| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

7 Ressourceeffektivitet, afkobling og levetider

• 7.1 Generelt om ressourceeffektivitet
• 7.2 Sektormodellen
• 7.3 Overordnede MFA- og nationalregnskabsbaserede effektivitetsmål
• 7.4 Afkoblingsmål på basis af MFA
• 7.5 OECD-indikatorer for afkobling af økonomisk udvikling og miljøbelastning og ressourceforbrug
• 7.6 Levetid
• 7.7 Vejen til bæredygtig udvikling
• 7.8 Eksempler på beregning af ressourceeffektivitet ud fra sektormodellen

7.1 Generelt om ressourceeffektivitet

Ressourceeffektiviteten udtrykker, hvor godt de ressourcer, der bruges til at opfylde menneskets behov, udnyttes. Ressourceeffektiviteten kan da defineres som forholdet mellem tilfredsstillelsen af de menneskelige behov, og de ressourcer der bruges til at tilfredsstille disse behov:

som også kaldes "ressourceproduktiviteten".

I kapitel 3 defineredes det såkaldte velfærdskriterie i forbindelse med bæredygtig udvikling: "Ethvert menneske skal have tilfredsstillet sit grundlæggende behov for føde, rent vand, bolig, tøj, uddannelse samt sociale behov, og fattigdom er uacceptabelt". Tælleren i udtrykket for ressourceeffektivitet – det menneskelige behov – er netop et udtryk for den velfærd, som ressourceforbruget skal sørge for.

Ligesom velfærden i velfærdskriteriet kan behovene opdeles i forskellige hovedbehov: Behovet for føde, rent vand, bolig, tøj mv. Disse hovedbehov søges tilfredsstillet gennem produktionen i sektorer/hovedbrancher såsom fødevaresektoren, byggebranchen, beklædningsbranchen osv. Hver sektor kan opdeles videre i egentlige brancher såsom mejeribranchen, møbelbranchen, osv. For hele samfundet, såvel som for hver hovedbranche og enkeltbranche kan ressourceeffektiviteten søges udtrykt.

I litteraturen findes flere forskellige måder, hvorpå ressourceeffektiviteten kan udtrykkes:

• A) ressourcer pr. person (tons/person*år), også kaldet pr. person ressourceintensitet, fx tons fossilt brændstof brugt pr. person pr. år
   
• B) ressourcer sat i forhold til de service-enheder, der tilfredsstiller behovene (tons/service-enhed), også kaldet materiale-intensitet pr. service-enhed (MIPS) fx materialer brugt pr. person transporteret pr. år
   
• C) rene fysiske termer, som ressourcer sat i forhold til de varer, der tilfredsstiller behovene
   
• D) ressourcer sat i forhold til økonomiske indikatorer (tons/BVT), som kaldes økonomisk ressourceintensitet, fx: Brændstof brugt pr. BVT (bruttoværditilvækst). Den reciprokke værdi af den økonomiske ressourceintensitet er ressourceproduktiviteten (BVT/tons) eller øko-effektiviteten
   
• E) ressourcer sat i forhold til areal, (tons/(areal*år), som kaldes areal ressourceintensitet, fx tons pesticider brugt pr. ha pr. år
   
• F) % eller del af, fx % farlige kemikalier i produkter, som ender i affald eller % fornyelig energi af total energi

Ad A)
Ressourcer pr. person er et vigtigt udtryk, men er ikke et egentligt mål for ressourceeffektivitet, idet udtrykket ikke fortæller, hvor effektivt ressourcerne udnyttes, men kun, hvor mange ressourcer hvert enkelt menneske lægger beslag på. Sådanne mål kan for det enkelte land sammenlignes over tid for at få et billede af, om gennemsnitsborgeren foranlediger mobilisering af en mindre eller større mængde materialer over tid. Tilsvarende kan sammenligning af materialestrømme pr. indbygger naturligvis foretages på tværs af lande.

Ad B)
Materialestrømme pr. service-enhed (MIPS) er det mål, som kommer tættest på definitionen af ressourceeffektivitet, idet det er et mål for ressourceforbruget i forhold til den service, som opfylder behovet. Skønt MIPS er meget nyttigt på niveauet for specifikke produkter og serviceydelser, er det vanskeligt at aggregere MIPS-beregninger til hele nationen.

Ad C)
Tilnærmes de tilfredsstillede behov med de varer, der tilfredsstiller behovene, kan ressourceeffektiviteten udtrykkes i rene fysiske termer bestående udelukkende af materialestrømme. Dette er en grov tilnærmelse, idet det langt fra er givet, at de menneskelige behov tilfredsstilles af produkterne til forbrug.

I afsnit 7.2 opstilles udtryk for ressourceeffektivitet ud fra sektormodellen, i afsnit 7.3 opstilles et udtryk for ressourceeffektiviteten på baggrund af Economy Wide MFA, og i afsnit 7.4 opstilles flere forskellige udtryk for ressourceeffektiviteten ud fra MFA-modellen af hele økonomien med endelig anvendelse.

Ad D)
En faldende økonomisk ressourceintensitet kaldes også økonomisk afkobling og viser, i hvilken grad økonomisk vækst er afkoblet fra ressourcebruget. Dette behandles i afsnit 7.5.

Ad E)
Areal ressourceintensiteten udtrykker, hvor meget et givet areal er belastet med materialestrømme.

Disse relative eller normerede indikatorer udtrykker relationen mellem 2 variable i forskellige kategorier i DPSIR-modellen. Eksempelvis udtrykker ressourceintensiteten (r/BNP) forholdet mellem ressourcestrømmen i "Pressure"-kategorien og bruttonationalproduktet i "Driving Force"-kategorien.

7.2 Sektormodellen

Ressourceeffektiviteten søges nu udtrykt i rene fysiske termer og i materialestrømme ifølge sektormodellen, figur 7.1.

Figur 7.1 Model for globale materialestrømme.

Ressourceeffektiviteten defineredes i afsnit 7.1 som forholdet mellem tilfredsstillelsen af de menneskelige behov, og de ressourcer der bruges til at tilfredsstille disse behov:

Idet de menneskelige behov tilnærmes med den produktmængde, p, som bruges til at tilfredsstille behovet ud fra ressourceforbruget, r, fås af sektormodellen for den globale økonomi (figur 7.1):

hvor:

p: materialestrømmen fra produktionen ind i forbrugssektoren

r: strømmen af jomfruelige ressourcer ind i produktionssektoren

Ressourcerne kan være ressourcer ekskl. eller inkl. ubrugte materialestrømme under ressourceekstraktionen. Herved fås 2 forskellige måder, hvorpå ressourceeffektiviteten kan udtrykkes:

Ressourceeffektivitet ekskl. ubrugte materialestrømme:

Ressourceeffektivitet inkl. ubrugte materialestrømme:

I tabel 7.1 er vist udtryk for ressourceeffektiviteten for hver af verdenssamfundets sektorer samt for hele verdenssamfundet.

Tabel 7.1 Ressourceeffektivitet for verdensøkonomien.

		Ressourceeffektivitet γ
Ressourceekstraktion	γR		Ressourcer ind i produktionen Ressourceekstraktion
Produktion	γP		Produkter ind i konsumptionen Ressourcer ind i produktionen
Konsumption	γC		Produkter ind i konsumptionen Emissioner fra konsumptionen
Affalds- og spildevandsbehandling	γW		Recirkuleret affald ind i produktionen Affald og spildevand til behandling
Total inkl. ubrugte strømme	γB		Produkter ind i konsumptionen Ressourceekstraktion
Total efter ressource-ekstraktion	γN = γP		Produkter ind i konsumptionen Ressourcer ind i produktionen

Ressourceeffektiviteten, γ, kan også udtrykkes som funktion af emissionerne, w, og ressourceforbruget, r:

Ved stationaritet (ingen akkumulation):

hvor w = emissionerne fra produktionen.

Ved dynamiske forhold fås (med akkumulation Δ i produktionen):

Ressourceeffektiviteten γ kan have værdier af alle positive reelle tal, altså:

γα ≥ 0

Ressourceeffektiviteten kan blive større end "1", såfremt materialet genanvendes. Såfremt alle ressourcer genanvendes (eller levetiden er uendelig lang) og emissionerne er nul, vil ressourceeffektiviteten blive uendelig stor. Ressourceeffektiviteten, γ, er således meget følsom ved store effektiviteter, men kun lidt følsom ved lave effektiviteter.

Ressourceeffektiviteten søges nu udtrykt for en national eller regional økonomi med import og eksport ifølge sektormodellen, figur 7.2.

Figur 7.2 Model for national eller regional økonomi med import og eksport og tons/person/år for Danmark 1990.

For verdensøkonomien gjaldt – som før vist – følgende 2 udtryk for ressourceeffektiviteten:

Ressourceeffektivitet ekskl. ubrugte materialestrømme:

Ressourceeffektivitet inkl. ubrugte materialestrømme:

Heraf fås for den nationale eller regionale økonomi ved addition af importen og subtraktion af eksporten (se figur 7.2):

Ressourceeffektiviteten ekskl. ubrugte strømme:

Ressourceeffektiviteten inkl. ubrugte strømme:

hvor:

φ : Middel IF-faktor for emissioner ved produktion af importvarer i udland

η : Middel IF-faktor for emissioner ved produktion af eksportvarer i Danmark

ε : Middel IF-faktor for ubrugte ressourcer under ressourceekstraktion i udlandet

IF-faktoren er den faktor, som ganget på de direkte strømme giver summen af indirekte og direkte strømme.

I disse to udtryk for ressourceeffektivitet inkl. import og eksport er importen adderet til produktstrømmen og ressourcestrømmen, mens eksporten er subtraheret fra produktstrømmen og ressourcestrømmen. Faktoren, φ, transformerer import af forbrugsvarer tilbage til det materialeforbrug, som medgik til fremstillingen af den pågældende import i udlandet ud fra råstoffer. Faktoren, η, transformerer eksporten tilbage til det råstofforbrug, der medgik til fremstillingen af eksportvarerne i Danmark. Faktoren, ε, transformerer importens indhold af råstoffer tilbage til de jomfruelige ressourcer, altså inkl. ubrugte ressourcer.

Ressourceeffektiviteten for en hel nation inkl. import og eksport kan også udtrykkes ved hjælp af en kombination af modellen i figur 7.2 og MFA-indikatorerne:

Ressourceeffektiviteten ekskl. ubrugte strømme:

Ressourceeffektiviteten inkl. ubrugte strømme:

Som for verdensøkonomien kan der for den nationale eller regionale økonomi opstilles udtryk for ressourceeffektiviteten for hver sektor i samfundet ved at addere importen og subtrahere eksporten (tabel 7.2):

Tabel 7.2 Ressourceeffektivitet for verdensøkonomien.

		Ressourceeffektivitet γ
Ressourceekstraktion	γR
Produktion	γP
Konsumption	γC
Affalds- og spildevandsbehandling	γW
Total inkl. ubrugte strømme	γB
Total efter ressource-ekstraktion	γN = γP

Udtrykkene for ressourceeffektivitet i tabel 7.2 for produktionen og total inkl. ubrugte ressourcer og ekskl. ubrugte ressourcer kan også anvendes for enkelte brancher i økonomien. I så fald skal import og eksport fortolkes som import og eksport til branchen, således at import og eksport indeholder de varer, der udveksles med andre brancher i den indenlandske økonomi.

Ressourcestrømme såvel som produktstrømme kan opdeles i forskellige strømme, som påvirker miljø og sundhed. Opdeler man i strømme af energi, vand, farlige kemikalier og tungmetaller fås følgende matrice:

Energieffektivitet
Vandeffektivitet
Brug af farlige kemikalier
Brug af tungmetaller

Såfremt produktstrømmen, p, eller ressourcestrømmen, r, ikke har noget indeks, betyder dette, at hele produktstrømmen eller ressourcestrømmen betragtes. Hvis produktstrømmen, p, eller ressourcestrømmen, r, er indekseret med fx "energi", betyder det, at kun de energibærende materialestrømme som kul, olie, benzin og gas betragtes.

Indekseringen af ressourceeffektiviteten, γ_ii, er:

Første indeks: effektivitet for pågældende materialestrøm:

• e: energi
• q: vand
• t: farlige kemikalier
• h: tungmetaller

Andet indeks: Typen af ressourceeffektivitet:

• p: Hele produktstrømmen i tælleren
• r: Hele ressourcestrømmen i nævneren
• e, q, t, h: Den pågældende produktstrøm i tælleren og den tilsvarende ressourcestrøm i nævneren

Fx er energieffektiviteten for produktstrømmen:

Ressourcestrømmen for farlige kemikalier er materialestrømmen af jomfruelige syntetiserede farlige kemikalier.

I stedet for ressourceeffektiviteten, g, bruges ofte den reciprokke værdi, k, som benævnes produkteffektiviteten:

som også kaldes "produktets ressource intensitet".

Fx: Produkteffektiviteten for vand: κ_q = vandforbrug/produkt

Ressourceeffektiviteten, γ, udtrykker i DPSIR-modellen forholdet mellem produktstrømmen, p, i "Driving Force"-kategorien og ressourcestrømmen, r, i "Pressure"-kategorien.

7.3 Overordnede MFA- og nationalregnskabsbaserede effektivitetsmål

I dette afsnit ses på effektivitetsmål med udgangspunkt i de termer og begreber, der er er indeholdt i nationalregnskabet, og disse kobles så vidt muligt til MFA-indikatorerne. Den fysiske input-output tabel, som er vist i tabel 5.3, er en summarisk udgave af et "fysisk nationalregnskab" og vil således langt hen ad vejen kunne benyttes som udgangspunkt for en konkret beregning af effektivitetsmålene – i hvert fald for så vidt angår de direkte strømme.

Måling af hvor effektivt indsatsfaktorer udnyttes, foretages generelt ved at beregne forholdet mellem relevante output og input for det system, hvis effektivitet skal måles. Det er også dette, der ligger bag opstillingen i afsnit 7.2 af ressourceeffektiviteten som p/r, altså som produktstrøm divideret med ressourceinput. Princippet er det samme i dette afsnit. Men fokus rettes nu mere direkte mod at koble effektivitetsmålene til de fysiske strømme, der korresponderer til nationalregnskabets begreber, samtidigt med at det klargøres, hvorledes de indgående strømme relaterer sig til de fysiske strømme, der optræder i MFA-opgørelserne.

På det helt overordnede plan og for landet som helhed kan vi se på forholdet mellem samlet output og samlet input, som også kan udtrykkes ved hjælp af MFA-indikatorerne (for forklaring af de benyttede MFA-termer, se afsnit 6.1):

output/input =
(DPO+Eksport) / DMI
= (DMI-NAS) / DMI
1- (NAS / DMI)

Det ses, at denne indikator blot er en simpel funktion af, hvor stor nettoakkumuleringen er det pågældende år. Indikatoren falder således med stigende nettoakkumulering, mens den stiger med øget materialeinput i økonomien (alt andet lige). Dette mål siger noget om omsætningen af materialer i økonomien, men da der ikke på outputsiden skelnes mellem, om materialerne er ønskværdige eller ikke, er målet næppe særligt relevant bortset fra, at det udtrykker graden af akkumulering i økonomien (0 svarer til, at hele inputtet akkumuleres, 1 svarer til, at der ingen akkumulering finder sted).

Til brug for egentlige mål for ressourceeffektiviteten er det nødvendigt at foretage opdelinger af de forskellige materialestrømme og at skelne mellem forskellige former for økonomisk aktivitet.

I nationalregnskabet opdeles økonomien i produktion (brancherne) på den ene side og endelig anvendelse på den anden side. Den endelige anvendelse består – som nævnt tidligere – af privat forbrug, offentligt forbrug, investeringer og eksport (jf. også tabel 5.3 og figur 5.3).

I relation til effektivitetsmål kan der skelnes mellem den indenlandske produktions effektivitet og den samlede økonomis effektivitet.

Lad os først se på produktionens effektivitet. Denne beregnes – når vi ser på alle brancher under et^[6] – ud fra forholdet mellem den mængde varer, som leveres fra brancherne til endelig anvendelse på den ene side og relevante inputs på den anden side. På outputsiden er der altså tale om, at vi fraregner den del, der går til forbrug i produktionen (rå- og hjælpestoffer). Målene for produktionens effektivitet siger noget om, hvor effektivt brancherne udnytter deres input til at levere produkter til endelig anvendelse.

Hvis produktionen i økonomien udelukkende er baseret på landets egne naturressourcer (ingen import af varer) – eller hvis fokus kun er på de indenlandske naturressourcer – kan (indenlands-)ressourceeffektiviteten beregnes som forholdet mellem produktionen af varer til endelig anvendelse på den ene side og input af indenlandske naturressourcer på den anden side. Her betragtes leverancerne til endelig anvendelse som det ønskværdige (i modsætning til forbrug i produktionen, affald, emissioner m.m.) og de indenlandske naturressourcer som det input, der skal udnyttes bedst muligt. Da samtlige indenlandske naturressourcer udvindes af brancherne, er det ikke nødvendigt at skelne mellem den del af ressourcerne, der benyttes af brancherne og den del, der går direkte til endelig anvendelse. Både output og input regnes i tons.

Effektivitetsmål 1.

Produktionens indenlandske ressourceeffektivitet
= produktion af varer til endelig anvendelse / input af indenlandske naturressourcer (tons/ton)

Da der i praksis er import til økonomien, vil denne indikator være påvirket af skift i forholdet mellem input af indenlandske ressourcer og importerede varer. Med mindre fokus specifikt på forholdet mellem den endelige anvendelse og den mængde indenlandske ressourcer, der bruges, er dette effektivitetsmål næppe særligt nyttigt.

Ønskes et mål for hvor effektiv økonomien er til at udnytte den samlede mængde materialer, der benyttes som input i økonomien, må importen inddrages. Et effektivitetsmål kan således opstilles ved at dividere den samlede produktion til endelig anvendelse opgjort i tons med vægten af det samlede direkte materialeinput til forbrug i produktionen, dvs. ekskl. den import, der går direkte til de endelige anvendelser. Dette mål er et egentligt direkte materialeeffektivitetsmål for produktionen. Der skelnes ikke mellem, hvilke type materialer der anvendes som input. Således vil materialeeffektivitetsmålet udvise en stigende udnyttelsesgrad, hvis der sker en substitution væk fra naturressourcer i rå form over mod import af mere forarbejdede varer, der blot skal have en sidste bearbejdning, inden de leveres til slutforbrugerne. Et materialeeffektivitetsmål for produktionen, der ligger tæt på 1, indikerer, at der ikke er meget indenlandsk spild fra produktionen (problemerne er henlagt til udlandet), mens et mål, der ligger i nærheden af nul, indikerer en lav materialeudnyttelse i produktionen og dermed en høj indenlandsk spildprocent, dvs. store affaldsmængder.

Effektivitetsmål 2.

Produktionens direkte materialeeffektivitet
= produktion af varer til endelig anvendelse / samlet direkte materialeinput i produktionen
= produktion af varer til endelig anvendelse / (input af indenlandske naturressourcer + forbrug i produktionen af importerede varer) (tons/ton)

Nævneren kan i MFA-sammenhæng kaldes MRP: Material Requirement for Production. MRP kan også ses i forhold til de økonomiske indikatorer for produktionen fx BNP eller samlet produktionsværdi, jf. afsnit 7.4 vedrørende afkoblingsmål.

Samler interessen sig om naturressourcer og et mål, der i højere grad er uafhængigt af, om ressourceudvindingen og den indledende materialebearbejdning og -intensivering flyttes til udlandet, er det nødvendigt at omregne de importerede varer til ressourceækvivalenter, altså omregne importen til de primære ressourcer, der ligger bag de importerede varer (fx jernmalm i stedet for biler). Omregningen til ressourceækvivalenter kan alene omfatte de materialer, der indgår i importvarerne, eller de kan også omfatte alle de rå- og hjælpestoffer (fx energi), der er medgået ved produktionen i udlandet. Vælges sidstnævnte synsvinkel, og inkluderes desuden alle de ubrugte ressourcer, der er knyttet til det direkte materialeinput, fås en egentlig ressourceeffektivitetsindikator baseret på den del af TMR, der er knyttet til input i brancherne (se i øvrigt afsnit 6.1 vedrørende ressourceækvivalenter m.m.).

Effektivitetsmål 3.

Produktionens totale ressourceeffektivitet
= produktion af varer til endelig anvendelse / TMR for forbrug i produktionen (tons/ton)

Dette mål angiver for produktionen, hvor stor en andel af den samlede mængde primære ressourcer der ender som produkter til endelig anvendelse. Dette mål er nok det mål, der bedst giver et billede af, hvor effektiv den indenlandske produktion direkte og indirekte har udnyttet de globale ressourcer i forhold til den tilsvarende "behovstilfredsstillelse" i form af endelig anvendelse.

Lad os dernæst se på mål for den samlede økonomis effektivitet. Her tages der udgangspunkt i den samlede endelige anvendelse, dvs. endelig anvendelse af såvel indenlandsk producerede varer som importerede varer. Betragtningen er, at formålet med den økonomiske aktivitet i sidste ende er at tilfredsstille efterspørgslen i form af endelig anvendelse. Det er således denne, der er i fokus på outputsiden. Målene udtrykker på den baggrund, hvor effektivt der fremskaffes materialer til endelig anvendelse.

Det første effektivitetsmål for den samlede økonomi beregnes ved at dividere den samlede mængde varer, der går til endelig anvendelse med den samlede materialetilgang til økonomien, DMI. Hvis importen af varer, der går direkte til endelig anvendelse, ikke er stor, kan dette mål også betragtes som et tilnærmet mål for produktionens materialeeffektivitet (effektivitetsmål 2), idet importen af varer til endelig anvendelse blot er adderet i tæller og nævner. Under alle omstændigheder – altså også når importen til endelig anvendelse er stor – kan målet betragtes som en indikator for, hvor effektiv den samlede økonomi er med hensyn til at frembringe varer til endelig anvendelse. En økonomi, der har en relativ stor import af varer til endelig anvendelse, vil have en høj indenlandsk materialeeffektivitet svarende til, at der ikke indenlands dannes store mængder affald og emissioner i forbindelse med forsyningen af varer til endelig anvendelse.

Effektivitetsmål 4.

Økonomiens direkte materialeeffektivitet
= Samlet endelig anvendelse / DMI
= (produktion af varer til endelig anvendelse + import til endelig anvendelse)
/ (input af indenlandske naturressourcer + forbrug i produktionen af importerede varer + import til endelig anvendelse)
≈ Produktionens direkte materialeeffektivitet (tons/ton)

hvor sidste ≈ gælder, hvis importen til endelig anvendelse er lille.

Erstattes DMI i effektivitetsmål 5 med TMR, fås et mål for økonomiens totale effektivitet med hensyn til naturressourcer på globalt plan.

Effektivitetsmål 5.

Økonomiens totale ressourceeffektivitet
= samlet endelig anvendelse / TMR (tons/ton)

Målet angiver, hvor stor en andel af de primære ressourcer inkl. ubrugte strømme (TMR), der ender som endelig anvendelse.

Såfremt interessen samler sig om den indenlandske endelige anvendelse, altså den endelige anvendelse fraregnet eksporten, kan følgende ressourceeffektivitetsmål opstilles:

Effektivitetsmål 6.

Den indenlandske endelige anvendelses ressourceeffektivitet
= (endelig anvendelse ÷ eksport) / (TMR ÷ eksportens TMR)
= indenlandsk endelig anvendelse / TMC (tons/ton)

I princippet forudsætter beregningen, at eksportens TMR bestemmes fuldt dækkende således, at fx også hele det indenlandske forbrug i produktionen afledt af eksporten fraregnes i nævneren.

Ingen af de ovenstående egentlige effektivitetsmål kan direkte beregnes på baggrund af de traditionelle MFA-indikatorer. De forudsætter alle en opdeling af materialestrømmene efter, hvilken anvendelse i økonomien (brancher eller endelig anvendelse) materialerne har.

Effektivitetsmålene 1-3 kan også opstilles for enkelte brancher eller branchegrupper, idet udtrykkene dog så må modificeres lidt for at tage hensyn til leverancerne til forbrug i produktionen, jf. fodnoten i afsnit 7.3.

Effektivitetsmål er – som navnet antyder – udelukkende mål for, hvor effektivt økonomien eller dele af denne fungerer. Effektivitetsmålene indikerer således på ingen måde, i hvilken grad der sker en påvirkning af miljøet eller sundheden. En stigende effektivitet er en forudsætning for, at miljøpåvirkninger kan mindskes eller undgås, men det er ikke en tilstrækkelig betingelse, at effektiviteten stiger. Derfor kan effektivitetsmål heller ikke stå alene. De må suppleres med andre indikatorer, der i højere grad relaterer sig til miljø- og sundhedspåvirkningerne.

Når vi måler effektiviteten i relation til produktionens eller økonomiens input, kan vi naturligvis heller ikke afspejle, hvad der sker på outputsiden med hensyn til sammensætningen af affaldsmængder og emissioner mv. Der kan således ske skift i behandlingen af affaldsstrømme – fx et skift fra luftemissioner til fast affald eller omvendt.

7.4 Afkoblingsmål på basis af MFA

En slags variant af effektivitetsmålene fås ved at fokusere på afkobling dvs. på, hvordan en uønsket sideeffekt ved den økonomiske aktivitet udvikler sig i forhold til den økonomiske aktivitet.

Da materialestrømmene i MFA-sammenhæng anses for uønskede – eller i hvert fald forbundet med uønskede sideeffekter – er det sædvanligt i MFA-sammenhæng at betragte materialestrømmene i forhold til økonomiske størrelser som fx BNP.

Forskellige varianter af MFA-baserede afkoblingsmål kan således opstilles, fx:

TMR/BNP
TMC/BNP
DPO/BNP

Disse afkoblingsmål relaterer sig til den samlede økonomi dvs. produktion og endelig anvendelse under ét. Der er dog ikke noget i vejen for, at afkoblingen kan måles i relation til produktionen alene – det kan være den samlede produktion eller enkelte branchers produktion. I afsnit 7.3 indførte vi betegnelsen MRP for det samlede input i produktionen. Et mål for den samlede produktions afkobling kan derfor udtrykkes som:

MRP/BNP

Det er klart, at afkoblingsmålene afspejler, hvilken type produktion der foregår i landet, herunder branchesammensætningen. En økonomi, der bevæger sig fra produktion af varer over mod produktion af tjenester, kan måske resultere i en afkobling mellem de fysiske strømme og den økonomiske vækst (se diskussionen heraf i kapitel 10).

BNP anvendes oftest som den økonomiske indikator, afkoblingen måles i forhold til. Man skal her være opmærksom på, at BNP som sådan ikke er et mål for velfærd. Derfor er afkoblingsindikatorerne strengt taget størrelser, hvor noget, der ikke siger noget om miljøpåvirkninger, divideres med noget, der ikke siger noget om velfærd. Hvor relevant afkoblingsindikatorerne er i forbindelse med miljø og velfærd, afhænger derfor af, hvor godt man mener, at indikatorerne trods alt afspejler miljøpåvirkninger og velfærd.

Mere pragmatiske fortolkninger af afkoblingsindikatorerne kan dog også lægges til grund, idet man kan hævde, at tælleren og nævneren afspejler målsætninger indenfor miljøpolitikken hhv. den økonomiske politik. Man ønsker, at tælleren skal falde, og nævneren skal stige.

7.5 OECD-indikatorer for afkobling af økonomisk udvikling og miljøbelastning og ressourceforbrug

OECD har i sin publikation Indicators to Measure Decoupling of Environmental Pressure from Economic Growth udviklet et sæt indikatorer, der sætter fokus på, hvorvidt der i en national økonomi eller dele heraf sker en afkobling af økonomisk udvikling fra udviklingen i miljøbelastning og ressourceforbrug. Samtidig giver publikationen en oversigt over andre internationale organisationers arbejde med indikatorer inden for området. OECD har arbejdet med afkoblingsindikatorer siden organisationens første runde af vurderinger af medlemslandene miljømæssige præstation (OECD Environmental Performance Reviews i årene 1992-2000). Her var fokus på sammenhængen mellem økonomisk vækst og udviklingen i luftforurening (luftemissioner). I næste runde vil flere afkoblingsindikatorer blive medtaget. Den pågældende rapport skal ses i lyset af dette ønske om i højere grad at kunne vurdere afkobling mellem økonomisk vækst og belastningen af natur og miljø.

I publikationen slås til lyd for, at spørgsmålet om afkobling bedst vurderes ved at sammenholde udviklingen i såkaldte "Driving Forces" (økonomisk udvikling, befolkningsudvikling m.m.) med udviklingen i en "Pressure"-indikator inden for ressourceforbrug eller miljøpåvirkning (jf. EEA's DPSIR model). Argumentet er, at ændringer hurtigere ses i Pressure-indikatorer end i State eller Impact.

OECD's rapport præsenterer i alt 31 indikatorer, som har været vurderet i en OECD peer review process. 10 af disse er fundet konceptuelt i orden og med data for mindst 20 lande siden i hvert fald 1990. Andre 12 indikatorer er også godkendt konceptuelt, men her er data ikke tilgængelige i tilstrækkeligt omfang, De sidste 9 indikatorer er blevet bedømt til at mangle yderligere udviklingsarbejde i form af definition, måleenheder el.lign.

Nogle af indikatorerne er nationale indikatorer, mens andre er sektorspecifikke indikatorer for sektorerne energi, transport, landbrug og fremstillingsindustri.

En oversigt af de foreslåede indikatorer og en sammenligning med forslag fra FN's CSD-arbejde (Commission for Sustainable Development) og fra EEA fremgår af tabel 7.3.

Som det fremgår af oversigten, er det kun en del af indikatorerne, der fokuserer på selve ressourceforbruget (DMI, økologisk fodspor (ekskl. fodspor for energi), vandforbrug, træ, fisk og biodiversitet), mens andre indikatorer fokuserer på miljøbelastning fra ressourceforbrug i form af emission af drivhusgasser (og enkelte andre luftemissioner, nitratudvaskning og affaldsmængder.

Rapporten peger på, at vurderinger af afkobling ikke kan stå alene i en vurdering af, hvorvidt en udvikling er acceptabel. Afkoblingsindikatorer siger således noget om en ændring over tid, men siger ikke noget om det absolutte niveau af presset på miljøet – altså hvorvidt der er sket en absolut afkobling af vækst og belastning, således at belastningen på naturen er faldet. Ydermere siger de relative (og heller ikke de absolutte) ændringer ikke noget om, hvorvidt presset på naturen skal reduceres, eller om det er i orden, at presset på den pågældende del af naturen stiger yderligere – herunder om der er en grænse, som det absolutte niveau kan vurderes op imod. Det kunne fx være et spørgsmål om, at forbruget af fornyelige ressourcer skal vurderes op imod disse ressourcers fornyelsesrate. Der peges ydermere på, at der bør udvikles mål for afstanden til realiseringen af eventuelle mål (såkaldte "distance-to-target" vurderinger).

En anden problemstilling drejer sig om internationale sammenligninger, der kan være vanskelige, fordi udgangspunktet i forskellige lande kan være forskelligt, og fordi lande benytter sig af forskellige tidsplaner i deres eventuelle bestræbelser på at reducere et eller andet pres på naturen.

Det gennemgående vurderingsgrundlag i OECD's publikation er vurderinger af belastning sammenholdt med økonomisk udvikling i form af GDP eller tilsvarende størrelser for en sektor. I enkelte tilfælde vurderes op mod udviklingen pr. person eller for befolkningen som helhed. Hvis udviklingen vurderes i forhold til udviklingen i GDP, siger vurderingen ikke noget om, hvorvidt presset på naturen er blevet mindre, men kun noget om, hvordan økonomien har udviklet sig i forhold til det pågældende område. Således kan et stigende forbrug af fossil energi blive skjult af en stigning i en endnu voldsommere stigning i olieprisen (måske netop pga. knaphed), der vil få GDP til at stige og dermed skjule udviklingen i ressourcetrækket.

Bl.a. rapportens vurdering af udviklingen i Danmark viser vigtigheden af at diskutere, hvad afkoblingen skal vurderes op imod, idet der for udviklingen i emission af drivhusgasser (både totalt og for CO₂) nok ses en afkobling, hvis der vurderes op mod udviklingen i GDP, men ikke hvis der vurderes op mod befolkningsudviklingen – altså hvis der ses på belastningen pr. person.

Rapporten peger på vigtigheden af at udvikle intermediate indikatorer gennem en dekomponering af den primære indikator – netop med henblik på at kunne vurdere baggrunden for udviklingen i afkoblingsindikatoren. Dette arbejde er kun gennemført for nogle få indikatorer. For andre indikatorer er udviklet såkaldte kontekst indikatorer ("context indicators"), der skal ses som baggrund for at vurdere udviklingen i afkoblingsindikatoren.

Et eksempel på dekomponering af en indikator er opdelingen af indikatoren for udviklingen i emission af drivhusgasser i relation til GDP i indikatorer for:

• emissioner pr. forbrug af primær energienhed, der bl.a. afhænger af udviklingen i anvendelsen af forskellige typer fossil energi
• forbruget af primær energi pr. forbrug af energi i forbrugsleddet, der bl.a. afhænger af typerne af fossil energi og effektivitet i omdannelsen til forskellige energiformer
• forbruget af energi i forbrugsleddet i forhold til den økonomiske omsætning, der bl.a. afhænger af energi-intensiteten i end-use, typen af fossil energi samt ændringer i de økonomiske aktiviteter og økonomiens struktur (fx forskydning mellem forskellige typer industri)

Dataene for de europæiske OECD-lande peger på en absolut afkobling mellem emission af drivhusgasser og økonomisk udvikling for nogle landes vedkommende i perioden 1980-1998, mens der for andre lande kun er tale om et relativt fald. Denne udvikling dækker over en stigning i anvendelsen af elektricitet, der giver et større omdannelsestab og dermed større tab pr. forbrugt energi i forbrugsleddet og fald på henholdsvis 20% i emissioner pr. primær energienhed især som følge af et relativt lavere forbrug af kul og olie (og en stigning i forbruget af naturgas og vedvarende energi) og et fald på 20-25% i energiforbrug pr. GDP, der dækker over både stigninger og fald i energieffektivitet (fx mere effektivt udstyr, men samtidig mere tab som følge af mere forbrug af elektricitet) samt ændringer i branchesammensætning, hvilket kan skyldes udflytning af mere energitung industri til lande uden for Europa.

Dermed peger OECD-rapporten på, at analyser af materialestrømme ikke er et spørgsmål om at finde den rigtige indikator, men et spørgsmål om ved hjælp af en række forskellige indikatorer at kunne belyse en problemstilling for dermed at give grundlag for politikudvikling.

Tabel 7.3 Decoupling indicators and other indicator sets^[7].

7.6 Levetid

Levetiden, T, for materialer i en sektor af samfundet er defineret som mængden af materialer, M, i sektoren divideret med den materialestrøm, m, som forlader sektoren. For stationære forhold fås:

hvor:
M: Mængden af materialer i den pågældende sektor
m: Materialestrømmen ud af sektoren

For ikke stationære forhold, som jo er det almindelige, må udtrykket for levetiden integreres hen over hele materialets/produktets levetid (livscyklus) i den pågældende del af økonomien eller hele økonomien:

Som en tilnærmelse kan levetiden under ikke-stationære forhold beregnes som:

hvor:

M: Middelmængden af materialer ophobet i sektoren beregnet over ca. 3 opholdstider

m: Middelstrømmen ud af sektoren beregnet over ca. 3 opholdstider

Levetiden af materialer i økonomien er en vigtig faktor for at opnå bæredygtig udvikling, se næste afsnit. Jo længere levetid produkterne har, desto mindre bliver den årlige kasserede mængde produkter. Derfor anbefales levetiden som indikator, se kapitel 9.

Lidt mere kompliceret er det, når der ses på de samlede emissioner fra produktion og drift af produkterne. Skal emissionerne minimeres, bør produkter med store mængder forbrug af driftsmidler – især energiforbrug – skiftes ud med produkter med lavere forbrug af driftsmidler. For hvert produkt findes et optimum for udskiftningstidspunktet afhængig af forholdet mellem det gamle og det nye produkts ressourceforbrug ved produktion og anvendelse.

For at opnå en bæredygtig udvikling er det således bl.a. nødvendigt dels at forlænge selve levetiden, T, af produkter og bygninger, dels at reducere deres forbrug af energi – og hjælpestoffer, det vil sige øge ressourceeffektiviteten, g. For en mere fyldestgørende beskrivelse af dette, se afsnit 7.7.

Levetiden for materialer i økonomien kan beregnes for hver sektor i samfundet såvel som for hele samfundet: Anvendes sektormodellen fås:

Tabel 7.3 Levetider for materialer i verdensøkonomien.

Sektor	Levetid, T
Produktion	TP		Materialer i produktionssektor Produkter + emissioner + affald til behandling
Konsumption	TC		Materialer i konsumptionsektor Affald til behandling + emissioner
Affalds- og spildevandssektor	TW		Materialer i affalds- og spildevandssektor Recirkulerede materialer + emissioner
Total inkl. ubrugte strømme	T∑		Alle materialer i samfundet Alle emissioner
Total efter ressourceekstraktion	TN		Materialer i produktion, forbrug og affaldssektor Emissioner fra produktion, forbrug og affaldssektor

Fx er levetiden (år) for byggematerialer i forbrugssektoren lig med materialer i alle boliger (tons) divideret med nedrivningshastigheden (tons/år).

Ved at subtrahere eksporten kan de tilsvarende levetider efter sektormodellen udtrykkes for hver sektor i den nationale eller regionale økonomi samt for hele den nationale eller regionale økonomi, tabel 7.4:

Tabel 7.4 Levetider for materialer i den nationale eller regionale økonomi.

Sektor	Levetid, T
Produktion	TP		Materialer i produktionssektor Produkter + emissioner + affald til behandling
Konsumption	TC		Materialer i konsumptionsektor Affald til behandling + emissioner
Affalds- og spildevandssektor	TW		Materialer i affalds- og spildevandssektor Recirkulerede materialer + emissioner
Total inkl. ubrugte strømme	T∑		Alle materialer i samfundet Alle emissioner
Total efter ressourceekstraktion	TN		Materialer i produktion, forbrug og affaldssektor Emissioner fra produktion, forbrug og affaldssektor

7.7 Vejen til bæredygtig udvikling

Som beskrevet i kapitel 1 skal indikatorerne angive, om samfundets materialestrømme går i retning af bæredygtig udvikling. Derfor er det væsentligt at finde indikatorer, som i en teoretisk og praktisk sammenhæng indikerer vejen til bæredygtig udvikling. I det følgende udvikles en række indikatorer ud fra begrebet om bæredygtig udvikling. Det bliver således vist, hvordan økologisk råderum, ressourceudnyttelse, emissioner, ressourceeffektivitet og levetider indgår i vejen til en bæredygtig udvikling.

Der tages udgangspunkt i begrebet om bæredygtig udvikling. Som tidligere omtalt kan kriterierne for miljø- og velfærdsdimensionen i bæredygtig udvikling udtrykkes formelt som:

C) Kriteriet for emissioner: Emissionerne, w, skal være mindre end eller lig med det økologiske råderum for emissioner, e_e,:

er emissionstrykket på det økologiske råderum for emissioner

og ved differentiering: δw ≤ δe_e

som viser den alarmerende dobbelte hastighed, hvormed den ikke bæredygtige udvikling foregår, fordi "δe_e" ofte er negativ pga. reduktionen i kvalitet og størrelse af økosystemer, og "δw" ofte er positiv pga. stigende emissioner. Dette er specielt alarmerende i forhold til drivhuseffekten: reduktionen i CO₂-optaget pga. reduktionen i arealet af terrestisk planteklorofyl kombineret med stigende emissioner af CO₂ vil forårsage en kraftigt stigende koncentration af CO₂ i atmosfæren. Dog er produktion af alger ved fotosyntese i oceanerne delvist et dræn og en buffer for denne proces, såfremt algevæksten ikke er begrænset af næringssalte, temperatur og solindstråling. En øget algevækst i kystnære områder kan skabe iltsvind, mens effekterne af en øget algevækst i oceanerne er mere ukendte.

D and E) Kriterier for ressourcer: Ressourceudnyttelsen, r, skal være mindre end eller lig med det økologiske råderum for ressourcer, e_r, (= opdagelsen af nye ikke-fornyelige ressourcer eller regenerering af fornyelige ressourcer):

er ressourcetrykket på det økologiske råderum for ressourcer

og ved differentiering: δr ≤ δe_r

som viser den dobbelte hastighed for den ikke bæredygtige udvikling for nogle fornyelige ressourcer såsom fisk, tropisk tømmer og langsomt dannende grundvand. Regenereringen af disse fornyelige ressourcer er reduceret pga. forurening, tab af biodiversitet, defragmentering, eller destruktion, hvorimod udnyttelsen af disse ressourcer er forøget. For ikke-fornyelige ressourcer er "δe_r" for flere ressourcer nær nul, da tilgængeligheden af ressourcer af høj lødighed er faldende, hvorimod "δr" er stigende pga. øget forbrug af ikke-fornyelige ressourcer.

A) Kriterium for materiel velfærd: Mængden af forbrugsvarer, M_C, skal være større end eller lig med den politisk bestemte minimum materielle levestandard, MSL_min:

M_C ≥ MSL_min

Da M_C = p·T_C og fås:

er intensiteten af den materielle velfærd. Udviklingen i den reciprokke værdi af intensiteten af den materielle velfærd udtrykker graden af dematerialisering.

Ved differentiering fås:

δMSL_min ≤ δM_C ⇔ δMSL_min ≤ (γ_PrδT_C + T_Cγ_Pδr + T_Crδγ_P)

som fortæller, at for at eliminere den globale materielle fattigdom og øge den globale materielle levestandard er det nødvendigt – men ikke tilstrækkeligt – at øge ressourceeffektiviteten, δγ_P, levetiden af produkter, δT_C, eller ressourceekstraktionen, δ_r. En øget ressourceekstraktion kan dog være problematisk (afhængig af ressourcetypen).

Opfattes mængden af forbrugsvarer til rådighed for befolkningen som en statistisk fordeling i forhold til indkomstfordelingen, bliver et yderligere kriterium for at eliminere global fattigdom, at fordelingen af ressourcer globalt og nationalt skal udjævnes.

Kombinering af kriterierne A), C), D) og E) giver bæredygtighedskriterierne for både materiel velfærd og miljøet:

hvis det for simpelhedens skyld antages, at der ikke forekommer ophobning af materialer (Δ = 0).

Hvis vi definerer det almene økologiske råderum, e, som det mindste af råderummene for ressourcer og de tilsvarende emissioner, fås:

e = min(e_r, e_e)

hvoraf fremkommer:

som fortæller, at forbruget af ressourcer skal være større end eller lig med behovet for materiel velfærd samt mindre end eller lig med det økologiske råderum for emissioner og ressourcer. Disse grænser kaldes også for gulvet og loftet for forbruget af ressourcer. Det kombinerede kriterium fortæller også, at vejen til bæredygtig udvikling går gennem øget ressourceeffektivitet, γ, øget levetid af produkter, T, samt dematerialisering af velfærden, , og herunder en mere jævn fordeling af ressourceforbruget mellem mennesker.

Ved differentiering fås:

δMSL_min ≤ (γprδT_C + T_Cγ_Pδr + T_Crδγ_P) ≤ (γ_PeδT_C + T_Cγ_Pδe + T_Ceδγ_P)

hvilket viser, at vejen til bæredygtighed går gennem øget ressourceeffektivitet, δγ, øget levetid af produkter, δT, øget kvalitet og kvantitet af naturlige økosystemer, δe, samt dematerialisering af velfærden, δMSL_min^<0, og herunder en mere jævn fordeling af ressourceforbruget, , mellem mennesker.

Da

• loftet for bæredygtighed allerede er overskredet for nogle væsentlige ressourcer og emissioner
• fattigdom og ulige fordeling af velfærden er udbredt
• tendensen til ikke bæredygtig udvikling øges for nogle væsentlige ressourcer og emissioner
• vejen til bæredygtig udvikling er snæver

må nationerne, EU og verdenssamfundet gøre sit yderste for at føre menneskeheden ind på den snævre vej til bæredygtig udvikling ved at:

• eliminere fattigdom og sikre en mere lige fordeling af materiel velfærd
• øge energibesparelser og skifte fra fossile brændsler til fornyelige energikilder
• dematerialisere og afgifte de industrielle og post-industrielle økonomier
• forøge ressourceeffektiviteten og levetiden af produkter betydeligt
• beskytte naturlige ressourcer mod forurening, defragmentering, overudnyttelse og destruktion
• øge kvaliteten og kvantiteten af naturlige økosystemer

7.8 Eksempler på beregning af ressourceeffektivitet ud fra sektormodellen

I dette afsnit beregnes den nationale ressourceeffektivitet i Danmark og for møbelbranchen som illustration af formlerne for ressourceeffektivitet udviklet i afsnit 7.1.

Indikatorer for totale materialestrømme i Danmark i 1990 beregnes ved hjælp af tallene i figur 5.2 i sektormodellen:

IF-faktorerne sættes skønsmæssigt til:

η= 2
φ= 2,2
ε= 2

Ressourceeffektivitet ekskl. ubrugte strømme beregnes til:

Ressourceeffektivitet inkl. ubrugte strømme beregnes til:

En analyse af de disintegrerede data viser, at for at forøge ressourceeffektiviteten for tons materialer i Danmark er det mest vigtigt at reducere energiforbruget, brugen af kul og olie samt materialeforbruget ved bygge og anlæg.

Eksempler på beregning af indikatorer for ressourceeffektivitet i niveau D i indikatorpyramiden vises for møbelbranchen i Danmark:

For selve møbelbranchen i Danmark ekskl. ubrugte strømme og genanvendelse fås ved hjælp af data fra (Pommer 2002):

Ressourceeffektiviteten udregnet som materialeeffektiviteten, γ_mP, for møbelbranchen beregnet for tons totalt aggregerede strømme (enhed: 1.000 tons) er:

Alternativt kan ressourceeffektiviteten γ_mP for møbelbranchen beregnes ved hjælp af emissionerne i stedet for ved hjælp af produktstrømmene. Ved indsættelse af tons totalt aggregerede strømme fås (enhed: 1.000 tons):

Forskellen mellem de beregnede ressourceeffektiviteter på 0,41 og 0,46 skyldes unøjagtighed i datamaterialet. Det vurderes, at ressourceeffektiviteten ligger nærmere 0,41 end 0,46, idet beregningen af emissioner og akkumulation er behæftet med betydelig usikkerhed. Faktisk er det forbavsende, så ens de to beregninger falder ud, når man betænker usikkerheden på tallene.

Den således beregnede ressourceeffektivitet for selve møbelproduktionen udtrykker den tidligere nævnte materialeeffektivitet, γ_m, som her er på et totalt aggregeret niveau for møbelbranchen. Det vil sige, at alle materialestrømme er adderet, og således er fx tons lim, lak og kemikalier lagt sammen med tons møbeltræ. Lim, lak og kemikalier har visse negative sundheds- og miljøeffekter, mens træet dels har betydning for biodiversiteten i skovene, fikseringen af kuldioxid i skovene samt udledning af forbrændingsgasser – især drivhusgasser – ved endelig destruktion. Lim, lak og kemikalier udgør imidlertid kun en forsvindende lille del af de indgåede tons. Herved kommer materialeeffektiviteten primært til at udtrykke, hvor effektivt de store indgåede ressourcemængder som træ, stål og energiråstoffer anvendes i produktionen.

Beregningen for energieffektiviteten, γ_eP, i produktionssektoren, altså i selve møbelbranchen, er:

Beregning for hele økonomien i Danmark inkl. råstofudvinding vedrørende møbler – en livscyklusberegning – giver:

Beregning af materialeeffektiviteten, γ_mN, giver ved indsættelse af totalt aggregerede materialestrømme:

Det ses, at materialeeffektiviteten er betydeligt mindre for hele livscyklus (0,11) end blot for møbelbranchen (0,41). Dette skyldes primært den store materialeomsætning ved råstofekstraktionen.

Beregning for energieffektiviteten giver:

Det ses, at energieffektiviteten er betydeligt større for møbler i hele livscyklus (138 tons møbler/TJ) end for selve møbelbranchen (41 tons møbler/TJ). Dette skyldes, at energien i træet udnyttes ved forbrænding af affaldet. Det skal dog bemærkes, at råstoffernes energiindhold ikke er medregnet i de foreliggende data, hvilket betyder, at den beregnede energieffektivitet er for høj.

Fodnoter

[6] Ses der kun på en enkelt branche eller en gruppe af brancher, bør output fra branchen måles som den produktion, der netto leveres ud af branchen eller branchegruppen, dvs. at interne leverancer af egne varer (forbrug i produktionen) fraregnes ved opgørelsen af produktionen.

[7]. Note: Intermediate and context indicators are in italic font / ˆ: → + indicators that are based on identical or similar variables
a) OECD Core set of environmental indicators; b) OECD sets of sectoral environmental indicators (transport, energy, agriculture, household consumption); c) UN-CSD List of indicators of sustainable development; d) European Commission/Eurostat Environmental pressure indicators for the European Union (2001); e) European Environment Agency Themes for indicators and Environmental Signals (2000 and 2001 edition)

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.