Nye veje til Konkurrencefordele

Slipper for mange spørgsmål

De offentlige kunder stille flere og flere miljøkrav. Det har Bambo, producent af blandt andet bleer og hygiejneprodukter, erfaret.

- Vi havde miljømærkede bleer allerede i midten af 90'erne, men dengang var de offentlige kunder ikke interesserede. I licitationer i dag bliver vi spurgt, om produktet er miljømærket, eller om virksomheden er miljøcertificeret. Hvis vi kan sige "Ja", slipper vi for at svare på 148 spørgsmål, siger kvalitets og miljøchef Jørgen Nellemose.

Miljøet er generelt betydningsfuldt på det offentlige marked, men der er fortsat situationer, hvor det mest virker, som om miljøkravene bare er et fast afsnit i udbudsmaterialet.

40% af leverandørerne til offentlige kunder skal altid eller ofte forholde sig til miljøspørgsmål ved offentlige udbud. Det viste en undersøgelse i 2000 blandt 90 leverandører til det offentlige marked.

Kilde: "Mens vi venter på de grønne indkøbere", 2001, CASA.

Kræver innovation

Bambo sælger også til det private marked i Danmark og i udlandet. På de markeder mærker virksomheden også en stigende interesse for produkternes miljøegenskaber.

- I dag forventer de fleste kunder, at der er styr på miljøet. Vi har været på forkant med udviklingen, men investeringerne kommer helt sikkert hjem. Det må ikke blive et nødvendigt onde at arbejde med miljøet. Man skal brænde for det, ellers bliver det luret, siger Jørgen Nellemose.

Jørgen Nellemose peger på, at man skal være innovativ for at få markedets interesse. Derfor skal produkter og materialer løbende forbedres, og man skal lytte til markedet. Her er det en fordel, at Bambo er en forholdsvist lille familieejet virksomhed. Det er let at træffe hurtige beslutninger og prøve nye ting.

Bambo deltager eksempelvis i et produktkædesamarbejde, hvor virksomheden har indgået et forpligtende samarbejde med Stora Enso, der producerer fluff - et papirprodukt - til bleerne. Virksomhederne samarbejder om miljørigtig produktudvikling.

Bambo A/S, Aabenraa, 250 medarbejdere.