Renholdelse af havbrugsnet

5 Diskussion

Resultaterne viser, at net imprægneringen Net Coating ikke kan forebygge begroning af havbrugsnet, så rensning i løbet af sæsonen kan undgås.

Opgørelsen af begroningen ved sæsonens afslutning viser, at der var mere begroning på de net, der var behandlet med Net Coating end på de traditionelt behandlede reference net. De områder, hvor der normalt ikke skiftes net, fordi der er en minimal begroning, kan ikke anvende Net Coating. Net Coating virker næsten som ”Gødning på markerne, det er som om Net Coating tiltrækker blåmuslinger og andet levende marine materiale” (Tim fra Snaptun Fisk).

Begroningen og blåmuslingerne lod ganske vist vente på sig på de Net Coating behandlede net, hvilket blev tolket som ”det kan være, at der slet ikke skal spules i år”, men begroningen og blåmuslingerne kom. Det var bare samtidig på alle lokaliteter, de kom. Derfor kunne Vestergaard Dykkerservice ikke nå alle projektområder, inden det var for sent.

Hvis dette er generelt for behandling af net med en plastiklignende imprægnering som Net Coating, vil det betyde, at anvendelsen af sådanne imprægneringer ikke vil kunne udbredes til et flertal af havbrugsnettene, da der ikke vil være dykkerkapacitet nok til at rense alle net inden for en enkelt uge eller to.

Belastning af omgivelserne med organisk materiale, der ved spuling af nettene ville falde til bunds, var ikke til at se efter visuel inspektion på bunden under nettene. Dette hænger formentlig sammen med, at der var meget strøm i de dage, hvor der blev spulet. Det kan være, at der kan ses noget på de bundprøver som havbrugene selv skal indsende til amtet, men da Vestergaard Dykkerservice ikke har mulighed for at få de resultater, kan der ikke drages nogen konklusion vedrørende dette.

Det har vist sig, at Net Coating er lige så let at arbejde med som den imprægnering, der bliver brugt nu. Net Coating er lidt længere om at tørre end den imprægnering, der er terpentin baseret, men når Net Coating bliver sammenlignet med en imprægnering, der er vandbaseret, er tørretiden stort set den samme. Net Coating kan ikke engang bruges dér, hvor man er vant til at spule eller skifte net mindst 1 gang om året.

Besparelse ved brug af Net Coating. Net Coating er pt. 6,00 NOK billigere end de traditionelle imprægneringer. Derudover skal Net Coating fortyndes 1/1 med vand, hvilket gør, at prisen på Net Coating bliver endnu billigere. Den besparelse som man eventuelt kunne hente på at imprægnere sine net med Net Coating kunne bruges til ekstra lønninger så man skiftede sine net 2 gange om året, eller bruges til delbetaling af et eventuelt dykkerhold, der skulle spule nettene.

 



Version 1.0 Marts 2009, © Miljøstyrelsen.