Etablering af en kvalitetsstyringsordning på natur- og miljøområdet

2 Læsevejledning

Modellen i fig. 1 viser samspillet mellem elementerne i den foreslåede kvalitetsstyringsordning.

Opstillingen af mål for ordningen (se nærmere i kapitel 5) danner udgangspunkt for de øvrige krav i de rammer (se nærmere i kapitel 6 og detailbeskrivelsen af kravene i bilag 7), der baseret på natur- og miljøområdets lovgivningsmæssige regulering foreslås som fundament for ordningen og dens kvalitetssikring af aktiviteter, resultat og dokumentation.

Fig. 1 Denne figur illustrerer samspillet mellem elementerne i kvalitetsstyringsordningen.

Fig. 1 Denne figur illustrerer samspillet mellem elementerne i kvalitetsstyringsordningen.

Kapitel 3 omtaler udvalgets nedsættelse og dets kommissorium med præciseringer af heri indeholdte ansvar og opgaver. Kapitlet perspektiverer udvalgsarbejdet og omtaler arbejdsgrundlaget i form af givne vilkår og forudsætninger, eksisterende lovgivning, politiske vedtagelser, kommunalreformens konsekvenser på natur- og miljøområdet, samspillet med øvrige forvaltningsområder mv.

Kapitel 4 sammenfatter rapportens og dermed udvalgets anbefalinger.

Kapitel 5 indeholder en beskrivelse af de overordnede mål med kvalitetsstyringsordningen, nemlig sikringen af faglig bæredygtighed i opgavevaretagelsen og sikring af brugertilfredshed og tillid, navnlig knyttet til gennemsigtighed af de processer, som ligger til grund for opgavevaretagelsen.

Kapitel 6 indeholder en oversigt over kravene til kvalitetsstyringsordningen – de fælles rammer. Kapitlet gennemgår de grundlæggende kvalitetsstyringsprincipper, der ligger bag det udviklede forslag til fælles rammer, ligesom det indeholder en oversigt over hovedemnerne i de fælles rammer: Sikring af tilstrækkelig 1) Faglig kompetence, 2) Kvalitet i arbejdet, 3) Tværkommunal koordination, og 4) Dokumentation for ordningens effekt og resultater. Derudover beskrives ordningens overvågningsprocesser. Afslutningsvis findes betragtninger over, hvorledes forslaget til fælles rammer er foreneligt med andre former for ledelses- og styringsstandarder.

Kapitel 7 beskriver den kommunale opgave med indførelse af et kvalitetsstyringssystem gennem udarbejdelsen af de nødvendige procedurer, som matcher de foreslåede krav i de fælles rammer. Der er såvel tale om procedurer, der eventuelt med fordel vil kunne anvendes i alle landets kommuner, kaldet standardprocedurer og lokalt udviklede procedurer. I tilknytning til opfølgningsprocesser er navnlig den interne overvågning i det kommunale kvalitetsstyringssystem specifikt uddybet.

Kapitel 8 omtaler de miljø- og retssikkerhedsmæssige samt økonomiske og administrative konsekvenser af den i rapporten foreslåede ordning.

Kapitel 9 handler om kvalitetsstyringsordningens form, dvs. spørgsmålet om, hvordan kvalitetsstyringsordningen skal implementeres, hvordan den sikres gennemført i kommunerne, hvilke konsekvenser det skal have ikke at gennemføre og efterleve ordningens krav i kommunerne, og om en tredjepart skal have mulighed for at klage over mangelfuld gennemførelse af ordningen. Herudover behandles spørgsmålet om den konkrete etablering af ordningen i kommunerne.

Kapitel 10 indeholder en fælles udtalelse om fortolkning af kommissoriet for Kvalitetsstyringsudvalget fra Danmarks Naturfredningsforening, Landbrugsraadet og Dansk Landbrug.

 



Version 1.0 November 2005, © Miljøstyrelsen.