Håndbog om vurdering af spredning af dioxin og andre miljøskadelige stoffer fra ukontrollerede brande

Bilag 4. Bantex-branden. Direkte udsættelse for jord og luft. Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen
15. juni 2000/PBL

Bantex branden

Direkte udsættelse for jord og luft.

Dioxiners sundhedsskadelige effekter
En international ekspertgruppe under WHO har i 1998 foretaget en vurdering af dioxins sundhedsskadelige effekter.

Dioxiner kan typisk dannes under forbrændingsprocesser under særlige omstændigheder afhængig af temperatur og komponenter der indgår i forbrændingen/ branden. Stofferne er svært nedbrydelige og i naturen vil dioxinerne opkoncentreres gennem fødekæderne idet stofferne ophobes i fedtvævet i fisk, pattedyr og mennesker. Der foregår således en vedvarende udsættelse med dioxiner gennem vore fødevarer, hvor især bidrag fra fede fødevarer dominerer. Niveauerne i den vestlige verden anses generelt at være faldende, hvilket anses at være resultatet af den indsats der har foregået og som stadig pågår i forbindelse med at nedbringe udslip af dioxiner til miljøet.

Dioxiner sundhedsskadelige effekter bestemmes af den samlede mængde der ophobes i kroppen gennem længere tid. Akutte effekter er således kun observeret ved ekstremt høj udsættelse som fx ved uheld i arbejdsmiljøet eller ved store industrielle udslip. Kortvarige, mere moderat forhøjede udsættelser medfører således ikke risiko for akutte effekter, og har kun i meget begrænset omfang betydning for den samlede mængde dioxin der gennem lang tid ophobes i kroppen og dermed for langtidseffekter. Den mængde der ophobes i kroppen er mere afhængig af den daglige gennemsnitlige belastning.

Dioxiner er vist at kunne medføre en række sundhedsskadelige langtidseffekter. Man anser således dioxiner for at være kræftfremkaldende, at være skadelig for forplantningsevnen, og at kunne påvirke udvikling af immunforsvaret og centralnervesystemet. Især fostre vurderes at være følsomme overfor forøgede niveauer af dioxiner. Fostre udsættelse bestemmes af den mængde dioxin som moderen gennem sit liv har ophobet i kroppen.

Ud fra viden om effekter hos dyr og mennesker og for at beskytte mod ovenstående sundhedsskaldelige effekter har WHO fastsat et tolerabelt dagligt indtag af dioxin på 1-4 picogram dioxin per kg legemsvægt per dag. Der gøres ved fastsættelsen af denne værdi opmærksom på at TDI-værdien repræsenterer en gennemsnitsværdi for daglige udsættelse gennem et helt liv og at lejlighedsvise overskridelser af denne værdi ikke anses for at have sundhedsmæssige konsekvenser, idet effekterne er knyttet til den samlede udsættelse og ophobning af dioxin.

Dixonniveauer på jorden
Der er foretaget indsamling og kemisk analyse af overflader i røgfanens retning. De foreløbige resultater af disse prøver har vist et indhold på 4-6 ng dioxin/ m2 (målt som TEQ-dioxina-ækvivalenter). Fra arealer udenfor den dominerende røgfane er der fundet en overflademkoncentration på ca. 1ng dioxin/m2. På baggrund heraf vurderes at branden har medført lettere forhøjede dioxinniveauer på jordoverflader dækket af røgfanen.

Generelt anses børn for at være mest udsætte for forurenende stoffer i jord, idet de leger i og med jorden. I forbindelse med vurdering af jordforureninger anser Miljøstyrelsen at det største direkte bidrag hos små børn stammer fra indtagelse af jord. I den forbindelse anvender man ved risikovurderinger en standardbetragtning på 0,2 g indtaget jord per dag for et barn på 10 kg.

Da dioxin forureningen er en overfladeforurening, antages i det følgende at børn ved leg i jord og sand udelukkende udsættes for den øverste centimeter af jorden (med dens indhold af sand og støv). Såfremt dioxinforureningen er blevet opblandet i dette lag vil dette skønsmæssigt medføre en forøget koncentration i jord/støvlaget på¨0,4-0,6 picogram dioxin/g jord. (Beregnet med udgangspunkt i en massefylde på 1 g/cm3 for det øverste lag af jord/ støv).

Såfremt et barn i gennemsnit indtager 0,2 g af denne blanding vil barnet dagligt indtage 0,08-0,12 picogram dioxin som ekstrabidrag som følge af nedfaldet. svarende til en daglig dosis på 0,008- 0,012 picogram dioxin per kilogram legemsvægt (barnet antages at veje 10 kg).

Denne værdi ligger ca. en faktor 100 under WHO's TDI-værdi, eller sagt med andre ord direkte udsættelse for jorden svarer under disse forudsætninger til en ekstrabelastning der svarer til ca. 1% af TDI. Dette skal ses i sammenhæng med, at den generelle befolkning via fødevarer udsættes for dixoin svarende nogenlunde til TDI-værdien. Direkte udsættelse fra jord med en overfladekoncentration på 4-6 ng/m2 må på den baggrund anses for ubetydeligt i sundhedsmæssig sammenhæng.

Indånding fra luft
WHO anfører 0,1 pg dioxin/ m3 luft for at være en sædvanligt baggrundsniveau i vestlige byer. For en voksen person, der dagligt indånder 20 m3 luft svarer dette til en dioxindosis på 2 pg/d eller 0,03 picogram dioxin per kg legemsvæg per dag for en person på 70 kg. For børn på 10 kg der skønsmæssigt indånder 10 m3 luft per dag vil det svare til en daglig dosis på 0,1 picogram dioxin per kg legemsvægt pr. dag.

Der foreligger ikke data der belyser i hvor stor udstrækning luften lige over jordoverfalden (luften i befolkningens indåndingszone) har indholdt forhøjede niveauer af dioxiner. Den lettere forøgede deponering på overflader af dioxinholdigt støv antyder dog at luftens indhold har været forhøjet i et forholdsvis begrænset omfang.

En kortvarig indånding (i dette tilfælde timer) af lettere forhøjede niveauer vurderes ikke at have nogen sundhedsmæssige konsekvenser.

I sundhedsmæssig sammenhæng vurderes det generelt, at det er den akutte sundhedsfare ved indånding af røg der er dominerende fremfor en forhøjet risiko for langstidseffekter som følge af røgens indhold af stoffer med langtidsvirkning fx kræftfremkaldende stoffer.

Konklusion
Ud fra ovenstående anses det ikke, at der er grundlag for særlige forholdsregler i forbindelse med børns leg og ophold på de berørte områder.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.