Nye veje til Konkurrencefordele

Rengøring skal være billig

Rengøring er et produkt, som kunderne forventer er billigt. Derfor er det sin sag at arbejde med grønne ydelser på et marked, hvor prisen ofte er udslagsgivende. I servicevirksomheden ISS forsøger man at håndtere det dilemma ved at kombinere arbejdet med arbejdsmiljø, kvalitet, økonomi og miljø.

- I 1960'erne fik ISS sat rengøring i system gennem f.eks. tidsstudier og ensartede metoder. Det var grundlaget for vores vækst. Siden har vi løbende arbejdet på udvikling af vores metoder, siger Jesper Møller, Executive Vice President i ISS.

ISS har undersøgt arbejdsmiljø, kvalitet, økonomi og miljø i en lang række rengøringsmetoder. På den måde fandt de blandt andet en gulvmoppe, som både er effektiv og økonomisk og skånsom over for miljø og arbejdsmiljø. En af moppens fordele er, at den ikke bruger så meget vand. Det skåner miljøet og giver et bedre arbejdsmiljø, fordi der ikke skal løftes så meget. Det er også en stor fordel for arbejdsmiljøet, at de nye mopper og klude giver mindre modstand, når man bruger dem.

Når ISS undersøger rengøringsmetoderne, er det ikke nok, at et produkt klarer sig rigtigt godt på et af de fire områder. Der er minimumskrav til alle fire. Den nye gulvmoppe er en succes, og planen er, at den skal bruges i flere og flere lande, hvor ISS arbejder.

Store kunder anerkender

- Vi tror, at særligt de større internationale kunder vil anerkende, at vi arbejder seriøst med miljøet. Vi kan mærke en efterspørgsel på miljøet fra større organisationer, som har professionelle indkøbere ansat. Det gælder f.eks. i hospitalssektoren. Men vi ved også, at prisen er meget i fokus. Derfor har vi en blandet approach, hvor det handler om at tilgodese både kunder, medarbejdere, investorer og alle andre stakeholdere.Vi går efter langsigtede holdbare løsninger, siger Jesper Møller.

Hos ISS Danmark byder virksomheden kun på rengøringsopgaver, hvor kvalitet indgår som en parameter i udbuddet. Dermed kommer der også fokus på miljø og arbejdsmiljø.

ISS anvender så vidt muligt Svanemærkede vaskemidler og samarbejder med de faste leverandører om at få de Svanemærkede produkter distribueret til lande uden for Norden. Men for de professionelle indkøbere vejer det tungere, om der er dokumentation for et ordentligt miljøstyringssystem.

ISS Danmark A/S, København, 15.000 medarbejdere.