Håndbog om vurdering af spredning af dioxin og andre miljøskadelige stoffer fra ukontrollerede brande

Bilag 5. Miljøstyrelsens videre anbefalinger efter branden i Bantex.

MILJØstyrelsen               16. juni 2000
Industrikontoret               472-0012
                                         ET/ANC/9

Miljøstyrelsens videre anbefalinger efter branden i Bantex.

Baggrund
Den 31. maj 2000 udbrød der brand på virksomheden Bantex i Allerød. Virksomheden producerer kontorartikler. Der er i den forbindelse brændt/ødelagt 3000 m2 færdigvarelager og 500 m2 kontor. I alt er der brændt ca. 600 tons færdigvarer bestående af træpaller, karton/pap, plastmateriale, maskiner af stål mv. Plastmaterialerne består af PP og PVC. Andelen af brændt PVC er opgjort til ca. 2 tons.

Allerød Kommune har oplyst, at røgen var meget kraftig og mørk. Røgfanen skød flere hundrede meter opad og der var lys/grå røg 2 – 4 m over jordoverfladen. Vinden var stabil hele dagen. Røgfanen gik mod øst og senere på dagen mere mod syd-øst/øst.

Den kraftige røgudvikling fra færdigvarelageret er vurderet til at være mellem kl. 9.10 til 12.30, hvor varelageret brændte. Herefter var røgen "almindelig" brandrøg.

Som følge af branden og risikoen for dioxinudslip har Allerød Kommune og Embedslægeinstitutionen i Frederiksborg Amt udsendt en pressemeddelelse med en række anbefalinger til borgerne i Ørne-Uglevang-Horsemosen-området.

Anbefalingerne går på:

  • Anvend ikke legepladserne før miljømyndighederne giver lov
  • Undgå direkte kontakt med græs, buske og jord
  • Afvask udendørsredskaber, borde, stole o.l. inden brug
  • Vask tøj, linned og evt. stofbetræk som var udendørs under branden før ibrugtagning
  • Spis ikke grønt fra haverne eller fødevarer der var udendørs under branden

Prøveudtagning og Analyser
I forbindelse med afbrænding af PVC er der risiko for dioxinudslip. Allerød Kommune har fået udtaget et antal prøver.

dk-TEKNIK har udtaget 9 overfladeprøver, hvoraf de 6 er analyseret på et laboratorium i Tyskland. De prøver, som ikke er analyseret, er taget indenfor 90 m fra branden. Prøverne er analyseret for dioxin. Prøverne er udtaget så de repræsenterer det område, som har været særligt berørt af røgfanen.

Resultater af overfladeprøverne er:

Prøve nr. Sted Afstand fra brand
m
Dioxin
I-TEQ
ng/m2
1 Uglevang, P-plads tag 220 6
2 Skovvang 21, på rutsjebane 450 4
3 Skovvangsskolen, tagkant 390 1
5 Container overfor brandsted 90 1
7 Blommevej, baggrundsprøve 250 1
8 Bantex, vindue ved brand 1 9

Der er udtaget en vandprøve fra slukningsvandet, som ligeledes er analyseret i Tyskland. Resultaterne foreligger ikke endnu.

Endvidere er der udtaget 2 prøver af slam på rensningsanlægget, som vil blive analyseret for dioxin udover de tungmetaller og miljøfremmede stoffer som er erguleret af slambekendtgørelsen.

Fødevaredirektoratet, Danmarks miljøundersøgelser og Miljøstyrelsen har vurderet betydning af dioxinforureningen som følge af branden af Bantex, Allerød, den 31. maj 2000.

Fødevaredirektoratets Anbefalinger:
På baggrund af beregninger og vurdering af en evt. indtagelse af dioxin dannet ved branden hos BANTEX er der ud fra faglige grunde ikke behov for særlige initiativer eller forholdsregler for at undgå denne indtagelse, der er forsvindende i forhold til den akkumulerede indtagelse over flere år. Det skal i den forbindelse fremhæves,

  • at hjemmedyrkede afgrøder kan spises i fuldt omfang uden en forøget risiko for uønskede effekter af dioxinpåvirkningen.
  • at det altid er en god forholdsregel, at rense og vaske de afgrøder, der skal konsumeres. Det er især hensigtsmæssigt, at rense afgrøderne for jord og sand.

Danmarks Miljøundersøgelsers vurdering.
Danmarks miljøundersøgelser vurderer, at risikoen ved forurening af jorden i Allerød med dioxin må anses for ubetydelig.

Miljøstyrelsens vurdering.
Miljøstyrelsen har foretaget en toksikologisk vurdering af forureningen af omgivelserne særligt med hensyn til udsættelse for dioxiner ved ophold udendørs. Vurderingen er, at forureningen af jorden anses for at være ubetydelig, da den mængde dioxin man vil kunne udsættes for ved ophold udendørs og ved indtagelse af jord er omkring hundrede gange under det niveau, som WHO anbefaler for at sikre mod sundhedsskadelige effekter.

Det betyder således, at børn kan lege udendørs, herunder i sandkasser, i normalt omfang uden en forøget risiko for uønskede effekter af dioxinpåvirkningen.

Endvidere har Miljøstyrelsen vurderet faren ved indåndingen af luft under branden. Miljøstyrelsen mener, at en kortere indånding ( i dette tilfælde timer) af lettere forhøjede niveauer vurderes til ikke at have nogen sundhedsmæssige konsekvenser.

Miljøstyrelsens konklusion er, at der ikke er grundlag for særlige forholdsregler i forbindelse med børns leg og ophold på de berørte områder.

Videre foranstaltninger
På baggrund af disse tre ens vurderinger anbefaler Miljøstyrelsen, at de foranstaltninger, som Allerød kommune og Embedslægen i pressemeddelelse af 2. juni 2000 har udsendt kan ophæves.

Miljøstyrelsen mener endvidere, at prøvernes indhold af dioxiner er så lave, at det ikke er nødvendigt at udtage jordprøver til yderligere analyser, da overfladeprøverne er taget de steder, som anses for mest påvirkede af røgen fra branden. Endvidere er det efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke nødvendigt, at analysere de udtagne sodprøver for PCB og PAH.

Der er udtaget en prøve af slukningsvandet. En analyse for dioxin foretages netop i øjeblikket. Denne prøve har kun betydning for Lillerød rensningsanlægs drift og vil blive vurderet så snart resultaterne foreligger.

Allerød Kommune har udtaget 2 prøver af slam fra Lillerød rensningsanlæg, som er sendt til analyse for dioxiner den 15. juni 2000. Når resultaterne af disse analyser foreligger vil det blive vurderet, om der skal tages særlige foranstaltninger ved anvendelsen af slammet. Indtil resultaterne foreligger anbefales det, at slam produceret i tilknytning til branden holdes adskilt fra det øvrige slam på renseanlægget.

De samlede anbefalinger.

  • at hjemmedyrkede afgrøder kan spises i fuldt omfang uden en forøget risiko for uønskede effekter af dioxinpåvirkningen.
  • at det altid er en god forholdsregel, at rense og vaske de afgrøder, der skal konsumeres. Det er især hensigtsmæssigt, at rense afgrøderne for jord og sand.
  • at børn kan lege udendørs, herunder i sandkasser, i normalt omfang uden en forøget risiko for uønskede effekter af dioxinpåvirkningen.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.