Konsekvenser af REACH for elektronikvirksomheder – krav til downstream brug af præparater og fremstilling af artikler

4 Vurdering af aktioner

Kortlægningen har dannet udgangspunkt for en nærmere vurdering af hvilke aktioner, der var nødvendige eller hensigtsmæssige for at forberede virksomhederne på implementering af REACH. Under drøftelserne på ERFA-mødet den 12. december 2006 (se ovenfor) blev det besluttet, at en væsentlig aktion var at starte en dialog med udvalgte leverandører af kemikalier og artikler. Formålet var at gøre leverandørerne opmærksomme på REACH, få flere oplysninger om indholdsstoffer i kemikalier og artikler og i særdeleshed indholdet af potentielt problematiske stoffer.

Der blev yderligere afholdt et ERFA-møde den 21. marts 2007, hvor der bl.a. blev udvekslet erfaringer fra de første kontakter til leverandørerne. DHI har afholdt bilaterale møder med virksomhederne for at drøfte deres konkrete behov for aktioner i perioden maj-juli 2007 og i november 2007.

De deltagende virksomheder iværksatte i forskelligt omfang følgende aktiviteter:

  • Udformning af breve til leverandører
  • Kontakt til leverandører af kemikalier og artikler
  • Substitution af særligt problematiske stoffer især CMR1-2-, PBT- og vPvB-stoffer
  • Udformning af kemikaliepolitik og metoder til godkendelse af kemikalieindkøb
  • Etablering af interne arbejdsgrupper eller REACH-projektgrupper

4.1 Udformning af breve og kontakt til leverandører

DHI udarbejdede skabeloner til spørgeskemaer for kemiske stoffer (substances), kemiske produkter (preparations) og artikler, som virksomhederne kunne bruge til inspiration for henvendelser til deres leverandører (http://itek.di.dk/Mit+fagomraade/Elektronik/REACH/Ekstern+kommunikation.htm ). Flere af virksomhederne sendte breve til de udvalgte leverandører, som skitseret i skabelonerne og en af virksomhederne vedlagde også lister over CMR1-2- og PBT/vPvB-stoffer.

For et par af projektets virksomheder leverer kunden specifikationer for produktet, f.eks. om loddeoverfladen skal være tin/bly eller nikkel/guld. Kunden kan endvidere stille krav til typen af laminat. Men det er virksomheden, der udvælger leverandører, som kan levere i henhold til de stillede krav.

En del af kemikalierne er endvidere specielt udviklet til projektets virksomheder eller tilsvarende virksomheders brug, og anvendelsen vil være kendt af kemikalieleverandørerne. I de tilfælde vil der derfor ikke være behov for at kommunikere anvendelsen op gennem forsyningskæden. Men der kan stadig være behov for at oplyse specifikke anvendelsesforhold og risikohånteringsbegrænsende foranstaltninger til brug for en leverandørs kemikaliesikkerhedsvurdering.

En af virksomhederne indkøber mere end 100.000 artikler fra lande uden for EU. Virksomheden har anslået, at de ressourcer, de skulle bruge for at kommunikere med deres leverandører, ville svare til 1-2 årsværk. Erfaringerne fra implementering af RoHS-direktivet viste, at det tog ca. 1½ år at få indsamlet oplysninger fra deres leverandører. Blandt andet på den baggrund vurderede virksomheden, at det ville være nødvendigt at prioritere deres indsats og omhyggeligt udvælge hvilke leverandører, der skulle kontaktes og hvornår. Den samme virksomhed fik udarbejdet et tekstforslag til deres hjemmeside, som henvender sig til virksomhedens leverandører med oplysning om REACH (bilag A).

Resultaterne fra bestræbelserne på at komme i dialog med leverandørerne svarede generelt ikke til forhåbningerne. I gennemsnit havde mindre end 50% af de kontaktede leverandører svaret tilbage efter 2 måneder, og svarene viste ofte et manglende kendskab til REACH. Der var dog en enkelt virksomhed, som overvejende havde positive erfaringer med den eksterne dialog, hvilket er nærmere beskrevet i bilag B.

4.2 Substitution af særligt problematiske stoffer og kemikaliepolitik

Flere af virksomhederne har arbejdet med substitution, før dette REACH-projekt blev igangsat. Kortlægningen af kemikalier i projektet rettede yderligere søgelyset mod de særligt problematiske stoffer, som kan blive inkluderet i kandidatlisten og senere bilag XIV over godkendelsespligtige stoffer under REACH. En af virksomhederne har besluttet at gennemføre et internt kemikalieprojekt, hvor bl.a. de særligt problematiske stoffer skal være substitueret inden 1. juni 2008.

En anden virksomhed arbejder videre med at vurdere muligheden for substitution af problematiske kemikalier, som allerede er i brug på virksomheden. Nye kemikalier, som vurderes problematiske, vil ikke længere blive godkendt til brug på virksomheden.

4.3 Interne REACH-grupper i virksomheder

Erfaringerne fra projektets aktiviteter viste, at implementering af REACH ikke alene er en opgave for virksomhedens miljøafdeling. Det er nødvendigt, at der arbejdes på tværs af organisationen, og at ledelsen inddrages. To af de deltagende virksomheder har etableret interne REACH-grupper eller udvidet en eksisterende RoHS-gruppe til også at omfatte REACH. I grupperne er der bl.a. repræsentanter fra indkøbs-, produktions- og miljøafdelingen.

 



Version 1.0 September 2009, © Miljøstyrelsen.