Miljøstyrelsens Miljøredegørelse 2005

7 Redegørelse for udviklingen i miljøpåvirkninger

I dette afsnit gives en status for hvordan den generelle udvikling har været i Miljøstyrelsens direkte og indirekte miljøpåvirkninger.

7.1 Forbrug af ressourcer og produktion af affald

Miljøstyrelsen overvåger sit ressourceforbrug ved hjælp af overvågningssystemet keep focus.

Forbruget af varme, vand og papir har også i 2005 været faldende, både totalt og pr. medarbejder. El forbruget har totalt været faldende, mens der pr. medarbejder har været en lille stigning. Dette vurderes at skyldes kraftigere it-udstyr. Udviklingen fortsætter en faldende tendens der har været over en årrække. Mest markant er faldet i varmeforbruget, der er faldet med godt 25%.

Figur 1. Udvikling i vand-, fjernvarme-, el- og papirforbrug opgjort pr. ansat (indekseret)

Figur 1. Udvikling i vand-, fjernvarme-, el- og papirforbrug opgjort pr. ansat (indekseret)

Faldet i forbrug kan dels tilskrives et fald i antallet af medarbejdere. Herudover har en bedre udnyttelse af arealerne, et målrettet arbejde med at effektivisere udnyttelsen af ressourcer samt kampagner for at få medarbejderne til at nedbringe forbruget, bidraget til faldet.

På affaldsområdet viser opgørelsen, at vi producerer mindre affald end sidste år. Især mængden af brændbart affald er reduceret. Det vurderes, at faldet bl.a. skyldes, at der har været fokus på at genbruge kontorartikler som f.eks. mapper, samt at medarbejderne har sorteret affaldet korrekt. Blandingsfraktionen papir og pap er helt udgået, hvilket også skyldes bedre sortering. Fraktionen ”Andet” er steget, hvilket kan tilskrives en stor mængde byggeaffald (beton og u-glaceret tegl) fra ombygningerne.

Figur 2. Udviklingen i affaldsproduktionen fordelt på fraktioner

Figur 2. Udviklingen i affaldsproduktionen fordelt på fraktioner

7.2 Indkøb

Indkøb administreres af Miljøministeriets Center For Koncernforvaltning. Der købes så vidt muligt miljømærkede produkter og anvendes miljøcertificerede producenter og leverandører ved indkøb af f.eks. kontorartikler, kontormøbler osv. Miljøstyrelsen har udliciteret kantinedriften til Eurest, der har den grønne nøgle. Der arbejdes løbende med at finde nye miljøvenlige produkter og leverandører.

I 2005 blev der i et cirkulære fra Energistyrelsen fastlagt at ministeriet skal gennemføre alle energiinvesteringer med en tilbagebetalingstid på under 5 år. Der skal i løbet af 2006 gennemføres en energigennemgang og udarbejdes en investeringsplan.

7.3 De indirekte miljøpåvirkninger

Resultat af Miljøstyrelsens arbejde i 2005 betragtes som vores indirekte miljøpåvirkning. Der har været opstillet følgende institutionsmål i 2005:

Miljøstyrelsens institutionsmål 2005
1. Fortsat implementering af vandrammedirektivet
2. Opfølgning på serviceeftersyn af vandsektoren
3. Opfølgning på serviceeftersyn af affaldssektoren
4. Implementering af kommunalreformen
5. Klimastrategien
6. Kemikalier
7. Miljøstyrelsens risikokommunikation
8. Miljøstyrelsen 2005  

Succeskriterier for institutionsmålene fremgår af styrelsens resultatkontrakt, og målene afrapporteres i Miljøstyrelsens årsrapport. I årsrapporten for 2005 konkluderes det, at 75 -80% af målene er helt eller delvist opfyldt. Det har været overvejet at sammensmelte afrapporteringen af institutionsmål og miljømål, men det har formmæssigt ikke vist sig muligt. Det vurderes, at der er fundet en balance mellem de to dokumenter, så dobbeltrapportering undgås samtidig med at formkravene til de to dokumenter opfyldes. Årsrapporten indgår som bilag 2 til denne redegørelse.

I næste kapitel afrapporteres hvordan det er gået med arbejdet med de målsætninger der blev sat i miljøhandlingsplanen for 2005

 



Version 1.0 December 2006, © Miljøstyrelsen.