Økologiske Scenarier for Danmark

6 Konsekvenser for miljø og sundhed

6.1 Tab og forurening med kvælstof og fosfor
6.1.1 Kvælstof
6.1.2 Fosfor
6.2 Forbrug af fossil energi og produktion af drivhusgasser
6.2.1 Forbrug af fossil energi
6.2.2 Drivhusgasser
6.3 Naturindhold – påvirkning af flora og fauna
6.3.1 Sædskiftearealet
6.3.2 Halvkulturarealet og småbiotoperne
6.3.3 Landskabet som helhed
6.4 Jordbundens biologi
6.5 Vegetabilske produkters sundhedsmæssige konsekvenser
6.6 Forbrug af veterinære lægemidler
6.7 Sammendrag og konklusion

Dette kapitel supplerer pesticidrapporten

I dette kapitel beskrives, hvad der kan siges om konsekvenserne for miljø og sundhed ved en total omlægning til økologisk jordbrug i Danmark. Konsekvenserne af en udfasning af pesticiderne er beskrevet i rapporten fra Underudvalget for Miljø og Sundhed. I forlængelse heraf er der i dette kapitel lagt vægt på at beskrive konsekvenserne af det ændrede sædskifte og udfasningen af kunstgødning. Nærværende kapitel skal altså ses som et supplement til de konsekvenser, der er beskrevet i rapporten fra Underudvalget for Miljø og Sundhed. Konsekvenser for arbejdsmiljøet er fx ikke beskrevet, idet de antages at være de samme som ved udfasning af pesticider. Der er således ikke beskrevet konsekvenser for arbejdsmiljøet som følge af ændrede staldsystemer i de økologiske scenarier (se afsnit 5.3).

Afsnittene 6.1 og 6.2, der omhandler produktionsbetinget forurening og energiforbrug, tager direkte afsæt i de økologiske scenarier, der er beskrevet i kapitel 5. De øvrige afsnit, om naturindhold (6.3), jordbundens biologi (6.4), konsekvenser af indholdsstoffer (6.5) og medicinforbrug (6.6) er mindre tæt knyttede til scenarierne og tager udgangspunkt i en række inden- og udenlandske undersøgelser af økologisk jordbrug og økologiske produkter.

6.1 Tab og forurening med kvælstof og fosfor

Forurening med næringsstoffer vurderes ud fra tabspotentialer, og VMP II inddrages.

I dette afsnit skal forureningen med næringsstoffer i et 100% økologisk jordbrug vurderes gennem en beskrivelse af tabspotentialerne for kvælstof og fosfor i de økologiske scenarier, som de er beskrevet i kapitel 5. Der foretages en sammenligning med dansk landbrug, som det så ud i 1995/96, og som det nuværende landbrug forventes at se ud ved fuld efterlevelse af Vandmiljøplan II (VMP II). I dette sidste scenario antages et dyrehold som i 1995/96, mens der forudsættes en fortsat vækst i det økologiske jordbrug, med yderligere 210.000 ha omlagt i perioden fra 1996-2003, ud over de 45.000 ha, der var omlagt i 1996. Andre tiltag i scenariet er udtagning af vådområder og "særligt følsomme landområder", skovrejsning, øget brug af efterafgrøder, nedsat kvælstofnorm og skærpede krav til foderudnyttelse og til udnyttelse af husdyrgødningen. Det vurderes, at disse tiltag tilsammen vil give en udbyttenedgang i alle afgrøder på godt 7%, eller godt 1200 mio. FE (Grant 1998). Til sammenligning er den tilsvarende udbyttenedgang i de økologiske scenarier på 20-31%.

6.1.1 Kvælstof

Kvælstof tabes bl.a. i form af ammoniakfordampning.

Den overordnede kvælstofbalance for jordbruget er baseret på en række estimater for tilført og fraført kvælstof, som er beskrevet og diskuteret i afsnit 5.7. Tab af kvælstof til luft og vandmiljø, der ikke indgår i den overordnede balance, skal her beskrives nærmere. Der er risiko for kvælstoftab forskellige steder i jordbrugssystemets stofkredsløb. Miljøeffekterne af kvælstof er især knyttet til ammoniakfordampningen og udvaskningen, men derudover kan denitrifikation i jorden, og sekundært i vandmiljøet, også resultere i udledning af drivhusgassen N₂O (se afsnit 6.2).

Balance ÷ ammoniakfordampning = netto til jord.

Tabet i form af ammoniakfordampning fra husdyrgødningen afhænger af produktionssystemet og aftager med aftagende husdyrproduktion. I VMP II forventes ammoniakfordampningen fra husdyrgødningen dog gennem en bedre foderudnyttelse at blive lavere end i dag. Denne ændring er ikke indregnet i de økologiske scenarier. Endvidere er der ammoniakfordampning fra afgrøderne, denne antages ens i alle scenarier. I 1995/96 og i VMP II-scenariet indgår endvidere fordampning fra handelsgødning og halmludning. Den totale balance for kvælstoftilførsel og -fraførsel i jordbruget, minus det estimerede tab i form af ammoniakfordampning giver et tal for den mængde kvælstof, der netto tilføres jorden (tabel 6.1). Det bør dog iagttages, at der er stor usikkerhed forbundet med beregningerne, hvor den væsentligste er kvælstoffikseringen, som er nævnt i afsnit 5.7.1.

Netto til jord = udvaskning + denitrifikation + ændringer i jordpulje.

Den samlede balance for N til jord viser, alt andet lige, noget om potentialet for kvælstofudvaskning og denitrifikation i jorden. Dette potentiale må holdes op imod mulighederne for ophobning eller frigivelse af organisk bundet kvælstof i jorden. Ændringer i jordpuljens indhold af N afhænger, i hvert fald på kort sigt, af dyrkningspraksis. Fx har øget andel af flerårig kløvergræs i sædskiftet en positiv effekt på jordens kvælstofpulje, hvorimod hyppig og intensiv jordbearbejdning har en negativ effekt (Christensen & Johnston 1997). En nærmere diskussion af dyrkningens virkning på omsætningen af organisk stof i jorden i relation til økologisk jordbrug kan findes i Christensen et al. (1996).

Under forudsætning af en konstant anvendelse af samme dyrkningspraksis kan det imidlertid antages, at jordens kvælstofpulje på langt sigt vil være konstant, idet mineraliseringen fra jordpuljen antages at være proportional med jordpuljens størrelse (Christensen & Johnston 1997). Jordpuljens størrelse vil således, med konstant dyrkningspraksis, efterhånden nærme sig et punkt, hvor der er balance mellem tilførsel og fraførsel.

Denitrifikationen er relativt lille.

Denitrifikation er en proces, hvor bakterier under iltfrie forhold omdanner nitrat til gasformige kvælstofforbindelser. I forbindelse med VMP II anvendes denitrifikation i våde enge som et middel til at reducere kvælstofudvaskningen til vandmiljøet. Reetablering af 16.000 ha våde enge, hvor denitrifikationen har et betydeligt omfang, ventes at resultere i en kvælstoffjernelse på 5,6 mio. kg N (Iversen et al. 1998). Under almindelig dyrkningspraksis på arealerne i omdrift afhænger denitrifikation bl.a. af jordtype og jordens vandindhold. Der er ikke påvist en klar sammenhæng til dyrkningspraksis, men det antages, at denitrifikation især er knyttet til anvendelse af husdyrgødning, og der er under normale omstændigheder tale om relativt små mængder (Petersen 1996).

Netto til jord er et potentiale for udvaskning, der reduceres med 50-70% , og der forventes en væsentlig reduktion i udvaskningen.

Ud fra den forudsætning, at der har indfundet sig en ligevægt ved den givne dyrkningspraksis i det nuværende landbrug og i de økologiske scenarier således, at jordens kvælstofpulje er konstant, kan reduktionen i nettotilførsel af kvælstof til jorden tages som en reduktion i potentialet for kvælstofudvaskning. Det ses i tabel 6.1, at netto tilført kvælstof til jord reduceres med 112 mio. kg under VMP II i forhold til dansk landbrug 1995/96, mens reduktionen er mellem 164 og 241 (+/¸ 56) mio. kg per år i de seks økologiske scenarier i forhold til dansk landbrug 1995/96. Intervallet angiver en usikkerhed på estimatet for kvælstoffiksering, der er den post, der er forbundet med størst usikkerhed. På denne baggrund må der på langt sigt forventes en væsentlig reduktion i udvaskningen af kvælstof i de økologiske scenarier i forhold til dansk landbrug i dag. Det bør dog iagttages, at der er stor usikkerhed knyttet til beregningerne.

Tabel 6.1 Overordnet kvælstofbalance for jordbruget (mio. kg per år) samt nettotilførsel til jorden og reduktion af denne i forhold til dansk landbrug 1995/96.

link til tabel

Udendørs sohold kan give problemer, og potentialet for udvaskning på kort sigt er usikker.

I de økologiske scenarier er afgræsning langt mere udbredt end i det nuværende landbrug, og der afsættes således cirka 3 gange så meget gødning på markerne som i dag. Dette kan give problemer for miljøet, især i forbindelse med udendørs sohold, hvor søerne gerne roder i jorden og derved bryder græsdækket. For at mindske risikoen for udvaskning af næringsstoffer er det vigtigt at bevare et tæt græsdække. Rodeaktiviteten kan bl.a. begrænses ved at ringe søerne. I økologisk jordbrug anbefales det at tilgodese søernes muligheder for at græsse, og at nedsætte belægningsgraden i forhold til minimumsarealet på 0,074 ha per so. Dette kan ske gennem etablering af bufferfolde, foldskifte eller samgræsning. Endvidere anbefales tildeling af grovfoder eller andet fyldende rodemateriale efter ædelyst i perioder med mindsket græsvækst. (Larsen et al. 1998).

Det er ikke muligt ud fra den nuværende viden at sige noget entydigt om potentialet for udvaskning på kortere sigt som følge af den ændrede dyrkningspraksis ved en total omlægning til økologisk jordbrug ud over, at der er et stort incitament til at tage bedst muligt vare på den begrænsede mængde kvælstof. Hvis der antages en udbytterespons på 12 kg korn per kg tildelt total-N (Askegaard og Eriksen, 1998) og 1,5 kr. per kg korn kan det beregnes, at værdien af et kg kvælstof er 18 kr., hvilket er 5-6 gange højere end i konventionelt jordbrug i dag. En nærmere diskussion af potentialet for kvælstofudvaskning på kortere sigt i forbindelse med omlægning til forskellige økologiske bedriftstyper kan findes i Kristensen & Olesen (1998).

6.1.2 Fosfor

Fosfors miljøeffekter afhænger især af fosforindholdet i jorden.

Fosforbalancen er mindre kompleks end kvælstofbalancen, idet fosfor hverken fikseres fra eller tabes til atmosfæren. De uønskede miljøeffekter af fosfor knytter sig i moderne jordbrug især til tab til vandmiljøet via jorderosion og transport af fosfor ned gennem jordprofilen. Disse miljøeffekter afhænger mindre af tilførslen det enkelte år og mere af jordens totale fosforindhold.

Når fosfor tilføres jorden med handelsgødning eller husdyrgødning vil den opløselige del opløses i jordvæsken, reagere med jordens adsorptionskompleks og følgelig indgå i en ligevægtsproces med jordens mere tungtopløselige adsorptionsformer/udfældninger af fosfor. Det vil sige, at tilført gødningsfosfor immobiliseres. Fosfor i gødningernes organiske fraktion skal undergå en mineralisering før den kan indgå i ligevægtsprocesserne. Omvendt, når afgrøderne optager fosfor fra jordvæsken eller, hvis fosfor udvaskes fra jordvæsken, sker der en reaktion fra tungtopløselige til lettere opløselige former, dvs. fosfor mobiliseres. Afgrøderne optager normalt mindre end 10% af den gødning, der tilføres det enkelte år; den øvrige mængde kommer fra jordpuljen.

Tabene er små men kan give eutrofiering.

Tab af fosfor til vandmiljøet gennem udvaskning og erosion udgør oftest kun en meget lille del af nettotilførslen af fosfor; den resterende del ophobes i jorden. I Vandmiljøplanens overvågningsprogram er der således fra landbrugsdominerede oplande målt transporter i vandløbene på gennemsnitlig 0,35 kg P/ha/år for perioden 1989-95, hvilket svarer til, at knap 1 mio. kg P tabes fra hele landbrugsarealet per år. Disse tal kan sammenholdes med balancerne i tabel 6.2. Selv om tabet af fosfor til vandløb er af mindre agronomisk betydning, er det så højt, at det kan give anledning til eutrofiering i en række lavvandede søer og fjorde.

Når jordenes fosforindhold stiger til langt over det agronomisk optimale, formodentlig ved Pt omkring 6, vil risikoen for udvaskning af P stige drastisk. Ca. 15% af de danske jorde har Pt over 6,0 (Grant 1998). Fosforbalancen i de økologiske scenarier er generelt lavere end i dansk landbrug 1995/96, også når der tages højde for de sænkede fodernormer siden 1996 (6.2). En negativ fosforbalance på jorde med meget højt fosforindhold kan på langt sigt sænke indholdet af fosfor, og dermed nedsætte risikoen for udvaskning.

Tabel 6.2 Fosforbalancer for jordbruget på landsplan og i gennemsnit per ha landbrugsareal, per år (Grant 1998).

link til tabel

Fosfors mobilitet afhænger også af gødningsformen og dyrkningen i øvrigt. Således fandt Johnston (1998) for engelske jorde, at fosfors mobilitet var større, når gødningen tilførtes som organisk gødning frem for handelsgødning samt, at fosfor blev transporteres dybere ned i jorden under permanent græs end ved omdrift. Dette antyder, at mobiliteten af fosfor øges ved tilstedeværelse af frisk organisk materiale fra tilført naturgødning eller omsætning under permanent græs. Der forligger dog ikke forskningsresultater, der kan give en kvantitativ beskrivelse af risikoen for tab af fosfor som følge af ændrede dyrkningsbetingelser. (Grant 1998)

6.2 Forbrug af fossil energi og produktion af drivhusgasser

Forbrug af fossil energi giver udledning af drivhusgassen CO₂

I dette afsnit skal det vurderes, hvilke konsekvenser en 100% omlægning til økologisk jordbrug vil have på landbrugets forbrug af fossil energi - både hvad angår det direkte energiforbrug i danske landbrug og det indirekte i produktion af gødningsmidler mv. - og på udledningen af drivhusgasser. De miljømæssige konsekvenser af fossilt energiforbrug er, foruden "klassisk" forurening med bl.a. svovl og kvælstofforbindelser, et forøget udslip af kuldioxid (CO₂), der direkte virker som en drivhusgas i atmosfæren. Andre betydende drivhusgasser, der i Danmark er tæt knyttet til jordbrugets biologiske processer, er metan (CH₄) og lattergas (N₂O). Det vil, mere kvalitativt, blive diskuteret hvilke konsekvenser ændringer i arealanvendelse og husdyrhold vil have for udsendelsen af metan og lattergas. Landbruget er, næst efter transportsektoren, det mest energiintensive erhverv målt i direkte forbrugt energi per omsat krone. Og samlet bidrager landbruget med omkring en tiendedel af Danmarks totale bidrag til den menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten. (Dalgaard et al 1998)

6.2.1 Forbrug af fossil energi

Forbruget er en sum af det direkte og det indirekte forbrug.

Landbrugets forbrug af fossil energi er opgjort som en sum af energiforbruget til produktion af afgrøder og animalske produkter. Og energiforbruget til de enkelte afgrøder og produkter er summen af det direkte forbrug af brændstoffer og el, og det indirekte energiforbrug via handelsgødning, maskiner, bygninger og importeret foder.

Det direkte energiforbrug kan opgøres og estimeres med stor sikkerhed, mens det er vanskeligere at gøre det indirekte forbrug op. Energiomkostningen via importeret foder, der er en stor post i såvel det nuværende landbrug som i de økologiske scenarier med import, afhænger således af afgrødetype, dyrkningsmetode, mv. Det er her valgt at anvende en og samme energiomkostning for alt importeret foder (Dalgaard et al. 1998). For det nuværende landbrug udgør energi til fremstilling af handelsgødning en væsentlig del af det indirekte energiforbrug.

Netto energiforbrug = energi til afgrødeproduktion + energi til animalsk produktion ÷ energiproduktion fra biobrændsler.

I tabel 6.3 vises det samlede netto energiforbrug i det nuværende jordbrug og i de økologiske scenarier, sammenholdt med størrelsen af den vegetabilske og animalske produktion. Det samlede energiforbrug er summen af energiforbruget til afgrødeproduktionen plus energiforbruget derudover til den animalske produktion. Der fra trækkes den direkte energiproduktion fra afbrænding af halm og biogas.

Tabel 6.3 Jordbrugets forbrug af fossil energi, sammenholdt med den vegetabilske og animalske produktion (Dalgaard et al. 1998).

link til tabel

Disse beregningerne viser, at en omlægning til økologisk jordbrug kan betyde, at det samlede netto energiforbrug mindskes med 9-53%, afhængig af størrelsen af foderimport og dermed animalsk produktion.

Energi er ikke en entydig størrelse

Energiforbruget skal sammenholdes med forskellene i produktion, som også er vist i tabel 6.3. Der er således en 20-30% mindre vegetabilsk produktion i de økologiske scenarier i forhold til det nuværende landbrug. En samlet energibalance for jordbruget, hvor energien i de forskellige indsatser og produkter regnes sammen, er vanskelig at opstille, fordi energi ikke er en entydig størrelse. Fx. er energien i et kg kløvergræs anvendt til kvægfoder ikke den samme som hvis det anvendes til svin eller mennesker, og brændværdien er igen forskellig fra den metaboliske energi. Men generelt gælder det, at landbruget netto producerer energi i planteavlen, mens der forbruges energi i den animalske produktion.

Konventionel planteavl producerer mest energi, mens forbruget af energi per foderenhed er mindre i de økologiske scenarier, ligesom det totale energiforbrug per dyreenhed er mindre.

I figur 6.1 vises energiproduktionen fra biobrændsel og den metaboliske energi i den vegetabilske produktion i dansk landbrug 1996 og i de to scenarier med samme husdyrhold, sammenholdt med energiforbruget til afgrødeproduktionen. Det ses, at der netto produceres mere energi i den konventionelle planteavl. Forbruget af energi per foderenhed er dog betydeligt mindre i de økologiske scenarier end i det nuværende jordbrug (se tabel 6.4). Dette skyldes til dels en ændret afgrødesammensætning, idet produktionen af foderenheder i kløvergræs kræver betydeligt mindre energi end de samme foderenheder produceret i fx korn. Men også inden for de enkelte afgrøder bruges der mindre energi per foderenhed i den økologiske produktion, hovedsageligt fordi der ikke bruges industrielt fremstillet kvælstofgødning.

Figur 6.1 Sammenligning af energiproduktionen (PJ biobrændsel og PMJ metabolisk energi ) og energiforbrug (PJ) i den vegetabilske produktion i 1996 og i de to økologiske scenarier med samme animalske produktion (ubegrænset import).

Det totale energiforbrug per dyreenhed, inklusiv energi til foder, er mindre i de økologiske scenarier i forhold til det nuværende landbrug (tabel 6.4). I de scenarier, hvor den animalske produktion er fastholdt, skyldes det hovedsageligt det mindre energiforbrug i den hjemlige produktion af foder, men også at der bl.a. ikke bruges fossil energi til opvarmning i den økologiske svineproduktion. I de øvrige scenarier spiller den ændrede sammensætning af den animalske produktion også ind, idet svineholdet har et cirka dobbelt så stort energiforbrug per dyreenhed som kvægholdet. (Dalgaard et al. 1998)

Tabel 6.4 Energiforbrug per produceret foderenhed og det totale energiforbrug per dyreenhed (Dalgaard et al. 1998).

link til tabel

Økologisk planteavl er mere energieffektiv, mens konventionel planteavl producerer mest energi per hektar.

I en analyse af energiforbruget i landbruget er det vigtigt at være opmærksom på, at planteavl isoleret set giver et stort energioverskud og, at nogle vegetabilske produkter kan bruges til energiformål. Energiindholdet i fx korn til afbrænding er således meget større end energiforbruget ved produktionen. Dette gælder både for det konventionelle og det økologiske jordbrug. Økologisk produktion er mest energieffektiv per kg produceret korn, mens konventionelt jordbrug vil producere mest netto-energi per ha på grund af et større udbytte. Energiindholdet i de 2 mia. kg korn, der blev eksporteret i 1996 (se tabel 5.3), svarer til en brutto brændværdi på 30 PJ (Dalgaard et al. 1998). Afbrænding i stedet for eksport vil have afledte samfundsøkonomiske konsekvenser.

Halm kan anvendes til brændsel, men der er mange andre hensyn.

Der er et overskud af halm, der i dag nedmuldes, på ca. 1,8 mia. kg i det nuværende landbrug (ikke indregnet raps, frøgræs og ærter), ud over den halmmængde, der allerede i dag anvendes til energiformål. I de økologiske scenarier anvendes der ikke halm til energiformål, der er dog et vist overskud af halm, der kunne anvendes til at opretholde en del af den nuværende energiproduktion fra halm. I det nuværende landbrug er der et potentiale for øget anvendelse af halm til energiformål, og der ligger en målsætning i biomassehandlingsplanen om at øge anvendelsen.

Tabel 6.5 Halmproduktion og halmforbrug til foder og strøelse i landbruget 1996 og i de økologiske scenarier (mia. kg) (Alrøe et al. 1998a, Landbrugets rådgivningscenter pers. komm.).

link til tabel

Der er mange andre hensyn, der spiller ind omkring dyrkning af landbrugsafgrøder til energiformål, herunder muligheden for dyrkning af egentlige energiafgrøder og skovrejsning. En nærmere diskussion af biomasse til energi i relation til økologisk jordbrug kan findes i Christensen et al. (1996). De økologiske scenarier, der analyseres i nærværende rapport, er ikke lagt an på at tilgodese energiformål. Til belysning af spørgsmålet om jordbrugets rolle som energiproducent er der behov for at belyse konventionelle og økologiske scenarier, der har energiproduktion som en af målsætningerne.

6.2.2 Drivhusgasser

Det simulerede energiforbrug er omregnet til CO₂-udledning og sammenholdt med landbrugets udledning af CH₄ og N₂O (tabel 6.6). Det ses, at disse to drivhusgasser har væsentlig større betydning end CO₂. Der skelnes i det følgende mellem indenlandsk og udenlandsk udledning af hensyn til den økonomiske værdisætning (se afsnit 7.4), hvor kun den indenlandske udledning værdisættes i henhold til de gældende internationale aftaler på området.

Den indenlandske udledning falder 8-24%, og den udenlandske udledning falder stærkt med importen af foder.

Det beregnede fald i landbrugets energiforbrug vil betyde et tilsvarende fald i den indenlandske CO₂-udledning i nogle af de økologiske scenarier. Også udledningen af CH₄ og N₂O vil falde i nogle af de økologiske scenarier. Det bør dog her nævnes, at disse estimater er behæftet med stor usikkerhed, specielt når det gælder overgang til en ændret driftsform såsom økologisk jordbrug. Forskellen i udledning af N₂O skyldes især størrelsen af kvælstofomsætningen (se tabel 5.11). Udledningen af CH₄ er snævert forbundet med antallet af husdyr, med drøvtyggere som langt den største kilde. Totalt set er der beregnet et fald på mellem 8 og 24% i den indenlandske udledning af drivhusgasser i de økologiske scenarier, målt i CO₂-ækvivalenter (tabel 6.6). (Dalgaard et al. 1998)

Tabel 6.6. Indenlands og udenlandsk udledning af drivhusgasser i CO₂-ækvivalenter per år (mia. kg) (efter Dalgaard et al. 1998).

link til tabel

I det globale CO₂-regnskab tæller også den udledning af CO₂ i udenlandet, der er forbundet med den danske landbrugsproduktion. I tabel 6.6 vises fordelingen af den udenlandske udledning af CO₂ på produktion af gødning og maskiner, og import af foder. Det ses, at der er mindre udenlandsk udledning i de økologiske scenarier og, at mindre husdyrhold som følge af mindre import af foder giver mindre CO₂-udledning i udlandet i de økologiske scenarier. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt nedgangen i produktionen ved overgang til økologisk jordbrug i Danmark vil modsvares af en forøget produktion i udlandet, hvilket vil begrænse effekten på det globale CO₂-regnskab. Foderimporten i dansk landbrug 1996 kunne til en vis grad substitueres med det korn, der eksporteres, hvilket ville sænke den CO₂-udledningen i udlandet, der er forbundet med produktionen af det importerede foder, med op til 0,9 mia. kg. Alternativt kunne der ved øget brug af afgrøder til energiformål opnås en væsentlig besparelse i nettoenergiforbruget i dansk landbrug, og dermed et fald i den indenlandske udledning af CO₂ – i det omfang denne energiproduktion substituerer fossilt brændstof. Faldet i CO₂-udledningen ved anvendelse af det korn, der i dag eksporteres, til energiproduktion, svarer således cirka til den nuværende indenlandske udledning af CO₂ på 2,5 mia. kg (tabel 6.6)

Alternativ anvendelse af korneksporten vil have en væsentlig indflydelse på disse beregninger.

6.3 Naturindhold – påvirkning af flora og fauna

I dette afsnit opsummeres konsekvenserne for flora og fauna i det danske landbrugslandskab, på såvel dyrkede som udyrkede arealer, ved 100% omlægning til økologisk jordbrug.

Naturindholdet påvirkes forskelligt på de forskellige biotoptyper.

Det er nødvendigt for en beskrivelse af den naturmæssige status og sammenhæng at betragte landet, regionerne og landbrugsbedrifterne som en landskabsøkologisk helhed. Samtidigt er det vigtigt at udskille de forskellige hovedbiotoptyper i landbrugslandskabet, når det naturmæssige potentiale af omlægning til økologisk jordbrug skal evalueres. Disse hovedbiotoptyper er sædskiftemarkerne, halvkulturarealerne og begge disse biotoptypers umiddelbare naboer, småbiotoperne. Småbiotoperne er pga. deres lidenhed og form normalt karakteriserede ved et højt kant:areal forhold, hvilket gør dem særligt sårbare over for driftspåvirkninger fra naboarealerne (Reddersen 1998).

6.3.1 Sædskiftearealet

Individtætheden øges ret hurtigt på sædskiftearealet, og på lidt længere sigt øges også artsdiversiteten, dog mest med ret almindelige arter.

På sædskiftearealerne vil det være karakteristisk, at kvantitative ændringer – øgning i individtætheden - vil optræde relativt hurtigt (ét til få år) efter omlægningen. Dette gælder både ukrudtsflora og insektfauna. Herefter vil de totale individtætheder formentlig "stabilisere" sig på et nyt højere niveau. Den øvrige højere fauna, hvirveldyrfaunaen, er hovedsagelig kun ret perifer eller periodisk knyttet til sædskiftemarkerne og reagerer derfor i mindre grad, mere usikkert og mindre hurtigt. Dog vil enkelte markspecialister også kunne reagere positivt og ret hurtigt. (Reddersen 1998)

Kvalitative effekter i form af genindvandring og indvandring af nye arter vil pga. af den generelt store spredningsevne hos sædskiftemarkernes arter også forekomme straks efter omlægning og fortsætte i en mere gradvis øgning på kort og mellemlangt sigt og derefter stabilisere sig. Artsdiversiteten af såvel flora som fauna vil således med stor sikkerhed blive markant øget ved økologisk jordbrug. En betydelig del af den øgede diversitet vil dog bestå af arter, der er forholdsvist almindelige i forvejen. Enkelte arter inden for alle grupper af planter og dyr vil i denne udvikling kunne blive mindre talrige - opgjort som individtætheder. Hertil hører bl.a. visse skadevoldere som bladlus og meldug, men givetvis også visse neutrale arter. De vil dog ikke betyde væsentligt i det store billede.

Øgningen skyldes hovedsageligt fraværet af pesticider, mens ændringerne i sædskiftet er vanskeligere at vurdere.

Det totale stop for anvendelse af pesticider spiller en afgørende rolle for den øgede tæthed og artsdiversitet - herunder også en del velkendte skadevoldere. Skadevoldende insekter og deres hyppighed afhænger dog også af andre faktorer som jordbearbejdning, sædskifte, sortsvalg og sortsblandinger, biologisk kontrol og afgrødens biokemi, som bl.a. påvirkes af næringsstofforsyningen. Uden pesticider undgås de direkte toksiske effekter - herunder ikke mindst toksiske effekter på den hovedpart af arterne, som ikke er skadevoldende. Og man undgår samtidigt de ofte ligeså store indirekte ikke-toksiske effekter, hvor organismer højere oppe i fødekæderne bliver berøvet deres livsgrundlag i form af føde, skjul, mm.

De ovennævnte gevinster ved fravær af pesticider skønnes at være langt større end de negative effekter, som kan forårsages af andre former for ukrudtsbekæmpelse. Enkelte sårbare organismer inden for alle plante- og dyregrupper vil dog blive skadet af mekanisk jordbehandling, flammebehandling o.l. (Reddersen 1998)

Effekter på naturindholdet ved ændringerne i sædskiftet er vanskeligere at vurdere. Artssammensætningen af det fremspirede ukrudt er afhængig af sædskiftet og den enkelte afgrøde, men omvendt har frøbanken en stærkt modererende effekt. Det vurderes, at det økologiske sædskifte frembyder livsbetingelser for flere forskellige typer af ukrudt - betragtet igennem hele sædskiftet. En større andel af vårafgrøder i kombination med hyppigere bevarelse af stubmarker henover vinteren vurderes at være af stor betydning for en del mindre almindelige, men overvejende uproblematiske ukrudtsarter, og samtidigt en gevinst for de egentlige markfuglearter og vinter-fuglegæster. Den forventede øgede andel af kløvergræs-/lucerneafgrøder vil let kunne erstatte tabet af raps som vigtigt vinterspisekammer for en del fugle og pattedyr. Den øgede andel af flerårige afgrøder vil være en stor fordel for en del markinsekter med lang livscyklus og overvintring i jordbunden, herunder dog også enkelte velkendte skadevoldere. (Reddersen 1998)

På småbiotoper og halvkulturarealer spiller både fraværet af pesticider, reduktion i gødskning, og ophør af centrifugalspredning af gødning en rolle.

6.3.2 Halvkulturarealet og småbiotoperne

Økologisk jordbrug adskiller sig her fra konventionelt jordbrug på to måder:

1. Ved at sikre ophør af direkte udbringning eller afdrift af pesticider til såvel småbiotoperne som halvkulturarealerne. I disse biotoptyper er en velbevaret vegetation den krumtap, som økosystemet drejer om. Især plantearterne er uhyre sårbare over for herbicider - akut pga. høj sensibilitet og langsigtet pga. dårlige muligheder for genetablering som følge af en lav spredningsevne og en lille og kortlivet frøbank.

1. Ved en betydelig reduktion i udbringningen og afdriften af gødningsstoffer til såvel småbiotoperne som halvkulturarealerne. Afdrift til kantbiotoper begrænses effektivt ved ophør af centrifugalspredt kunstgødning. Derimod har også økologiske husdyrbrug behov for kontrol med lokale kilder til ammoniakdeposition, der bl.a. kan afsættes ved læhegn. Det kan antages, at knapheden på gødningsstoffer effektivt vil standse gødningsudbringningen på halvkulturarealerne pga. prioritering til andre afgrøder.

Og afgræsning er vigtig, men der er en stor "økologisk inerti".

Med den udbredte anvendelse af afgræsning i økologisk jordbrug kan det antages, at også halvkulturarealerne afgræsses, hvilket er nødvendigt for at sikre et lyst, varmt mikroklima og undgå tilgroning.

Det er vigtigt at pointere, at der må forventes en meget stor "økologisk inerti" efter tidligere skader på naturindholdet i småbiotoper og halvkulturarealer, især i den fundamentale økosystembasis, vegetationen, pga. fastholdt eutrofiering i næringsstofpuljen og langsom genindvandring. Økologisk jordbrug kan antages at beskytte tilbageværende naturværdier godt, mens man kun på meget langt sig kan forvente en egentlig naturgenoprettende effekt på forarmede arealer. (Reddersen 1998)

6.3.3 Landskabet som helhed

Landskabsæstetikken ændres væsentligt.

Ved 100% økologisk jordbrug vil der være et alsidigt sædskifte og græssende dyr over hele landet. Herved vil landskabsæstetikken blive væsentlig forskellig fra det danske landbrug i dag, hvor produktionen er langt mere specialiseret.

Et eksempel på konsekvenserne af de forventede ændringer i både sædskifte- og halvkulturarealerne er konsekvenserne for antallet af fugle. Braa et al. (1988) fandt således, at blandt agerlandets karakterfugle var der 2-3 gange flere individer på de økologiske brug i forhold til de konventionelle brug. Reddersen (1998) finder dog, at denne forskel ikke kan begrundes i fraværet af kunstgødning og pesticider, men mere er knyttet til landskabets mosaik (strukturelle diversitet). Betydningen for faunaen er yderligere beskrevet i rapporten fra Miljø- og Sundhedsudvalget.

6.4 Jordbundens biologi

Jordbundens biologi er her defineret til at omfatte de organismer, der tilhører jordbundens nedbryderfødekæde, dvs. mikroorganismer (bakterier og svampe), mikrofauna (protozoer, tardigrader og nematoder), mesofauna (collemboler, mider og enchytræer) samt makrofauna (regnorme). De insekter, der har et eller flere livsstadier i jorden og ellers lever over jorden (fx arter af fluer, myg og biller), er ikke medtaget.

Jordens organismer har betydning for jordfrugtbarheden, jordstrukturen, og fødekæden.

Mikroorganismer spiller en væsentlig rolle for jordfrugtbarheden, og de får en afgørende betydning for en lang række dyrkningsforhold i det økologiske jordbrug. Omsætningen af jordens organiske stof kan primært tilskrives mikrobiel aktivitet. Mikroorganismer spiller en vigtig rolle for jordstrukturen, og de udgør fødegrundlaget for store dele af jordens fauna. Springhaler (collemboler) og mider forøger frigørelseshastigheden af plantetilgængeligt kvælstof m.m. fra jordens pulje af organisk stof ved at græsse på mikrofloraen, og de spiller en rolle som byttedyr for prædatorer i forårsperioden, hvor andre fødekilder er sparsomme. Regnorme er meget vigtige faunaelementer for jordens struktur og frugtbarhed. De er første led i nedbrydningen af plantedele, og de spiller en stor rolle for jordens fysiske struktur, bl.a. ved at lave gange, der indvirker på jordens evne til at opsuge og bortlede vand.

Effekten af omlægning afhænger af bedriftstypen.

Mængden af organismer i jorden afhænger af en lang række faktorer, fx jordbundstype, gødningstype, sædskifte, jordbearbejdning, klima, årstid, m.m., og det er derfor yderst vanskeligt at udrede, hvad der er effekt af den økologisk driftsform i sig selv, og hvad der skyldes andre faktorer. Kun for mikroorganismernes vedkommende findes der undersøgelser, der er omfattende nok til at give gode estimater af effekter på tværs af alle disse faktorer. Disse undersøgelser er i en vis udstrækning medtaget, men det skal pointeres, at de ikke er statistisk færdigbearbejdede. For de øvrige grupper er der overvejende foretaget en vurdering af effekten af omlægning ved at vurdere effekten af ændrede sædskifter. Dette betyder, at de biologiske konsekvenser af en omlægning til økologisk drift afhænger meget af hvilken type bedrift, der var i forvejen. Omlægning fra konventionel drift med et afbalanceret dyrehold og overvejende brug af staldgødning til økologisk drift vil ikke betyde så store ændringer i de biologiske forhold som omlægning fra konventionel planteavl uden brug af husdyrgødning og med et oftest ensidigt sædskifte.

Der forventes en betydelig forøgelse, hovedsageligt som følge af ændrede sædskifter.

Effekterne af omlægning er beregnet ved summering af effekterne af omlægning fra forskellige typer af bedrifter i det nuværende landbrug til et 100% økologisk landbrug med et sædskifte som beskrevet i kapitel 5, idet der er taget hensyn til bedriftstypernes fordeling på forskellige jordtyper. De samlede estimater for effekten af omlægning skal anses for grove skøn, idet der er en lang række kilder til variation som ikke er medtaget her. For landet som helhed er det estimeret, at den mikrobielle biomasse vil blive forøget med 77%, tætheden af collemboler forøges med 37%, og tætheden af regnorme forøges med 154%. (Axelsen & Elmholt 1998)

Der er altså muligheder for en ganske betydelig forøgelse af jordbundens liv ved at lægge om til økologisk drift. Der er ved beregning af effekten for collemboler og regnorme kun taget hensyn til ændrede sædskifter. Det vil sige, at eventuelle effekter af den økologiske driftsform ud over sædskifte og gødskningstype, herunder effekten af pesticidanvendelse, vil bringe effekten af en omlægning endnu højere op. En effekt af omlægning til økologisk jordbrug, ud over sædskifteeffekten, er sandsynlig for mikrobiel biomasse og regnorme, da der findes videnskabelige undersøgelser, der peger i den retning. En effekt af økologisk drift på den mikrobielle biomasse bør også slå igennem på mesofaunaen (collemboler, mider og enchytræer), eller dele af den, da mange arter fra denne faunagruppe lever af mikroorganismer. Der findes blot ingen undersøgelser, der kan bekræfte eller afkræfte det. (Axelsen & Elmholt 1998)

6.5 Vegetabilske produkters sundhedsmæssige konsekvenser

Der er ikke et skarpt skel mellem økologisk og konventionel produktion, og forskellige opfattelser af sundhed

I dette afsnit behandles mulige sundhedsmæssige konsekvenser af forskelle mellem den økologiske og den konventionelle dyrkningsform. Det er dog ikke muligt at skelne skarpt mellem økologisk og konventionel produktion, idet nogle former for konventionel drift i visse henseender ikke adskiller sig væsentligt fra den tilsvarende økologiske drift. Derimod adskiller den økologiske opfattelse af sundhed sig betydeligt fra den analytiske tilgang, der her lægges til grund for at se på de sundhedsmæssige konsekvenser, hvor fokus er på indhold og virkning de enkelte fysiologisk betydende stoffer. Set fra den oprindelige økologiske bevægelses synspunkt indeholder sundhedsbegrebet hele sammenhængen mellem kost, jordbrug og miljø, og ændringer i kosten er tæt forbundet med, hvordan fødevarerne produceres, hvilket afspejler sig i forbrugernes præferencer (Kølster et al. 1996).

Der er ikke påvist en sundhedsmæssig forskel, vores viden er begrænset, og sundhedsfremmende stoffer er oftest også giftige.

Der findes ingen publicerede undersøgelser, der definitivt kan vise, om der er sundhedsmæssig forskel mellem vegetabilske produkter fra økologisk og konventionel drift. Der er derfor foretaget en kvalitativ gennemgang af den kendte viden om dyrkningsforholdenes betydning for indholdet af fysiologisk betydende stoffer, herunder de såkaldte sekundære metabolitter, og der gives her en vurdering af, om der ud fra denne viden kan forventes forskelle af en størrelsesorden, der kan have betydning for sundheden. Her er det et problem, at vor viden om betydningen for sundheden af det enkelte stof i mange tilfælde er begrænset; dels fordi betydningen af nogle stoffer kun er delvis undersøgt; dels fordi de fleste af de stoffer, som er grundigt undersøgt, fx vitaminer, kun er gavnlige, hvis der i øvrigt er for lidt af dem i kosten; og dels fordi det ikke er muligt at dele naturlige indholdsstoffer op i sundhedsfremmende og sundhedsskadelige stoffer; de fleste af de muligt sundhedsfremmende komponenter har også i sig selv visse giftvirkninger, og disse kan paradoksalt nok være en forudsætning for deres sundhedsfremmende virkninger. (Veterinær- og Fødevaredirektoratet 1999)

De dyrkningsforhold, der vides at have direkte og indirekte betydning for indholdet af fysiologisk betydende stoffer, er bl.a. forsyningen med kvælstof, typen af gødning og brugen af pesticider.

En eventuel effekt af omlægning til økologisk produktion afhænger af indholdet af stoffer og indtag af fødevaren.

Når der skal tages stilling til betydningen af hele dyrkningsformen, på tværs af afgrøder og produkter og ud fra den tilgængelige viden, så bliver hovedspørgsmålet, om forskelle i dyrkningsform i det hele taget kan forventes at bevirke væsentlige forskelle i befolkningens indtag af grupper af stoffer, som generelt anses for gavnlige eller skadelige. Det giver så en kvalitativ vurdering af, om der er mulighed for en sundhedsmæssig gevinst eller det modsatte ved omlægning til økologi. Men det er ikke med den nuværende viden muligt at give noget bud på, hvor stor en eventuel effekt kan være. (Brandt et al. 1998)

Hvis der viser sig forskel i koncentrationen af fysiologisk betydende indholdsstoffer i en fødevare, vil effekten på befolkningens indtag af et stof ved overgang til 100% økologi være produktet af ændringer i indholdet af stoffer og ændringer i indtaget af fødevaren, hvoraf det sidste igen kan afhænge af de relative prisforhold. En endelig vurdering af de sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen og husdyrene forudsætter derfor, at også mad- og foderpriser samt forbrugerpræferencer tages i betragtning.

Generelt er forskellene små i forhold til andre ændringer i kosten.

Den overordnede konklusion er, at der ved 100% økologisk dyrkning kan forventes en række ændringer i indhold af stoffer med betydning for sundhed hos mennesker og dyr. Nogle stoffers effekt kan være positive for sundheden, andre negative. Men forskellene er generelt små, og de forventes fx at være langt mindre end effekten af de kulturbetingede ændringer i kostens sammensætning, der er sket i de sidste 50 år (Brandt et al 1998).

6.6 Forbrug af veterinære lægemidler

Der bruges forskellige typer af lægemidler, med størst forbrug af vækstfremmere

I dansk landbrug bruges jævnligt en række veterinære lægemidler. Foruden den terapeutiske sygdomsbehandling anvendes en række stoffer også som vækstfremmere. Vækstfremmere er oftest antibiotika, men kan også være kobber- eller zinkforbindelser. De gives regelmæssigt til de enkelte dyr med foderet eller drikkevandet, primært for at påvirke bakteriefloraen i mavetarmkanalen, så husdyrene vokser hurtigere og foderudnyttelsen forbedres. Forbruget af receptpligtige lægemidler og antibiotiske vækstfremmere til husdyr i 1996 er vist i tabel 6.7, fordelt på grupper, med angivelse af det mest anvendte præparat i hver gruppe. Som det fremgår af tabellen, var forbruget af antibiotika som vækstfremmere mere end dobbelt så stort som forbruget af antibiotika til sygdomsbehandling i husdyrproduktionen.

Brugen af vækstfremmere ophører, forbruget af terapeutiske antibiotika falder med ca. 30%, og også forbruget af antiparasitære midler forventes at falde.

Omlægning til økologisk produktion vil resultere i en betydelig reduktion i forbruget af antimikrobielle stoffer i husdyrproduktionen. Den væsentligste årsag til reduktionen i forbruget af antimikrobielle stoffer er ophør af brug af antibiotiske vækstfremmere, der i 1997 udgjorde over halvdelen af forbruget af antimikrobielle stoffer i husdyrproduktionen. Forbruget af antibiotiske vækstfremmere forventes at blive udfaset i 1999, på grund af frivillige aftaleordninger inden for de enkelte brancher af dansk landbrug.

Tabel 6.7 Forbruget af receptpligtige lægemidler, antibiotiske vækstfremmere og antiparasitære midler til husdyr (kg aktivt stof per år) samt fordelingen af forbruget på dyregrupper (Bennedsgaard et al. 1998).

^a Antiparasitære midler er ikke receptpligtige, og der findes ingen officielle tal for forbruget.

Forbruget af terapeutiske antibiotika skønnes også at falde ved omlægning. Ændringer i forbruget per dyr er vist i tabel 6.8. Samlet skønnes forbruget at falde med ca. 30%, hvis den animalske produktion fastholdes på det nuværende niveau, og mere ved lavere svineproduktion. Et skøn for det samlede forbrug efter omlægning, ved halveret svineproduktion, er vist i tabel 6.8. (Bennedsgaard et al. 1998)

Skønnet er dog meget usikkert, bl.a. fordi erfaringerne med økologisk slagtesvineproduktion er begrænsede. Forlænget tilbageholdelsestid ved behandling og begrænsning i adgangen til ejers egenbehandling af syge dyr forventes at medføre et ændret behandlingsmønster, der vil medføre mindre antibiotikaforbrug. Lavere ydelsesniveau i mælkeproduktionen, studeproduktion på friland og udendørs sohold forventes desuden at mindske forekomsten af infektionssygdomme.

Tabel 6.8 Ændring i forbruget per dyr af terapeutiske antibiotika ved omlægning til økologisk jordbrug og skøn over det samlede forbrug ved halveret svineproduktion (kg aktivt stof per år) (Bennedsgaard et al. 1998).

Forbruget af antiparasitære midler til svin forventes at falde i forhold til svineproduktionen. Til kvæg forventes forbruget at falde på grund af ophør af forebyggende behandling, men det er ikke muligt at vurdere ændringens størrelse på grund af manglende kendskab til den nuværende anvendelse og usikkerhed om forbruget af antiparasitære midler ved overgang til studeproduktion. (Bennedsgaard et al. 1998)

Effekten på miljøet er mangelfuldt belyst, men ophør af vækstfremmere formodes at reducere resistensudviklingen.

Påvirkningen af miljøet fra restkoncentrationer af veterinærmedicinske stoffer er generelt mangelfuldt belyst. Der er dog påvist effekter på insektfaunaen og nedbrydningen af kokasser ved brugen af det antiparasitære middel Ivermectin, og effekter på mikrobiologiske processer i kompost og biogas som følge af brugen af vækstfremmere. Ophør af brug af antibiotiske vækstfremmere er vist at medføre mindre resistensudvikling hos såvel patogene bakterier og miljøbakterier som i mindre grad reduktion i forekomsten af resistente bakterier. Det må således formodes, at ophør af vækstfremmere vil reducere forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i husdyrbruget, herunder humanpatogene bakterier, og sænke risikoen for overførsel af resistensgener til humanpatogene bakterier. Der foreligger dog ingen undersøgelser, der kvantificerer forekomsten og betydningen af dette i forhold til direkte udvikling af resistens ved antibiotikabehandling af mennesker. Øget udendørsproduktion af søer og fjerkræ ved omlægning til økologisk produktion kan evt. medføre en let forøget risiko for spredning af visse sygdomme fra dyr til mennesker (zoonoser). (Bennedsgaard et al. 1998)

6.7 Sammendrag og konklusion

Der kan dokumenteres en række miljømæssige konsekvenser af en total økologisk omlægning af jordbruget i Danmark, om end der på mange områder mangler viden.

Konsekvenserne af en udfasning af pesticiderne er beskrevet i rapporten fra underudvalget for Miljø- og Sundhed. Nærværende kapitel skal ses som et supplement hertil, idet der er lagt vægt på at beskrive de eventuelle yderligere konsekvenser som følge af ændret sædskifte og udfasning af kunstgødning.

Kvælstoftilførslen til jorden reduceres med 50-70%, og forbruget af energi reduceres i forhold til produktionen.

Beregningerne viser en reduktion i nettotilførslen af kvælstof til jorden på 50-70% i de økologiske scenarier i forhold til dansk landbrug 1996. På denne baggrund må der, på langt sigt med samme dyrkningspraksis, forventes en væsentlig reduktion i udvaskningen af kvælstof. Det bør dog iagttages, at der er stor usikkerhed knyttet til beregningerne.

Forbruget af fossil energi og produktionen af drivhusgasser falder med størrelsen af den animalske produktion. Derudover er der et lavere energiforbrug per produceret enhed i både den vegetabilske og den animalske produktion, hovedsageligt på grund af en ændret afgrødesammensætning og fordi der ikke bruges industrielt syntetiseret kvælstofgødning. Hvis en del af afgrøderne bruges til energiformål, er der derimod en større netto energiproduktion i den konventionelle produktion, på grund af det højere udbytte.

Mængden og diversiteten af flora og fauna øges, men der er en stor "økologisk inerti".

En total omlægning til økologisk jordbrug vil medføre større mængder af flora og fauna på sædskiftemarkerne. Artsdiversiteten vil også øges efterhånden, om end hovedsageligt med arter, der i forvejen er ret almindelige. De største kvalitative effekter vil være at finde på halvkulturarealer og i småbiotoperne, på grund af et stop for udbringning og afdrift af pesticider og et stop for utilsigtet tilførsel af bredspredt kunstgødning til kantbiotoperne. Der må dog forventes en meget stor "økologisk inerti" efter tidligere skader på naturindholdet i småbiotoper og halvkulturarealer, især på vegetationen, pga. fastholdt eutrofiering i næringsstofpuljen og langsom genindvandring. Mens økologisk jordbrug kan antages at beskytte tilbageværende naturværdier godt, kan man kun på meget langt sigt forvente en egentlig naturgenoprettende effekt på forarmede arealer.

Mængden af organismer i jorden forøges betydeligt.

Der forventes en betydelig forøgelse af mængden af organismer i jorden ved en omlægning til økologisk drift, hovedsageligt på grund af ændrede sædskifter. Mikroorganismer og jordens dyreliv spiller en væsentlig rolle for jordfrugtbarheden, og de får en afgørende betydning for en lang række dyrkningsforhold i det økologiske jordbrug. Omsætningen af jordens organiske stof kan primært tilskrives biologisk aktivitet. Mikroorganismer og regnorme spiller en vigtig rolle for jordstrukturen. Jordbundens liv spiller en rolle som fødegrundlag for prædatorer over jorden.

Ændringerne i indtaget af fysiologisk betydende stoffer vil være små.

Konsekvenserne for befolkningens sundhed ved en total omlægning af økologisk jordbrug vil afhænge af ændringer i indtaget af fysiologisk betydende stoffer, hvilket igen afhænger dels af ændringer i fødevarernes indhold af stoffer, og dels af ændringer i befolkningens indtag af forskellige fødevarer. Ændringer i forbruget afhænger af en række omstændigheder med og uden forbindelse til omlægningen. Der forventes en række ændringer i indholdet af fysiologisk betydende stoffer, men disse ændringer er generelt små i forhold til effekten af ændringer i kostens sammensætning.

Vækstfremmere ophører, og terapeutiske lægemidler falder med 30%

Forbruget af antibiotiske vækstfremmere vil ophøre helt ved en total omlægning til økologisk produktion. Det bør dog nævnes, at vækstfremmere også er planlagt udfaset i konventionelt jordbrug i løbet af 1999. Forbruget af terapeutiske lægemidler skønnes samlet at falde med ca. 30% ved en uændret animalsk produktion, og yderligere med faldende animalsk produktion. Ophør af vækstfremmere formodes at sænke risikoen for overførsel af resistensgener til humanpatogene bakterier.