| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Udnyt de positive tendenser - de næste skridt i den globale indsats for
bæredygtig produktion og forbrug
Et vigtigt element i den hidtidige nationale og internationale indsats for bæredygtig
produktion og forbrug har været anvendelsen af politiske instrumenter, som mere sigter
mod at omlægge produktion og forbrug fra mere til mindre miljøbelastende produkter, end
på at fremme eller stoppe bestemte former for forbrug.
Der vil også i fremtiden være behov for en massiv indsats på dette område, om end
det helt overordnet er vigtigt, at der ikke alene fokuseres på produkternes
miljøbelastning, men også ses på andre konsekvenser for bæredygtig udvikling, herunder
ikke mindst om produkterne forbedrer eller forringer fattige menneskers livsvilkår.
Forslag 4: Verdenskommissioner om råvareproduktion (UNEP og Verdensbanken)
U-landene spiller stadig i vid udstrækning en rolle som leverandører af råvarer til
de rige lande. I de senere år, er opmærksomheden øget om råvareproduktionens
bieffekter. Minedrift, olieudvinding og tømmerhugst er eksempler på aktiviteter, hvor
der ofte kan være tale om skadelige virkninger for lokalsamfund og miljø i u-lande.
I 2000 offentliggjorde Verdenskommissionen om Dæmninger en revurdering af den globale
udbygning af vandkraft.11
Kommissionen, som bestod af en kreds af eksperter og interessenter, vurderede de positive
og negative effekter og fremkom med anbefalinger til, hvilke forholdsregler der bør tages
i forbindelse med bygning af dæmninger i fremtiden. Initiativet til kommissionen kom
blandt andet fra Verdensbanken, der også bidrog økonomisk til dens virke.
Efter samme model bør der etableres verdenskommissioner, som revurderer
råvareproduktionen i u-lande. Det vil formentlig være mest hensigtsmæssigt, hvis det er
UNEP og Verdensbanken, der i fællesskab organiserer kommissionerne. UNEP kunne følge op
på kommissionernes arbejde ved at udvikle branchespecifikke retningslinier for
miljøbeskyttelse, som kunne tjene til inspiration for såvel råvareproducenter som
miljømyndigheder i u-lande.
Forslag 5: Sektormålsætninger for bæredygtig produktion og forbrug (OECD)
En af ambitionerne med den 10-årig ramme af programmer for bæredygtig produktion og
forbrug bør som nævnt være, at der i de rige lande vil være en hel række eksempler
på sektorer, hvor det er lykkedes igennem en årrække - ikke blot at fastholde en
afkobling af miljøbelastningen fra den økonomiske vækst - men også at reducere
miljøbelastningen markant.
Hvis dette skal lykkes, vil det være nødvendigt meget hurtigt at påbegynde et
samarbejde om en målbar indsats på sektorniveau i de rige lande. Sådan et samarbejde
vil ligge i umiddelbar forlængelse af OECD’s hidtidige indsats for bæredygtig
udvikling, men EU bør ikke afvente OECD, før der tages initiativer på dette område.
Etablering af et internationalt samarbejde om udvælgelse af sektorer, målsætninger,
politikredskaber mv. vil indebære praktiske fordele for såvel myndigheder som den
private sektor. For virksomheder, der skal investere i at producere mindre
miljøbelastende produkter, vil internationalt samarbejde have den fordel, at deres
konkurrenceevne ikke forringes, da andre landes producenter også skal til at investere.
For virksomheder, der leverer miljøvarer og –ydelser, vil en international indsats
have den fordel, at det potentielle marked for deres produkter forøges.
I forbindelse med udvælgelse af sektorer og fastlæggelse af målsætninger mv. er det
vigtigt, at konsekvenser for miljø og udvikling i u-landene vurderes og inddrages. I den
forbindelse bør det vurderes, om der vil være behov for en særlig indsats for at
overføre miljøteknologi til u-lande.
Vigtige redskaber i indsatsen vil være klare anbefalinger til offentlige indkøbere og
andre forbrugere. Med sådanne anbefalinger kan også lokale myndigheder inddrages på en
meningsfyldt måde i indsatsen for bæredygtig produktion og forbrug.
Forslag 6: Forsøg med internationale miljøafgifter – afgift på flybrændstof
(OECD)
Forureneren-betaler princippet har længe været anerkendt i internationale
miljøpolitik som et ønskværdigt mål. Alligevel er det sparsomt, hvad verdenssamfundet
har af erfaringer med internationale afgifter på miljøbelastende aktiviteter, ligesom
det ikke er lykkedes at opnå enighed om udfasning af subsidier, der fremme
miljøbelastende produktion og forbrug.
Flybrændstof er et af de produkter, som det er mest oplagt at etablere et system med
internationale miljøafgifter for. Flybrændstof er i modsætning til brændstoffer til
køretøjer som regel ikke pålagt nogen særlige afgifter, men skadevirkningen på
klimaet er langt større i luften end på landjorden. Da udledning af kvælstofilter (NOx)
i højere luftlag og dannelse af kondensstriber også bidrager til den globale opvarmning,
er drivhusvirkningen af flyvning 2-4 gange højere end effekten af CO2-udledningen
fra flyene.12
For at komme i gang med internationale miljøafgifter bør der ikke satses på at
udvikle et globalt system fra starten. Afgifter på flybrændstof i alle OECD-lande, eller
blot EU, vil formentlig have betydelige virkning, og være til at administrere.
Det er også relevant at indføre internationale miljøafgifter på andre områder,
eksempelvis på de kraftige industrielle drivhusgasser (HFC’er, PFC’er og SF6)
eller på udvinding af sjældne råstoffer.
Forslag 7: Forstærket implementering af retningslinier for multinationale selskaber
(OECD)
På sigt bør der etableres bindende globale regler for virksomheders ansvar for
bæredygtig udvikling. I dag eksisterer kun forskellige frivillige regelsæt. Det
vigtigste af disse blev vedtaget af alle OECD’s medlemslande på et ministermøde i
2000.
OECD’s retningslinier for multinationale selskaber vedrører virksomhedernes
aktiviteter i hele verden. Ifølge retningsslinierne skal virksomhederne blandt andet
respektere menneskerettighederne; respektere arbejderes ret til at danne fagforeninger og
bidrage til at udrydde børnearbejde; etablere et miljøstyringssystem med målbare mål,
udbrede den bedste miljøteknologi til alle dele af virksomheden og informere
befolkningen; afstå fra at give bestikkelse; og afstå fra at søge undtagelser for
nationale regler vedrørende miljø, arbejdsforhold, skat mv.13
Selv om retningslinierne er frivillige, findes der i hvert OECD-land et nationalt
kontaktpunkt, der skal tage imod klager over virksomheder, som menes at overtræde
reglerne. Hvis retningslinierne for alvor skal få betydning må myndighederne begynde at
informere aktivt om reglerne, monitorere deres overholdelse og tage konkrete klager
seriøst.
OECD-landene har også mulighed for at stille krav om overholdelse af retningslinierne
i forbindelse med udnyttelse af offentlige tilskudsordninger, for eksempel
eksportkreditter. Det er også oplagt at stille krav til pensionskasser, der jo som oftest
er skattebegunstigede, om, at de søger at sikre, at de virksomheder, de investerer i,
overholder OECD’s retningslinier.
I OECD-regi bør der indgås konkrete aftaler om en ambitiøs og koordineret indsats
landene imellem for at fremme overholdelsen af retningslinierne.
Forslag 8: Udvikling af programmer for teknologioverførsel (EU, WTO)
I Rio forpligtede de rige lande sig til at overføre miljøteknologi til u-lande på
favorable vilkår.14 Denne
forpligtelse blev bekræftet på Johannesburg-topmødet.15 På WTO’s Ministerkonference i Doha
forpligtede de rige lande sig også til at yde finansiel og teknisk bistand til
mindst-udviklede lande, der får problemer som følge af nye miljø- og sundhedskrav i
andre lande.16
Nogle få rige lande har i længere tid søgt at leve op til forpligtelsen fra Rio. Det
gælder eksempelvis Danmark, som har haft et særskilt program for miljøbistand til
u-landene siden 1993. En af erfaringerne fra dette program er, at der er stor interesse i
u-lande for at få adgang til moderne miljøteknologi. På globalt plan arbejdes der i
Montrealprotokollens multilaterale fond systematisk på at overføre teknologi til
u-lande, ligesom der i regi af Den Globale miljøfacilitet (GEF) og internationale
miljøkonventioner gøres en vis indsats.
Det er afgørende for at engagere u-landene positivt i det globale miljøarbejde, at de
rige lande lever op til deres forpligtelser til at overføre miljøteknologi til u-lande.
I kraft af sin høje miljøprofil og sin bistandsindsats i stort set alle u-lande vil det
være oplagt, hvis EU tager têten på dette område. EU bør således etablere et
særskilt miljøbistandsprogram, som bistår med teknologioverførsel,
demonstrationsprojekter og tilhørende kapacitetsopbygning til alle u-lande, på grundlag
af landenes egne vurderinger af behovet. Samtidig bør der arbejdes på at konkretisere og
udbygge forpligtelserne i WTO.
Forslag 9: Globalt initiativ om uddannelse af produktkonstruktører (UNESCO)
I Rio påtog alle lande sig at integrere undervisning i miljø og udvikling på alle
uddannelsesniveauer senest i 1995.17
Desværre er det ikke alle lande, der har levet op til denne forpligtelse.
Helt uforståeligt er det, at der fortsat er rige lande, som ikke arbejder systematisk
med at undervise de kommende konstruktører af produkter i at tage hensyn til miljøet.
For at fremme mindre miljøbelastende produkter er det vigtigt at sikre, at designere,
ingeniører, arkitekter, bygningskonstruktører m.fl. har en solid viden om miljøforhold.
De bør naturligvis også undervises i, hvordan de produkter, de skal konstruere,
påvirker sociale forhold i u-lande.
På FN’s generalforsamling i 2002 blev det besluttet at iværksætte et globalt
10-år for uddannelse for bæredygtig udvikling fra 1. januar 2005. FN’s Organisation
for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) er overordnet ansvarlig for at organisere
10-året. Det er oplagt at benytte denne lejlighed til at etablere et globalt initiativ,
som har til hensigt at sikre, at kommende produktkonstruktører uddannes til at tage
hensyn til bæredygtig udvikling.
Erfaringer bør udveksles lande imellem, ligesom frister for integrationen i
læseplaner bør sættes. Rige lande burde kunne nå dette inden 10-året går i gang. Der
bør også sættes mål for bistand til undervisningsministerier og
uddannelsesinstitutioner i u-lande.
Forslag 10: Vurdering af fremtidige teknologier (OECD og UNEP)
I international miljøpolitik lægges betydelig vægt på de muligheder for at reducere
miljøbelastningen, som fremtidens teknologiudvikling vil give. På trods af denne
optimistiske tilgang findes der ikke noget internationalt samarbejde, som tager sigte på
kontinuerligt at vurdere de miljømæssige potentialer af den fremtidige
teknologiudvikling indenfor et bredt felt af teknologier.
Et sådan samarbejde bør etableres med henblik på at bidrage til prioritering af
forskningsindsatsen, sikre hurtigere udbredelse af mindre belastende teknologier og undgå
investeringer i teknologier, som indebærer større risici for miljøet.
Det vil formentlig være mest hensigtsmæssigt, hvis der etableres særskilte
samarbejder om overvågning af teknologiudvikling, der primært rettes mod i-lande og
teknologiudvikling, der primært rettes mod u-lande. Det virker hensigtsmæssigt at
placere førstnævnte i OECD-regi og sidstnævnte i UNEP.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |