| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Affaldsindikatorer

2 Fra affaldsmængder til miljøeffekter

I dette kapitel beskrives den overordnede idé med at udvikle nogle indikatorer på affaldsområdet. Desuden udredes forskellen på indikatorer for miljøeffekter og den eksisterende mængdebaserede affaldsstatistik.

2.1 Nuværende indikatorer på affaldsområdet

De indikatorer, der i dag anvendes til at følge udviklingen inden for affalds- og genanvendelsesområdet i Danmark, er rene mængdeopgørelser af de totale affaldsmængder fordelt på behandlings- og bortskaffelsesformer.

Det skal bemærkes, at mens bortskaffelsesmønstret vil være afhængigt af politiske tiltag inden for affaldsområdet, er affaldsforebyggelse især afhængig af tiltag i relation til produktion og forbrug af produkter. Forbrugsområdet ligger imidlertid lidt uden for nærværende projekt, der skal fokusere på bortskaffelse ved forbrænding eller deponi eller genanvendelse og genbrug af de frembragte affaldsmængder.

2.1.1 Eksisterende statistik på affaldsområdet

Figur 2.1 stammer fra Affaldsstatistik 1998. Den sammenligner de samlede affaldsmængder og bortskaffelsesmønstret med de opstillede mål for år 2004 i regeringens handlingsplan.

Se her!

Figur 2.1
Fra "Affaldsstatistik 1998", (Orientering fra Miljøstyrelsen 3/1999).

Overordnede indikatorer for hele affaldsområdet opnås i dag ved at aggregere alle affaldskategorier på grundlag af mængder. I de aggregerede indikatorer (som i figur 2.1) tæller mængden af fx haveaffald således lige så meget som mængden af aluminiumskrot, selv om de miljømæssige effekter vil være meget forskellige.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at nogle nye LCA-baserede indikatorer for affaldsområdet forventes at skulle tjene som redskab især for de offentlige myndigheder, der er ansvarlige for affaldshåndteringen. Den eksisterende statistik tjener samme formål, idet planlægning af nye initiativer på affalds- og genanvendelsesområdet bl.a. tages med udgangspunkt i den eksisterende viden om affaldsproblemernes omfang samt den aktuelle håndtering heraf. Planlægning af behandlingskapacitet og optimering af økonomien ved fx forbrænding, deponering eller oparbejdningsanlæg til genanvendelse forudsætter ofte detaljeret viden om affaldsstrømme. Også landspolitiske initiativer med henblik på at regulere affaldsmængder og behandlingsmetoder kræver et statistisk grundlag til kortlægning og analyse af udviklingsbehov.

Den danske affaldsstatistik ISAG er baseret på opgørelse af indsamlede affaldsmængder grupperet på en række kategorier, der tilstræbes afstemt med EU-lovgivningen, og de de såkaldte EAK-koder for farligt affald. Det er affaldsbehandlere der er ansvarlige for registrering og indberetning til myndighederne. Da ISAG-registreringen er veletableret og anvendelsen af EAK-koderne er relativt ny i Danmark, er ISAG-statistikken på flere måder den mest præcise, selvom EAK-koderne i princippet giver det mest detaljerede billede når det drejer sig o m farligt affald.

I projektet vurderes det om ISAG-statistikken vil kunne anvendes som grundlag for en indikatorberegning. Når anvendelsen af EAK-koderne er mere veletableret, vil denne registrering eventuelt kunne være relevant at inddrage i en kommende indikatorberegning i det omfang farligt affald skal indgå heri

ISAG-systemet indeholder data for de fraktioner, der håndteres adskilt ved affaldsbehandlingen, fx papir der genanvendes eller dagrenovation, der forbrændes. For en række fraktioner kan affaldsstatistikken sammenholdes og suppleres med anden statistik . Fx kan man sammenholde produktions- og forsyningsstatistikken med affaldsstatistikken og få et billede af, hvor de producerede varemængder ender i affaldsstatistikkens fraktioner. Dette er hidtil gjort for en række materialer i de såkaldte materialestrømsstatistikker. Derved bliver det for en række materialefraktioner muligt at beregne, hvor stor del af de forbrugte materialer der ender til genanvendelse, forbrænding eller deponi.

To centrale præsentationsformer og anvendelser af affaldsstatistikken er:

1. Udviklingen i de totale affaldsmængder fordelt på kilder og sektorer, såsom husholdning, erhverv, storskrald mv. Sådanne opgørelser giver mulighed for at rette indsatsen på affaldsområdet mod de mest relevante sektorer.
2. Behandlingsform fordelt på en række affaldstyper. Behandlingsformerne omfatter genanvendelse, forbrænding, deponering og særlig behandling. For den del af affaldet, der går til genanvendelsen, er statistikken fordelt på en række specifikke materialefraktioner. Opgørelsen giver mulighed for at beregne genanvendelsesprocenten, der til en vis grad udtrykker realiseringen af de politiske målsætninger i forhold til øget genanvendelse.

Den nuværende statistik giver grundlag for at planlægge affaldshåndteringen, fx med hensyn til udbygning af behandlingskapacitet. Problemet med kun at se på mængdeopgørelser og genanvendelsesgrader for de forskellige affaldskilder er, at miljø- og ressourceproblemer forbundet til de forskellige affaldsfraktioner ikke opgøres og vurderes. Det er heller ikke muligt at vurdere miljø- og ressourceforhold ved forskellige håndteringer af affaldsfraktionerne, og fordelene ved én behandlingsform fremfor en anden fremgår ikke.

Desuden er der en række miljømæssige forhold, der ligger uden for den direkte affaldshåndtering, men hvor affaldsbehandlingen har en afgørende betydning for miljøpåvirkningen. De nye indikatorer skal derfor være baseret på en livscyklusbetragtning, der principielt indregner alle miljø- og ressourcemæssige ændringer, der er forårsaget af de forskellige affaldsbehandlinger.

2.1.2 Formål med de nye indikatorer

I det følgende diskuteres mulighederne for at udvikle indikatorerne til også mere direkte at reflektere de ressource- og miljøeffekter, som affaldshåndteringen giver anledning til. Indikatorerne vil blive udviklet ud fra en livscyklustankegang. Ved overvejelserne vil det være væsentligt at have to niveauer i brugen af indikatorer for øje:

Samlede affaldsmængder. Ved sammenligning og aggregering af indikatorerne for de enkelte affaldsfraktioner vil nye indikatorer eventuelt i højere grad end de nuværende kunne afspejle de reelle energi-, ressource- og miljømæssige konsekvenser af udviklingen inden for affaldsområdet. Denne type opgørelser vil kunne anvendes til at prioritere indsatsen ud fra hvilke affaldsfraktioner, der udgør den største belastning eller det største ressourcetab. Dette kræver dog, at der kan udvikles indikatorer, som kan anvendes på de fleste affaldsfraktioner.

Enkelte affaldsfraktioner. Nye indikatorer inden for den enkelte affaldstype vil eventuelt kunne tage højde for, at affaldshierarkiet mellem de forskellige behandlings- og bortskaffelsesformer i visse tilfælde ikke afspejler de reelle forskelle i et miljømæssigt perspektiv. En sådan brug af indikatorerne vil ikke kræve, at indikatorerne kan anvendes på flere affaldsfraktioner, men først og fremmest at de rummer data, der gør forskellige behandlingsformer af samme affaldstype sammenlignelige. Det vigtige her er at vise ressource- og miljømæssige forskelle mellem behandlingsformerne.

Endelig er det vigtigt at forholde sig til, at der kan være forskellige ambitioner med anvendelsen af indikatorerne. Hvis formålet er at følge udviklingen tæt over en årrække, og man ønsker at bruge indikatorerne til at foretage løbende justeringer af affaldspolitikken, er det vigtigt at indikatorerne kan opdateres jævnligt – fx årligt, og at analysen er til rådighed inden for en rimelig tidshorisont.

Hvis ambitionen derimod er at foretage en status med fx 5 års mellemrum, og det kan accepteres, at det tager nogen tid at foretage analysen, er kravene til datakilderne anderledes. Det vil da i højere grad være muligt at trække på statusopgørelser, specifikke undersøgelser af enkeltfraktioner o.lign.

Formålet med udarbejdelse af indikatorer er at supplere de rene mængdemæssige opgørelser med nogle miljømæssige indikatorværdier, der kan indgå i prioriteringsgrundlaget, når affaldsplanlægningen skal revideres. De forventes at ske løbende, men med en samlet revision hvert 3. - 5. år.

Målet med nærværende projekt er at udarbejde indikatorer, der kan opdateres årligt inden for alle affaldsfraktioner, således at man får nogle miljø- og ressourceindikatorer, som kan supplere den eksisterende affaldsstatistik. På grund af et utilstrækkeligt datagrundlag kan man dog være nødsaget til at ændre målsætning for gennemførelse af indikatorberegningen. For nogle affaldsfraktioner må det forventes at gå nogle år mellem beregningerne. I kapitel 6 gives et konkret bud på de fraktioner, der kan opdateres løbende, og hvilke der kan opdateres mere periodisk.

2.2 Indikatorer udviklet til LCA-vurdering

Ved udvikling af nye indikatorer for affaldsområdet på baggrund af en livscyklustankegang vil det være hensigtsmæssigt i første omgang at forholde sig til de indikatorer, som anvendes inden for LCA (se ordliste), og her især den danske UMIP-metode (se ordliste) (UMIP, 1996).

2.2.1 Miljø- og ressourceindikatorer i UMIP

I UMIP-metoden sker der kun en egentlig aggregering af data ved grupperingen i de enkelte effektkategorier som nævnt ovenfor (se karakterisering i ordliste). Men for at bringe størrelsen af effektkategorierne på samme skala, sker der for hver effektkategori også en normalisering (se ordliste) i forhold til globale eller regionale udledninger eller forbrug pr. person. Dvs. at alle udledninger og forbrug udtrykkes som personækvivalenter (PE) i forhold til de aktuelle forbrug og udledninger pr. person. Personækvivalenterne siger noget om, hvor stor andel af det eksisterende forbrug eller udledning, som kan tilskrives det undersøgte produkt eller område.

UMIP-metoden giver udover normaliseringen et forslag til, hvordan nogle effektkategorier kan vægtes (se vægtning i ordlisten), så de i højere grad er sammenlignelige - dog uden at foretage en direkte aggregering af de enkelte faktorer. Det vil dog i princippet være muligt at gøre for hhv. miljøeffekterne og ressourceforbrugene, hvilket også er gjort i flere andre sammenhænge.

Miljø- og sundhedsparametrene: Hvis der foretages en sammenvejning af de mange typer miljøbelastninger, kan man med fordel skelne mellem de human- og økotoksiske parametre og de øvrige parametre, idet førstnævnte generelt er langt mere usikre og ofte mangler gode data til opgørelserne.

Ressourceforbrug håndteres i UMIP-metoden ved at relatere forbruget af hver ressource til de samlede globale reserver af den pågældende ressource. Der skelnes mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer. Fornybare ressourcer vægter med 0, medmindre de indvindes i en grad, der gør at den tilgængelige mængde aktuelt reduceres. Eksempelvis ressourcen grundvand i Danmark, som i visse egne af landet bruges hurtigere, end den gendannes. De herved opnåede vægtede ressourceforbrug kan evt. aggregeres til en samlet indikator for ressourceforbrug.

Affaldsbortskaffelse ved deponering håndteres i UMIP-metoden som ovenstående 4 forskellige typer affald til deponi, idet der endnu ikke er foretaget en opgørelse af udvekslingerne med omgivelserne af forurening og ressourcer for hele deponeringperioden. Affald i deponi indgår fra alle livscyklusfaser; eksempelvis indregnes også mineaffald til de 4 affaldskategorier. Dog er de tilgængelige databaser ofte mangelfulde på det punkt. Affaldsdeponeringen kan aggregeres efter samme princip som de øvrige miljømæssige UMIP-parametre, dvs. normaliseres og vægtes med de politiske fastsatte reduktionsmål.

Arbejdsmiljø er erfaringsmæssigt vanskeligt at håndtere, hvis vurderingen omfatter mange forskellige processer. I det igangværende projekt om videreudvikling af UMIP-projektet er der udgivet en foreløbig rapport, der ud fra et eksisterende statistisk grundlag kvantificerer arbejdsmiljøbelastningen inden for en række brancher.

Affaldsbehandlings- og genvindingsindustrien er imidlertid ikke selvstændigt opgjort heri. Det skyldes dels, at branchen er forholdsvis ny og relativt lille og derfor ikke behandles selvstændigt i den generelle statistik, dels at der ikke er mange systematisk indsamlede erfaringer med arbejdsmiljø inden for genvindingsindustrien overhovedet (Schmidt, Anders pers. komm. 2000). Der er dog iværksat en række undersøgelser af arbejdsmiljøforholdene ved affaldshåndtering og dermed vil det formentlig blive muligt at skaffe de relevante data på et senere tidspunkt.

2.3 De nye indikatorer på affaldsområdet

I kapitel 4 gennemgås metoderne til beregning af nogle nye affaldsindikatorer på basis af de ressource- og miljømæssige forhold knyttet til bortskaffelse af de forskellige affaldsfraktioner. Resultaterne vil blive præsenteret på 2 grundliggende forskellige måder, som tager udgangspunkt i de samme beregningsprincipper.

2.3.1 Det grundliggende princip for indikatorberegningen

Ved beregning af de livscyklusbaserede indikatorer for affaldshåndteringen er der principielt taget udgangspunkt i, at samfundets materialeforbrug er konstant eller stigende inden for det tidsrum, beregningen skal anvendes. Det betyder, at hvis noget materiale tages ud af cirkulation, enten ved deponi eller forbrænding, skal der nye råvarer ind i systemet til erstatning for de mistede. Det er imidlertid muligt, at der ved en eventuel kortlægning af hele affaldsområdet vil være materialer, hvor denne forudsætning ikke holder. Fx for anvendelsen af materialer, der ud fra en miljømæssig betragtning er uønskede, og det er besluttet at udfase brugen helt. I den situation bliver konsekvensen fx, at genanvendelse af materialet ikke får nogen værdi.

En anden nødvendig forudsætning har været at regne på dele af livscyklussen for produkter - nemlig de dele, der vedrører råvare- og materialefremstilling samt affaldsbehandlingen. I det omfang at materialerne genvindes eller erstatter andre materialer, inden de går til grunde ved forbrænding eller deponi, indgår de også i beregningen som en reduktion af materialeforbruget.

Derimod indgår selve produktfremstilling samt brugen af produkterne ikke i beregningen. Forudsætningen har været nødvendig, da det ikke er muligt at skaffe data om fremstillingen af de produkter, der er endt i en given affaldsfraktion.

Figur 2.2
Viser det afgrænsede system der indgår i beregningerne. bemærk, at produktfremstilling og anvendelsen ikke indgår.

Denne model kan selvfølgelig diskuteres og har også betydning for, hvordan indikatorerne kan anvendes. Hvis formålet er at vurdere, hvilken "værdi" affaldet repræsenterer, bør modellen udvides til at omfatte nogle mere detaljerede betragtninger over de kasserede produkters brugsværdi og holdbarhed. Hvilke brugsegenskaber er det, vi kasserer, og hvad har det kostet af fremstille disse produkter? Sådanne betragtninger fører let til omfattende og vanskelige overvejelser om, hvordan ansvaret for produktets materiale- og brugsmæssige egenskaber skal fordeles mellem dem der designer, dem der anvender produktet, og dem der har ansvaret for håndtering af produktet ved bortskaffelsen.

Beregningsmæssigt tages der altså udgangspunkt i fremstilling af de materialer, der mistes ved affaldshåndtering på forskellig måder. Dette resultat giver en beregningsmæssig værdi for de mistede ressourcer, der let kan forveksles med en "absolut værdi" for affaldet. Eksempelvis vil 1 t aluminium, der deponeres, få højere værdi - være dyrere at bortskaffe - end 1 t aluminium, der genanvendes.

Da der som nævnt ovenfor er mange faktorer ved materialernes livscyklus, der ikke indgår i beregningen, vil det principielt være mest korrekt kun at anvende beregningerne til at se på forskelle mellem forskellige håndteringer af affaldet. Herved udlignes nogle af de ubekendte faktorer, og resultatet vil stadig kunne bruges til at sige noget om affaldshåndteringens effektivitet. Det udelukker imidlertid ikke sammenligning af forskellige materialer. Blot at det er mest korrekt at sammenligne de miljø- og ressourcemæssige besparelser, der er ved håndteringen af materialerne i forskellige behandlingssystemer.

2.3.2 Tilgængelige data

Det er vigtigt at gøre sig klart, at de grupperinger af affaldet i kilder eller fraktioner, der i dag gøres i ISAG, bunder i en række praktiske og historiske forhold. Inddelingen er ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige i forhold til fx at skulle foretage en LCA- vurdering af affaldshåndteringen - og er heller ikke altid den mest hensigtsmæssige i forhold til at give overblik over, hvad der sker med forskellige materialefraktioner i affaldsbehandlingsleddet. Generelt er vægten lagt på at opgøre de materialestrømme, der behandles særskilt, fx materialer til genanvendelse.

De supplerende statistikker til ISAG (se kapitel 3), der løbende udarbejdes, har ofte til formål at kortlægge affaldsstrømmene for specifikke materialer eller produkter. Sådanne opgørelser er nødvendige for at gennemføre en LCA-vurdering af affaldsstrømmene. Samtidig danner opgørelserne grundlag for at præsentere LCA-beregningerne på materiale- og produktniveau, hvilket også vil være nyttigt i forbindelse med fx implementering af en produktorienteret miljøpolitik.

På længere sigt kan det eventuelt være relevant at forsøge at tilpasse affaldsstatistikken, hvilket også sker ad hoc i dag. Behovet for eventuelle nye kategorier, der kan lette beregningen af de LCA-baserede indikatorer, vil blive behandlet i forbindelse med nærværende projekts afprøvning af indikatorerne for udvalgte affaldsstrømme.

2.3.3 Præsentation af resultaterne

I kapitel 5 foreslås 2 måder at præsentere data på, som fokuserer noget forskelligt på affaldsproblematikken. De to forslag udspringer af overvejelserne om beregningsprincipper og tilgængelige data.

Mens den ene tilstræber at give et samlet billede af affaldets miljø- og ressourcemæssige betydning ved den nuværende håndtering, fokuserer den anden på at vise, hvilke resultater der er opnået og til dels også, hvilke potentialer der er ved at ændre affaldshåndteringen. De to måder at præsentere resultatet af indikatorberegningen på forudsætter lidt forskelligt datagrundlag og vil samtidig kunne supplere hinanden, hvis der findes data til at gennemføre alle beregninger.

Det skal bemærkes, at nye indikatorer skal ses som et supplement til de indikatorer, som allerede anvendes på affaldsområdet. Affaldsmængderne må stadig betragtes som en vigtig indikator for området og skal stadig bruges som grundlag for dimensionering af fx deponier, forbrænding samt andre behandlingsanlæg. Desuden udgør affaldsmængderne inden for de enkelte fraktioner samtidig en væsentlig del af grundlaget for beregning af de nye indikatorværdier. De nye LCA-baserede værdier forventes derimod at kunne give et væsentligt bidrag til prioritering af forskellige affaldsfraktioner eller behandlingsformer.

2.3.4 Hvilke indikatorer er relevante?

Analysen i kapitel 3 peger på, at der udover ressourceforbrug og deponeringsbehov også vil være en lang række miljøeffekter, bl.a. øko- og humantoxicitet, der er af betydning i relation til forskellene mellem de forskellige behandlingsformer for de enkelte affaldsfraktioner.

På baggrund af analysen af de tilgængelige data for affaldsbehandlingen i kapitel 3 samt det tilgængelige datagrundlag i UMIP-projektet, vurderes det realistisk at gennemføre beregninger for ressourceforbrug, energiforbrug og deponeringsbehov.

Energiforbrug anvendes ikke som en kategori i UMIP, idet energiforbruget indregnes i ressourceforbrug og afledte miljøeffekter. Det er dog relativt enkelt på grundlag af UMIP-data for energiressourcer at beregne et primærenergiforbrug (se ordliste). Ved afprøvningen vil derfor blive beregnet en parameter for primærenergi, som kan normaliseres i forhold til det samlede danske primærenergiforbrug. Energiforbruget skal i denne sammenhæng ses som et mål for en række energirelaterede miljøeffekter, hvoraf drivhuseffekten mest direkte er koblet til energiforbruget. Ressourceforbruget til energi indgår også i opgørelsen af ressourcer, men her er det netop som vægtede ressourcer, de indgår - ikke i kraft af den miljøbelastende virkning. Ved ressourceopgørelsen bør der samtidig kunne skelnes mellem energi- og andre ressourcer, ligesom det skal være muligt at skelne mellem fornyelige og ikke-fornyelige ressourcer.

For de human- og økotoksiske parametre, som anvendes i UMIP-projektet, er datagrundlaget ofte mangelfuldt. Samtidig er grundlaget for beregningen mangelfuldt med hensyn til affaldsmængder, idet affaldsstatistikken ikke umiddelbart har den detaljerede opdeling i forskellige materialer, som er nødvendige for LCA-beregningerne. Dette giver anledning til at overveje, om man overhovedet skal bruge ressourcer på at regne på økotoksiske parametre som indikatorer på affaldsområdet.

Der er tidligere gjort erfaringer med at inddrage miljøeffekter i større prioriteringsprojekter. I forbindelse med projektet "Miljøprioritering af industriprodukter" (Miljøprojekt 281, 1995) blev der i første omgang kun medregnet ressource- og energiforbrug. I et efterfølgende pilotprojekt (Miljøprojekt 382, 1998) blev det undersøgt, om prioriteringerne kunne kvalificeres ved at inddrage miljøeffekter i beregningerne. Erfaringerne viste, at ressourceforbruget til dataindsamling især for toksicitetsparametrene var uforholdsmæssigt stort i forhold til udbyttet, som under alle omstændigheder var meget usikkert. Tilsvarende erfaringer er gjort i projektet Familiens miljøbelastning (Forbrugerstyrelsen, 1996), hvor inddragelse af miljøeffekterne økotoksicitet og humantoksicitet blev overvejet, men forkastet.

Det foreslås derfor, at disse parametre ikke indgår direkte i de indikatorer, der afprøves. Udeladelse af de økotoksiske parametre betyder dog at indikatorerne ikke er dækkende for vurdering af bl.a. farligt affald, som derfor bør udgå af indikatorberegningen eller suppleres med andre vurderinger.

Analysen i kapitel 3 peger også på, at der for nogle affaldsfraktioner kan være væsentlige forskelle i arbejdsmiljøpåvirkningen ved forskellige behandlingsmetoder. Det er imidlertid yderst vanskeligt at kvantificere de arbejdsmiljømæssige forhold ved genanvendelse Men principperne herfor kan opstilles jf. delprojekt om arbejdsmiljø i det igangværende udviklingsprojekt om UMIP-metoden og datagrundlaget for LCA-vurderinger. Det vurderes dog, at arbejdet hermed vil være uforholdsmæssigt stort i forhold til det forventede resultat grundet datamangel på området.

På dette grundlag er det valgt at benytte nedenstående parametre. Fastsættelse af enhederne uddybes i afsnit 4.2., og der kan findes forklaring på de anvendte enheder i ordlisten.

Ressourceforbrug (i PR – personreserver)

Ressourceforbruget opgøres ved at omregne vægten af hvert enkelt materiale til en andel af den eksisterende ressourcebasis. Altså hvor meget udgør en vægtenhed af materialet af den eksisterende mængde materiale pr. person. For de ikke-fornyelige ressourcer beregnes den eksisterende mængde pr. verdensborger, og for fornyelige ressourcer i forhold til den tilgængelig mængde pr. person i regionen. Hvis en fornyelige ressource gendannes mindst lige så hurtigt som det nuværende forbrug, er forsyningshorisonten uendelig, og forbruget vægtes til 0. Dette gælder f.eks. brug af overfladevand. Principperne følger UMIP-projektets opgørelsesmetoder (UMIP, 1996).

Energiforbrug (i PE - personækvivalenter)

Enheden for energiforbruget er en danskers årlige primærenergiforbrug, som sættes lig med en personækvivalent. Denne indgår ikke i UMIP-projektet, men anvendes her som et samlet mål for miljøbelastning ved energiomsætning.

Deponeringsbehov (i PE - personækvivalenter)

Enheden for deponeringsbehov er det aktuelle deponeringsbehov for affald i Danmark pr. person. Denne parameter anvendes i mangel af mere specifikke parametre for affaldsdeponi, som i forbindelse med LCA-metoden er under udvikling. Indikatoren adskiller sig fra UMIP-projektets 4 affaldskategorier til deponi ved at samle alt affald til deponi i en kategori.