Nedfældning af gylle i vintersæd - En evalueringsrapport

6 Fremtidige teknologiske og økonomiske muligheder

Omkostningsberegningerne i afsnit 5 er baseret på den nuværende teknologi. Forskning, innovation og udvikling på området kan imidlertid ændre forudsætningerne i fremtiden, så nedfældningseffekten øges og omkostninger reduceres. I dette afsnit omtales kort en række projekter, som har dette til formål.

6.1 STOP projektet

Direktoriet For FødevareErhverv har under programmet "Husdyrhold, naboerne og miljøet - VMPIII" finansieret et forskningsprojekt ”Strategies for odour reduction from pig production units and slurry application (STOP)”. Hovedformålet med projektet er at undersøge og udvikle strategier, der kan reducere lugtgenerne fra svineproduktion. Projektet søger blandt andet at opnå større viden om den lugtreducerende effekt af gyllebehandlings- og lagringsteknologier, og at undersøge og udvikle udbringningsteknologer, der kan begrænse lugtgenerne i forbindelse med gyllens udbringning.

Et af formålene med projektet er at undersøge og udvikle nedfældningssystemer, der kan begrænse udledningen af ammoniak og lugt fra gylle udbragt i kornafgrøder. I den forbindelse er der sket en udvikling og evaluering af nedfældningssystemer til nedfældning i kornafgrøder. Fokus på udviklingen har været at sikre en effektiv reduktion af fordampningen af lugt og ammoniak ved udbringning af gylle til kornafgrøder ved lavest mulige energiforbrug og skade på afgrøden. Projektet har således bestemt miljøeffekten af forskellige nedfældningssystemer og sammenholdt dette med udbytteeffekt og energiforbrug. Projektet løber til 2010, hvor man forventer at have udviklet og evalueret et nedfældningssystem, som kan benyttes til nedfældning i kornafgrøder med lavest mulige miljøeffekt, energiforbrug og skade på afgrøden.

6.2 Innovationsprojekt om udvikling af bred nedfælderbom (UNTER)

Køreskader kan reduceres væsentligt og udbringningskapaciteten kan øges ved at øge arbejdsbredden ved nedfældning udover de 8-12 meter, som i dag er muligt. Begge dele vil forbedre økonomien væsentligt i forhold til dagens teknologi.

Samson Agro gennemfører i 2008-2010 et projekt med støtte fra Innovationsfonden. I projektet medvirker Aarhus Universitet, Ingeniørhøjskolen i Aarhus, Landscentret og CBMI. Formålet med projektet er at udvikle nedfældningsudstyr, som kan anvendes i vintersæd uden nævneværdig afgrødeskade, og som reducerer ammoniakfordampning og lugtgener til et minimum. Det konkrete mål er at udvikle, teste og markedsføre en nedfælderbom på 16-20 meter, som monteres med specialudviklede nedfælderskær med stor nedfældningseffekt og minimal trækkraftbehov inden udgangen af 2010.

6.3 Demonstration af fremtidens nedfælderteknologi

”Dansk Landbrugsrådgivning gennemfører i samarbejde med AgroTech og Aarhus Universitet et demonstrationsprojekt, som har til formål at afprøve og demonstrere eksisterende og nye muligheder for at nedfælde gylle i vinterhvede. Således er en lang række nedfældertænder og –skær afprøvet og bedømt i praksis. Formidling af potentielle udviklingsretninger til maskinfabrikanter og –importører er er væsentlig aktivitet i projektet. Projektet gennemføres således i tæt dialog med alle aktører på området. Dele af projektets resultater er publiceret af Høy, 2007”.

 



Version 1.0 November 2010, © Miljøstyrelsen.