Gennemsigtighed i kommunale affaldsgebyrer

3 Afgrænsninger og rammer for projektet

3.1 Afgrænsninger
3.2 Rammer for opgaveløsningen
   
3.2.1 Formålsrammer
   3.2.2 De juridiske rammer
   3.2.3 Øvrige rammer
3.3 Kontrolforanstaltninger
3.4 Udviklingsmuligheder

3.1 Afgrænsninger

Med udgangspunkt i de i kapitel 2 skitserede problemområder illustrerer nedenstående figur de overordnede rammer for projektet.

Figur 3.1: Overordnede rammer for udarbejdelse af løsningsforslag

Figur 3.1: Overordnede rammer for udarbejdelse af løsningsforslag

Som det kan ses af figuren, skal løsningsforslagene udarbejdes inden for såvel de overordnede principperne på EU-niveau samt krav fra grundlæggende regnskabspraksis og samtidig imødekomme de identificerede problemområder i relation til gennemsigtighed i affaldsgebyrer. De to øverste niveauer i ovenstående figur udgør således rammerne for projektet, mens det nederste niveau er problemområder, som projektgruppens løsningsforslag skal omfatte.

3.2 Rammer for opgaveløsningen

3.2.1 Formålsrammer

Formålet med projektet er at skabe større gennemsigtighed og dermed gennemskuelighed i affaldsgebyrerne kommunerne imellem samt sikre, at den enkelte borger eller andre interessenter har mulighed for at få indblik i gebyrgrundlaget og beregning af disse. Med indblik forstås først og fremmest orientering om sammenhæng mellem pris og serviceydelse. Det er derfor vigtigt, at løsningsforslagene er operationelle, og at implementeringsomkostningerne er rimelige sammenlignet med de operationelle og kommunikative fordele.

Fokus for projektet er kommunikation, synlighed og åbenhed om affaldsgebyrernes fastlæggelse og opkrævning. Fokus er ikke liberalisering eller udvikling mod valg af leverandører mv.

Det overordnede formål med projektgruppens løsningsforslag er derfor at skabe gennemsigtighed i affaldsgebyrer opgjort i økonomiske termer.

3.2.2 De juridiske rammer

De juridiske elementer, der påvirker den økonomiske dimension af affaldsgebyrerne, kan grupperes på tre niveauer.

  • EU-niveauet, hvorunder danske forhold er underkastet via direktiver mv.
  • Dansk statslig regulering
  • Kommunale vilkår

På EU-niveau kræver de juridiske elementer, at løsningsforslag tilpasses til at kunne imødegå krav på dette niveau. De eksisterende eller fremtidige barrierer, der forekommer på dansk statsligt niveau, kræver enten tilpasning af løsningsforslagene, eller gør det nødvendigt, at der via reguleringsændringer fra den centrale myndighed eller via lovregulering skabes grundlag for implementering.

Tilsvarende gælder barrierer på kommunalt niveau, som kan løses enten via tilpasning af løsningsforslagene eller via ændrede vilkår eller aftaler kommuner imellem.

Løsningsforslag opbygges således under hensynstagen til alle tre niveauer. Desuden har det været afgørende for projektgruppens arbejder, at de anbefalede løsningsforslag i deres helhed frembringer færrest mulige behov for juridiske ændringer og samtidig eliminerer/minimerer de aktuelle problemområder, der er for gennemsigtighed i kommunale affaldsgebyrer i dag.

Herudover er der i opgavebeskrivelsen rejst supplerende juridiske problemområder, som ikke bliver løst via de primære løsningsforslag. I kapitel 7 og 8 i rapporten er disse områder, der vedrører kompetencefordelingen mellem kommuner og affaldsselskaber samt gebyrbetalingsforpligtelsens forhold, beskrevet.

3.2.3 Øvrige rammer

Projektgruppens løsningsforslag bygger på de resultater og erfaringer, som er beskrevet i ”Råd og vink om gebyrfastsættelse på affaldsområdet”, Miljøprojekt nr. 456 (1999) og ”Gennemsigtighed i kommunale renovationsgebyrer”, Miljøprojekt nr. 717 (2002). Endvidere er det taget ad notam, at initiativer på benchmarkingområdet, fx Reno-Sam's benchmarkingprojekt, er verserende tiltag, som er med til at ensrette anvendte begreber og terminologier på affaldsområdet.

3.3 Kontrolforanstaltninger

Det har ikke været projektets opgave at opstille rammer og vilkår for, hvorledes de opstillede løsningsforslag overholdes henholdsvis kontrolleres via interne kontrolforanstaltninger og/eller via eksterne revisioner. Det må anbefales, at den problematik behandles i forbindelse med implementering og operationalisering af konkrete instrumenter.

3.4 Udviklingsmuligheder

Projektgruppen har ved udvikling af løsningsforslagene implicit vurderet, om disse vil kunne fungere inden for eventuelt ændrede organisatoriske rammer fx i tilfælde af en øget liberalisering af affaldssektoren. Det er projektgruppens vurdering, at de opstillede løsningsforslag vil kunne rummes i en sådan udvikling, idet de bygger på fleksible rammemodeller. Såvel metode til systematiseret dataindsamling samt kommunikations- og formidlingsværktøjerne, som er omfattet af de i denne rapport omhandlede løsningsforslag, vil kunne anvendes af såvel private som offentlige institutioner.

Endvidere er der ved udvikling af kommunikationsværktøjet rammemodel for affaldsårsberetning taget hensyn til opgørelse af mellemværender med affaldsproducenter. Såfremt ”hvile i sig selv”-princippet på et eventuelt fremtidigt tidspunkt måtte blive afviklet, er mellemværender løbende opgjort og udlignet.

Endelig er det projektgruppens vurdering, at løsningsforslagene ligeledes på andre relevante områder er fleksible og fremtidssikrede i forhold til den generelle udvikling inden for affaldssektoren og dermed også, at implementeringen af de løsningsforslag, der her præsenteres, ikke vil virke som en barriere for øvrige tiltag vedrørende den fremtidige organisering af affaldsområdet.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.