Undersøgelse af kritisk frigivelseshastighed for kobber fra bundmaling til lystbåde 

2. Praktisk afprøvning 2000

2.1 Projektforløb 2000

Praktisk test af malinger

I sejlsæsonen 2000 er der foretaget en større praktisk test af de to udvalgte bundmalinger, Lyseblå og Mørkeblå, hvor begge malinger er påført en række både i nogle udvalgte danske havne.

Laboratoriemålinger

Sideløbende med den praktiske test er der foretaget målinger af frigivelseshastigheden for kobber fra de to testmalinger. Disse målinger er udført af DMU, Roskilde.

Formål

Formålet med forsøget var at teste de to malingers virkeevne miljømæssigt, begroningsmæssigt og sejlteknisk og således bestemme den lavest mulige frigivelse af kobber, der samtidig holder skibsbundene tilfredsstillende fri for begroning. På baggrund heraf var det hensigten at lave en anbefaling af grænseværdi (GV) for frigivelsesniveauet for kobber fra bundmaling til lystbåde. GV skulle således fastsættes efter et niveau, der samtidig sikrer at malingen har en acceptabel performance, dvs. begroningshindrende virkning.

2.1 Projektforløb 2000

Deltagerhavne og -både

59 bådejere har deltaget frivilligt i testen med 52 glasfiberbåde og 7 træbåde fordelt over 7 havne. Fordelingen af havne og både er følgende:

Deltagende havne:
Grenå Lystbådehavn: 6 både tilmeldt, heraf 1 træbåd
Skive Søsportshavn: 8 både tilmeldt, heraf 1 træbåd
Horsens Lystbådehavn: 13 både tilmeldt, heraf 1 træbåd
Bogense Marina: 9 både tilmeldt, heraf 2 træbåde
Jyllinge Lystbådehavn: 10 både tilmeldt, heraf 1 træbåd
Kalvehave Havn: 6 både tilmeldt, heraf 1 træbåd
Kaløvig: 7 både tilmeldt, heraf ingen træbåde

Udlevering af testmaling

Midt i april måned 2000 har hver bådejer fået udleveret Lyseblå og Mørkeblå maling til at påføre på hhv. styrbord og bagbord side af deres både. Sammen med den udleverede maling har bådejerne modtaget tilbehør i form af sikkerhedsudstyr (handsker, dragt, briller), malergrej og en mappe indeholdende instruktion i påføring af malingerne, sikkerhedsdatablade for produkterne, samt to spørgeskemaer; "Påføringsskema" og "Resultatskema".

Specielt for træbådene

For træskibenes vedkommende er der kun udleveret de kobberholdige bundmalinger, dvs. uden co-biociddelen med zink pyrithion (men stadig Lyseblå og Mørkeblå). Det er almindelig kendt, at kobber primært er effektiv mod dyr (hård begroning). Kravet for mange træbåde til en bundmaling er ofte primært, at den indeholder tilstrækkeligt med kobber hvorved angreb af pæleorm undgås. Derimod stilles der typisk ikke krav om en helt begroningsfri bund (slim, alger mm.), hvorfor yderligere indhold af biocider (i dette tilfælde zink pyrithion) i bundmalingen til træbådene er fravalgt. Zink pyrithion er et fungi- og algicid, og er således effektiv mod blød begroning, såsom slim og alger mm.

Påføring af maling

Det er normal praksis ved bundmaling af lystbåde, at den eksisterende maling ikke fjernes før den nye påføres. Den gamle maling blev således ikke renset af før påføringen af testmalingerne, da det af HEMPEL heller ikke vurderedes at ville have indflydelse på de opnåede resultater i projektet.

"Påføringsskema"

I forbindelse med malingspåføringen har hver bådejer udfyldt det udleverede "Påføringsskema", hvor der gives oplysninger om forventet sejlaktivitet i sæsonen, placering af båd, malingernes påføringsevner mm. Dette skema er returneret til HEMPEL med henblik på efterfølgende evaluering af sejlernes erfaringer og vurdering af bundmalingernes påføringsegenskaber.

Bådinspektioner

I løbet af sejlsæsonen er der udført 3 inspektioner af de involverede både. Disse inspektioner er foretaget i uge 25, 34 og 40 ved dykkerundersøgelse, og evt. ved optagning af både med kran i det omfang, der er vurderet at eksistere et behov herfor. Vurderingsgrundlaget var den aktuelle begroningsintensitet. Såfremt der ikke fandtes begroning på bådene blev disse således ikke taget op. Alle dykninger ved 3. inspektion og optagninger er dokumenteret ved foto.

"Resultatskema"

Ved sæsonens slutning, og helst inden optagning af båden, har hver sejler udfyldt det udleverede "Resultatskema". Her gives oplysninger om bundmalingernes virkeevne over en sæson, sejltekniske egenskaber, aktuel sejlaktivitet gennem sæsonen, generel vurdering af bundmalingerne mm. Dette skema er ligeledes returneret til HEMPEL for en efterfølgende evaluering.

Grunden til at "Resultatskemaerne" skulle afleveres inden optagning af båden var at sikre en så at sige "uvildig" besvarelse på spørgeskemaerne omkring malingernes sejladsegenskaber og funktionalitet gennem sæsonen, som ikke afhang af den evt. observerede mængde begroning efter sæsonen.

Fra sejlerne i Kaløvig er blot modtaget de besvarede spørgeskemaer, idet der ikke er foretaget inspektioner i denne havn.

Evaluering - vurdering

Den samlede vurdering af produkterne udarbejdes af Dansk Sejlunion og HEMPEL i fællesskab på baggrund af sæsonens samlede erfaringsmateriale.