Evaluering af Miljøstøtte til Arktis for årene 1993 - 2003

9 Case 1 – Affald

Case 1 – Affald omfatter følgende tre projekter:

  • Projekt nr. 1: Affaldsforbrændingsanlæg i Sisimiut Kommune, j.nr. 123/001-0097. Projektansvarlig: Sisimiut Kommune, Projektstøtte: DKK 300.000;
  • Projekt nr. 2: Mulige løsninger for håndtering af flyveaske og slagger i Grønland, j.nr. 123/001-0265. Projektansvarlig: Carl Bro, Projektstøtte: DKK 915.895; og
  • Projekt nr. 3: Handlingsplan for affaldshåndtering i Grønland, j.nr. 123-0195_OLD. Projektansvarlig: Carl Bro, Projektstøtte: DKK 367.500.

Projekt nr. 1: Affaldsforbrændingsanlæg i Sisimiut kommune, j.nr. 123/001-0097

Profil af tilskuddet/projektet

Indsatsområde: AMP-K Projektstøtte: Affaldsforbrændingsanlæg i Sisimiut kommune Projektets tidsplan: November 1998 til december 1999 (afslutning af byggeriet)

Det totale budget for projektet er estimeret til 25,5 mio. kr. med en 50/50 fordeling mellem Sisimiut kommune og Hjemmestyret. Dancea har bevilliget 3,0 mio.kr til nedbringelse af Sisimiut Kommunes andel.

Brevveksling mellem Sisimiut og Miljøstyrelsen

  • - Tilsagn givet den 29. december 1998 på 3. mio. kr. gældende for finansårene 1998 og 1999
  • - Anmodning om udbetaling i ultimo 2000 (14. december – i brevet påpeges, at ikke alt materiale er sendt, hvorfor det efterspørges af Miljøstyrelsen)
  • - Brev af den 20. marts 2002 efterlyse materialet igen, for at de resterende 300.000 kr. kan udbetales
  • - Mail af 17. december 2002 – rykker fra Miljøstyrelsen til projektholdere med svar om, at det endelige regnskab vil være færdig ultimo februar 2003
  • - Ved evalueringen er regnskabet endnu ikke afsluttet (september 2003)

1. Projektbeskrivelse

Projektet indgår i en større satsning i Grønland vedr. affaldshåndtering. Projektet vil bidrage til at løse de nære affaldsproblemer primært i Sisimiut kommune. Projektaktiviteterne vil omhandle etablering af et affaldsforbrændingsanlæg og modtagestation.

Aktører er involveret i projektet Sisimiut kommune, Miljøstyrelsen, Direktoratet for Natur og Miljø, Kanukuka.

Ifølge finansieringskontrakten af 17. december 1998 er 25,5 mio. kr. afsat til affaldsforbrændingsanlægget baseret på et overslagsbudget. Heraf deles udgifterne med 50 pct. til Hjemmestyret og 50 pct. til Sisimut kommune. Sidstnævnte har afsat 13,250 mio. kr. til opgaven, og herudover har Miljøstyrelsen via Dancea-programmet givet tilsagn om 3 mio. kr.

2. Målsætninger og motivation

Formålet med projektet er at forbedre og tilpasse konceptet for de grønlandske affaldsforbrændingsanlæg, implementeret første gang til etableringen af affaldsforbrændingsanlægget i Qaqortog, således at der kan etableres et endnu bedre anlæg i Sisimiut. Sisimiut kommune har 5.968 indbyggere, heraf 5.230 i Sisimiut by, der producerer ca. 600 kg. affald pr. indbygger om året. Det svarer til ca. 3.138 tons affald årligt. I forbindelse med ansøgning til Hjemmestyret om miljøgodkendelse er der ansøgt om tilladelse til opførelse af et affaldsforbrændingsanlæg med en maksimal kapacitet på 5.200 tons årligt, fordelt på følgende typer:

- 30 tons dagsrenovation pr. uge
- 55 tons erhvervsaffald pr. uge
- Afbrænding af 100 tons spildolie årligt

Driften planlægges til at være gennemsnitlig 85 tons pr uge afbrændt mandag til fredag i døgndrift og med nedlukning i weekenden.

Forbrændingsanlægget i Sisimiut forventes at vil reducere brugen af byens deponering betydeligt, reducere sundhedsfaren ved den nuværende affaldsbortskaffelse i byen, udnytte affaldsproduktionens brændværdi og derved reducere forbruget af fyringsolie, fjerne forureningen med flyvende affald fra deponeringen, fjerne faren fra ukontrolleret afbrænding af affald på deponeringen, reducere behovet for fyldmateriale samt gøre den fremtidige affaldsbortskaffelse i byen mindre pladskrævende.

Anlægget indgår i Hjemmestyret implementering af Handlingsplan for den fremtidige affaldshåndtering og implementering i byerne i Grønland.

Projektet indgår desuden i Danmark/Grønlands bidrag til udvikling af waste manegement–konceptet i det arktiske miljøsamarbejde.

2A. Mål og delmål

Forbrændingsanlægget og modtagerstationen er etableret og er i funktion. Modtagerstationen er åbnet for 4 mdr. siden (april 2003). Der afbrændes mandag til fredag, hvor der arbejdes i døgndrift. Anlægget er nedlukket i weekenden. Der er 6 ansatte plus en leder.

Der ligger affald for 3-4 år på pladsen. Før blev tingene deponeret.

  • - Man har godt styr på hvad der er af affald og mængderne - Håndtering af olieaffald kom på plads i foråret 2003 - Skrotsortering (jern) er man ved at få styr på – forventer at være fuld under kontrol om 1-2 år.
  • - Arbejder på, hvordan man vil løse problemet med flyveaske – enten deponeres i Danmark (Ålborg/Mokana)) eller smide det i havet. Afhænger meget af økonomien i dette, og om Hjemmestyret vil give tilskud hertil.
  • - Affald i bygderne. Man vil kunne aftage affald fra bygder i Sisimiut, men transportomkostningerne er store - Man har et problem med dioxinudslip når man brænder af pga. for lav varme.
  • - Behov for at udvikle en teknik til bedre rensning af spildevandet (p.t. brede/grove riste)
  • - Forsøger med kildesortering, skal forbedres, idet det til tider kommer med i forbrændingen.
  • - Slagger dækkes til (politisk beslutning om det skal deponeres eller dækkes til)

Man vil i den nærmeste fremtid opstille et budget for selve driften af anlægget, som er fuldt finansieret af Sisimiut Kommune. Man har ikke før nu haft grundlaget til at kunne opstille et realistisk budget.

Man overvejer desuden genbrug af affald på sigt.

Projektet er blevet dyrere end beregnet.

Kortlægning af udgangssituationen (baseline) Baseline: Ingen form for affaldshåndtering forud for projektimplementeringen. Al affald blev dueponeret på affaldspladsen eller i naturen. Der løber et vandløb ned gennem affaldspladsen. Har planer om at lave en dæmning, hvis der kan skaffe midler til det. Et stort problem ved tøbrud.

Dialog med borgere Forsøger at fremme dialogen med borgerne ved at appellere til lokale ildsjæle. Der kan stadigvæk ske forbedringer mht. aflevering af skrot. Man skal til at lave en batterikampagne – her anvendes ugebladet og lokal TV.

Generelt opleves der en positiv holdning blandt borgere til projektet – alle vil gerne have et bedre miljø. Man skal dog stadigvæk vænne sig til storskraldsafhentning – meget deponeres stadigvæk

Koordinering med de andre kommuner, erfaringer mm. Der har været besøg fra de andre kommuner, hvor man er i gang med tilsvarende projekter, men hvor man endnu ikke er så langt som i Sisimiut. Nærværende projekt er på mange måder et pilotprojekt, idet man ikke har haft erfaringer fra andre steder, der kunne trækkes på, selvom det egentlig var en del projektets målsætning. Det er ifølge respondenter vanskeligt at få løn og uddannelse passet ind i overenskomsten på området, da medarbejderne i dag ikke er medtaget i den eksisterende overenskomst – kunne have været tænkt ind i projektet.

2B. Tilskudsmodtagers motivation

Tilskudsmodtageren – i dette tilfælde – Sisimiut kommunes motiv har selvfølgelig haft at gøre noget med den aktuelle affaldssituation samt forbedre organiseringen af denne i fremtiden.

3. Evaluators vurdering
3.1. Projektets relevans: Karakter 4

Projektet vurderes til i høj grad at være relevant i forhold til de identificerede behov i Grønland vedr. affaldshåndtering. Projektet vurderes ligeliges relevant i forhold til AMP-K delprogrammet under Miljøstøtten til Arktis, hvor formålet er at yde støtte til det lokale miljø, fremme miljøbevidstheden og miljøindsatsen og sikre en bæredygtig erhvervs- og samfundsudvikling. Projektet er ydermere relevant, idet den bygger på den udarbejdede handlingsplan for affaldshåndtering fra 1996.

Projektet anses ikke som relevant i forhold til Danceas overordnede formål om grænseoverskridende forurening og oprindelige folk

3.2. Projektets effektivitet (målopfyldelse): Karakter 4

I forhold til projektets målsætning vurderes det, at der er tale om høj grad af målopfyldelse, idet affaldsforbrændingsanlæg og modtagerstation er etableret, og man er i gang med at få affaldsmængder og typer under kontrol.

Der er modsat ikke tale om 100 pct. målopfyldelse bl.a. pga., at projektimplementeringen er blevet forsinket.

3.3. Projektets effekter (impact): Karakter 3

Projektet har medført positive miljøeffekter og sundhedseffekter, idet den nuværende håndtering af affald til dels sikrer en mere miljøvenlig affaldshåndtering i form af mindre deponering, oliespild mm, dels giver en mere sundhedsmæssigt acceptabel håndtering af farligt affald.

Endvidere kan forbrændingen give mulighed til salg af varme til Sisimiut fjernvarmesystem, hvor den kan substituere olie. Anlægget vil samlet og årligt erstatte ca. 1.000 tons fyringsolie med de positive miljøeffekter, der kan relateres hertil, når anlæggets salg af varme er på plads.

Modsat er der i forbindelse med projektet opstået nye miljøproblemer i form af flyveaske og øgede mængder slagger samt fortsat en hvis luftforurening.

Forbrændingen giver slagger og flyveaske i størrelsesorden 800 til 1.000 tons årligt ud fra en antagelse af en slaggeproduktion på 20 pct. af affaldsmængden og en kapacitet på ca. 4.500 tons årligt. Både slagger og flyveaske kan graves/dækkes til lokalt eller alternativt anvendes til afdækning af lossepladser eller til bygning af veje. Der synes ikke at være særlige problemer forbundet med deponering/nedgravning af slagger i Grønland.

Anlægget er bygget til rensning for partikler (60 mg/Nm3), mens der ikke er installeret yderligere filtre, såsom kul - og kalkfiltre til rensning for bl.a. dioxin. Derfor bidrager anlægget til en vis luftforurening med til nærmiljøet på trods af den 48 meter høje skorsten. Der vil bl.a. være tale om tungmetaller som bly, krom, mv.

Den planlagte driftsmodel synes også at være medvirkende til, at der genereres unødige negative miljøeffekter af driften. Hyppige starter og nedlukninger skaber større forurening end længerevarende driftsperioder. Med den valgte model med fem dages drift og nedlukning i weekenden, får man større forurening end ved kontinuerlig drift i flere uger af gangen.

Endelig er der endnu ikke styr på rensning af spildevandet fra anlægget.

Samlet er der med andre ord opnået såvel positive som negative miljø effekter.

3.4. Projektets efficiens (omkostningseffektivitet): Karakter 2

Projektet repræsenterer en anlægsinvestering på 25,5 mio. kr. Hertil kommer drift skønnet til 2 mio. kr. årligt og vedligeholdelse skønnet til 1,3 mio. kr. årligt (ca. 5 pct. af anlægsinvesteringen). Med en skønnet afskrivningsperiode på 20 år og en simpel ikke diskonteret tilbagebetalingstid på samme 20 år fås en pris på ca. 1.100 kr. per tons affald ved en kapacitetsudnyttelse på 85 tons pr. uge i 50 uger årligt (ved femdages drift).

Ved salg af varmen fra anlægget til det lokale fjernvarmeværk kan der forventes en indtægt på ca. 700 kr. pr. tons affald, hvorved nettoprisen må formodes at ligge i omegnen af 400 kr. tons. Dette er lidt dyrere end i Danmark, hvor prisen ligger mellem 300 og 400 kr. tons, men med anlæggets størrelse taget i betragtning synes omkostningseffektiviteten at være tilfredsstillende.

Imidlertid kan prisen pr tons affald også relateres til den mængde, der produceres i Sisimiut kommune, nemlig små 2.000 tons om året. Hvis dette tal anvendes som basis for beregning af prisen på affaldsbehandlingen bliver tallet naturligvis anderledes, nemlig 2.300 kr. pr tons affald. Fraregnes varmeindtægten, bliver omkostningen ca. 1.600 kr. pr. tons., hvilket er relativt bekosteligt, hvis der sammenlignes med affaldsforbrænding i Danmark. Dette hænger sammen med anlæggets kapacitet, hvor små anlæg har en høj enhedspris. Sammenlignes anlægget med eksempelvis et hospitalsaffaldsforbrændingsanlæg på samme størrelse, bliver prisen acceptabel.

Efficiensen af projektet vil imidlertid blive negativt berørt af de forskellige utilsigtede og negative miljøeffekter, der genereres som konsekvens af anlæggets drift. Især synes luftforureningen at være et problem, der bevidst ikke er løst miljømæssigt optimalt taget højde for om af investeringsøkonomiske årsager. Adækvate røgrensningsfiltre ville efter projektholders vurdering have været prohibitiv for projektets gennemførelse. Det er således skønnet miljøøkonomisk mere hensigtsmæssigt at nedbringe miljøbelastningen forårsaget af ukontrolleret deponering og afbrænding af affald mod i stedet at acceptere et miljøproblem med luftforurening, der med en i forhold til anlæggets størrelse meget høj skorsten på 48 meter forsøges spredt så meget som muligt.

3.5. Projektets levedygtighed: Karakter 2

Projektet virker levedygtigt i den forstand, at der er en vis tilførsel af affald fra Sisimiut svarende til halvdelen af anlæggets kapacitet. Samtidig kan der gøres brug af affald fra deponeringen, hvor der skønnes at være mellem 8.000 og 10.000 tons svarende til fire års affald. Sisimiut kommune forestår driften af anlægget, hvilket giver forventninger om såvel teknisk som økonomisk levedygtighed af projektet. Der synes dog at være visse problemer med fastholdelse af medarbejdere på anlægget, hvad der kan bidrage til at så tvivl om den tekniske levedygtig på grund af vanskeligheder ved drift, vedligeholdelse mv.

Miljømæssigt er projektets bidrag til en bæredygtig løsning ikke entydigt. Fortsatte miljøproblemer især på luftområdet taler imod, at der er tale om en bæredygtig løsning. Modsat er løsningen på affaldsproblemet af stor betydning i lokalsamfundet af både direkte miljømæssige årsager samt af mere holdnings- og adfærdsmæssige samt politiske årsager.

3.6. Samlet vurdering af projektet: Karakter 3

Samlet set vurderes projektet som relevant og med en høj grad af målopfyldelse. Grundet at projektet er et af de første af sin slags er der undervejs blevet gjort mange erfaringer som bør opsamles og videregives til andre tilsvarende projekter. Som konsekvens heraf er projektet blevet dyrere end anslået og det har trukket ud med selve implementeringen. Negativt tæller såvel efficiens som levedygtighed.

Projekt nr. 2: Mulige løsninger for håndtering af flyveaske og slagger i Grønland, j.nr. 123/001-0265

Profil af tilskuddet/projektet

Indsatsområde: Miljøproblemer/administration; AMP-V Projektstøtte: DKK 915.895 Projektets tidsplan: marts 2001 til ultimo marts 2002, 2 styregruppemøder Status: Det er ikke muligt at vurdere, om projektet er afsluttet ud fra det tilgængelige materiale, så evaluator går ud fra, at projektet er igangværende.

Projektansvarlig: Carl Bro A/S Afrapportering: Datarapport med beskrivelse af resultater og vurdering. Udkast til færdig vejledning til direktoratet om håndtering af restprodukter og anbefalinger.


1. Projektbeskrivelse

Ansøgningen er indgivet af Carl Bro A/S, Afdeling for Miljø, Vand og Energi.

Meget husholdnings – og erhvervsaffald bortskaffes i Grønland ved forbrænding. Ved den stadig større udbygning af affaldsforbrændingsanlæg i byer og bygder er der behov for viden om fremtidig håndtering og deponering af flyveaske og slagger. Herunder er der behov for metodeudvikling og test af metoder til monitorering af påvirkningen i det arktiske miljø.

2. Målsætninger og motivation
2A. Mål og delmål

Miljøtekniske analyser af deponering af slagger og flyveaske i udvalgte byer og bygder samt geotekniske analyser med henblik på anbefalinger vedr. håndtering af restprodukter fra forbrænding.

Mere specifikt er formålet at opnå større viden om: - Sammensætning og udvaskning af forbrændingsprodukter (flyveaske og slagger) under forskellige klimatiske betingelse og undergrundsforhold, der optræder i Grønland - Udvikling og afprøvning af metoder til monitorering af eksisterende og fremtidige lossepladser; - Udvikling af koncept for anlæg og drift af deponier med flyveaske og slagger; - Udvikling af simple/lavteknologiske metoder til sikring af affaldsdeponier med udvaskning.

Der lægges op til en orienterende undersøgelse ved en række lokaliteter/deponier i Grønland i stedet for en grundig undersøgelse af et enkelt deponi.

Undersøgelsens resultater skal gerne kunne anvendes af myndigheder i forbindelse med fremtidige anlæg og drift af nye affaldsdeponier i Grønland.

Outputs 1. Rapport med en beskrivelse af de udførte felt og laboratorieforsøg; 2. Udkast til vejledning om håndtering og deponering af flyveaske og slagger.

2B. Tilskudsmodtagers motivation

Kortlægning af dette problems omfang og mulige løsninger heraf.

3. Evaluators vurdering
3.1. Projektets relevans: Karakter 3

Affaldsforbrænding udgør et vigtigt element i Grønlands Hjemmestyres handlingsplan for den fremtidige affaldshåndtering i byerne i Grønland (1996). Handlingsplanen, som blev finansieret via Dancea-midler (se projekt nr. 3 nedenfor), indeholdt imidlertid ikke anvisninger/overvejelser vedr. håndtering af restprodukter fra forbrænding. Indeværende projekt har til formål at belyse miljøkonsekvenser ved deponering af slagger/flyveaske i Grønland samt give anbefalinger vedr. den fremtidige håndtering af slagger/flyveaske.

Projektet er iværksat af Direktorat for Miljø og Natur i Grønland som en del af et større projekt vedr. affaldsdeponering i Grønland. Projektet forventes give nødvendig grundlæggende viden om miljøkonsekvenserne ved deponering mv. af slagger/flyveaske i Grønland, hvor der er stor forskel på nedbør og temperatur mellem syd og nord, og resultaterne vil bl.a. skulle anvendes i forbindelse med den fremtidige godkendelse af lossepladser og deponier.

Støtten til projektet er endvidere i overensstemmelse med Sermermiutaftalen fra 1995 mellem Svend Auken og Marianne Jensen, hvor Svend Auken gav tilsagn om, "at man fra dansk side vil yde konkret bistand med henblik på en bedre affaldsløsning end den nuværende".

Endvidere vurderes det, at projektet ligger inden for rammerne af målsætningen for AMP-V.

Modsat kan der argumenteres for relevansen af projektet, idet det må formodes at der allerede foreligger erfaringer, dokumentation mm. fra Danmark vedrørende - deponering af slagger og flyveaske som vil kunne overføres til en grønlandsk kontekst.

3.2. Projektets effektivitet (målopfyldelse): Karakter 4

Projektet er stadig igangværende, hvorfor vurderingen af projektets effektivitet er preliminær. Med dette forbehold vurderes projektets effektivitet som meget tilfredsstillende, da alle aktiviteter er gennemført ifølge den planlagte tidsplan.

Ifølge statusrapport af 4/12-02 er følgende aktiviteter gennemført:
- Indsamling af eksisterende data, forår 2001
- Feltarbejde, august og september 2001. I denne forbindelse med udarbejdet rejserapport.
- Analyse af indsamlede prøver i henholdsvis januar og april, 2002
- Rapportering påbegyndt og rapportudkast 1 afleveret, april 2002
- Rapportudkast 2 afleveret, maj 2002 - Rapportudkast 3 afleveret, august 2002
- Den endelig rapport forventes færdiggjort efter møde om rapportudkast 3, december 2002.

3.3. Projektets effekter (impact): Karakter 4

Det er stadig tidligt at vurdere projektets effekter. Med dette forbehold vurderes projektets effekter som meget tilfredsstillende, da projektet har tilvejebragt alle betingelser for, at projektets videre effekter bliver gunstige, da det er meget anvendelsesorienteret. Denne formodning styrkes af, at Direktoratet for Miljø og Natur i Grønland har været med til at finansiere projektet, hvorfor videre brug kan forventes.

3.4. Projektets efficiens (omkostningseffektivitet): Karakter 4

Projektet repræsenterer en investering på DKK 915.895 via AMP-V. Dertil kommer, at Direktoratet for Miljø og Natur i Grønland selv har finansieret et forprojekt vedr. litteratursøgning og systematisering af eksisterende viden om affaldsdeponering (DKK 150.000), ligesom udgifterne ifm. med nærværende projekt (vurdering af de indsamlede data samt udarbejdelse af udkast til vejledning om håndtering af restprodukter) finansieres i fællesskab mellem Direktoratet (DK 426.900) og Miljøstyrelsen. Den samlede projektinvestering er således DKK 1.342.795. Endvidere er projektets målsætninger mere eller mindre nået inden for den planlagte tids- og ressourceramme.

Da hovedparten af midlerne går til aktiviteter, som er specielt omkostningstunge i Grønland, som fx prøvetagning, transport, laboratoriebehandling, kun en mindre del gik til lønomkostninger, vurderes projektets omkostningseffektivitet som meget tilfredsstillende.

3.5. Projektets levedygtighed (bæredygtighed): Karakter 4

Det vurderes, at projektet resultater kan anvendes af Direktoratet for Miljø og Natur i Grønland ved den fremtidige godkendelse af lossepladser og deponier. I dette lys vurderes resultaterne fra projektet at have høj levedygtighed .

3.6. Samlet vurdering af projektet: Karakter 4

Projektet vurderes samlet som meget tilfredsstillende. Projektets er yderst relevant givet de miljøproblemer, der findes i Grønland. Projektet har nået de planlagte mål inden for den planlagte tidsramme, hvorfor effektiviteten vurderes som meget tilfredsstillende. Tilsvarende vurderes projektets videre effekter, da alle betingelser er tilstede – med det forbehold, at det er tidligt at vurdere disse effekter. Da Direktoratet for Miljø og Natur i Grønland har været med til at finansiere projektet, og projektet har været meget anvendelsesorienteret, vurderes projektet også som meget levedygtigt.


Projekt nr. 3: Handlingsplan for affaldshåndtering i Grønland, j.nr. 123-0195_OLD

Profil af tilskuddet/projektet

Indsatsområde: AMP-K Affald
Projektstøtte: Rammebudget på 2 mio. kr.
Projektets tidsplan:
Andet?

Brevveksling mellem Miljøstyrelsen, Direktoratet for Natur og Miljø og Carl Bro 29 december 1995: Kontrakt mellem Carl Bro og Miljøstyrelsen for gennemførelse af Handlingsplan for affald i Grønland plus PIP 16 februar 1996: Tillæg til kontrakt 11 februar: Notat om omkostningsbudget for udvidelse af opgave med undersøgelse af Ammassalik 18 juni brev fra DNM om det fortsatte arbejde efter handlingsplanen – udkast til projektarbejder 1. juli 1996 tilsagnsbrev om det videre forløb Juli 1996: Affaldshandlingsplanen (hovedrapport og arbejdsrapport) 9 juli 1996 : Udsendelse af pressemeddelelse om affaldshandlingsplanen for Grønland 22. august 1996 – udkast til kontrakt fremsendt


1. Projektbeskrivelse

Tilsagnet er givet pga. der ikke findes forbrændingsanlæg i den aktuelle størrelse, som kan brænde affald på en miljømæssig acceptabel måde i grønlandsk byer. De store problemer med affald i Grønland medfører både miljø og sundhedsproblemer

Udføres af Carl Bro

2. Målsætninger og motivation
2A. Mål og delmål


Det overordnende formål har været at forbedre de miljø- og sundhedsmæssige forhold med særlig henblik på at sikre kvaliteten i de ydre omgivelse, som er af betydning for menneskers sundhedsmæssige og rekreative levevilkår

Til opfyldelse heraf skal der opstilles en handlingsplan for en miljømæssig forsvarlig håndtering af alle typer af fast affald fra de grønlandske byer (2000 – 6000 indb.). Handlingsplanen skal særligt indeholde konkrete løsningsforslag til forsvarlig miljømæssig og hygiejnemæssig håndtering og bortskaffelse. Planen skal i videst mulig omfang også medvirke til socioøkonomiske forbedringer.

3. Evaluators vurdering

Hvor ovenstående er beskrivende, bevæger vi os nu til evaluators vurdering af det enkelte projekt. Så vidt muligt vil vi her gøre brug af evalueringskriterierne.

3.1. Projektets relevans: Karakter 4-5

Projektet anses for værende relevant set udfra de behov og problemer der har været/er i Grønland vedr. affald. Det virker relevant og rigtigt at udvikle en strategi for området som vil kunne udstikke rammerne for den fremtidige indsats på området.

3.2. Projektets effektivitet (målopfyldelse): Karakter 5

100 pct. målopfyldelse – der er lavet en handlingsplan – både en hovedrapport og en arbejdsrapport for affaldshåndtering i 4 grønlandske byer(Qaqortoq, Aasiaat, Illusiat og Tasiilaq) indenfor forskellige sektorer og dermed forskellige typer af affald såsom industriaffald, husholdningsaffald, skibe og jernskrot, kemikalieaffald. Rapporten indeholder desuden kapitler om økonomiske forhold herunder takster. Dette er baseret på en behovsvurdering i de fire byer og på interviews med nøglepersoner. Det er evaluators vurdering af begge rapporter er udarbejdet med stor omhyggelighed, hvor meget information er inkluderet.

3.3. Projektets effekter (impact): Karakter 4

Handlingsplanen er blevet udviklet og har haft den effekter at der er igangsat etableringen af 5 affaldsforbrændingsanlæg, Heraf er 3 i drift og 2 forventes i drift indenfor den nærmeste fremtid.

3.4. Projektets efficiens (omkostningseffektivitet): Karakter 4

Nytten af planen vurderes at være høj jf. de omtalte effekter samt at planen er med til at sikre en samlet strategisk indsats på affaldsområdet i Grønland

3.5. Projektets levedygtighed : Karakter 5

Handlingsplanen er levedygtig i den forstand, at den anvendes af kommuner og af Direktoratet for Natur og Miljø i deres fremtidige planlægning. Men planer forældes hvorfor man p.t. er i gang med at lave en revideret handlingsplan, der bl.a. inkluderer de nye opståede miljøproblemer i forbindelse med affaldsforbrændingsanlægget som slagger og flyveaske. Levedygtigheden af handlingsplanen er derfor afhængig af den opfølgning, der vil være, dels af strategisk karakter (ny plan), dels indirekte af vedligeholdelse af de etablerede anlæg.

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.