| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Barrierer og potentiale for momsnedsættelse på reparationsydelser

8. Punktafgifter på reparerbare produkter

Punktafgifter er et traditionelt finanspolitisk instrument og fungerer ligesom andre skatter gennem opsugning af købekraft. Punktafgifter kan imidlertid samtidig anvendes som økonomisk styringsmiddel, og den side af instrumentet har gennem de senere år fået en stadig mere fremtrædende betydning.

Gebyrer er ikke et egentligt finanspolitisk instrument. Typisk er gebyrer betaling for offentlige tjenesteydelser. Så længe et gebyr alene dækker de faktiske omkostninger for en offentlig tjenesteydelse, stilles der ikke krav om, at gebyrer skal være lovhjemlede. Dækker opkrævningen derimod flere omkostninger end de faktiske, har gebyret karakter af en afgift, som ifølge grundloven skal være lovhjemlet.

I modsætning til generelle skatter og momsen er punktafgifter efter deres natur målrettet mod bestemte produkt- eller ydelseskategorier. Af samme grund kan punktafgifter være et hensigtsmæssigt styringsmiddel for at fremme særlige politikker.

Der er en lang tradition for anvendelse af punktafgifter i Danmark. Også som miljømæssigt styringsmiddel er anvendelsen af punktafgifter udbredt. Mange afgifter har et dobbelt sigte, dels som beskatningsmiddel, dels som politisk styringsmiddel. Som eksempel herpå kan nævnes energiafgifterne, og af mere miljørettede afgifter kan nævnes afgifterne på emballage, batterier, klorerede opløsningsmidler, pvc og affald.

Anvendes afgifter, lægges den umiddelbare belastning på erhvervslivet. Af tekniske grunde lægges afgiften normalt ikke i det sidste led i handelskæden, men på importører, producenter og forhandlere. Normalt vil de afgiftsbelagte virksomheder ikke have anden mulighed end at lægge afgifterne oven i prisen. Da afgiften imidlertid af virksomheden må behandles som enhver anden driftsomkostning, kan den også vælge at bære en del af afgiften selv, f.eks. i en begrænset periode, af markedsførings- eller konkurrencemæssige grunde. Forbrugsafgifter vil dog som udgangspunkt slå fuldt igennem med det samme, fordi der typisk er tale om et væsentligt priselement, som er synligt og ens i hele branchen.

I et åbent marked er anvendelsen af forbrugsafgifter imidlertid underlagt de almindelige markedsvilkår. Da prisen typisk er et af de afgørende incitamenter for forbrugernes valg af produkter og indkøbsvaner, vil afgiftsbelastningen af et bestemt produkt alt andet lige gøre dette produkt mindre attraktiv i forbrugerens øjne. Forbrugeren vil derfor enten søge at erstatte produktet med et tilsvarende, der opfylder forbrugsbehovet på det relevante område, eller også vil forbrugeren overveje, om afgiften kan undgås ved at vælge andre handelskanaler. Dette vil ikke mindst gælde i forhold til produkter, hvor prisgennemsigtigheden som udgangspunkt er stor, og hvor produktet kan hentes uden afgift i et andet land. I det følgende foretages en vurdering af, hvor væsentlig grænsehandelsproblematikken er i denne sammenhæng.

Grænsehandel med møbler, hårde hvidevarer og elektriske produkter

I den følgende tabel ses en opgørelse over, hvor mange procent af de danskere, som handlede ved grænserne, der blandt andet købte elektroniske produkter, hårde hvidevarer og andre elektriske produkter³⁵. Når møbler ikke figurerer i opgørelsen skyldes det, at danskere typisk ikke køber møbler i udlandet.

Danskernes grænsehandel i år 2000

Se her!

Kilde: Skatteministeriet

Det fremgår, at under 1% af de rejsende havde købt radio/TV, hårde hvidevarer, el husholdningsartikler, andre elektroniske produkter, herunder edb.

Til sammenligning købte over halvdelen slik og chokolade. Dertil kommer indkøb af vin, spiritus og cigaretter, som hovedparten af de rejsende har købt. Denne handel fremgår ikke af ovennævnte tabel.

Værdien af indkøb af hårde hvidevarer samt elektriske produkter er tillige beskeden set i forhold til den samlede grænsehandel. I den følgende tabel ses, at der i 2000 i Tyskland, Storbritannien og Polen blev grænsehandlet for 170 mio.kr. ud af i alt 5.255 mio.kr. for hårde hvidevarers og elektriske produkters vedkommende.

Kilde: Skatteministeriet

Det må således konkluderes, at grænsehandlen ikke spiller nogen afgørende rolle i dag for så vidt angår hårde hvidevarer og elektroniske produkter.

Tabellerne viser, at grænsehandlen er størst på de produkter, der er afgiftsbelagt i Danmark. For produktgrupperne audio/video, hårde hvidevarer, el- og husholdningsmaskiner var der tidligere særlige danske punktafgifter. Der er i dag alene moms på disse produkter. En del af den handel, der blev etableret før, da der var afgift på produkterne er fortsat, men i mindre omfang end tidligere. Det må på baggrund heraf konstateres, at punktafgifter generelt set fører til en øget grænsehandel.

Punktafgifter som økonomisk styringsmiddel

Punktafgifter vil ud fra en umiddelbar betragtning kunne anvendes som økonomisk styringsmiddel som led i affaldsforebyggelse. Ved at pålægge varige forbrugsgoder, som kan repareres, punktafgifter, påvirkes valget mellem køb af nyt og reparation af gammelt. Det bliver relativt dyrere at udskifte det defekte produkt med et nyt og tilsvarende relativt mere fordelagtigt at få produktet repareret. Afgiften skal være af betydelig størrelse, for at det gøres mere attraktivt at lade produktet reparere. Det skal i denne forbindelse tages i betragtning, at de omhandlede produkter har en lav priselasticitet.

En afgift på de omhandlede produkter må forventes at føre til en øget grænsehandel, i hvert fald i de grænsenære områder. Så længe grænsehandlen alene vil forekomme i grænsenære områder, kan det miljømæssige sigte formentlig fortsat nås. Det må dog forventes at kunne blive et politisk problem at indføre afgifter, som den del af befolkningen, der bor i grænsenære områder uden videre kan undgå, mens den øvrige del af befolkningen påføres yderligere omkostninger.

En afgift kan have den afledte effekt, at mindrebemidlede ikke får råd til at anskaffe sig nødvendige forbrugsgoder såsom køleskab, fryser, støvsuger m.v. Der kan i lighed hermed være en risiko for, at forbrugerne vil vælge at anskaffe sig billigere og måske mindre miljøvenlige produkter, og som på grund af deres design ikke kan repareres.

8.1 Afgifter i andre lande

Nogle lande opkræver en bortskaffelses- eller affaldsafgift.

Til eksempel kan nævnes, at der i Holland opkræves en afgift på mellem 5 og 25 Euro på nyindkøbte produkter. Det er importører og producenter, som er pålagt ansvaret for indsamling og genanvendelse af produkter, og de bærer omkostningerne herved. Ordningen gælder køleskabe, frysere, vaskemaskiner, komfurer, fjernsyn, videomaskiner, computere, printere, teleudstyr, kaffemaskiner, hårtørrere, barbermaskiner m.v. Indtægter fra afgifterne samles i en fond, hvis midler anvendes til finansiering af genbrugsordninger. Fonden er i besiddelse af betydelige midler. Formålet med ordningen er at bringe defekt og kasseret udstyr tilbage i forretningerne³⁶.

I Belgien opkræves en bortskaffelsesafgift, såfremt affaldsmængden overstiger en nærmere fastsat mængde. Der kan indrømmes fritagelse for afgiften for så vidt angår nærmere bestemt genanvendeligt affald. Afgiften opkræves hos kommunerne, idet det forudsættes, at kommunerne ved at informere borgerne kan medvirke til, at affaldsmængderne reduceres.

Selv om visse af landene har oplevet et fald i affaldsmængderne efter indførslen af bortskaffelsesafgifter m.v., er det efter vor opfattelse ikke et særligt hensigtsmæssigt økonomisk styringsmiddel med henblik på fremme af reparationsarbejde. En bortskaffelsesafgift kan ganske vist have den virkning, at forbrugerne beholder deres produkter længere. Men efter vor vurdering vil der være en stor risiko for, at borgerne efterlader produkterne i naturen frem for at aflevere dem, hvor de bliver opkrævet en afgift. Dette kan selv sagt få alvorlige miljømæssige konsekvenser.