1 Fra Rio til Johannesburg, Miljøstyrelsen

Udnyt de positive tendenser - de næste skridt i den globale indsats for bæredygtig produktion og forbrug

1 Fra Rio til Johannesburg

Beslutningerne om bæredygtig produktion og forbrug fra Verdenstopmødet i Johannesburg skal ses i lyset af de erfaringer, som er indhøstet siden FN’s Konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro, 1992.

I Rio besluttede verdens lande at give høj prioritet til indsatsen for bæredygtig produktion og forbrug.¹ Ikke-bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre blev udpeget som den vigtigste årsag til de globale miljøproblemer:

"While poverty results in certain kinds of environmental stress, the major cause of the continued deterioration of the global environment is the unsustainable pattern of consumption and production, particularly in industrialized countries, which is a matter of grave concern, aggravating poverty and imbalances.²

I Rio besluttedes det, at indsatsen for bæredygtig produktion og forbrug især skulle ske gennem udvikling af nationale politikker og strategier i de industrialiserede lande.³

Denne beslutning har de industrialiserede landes regeringer i varierende grad søgt at leve op til, men i alle lande er der taget en række konkrete initiativer, og i kraft af en betydelig indsats fra såvel statslige som ikke-statslige aktører er der opnået væsentlige resultater i det seneste årti:

Den politiske forbruger har manifesteret sig som en magtfaktor. Mange forbrugere er villige til at tage hensyn til miljø i forbindelse med indkøb, og i en række konkrete sager har forbrugerne reageret i fællesskab med det formål at fremme mere bæredygtige produktionsmønstre.

Private virksomheder er blevet medspillere. Hvor erhvervslivet tidligere mest har markeret sig som modstandere af miljøregulering, er mange virksomheder begyndt at arbejde seriøst med at nedbringe deres egen miljøbelastning, ligesom en del virksomheder har satset målrettet på at udvikle nye produkter og ydelser, som er mindre belastende end de, der hidtil er blevet markedsført.

Investorer er begyndt at tage ansvar. I de senere år har nogle større investorer arbejdet på at tage hensyn til det langsigtede behov for at fremme bæredygtig udvikling i forbindelse med placeringen af deres investeringer.

Der er imidlertid lang vej igen, før omstillingen til bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre er tilendebragt. Det er således:

Kun få industrialiserede lande, der har udviklet detaljerede strategier for indsatsen for bæredygtig produktion og forbrug.

De færreste forbrugere, herunder offentlige og private indkøbere, der ofte tager hensyn til miljøet i forbindelse med indkøb eller i forbindelse med brug og bortskaffelse af produkter.

De færreste virksomheder, som har en mere langsigtet plan for deres miljøindsats.

Kun en lille del af investorerne, for hvem hensyn til bæredygtig udvikling indgår med betydelig vægt.

Der er heller ikke tale om, at produktudvikling og forskning i statsligt eller privat regi er stærkt orienteret mod at udvikle mindre miljøbelastende produkter.

Mere generelt kan resultatet af indsatsen opsummeres, som ministre fra de industrialiserede lande i UNECE-regionen gjorde i 2001:

"The movement towards less resource intensive and polluting industries, a growth in service sectors, and progress in eco-efficiency and cleaner production processes has resulted in less pollution and waste per unit of product produced and consumed in developed countries. However, in the region, total increases in production and consumption and growing road and air transport have resulted in increased environmental impacts and continued pressures on natural resources and eco-systems.⁴

Erkendelsen af, at de hidtidige initiativer har været utilstrækkelige afspejles også i beslutningerne om bæredygtig produktion og forbrug fra Verdenstopmødet i Johannesburg. Det hedder således:

"Fundamental changes in the way societies produce and consume are indispensable for achieving sustainable development".⁵

På topmødet var regeringerne enige om, at alle lande, de relevante internationale institutioner, den private sektor og andre aktører bør spille en aktiv rolle i at ændre forbrugs- og produktionsmønstre.⁶

Men til forskel fra beslutningerne fra Rio, blev der i Johannesburg lagt betydelig vægt på den internationale indsats. Det besluttes således, at der skal udvikles en 10-årig ramme af programmer, som støtter regionale og nationale initiativer med henblik på at accelerere skiftet til bæredygtig produktion og forbrug.⁷

I det følgende beskrives på idéplan, hvad der bør være de overordnede målsætninger for de næste ti års indsats på globalt plan, og hvordan det institutionelle set up bør være. Der peges også på en række konkrete initiativer, som det internationale samfund bør tage på kort sigt for at bygge videre på de erfaringer og det momentum, der er skabt gennem de seneste ti år.

Initiativerne er inddelt i tre kategorier. Den grønne boks består af forslag, som tager sigte på at fremme visse former for forbrug. Forslagene i den gule boks tager sigte på at omlægge produktion og forbrug fra mindre til mere bæredygtigt, mens forslagene i den røde boks tager sigte på at afvikle forskellige former for produktion og forbrug.