| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Risikohåndtering og risikokommunikation

6 Borgersynspunkter

Borgerne er som modtagere af informationer om potentielle risici et vigtigt omdrejningspunkt i denne undersøgelse. Det har derfor været helt centralt at inddrage nogle borgere med henblik på at høre om deres oplevelser, deres interesser, deres holdninger og deres ønsker til håndtering og information i risikosager.

Målet har været både at gå i dybden med spørgsmålene om borgernes synspunkter og samtidig bredt at afdække et repræsentativt billede af borgernes oplevelse og forventninger til Miljøstyrelsens håndtering og kommunikation i risikosager.

For at få et dybtgående og kvalitativt indblik i borgernes oplevelse af risikosager samt myndighedernes håndtering og kommunikation er der gennemført to fokusgruppemøder med i alt 18 personer – 9 til hvert møde.

Resultatet fra fokusgrupperne er bl.a. brugt til at formulere 6 spørgsmål til en omnibusundersøgelse, hvor 1.006 personer har svaret på spørgsmål om deres oplevelse af risikosager, deres forventninger til håndtering og kommunikation samt deres tillid til forskellige aktører.

6.1 Opsamling på borgernes ønsker og holdninger

6.1.1 Borgernes erindring om risikosager

En stor del af befolkningen kan i større eller mindre omfang huske risikosagerne. Det viser både fokusgrupperne og omnibusundersøgelsen. Set i lyset af den voldsomme informationsmængde og de mange nyheder, som befolkningen i øvrigt udsættes for, er det bemærkelsesværdigt, at risikosagerne forankrer sig så meget. Det tyder på en stor opmærksom over for risikosager – formentlig fordi der er tale om nyheder/informationer, som direkte kan påvirke den enkeltes hverdag. De fleste i fokusgrupperne fortæller, at de som regel følger lidt med, når sagerne er aktuelle.

Omnibusundersøgelsen viser, at solcremesagen huskes især af gruppen af de 25–59 årige (forældregenerationen), mens andelen blandt både de unge og de ældre er væsentligt mindre. For olivenoliesagen er der flest, som husker sagen blandt de 50–59 årige. Der er lidt flere kvinder end mænd, som husker solcremesagen, mens der ikke er forskel på andelen af mænd og kvinder for olivenoliesagen. Der er for begge sager en lidt større andel blandt dem med en videregående uddannelse, som husker sagerne. Tilsvarende viser omnibusundersøgelsen, at lidt flere af respondenterne fra Storkøbenhavn end fra resten af landet husker sagerne.

Når flere og specielt personer i ”forældregenerationen” erindrer solcremesagen, kan det antages, at netop forældre har været meget opmærksomme på sagen, fordi den især vedrører deres børn, og at sagen foregik lige i starten af solsæsonen (opstart i slutningen af april 2001). Det kan også skylde, at der var større dilemmaer forbundet med solcremesagen – det var både et problem at bruge solcreme og lade være, og at debatten var skarpere i solcremesagen, hvor mange aktører var imod Miljøstyrelsens håndtering.

6.1.2 Oplevelse af risikosager og risiko ved produkter

Samlet viser omnibusundersøgelsen, at cirka 3/4 af befolkningen er bekymret for risikosager. Bekymringen er størst blandt kvinder, hvor 4/5 svarer bekræftende, mens det kun gælder for 2/3 af mændene. Omnibusundersøgelsen viser også, at der er flere kvinder end mænd, som selvstændigt søger yderligere information, når der verserer risikosager, og som følger myndighedernes anvisninger.

Hvis man ser på aldersfordelingen, så er der både blandt de helt unge og de ældre en større andel, som enten ikke er bekymret eller, som er bekymret, men ikke kan forholde sig til sagerne.

Deltagerne i fokusgrupperne udtrykker derimod, at de generelt ikke bekymrer sig ret meget om risikoaspekter ved forbrugerprodukter eller ved miljøforhold i dagligdagen. Sagerne påvirker kun i mindre grad deltagernes adfærd.

Mange giver i fokusgrupperne udtryk for, at de næsten er mere skeptiske over for sagerne, end for det sagerne handler om.

Næsten alle i fokusgrupperne forventer dog, at dagligvarer – herunder fx kosmetik – kan bruges uden, at forbrugerne skal bekymre sig om en risiko og uden, at de minutiøst skal nærlæse en brugsanvisning. Alligevel giver risici specielt ved fødevarer og kosmetik løbende grund til bekymring, særligt hos kvinderne – hvilket underbygger resultatet fra omnibusundersøgelsen.

6.1.3 Vurdering af myndighedernes håndtering af risikosager

Groft skitseret er lidt mere end 1/3 af respondenterne i omnibusundersøgelsen tilfredse med myndighedernes håndtering af sagerne, knap 1/3 er utilfredse med håndteringen, mens den sidste 1/3 hverken er tilfredse og utilfredse. I omnibusundersøgelsen var det ikke muligt at få uddybet, hvad hhv. tilfredshed eller utilfredshed blandt borgerne beror på.

I fokusgrupperne vurderede stort set alle, at Fødevaredirektoratet håndterede sagen om olivenolie godt, mens der ikke er stor tilfredshed med Miljøstyrelsens håndtering af de to andre sager om hhv. VEET og plastrør. Deltagerne oplever Miljøstyrelsen som systemforsvarer frem for formidler og beskytter af forbrugerne.

I VEET-sagen opfatter deltagerne Miljøstyrelsen for vag – det er ikke godt nok, at reglerne er overholdt, hvis folk kommer til skade ved brug af almindelige dagligvareprodukter. Miljøstyrelsen bedømmes også på deres manglende tilkendegivelse af sympati med ofrene. Miljøstyrelsen burde meget hurtigt have meddelt, at reglerne var skrappere med hensyn til mærkning for de tilsvarende stoffer i andre produkter og have fortalt om handlemuligheder, herunder at forbud og krav til stofferne kun kan ske gennem EU-regulering. Miljøstyrelsen bør desuden være opmærksom på at sikre information til særlige målgrupper. Her nævnes unge, som måske ikke altid følger nyheder, men i højere grad bliver påvirket af den markante markedsføring fra producenterne side.

I sagen om plastrørene undrer deltagerne sig over, at Miljøstyrelsen ikke viser, at de tager forskernes bekymring mere alvorlig og går i en dialog med forskerne.

I fokusgrupperne anførte deltagerne, at de indimellem oplever, at myndighederne i nogle sager er mere fokuseret på at markedsføre sig selv end at formidle det konkrete i en sag.

6.1.4 Forventning til myndighedernes håndtering

Borgerne forventer, at myndighederne skal sikre borgernes/forbrugernes interesser. Det viser både fokusgrupperne og omnibusundersøgelsen.

Et flertal af borgerne fra omnibusundersøgelsen (61%) forventer, at myndighederne sikrer fuld beskyttelse af alle forbrugerne, mens 44% forventer, at myndighederne sikrer, at reglerne overholdes.

Der er kun en lille gruppe af borgerne i omnibusundersøgelsen (17%), som forventer, at Miljøstyrelsen foretager en afvejning af økonomiske og sundhedsmæssige interesser. Dette skal se i lyset af, at det reelt er dette, som er udgangspunktet for Miljøstyrelsen.

Det er værd at bemærke, at ca. 2/3 af befolkningen forventer, at Miljøstyrelsen sikrer fuld beskyttelse af alle. I de to casesager fremstår det som om, Miljøstyrelsen selv lægger stor vægt på, om reglerne overholdes i deres risikokommunikation.

I fokusgrupperne er der delte meninger om, hvilket beskyttelsesniveau myndighederne skal sikre og dermed varetagelsen af bl.a. forsigtighedsprincippet.

Mange fra fokusgrupperne forventer, at hvor forbrugerne har en reel mulighed for fravalg, så skal myndighederne informere tilstrækkeligt om sagerne, men de skal ikke kræve dem fjernet fra butikker. En tredjedel mener dog, at produkterne skal fjernes, hvis myndighederne bliver opmærksom på risici.

Alle er enige om, at myndighederne skal værne ekstra om drikkevandsforsyningen, da forbrugerne ikke reelt har et valg. En mistanke for drikkevandsforsyningen bør altid undersøges grundigt, også selvom det kan få uoverskuelige konsekvenser.

De fleste i fokusgrupperne stoler dog næsten blindt på, at de vil være beskyttet ved myndighedernes håndtering af sagerne, og at de derfor ikke behøver forholde sig aktivt selv.

I fokusgrupperne udtrykker mange, at de gerne ser, at myndighederne undersøger sagerne bedre, før de melder ud. Det betyder, at de skal undersøge konkrete mistænkte produkter, men også produkter som kan minde om dem eller have samme effekter. Hvis ikke stofferne har akut toksisk eller skadelig virkning, så mener mange, at det er bedre at få det hele afklaret, før en udmelding. Enkelte udtrykker skepsis for, hvis myndighederne holder viden tilbage og ikke melder ud på en mistanke hurtigst – det kan give stort bagslag.

6.1.5 Opfattelse af Miljøstyrelsens rolle

I omnibusundersøgelsen er deltagerne blevet spurgt om deres opfattelse af myndighedernes rolle, når et nyt produkt introduceres på markedet.

Borgernes opfattelse af myndighedernes ansvar i forhold til nye produkter afviger markant fra de faktiske forhold. Ikke mindre end 93% af borgerne har en opfattelse af, at myndighederne enten:

• Foretager en forhåndsgodkendelse af produkter
• Har ansvaret for, at der ikke er sundhedsfarlige stoffer i produkterne
• Har ansvaret for korrekt mærkning og brugsanvisning.

Kun 5% af deltagerne i omnibusundersøgelsen har den korrekte opfattelse, nemlig at det ikke er myndighedernes – men producenternes ansvar.

Begrebet ”ansvar for” kan opfattes differentieret. Det kan således ikke udelukkes, at nogle borgere opfatter ansvarsbegrebet således, at myndighederne griber ind, hvis der er noget galt, og dette ikke opfattes som, at ”myndighederne har hverken ansvaret for produktets skadelighed eller ansvaret for korrekt mærkning og brugsanvisning” , idet denne svarmulighed er betegnet som ”intet ansvar” i grafikken.

I fokusgrupperne udtrykker deltagerne, at det principielt er producenternes ansvar, at produkterne ikke udgør en risiko for forbrugerne. Myndighederne tillægges et ansvar for at sikre, dels at producenterne lever op til deres ansvar, dels at reglerne er gode nok til at beskytte forbrugerne.

Miljøstyrelsen er meget opmærksom på borgernes opfattelse af ansvaret omkring forbrugerprodukter, idet dette naturligvis spiller ind på borgernes forventninger til håndteringen af risikosager.

Mange borgere vil således kunne have den opfattelse, at når der opstår en risikosag i tilknytning til et produkt, kan det være udtryk for myndighedssvigt i en ikke eksisterende godkendelse eller kontrol. Det har ikke været muligt inden for projektets rammer at gå et spadestik dybere i denne problematik, men det bør være et aspekt, som det vil være interessant at undersøge nærmere i en eventuel opfølgning.

6.1.6 Information og tillid til aktørerne

Borgerne har i debatten om risikosager generelt først og fremmest tillid til forbrugerorganisationer (Forbrugerrådet) efterfulgt af forskere fra universiteterne. Borgerne har mindst tillid til producenterne og politikerne. Miljøstyrelsen har en relativ lav troværdighed, idet kun hver femte i omnibusundersøgelsen har peget på dem. Miljøstyrelsen har dog den samme tillid i befolkningen som miljøorganisationerne. I prioriteret rækkefølge er her vist, hvem borgerne i omnibusundersøgelsen har udtrykt mest tillid til:

1. Forbrugerorganisationer, som fx Forbrugerrådet (61%)
2. Forskere fra universiteterne (41%)
3. Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser – DMU (37%)
4. Miljøstyrelsen og miljøorganisationer (21%)
5. Forskere fra Institut for Miljøvurdering – Lomborginstituttet (16%)
6. Producenterne (6%)
7. Politikere fra regeringen (5%)
8. Politikere fra oppositionen (2%)

I fokusgrupperne kan genfindes en stor tillid til Forbrugerrådet og forskerne fra DTU. I fokusgrupperne blev det anført, at den største tillid umiddelbart ligger hos de aktører, som rejser en sag. Dette harmonerer ikke med, at de fleste samtidig ønsker, at sagerne bliver undersøgt helt til bunds, før myndighederne melder ud.

I de to case, hvor Miljøstyrelsen er indblandet, er sagerne rejst af andre, hhv. Forbrugerrådet for VEET og forskerne fra DTU for plastrørene. I de to sager opfattes Miljøstyrelsen som ”systemforsvarer”, der går i forsvarsposition og dækker sig bag, at reglerne er overholdt.

Som angivet under afsnit 4.1.3 bedømmes Miljøstyrelsen bl.a. for, at de ikke viser sympati med ofre for fx VEET. Det kan godt være, at kontorchefen i Miljøstyrelsen rent faktisk har udtrykt dette, men det er ikke med tv-indslaget, som er det, deltagerne mest hæfter sig ved. Det betyder, at Miljøstyrelsen må være opmærksom på, hvordan man fra styrelsen udtrykker sig, så et vigtigt perspektiv ikke kan klippes fra.

Risikosagerne skal ikke være særligt komplicerede, før de fleste borgere står af. De føler sig overvældet af information, men samtidig har de svært ved at få konkret viden om sagerne.

De fleste deltagere i fokusgrupperne fortæller, at de primært får deres informationer om risikosager gennem medierne, dvs. aviser, radio og tv. Enkelte nævner Miljøstyrelsens hjemmeside.

Der er en vis skepsis over for mediernes formidling af sagerne, hvor deltagerne oplever, at sagerne filtreres ud fra nyhedsmediernes egne interesser om vinkling. Nyhederne opdeles i små ”bidder” for at sælge flere aviser eller fastholde flere seere. Det gør det svært for almindelige mennesker at få et samlet overblik. Hvis deltagerne har mindre tiltro til en fremstilling eller et nyhedsmedie, så kan det ”smitte af” på troværdigheden for de aktører, der optræder.

Mange mener, at Miljøstyrelsen kan bringe en slags miljø OBS (Oplysning til Borger i Samfundet) eller medvirke i forbrugerprogrammer, som opleves mest troværdige og oplysende.

En hel del mener, at det er svært at få svar på, hvordan en sag er afsluttet. Det anbefales derfor Miljøstyrelsen at oprette en hjemmeside, hvor man kan lægge fakta ind om konkrete sager, og hvor man efterfølgende kan læse, hvordan det siden går.

Der er ikke noget stort ønske blandt deltagerne i fokusgrupperne om, at borgerne principielt skal involveres mere aktivt i risikosager. Hvis de skal høres, så peges der på et ”risikopanel”. Men flere mener, at det er mere relevant, hvis de store organisationer sidder i et sådant råd, som kan vejlede myndigheder og befolkningen i risikosager. I et sådant råd kan man tænke konsekvenser i sammenhæng og mere langsigtet, så der ikke fokuseres så meget på enkeltsager.

6.2 Tilkendegivelser fra fokusgrupperne

Dialogen med borgerne har taget udgangspunkt i erfaringerne fra litteraturstudiet og gennemgang af de tre case.

Intentionerne med fokusgrupperne var at få indblik i:

• Borgernes oplevelse af risiko i hverdagen
• Deres forventninger til risiko i forbindelse med forskellige produkter
• Deres forventning til myndighedernes reaktioner i risikosager
• Deres vurdering af brugen af forskellige formidlingsformer
• Deres syn på åbenhed og tillid til forskellige aktører.

Der er afholdt to fokusgruppemøder med 9 borgere hvert sted – et i Middelfart og et i København. Ideen med at afholde to fokusgrupper forskellige steder i landet er, dels at få flere tilkendegivelser fra borgerne, dels at undersøge, om der kan konstateres forskelle mellem borgere afhængig af, om de bor i København eller i et landområde.

6.2.1 Deltagerne i fokusgrupperne

Rekrutteringen af deltagerne til fokusgrupperne er sket ud fra et statistisk tilfældighedsprincip. Det er dog sikret, at der var en vis spredning i køn, alder, uddannelse og beskæftigelse. Fra Kraks hjemmeside er udvalgt personer, som bor i hhv. nr. 3 eller 5 i de aktuelle postnumre. Til fokusmødet i Middelfart var sikret tilsagn fra 10 personer, mens 12 havde givet tilsagn i København. For hver person, som gav tilsagn, var kontaktet ca. 10-15 personer, som enten ikke var interesseret i at deltage eller ikke kunne den pågældende dag. De interesserede modtog efterfølgende et brev med angivelse af tid, sted og formålet for mødet.

Deltagerne i fokusgrupperne repræsenterer ikke et gennemsnitligt udsnit af den danske befolkning. De er stort set alle meget engagerede, ressourcestærke personer, som deltager aktivt i fx brugsforeninger, miljøgrupper, boligforeninger eller sports-klubber.

I Middelfart var profilen på deltagerne følgende:

• Kvinde 57 år, arbejdsløs teknisk tegner
• Kvinde 41 år, visitator i hjemmeplejen
• Mand 58 år, murer og teknikumingeniør
• Mand 65 år, pensionist – forsikringsagent
• Mand 43 år, servicetekniker – elektriker
• Mand 34 år, førtidspensionist, underviser og dyrker selv elite handicapidræt
• Mand, 60 år, smed arbejder som virksomhedskonsulent
• Kvinde 48 år, cand. scient. i kemi, elektroingeniør og salgsuddannelse – salgsdirektør
• Kvinde, 44 år, kontorassistent – social- og sundhedshjælper.

I København var profilen på deltagerne følgende:

• Mand, 60 år, efterlønsmodtager – har været hjemmehjælper
• Kvinde, 31 år, laborant
• Mand, 48 år, uddannelseskonsulent på videregående uddannelsesinstitution
• Kvinde, 28 år, arbejdssøgende cand. mag.
• Mand, 33 år, bådebygger
• Kvinde, 28 år, hortonom (speciale) studerende
• Kvinde, 49 år, professor på universitet
• Mand, 30 år, gruppeleder i et teleselskab
• Mand, 27 år, studerende (aktuar/forsikring).

Ved begge fokusgruppemøder deltog 5 mænd og 4 kvinder. Til mødet i Middelfart var det svært at få især unge til at deltage, mens det i København var sværere at få de lidt ældre til at komme. Det betyder, at gennemsnitsalderen er 50 år på mødet i Middelfart og 36 år på mødet i København.

Der var ingen reelle forskelle på borgernes udmeldinger på de to møder, og der kan således ikke med denne undersøgelse angives nogle holdningsmæssige forskelle på spørgsmålene om oplevelse, forventninger og ønsker til risikohåndtering og risikokommunikation i forhold til, om folk bor i København eller Middelfart.

6.2.2 Forløbet af fokusgruppemøderne

Møderne indledtes med en præsentationsrunde og en kort præsentation af projektet og introduktion til risiko og risikosager. De tre case – olivenolie, VEET og plast-rør (vandrør) – blev gengivet på kort form bl.a. ved fremlæggelse af overheads med uddrag af artikler samt enkelte tv-klip. Tv-klippene blev på grund af tekniske problemer ikke brugt på mødet i København. Med udgangspunkt i de tre case blev følgende temaer debatteret på møderne:

1. Hvordan har I det med risiko i hverdagen og i forbindelse med forskellige produkter?
   • I hvilken grad bliver I bekymret over denne slags risikosager, og i hvilken grad påvirker det jeres adfærd – og indkøb?
   • Hvor meget fylder det i jeres hverdag?
   • Hvor får I informationer fra?
2. Hvilke forventninger har I til risiko ved de produkter, som I køber?
   • Hvordan ser I behovskriterierne over for risikokriterierne – hvad er I villige til at risikere, når ønsket/behovet er stort?
   • Hvordan vurderer I forsigtighedsprincippet?
   • Hvem skal tvivlen komme til gode?
   • Hvad betyder det, hvem en risiko rammer?
3. Hvad er jeres oplevelse og forventninger til myndighedernes reaktioner, når en risikosag dukker op?
   • Hvilke forventninger har I til indgreb?
   • Er der enighed om beskyttelsesniveauet?
   • Hvilke interessemodsætninger ser I?
   • Hvordan synes I, myndighederne håndterer det, når der opstår sager i pressen om farer ved forskellige produkter?
   • Hvilke handlemuligheder har myndighederne, og bruger de dem godt nok?
4. Formidlingsform, tillid og åbenhed
   • Der kan være mange modstridende oplysninger, når flere blander sig i debatten i en konkret sag – hvem tror I mest på?
   • Hvilke aktører har størst troværdighed?
   • Hvordan opfatter I mediernes rolle?
   • Hvad mener I om den måde, I som forbrugere får informationer om risici ved forskellige produkter – fagsprog og risikoopfattelse m.m.?
   • Hvilken informationsform og kanaler vil I foretrække om risikosager?
   • Mener I, at myndighederne/medierne er åbne over for borgernes synspunkter?
   • Mener I, det er vigtigt, at borgerne bliver hørt i risikosager?
   • Hvordan kan dialogen fremmes?

Møderne blev afholdt hhv. den 9. og 11. september 2003. De forløb over tre timer fra kl. 18-21. Ved begge møder var der et meget stort engagement og debatlyst fra deltagernes side. Som tak for deltagelsen og til dækning af transportudgifter fik alle deltager en erkendtlighed på 250 kr.

6.2.3 Hvordan borgerne har det med risici i hverdagen og ved forskellige produkter

De fleste kan svagt huske de to sager om olivenolie og VEET, men ikke sagen om plastrørene. Deltagerne i fokusgruppemøderne bekymrer sig generelt ikke ret meget om risikoaspekter ved forbrugerprodukter eller ved miljøforhold i dagligdagen. De følger lidt med, når der er en sag. Men mange giver udtryk for, at de næsten er mere skeptiske over for sagerne end for selve kernen i sagerne.

For produkter som VEET og olivenolie, hvor forbrugerne har en mulighed for til- eller fravalg, mener de fleste, at det er op til forbrugerne selv at undersøge, hvilke produkter der kan være problematiske. I den slags sager skal myndighederne ikke agere ”barnepige” med forbud og tage problematiske produkter ned fra hylderne. Et mindretal på ca. 1/3 mener dog, at de produkter, som man kan købe i butikkerne skal være i orden og uden risiko for forbrugerne. De finder det derfor rigtigt, at myndighederne skrider ind og kræver problematiske produkter fjernet fra hylderne.

De fleste udtrykker, at det primært er producenternes ansvar, at produkterne ikke udgør en risiko for forbrugerne. Myndighederne tillægges et ansvar for at sikre, dels at reglerne er gode nok, dels at producenterne lever op til reglerne. En del erkender, at de nok er for godtroende i forhold til de faktiske risici.

Flere anfører, at det ikke er rimeligt, at der må være skadelige stoffer i kosmetik. De mener, at mærkningen for kosmetik som minimum bør være på linie med andre produkttyper med tilsvarende skadelige stoffer, fx maling og rengøringsmidler.

Alle mener, at myndighederne skal værne ekstra om drikkevandsforsyningerne, hvor der altid har været gjort en stor indsats i Danmark. Det har afgørende betydning, at forbrugerne ikke reelt har et alternativ. Vi bruger og drikker vandet direkte fra hanerne i Danmark uden at skulle bekymre os om kvaliteten og risici. Deltagerne anfører, at alle problemer i forhold til drikkevand og vandforsyningen skal undersøges grundigt, og der skal tages højde for mulige problemer, når man fx udskifter vandrørene.

Risikosagerne fylder generelt kun lidt i deltagernes hverdag, og sagerne påvirker kun i mindre grad deltagernes adfærd. En med allergi er særlig opmærksom, mens de øvrige mener, de er dækket ind ved at købe kvalitetsprodukter eller mærkevarer. De fleste stoler næsten blindt på, at de vil være beskyttet ved myndighedernes håndtering af sagerne, og at de derfor ikke selv behøver at forholde sig aktivt til sagerne. Alligevel giver risici ved specielt fødevarer og kosmetik løbende grund til bekymring, særligt hos kvinderne.

Der er stor enighed om, at der er for mange sager, hvor man som borger får forskellig information undervejs.

”Der er for mange sager, hvor det først er skidt, og så lidt senere er ok alligevel – myndighederne bør undersøge sagerne til bunds, før de melder ud.”

Det mener et flertal af deltagerne, når der ikke er tale om akutte toksiske stoffer. Mange mener ikke, at det gør en stor forskel på antallet eller omfanget af skader, hvis myndighederne lige tager sig tid til at undersøge sagerne til bunds, før de melder ud. Andre mener, at forbrugerne skal advares straks, når myndighederne bliver opmærksomme på et problem. Endelig mener nogle deltagere, at produkter, der er problematiske, skal fjernes uanset, hvor mange og hvor alvorlige skader der kan opstå.

En deltager anfører: ”Det sender et klart signal til producenterne om, at vi ikke vil acceptere farlige produkter.”

Mens en anden deltager påpeger: ”Myndighederne kan ikke leve med at vente med at melde ud, hvis det viser sig, at der er et reelt problem.”

Det er næsten umuligt for deltagerne at forholde sig til skader, som ikke direkte kan ses. Det har betydning i forhold til de kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer.

De fleste får deres information om risikosagerne fra medierne: Aviser, radio og tv. Enkelte nævner Miljøstyrelsens hjemmeside.

6.2.4 Borgernes forventning til risici ved produkter

Næsten alle forventer, at dagligvarer – herunder kosmetik – kan bruges uden risiko for forbrugerne. Det er også den generelle opfattelse, at almindelige dagligvarer – herunder kosmetik – bør kunne bruges uden en nærlæsning af brugsanvisninger og uden afprøvning af produktet 24 timer før brug, som anbefalet for VEET og andre tilsvarende produkter.

Tilsvarende forventer stort set alle, at nye produkter på en eller anden måde er forhåndsgodkendt af myndighederne.

Et mindretal erkender: ”Sådan er virkeligheden ikke. Der er en risiko ved alt – og det må forbrugerne selv undersøge og forholde sig til, men hvor der ikke er et reelt valg, som ved drikkevandsforsyningen, bør myndighederne gøre alt for at sikre mod risici”.

Der er lidt delte meninger om varetagelse af forsigtighedsprincippet, og hvilket beskyttelsesniveau der skal være gældende. Men et fælles træk er, at jo mindre valgmulighed forbrugerne har, jo højere skal princippet varetages i forhold til myndighedernes beskyttelse af borgerne. Nogle anfører, at man skal være opmærksom på ikke at skade producenter og lukke arbejdspladser.

Et lille mindretal mener, at alle bør være beskyttet, mens andre mener, at man ikke kan beskytte alle, og at særligt følsomme selv må vælge fra.

6.2.5 Borgernes oplevelse af myndighedernes håndtering af risikosager

Flere deltagere anfører, at myndighederne skal sikre borgernes eller forbrugernes interesser, men de oplever, at myndighederne i nogle sager er mere fokuseret på at markedsføre sig selv. Det fremstår som om, det kan svække troværdigheden for myndighederne.

Stort set alle mener, at det var en god måde, Fødevaredirektoratet handlede på, da de først advarede forbrugerne og anbefalede kun at købe jomfruolivenolie, og at de senere med nye oplysninger opfordrede detailhandlen til at fjerne produkterne, indtil de kunne dokumentere, at de jomfruelige olivenolier ikke var problematiske. Andre mener det var hysterisk, at kræve produkterne fjernet.

Det blev bl.a. udtrykt ved: ”Olivenolie er et produkt, som vi har brugt i mange år. Der er nok ikke flere kræfttilfælde, fordi myndighederne undersøger sager ordentligt. Det er ikke godt, at der råbes, ulven kommer for tit.”

I håndtering af sagen med hårfjerningsmidlet VEET oplever deltagerne, at myndighederne (Miljøstyrelsen) reagerer for vagt. Det udtrykkes klart, at det ikke er godt nok, at reglerne er overholdt, og at firmaet bag blot skal ændre deres markedsføring. Når produkterne kan give skader, så mener et flertal, at reglerne bør ændres.

Stort set alle oplever det negativt, når myndighederne fremstår nøgternt og opridser faglige og tekniske facts. Deltagerne mener, at myndighederne bør udvise empati over for dem, der er kommet til skade. Det virker frastødende på deltagerne, når myndighederne argumenterer med, at produkterne sandsynligvis er brugt forkert. Dette skal også ses i lyset af, at ingen af deltagerne vedkender sig at læse brugsanvisningerne. De bruger produkterne som vist i reklamerne og læser først brugsanvisningerne, hvis produktet ikke virker som forventet.

I sagen om risikoen for afgivelse af hormonforstyrrende stoffer fra vandrør er der ingen, som forstår Miljøstyrelsens og miljøministerens afvisning af forskerne fra DTU. Deltagerne mener, at Miljøstyrelsen bør gå mere aktivt ind i at undersøge problemstillingen nøje. De bør være mere ydmyge i forhold til muligheden for at forskerne har ret – ikke mindst set i lyset af de tidligere gange, hvor man har afvist et problem, som siden viste sig at være reelt.

Det blev fremført, at: ”I realiteten er det menneskeforsøg, som Miljøstyrelsen dermed godkender. Hvis forskerne har ret, så er det godt nok et næsten uoverskueligt problem, men det bør ikke fraholde Miljøstyrelsen for at tage sagen noget mere alvorligt.”

Enkelte fortæller om personligt kendskab til sager med udskiftning af vandrør, som har givet problemer, og det er sager, de tager meget alvorligt.

6.2.6 Borgernes forventninger til myndighedernes håndtering af risikosager

Mange mener, som det allerede er angivet, at risikosagerne bør undersøges bedre, før myndighederne melder ud og kræver produkterne ned fra hylderne. Det betyder, at myndighederne så vidt muligt på forhånd bør undersøge ikke kun et konkret produkt, men også tilsvarende produkter for eventuelt samme risiko.

Andre mener, at tvivlsomme produkter skal fjernes hurtigst muligt, da man ikke kan forvente, at forbrugerne får den nødvendige information og selv handler derefter. Så må man eventuelt give producenterne en mindre erstatning, hvis det siden viser sig at være ubegrundet.

Deltagerne forventer, at når der er et reelt problem, selvom reglerne er overholdt – som med VEET – så bør myndighederne arbejde for, at reglerne laves om. Hvis ikke det er muligt for de danske myndigheder hurtigt at sikre dette, så bør de melde det klart ud. Det fremføres generelt, at det er vigtigt, at Miljøstyrelsen og andre myndigheder forklarer deres reelle handlemuligheder i forhold til forskellige risikosager.

Deltagerne forventer også, at myndighederne meget hurtigt oplyser, hvis brugen af tilsvarende problematiske stoffer i andre produktgrupper, som fx rengøringsmidler, kræver anden mærkning og advarsler end tilfældet er for anvendelsen i kosmetik.

Når der som for VEET føres en særlig aggressiv markedsføring over for unge, mener mange af deltagerne, at myndighederne bør være ekstra opmærksomme på at skride ind og sikre mod uønskede skader. Myndighederne bør som minimum sikre, at den nødvendige information om risikoen og forholdsreglerne for at undgå eller reducere risikoen, når ud til også denne målgruppe.

6.2.7 Formidlingsform, tillid og åbenhed

Risikosagerne skal ikke være særligt komplicerede, før de fleste af deltagerne står af. De føler sig på den ene side overvældet af informationer, men på den anden side oplever de også, at de ikke har konkret viden nok om sagerne, og at der ikke altid er åbenhed og ærlighed nok.

De fleste er opmærksomme på, at aktørerne i de tre sager har forskellige interesser, hvor især økonomi spiller ind. Det nævnes, at fx forskerne skal sikre sig midler til deres fagområder.

For de fleste deltagere ligger tilliden og sympatien umiddelbart hos de aktører, der rejser en sag: For olivenolien primært hos Fødevaredirektoratet, selvom der stort set ikke er opponenter. For VEET hos Forbrugerrådet og for plastrørene hos DTU-forskerne. I de to sidste sager opfatter deltagerne Miljøstyrelsen som ”systemforsvarer”, der går i forsvarsposition og dækker sig bag, at reglerne er overholdt.

Det er vigtigt for deltagerne, at myndighederne fremlægger risikosagerne objektivt, og at embedsmændene holder sig fri for politisk ageren. Deltagerne forventer dog, at myndighederne gør opmærksom på egne begrænsninger til at løse nogle af sagerne og at de fortæller, hvis der er behov for politiske indgreb for at løse et problem.

Når miljøministeren udtaler sig i en sag, forventer deltagerne, at ministeren er klædt på og grundigt sat ind i sagen af embedsmændene.

Alle deltagere angiver, at de har svært ved at skelne mellem de forskellige statslige, offentlige instanser og deres roller, fx Miljøstyrelsen, Miljøministeriet, Institut for Miljøvurdering og miljøministeren.

Deltagerne ser primært medierne som bindeleddet til information til befolkningen om risikosagerne. Der er en vis skepsis over for mediernes formidling af sagerne. Deltagerne anfører, at sagerne filtreres i nyhedsmedierne, som selv vælger deres vinkel på historierne, og som regel bringer små ”bidder” ad gangen for at sælge flere aviser eller fastholde seerne. Deltagerne mener, at det reducerer deres muligheder som almindelige borgere til at få et klart overblik og indblik i sagerne. Det reducerer troværdigheden ikke kun for det aktuelle medie, men også i en vis grad til de involverede aktører. Nogle af deltagerne får en oplevelse af en skjult dagsorden, når de hører advarsler om at undgå forskellige produkter.

Hovedparten af deltagerne mener, at forbrugerprogrammer er mere troværdige og oplysende. Mange står dog af, hvis der køres direkte hetz mod producenterne for underholdningens skyld. Der peges fra flere deltagere på en slags miljø OBS (Oplysning til Borger om Samfundet), hvor fx myndighederne selv kan være med til at sikre en god information til borgerne. Morgen-tv bliver af nogle angivet som et godt medie til at fange mange forbrugere.

Mange fremhæver, at der bør være en hjemmeside, hvor man som borger kan følge sagerne – også når de ikke længere har mediernes bevågenhed, og hvor man kan se afslutningen på sagerne. Reelt er det uklart for mange, hvordan tidligere sager er afsluttet, om de er afsluttet eller, hvor sagen egentlig står i dag.

Mange af deltagerne er selv aktive i bl.a. brugsforeninger, lokale miljøgrupper, boligforeninger mm, men de blander sig ikke i den brede debat. De færreste tror på en effekt af fx egne avisindlæg.

Hovedparten mener ikke, at borgerne i bred forstand skal høres om risikosager. De fleste finder, at det i højere grad er væsentligt, at Forbrugerrådet, miljøorganisationer og andre relevante organisationer går aktivt ind i konkrete risikosager frem for den menige forbruger. Der peges på, at debatten fx bør rejses, der hvor folk i forvejen kommer. I forhold til en eventuel risiko ved plastrørene peges der på de lokale vandværker som et relevant sted at debattere spørgsmålet.

Hvis borgerne skal høres i risikosager, så peges der bl.a. på et ”risikopanel”. Nogle mener, at borgerne til et sådant panel bør vælges tilfældigt, som til fokusmøderne. Borgene bør så udskiftes fra sag til sag, så de ikke bliver til eksperter. Andre peger på, at det kunne være de store organisationer, som sidder i et sådant råd og vejleder myndighederne og befolkningen i risikosager. Der er dog samtidig en vis frygt for, at det ikke reelt vil føre til bedre kommunikation eller bedre løsninger, for mange har svært ved at se, hvordan man skal kunne blive enige i et sådant råd.

Der peges af nogle deltagere på, at et etisk (risiko) råd kan være med til at tænke konsekvenser frem i generationer og sammenhæng mellem sagerne, der i dag alene kører som enkeltsager.

Nogle af deltagerne peger på, at forbrugernes eneste mulighed for reel indflydelse til at påvirke producenterne og udviklingen er via pengepungen og deres indkøb.

6.3 Tilkendegivelser fra omnibusundersøgelsen

Det brede indtryk af borgernes oplevelse af og forventning til myndighedernes håndtering af risikosager er indsamlet gennem en CATIundersøgelse. CATIbus undersøgelsen er en interviewundersøgelse baseret på telefoninterview. CATI står for Computer Assisted Telephone Interviewing, som betyder, at interviewerne guides igennem spørgeskemaet og registrerer svarene ved hjælp af en computerterminal.

Undersøgelsen er gennemført som en landsdækkende, repræsentativ omnibusundersøgelse med en statistisk tilfældigt udvælgelse af respondenterne. Undersøgelsen omfatter personer på 15 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af TNS Gallup i perioden september-oktober 2003.

Spørgeskemaet er medtaget i bilag C. Spørgsmålene dækker følgende:

1. Borgernes erindring om risikosager
2. Borgernes syn på myndighedernes håndtering af risikosager
3. Borgernes bekymring om risikosager
4. Borgernes forventning til myndighedernes håndtering af risikosager
5. Borgernes opfattelse af myndighedernes rolle
6. Borgernes tillid til forskellige aktører.

I undersøgelsen indgår desuden demografiske forhold som alder, køn, bopælsamt, husstandssammensætning, uddannelse og beskæftigelse samt det personlige og husstandens indkomstniveau.

I undersøgelsen deltog i alt 1.006 personer, fordelt på 441 mænd (44%) og 565 kvinder (56%).

6.3.1 Borgernes erindring om risikosager

Borgerne er blevet spurgt, om de husker to konkrete risikosager (solcreme og olivenolie), som har været genstand for debat i medierne for ca. 2-2½ år siden. De to sager blev valgt, fordi der var forholdsvis klare budskaber fra myndighederne, og fordi de er konkrete eksempler på, at myndighederne har krævet produkter taget ned fra hylderne i butikkerne som følge af en begrundet mistanke om indhold af problematiske stoffer.

Der er hele 87%, som husker noget til solcremesagen, mens det gælder for 50% for sagen om olivenolie. Der er således en markant forskel på, hvor mange som husker de to sager. Der er for begge sager meget få, som svarer, at de husker stort set hele sagen. Dette var forventet set i lyset af den tid, der er gået, fra de var til debat i medierne.

Der er, som det fremgår af figur 6.1 væsentlig flere, som husker solcremesagen, selvom denne sag ligger et par måneder før sagen om olivenolie. Det kan måske forklares med, at der var større dilemmaer forbundet med solcremesagen, hvor det kunne være et problem både at bruge og undlade at bruge solcreme, mens det var af mindre betydning at undgå brug af olivenolie i en kort periode, og der var større debat om sagen, fordi en lang række aktører var imod Miljøstyrelsens håndtering af sagen.

Figur 6.1: Borgernes erindring om risikosager

6.3.1.1 Undersøgelsens variationer i forhold til demografiske variable
I det følgende opsummeres og gengives fordelingen i forhold til de parametre, hvor der er fundet signifikante forskelle.

Kønsmæssigt har kvinderne en større erindring end mænd, hvad angår solcreme-sagen (7% flere kvinder husker hele eller en del af sagen).

Aldersmæssigt er der ringere erindring for personer under 24 år end hos gruppen mellem 25 og 59 år (forældregenerationen). Mest tydeligt i solcremesagen, hvor 24% af de unge husker hele eller en del af sagen mod cirka 50% af forældregenerationen. Dette forhold ses også i olivenoliesagen om end på et lavere niveau, idet erindringen er hhv. 10% og 20% – her er flest i aldersgruppen 50-59 årige, som husker sagen.

Uddannelsesmæssigt er der dobbelt så mange med en videregående uddannelse bag sig, som erindrer solcremesagen helt eller en del (60%) i forhold til personer med folkeskole/mellemskole eller realeksamen (29%). Det tilsvarende gør sig gældende for olivenoliesagen, men her på et lavere niveau, dvs. hhv. 25% og 12%.

Erhvervsmæssigt er erindringen af solcremesagen størst blandt funktionærer og selvstændige (ca. 55% erindrer hele eller dele af sagen) mod omkring 36% hos lærlinge/elever/studerende, arbejdere og pensionister/efterlønnere.

Geografisk er der en anelse stærkere erindring om hele eller dele af solcremesagen hos borgere i hovedstadsregionen end i de øvrige landsdele.

6.3.2 Myndighedernes håndtering af risikosager

De borgere, som ovenfor har svaret, at de husker hele sagen eller en del heraf er yderligere blevet bedt om at forholde sig til, hvorledes de synes, at myndighederne håndterede den pågældende sag. Det skal bemærkes, at datagrundlaget for solcremesagen for dette spørgsmål er 438 personer, mens det for olivenoliesagen kun er 186 personer.

Figur 6.2: Borgernes vurdering af myndighedernes håndtering af de to risikosager

Vurderingerne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem de tre hovedgrupper: Tilfredsstillende, utilfredsstillende og hverken/eller. Der er således en tredjedel af de borgere, som erindrer sagerne, som i større eller mindre grad er utilfredse med myndighedernes håndtering af de to sager. Det har ikke indgået i omnibusundersøgelsen at kortlægge begrundelserne herfor.

6.3.2.1 Variationer i forhold til demografiske variable
De variationer, der kan ses på dette spørgsmål, ligger inden for den statistiske usikkerhed, hvad angår variationer kønsmæssigt, uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og geografisk.

Aldersmæssigt er der en tendens til, at de ældre grupper (50–69 år) har en højere grad af utilfredshed end de øvrige årgange.

6.3.3 Borgernes bekymring om risikosager

Borgerne er blevet spurgt, om det er noget, der bekymrer dem, når der opstår en sag som fx sagen omkring kræftfremkaldende stoffer i olivenolie.

Figur 6.3: Borgernes grad af bekymring, når der opstår risikosager

25 % af borgerne bliver ikke bekymrede, når der opstår risikosager, mens resten alle føler bekymring. Blandt de bekymrede er der 74%, som enten følger myndighedernes anbefalinger eller selv opsøger yderligere informationer. Samlet er det godt halvdelen af borgerne, som på denne måde reagerer aktivt i forhold til risikosager.

6.3.3.1 Variationer i forhold til demografiske variable
Kønsmæssigt er der en større overvægt af kvinder (61%), som forholder sig aktivt til risikosagerne, mens det kun er 45% af mændene. Omvendt er der 32% af mændene, som ikke bekymrer sig mod kun 20% hos kvinderne.

Aldersmæssigt er det de unge, som forholder sig mindst aktive ved risikosager (39%), selvom de generelt er næsten lige så bekymrede som de øvrige aldersgrupper. Den gruppe, som forholder sig mest aktivt til risikosager, er de 25–39 årige (67%), derefter er der en faldende tendens til bekymring med stigning i aldersgrupperne.

Uddannelsesmæssigt stiger bekymringen svagt med stigende uddannelsesniveau. Fra 70% blandt de lavest uddannede til 77% blandt de højest uddannede. Denne forskel ligger dog inden for den signifikante usikkerhed, men slår kraftigere igennem hvad angår dem, der forholder sig aktivt til risikosagerne, idet det omfatter 43% af de lavest uddannede mod 63% af de højest uddannede.

Der er en stigende andel, som selv søger information, i forhold til længden på uddannelse, hvor 26% med en videregående uddannelse svarer bekræftende til dette, mens det gælder for 8% med folkeskole, mellemskole eller realeksamen.

Erhvervsmæssigt er det arbejdergruppen, som i mindste grad forholder sig aktivt til risikosagerne (44%), mens funktionærerne topper med 62%.

Geografisk er der ingen signifikant forskel i borgernes bekymring.

6.3.4 Forventning til myndighedernes håndtering af risikosager

På spørgsmålet om borgernes forventninger til myndighedernes håndtering af risikosager er der givet mulighed for at afgive flere svar. Borgerne er også gjort opmærksom på, at svarmulighederne er en slags skala gående fra fuld forbrugerbeskyttelse til beskyttelse af producenter. Der er afgivet knapt 2 svar i gennemsnit.

Fordelingen af svarerne i forhold til respondenternes forventning til myndighedernes håndtering af risikosager er:

• Fuld beskyttelse af alle (61%)
• Overholdelse af reglerne (44%)
• Fuld beskyttelse af gravide og børn (31%)
• Beskyttelse af flest mulige (26%)
• Afvejning mellem økonomiske og sundhedsmæssige interesser (17%)
• Sikre beskyttelse af producenten (7%)
• Ved ikke/vil ikke svare (3%).

Figur 6.4: Borgernes holdning til, hvorledes myndighederne bør håndtere risikosager

Som det fremgår har en stor del af borgerne en forventning om, at myndighederne håndterer risikosager, så de sikrer fuld beskyttelse af alle forbrugere (61%). Derudover forventes det, at myndighederne sikrer overholdelse af reglerne (44%). Deltagerne i omnibusundersøgelsen lægger stor vægt på beskyttelsen af borgerne. Som svarene foreligger, er det desværre ikke muligt at se, hvor stor del der tilsammen svarer enten at alle, at særlige grupper eller at flest muligt bør beskyttes.

6.3.4.1 Variationer i forhold til demografiske variable
Der er ingen signifikante forskelle kønsmæssigt, erhvervsmæssigt eller geografisk.

Aldersmæssigt mener de unge i lidt højere grad end de øvrige aldersgrupper, at myndighederne skal sikre afvejning mellem økonomiske og sundhedsmæssige interesser (ca. 30% mod ca. 15%) og sikre beskyttelse af producenterne (16% mod ca. 6%).

Uddannelsesmæssigt er en mindre variation, idet borgere med erhvervsuddannelse og især videregående uddannelse har mindre ønske (hhv. 21% og 17%) om hensyn til økonomiske- og producentinteresser end de øvrige (ca. 33%).

6.3.5 Borgernes opfattelse af myndighedernes rolle

Et af spørgsmålene belyser borgernes opfattelse af myndighedernes rolle, når et nyt produkt introduceres på markedet. I prioriteret rækkefølge er borgernes opfattelse:

• 36% mener, at myndighederne har ansvar for at sikre, at der er korrekt mærkning og brugsanvisning
• 35% mener, at myndighederne har ansvar for, at der ikke er sundhedsfarlige stoffer i produktet
• 22% mener, at myndighederne har ansvaret for produktets uskadelighed gennem en forhåndsgodkendelse
• 5% mener, at myndighederne hverken har ansvaret for produktets skadelighed eller ansvaret for korret mærkning og brugsanvisning
• 2% svarer ved ikke eller besvarer ikke spørgsmålet.

Figur 6.5: Borgernes holdning til, hvorledes myndighederne bør håndtere risikosager

Der er 93% af borgerne, der har en opfattelse af, at der enten sker en forhåndsgodkendelse af produkter, at det er myndighedernes ansvar, at der ikke er sundhedsfarlige stoffer i produktet eller, at myndighederne har ansvaret for korrekt mærkning og brugsanvisning. Kun 5% havde en opfattelse af, at det ikke er myndighedernes ansvar (men producenternes).

Det skal dog bemærkes, at begrebet ”ansvar for” kan opfattes differentieret. Det kan således ikke udelukkes, at nogle borgere opfatter ansvarsbegrebet således, at myndighederne griber ind, hvis der er noget galt, og dette ikke opfattes som, at ”myndighederne hverken har ansvaret for produktets skadelighed eller ansvaret for korrekt mærkning og brugsanvisning”, idet denne svarmulighed er betegnet som ”intet ansvar” i grafikken.

6.3.5.1 Variationer i forhold til demografiske variable
Der er ingen signifikante forskelle kønsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller erhvervsmæssigt.

Aldersmæssigt er der ikke signifikante forskelle i vurderingen af, at myndighederne har et ansvar, men der optræder forskelle i vurderingen af, hvilket ansvar myndighederne har. De unge (15-24 år) skiller sig ud ved, at 42% mener, at myndighederne har ansvaret for, at der ikke er sundhedsfarlige stoffer i produktet, mens det kun er tilfældet for 25% af de 50-59 årige. Til gengæld mener 44% af denne gruppe, at ”myndighederne har ansvaret for at sikre, at der er en korrekt mærkning og brugsanvisning”, mens det i gruppen af 40-49 årige kun er 28%. Selvom disse afvigelser er signifikante, er det dog næppe variationer, som har betydning for planlægningen og udførelsen af risikokommunikation.

Geografisk er der ligeledes ens vurdering af, at myndighederne har et ansvar, men der er også her forskel i vurderingen af, hvilket ansvar myndighederne har. Forskellen er dog alene signifikant, hvad angår formodningen om, at ”myndighederne har ansvaret for at sikre, at der er en korrekt mærkning og brugsanvisning”. Her er Storkøbenhavn lavest med 29%, mens det øvrige område øst for Storebælt topper med 41%.

6.3.6 Borgernes tillid til forskellige aktører

Borgerne er blevet spurgt om, hvem de generelt set har mest tiltro til, når der i pressen drøftes en risikosag, og forskellige parter blander sig i debatten. Der er ved besvarelsen givet mulighed for at pege på op til 3 forskellige parter. Langt fra alle har dog udnyttet muligheden af at pege på 3 parter, idet der i gennemsnit er udpeget lidt over 2 parter. Dette udelukker dog ikke, at nogle parter kunne have opnået en højere procent, hvis der havde været ”frit valg”. Med den valgte spørgeform opnås således ikke en ”absolut” troværdighedsskala, men en ”relativ” troværdighedsskala.

Figur 6.6: Borgernes holdning til, hvilke parter de har mest tiltro til, når der i pressen drøftes en risiko ved et produkt. Der kunne maks. peges på 3 parter

Borgerne har størst tiltro til forbrugerorganisationer (61%) og mindst tiltro til producenter (6%) og politikere (2-5%). Også forskerne på et universitet (41%) eller hos DMU/Danmarks Miljøundersøgelser (37%) har en relativ høj troværdighed hos borgerne. Derimod ligger forskerne på Institut for Miljøvurdering (16%) væsentlig lavere på borgernes troværdighedsskala. Miljøstyrelsen og miljøorganisationer nyder samme tillid (21%).

Der er en stor forskel i befolkningens troværdighed til forbrugerorganisationer og miljøorganisationer. I spørgsmålet er nævnt konkrete eksempler på organisationer (hhv. Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening), men det er ikke muligt at vurdere, hvorvidt dette har påvirket resultatet. Muligvis spiller det øgede brug af forbrugerprogrammer i tv ind på befolkningens (positive) opfattelse af forbrugerorganisationer som troværdighedsvidner.

Resultatet, hvor kun 1/5 tilkendegiver, at de har mest tillid til Miljøstyrelsen, kan give anledning til at overveje en supplerende undersøgelse, der kan gå dybere ned i årsagsforklaringer hertil. De mere uddybende forklaringer fra fokusgrupperne kan måske give nogle af svarene.

I det følgende er lavet en lidt grundigere præsentation af de variationer, som det er muligt at udtrække fra den gennemførte omnibusundersøgelse.

6.3.6.1 Variationer i forhold til demografiske variable
Kønsmæssigt er der flere kvinder (67%) end mænd (55%), som udtrykker tiltro til forbrugerorganisationer, men ellers er der ingen kønsmæssige forskelle.

Aldersmæssigt er der en del signifikante variationer. Variationerne er vist efterfølgende.

Klik her for at se figur

Forskellene mellem de største og mindste procentværdier er signifikante for følgende områder: Forsker fra universitet, forsker fra Institut for Miljøvurdering, forbrugerorganisationer, producent og Miljøstyrelsen.

Blandt de unge er der, som det fremgår, en større tilslutning til forskerne fra universiteterne (55%), efterfulgt af forbrugerorganisationer (45%) og forskere fra DMU (44%). Forskere fra Institut for Miljøvurdering nyder også større tillid hos de unge (27%) end generelt.

Uddannelsesmæssigt er der enkelte signifikante variationer. Borgere med videregående uddannelse har væsentlig højere tiltro (53%) til en universitetsforsker end borgere med en erhvervsuddannelse (34%) eller borgere, der alene har folkeskolen bag sig (35%).

Tiltroen til forbrugerorganisationer vokser med uddannelsesniveauet, idet tiltroen hos borgere, der alene har folkeskolen bag sig, er på 50%, mens den er signifikant højere for borgere med erhvervsuddannelse (65%) og med videregående uddannelse (66%).

Tiltroen til hhv. en forsker på Institut for Miljøvurdering og til producenter udviser derimod en faldende tendens med stigende uddannelsesniveau. For Institut for Miljøvurdering falder den fra 21% hos borgere, der alene har folkeskolen bag sig til 13% hos borgere med videregående uddannelse. For producenter er faldet fra 10% til 4%. For begge disse gælder dog, at resultaterne lige netop ikke er signifikante.

Som det er vist efterfølgende, er variationen for Miljøstyrelsen ubetydelig.

Erhvervsmæssigt er der ligeledes enkelte signifikante variationer. Arbejdere samt gruppen af pensionister/efterlønnere har lavere tiltro (hhv. 33% og 29%) til en universitetsforsker end den øvrige gruppe af funktionærer, selvstændige og gruppen af lærlinge/elever/studerende (hhv. 46%, 55% og 55%).

Tiltroen til forbrugerorganisationer er lavest i gruppen af lærlinge/elever/studerende (46%) og højest i funktionærgruppen (72%). For de øvrige parter er der ikke signifikante forskelle.

For Miljøstyrelsen er variationen ikke signifikant, som det fremgår af nedenstående.

Geografisk er der ingen signifikante forskelle.

For Miljøstyrelsen er tiltroen faldende med afstanden fra København, men forskellene er ikke signifikante:

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2004, © Miljøstyrelsen.