Programinstruktioner for MVD-DK

8 Systembeskrivelse

Miljøvaredeklarationerne skal udarbejdes på en måde, der sikrer sammenlignelighed af konkurrerende produkter. En overordnet forudsætning for dette er, at produkterne leverer samme ydelse til brugeren, både kvantitativt og kvalitativt. Ved produktets ydelse forstås både den primære ydelse, dvs. den funktionalitet i produktet, som kunden køber, og biydelser, dvs. nyttevirkninger af produktet, der mere eller mindre utilsigtet opstår i produktets livsforløb.

Den primære ydelse er typisk ens eller omtrent ens for konkurrerende produkter. Det er derfor de er konkurrerende. Der kan imidlertid være visse forskelle, både kvantitativt og kvalitativt, og det er derfor nødvendigt at være meget præcis i beskrivelsen af den primære ydelse. Dette sikres ved at beskrive en såkaldt funktionel enhed, der definerer ydelsens kvaliteter, kvantitet og varighed.

8.1 Afgrænsning af systemet ved systemudvidelse

Ved afgrænsning af systemet for produktet, som skal vurderes, skal det sikres, at det kun er det primære produkt eller den primære ydelse, MVD’en udarbejdes for. De sekundære produkter fx biprodukter eller ydelser skal derfor elimineres fra systemet ved at udvide systemgrænsen, så de ydelser, som de sekundære produkter erstatter, kan fratrækkes systemet, se afsnit 9.2.

For produkter hvor processer i livsforløbet, som deles med andre produkter’s livsforløb fx. biprodukter og fællesprocesanlæg produkter imellem, skal de fælles processer og deres miljøbelastninger håndteres, som angivet i DS/EN ISO 14044:2006 ; 4.3.4.2:

Livsforløbet skal identificeres, og det skal afklares hvilke mulige sekundære produkter og ydelser samt processer, som er fælles for flere produkter i livsforløbet. Det skal afklares om elimineringen af de sekundære produkter og fælles processer kan foretages ved en systemudvidelse.

Systemudvidelsen har således første prioritet, men kan der ikke systemudvides, kan allokering stadig anvendes. Der kan også opstå tilfælde, hvor det ikke er muligt at få data for de enkelte enhedsprocesser, men kun data, som allerede er allokeret. I disse tilfælde, må de allokerede data, så anvendes med oplysning om, at der er sket en forudgående allokering og hvilken allokeringsmetode, der er anvendt.

8.2 Konsekvens-LCA med marginale processer

MVD'en understøtter beslutning om køb af et produkt og skal derfor vise miljøkonsekvensen af efterspørgslen, tilblivelsen, anvendelsen og bortskaffelsen af dette produkt. Det betyder, at de processer, der skal indgå i miljøvurderingen, er dem, der påvirkes ved en ændret efterspørgsel af produktet.

Sådanne processer kaldes også de marginale processer. Begrebet marginale processer er gammelkendt, bl.a. fra energisektoren, hvor det definerer det/de værk(er), der ’skrues op eller ned for’, når anvendelsen af energi hos forbrugerne stiger eller falder.

I nogle tilfælde er marginalen defineret af markedskræfterne. I andre tilfælde er der politiske og andre restriktioner, der betinger, hvad marginalen er. En pointe ved marginal-betragtningen er, at det ikke er alting, vi kan påvirke via vores efterspørgsel som slutbrugere.

Eksempel for aluminium

Hvis vi efterspørger et slutprodukt, der indeholder aluminium, bidrager vores efterspørgsel til en øget efterspørgsel efter materialet aluminium. Men vores efterspørgsel kan ikke ’nå ud’ til en specifik aluminiumsproducent, da aluminium typisk handles via grossister på et globalt marked. Her vil det fx. være kvalitetsspecifikationer og markedspriser, der afgør hvilken aluminiumsproducent, der til slut får et ændret produktionsomfang som konsekvens af vores bidrag til ændret efterspørgsel. I den sidste ende vil vores bidrag til efterspørgsel efter aluminium således bidrage til en generel ændring i aluminiumsproduktion


For visse typer materialer og processer vil marginalen findes som en fælles marginal på globale eller regionale eller måske lokale markeder. I de tilfælde, hvor vi kan identificere, at der er vandtætte skodder mellem den ændrede efterspørgsel, vi introducerer, og det generelle marked, kan marginalen findes som processen hos en specifik leverandør. Det kan fx være tilfældet for mellemproducenter, der bearbejder et specifikt produkt som eneleverandør og som kun producerer, hvad de kan sælge hertil. Det kan også være tilfældet for en materialeproducent, der sælger dyrere end konkurrenterne pga. kvalitetsforskelle (fx økologisk bomuld). Her er der tale om separate markeder, der ikke i praksis konkurrerer.

Brancheforeninger samt økonomer og markedsfolk i virksomhederne vil som regel besidde den viden, som skal anvendes til at fastslå de marginale processer. En generel markeds marginal skal kun anvendes, når prisen er afgørende for samhandlen, og der med rimelighed kan tales om et frit marked. Er man bundet af faste langvarige samarbejdsaftaler for specifikke produktionssteder eller vælger sine leverandører primært ud fra miljø- og sundhedsforhold (fx økologi), kvalitet eller andre forhold, og ikke primært ud fra pris, så skal man anvende data for disse aktuelle processer i selve produktkæden eller produktsystemet.

8.3 Derfor bruger MVD-DK konsekvens-LCA

Ud fra forventningen om at systemudvidelse og brug af marginale processer er på vej til at blive de fremtidige internationale principper i LCA - udgør den ene af de to metoder, som ISO 14040 anviser i annex 2, som principielle LCA-metoder - er det valgt, at anvende disse i den danske miljøvaredeklarationsordning. Ved brug af marginale processer skal ændringerne i marked for råstoffasen og produktionsfasen afspejle ændringerne inden for de produktspecifikke retningsliniers og MVD’ens gyldighedsperiode på max. 5 år, altså en kortsigtet marginal. Tidshorisonten for marginalen for brug og bortskaffelsesfasen afhænger af produktets levetid.

Begrundelsen for at bruge konsekvens-LCA er, at MVD’en er et markedsføringsværktøj, der skal klarlægge forskellene imellem at vælge produkt A og produkt B for køberen. Konsekvens-LCA’en beskriver netop miljøkonsekvensen af at vælge et produkt frem for et andet.

 



Version 1.0 April 2009, © Miljøstyrelsen.