[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Økologiske Scenarier for Danmark

4 Arbejdsform og metode

4.1 Arbejdsform
4.2 Metode

 

100% økologisk jordbrug er ikke entydigt, og der er derfor behov for en procesorienteret arbejdsform, med flere synsvinkler.

I relation til at udarbejde scenarier for økologisk jordbrug i Danmark er det vigtigt at være opmærksom på, at sådanne scenarier er langt mere komplekse end fx scenarier for et pesticidfrit landbrug. Kompleksiteten skyldes følgende:

  • Økologisk jordbrug bygger på en målsætning – ikke en præcis definition.
  • Reglerne er under fortsat udvikling.
  • Der er etableret et marked, hvor der opnås en merpris for økologiske varer.

4.1 Arbejdsform

Økologisk jordbrug udgør i dag kun en relativt begrænset del af jordbruget. Dette sammen med ovennævnte kompleksitet gør, at et 100% økologisk jordbrug kan forventes at være meget forskelligt fra de økologiske jordbrug, vi kender i dag. Det har derfor været nødvendigt at arbejde procesorienteret således, at forskellige muligheder for, hvordan et 100% økologisk jordbrug kan se ud, kunne diskuteres i en dynamisk proces. Eller med andre ord, der skal også fokuseres på hvordan og hvorfor et givet scenario kan forventes at fremkomme, fordi det først er gennem denne proces, at et 100% økologisk jordbrug kan tage form. Der har fx været behov for en nuanceret diskussion af næringsstofstrømmen til og fra Danmark. Der kan ikke indkøbes husdyrgødning fra det konventionelle jordbrug, hvis hele Danmark er økologisk, og import af husdyrgødning er ikke relevant. Derimod kan det diskuteres i hvor høj grad Danmark skal være selvforsynende med foder og hvilke krav, der eventuelt skal stilles til import af foder og andre næringsstoffer. Fordelen ved denne procesorienterede arbejdsform er endvidere, at der opnås en god baggrundsforståelse for at iværksætte eventuelle beslutninger hen mod en ønsket udvikling.

Arbejdsprocessen var planlagt at forløbe i to trin:

  1. Økologisk jordbrug beskrives objektivt og dokumenterbart ud fra de respektive synsvinkler.
  2. De forskellige synsvinkler og problemer sammenholdes, og der foretages en afvejning af de forskellige hensyn.

Afvejningen af de forskellige synsvinkler (trin B) var planlagt foretaget af hovedudvalget, efter forberedelse af den tværfaglige gruppe, der er nedsat med repræsentanter fra underudvalgene (se afsnit 2.1). Arbejdet med trin A har imidlertid lagt beslag på hovedparten af ressourcerne, og der er blevet mindre tid til trin B end planlagt. Den planlagte afvejning er derfor reduceret til kapitel 9 "Diskussion og perspektivering" i nærværende rapport.

Den dynamiske opfattelse af arbejdsprocessen blev i trin A understøttet ved at arbejde med forskellige synsvinkler. Der er anvendt 5 overordnede synsvinkler på 100% økologisk jordbrug i Danmark:

A.1   Jordbrugsdyrkning, indsats og udbytte i forskellige produktionssystemer
A.2   Produktion, økonomi og beskæftigelse.
A.3   Miljø- og sundhedsmæssige aspekter.
A.4   Lokale og institutionelle aspekter.
A.5   Retlige aspekter.

Disse 5 forskellige synsvinkler er valgt, dels for at sikre at de mest centrale og i nogle tilfælde modsatrettede synsvinkler på økologisk jordbrug er repræsenteret, dels under hensyn til den eksisterende struktur i pesticidudvalget. Synsvinklerne kan genfindes i de enkelte kapitler i nærværende rapport. Den faglige referencevej for de enkelte kapitler er for kapitel 5 (A.1) underudvalget for jordbrugsdyrkning, for kapitel 7 (A.2) underudvalget for produktion, økonomi og beskæftigelse, for kapitel 6 (A.3) underudvalget for miljø og sundhed og for kapitel 8 (A.5) underudvalget for lovgivning.

Som et led i at gennemføre trin A i arbejdsprocessen er der udarbejdet følgende delrapporter:

De udarbejdede delrapporter kan rekvireres.

Jordbrugsdyrkning

A.1.1  

Danmarks samlede produktion og indsats af hjælpestoffer ved 0 og 15-25%
import af foder og ved nuværende husdyrproduktion.

Hugo Fjelsted Alrøe, Erik Steen Kristensen og Birgitte Hansen, FØJO

A.1.2   Sædskiftemodeller – vurdering af udbytteændringer i landbrugsafgrøderne. Hugo Fjelsted Alrøe, FØJO, Ib Sillebak Kristensen, Gunnar Mikkelsen, Lise Nistrup Jørgensen, DJF & Michael Tersbøl, LRC

A.1.3  

Produktion af frilandsgrøntsager.
Kristian Thorup-Kristensen og Lis Sørensen, DJF

A.1.4  

Foderforbrug, produktion og produktionsforhold i økologiske husdyrbrugssystemer. John E. Hermansen, Lisbeth Mogensen & Troels Kristensen, DJF

A.1.5  

Produktion af frugt og bær.
Hanne Lindhard og Holger Daugaard, DJF

A.1.6  

Forsyningen af fosfor, kalium og svovl i økologisk jordbrug.
Jens Færge og Jakob Magid, KVL

Produktion, økonomi og beskæftigelse

A.2.1  

Markedsperspektiver for økologiske fødevarer.
Bolette Abrahamsen & Jan Holm Ingemann, Aalborg Universitet

A.2.2  

Økonomisk værdisætning af miljøforbedringer ved økologisk drift.
Alex Dubgaard, Christian Beckmann & Kristian Lykke Fick, KVL

A.2.3  

Analyse af de samfundsøkonomiske konsekvenser af en omlægning af dansk landbrug til økologisk produktion.
Lars Bo Jacobsen & Søren Frandsen, SJFI

A.2.4  

Sammenligning af driftsøkonomien ved økologisk, pesticidfri og konventionel drift.
Pia Strunge Folkmann, SJFI

A.2.5  

Omlægning til økologisk produktion – mulighederne frem til år 2008.
Pia Strunge Folkmann, SJFI

Miljø og sundhedsmæssige konsekvenser

A.3.1  

Kvælstof og fosfor – balancer og miljømæssige konsekvenser.
Ruth Grant, DMU

A.3.2  

Forbrug af fossil energi og udledning af drivhusgasser.
Tommy Dalgaard, Niels Halberg, DJF & Jes Fenger, DMU

A.3.3  

Naturindholdet i landbrugslandskabet og afhængighed af driftsform.
Jens Reddersen, DMU

A.3.4  

Jordbundens biologi.
Jørgen Aagaard Axelsen, DMU & Susanne Elmholt, DJF

A.3.5  

Vegetabilske produkters sundhedsmæssige konsekvenser.
Kirsten Brandt, DJF, Niels Elmegaard, DMU, Lars Ovesen, Veterinær- og Fødevaredirektoratet & Vagn Gundersen, Risø

A.3.6  

Forbrug af medicin og lignende – miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser. Torben Bennedsgaard & Stig Milan Thamsborg, KVL, John Jensen, DMU & Frank Aarestrup, SVS

Lokale og institutionelle aspekter

A.4.1  

Lokale og institutionelle aspekter.
Johannes Michelsen, SUC & Per Kølster

A.4.2  

Beslutningsprincipper og institutionelle perspektiver.
Jan Holm Ingemann, Aalborg Universitet

A.4.3  

Dansk landbrugs institutionelle netværk og dets potentialer for økologisk omlægning.
Jan Holm Ingemann, Aalborg Universitet

Retlige aspekter

A.5  

Retlige spørgsmål vedrørende totalomlægning af dansk jordbrug til økologisk produktion.
Underudvalget for lovgivning under Bichel-udvalget.

Disse delrapporter har efterfølgende været gransket og diskuteret i de respektive underudvalg. Delrapporterne kan rekvireres ved henvendelse til Miljøstyrelsen. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at de fremsatte synspunkter i delrapporterne ikke nødvendigvis dækkes af Bichel-udvalget eller dets underudvalg. Den tværfaglige gruppe har på baggrund af delrapporterne skrevet nærværende rapport om konsekvenserne af en omlægning til 100% økologisk jordbrug.

4.2 Metode

Med henblik på at udarbejde scenarier som et led i at vurdere konsekvenserne af en total økologisk omlægning af dansk jordbrug, er der to væsentlige metodemæssige valg – fastlæggelse af "målet" for scenarierne, et 100% økologisk jordbrug, og fastlæggelse af et udgangspunkt, hvormed målet kan sammenlignes.

De udarbejdede scenarier kan karakteriseres som konsistente regnestykker, der er baseret på den tilgængelige viden om jordbruget i dag. Derudover bygger scenarierne på en række forudsætninger, der fastlægger scenarierne som scenarier for et 100% økologisk jordbrug.

Et mulighedsrum udspændes om end med fokus på begrænsningerne.

Der er, som ovenfor beskrevet, ikke et entydigt billede af, hvordan et 100% økologisk jordbrug kan se ud. Der arbejdes derfor med en række forskellige scenarier, der skal udspænde et mulighedsrum for et fremtidigt totalt økologisk jordbrug. Scenarierne adskiller sig først og fremmest ved at have forskellige niveauer af import af foder, hvorved der opnås forskelle i næringsstof- og energiomsætning som har konsekvenser for både produktion, miljø og økonomi.

De valgte scenarier repræsenterer hovedsageligt de forandringer, der i dag kan forudses ud fra de begrænsninger, der ligger i et 100% økologisk jordbrug, som følge af et forventet fald i produktionens størrelse. Det har derimod ikke været muligt i samme grad at repræsentere de muligheder, der ligger i en 100% omlægning, fordi disse muligheder i høj grad beror på innovationer. Der er dog inddraget muligheder for et forbedret udbytteniveau i korn og græs, som følge af større fokus på kornproduktion, og en bedre udnyttelse af græsmarken, pga. et lavere ydelsesniveau ved den enkelte malkeko, i forhold til den nuværende økologiske praksis.

En total omlægning til økologisk jordbrug er en ganske voldsom ændring, og man må forvente, at der som følge af denne ændring vil ske væsentlige tilpasninger og innovationer, der ikke er indeholdt i de scenarier, der analyseres i det følgende. Det gælder ikke mindst i de dele af fødevaresektoren, som forsyner, aftager, forædler og distribuerer fødevarerne. Disse områder og de fremtidsperspektiver økologien kan indebære er imidlertid ikke behandlet nærmere i nærværende rapport, idet det ligger udenfor kommissoriet. Scenarierne er baseret på den praksis og den viden, der findes i dag, og belyser på denne baggrund konsekvenserne af en total omlægning til økologisk jordbrug. De udarbejdede scenarier kan således ikke betragtes som prognoser for en sandsynlig udvikling.

Der sammenlignes med det nuværende jordbrug, selv om dette er under forandring, fordi der kræves et sammenhængende sammenligningsgrundlag

Endvidere er det, som grundlag for at beskrive konsekvenserne af en omlægning til økologisk jordbrug, nødvendigt at have et udgangspunkt, hvormed de fremtidige scenarier kan sammenlignes. Der er valgt at tage udgangspunkt i det nuværende landbrug 1995/96. Med hensyn til udbytteniveauer i afgrøderne er der dog valgt en længere periode, 1993-96. Årstallet 1995/96 er valgt således, at der kan være et konsistent og sammenhængende datagrundlag til rådighed, og under hensyn til udgangspunktet for vurderingen af konsekvenserne af en afvikling af pesticidanvendelse.

Scenarierne beskriver en situation 10 eller 30 år frem i tiden, og der kan således indvendes mod en sammenligning med 1995/96, at dansk landbrug vil se helt anderledes ud om 10 eller 30 år. Jordbruget er under stadig forandring, der er en række ændringer som forventes at ske indenfor den nærmeste fremtid, og ændringer der allerede er sket siden 1996, herunder fx en fortsat omlægning til økologisk jordbrug. Disse ændringer er nævnt, hvor det er relevant, og inddraget hvor det er muligt. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at ændringer og tiltag, der kommer nu eller fremover i dansk landbrug, også vil have afledte effekter, som der i mange tilfælde ikke er tilgængelig viden om. Når dansk landbrug som planlagt udfaser vækstfremmere i løbet af 1999, så må det fx forventes også at have konsekvenser for produktionen. Tilsvarende må det nævnes, at ændringer i den nationale såvel som internationale landbrugspolitik vil få betydning for såvel det økologiske som det konventionelle landbrugs udviklingsmuligheder, men sådanne perspektiver har ikke i nævneværdigt omfang kunnet inddrages i nærværende arbejde.

Der er kun udarbejdet egentlige sammenhængende og konsistente scenarier for et fremtidigt dansk landbrug på enkelte afgrænsende områder, som fx Vandmiljøplan II og scenarierne for afvikling af pesticidanvendelse. Disse scenarier er inddraget som sammenligningsgrundlag på de områder, der dækkes af scenarierne. Andre enkeltstående forventede ændringer kan ikke direkte inddrages i en sammenligning med scenarierne, fordi et samlet overblik over konsekvenserne af disse ændringer ikke er til stede. Virkningerne af en udfasning af anvendelse af pesticider er beskrevet detaljeret i de øvrige rapporter fra Bichel-udvalget. Nærværende rapport skal ses som et supplement hertil.

I de følgende kapitler gives et overblik over konsekvenserne af en total omlægning til økologisk jordbrug, med udgangspunkt i forskellige niveauer af foderimport og forskellige udbytteniveauer, som beskrevet ovenfor.

En detaljeret beskrivelse af scenarierne og de forudsætninger, der er anvendt, gives i kapitel 5, sammen med konsekvenserne for den vegetabilske og animalske produktion.

I kapitel 6 beskrives de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser, og i kapitel 7 de økonomiske konsekvenser, med udgangspunkt i de scenarier, der er beskrevet i kapitel 5. De retlige aspekter af en omlægning til økologisk jordbrug belyses i kapitel 8, herunder forholdet til EU's lovgivning.

I kapitel 9 foretages en afvejning af de forskellige aspekter, der er belyst i de forrige kapitler. De valgte antagelser og forudsætninger tages op til fornyet diskussion og overvejelse, og muligheder og barrierer for realiseringen af et 100% økologisk jordbrug belyses.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]