[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Økologiske Scenarier for Danmark

2 Indledning

2.1 Arbejdets organisering

 

Dette arbejde indgår i Bichel-udvalget

Miljø- og Energiministeren har ved skrivelse af 26. februar 1998 til Svend Bichel anmodet "Udvalget til vurdering af de samlede konsekvenser ved en afvikling af pesticidanvendelse" (Bichel-udvalget) om at indarbejde et projekt i udvalget med henblik på en vurdering af de samlede konsekvenser af en total økologisk omlægning af jordbruget. Baggrunden for dette var, at Regeringen sammen med SF og Enhedslisten i forbindelse med finansloven for 1998 aftalte en styrket indsats for beskyttelse af vandmiljøet og fremme af omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. I den forbindelse blev der afsat 2 mio. kr. til scenarier vedrørende økologi, hvor de samlede konsekvenser af en total omlægning til økologisk jordbrug ønskes vurderet.

Arbejdet med de økologiske scenarier følger kommissoriet af 4. juli 1997 for ovennævnte udvalg.

2.1 Arbejdets organisering

Der er nedsat en tværfaglig gruppe.

For at sikre sammenhængen og helhedsorienteringen i arbejdet vedrørende de økologiske scenarier blev det fundet nødvendigt med en lidt anden samarbejdsform mellem de faglige underudvalg end i arbejdet omkring afvikling af pesticidanvendelse. Koordinationsgruppen under Bichel-udvalget, der består af formændene for hoved- og underudvalg, nedsatte derfor en tværfaglig gruppe med én deltager fra underudvalget om lovgivning samt to fra hver af de øvrige underudvalg.

Det faglige ansvar.

Gruppens formål var at udarbejde et oplæg med en beskrivelse af de nødvendige arbejdsopgaver og efterfølgende at tilse arbejdets gennemførelse, samt at afgive en samlet rapport. Arbejdet er gennemført med udgangspunkt i den eksisterende struktur i Bicheludvalget. Det faglige ansvar for de enkelte kapitler i rapporten er for kapitel 5 (Konsekvenser for jordbrugsdyrkningen) hos underudvalget for jordbrugsdyrkning, for kapitel 6 (Konsekvenser for miljø og sundhed) hos underudvalget for miljø og sundhed, for kapitel 7 (Konsekvenser for produktion, økonomi og beskæftigelse) hos underudvalget for produktion, økonomi og beskæftigelse og for kapitel 8 (Retlige aspekter) hos underudvalget for lovgivning. Ansvaret for de øvrige kapitler ligger hos koordinationsgruppen.

Hovedudvalg og underudvalg er undervejs blevet orienteret om arbejdets gennemførelse med henblik på stillingtagen til eventuelle afvigelser i forhold til den oprindelige plan. Nærværende rapport har været behandlet på underudvalgenes møder i januar og februar 1999 med henblik på faglig evaluering og godkendelse af resultaterne inden for det pågældende udvalgs område.

Medlemmerne af den tværfaglige gruppe:

Den tværfaglige gruppe har bestået af:

gårdejer Johannes Nebel, Udvalget for jordbrugsdyrkning
konsulent Lisbeth Frank Hansen, Udvalget for jordbrugsdyrkning
forskningschef Hans Løkke, Udvalget for miljø og sundhed
afdelingsleder Lars Ovesen, Udvalget for miljø og sundhed
lektor Alex Dubgaard, Udvalget for produktion, økonomi og beskæftigelse
lektor Jan Holm Ingemann, Udvalget for produktion, økonomi og beskæftigelse
fuldmægtig Lisbeth Arebo Jacobsen, Udvalget for lovgivning
fuldmægtig Kaj Juhl Madsen, Sekretariatet for Pesticidudvalget
forsøgsleder Erik Steen Kristensen, Sekretariatet for Pesticidudvalget

Gruppen har været tilknyttet det faglige miljø under Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, hvor centerleder Erik Steen Kristensen i den forbindelse blev tilknyttet sekretariatet for pesticidudvalget med henblik på ledelse af gruppens arbejde. Forskningsassistent Hugo Fjelsted Alrøe, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug har forestået en væsentlig del af sammenskrivningen af nærværende rapport.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]