatsen
været overladt til amterne, der har den primære kontakt til grundejerne. Dette var
forudsat i lovforslaget, hvor det nævnes, at det professionelle ejendomsmarked skal
informeres om ordningen, således at der på længere sigt kan undgås en negativ
psykologisk baseret effekt i forhold til værditabet. Der er ikke tvivl om, at den
forudsatte indsats er gennemført, men spørgsmålet er, om denne var tilstrækkelig til
at opnå det ønskede mål. Dette kan man på baggrund af evalueringen have sin tvivl om,
da der tydeligvis stadigvæk findes en psykologisk baseret frygt for ejendomme, der er
(delvist) oprensede.
Amternes informationsindsats er stort set den samme i de interviewede amter. Der
informeres i forbindelse med konstateringen af forurening på en grund, hvad enten dette
er sket som et led i amternes kortlægningsarbejde eller på anden vis. Informationen
består typisk i et brev, hvor mulighederne for benyttelse af VTO er beskrevet. Pjecen,
som Miljøstyrelsen har udarbejdet, vedlægges ofte brevet, der udsendes fra amterne.
Ved større sammenhængende forureninger, hvor adskillige matrikler er involveret, har
en del amter gennemført beboermøder. Formålet med disse møder har været at informere
grundejerne om VTO samt at strukturere og optimere undersøgelses- og
oprensningsstrategien.
Der er kun et enkelt eksempel på, at der er gennemført informationskampagner i f.eks.
pressen rettet mod en større offentlighed. Dette sker ikke længere, fordi der nu er
venteliste for oprensning af grunde efter VTO.
Det blev konstateret, at der var markante regionale forskelle mellem amterne med hensyn
til antallet af gennemførte sager efter VTO. Umiddelbart er informationsindsatsen i de
adspurgte amter af samme omfang. Der er dog en forskel i den måde, som amterne forklarer
mulighederne for en oprensning efter VTO. I nogle amter, hvor der typisk er gennemført
mange VTO-sager, lægges der mere vægt på de positive elementer i ordningen, end det er
tilfældet i amter, hvor der er gennemført færre sager. Alle amter informerede dog klart
om, at der kun i visse tilfælde kan forventes en total oprensning af grunden.
Grundejerne erklærede sig rimeligt tilfredse med amternes generelle
informationsindsats, men der var flere af de adspurgte grundejere, som efterlyste mere
information under og efter sagsforløbet.
Hvorvidt den generelle informationsindsats overordnet set har været tilstrækkelig kan
ikke vurderes nærmere på det foreliggende grundlag. Det er dog bemærkelsesværdigt, at
der kun i få tilfælde er gennemført en bredere kampagne om ordningen. Dette kunne der
måske være behov for, hvis man ønskede at udbrede kendskabet til og brugen af ordningen
yderligere.
De adspurgte grundejere, der har gennemgået en VTO-oprensning, er generelt tilfredse
med amternes indsats.
Det er interessant, at grundejernes tilfredshed er uafhængig af, hvorvidt grunden er
blevet oprenset til afmelding eller frigivelse. Dette er tilfældet, selvom grundejerne
kender til værditabsproblemet.
Holdninger hos de interviewede grundejere, der er tilskudsberettiget men ikke har
benyttet sig af ordningen, er typisk, at de ikke synes, at det forventede
oprensningsresultat - læs frigivelse - står mål med besværet. Desuden betegner nogle
hele problemet som hysteri, forstået således, at de mener, at forureningsproblemet er
overdrevet. Disse forhold kunne tyde på, at der mangler information om problemerne ved at
bo på en forurenet grund.
En del grundejere mener desuden, at det er et samfundsproblem at rydde op, idet de selv
er uforskyldte i forureningen, og de er derfor ikke villige til at lægge egenbetalingen.
På baggrund af analysen af administrationen af VTO-sager i primært amterne og
sekundært Miljøstyrelsen kan følgende konkluderes om administrationen af ordningen: