4 Diskussion

Bacillus thuringiensis og fødevareforgiftninger

4.1 Normalmateriale.
4.2 Patient-prøver

4.1 Normalmateriale.

Bakterier fra B. cereus gruppen blev fundet hos 4,8 % af personerne i det danske normalmateriale. I en engelsk undersøgelse fandt man til gengæld, at 15 % af de raske personer blev fundet positive for B. cereus. I denne undersøgelse indgik der fæces fra 711 voksne personer (Ghosh, 1978). Nærværende undersøgelse afviger endog mere fra undersøgelser over børn i Sydafrika, hvor helt op til 40 % af børnene var bærere af B. cereus (Turnbull og Kramer, 1985). I begge disse undersøgelser er der fra nogle personer indsamlet flere fæcesprøver i løbet af nogle uger, disse viste en meget varierende forekomst af B. cereus både med hensyn til antal og med hensyn til serotype. Den mest sandsynlige forklaring på dette er ifølge begge undersøgelser, at forekomsten af B. cereus i fæces afspejler forekomsten af B. cereus i den konsumerede mad. Det betyder, at forskellene mellem denne undersøgelse og de to nævnte undersøgelser, dels kan skyldes forskelle mellem forekomsten af B. cereus sporer i fødevarerne og forskelle mellem hvad der spises i de tre lande, og dels kan skyldes forskelle mellem de anvendte metoder. I disse to undersøgelser blev der ikke differentieret mellem B. cereus og B. thuringiensis.

I en femtedel af personerne som var positive for B. cereus i det danske normalmateriale kunne der identificeres bakterier, som kunne henføres til B. thuringiensis, hvilket svarer til fund af B. thuringiensis hos 0,95 % af de undersøgte personer. Vi kender ikke til studier som tidligere har omhandlet forekomsten af B. thuringiensis i et normalmateriale. Jensen et al. (2002) fandt B. thuringiensis i fæces hos 8 af 20 væksthusarbejdere eksponeret for et sprøjtemiddel som indeholder B. thuringiensis israelensis, og de sandsynliggjorde at bakterierne stammede fra sprøjtemidlet.

Halvdelen af B. thuringiensis isolaterne som blev isoleret i dette projekt har bipyramidale krystaller og besidder gener for Cry1 og Cry2, ligesom flere stammer der indgår i produkter. Ved RAPD analyse vises det, at der er fire forskellige typer af disse bakterier. Hos en af personerne er de fundne isolater identiske med B. thuringiensis kurstaki HD1 med hensyn til RAPD profil, men da de ikke også besidder et flagellin gen, som kan detekteres ved den anvendte PCR-analyse, kan de ikke henføres til denne stamme. Det er derimod sandsynligt, at de kan henføres til serotypen B. thuringiensis aizawai. (Hendriksen og Hansen, 2006). Der markedsføres ikke produkter i Danmark, hvor aktiv-organismen er denne serotype, det gør der derimod i udlandet, så de kan stamme fra importerede varer, eller måske fra naturligt forekommende B. thuringiensis aizawai.

Konklusioner:

De anvendte metoder er blevet fundet anvendelige til at detektere B. cereus gruppe bakterier i fæces, til at differentiere mellem B. cereus og B. thuringiensis og til at karakterisere B. thuringiensis på stamme-niveau.
B. cereus gruppe bakterier blev fundet hos 4,8 % af personerne i det danske normalmateriale
B. thuringiensis blev fundet hos 0,95 % af personerne i materialet
Der var ingen af B. thuringiensis isolaterne der kunne henføres til B. thuringiensis kurstaki HD1 og dermed med sikkerhed til et isolat fra et mikrobiologisk plantebekyttelsesmiddel.

4.2 Patient-prøver

B. cereus gruppe bakterier blev fundet i 10,2 % af patient-prøverne. Kun hos fire patienter oversteg antallet af B. cereus gruppe bakterier 1000 cfu/g. Vi har ikke kendskab til undersøgelser, hvor den generelle forekomst af disse bakterier er blevet bestemt hos personer med gastroenteritis, og derfor kender vi ikke til noget sammenligningsgrundlag. Det kan dog konstateres, at antallet af patienter med B. cereus gruppe bakterier er ca. dobbelt så stort som det, der blev fundet i normalmaterialet, og udgør ca. to tredjedele af antallet fundet i England og Sydafrika.

Det skal dog her bemærkes, at det er ikke muligt direkte at sammenligne antallet af prøver, hvori der er fundet B.cereus/B. thuringiensis i normalmaterialet med patientmaterialet, idet de benyttede prøvestørrelser i de to materialer ikke er identiske.

Det skal endvidere bemærkes, at patienter med gastroenteritis normalt ikke søger læge og indleverer fæcesprøver før diarreen har stået på i nogle dage. En diarre forårsaget af B. cereus varer oftest 1-2 dage efter fødevarer med sporer er indtaget og symptomerne vil som regel være aftaget efter 3-4 dage (Granum, 2001).

Isolater, som kunne identificeres som B. thuringiensis, blev fundet i 2,3 % af prøverne. Dette er ca. dobbelt så stor en forekomst som i normalmaterialet, men da resultaterne ikke er direkte sammenlignelige, er det ikke muligt at afgøre, om dette er en virkelig forskel.

Alle B. thuringiensis isolaterne har bipyramidale krystaller og 12 af dem besidder gener for Cry1, Cry2 og flagellin. Fire af disse isolater fra fire patienter er identisk med RAPD-profilen for B. thuringiensis HD1, så det er meget sandsynligt at disse isolater stammer fra et mikrobiologisk bekæmpelsesmiddel baseret på B. thuringiensis HD1 (Hendriksen og Hansen, 2006). De øvrige isolater, som producerer bipyramidale krystaller, har også mange ligheder med stammer fra mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler, men det er ikke muligt med vores nuværende kendskab til isolaterne at afgøre om dette virkeligt er tilfældet.

B. thuringiensis er altså blevet identificeret i tarmmateriale fra 8 personer. Det er ikke muligt at afgøre ud fra dette materiale hvorvidt B. thuringiensis har været involveret i tilfælde af gastroenteritis, men det vurderes, at det ikke er særligt sandsynligt, da bakterierne er fundet i lave koncentrationer som sporer.

Det er mest sandsynligt, at disse personer enten har spist fødevarer hvorpå disse bakterier i form af sporer er blevet udsprøjtet og som stadig fandtes på fødevaren ved dens indtagelse eller at det berørte personer har spist fødevarer med naturlig forekomst af B. thuringiensis kurstaki, der stammer fra miljøet. Isolater identiske med B. thuringiensis kurstaki HD1 er blevet identificeret på tomater, agurker, peberfrugter og forskellige typer af kål indkøbt til konsum (Hendriksen og Hansen, 2006; Frederiksen et al, 2006). Men en lang række andre stammer af B. thuringiensis kurstaki findes naturligt på grøntsager, f.eks. på kål (Hansen et al., 1998).

Konklusioner:

B. cereus gruppe bakterier blev fundet hos 10,2 % af prøverne fra personer med gastroenteritis
B. thuringiensis blev fundet hos 2,3 % af prøverne fra personer med gastroenteritis
Fire isolater fra i alt fire personer kunne henføres til B. thuringiensis kurstaki HD1 og stammer dermed med stor sandsynlighed fra et mikrobiologisk plantebeskyttelsesmiddel.
Det må med udgangspunkt i den gennemførte undersøgelse konkluderes, at det ikke vil være muligt at identificeres mindst 100 fæces prøver med et højt antal B. cereus fra patienter med gastroenteritis blandt et realistisk antal prøver, idet det vil kræve i størrelsesordenen 10.000 prøver.

Der skal gøres opmærksom på, at disse konklusioner er baseret på et begrænset prøvemateriale.