3 Kommunikationshensyn

Kommunikation som styringsmiddel til affaldsforebyggelse i husholdninger - En kortlægning af barrierer og muligheder

Affaldsforebyggelse er et svært emne at kommunikere, fordi det på mange måder handler om at begrænse forbrug og lave om på gamle vaner.

Det er vigtigt at slå fast, at affaldsforebyggelse skal kommunikeres på en realistisk måde. Det nytter ikke at sige ”køb ikke” eller ”glem moden”, men hellere ”tænk over, hvad du køber”, da det i høj grad handler om at købe bedre og ikke blot mindre.

Det er også vigtigt at slå fast, at affaldsforebyggelse er langt mere komplekst og abstrakt som koncept end genanvendelse, og at det normalt ikke er ledsaget af samme konkrete regler (Tucker 2008). En indsats vil derfor kræve både oplysning, motivation, rådgivning og tålmodighed.

3.1 Barrierer

Der er flere forskellige barrierer for at fremme forebyggelse af affald, der er værd at have in mente, når en kommunikationsindsats skal udvikles. En række af mulige barrierer er listet nedenfor, ligesom der er givet forslag til, hvordan de kan overkommes.

3.1.1 ”Jeg gør allerede meget”

Mange danskere er som tidligere nævnt ikke fortrolige med begrebet ”affaldsforebyggelse”. Det fremgik derimod af interviewundersøgelsen, at mange ser sortering af affald og brug af affaldssystemets muligheder som en stor ”forebyggelsesindsats”.

Det skal i forlængelse heraf siges, at rapporten ”Borgernes adfærd og holdninger på affaldsområdet” (Stefansen m.fl. 1998) konkluderer, at affaldssortering er en billig måde at have den rigtige holdning på.

Det er en stor indsats at sortere affaldet, selv om det ikke er at forebygge affaldet i henhold til begrebets danske definition. Og det er vigtigt, at informationsindsatsen ikke sår tvivl om dette, så folk bliver efterladt tilbage med en tvivl om, hvorvidt det så overhovedet nytter at sortere affaldet.

Udfordringen er derimod at bevidstgøre befolkningen om, at sortering og håndtering af affald ikke er det eneste, de kan – og bør – gøre.

3.1.2 ”Jeg kan jo alligevel ikke gøre en forskel”

I interviewundersøgelsens spørgsmål 2 gav mange udtryk for, at de ikke har valgmuligheder, når det handler om at forebygge affald. Det var en udbredt holdning, at der jo er en masse emballage på de fleste produkter, ligesom flere nævnte, at det næppe gør en forskel at sige nej tak til reklamer – de er jo trykt alligevel.

Samme barriere nævnes i rapporten ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl. 2003): ”Mange forbrugere har ikke en tiltro til, at de gennem ændringer i deres forbrugsvalg og -vaner kan bidrage væsentligt til at reducere miljøbelastningen”.

Der er flere udfordringer knyttet til denne barriere. For det første handler det om at informere folk om, at forebyggelse af affald handler om andet end emballage og affaldshåndtering.

For det andet handlet det om at få tingene sat i perspektiv – et kilo oksekød er mere end blot et kilo oksekød – og at få kommunikeret det skjulte affald. Resultater fra interviewundersøgelsens sidste spørgsmål bekræfter denne vigtighed, idet udsagnet om skjult affald gjorde indtryk på samtlige respodenter (se også afsnit 3.5.2.).

For det tredje handler det om at kommunikere nogle beregninger af, hvilken forskel det gør, hvis alle blot foretager små ændringer i hverdagen.

3.1.3 ”Jeg vil have mest muligt for pengene”

Privatøkonomien er for de fleste danskere den allervigtigste økonomi – vigtigere end både samfundsøkonomi og CO₂-regnskaber. Dette blev bekræftet i interviewundersøgelsen af eksempelvis følgende tre aspekter:

Langt flere købte genbrug for at spare penge end for at tage hensyn til miljøet – kun de færreste havde overhovedet tænkt på, at det var til gavn for miljøet.
Muligheden for at spare 1-2 kr. vejede tungere eller i hvert fald lige så tungt som miljøhensynet, hvad angik brugen af tasker og net frem for at købe indkøbsposer.
Flere respondenter nævnte i løbet af interviewet brug af sparepærer og køb af energibesparende hvidevarer – med privatøkonomien som primær årsag.

Det bekræftes af rapporten ”Borgernes adfærd og holdninger på affaldsområdet” (Stefansen m.fl. 1998). Undersøgelsen viser, at der er mindst opbakning til grønne holdninger, hvor miljøet tydeligt skal prioriteres frem for privatøkonomien. Det konkluderes, at affaldssortering således er en billig måde at have den rigtige holdning på – og at privatøkonomien spiller en stor rolle.

Det bekræftes ligeledes af rapporten ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl. 2003), hvor følgende citat kommer fra:

”Undersøgelsen viser, at den største barriere for, at forbrugerne i højere grad inddrager miljøhensyn ved indkøb, er prisen. Det viser litteraturstudiet, og det underbygges af deltagerne fra fokusgrupperne. Der er i de senere år registreret en mindre villighed til at betale ekstra for miljøindsatsen gennem en merpris på miljøvenlige produkter. Bl.a. fordi de ikke finder det rimeligt, at miljøvenlige varer er dyrere.”

Denne tendens kom også frem i projektets inderviewundersøgelse, hvor 21 pointerede, at prisen er vigtig, når de handler ind, ligesom flere nævnte, at miljømærkede varer ofte var for dyre.

Endelig bekræftes privatøkonomiens store rolle af ”Familiernes miljøvaner 2000” fra Danmarks Statistik” (Danmarks Statistik 2000), hvori man bl..a har undersøgt befolkningens motiver for at spare på el og vand. Her svarer 17 %, at prisen har meget stor – og 30 % svarer stor – betydning for, at familien sparer på vandet, mens 25 % svarer, at den ingen betydning har.

26 % svarer, at prisen har meget stor – og 34 % svarer stor – betydning for, at familien sparer på el – 16 % svarer, at prisen ingen betydning har.

Danskernes motivation for at spare penge i privatøkonomien peger på vigtigheden af at tænke muligheden for økonomiske genvinster ind i en informationsindsats.

Et andet aspekt, der handler om privatøkonomi og affaldsforebyggelse, er detailhandlens hyppige brug af mængderabatter. 60 % i interviewundersøgelsen betragtede mængderabatterne som et problem, og flere følte sig fristet, selv om de fleste hævdede, at de sjældent endte med mere, end de havde brug for. Konklusionen på dette emne er, at danskerne tilsyneladende foretrækker lavere priser pr. vare frem for mængderabatter, og at det givetvis også vil have en indflydelse på forebyggelsen af affald. Et samarbejde med detailhandlen på dette område bør derfor overvejes.

Et tredje aspekt, der er vigtigt, når det handler om at sammentænke folks privatøkonomi med affaldsforebyggelse, men som dog kræver en politisk beslutning, er, at det i dag ikke er dyrere at få en større beholder til sit affald. Idet flere undersøgelser viser, at mange i dag udnytter det frie rum i beholderne til papir og haveaffald, bør et politisk initiativ til differentieret affaldsgebyr overvejes.

3.1.4 ”Jeg vil ikke tage ansvaret for/fra politikerne”

En informationsindsats rettet mod borgerne bør ledsages af politiske initiativer, så befolkningen ikke føler, at politikerne fralægger sig ansvaret, da dette vil demotivere befolkningen.

Der er flere steder i denne rapport givet bud på, hvilke politiske initaiver der vil støtte op om forebyggelse af affald – det vil næppe være muligt at realisere dem alle og slet ikke på én gang. Dog vil det være strategisk hensigsmæssigt, hvis en informationsindsats kan indledes med at lancere et nyt initiativ såsom momsfritagelse på miljømærkede varer eller differentieret affaldsgebyr. Derudover bør man videreføre den retorik, der er blevet brugt i Grønt Ansvar-konteksten, hvor der tales om både den store og den lille miljøpolitik.

Udfordringen gælder imidlertid også den modsatte vej: I interviewundersøgelsen gav flere respondenter udtryk for, at de sætter deres lid til ”moder stat” og producenter – ”Når jeg bor i Danmark kan det næppe være helt galt”.

I ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl. 2003) refereres ligeledes til undersøgelser, der viser, at forbrugerne gennem 1990’erne har haft en stigende tillid til, at myndighederne gør nok for miljøet. Og at de dermed oplever, at de ikke behøver eller bør gøre så meget selv.

Det er derfor også vigtigt at få et budskab ud om, at politikerne ikke kan løse problemet alene.

3.2 Afgrænsning af informationsindsatsen

Interviewundersøgelsen viste, at en stor del af danskerne ikke er fortrolige med begrebet affaldsforebyggelse. Næsten 25 % af respondenterne svarede indledningsvist, at de ikke vidste, hvad begrebet dækkede over, og mange svarede tøvende og søgende.

Den manglende fortrolighed afspejlede sig i, at mere end 50 % af respondenterne fremhævede sortering af affald som et eksempel på affaldsforebyggelse, de allerede praktiserer. Og i at mange respondenter brugte ordet ”genbrug” om ”genanvendelse”.

Ovenstående peger på, at danskerne er langt mere fortrolige med affaldssortering og genanvendelse, end de er med affaldsforebyggelse. Det peger ligeledes på et behov for at få kommunikeret, at der er noget, der er endnu bedre end at sortere sit affald.

På workshoppen i oktober blev projektets afgrænsning drøftet; bl.a. ovenstående aspekt om, at borgerne også vil synes, at det handler om at genanvende. Miljøstyrelsen understregede, at det også er godt, og at det godt må siges i indformationsindsatsen.

R98 fik i 2007 foretaget en undersøgelse af storskraldets sammensætning for at se, hvor de bedst kan sætte kræfterne ind. Resultaterne viste, at ca. 32 % af det affald, de i dag indsamler som storskrald, er fejlsorteret og egentlig burde være sorteret fra som en af de andre genanvendelige affaldstyper. Storskralden indeholder fx en del pap, papir samt glas, plast og metal (R98 2007).

Undersøgelsen peger på, at der er potentiale for bevægelse opad i affaldshierarkiet – og på, at det også giver mening at inkludere øget genanvendelse i en informationsindsats.

Også ”Regeringens affaldsstrategi 2005-2008” (Regeringen 2003) peger i denne retning. Ifølge den deponerer vi ret store mængder af papir og pap, imprægneret træ samt gips.

De vigtigste muligheder for yderligere besparelser i såvel ressourceforbrug (beregnet miljøgevinst ved at gå fra nuværende affaldshåndtering til ”optimeret affaldsbehandling” med øget genanvendelse) som energiforbrug (beregnet på, hvor meget energi vi kan spare ved at genanvende en større del af en fraktion, der i dag går til forbrænding eller deponering) findes i metallerne (især aluminium og kobber), papir (og pap) samt plast (undtagen PVC).

De største muligheder for yderligere besparelser i deponeringsbehovet findes for glasemballage, idet glas, der ikke genanvendes, bliver forbrændt, hvilket giver slagge, der skal deponeres. Og i aluminium, der ikke brændes i de tykkelser, som typisk findes i husstande, hvilket bidrager til slaggemængden.

I 2006 blev 33 % af husholdningsaffaldet genanvendt (Miljøstyrelsen 2008). Der blev dog hverken genanvendt lige så meget dagrenovation eller storskrald, som målene i Regeringens Affaldsstrategi 2005-2008 lød på:

17 % af dagrenovationen blev genanvendt (Mål: 20 %)

10 % af storskralden blev genanvendt (Mål: 25 %)

Også disse tal (Miljøstyrelsen 2008) taler for at inkludere affaldssortering i en eventuel forebyggelsesindsats.

Alt i alt synes der at være grundlag for at inkludere genanvendelse i en forebyggelsesindsats, men at det dog er vigtigt at få kommunikeret, at affaldsforebyggelse er bedre end genanvendelse.

3.3 Målgrupper

Respondenterne i interviewundersøgelsen er udvalgt på baggrund af en række kriterier, så der er sikret spredning i følgende aspekter:

Geografi; Jylland, Sjælland og Fyn
Store byer og mindre byer / by og land
Alder; unge, midaldrende og ældre
Køn; kvinder og mænd
Indkomst; høj, mellem og lav
Etnicitet; dansk og anden etnisk baggrund

Der kan dog ikke drages væsentlige konklusioner på baggrund af disse udvælgelseskriterier – der er tværtimod mange fælles resultater på tværs af kriterierne. Hvorvidt dette ville have været anderledes, hvis undersøgelsen kvantitativt havde været større, er ikke til at sige – men idet respondenterne går i samme retning ved de fleste spørgsmål i undersøgelsen, er det usandsynligt, at yderligere 25 respondenter ville sige det helt modsatte.

I rapporten ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl.) skelnes mellem mørkegrønne, mellemgrønne og uinteresserede grønne forbrugere. Rapporten konkluderer, at flere undersøgelser peger på, at fokus i en fremtidig indsats primært bør rettes mod den store gruppe af “mellemgrønne forbrugere”, dvs. “de konvertible og de tilgængelige miljøforbrugere”, som køber økologiske eller miljømærkede produkter en gang imellem.

Og at de to andre grupper formodentlig er sværere at påvirke. Det beror på, at de “mørkegrønne”, dvs. “de forankrede miljøforbrugere”, allerede konsekvent køber mange miljøvenlige produkter. Mens de “uinteresserede grønne”/”utilgængelige miljøforbrugere” formodentligt vil afvise køb af de miljøvenlige produkter. Dog vil der være en åbning, hvis de miljøvenlige varer bliver prismæssigt interessante, hvilket støtter op om anbefalingerne i afsnit 3.1.3 om privatøkonomiens afgørende betydning.

Derudover må det konkluderes, at da det handler om at nå ud til en stor og uhomogen masse, vil et bredt fokus være nødvendigt.

3.3.1 Børn

En særlig målgruppe, som der bør rettes en særlig indsats mod er børn og unge. I rapporten ”Børn og affald” (Petersen m.fl. 2003) konkluderes eksempelvis, at 12-årige børn kan blive gode miljøambassadører, når først deres nysgerrighed eller indignation er blevet tændt, og at dette engagement kan have indflydelse på familiens miljø- og energivaner. Børnene har på den ene side de smås spontanitet og begejstring – på den anden side de ældres seriøsitet.

Blandt anbefalingerne til denne målgruppe er, at de skal have en dybere og mere nær forståelse for miljøproblemernes karakter og sammenhænge eller kendskab til produkters materialesammensætning og livscyklushistorie, fx en mobiltelefons samlede energiforbrug fra vugge til grav, inden de ændrer adfærd.

Børn er storforbrugere. Derfor kan man med fordel tage afsæt i refleksioner over deres eget forbrug og vaner. Endelig bør andre former for undervisning end den rent kognitiv / intellektuelle funderede ifølge forfatterne til ovennævnte projekt overvejes, fx tværfaglige projekter med mere æstetiske og fysiske/kropslige fag.

Med dette in mente bør informationsindsatsen indeholde en særlig indsats rettet mod unge – eksempelvis i samarbejde med skoler, Undervisningsministeriet eller lignende parter.

Se evt. afsnit 6.2 for eksempel på forebyggelsestiltag på skoler i Tyskland.

3.4 Faglige argumenter

På workshoppen i oktober 2008 gav deltagerne følgende fælles bud på de tre vigtigste, faglige argumenter for affaldsforebyggelse:

Den økologiske rygsæk: De materialestrømme, som er mobiliseret for at fremstille et produkt, men som forbrugeren aldrig ser – dvs. vægten af alle de materialer, der blev flyttet rundt på under fremstillingsprocessen, men som ikke blev en del af produktet. En ny mobiltelefon medfører fx 75 kg forurening. Jo flere produkter, forbrugerne køber, des tungere bliver den samlede økologiske rygsæk, idet ressourceforbrug, miljøeffekter og klimabelastning øges.
Undgå farligt affald: Farligt affald udgør pr. definition en miljøfare og skal derfor behandles miljømæssigt forsvarligt. Eksempler på farligt affald er maling, batterier, elektronik og spraydåser. Meget farligt affald skal brændes på særlige behandlingsanlæg, hvis ovne har kraftige filtre, så de giftige stoffer fra det farlige affald ikke skader miljøet – eller deponeres (fx batterier).
Biodiversitet (biologisk diversitet): Et øget forbrug af produkter betyder øget forbrug af ressourcer. Miljøkonsekvenserne af denne udvikling er, at dyr vil uddø, at ressourcerne bliver dyre eller i værste fald opbruges.

Hvad angår den faglige argumentation for affaldsforebyggelse, er det ressourcetrækket inden forbrug, der er det vigtige. Det er her den faglige tyngde for argumentationen ligger – det er produkternes livscyklus, der er det faglige grundlag.

Det vil sandsynligvis være nyt for mange, at det er produktionen – og dermed brugen af ressourcer – der er det væsentlige. Og at miljøkonsekvenserne ved et forbrugssamfund ikke så meget handler om affaldshåndteringen; fx forbrænding (udledning af drivhusgasser) og deponi (med både direkte og indirekte miljøeffekter såsom optagelse af plads, potentiel trussel mod grundvand og spild af ressourcer). Interviewundersøgelsen bekræfter workshopdeltagernes antagelse.

3.5 Fokusområder i en informationsindsats

Det er vigtigt at slå fast, at formålet med en indsats er at påvirke danskerne i hverdagen. Det er derfor vigtigt, at indsatsen giver råd til hverdagen og oplyser om de emner, der er en del af folks hverdag.

I artiklen ”Understanding the drivers and barriers of waste prevention” forsøger P. Tucker og P. Douglas på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse at identificere adfærdsstrukturer, der kan støtte indsatser, der skal skabe og styre en overgang til et samfund med mindre affald (Tucker 2008).

De konkluderer bl.a., at mens tidligere forskning har peget på begrænset sammenhæng mellem genanvendelses- og forebyggelseshandlinger, går deres undersøgelse skridtet videre ved at vise, at der ydermere er begrænset sammenhæng mellem forskellige typer af forebyggelse som eksempelvis indkøbsadfærd, køb af langtidsholdbare produkter og genbrug.

Dette peger på behovet for at inkludere flere muligheder for affaldsforebyggelse i en informationsindsats over for befolkningen.

I det følgende argumenteres for, hvilke fokusområder der som minimum bør indgå i en informationsindsats.

3.5.1 Madspild

Der er flere grunde til, at der bør sættes fokus på madspild i en eventuel informationsindsats:

For det første er der fra 1993 til 2001 sket en stigning i andelen af madaffald (Petersen og Ilonka 2003).

For det andet er madaffald vigtigt ud fra en holistisk betragtning grundet bl.a. miljøpåvirkningen under produktion og transport (se afsnit 5). Eksempelvis kan sprøjtemidler og gødning havne i vandmiljøer og påvirke dyre- og planteliv samt grundvand, ligesom gødning danner lattergas. Samtidig belaster produktion af animalske produkter klimaet, idet dyrene slipper store mængder metan ud, mens transport af varer udleder CO₂.

For det tredje kan en gennemsnitlig dansk familie ifølge Temacenter for Affald spare over 5.000 kr. om året ved kun at købe den mad, som de rent faktisk spiser.

For det fjerde betragter næsten 60 % af respondenterne i interviewundersøgelsen butikkernes mængderabatter som et problem. Kun få falder i, men mange føler sig fristet og ville ønske, at prisen i stedet blev lavere pr. produkt, da mængderabatterne ikke tilgodeser de små husholdninger.

Og for det femte mener over 20 % i interviewundersøgelsen ikke, at madspild kan undgås. Dette begrundes især med, at der kun er en eller to personer i husholdningerne, mens mad ofte er pakket i store portioner.

3.5.1.1 Kommunikation om at forebygge madspild

Resultaterne fra interviewundersøgelsen lægger i høj grad op til et samarbejde med detailhandlen.

Det største og bedste internationale eksempel på en indsats for at forebygge madspild kommer fra Storbritannien. Her har organisationen WRAP, der er grundlagt og finansieret af regeringen, med kampagnen ”Love Food Hate Waste” sat fokus på behovet for at reducere madaffald. Kampagnen viser befolkningen, at man ved at gøre nogle lette praktiske ting i hjemmet kan formindske mængden af madaffald, hvilket både vil være til fordel for folks rådighedsbeløb og miljøet. WRAP har inddraget kendte kokke i kampagnen og tilbyder ligeledes opskrifter. Denne indsats kan Danmark med fordel lade sig inspirere af (WRAP 2008).

Endelig blev det på workshoppen i oktober slået fast, at spild er nemt at kommunikere. Dels visuelt ved at vise et bjerg af mad. Dels ved at kommunikere mulige besparelser i privatøkonomien – dette blev testet i interviewundersøgelsen og gjorde indtryk på mere end 80 % af respondenterne. I forlængelse af interviewundersøgelsen bør man også overveje at kommunikere koblingen mellem madaffald og klimabelastning, eftersom i hvert fald 20 % af befolkningen ikke er fortrolige med sammenhængen.

Endelig er der også mulighed for at fokusere på emballagen, som blot er en mindre del af hele processen, men som på trods heraf er vigtigt, fordi det er meget synligt.

3.5.2 Synliggøre usynligt affald

Det blev på workshoppen i oktober 2008 konkluderet, at det er vigtigt at huske dimensionen om det skjulte affald, da det ødelægger naturen og biodiversiteten. Dvs. affaldet både før og efter forbrug.

Denne vigtighed blev underbygget i interviewundersøgelsen, hvor udsagnet ”Det, der fylder én skraldepose hos dig, har allerede fyldt 30 skraldeposer under produktionen.” gjorde indtryk på samtlige respondenter, der kvitterede med kommentarer a la:

”Tak skal du have – det er overraskende. Virkelig overraskende. Det er jo tal, man slet ikke spekulerer over. Det er meget vigtigt at få gjort det usynlige affald synligt!”

”Det gør bestemt indtryk – jeg tror, det usynlige affald er ukendt for mange”

”Så spørger jeg – skulle det være rigtigt? Det rækker ud over min forstand. Det var jeg ikke klar over. Det gør STORT indtryk.”

3.5.2.1 Kommunikation om at synliggøre usynligt affald

Det usynlige affald er tilsyneladende et nærmest ukendt begreb for mange danskere, hvorfor det i høj grad handler om at give befolkningen viden om, at det findes og om dets omfang – og om at forankre denne bevidsthed, så det også kommer til at påvirke deres adfærd.

3.5.3 Genbrug

Eftersom genbrug ikke er affald, sker der heller ingen registrering af det. Til gengæld viser sorteringsanalyser af containere med udvalgte fraktioner, at der blandt affaldet findes mange produkter, der er potentielt genbrugelige. I stort brændbart er 9 % af affaldet vurderet som genbrugeligt, i småt brændbart er andelen 5 % og i småt jern og metal 3 %. Kommuner med veletablerede ordninger for genbrug af storskrald mener, at 3-4 % af storskrald i praksis kan sorteres fra til genbrug (Petersen 2004).

Der er ifølge deltagerne på workshoppen i oktober 2008 fagligt stærke argumenter for øget genbrug. Dette kræver dog, at der er plads til genbrug i fx storskraldsordninger og muligvis også, at viceværter og gårdmænd bliver klædt bedre på til at optimere genbrug. Genbrug vil være særdeles vigtigt at indarbejde i en eventuel indsats rettet mod borgerne – og hvis borgerne ikke har de rette faciliteter, skal de efterspørge dem.

Der bør være særligt fokus på genbrug (og genanvendelse) af elektronik, da dette indeholder meget farlige metaller. Og da mange danskere jævnligt udskifter computer, mobiltelefon og tv. Det kræver dog organisering at teste, at elektronik virker, men vil være nødvendigt, hvis det skal kunne afleveres til genbrug på genbrugspladsen.

3.5.3.1 Kommunikation af øget genbrug

Størstedelen af respondenterne i interviewundersøgelsen var positive over for genbrug; 88 % køber således selv genbrugsvarer, og mange forærer selv ting væk. Denne positive holdning, der tilsyneladende er i befolkningen, bør udnyttes i forhold til at øge mængden af genbrugsvarer.

Idet velfungerende storskraldsordninger er afgørende for, om danskerne lytter til budskabet og handler derefter, vil et samarbejde med kommunerne om denne del være ønskeligt.

Hvad angår genbrug af elektronik, fastslog deltagerne på workshoppen i oktober 2008 (se afsnit 5), at det er vigtigt at fokusere på affaldssiden – og ikke på at undgå køb/forbrug, da dette er urealistisk i vores moderne samfund. Det er ligeledes nødvendigt at indgå samarbejde med genbrugspladser / kommuner om fx at teste elektronikken.

Man kan ligeledes overveje samarbejde med elektronikforhandlere for derigennem at sikre en mere korrekt håndtering af den kasserede elektronik.

Endelig bør der overvejes samarbejde med forskellige hjemmesider som eksempelvis www.dba.dk, www.trendsales.dk, www.guloggratis.dk og www.storskrald.dk. Dette for dels at øge kendskabet til hjemmesiderne – kun en enkelt respondent i interviewundersøgelsen kendte www.storskrald.dk. Dels for at optimere brugervenligheden, da flere respondenter i interviewundersøgelsen gav udtryk for, at det pt. var for besværligt at sælge genbrugsvarer.

3.5.3.2 Internationalt initiativ til inspiration

Møbler kan genbruges på mange måder – et nyt tysk netværk i Dortmund (ecomoebel) består af affaldsbortskaffere, håndværkere samt handel og service. Formålet med netværket er at sælge brugte møbler af høj kvalitet og uden indhold af giftstoffer (fx formaldehyd eller tungmetaller). Møblerne bliver mærket, og der gives 1 års garanti. Det er også muligt at få undersøgt møbler i hjemmet for giftindhold.

Bortskaffelse af brugte møbler fra private hjem sker i samarbejde med de affaldsvirksomheder, der deltager i projektet. En medarbejder fra projektet vurderer hvilke møbler, der kan finde anvendelse som ecomoebel, og værdien fratrækkes bortskaffelsesomkostningerne. Et sidste tilbud er ombygning af møbler – hvis man selv har eller finder et møbel hos ecomoebel, som man godt kunne tænke sig ændret, har ecomoebel et netværk af konservatorer, der kan påtage sig opgaven.

Projektet er støttet af det tyske ministerium for dannelse og forskning, og skal i fremtiden være selvfinansierende. Lignende netværk vil kunne dannes i andre tætbefolkede områder. Projektet følges af universitetet i Dortmund, Frauenhofer-Institut for materialeflow og logistik, Dortmund, det procestekniske Institut for miljø og energi i Thüringen samt kredsløbs- og brugsagenturet i Berlin.

Link: www.ecomoebel.de

3.5.4 Deleordninger og leasing

Mere end 88 % i interviewundersøgelsen betragtede deleordninger som en god idé, og 60 % viste sig oven i købet allerede at være med i en deleordning. Mange blev dog først bevidste om det, da der blev spurgt ind, ligesom de fleste kun var med i én delordning.

Respondenternes lyst til at være med i deleordninger afhang i høj grad af ydre omstændigheder såsom bopæl og praktik omkring ordningerne. Det må ikke blive for besværligt og kræve for megen langtidsplanlægning, der skal være tillid til dem, man skal dele med, og enkelte nævner vigtigheden ved økonomisk incitament:

Generelt set efterlyste respondenterne mere information om ordningerne, et større udvalg, fx udbredelse af delebiler samt initiativer til andre deleordninger. Der synes derfor at være potentiale for udbredelse af deleordninger.

På workshoppen i oktober 2008 var deltagerne inde på muligheden for at lease elektronik, som man kan med hårde hvidevarer. Argumenterne for dette var, at elektronik er en vigtig affaldstype at begrænse, da metallerne er meget ødelæggende. Især småelektronik.

Der blev ikke spurgt ind til befolkningens interesse for leasing af elektronik i interviewundersøgelsen – dog giver holdningen til deleordninger basis for at antage, at danskerne også vil have en vis interesse i muligheden for leasing af elektronik, hvis det blot kan svare sig økonomisk og ikke bliver besværligt.

3.5.4.1 Kommunikation om deleordninger og leasing

Hvad angår øget fokus på deleordninger, er der grundlag for at opmuntre allerede eksisterende ordninger til større geografisk udbredelse og for at indgå samarbejde med fx bolig- og grundejerforeninger om etablering af diverse deleordninger.

Hvad angår leasing af elektronik, kan en barriere være, at befolkningen vil antage, at det er dyrt, som anden leasing ofte er. Der skal slås på, at det ikke handler om at købe et produkt, men en ydelse, så det fx blive ok at lease en mobiltelefon. Derudover skal der indgås samarbejde med elektronikforhandlere eller -producenter.

3.5.5 Kompostering

Mængden af haveaffald i dagrenovation falder signifikant med voksende husstandsstørrelse. Dette forklares med, at mindre husstande har et restvolumen til rådighed i affaldssækken. Nogle af disse mindre husstande udnytter dette restvolumen til at fylde haveaffald i affaldssækken.

Der komposteres desuden mere vegetabilsk affald i kommuner med en ordning end i kommuner uden en sådan ordning. Gratis udlevering af kompostbeholder fremmer således komposteringsaktiviteten, og udsendelse af vejledning om kompostering understøtter yderligere aktiviteten (Petersen og Domela 2003).

67 % af husejerne i interviewundersøgelsen har hjemmekompostering – blandt disse komposterer 75 % både have- og køkkenaffald.

3.5.5.1 Kommunikation om kompostering

Der kan overvejes samarbejde med kommuner om at tilbyde gratis udlevering af kompostbeholdere inkl. vejledning.

Derudover bør differentieret renovationsgebyr diskuteres på politisk niveau, da dette tilsyneladende har en effekt for affaldsmængderne.

Der kan evt. hentes inspiration fra engelske WRAP’s kampagne for øget hjemmekompostering.

3.5.6 Tilbudsaviser og reklamer

Interviewundersøgelsen viser, at 88 % modtager reklamer og tilbudsaviser. Lidt over 60 % gør det, fordi det er hyggeligt, for at blive inspireret og for at ”følge med”. Lidt under 20 % modtager reklamer, fordi det er svært at komme ud af; to har således allerede opsat klistermærke.

Trods den store interesse for reklamer og tilbudsaviser har cirka 30 % overvejet at opsætte et ”nej tak til reklamer-klistermærke”. Og blandt de, der ikke har overvejet det, kunne knap halvdelen overveje det, hvis det var muligt med differentiering, og hvis posten ville respektere klistermærket.

Et andet aspekt til denne del er, at de mindre husstande tilsyneladende oftere bruger affaldssækken til at bortskaffe aviser/ugeblade og reklamer/tryksager end større husstande. Dette kan skyldes, at de mindre husstande har et restvolumen til rådighed (Petersen og Domela 2003).

3.5.6.1 Kommunikation om tilbudsaviser og reklamer

Selv om mange synes, det er hyggeligt at modtage reklamer, lader der til at være potentiale for en forebyggelsesindsats. Ikke mindst, hvis man overvejede budskaber med tal og/eller billeder – på/med mængder af træ, vand og olie – som gør miljøkonsekvenserne mere nærværende.

Der er ligeledes ønskeligt at få post og bladuddelere til at respektere nej tak-klistermærkerne.

I forlængelse heraf kan man også overveje at genoptage nogle af pointerne fra 2000 (Debatoplæg 2000 og Miljøstyrelsen 2000) om at vælge reklamer aktivt til frem for at skulle melde dem aktivt fra.

3.5.7 Reparation

70 % i interviewundersøgelsen svarer, at lavere reparationsomkostninger kunne få dem til at få repareret flere ting. Især ting med høj anskaffelsessum.

Også i projektet ”Fremme af reparation – et led i affaldsforebyggelse”, der i 2006 blev gennemført af Det Økologiske Råd, Agendacenter Sundbyøster og Bispebjerg Miljøcenter, blev det konkluderet, at der i dele af befolkningen er en interesse for øget reparation af elektronik og møbler – hvis betingelserne for reparation blev bedre. Bl.a. skulle der kun kræves lave starttakster – eller slet ingen. Der er også en interesse for at købe produkter, hvor det garanteres, at de kan repareres i en årrække frem – hvis det er dokumenteret og gennemskueligt, at det faktisk forholder sig sådan.

3.5.7.1 Kommunikation af reparation

Der bør overvejes et samarbejde med reparatører. Se afsnit 2.1.2.6 for inspiration fra projekt i Wien.

3.6 Appelformer

På workshoppen i oktober 2008 blev forskellige appelformer drøftet. Dvs. hvordan man på et strategisk og kreativt niveau bør henvende sig til befolkningen i forbindelse med en eventuel informationsindsats.

Af forskellige appelformer er eksempelvis følgende:

Ekspertappel: Brug af eksperter, som målgruppen tror på.
Band wagon-appel: Formidling af, at andre gør også dette.
Moralappel: Forsøge at få målgruppen til at føle moralsk forpligtelse.
Gevinstappel: Synliggøre gevinst for målgruppen.
Kendisappel: Formidle budskab via kendisser, som målgruppen synes om.
Skræmmeappel: Formidle budskab, så målgruppen skræmmes.

Umiddelbart var workshopdeltagerne skeptiske over for, at appel til forbrugernes dårlige samvittighed vil have en effekt. De mente ikke, at hverken skræmme- eller moralappel vil være hensigtsmæssig.

Interviewundersøgelsen bekræftede workshopdeltagernes skepsis. Kun 12 % af de adspurgte foretrak en skræmmeappel. Derimod foretrak næsten 60 % en humoristisk tilgang – enkelte understregede, at den skal suppleres med saglighed, mens 20 % foretrak en ren saglig informationsindsats. Endelig ønskede 8 % en kombination af skræmmeindsats og humoristisk tilgang. Mange respondenter gav samtidig udtryk for, at de ikke bryder sig om løftede pegefingre og appel til dårlig samvittighed, altså moral-appellen. Dette afspejlede sig i præsentationen af fire budskaber (spørgsmål 12), hvor en stor del af respondenterne var skeptiske over for moral-budskabet.

Også i ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl. 2003) har man spurgt deltagere i fokusgrupper om, hvilken type kampagne de foretrækker. Og også her ønsker forbrugerne en humoristisk tilgang, hvis indsatsen skal slå igennem, mens de tror mindre på skrækappel.

En anden grund til at inddrage humor er, at mange forbrugere forbinder miljøhensyn med værdier som ”kedelig”, ”asketisk”, ”frelst” eller ”venstreorienteret”.

En tredje grund er, at humor antages at give folk overskud til handling: I 2004 lancerede Aids-Fondet, Folkekirkens Nødhjælp og IBIS kampagnen ”Humor mod aids”, som vakte opmærksomhed ved at inddrage stand up-komedie med kendte. Rationalet bag denne tilgang var, at folk ikke orker flere slag i hovedet med tiggerstaven fra alverdens nødlidende, hvorimod humor giver folk overskud og lyst til at støtte kampen mod aids. Når man griner, får man overskud til at forholde sig til problemer, og til at støtte kampen mod aids (Hansen 2004).

Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at selv om folk adspurgt foretrækker en humoristisk appel, har skræk ofte god effekt i praksis. Fordele og ulemper ved de respektive tilgange bør derfor afvejes i forhold til hinanden, når målet med og rammerne for en kommunikationsindsats er på plads.

Og der kan kun blive tale om en konkret afvejning, idet forskerne ikke er enige om, hvorvidt skræk bør anvendes eller ej (Olesen og Jensen 2008): En gruppe forskere er positive over for at bruge skræk kombineret med handlingsanvisninger. I deres modeller og teoretiske argumentation ligger en antagelse om, at mennesker ved den rette dosering skræk føler sig sårbare og derfor vil imødegå angsten/truslen ved at følge de handlingsanvisende budskaber. En anden gruppe forskere finder i deres undersøgelser derimod belæg for, at det er hensigtsmæssigt at lægge vægt på fordelene ved at ændre sine handlinger. Endelig er forskerne på tværs af holdning til appelformer enige om, at skrækbaseret information altid må følges op af handlemuligheder, som er realistiske for målgruppen.

Nogle forskningsresultater og evalueringer af skrækkampagner peger på, at en af fordelene ved at bruge skræk er, at modtagerne generelt opfatter budskabet som mere troværdigt og seriøst end kampagner, der ikke bruger skræk. Endvidere ser skræk ud til at virke i forhold til de allerede overbeviste eller dem, der overvejer at ændre deres handlinger. På den anden side er risikoen, at en vedvarende brug af skræk også kan føre til, at modtagerne lukker af over for budskaber, som appellerer til deres frygt (Olesen og Jensen 2008).

Der er således både forskere for og imod brug af skræk – og så er der dem, der er hverken-eller og som mener, at det altid må bero på en konkret vurdering af bl.a. emnets karakter og målgruppen. Disse forskere lægger vægt på, at mennesket er en kompleks størrelse, og at man derfor ikke kan give en fast formel på, hvad der virker bedst (Jensen 2004).

Ifølge disse forskere er skræk et relativt begreb, da folk opfatter tekst, billeder og budskaber forskelligt afhængig af berøring med emnet, holdninger, erfaringer mv. Alder, uddannelse, køn, etnicitet og andre demografiske faktorer er noget af det, der sammen med kulturelle og individuelle erfaringer og tolkningshorisonter er centrale for, hvordan man aflæser et budskab, der bruger skræk som virkemiddel (Jensen 2004).

Det kan på baggrund af researchen konkluderes, at den mest hensigtsmæssige tilgang umiddelbart vil være en kombination af saglighed (med bl.a. gode råd til hverdagen, information om klima- og miljøpåvirkning samt rå tal og fakta) og humor (med fx visuelle illustrationer af skjult affald). Men at skræk-appel kan overvejes og afprøves i tilrettelæggelsesfasen, når man kender informationsindsatsens rammer og har afklaret mål med indsatsen og primære målgrupper.

3.7 Budskabstyper

Såvel udenlandske som danske erfaringer peger på, at de største adfærdsændringer opnås ved samtidig at påvirke flere forhold, som indgår i forbrugernes 7beslutningsprocesser, da miljø generelt ikke er tilstrækkeligt et argument alene (Husmer m.fl. 2003).

Det vil således ikke være nok med ét budskab til befolkningen. Som minimum tre budskaber bør overvejes; eksempelvis budskaber om det globale aspekt, klimaet og gevinst (såvel privatøkonomisk som samfundsøkonomisk).

Dette er i god tråd med en af konklusionerne i ”Understanding the drivers and barriers of waste prevention” af P. Tucker og P. Douglas. Forfatterne anbefaler på baggrund af deres analyse, at man satser på ”adfærds-drivere” og ikke kun på simpel miljøopmærksomhed og uddannelse. De foreslår fx brug af ”social marketing approach”; det globale aspekt kan således ses som det sociale approach, mens den økonomiske gevinst kan ses som velkendt marketing (Tucker 2008).

Med inspiration fra diskussioner på workshoppen i oktober 2008 konkluderes endvidere, at budskaber om affaldsforebyggelse over for befolkningen skal leve op til følgende tre krav:

Modtager skal kunne se formål/nytte.
Modtager skal kunne se, at hver enkelt kan bidrage.
Modtagerne skal føle fællesskab om det.

Hvad angår førstnævnte krav, skal der appelleres til både den indre egoist og den indre idealist. Der skal således dels fremhæves personlige fordele såsom privatøkonomisk gevinst eller sundhedsgevinst. Dels fremhæves, hvilken forskel den enkelte kan gøre ved at ændre adfærd og vaner – fx spare X liter vand eller X kg metal ved at gøre Y. I interviewundersøgelsen efterlyste eksempelvis næsten 80 % mere information om, hvad små ændringer i hverdagen kan betyde for klimaet.

Dette behov underbygges af konklusioner fra rapporten ”Miljø og forbrugeradfærd” (Husmer m.fl. 2003), hvor både manglende viden om miljøforhold og manglende viden om koblinger mellem miljø/sundhed og forbrugsvalg nævnes som barrierer.

Hvad angår det andet krav, kræver dette kommunikation af gode råd til hverdagen. Det er vigtigt, at rådene er nemme at forstå og følge.

Hvad angår det tredje krav, er pointen, at der skal appelleres til danskernes behov for at stå sammen om noget, dvs. til ”det indre flokdyr”. Dette kan eksempelvis indarbejdes i en retorik a la ”Hvis alle danskere gør xxx, så får klimaet yyy værdi”. Det er i den forbindelse også – som nævnt i afsnit 3.1.4 – vigtigt, at politikernes roller og initiativer også kommunikeres ud, så der ikke opstår en kollektiv modstand mod at skulle bære hele ansvaret.

3.7.1 Fire budskaber

I interviewundersøgelsens spørgsmål 12 blev respondenterne præsenteret for følgende fire udsagn:

En gennemsnitlig dansk familie kan spare over 5.000 kr. om året ved kun at købe den mad, som de faktisk spiser. (gevinst)
Et højt bjerg af affald er udtryk for lav moral. (moral).
Madaffald belaster både din skraldespand og klimaet. (klima).
Det, der fylder én skraldepose hos dig, har allerede fyldt 30 skraldeposer under produktionen. (synliggørelse af usynligt affald).

Sidstnævnte udsagn gjorde klart størst indtryk, fordi budskabet var meget overraskende for næsten alle respondenter. Dette peger på vigtigheden af at få kommunikeret det usynlige affald ud.

Det første udsagn gjorde indtryk på mere end 80 % af respondenterne, men var kun overraskende for 60 % af dem. Der var dog et klart signal om, at et budskab med fokus på privatøkonomien og brug af tal blev positivt modtaget.

Hvad angår det andet udsagn, var mere end halvdelen uenige i budskabet om, at meget affald er udtryk for lav moral. De mente i stedet, at det overvejende skyldes manglende viden, hvilket peger på et informationsbehov – og måske også på en snert af selvretfærdiggørelse.

25 % mente, at det gjorde moderat indtryk, mens de sidste 25 % mente, at det ramte samvittigheden og ”gav dem røde ører”. Det moderate indtryk kan muligvis forklares med, at mange respondenter lagde afstand til skræmmeappel og løftede pegefingre. Alt i alt kan det dog konkluderes, at dem, der vil føle sig ramt af et moralsk budskab, sandsynligvis også vil være motiveret for adfærdsændring.

Udsagn 3 om sammenhængen mellem madaffald og klima gjorde kun indtryk på ca. 25 %, mens ca. 50 % svarede, at de vidste det i forvejen. Størstedelen eksemplificerede dog først og fremmest med deres viden om affaldshåndtering – og ikke med viden om produktionsaspekter. Også dette peger på et informationsbehov.

3.7.2 Bredt fokus og arenaer

Som nævnt i afsnit 3.3. skal der kommunikeres til en bred og uhomogen masse, hvilket kræver et bredt fokus. Da det ydermere – som nævnt i samme afsnit – ikke er muligt at segmentere befolkningen i fx tre afgrænsede grupper, er det vigtigt, at budskaberne ikke identificeres med én eller få bestemte livsstile. Den folkeoplysende indsats må derimod anvise mange forskellige måder at leve miljøansvarligt på (Læssøe 1995).

En anden væsentlig anbefaling er, at kommunikationsindsatsen bør handle om funktioner og ydelser frem for produkter, dvs. om forbrugstyper og arenaer a la ”hvad gør du i dit køkken”, ”hvad gør du i haven” etc. Dette vil sikre maksimal vedkommenhed for den enkelte modtager.

3.7.3 Tal i tal og billeder

Budskaber med tal er vigtige; fx ”1 kg oksekød = 1.300 liter vand – dvs. at når vi smider A ud, smider vi også B ud, hvilket blev bekræftet af deltagerne på workshoppen i oktober 2008. Derudover skal der også sættes tal på, hvor meget affald der årligt produceres, da dette næppe er kendt for den enkelte dansker.

At tal er vigtige, bekræftes af interviewundersøgelsen, hvor udsagn 1 og 4 om hhv. økonomisk gevinst og skjult affald i spørgsmål 12 gjorde stort indtryk på respondenterne.

Billeder – såvel sproglige som visuelle – er ligeledes vigtige at medtænke i udformningen af budskaber. Fx at en skraldespand svarer til 30 skraldespande, hvis man tænker produktionsfasen med – eller ”din mobil er så lille, men skaber så meget/75 kg affald”. Der blev på workshoppen i oktober fremhævet gode erfaringer med netop at vise billeder af produkters affaldsmængde.

Budskaberne bør ligeledes gøres nærværende. Her kan man lade sig inspirere af en jysk kommunes indsats mod brug af pesticider via budskabet ”Du bor oven på dit drikkevand”.

3.7.4 Sundhedsaspektet

De danske forbrugere i de senere år er gået fra at købe økologiske produkter ud fra idealistiske grunde med et bredt ønske om miljøhensyn til at købe økologiske ud fra mere egoistiske grunde med fokus på egen sundhed samt dyrevelfærd (Husmer m.fl. 2003).

Også i interviewundersøgelsen svarer 64 %, at sundhed er et vigtigt parameter, når de køber ind, ligesom flere argumenterede for, at sundhed var den primære årsag til deres køb af økologiske og miljømærkede produkter.

De primære budskaber skal naturligvis handle om klima, miljø og skjult affald, men i de situationer, hvor der også er et sundhedsaspekt at fremhæve, bør dette gøres, idet det kan formodes at skabe adfærdsændring.

3.8 Konkrete råd

Nedenfor præsenteres fem gode råd til befolkningen, som via diskussion og kategorisering blev udviklet på workshoppen i oktober 2008. Under hvert råd er listet nogle supplerende stikord.

I en egentlig informationsindsats skal rådene naturligvis ledsages af budskaber (om fx skjult affald), tiltag (fx samarbejde med reparatører eller billiggørelse af miljømærkede varer) og faktuel information (fx tal på mulig privatøkonomisk besparelse og årsagssammenhænge).

Det skal desuden bemærkes, at der ikke er tale om færdige, kommunikerbare råd. Nedenstående skal ses som en bruttoliste, hvorfra der kan udvælges og prioriteres efter indsatsens omfang, mål og øvrige kontekst.

Derudover kan hvert enkelt råd tilpasses forskellige arenaer (se afsnit 3.7.2), så de bliver så lettilgængelige og vedkommende for modtagerne som muligt. Dette kan ske ved at konkretisere mulighederne for eksempelvis ”intelligent forbrug” i køkkenet, på arbejdspladsen, i sommerhuset etc. De enkelte råd kan ligeledes bearbejdes journalistisk, ligesom de alt efter behov kan vinkles og udfoldes med afsæt i de stikord, der er knyttet til dem.

Sats på intelligent forbrug
Er det et nødvendigt forbrug?
Smart forbrug (print på begge sider af papiret)
Deleordninger
Køb produkter med lang levetid
Holdbarhed og kvalitet
Vedligehold
Reparation
Genbrug mest muligt
Køb
Giv væk
Brug produkterne igen – og igen
Genopladeligt
Undgå engangsprodukter såsom skumvaskeklude og paptallerkener
Genopfyldeligt
Køb godt
Undgå farlige produkter

3.9 Kommunikationskanaler

Tv er den kommunikationskanal, som flest respondenter i interviewundersøgelsen – 80 % – foretrækker at blive informeret via. Såvel reklamer som programmer efterspørges – dog især sidstnævnte.

Derudover er det meget forskelligt, hvilke kanaler respondenterne foretrækker. 40 % vil gerne have budskaber og information via trykte medier, aviser og ugeblade (16 % vil ikke), 28 % vil gerne have det via radio (8 % vil ikke), og 28 % vil gerne have det via internettet (40 % vil ikke).

En folder er der umiddelbart begrænset interesse for (12 %). Dette er ligeledes tilfældet med information i indkøbssituationer, hvor 52 % svarer, at de vil være for travlt til at modtage den slags budskaber – og for målrettede til at lade sig påvirke. 20 % siger, at de gerne vil, hvis det er på en overraskende og opsigtsvækkende måde.

Endelig nævner 8 % kreative indslag som fx koncerter (a la Fair Trades koncert i sommer) eller sange (a la Elsparefondens sang), mens 8 % nævner reklamer på gader og ved busstoppesteder.

Konklusionen er således, at det vil være nødvendigt at tage en lang række kommunikationskanaler i brug, hvis man vil nå hele befolkningen med en indsats for at forebygge affald. Især tv vil være vigtigt at inddrage, eftersom det er den langt foretrukne kommunikationskanal.

Et af de mere overraskende resultater er den manglende interesse for information via internettet, hvilket er i modstrid med fx forskellige parters anbefalinger på konferencen om affaldsforebyggelse i 2000 (Miljøstyrelsen 2000). Det er da også vigtigt at skele til brugen af hjemmesider i andre informationsindsatser, inden man forkaster kommunikationskanalen på baggrund af et trods alt begrænset antal interviews.

Evalueringen af Miljøstyrelsens kampagne ”God kemi” i 2006 viser fx, at der var meget store besøgstal på hjemmesiden www.babykemi.dk umiddelbart efter en event med god pressedækning – og at faglige baggrundsrapporter og undersider med faglig baggrundsinformation på hjemmesiden har haft pæne besøgstal (Orbicon 2007).

Også Miljøstyrelsens kampagne ”Kemi i forbrugerprodukter og indeklima” fra 2007 havde en velbesøgt hjemmeside og et højt deltagerantal i internetquiz.

Selv om respondenterne i interviewundersøgelsen måske ikke umiddelbart så hjemmesiden som den vigtigste kanal, peger babykemi-evalueringen på, at internettet ikke desto mindre kan være en vigtig informationsbase for dem, der gerne vil vide mere. Set ud fra et kommunikationsfagligt synspunkt er det især vigtigt, når det drejer sig om komplicerede emner som eksempelvis affaldsforebyggelse.