|
Duft- og kemikalieoverfølsomhed 7 Undersøgelsesmetoder og diagnose
7.1 UndersøgelsesmetoderHer følger en kort gennemgang af de for tiden i USA mest anvendte undersøgelsesmetoder for MCS. De går ud på at finde og bruge biomarkører indenfor eksponering, effekt og forekomst. Biomarkører er blandt de vigtigste redskaber til udforskning af miljøfaktorers påvirkning af sundhedstilstanden. De kan være indikator for forandringer i biologiske systemer og/eller miljøsygdomme som f.eks. MCS. Biomarkører for eksponering bekræfter, at en bestemt eksponering har fundet sted. Der måles for de kemiske stoffer, der er optaget i organismen eller omdannelsesprodukter heraf i menneskets blodserum, urin eller vævsprøver. F.eks. er der udviklet analysemetoder for biomarkører i forbindelse med udsættelse for tungmetaller, en lang række organiske kemiske stoffer f.eks. formaldehyd, aromatiske kulbrinter, pesticider, dioxiner og PCB, og for komplekse eksponeringer, som f.eks. tobaksrøg. Biomarkører for effekt viser kvantitative eller kvalitative ændringer i de eksponeredes organfunktioner eller sundhedstilstand, f.eks. ved påvisning af ændringer i lungefunktion, måling af genotoksiske effekter i udtagne vævsprøver eller påvisning af opformering eller udtrængen af betændelsesceller eller signalstoffer i vævsprøver eller urin- og/eller blodprøver. En for MCS speciel undersøgelse er provokationsforsøg i specielle provokations- rum, såkaldte klimakamre. Dette instrument er blevet udviklet af både miljølæger og andre læger til undersøgelse og behandling af MCS-patienter og til indeklima- forskning. De høje tekniske og videnskabelige krav6, der i dag stilles til konstruktion, vedligeholdelse og drift af klimakamre og til de personer som betjener enheden, og de der bliver testet, gør klimakamre til et meget dyrt instrument (Selner, 1996). I USA er der tre kendte centre, som anvender klimakamre til forskning i MCS- og Golfkrigs-syndromet. I Danmark findes et klimakammer på Danmarks Tekniske Universitet, på Arbejdsmiljøinstituttet og på Århus Universitet, Institut for Arbejds- og Miljømedicin. Alle steder anvendes klimakammer udelukkende til indeklimaforskning og ikke til undersøgelse og behandling af MCS-patienter. På Rigshospitalets øre-næse-hals afdeling har lægerne gennemført "åben" provokationsforsøg med xylen. Der måles reaktionen i balanceorganet (Vestibulær autorotations-test ,VAT) og andre fysiologiske parametre (blodtryk og puls) før, under og efter provokationen. Testen er blevet udviklet som et redskab til screening for MCS. Normalværdier er baseret på værdier fra en referencegruppe. Foreløbige resultater viser en overensstemmelse mellem positiv VAT og MCS i 80 % af tilfældene. Metoden er dog ikke blevet endeligt standardiseret og bør videreudvikles, hvilket endnu ikke er sket. Foreløbige resultater er blevet forelagt ved en kongres (Holmelund, 1993). 7.2 Diagnostigsering af MCSSålænge MCS ikke er anerkendt som en sygdom efter lægevidenskabelige kriterier kan tilstanden ikke registreres som diagnose under WHO’s ICD-10 diagnose- system7, og medtages derfor heller ikke i den danske sygdomsstatistik. I USA har en initiativgruppe bestående af 34 læger og forskere fra flere fagområder, som i mange år har beskæftiget sig med MCS-problematikken, i fællesskab udsendt et dokument, som er et forslag til, hvordan man i USA kan komme ud af "dødvandet" med hensyn til MCS-diagnostikken (Consensus, 1999). Dokumentet indeholder forslag til en
Til en klinisk definition foreslås følgende seks punkter, hvoraf de første fem er blevet godkendt ved en rundspørge blandt 89 klinikere og forskere (36 allergologer, 23 arbejdsmedicinere, 20 miljølæger, 10 medicinere og ØNH-specialister (Nethercott, 1993). Det sjette punkt er opstillet af de 36 forslagsstillere. Tabel 7.1
Gruppen opstiller yderligere konkrete forslag til en klinisk protokol og til en forskningsprotokol. Forslaget indeholder en mulighed for at kombinere forskning i flere miljøsygdomme med hinanden. Tabel 7.2
Kutsogiannis og Davidoff har udviklet et enkelt biometrisk spørgeskema til hurtig registrering af MCS-relaterede spørgsmål indenfor seks områder, såsom symptomer, art og varighed, eksponering, følsomhed for dufte og for andre faktorer mm. (Kutsogiannis, 2000). Denne metode kan være egnet til en kortlægning af danske forhold. Med relativt enkle midler vil man være istand til at be- eller afkræfte, om der findes en gruppe blandt tidligere opløsningsmiddeleksponerede, som har typiske MCS-gener. 7.3 Kommentar, konklusionFlere metoder til at be- eller afkræfte diagnosen MCS er blevet foreslået (f.eks. bioimmunoassays, elektronisk registrering af hjernefunktionen, spørgeskema-undersøgelse), men ingen er indtil nu blevet bekræftet som brugbar test for MCS. Undersøgelse og diagnose for MCS er ikke fastlagt i det danske sundhedssystem. Dette kapitel giver nogle forslag til inspiration for fremtidige undersøgelser i Danmark. Det er vigtigt, at man i Danmark får et bedre kendskab til MCS/ duftoverfølsomhed og er i stand til at følge med i udviklingen af miljøsygdomme og MCS. I første omgang bør danske kriterier for en sygdomsdefinition og evt. muligheder for registrering udarbejdes.
|
